LGBT Danmarks skr. af 24. juli 2016 til Rigspolitiet om årsrapporten vedrørende hadforbrydelser i 2015. Svar den 6. sept. 2016.


LGBT Danmark sendte den 24. juli 2016 en skrivelse vedrørende Rigspolitiets rapport “Hadforbrydelser i 2015. Rigspolitiets årsrapport af 1. juli 2016” til Rigspolitiet, Nationalt Forebyggelsescenter (NFC), der svarede den 6. september 2016.

Herunder gengives først skrivelsen og derefter svaret.

LGBT Danmark
LGBT Danmark
Søndag den 24. juli 2016.

Rigspolitiet
Nationalt Forebyggelsescenter (NFC)
politiafd@politi.dk

Vedr.: Hadforbrydelser i 2015 – Rigspolitiets årsrapport vedrørende hadforbrydelser

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, har med interesse studeret Rigspolitiets årsrapport om hadforbrydelser i 2015 og glæder sig over, at hadforbrydelser mod transpersoner nu registreres selvstændigt.

LGBT Danmark sendte den 16. februar 2016 en skrivelse til Rigspolitiet med landsforeningens ønsker til registrering af hadforbrydelser. På mødet hos den 25. februar 2016 hos Rigspolitiet, Nationalt Forebyggelsescenter (NFC) blev ønskerne gentaget og yderlig begrundet. Vi fik opfattelsen, at der var stor forståelse for ønskerne.

LGBT Danmark må desværre konstatere, at foreningens ønsker slet ikke er imødekommet. Vi vil i den sammenhæng gerne stille spørgsmål til tre områder.
  1. LGBT Danmark har foreslået kategoriseringen af hadforbrydelser under LGBT-området ændret, så sprogbrugen bliver korrekt og dækkende, hvad den ikke er nu. Hvad er årsagen til, at denne kritik helt er tilsidesat?
  2. I samme forbindelse gjorde vi opmærksom på, at kategoriseringen vedrørende seksuel orientering burde indeholde en opdeling, så biseksualitet ses som særskilt motiv, idet gruppen er udsat men usynliggjort. Hvad er begrundelsen for ikke at introducere biseksualitet som kategori?
  3. LGBT Danmark foreslog, at anvendelsen af straffelovens § 81, nr. 6 (strafskærpelsesbestemmelsen) dels i anklageskrifter og bødeforlæg og dels i domme burde medtages i rapporten, hvilket ikke er sket. Hvad er begrundelsen for dette?

LGBT Danmark medsender og henviser til sin skrivelse af 16. februar 2016 i stedet for at gentage ønskerne og begrundelserne.

Hvis rapporten skal hjælpe med at klarlægge omfanget og karakteren af hadforbrydelser i Danmark, er det vigtigt, at begrebsapparatet er korrekt. Ellers skabes ikke gennemsigtighed. Tvært imod kommer rapporten til at cementere strukturelle problemer i arbejdet med bekæmpelse af hadforbrydelser rettet mod LGBT-segmentet.

Med venlig hilsen.

Søren Laursen
Forperson
Linda Thor Pedersen
Transpolitisk talsperson
Ask Ulrich Petersen
Retspolitisk talsperson [1]

Svaret den 6. september 2016 fra Rigspolitiet.
LGBT Danmark
Dato: 06. september 2016.
Sagsbehandler: Peter Steffensen

LGBT har i skrivelse til Rigspolitiet dateret søndag den 24. juli 2016, på baggrund af Rigspolitiets årsrapport vedrørende hadforbrydelser, stillet nedennævnte 3 spørgsmål.

Rigspolitiet skal indledningsvist beklage, at svaret på Deres forespørgsel først foreligger på nuværende tidspunkt.

Spørgsmål 1
LGBT Danmark har foreslået kategoriseringen af hadforbrydelser under LGBT-området ændret, så sprogbrugen bliver korrekt og dækkende, hvad den ikke er nu. Hvad er årsagen til, at denne kritik helt er tilsidesat?

