Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet søger transpersoner til at udfylde et spørgeskema om deres afvisning fra og/eller fravalg af Sexologisk Klinik.
Interacting Minds Centre skriver følgende om spørgeskemaet og baggrunden for det:
Sexologisk Klinik afviser langt størstedelen af de transpersoner, der ansøger om hjælp til medicinsk behandling. Argumentet for den strenge selektionsproces er ofte, at personalet er forpligtet til at beskytte transpersonen fra behandlinger (fx kønshormonbehandling og operationer), der er irreversible (dvs. behandlinger med konsekvenser, der ikke kan omgøres, hvis behandlingerne fortrydes). Men ingen har indtil nu undersøgt, om de afviste transpersoner faktisk afholder sig fra at tage kønshormoner og/eller få foretaget de operationer, som Sexologisk Klinik ønsker at beskytte størstedelen af ansøgerne fra. Det vil vi gerne rette op på med dette spørgeskema. Vi har derfor i samarbejde med LGBT Danmarks transpolitiske udvalg udviklet nedenstående spørgeskema, som vi håber, at du vil besvare. Spørgeskemaet tager omkring 25 minutter at udfylde.
Alle informationer, du vælger at dele med os, vil blive behandlet strengt fortroligt, og alle data anonymiseres, så ingen enkeltpersoner kan genkendes i vores rapportering af denne undersøgelse. Vi stiller meget personlige spørgsmål fx omkring din sociale og din evt. mediciske behandling. Vi spørger også til din seksuelle orientering, netop fordi dette prioriteres af Sexologisk Klinik, og derfor kunne have betydning for hvem, der afvises. Desuden spørger vi både til din opfattelse af, hvorfor du blev afvist fra Sexologisk Klinik, og Sexologisk Kliniks officielle begrundelse for afvisningen. Når vi stiller de følsomme spørgsmål, giver vi dig altid muligheden for at markere ”Jeg ønsker ikke at besvare spørgsmålet”, hvilket giver dig mulighed for at besvare dele af spørgeskemaet, og undlade dele, som du synes, går for tæt på. Jo flere informationer, du er villig til at dele med os, jo mere nuanceret et billede, kan vi efterfølgende tegne af gruppen af afviste transpersoner – både i vores feedback til LGBT Danmark og i vores akademisk arbejde.
Tusind tak for din hjælp!
Hvis du har spørgsmål, ønsker mere information om undersøgelsen, eller bare gerne vil sende feedback til os, kan du kontakte kønsforsker og ph.d.-studerende Lea Skewes (etnols@cas.au.dk) eller hendes forskerpraktikant Molly Occhino (mocchino@gmail.com).
Lea Skewes
Århus Universitet, Nobelparken,
Interacting Minds Centre,
Jens Chr. Skous Vej 3,
8000 Århus C
* * *
Spørgeskemaet nedtaget, da svarperioden er udløbet.