Der har i de senere år været en del fokus på LBL og de transseksuelle. Især fra visse queere kredse har der været fremført en heftig kritik af LBL, fordi foreningen ikke organiserer transseksuelle, ligesom Priden er blevet bebrejdet, at man fejrer, at homoseksualitet ikke længere officielt defineres som en sygdom nu når transseksualitet forsat bliver det.
Et grundlæggende problem med denne kritik er, at man i sin iver for at se homokampen som en kamp der føres pÃ¥ de transseksuelles bekostning helt har glemt at sætte sig ind i hvad transseksuelle egentligt mener om ideen om at LBL skulle organisere transseksuelle og hvordan transseksuelle har det med, at transseksualitet forsat er en psykiatrisk diagnose. Ved et nærmere eftersyn viser det sig nemlig, at mange transseksuelle ikke ønsker, at være en del af “regnbueparablyen” sammen med homoseksuelle og biseksuelle, ligesom en del ikke ønsker, at diagnosen “transseksualitet” skal fjernes fra den officielle liste over psykiske lidelser.
Lad det være sagt med det samme, jeg tror ikke, at LBL i den nærmeste fremtid har ressourcer til også at føre kamp for de transseksuelle, vi skal jo lige se at overleve som forening først. Men på længere sigt ser jeg meget gerne et nærmere samarbejde med de transseksuelle, som kan, men ikke nødvendigvis behøver, bestå i en organisatorisk sammenlægning mellem LBL og de eksisterende organisationer for transseksuelle. Der er dog nogle grundlæggende forhold, som skal ændres før dette kan lade sig gøre, og det vel og mærke både i de homoseksuelle såvel som i de transseksuelle miljøer.
For det første giver et samarbejde kun mening, hvis vi er villige til at anerkende, at vi homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle har meget tilfældes selvom der ogsÃ¥ er forhold, der gør os forskellige fra hinanden. Personligt mener jeg, at det er helt meningsløst, at ville lave vandtætte skotter mellem homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle. De nuværende betegnelser og identiteter er resultatet af historiske og sociale forhold, der hele tiden ændres, hvad igen gør, at indholdet af identiteterne ogsÃ¥ gør det, og reelt set er der en del, der i løbet af et liv har prøvet at identificere sig med flere af disse identiteter – eller som slet ikke føler, at nogen af dem giver mening for dem, idet de opfatter deres identitet som flydende i stedet for fastlagt.
Vi kan imidlertid ikke komme uden om, at mange homoseksuelle og biseksuelle mener, at deres identitet udelukkende handler om deres seksuelle orientering og de derfor ikke kan se noget fællesskab med transseksuelle, ligesom mange transseksuelle mener, at deres identitet udelukkende handler om deres kønsidentitet og de derfor ikke kan se noget fællesskab med homoseksuelle og biseksuelle. Hermed forsøger man at skabe en, i virkeligheden kunstig, skelnen mellem køn og seksualitet.
En sÃ¥dan skelnen giver imidlertid ikke mening. I henhold til den altdominerende heteronormativitet hører køn og seksualitet nemlig sammen. En “rigtig” mand er her en heteroseksuel mand og en “rigtig” kvinde er en heteroseksuel kvinde. Man(d) viser sin maskulinitet ved ens evne til at score lækre damer og en kvinde viser sin femininitet ved sin evne til at virke tiltrækkende pÃ¥ mænd. Man(d) viser sin heteroseksualitet ved at man er “maskulin” i sine interesser og fremfærd og man viser som kvinde sin heteroseksualitet ved at man er “feminin” i sine interesser og fremfærd. PÃ¥ samme mÃ¥de sÃ¥ defineres en lesbisk som en kvinde, der er emotionelt og erotisk interesseret i kvinder, ligesom en bøsse defineres som en mand, der er emotionelt og erotisk interesseret i mænd. Ligesom f.eks. kvinde til mand transseksuelle (FtM‘er), der lever eller ønsker at leve sammen med en kvinde, ofte definerer sig som heteroseksuelle, lige netop for at fremhæve, at de altsÃ¥ er mænd. Køn og seksualitet kan med andre ord ikke skilles fra hinanden – og alle os, der falder udenfor det heteronormative rollemønster, burde derfor se hinanden som nært beslægtede – ogsÃ¥ selvom homoseksuelle og biseksuelle har fokus pÃ¥ den seksuelle orientering og transseksuelle har fokus pÃ¥ kønsidentiteten. Som sagt sÃ¥ er grænserne jo ikke vandtætte – en del homoseksuelle er synlige kønsoverskridere og en del transseksuelle har erfaringer, nutidige eller fortidige, med den homoseksuelle identitet. Vi skal derfor gøre op med transfobien hos homoseksuelle og homofobien hos transseksuelle. Vi har rigtigt meget til fælles og der er ingen grund til at vi bygger mure op mellem det, som i virkeligheden er beslægtet.