Spørgsmål 2
I samme forbindelse gjorde vi opmærksom på, at kategoriseringen vedrørende seksuel orientering burde indeholde en opdeling, så biseksualitet ses som særskilt motiv, idet gruppen er udsat men usynliggjort. Hvad er begrundelsen for ikke at introducere biseksualitet som kategori?

Spørgsmål 3
LGBT Danmark foreslog, at anvendelsen af straffelovens § 81, nr. 6 (strafskærpelsesbestemmelsen) dels i anklageskrifter og bødeforlæg og dels i domme burde medtages i rapporten, hvilket ikke er sket. Hvad er begrundelsen for dette?

Rigspolitiets svar spørgsmål 1
Rigspolitiet anerkender til fulde distinktionen mellem seksualitet og kønsidentitet. I årsrapporten anføres, at kategorien ”seksuelt orienterede forbrydelser” både omfatter hadforbrydelser rettet mod personer med en bestemt seksualitet (f.eks. homoseksuelle) og personer med en bestemt kønsidentitet (f.eks. transvestitter). Formålet hermed er netop at gøre opmærksom på, at der er tale om forskellige grupper af forurettede, om end begge grupper er omfattet af samme hovedkategori.

Rigspolitiet kan generelt om politiets anvendelse af søgenøgler oplyse, at søgenøglerne anvendes til at optimere de data, der ligger til grund for politiets kriminalitetsanalyser, og derved medvirker til nærmere at belyse udviklingen inden for et givent kriminalitetsområde. Det er derfor af stor betydning, at sagsbehandlerne forstår betydningen af de søgenøgler, som skal påføres under sagsbehandlingen, da der ellers kan være en risiko for at sagsbehandleren afstår fra at registrere søgenøgler på en given sag. Rigspolitiet anser det i den forbindelse for nødvendigt at tage højde for, at de sagsbehandlere som modtager anmeldelser, ikke nødvendigvis har ekspertviden inden for hadforbrydelsesområdet. På baggrund af dette har Rigspolitiet valgt få overordnede kategorier, for at nedsætte kompleksiteten samt sikre forståelsen og brugervenligheden i arbejdet med at identificere hadforbrydelser.

Rigspolitiets søgenøgler er udfærdiget ud fra den juridiske betragtning der fremlægges i Rigsadvokatens meddelelse.

Rigspolitiets svar spørgsmål 2
I forhold til at indføre en underkategori, som dækker ”biseksualitet” har Rigspolitiet valgt at bibeholde de nuværende kategorier i moniteringsordningen, for at nedsætte kompleksiteten samt sikre forståelsen og brugervenligheden i arbejdet med at identificere hadforbrydelser.

Søgenøglerne skal tage udgangspunkt gerningspersonernes motiv. Rigspolitiet vurderer, at det meget sjældent vil være muligt at identificere, hvorvidt gerningspersonen har skelnet mellem, hvorvidt forurettede er homo– eller biseksuel. Rigspolitiets vurdering er derfor, at biseksualitet som særskilt kategori vil være vanskelig at anvende i praksis.

Rigspolitiets svar spørgsmål 3
Rigspolitiet har med rapporten ”Hadforbrydelser i 2015 – Rigspolitiets årsrapport vedrørende hadforbrydelser” beskrevet omfanget af hadforbrydelserne, deres karakter og politiets initiativer på området ud fra politiets datamateriale.

Tiltaler og domfældelser henhører under anklagermyndigheden, hvorfor disse ikke er medtaget i Rigspolitiets rapport.

LGBT Danmark er en nøgleinteressent i forhold til politiets arbejde med at forebygge og bekæmpe hadforbrydelser i Danmark og Rigspolitiet vil også i 2017 indkalde til et dialogmøde. På mødet vil vi gerne dele viden og udveksle erfaringer.

Med venlig hilsen
Peter Steffensen
politikommissær

* * *
Skrivelsen i pdf-format.
Svaret i pdf-format.

  1. [Retur] Ask Ulrich Petersen er fejagtigt anført som “Retspolitisk talsperson”. Det skulle rettelig være “Talsperson vedrørende hadforbrydelser”.