Pernille Vigsø Bagge (SF) stillede den 3. marts 2015 spørgsmÃ¥l S 811 – Samling: 2014-15 – om kommentar til henvendelsen fra Danske Handicaporganisationers formand, Thorkil Olsen, af 27. februar 2015 vedrørende billedlegitimation, til Økonomi- og indenrigsminister, Morten Østergaard, der svarede den 13. marts 2015.
Spørgsmål
Hvad er ministerens kommentar til henvendelsen fra Danske Handicaporganisationernes formand, Thorkil Olsen, af 27. februar 2015 vedrørende billedlegitimation, og hvad påtænker regeringen helt konkret at gøre for at afhjælpe legitimeringsproblemerne for døvblinde, blinde, stærkt svagsynede, epileptikere m.fl.?
Svar
Det har tidligere været overvejet at indføre en eller anden form for id-kort eller borgerkort. Skiftende regeringer har således undersøgt fordele og ulemper ved et sådant kort, men har indtil videre ikke fundet grundlag for at gå videre.
Jeg kan oplyse, at der ikke i medfør af regeringsgrundlaget er planer om at indføre et nyt nationalt id-kort eller borgerkort i Danmark. Indførelsen af et sådant kort vil indebære betydelige omkostninger, som jeg ikke synes kan forsvares – især når der i dag allerede findes løsninger på området.
Som formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkil Olsen, selv peger på i sin henvendelse af 27. februar 2015, er det i dag muligt også som handicappet at erhverve billedlegitimation i form af et pas.
I brevet fra Thorkil Olsen foreslås det, at man som borger får mulighed for at få billede på sit sundhedskort henholdsvis mulighed for at anskaffe sig billedlegitimation, der ligner et kørekort. Jeg har ikke mulighed for at fremkomme med mere specifikke kommentarer til disse forslag, eftersom de ikke hører under mit område.
Med venlig hilsen
Morten Østergaard
* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.