En anden væsentlig hurdle for et fremtidigt samarbejde mellem homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle er i mine øjne det forhold, at en del transseksuelle ikke ønsker, at diagnosen transseksualitet skal fjernes fra den officielle liste over psykiske lidelser. Grunden hertil er, at de selv definerer deres identitet som en art forstyrrelse, hvor der er en modsætning mellem det oplevede køn og det fysiske køn – en forstyrrelse der dog kan helbredes eller i det mindste formindskes vha. hormoner og kønsskifteoperationer, sÃ¥ den transseksuelle fÃ¥r den krop, som han eller hun mener svarer til hans eller hendes identitet. For transseksuelle er diagnosen “transseksuel” simpelthen adgangsbilletten til en kønsskifteoperation, som mange ser som løsningen pÃ¥ alle deres problemer. Problemer som for dem grundlæggende set handler om, at de er født i en forkert krop.
For mig at se er det dybt ulykkeligt, at den transseksuelle identitet i høj grad er forbundet med et sygdomsparadigme, altsÃ¥ den overordnede tanke om at dem der afviger fra heteronormativiteten fejler noget, der imidlertid i de transseksuelles tilfælde kan fikses vha. hormoner og kirurgi, sÃ¥ den transseksuelle udadtil og indadtil kan fremstÃ¥ som “normal”. homoseksualitet har ogsÃ¥ været defineret som en psykiatrisk diagnose, og der var ogsÃ¥ en tid, hvor mange homoseksuelle accepterede dette, ikke mindst fordi det var et godt argument mod kriminaliseringen af sex mellem mænd (sex mellem kvinder har kun sjældent været forbudt). Men siden 1970’erne har homobevægelsen kastet sygdomsidentiteten fra sig og har, med succes, kæmpet mod at samfundet fremstiller os som syge. Uden dette opgør med sygdomsidentiteten og diagnosen var vi næppe der hvor vi er i dag mht. rettigheder og samfundsmæssig anerkendelse.
Lige så oplagt som det derfor er, at homoseksuelle og biseksuelle støtter transseksuelle i kampen mod sygeliggørelsen af transseksuelle er det indlysende, at vi ikke kan støtte transseksuelle i, at de ser sig selv som syge. De transseksuelle må derfor internt tage et opgør med fikseringen på diagnoser og operationer før at et samarbejde med de homoseksuelle og biseksuelle virkelig kan give mening.
Jeg går ikke ind for et forbud mod kønsskifteoperationer, for transseksuelle har ligesom alle andre ret til at bestemme over deres egen krop. Men jeg mener, at vi bør tage en diskussion af hvor hensigtsmæssige disse er, med al behørig respekt for den pressede situation, som en del transseksuelle står i.
Jeg opfatter det som dybt tragisk, at vi har et samfund, hvor dem hvis kønsidentitet afviger fra heteronormativiteten kan føle sig presset til at fÃ¥ deres krop underkastet en medicinsk og kirurgisk behandling, sÃ¥ den kommer til at fremstÃ¥ som mere “normal”. Jeg synes, at kønsskifteoperationer er uløseligt knyttet til den grundlæggende heteronormative ide, at bestemte kroppe nødvendigvis mÃ¥ have et bestemt køn og at et bestemt køn nødvendigvis mÃ¥ have en bestemt krop. Jeg mener, at kønsskifteoperationer tager udgangspunkt i en fejlagtig forestilling om at identiteter nødvendigvis forbliver de samme livet igennem, i stedet for at tage hensyn til, at identiteter kan ændre sig over tid – ikke via terapi og indre eller ydre tvang – men slet og ret via en fri personlig udvikling. Og sidst men ikke mindst, en del transseksuelle, der har fÃ¥et en operation, fortryder det senere hen, og de har virkeligt et problem, for en kønsskifteoperation kan reelt set ikke gøres om.
En del transseksuelle befinder sig i samme situation, som homoseksuelle i fortid og nutid har været i, nemlig den, at samfundets ydre pres og udtalte foragt for dem har gjort, at de har udviklet en opfattelse af sig selv som syge og behandlingskrævende. Det er fuldt ud forstÃ¥eligt – men frigørelse, accept og ikke mindst respekt opnÃ¥r vi alle kun, hvis vi tør se os som de sunde og ressourcerige personer som vi er. Vi fejler ikke noget – det er det samfund, som siger, at vi fejler noget, der fejler noget. Og med den erkendelse kan vi kæmpe for vores rettigheder – f.eks. for at transseksuelle skal kunne fÃ¥ lov til at vælge sig de fornavne de ønsker og fÃ¥ et personnummer, der svarer til deres kønsidentitet.
* * *
Artiklen bringes med tilladelse af Karen M. Larsen, der er cand. mag. i historie og religion.