B 36. Beslutningsforslag om mulighed for borgerdrevne beslutningsforslag fremsat den 26. november 2014.


Christiansborg
Christiansborg
Uffe Elbæk (UFG) fremsatte den 26. november 2014 beslutningsforslag B 36 – Samling: 2014-15 – om mulighed for borgerdrevne beslutningsforslag.

Hører under Justitsministeriet.

Forslaget

Forslag til folketingsbeslutning
om mulighed for borgerdrevne beslutningsforslag

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om indførelse af Åbent Ministerium, som giver mulighed for borgerdrevne beslutningsforslag til fremsættelse direkte i Folketingssalen. Alle stemmeberettigede statsborgere i Danmark vil med forslaget få mulighed for at fremsætte beslutningsforslag i Åbent Ministerium, hvorefter forslaget inden 2 måneder skal have 50.000 individuelle underskrifter fra danske statsborgere verificeret via NemID. Hvis 50.000 stemmeberettigede borgere eller mere støtter forslaget via en digital underskrift, fremsættes forslaget direkte i Folketingssalen som et beslutningsforslag.

Bemærkninger til forslaget

I dag har borgere kun begrænset mulighed for at ytre sig om lovforslag gennem høringsprocessen. For at øge den demokratiske deltagelse og borgernes mulighed for at blive hørt og opnå indflydelse, foreslås det derfor at give alle borgere i Danmark mulighed for at fremsætte beslutningsforslag i Åbent Ministerium, som styres via en webbaseret infrastruktur (eksempelvis NemID). 50.000 stemmeberettigede borgere skal støtte forslaget, for at det bliver behandlet som beslutningsforslag i Folketinget. De borgerdrevne forslag, der opnår 50.000 stemmer eller mere, kan så enten gå i udvalgsbehandling eller direkte til afstemning i Folketingssalen.

Det forudsættes, at ordningen med hensyn til selve fremsættelsen af beslutningsforslag for Folketinget indrettes på en sådan måde, at grundlovens bestemmelser om adgang til at fremsætte forslag for Folketinget respekteres.

Forslaget er inspireret af et finsk initiativ, Avoin ministeriö.

* * *
Folketingets journal vedrørende beslutningsforslaget.
Beslutningsforslaget hos Folketinget i pdf-format.