med fjerboa og handsker.
Efter min tur i teatret – Riddersalen – hvor jeg sÃ¥ forestillingen: Jeg er min egen kone, fik jeg lyst til at prøve at være fotomodel. Jeg ville finde ud af, hvordan jeg sÃ¥ ud med paryk og makeup. Desuden skulle jeg have en paryk og tænkte, at det var en god mÃ¥de at finde den rigtige pÃ¥.
Selvfølgelig er jeg ikke en fotomodel, men Salon Isabel tilbyder en service, så man kan få sig en oplevelse som fotomodel. Nu har jeg grublet over, om jeg tør, og hvilken pakke jeg skal vælge. Valget faldt på guldpakken.
Guldpakken består af tre forskellige outfits, det eneste man behøver at medbringe er en badekåbe, et par sorte og et par hvide trusser. Jeg har valgt, at det ene outfit kun må indeholde ting jeg selv ejer. Nogle ting vil blive købt på dagen.
Onsdag den 25. januar 2012.
Jeg ringede til Isabel og fik fremstammet mine ønsker.
Det ene outfit, mit eget, er en sort blazer, sort nederdel, hvid skorte, et tørklæde om halsen, lingeri, lidt smykker og et par stiletter. Hvorfor er netop det outfit så vigtigt? Fordi det var det første, jeg valgte, efter at jeg forstod at transvestisme ikke er sygt. Jeg følte mig som født på ny, og derfor har netop det tøj stor betydning for mig.
Isabel mente at min stil var Classic Woman, hvilket passer med over 90 % af mine indkøb. Hun spurgte til de to andre outfit. Mine ønsker var, at jeg ikke var for sexet og ikke kom til at lignede en teenager. Vi aftalte næste onsdag.
Jeg synes korsettet giver en flot talje.
Ti minutter sener ringede jeg igen til hende. Vi aftalte, at hvis vejret tillod det, blev det Covergirl i stedet, som er det samme som guldpakken med et outfit udendørs. Hun spurgte, om det skulle være et øde sted, et sted med få mennesker eller et befærdet sted. Dum som jeg er, valgte jeg et sted, hvor der ikke er for mange mennesker. (Det kan jeg stadig ændre). Steder, hvor der er mange mennesker, ser stort set ingen hinanden. Steder, hvor der er få mennesker, ser man alle.
Til arrangementet i TiD havde jeg støvler på i stedet.
“Er jeg en kylling, eller holder jeg fast i mit første valg? Jeg er lidt i tvivl, om jeg skal ønske godt eller dÃ¥rligt vejr. Jeg tror, jeg hÃ¥ber pÃ¥ godt vejr, sÃ¥ jeg kan lufte min flotte hvide frakke. Min sorte dunfrakke er lidt for ungdommelig efter min smag”.
Dagene imellem
Torsdag: Så ud til at blive godt vejr på onsdag, men koldt.
Fredag: Vask af morgenkåbe, godt vejr onsdag.
Lørdag: Dårligt vejr onsdag.
Søndag: Vask af sort tøj. Godt vejr onsdag.
Mandag: MÃ¥ske godt vejr onsdag.
Tirsdag: Stryge tøj og pakke, lidt sne onsdag.
Tirsdag den 31. januar 2011.
“Det er i morgen, jeg skal være model”. Sommerfuglene i maven var blevet til kongeørne. Det at stryge tøj er faktisk utroligt beroligende. Jeg har tænkt pÃ¥ at købe en mindre taske, da den jeg har, er pÃ¥ 110 liter, og jeg følte den er lidt for stor til formÃ¥let. Efter at have pakket indsÃ¥ jeg, at min taske ikke var for stor.
Onsdag den 1. februar 2012.
Tidligt op, i bad og tæt barbering. I toget grublede jeg meget over, hvad jeg havde rodet mig ud i. Nerverne var på højkant. Jeg mødte Isabel, og hurtigt følte jeg mig helt tryg. Hun viste mig forslag til outfit. Jeg ville ikke selv have fundet på dem, men syntes de var gode.
Der sad jeg så med min røde morgenkåbe med lingeri og brystproteser under. Jeg fik lagt makeup inklusiv kunstige vipper, fik en paryk på og håret blev sat med indtil flere hårnåle. Makeup er en større videnskab, end jeg troede. Til sidst fik jeg en lilla selskabskjole, sorte handsker, smykker, fjerboa og højhælede sko på.
Nu var tiden kommet til at se sig selv i spejlet. Jeg forventede at se en mand i dametøj, men det, jeg så, var en kvinde. Selv synes jeg, at jeg er kønnere som kvinde end mand.
Det er min egen frakke og de støvler, jeg købte.
NÃ¥ – nu var den sværeste del overstÃ¥et, troede jeg. NÃ¥r man er model, bliver man kostet rundt af fotografen, sid/stÃ¥/lig, sÃ¥dan, kik op, kik ned. Jeg lærte, hvordan jeg skulle side, og hvordan, jeg skulle placere mine hænder. Efter 100 billeder skiftede jeg til det andet outfit, og Isabel snørede korsettet. Sikke en talje jeg fik. Parykken blev ogsÃ¥ skiftet. Flere billeder. Til sidst var det mit eget tøj og en ny paryk. Efter endnu flere billeder, spurgte Isabel, om jeg ville have nogle udendørs billeder. Jeg var ikke helt sikker pÃ¥, om jeg turde, men tænkte, at det var nu eller aldrig.
Vi gik ned af gågade til et torv foran en lille kirke. Jeg blev overrasket over, at der ikke var nogen, der gloede underligt på mig. Under min teatertur, havde jeg fået at vide, at det ikke var noget problem. Men jeg var ikke helt sikker på, at det også gjaldt mig.
Tilbage hos Isabel blev makeuppen fjernet, da jeg stadig levede skjult med min transvestisme. Jeg købte de støvler, jeg havde på udenfor, lidt tøj og en paryk.
Da jeg kom hjem, var jeg træt. Jeg er ikke vant til at stå op kl. 4.00, så jeg tog en lur. De næste par timer blev brugt på at kikke billeder. Der var over 600. Efter dagens oplevelse var min selvtillid helt i top, og jeg er blevet mere sikker i min erkendelse af, at jeg er transvestit.
Fredag den 3. februar 2012.
Der var arrangement i TiD i København. Jeg ankom med min store taske kl. 18.00. Der var en time til arrangementet begyndte, sÃ¥ jeg havde god tid til at klæde om og lægge makeup. Efter tre kvarter kaldte jeg pÃ¥ Pernille Feline, som havde lovet mig at hjælpe med parykken. HÃ¥ret blev sat, og jeg gik ud i gangen, hvor den første jeg mødte Tina Thranesen. Hun spurgte “Er det..?” Jeg pippede forsigtigt “ja”. SÃ¥ sagde Tina, at hun var meget usikker pÃ¥, om det var den mand, hun havde mødt og talt med i Riddersalen, og at det næsten ikke var til at forstÃ¥, at det var tilfældet, og at jeg var en flot kvinde.
Det var dejligt, at hun blev glad for at se mig. Det var en hyggelig aften, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg deltager i en af de sammenkomster, som TiD laver.
Linda T. Pedersen.