HateNoMore. Understanding the needs of persons who experience homophobic or transphobic violence or harassment

Rapporten består af to dele:
Del 1 giver de vigtige resultater om udbredelse, lokalitet, gerningsmændene, og virkningen af homofobisk og transfobisk vold og chikane som oplyst af undersøgelsens respondenter for at sætte rammerne for diskussionen af behovene hos dem, der oplever denne vold og chikane.
Del 2 forklarer behovene hos personer, der oplever homofobisk og transfobisk vold og chikane og giver vigtige resultater om det strafferetlige systems reaktion på en sådan vold og chikane på tværs af de fem lande tilsammen.
En evaluering af i hvilket omfang, ofrenes behov blev tilgodeset.
På baggrund af evalueringen fremhæver rapporten en række mangler i politiets, anklagemyndighedens og domstolenes håndtering af disse sager.
Disse mangler kan føre til, at hadforbrydelser ikke anmeldes, og at de, der anmelder, med stor sandsynlighed derved udsættes for en sekundær offergørelse.

• Hadmotiveret chikane blev oplevet oftere end hadmotiveret vold. Det gennemsnitlige antal af chikane var 3,6 og gennemsnittet for hadmotiveret vold var lidt over 1 (1,06).
• Næsten halvdelen (45,2 %) af de transkønnede respondenter rapporterede om hadmotiveret vold eller chikane i de foregÃ¥ende fem Ã¥r.
• De fleste af de alvorligste hændelser involverede voldstrusler og andre former for verbal aggression.
• Fysisk angreb udgjorde knap en tredjedel (28,9 %) af de hændelser, som de adspurgte mente var de mest alvorlige.
• En tredjedel (33,8 %) af tilfældene forekom pÃ¥ offentlige steder som gader, offentlige pladser eller parkeringspladser.
• Andre almindelige steder omfattede skoler eller universiteter, hjemme eller i offentlig transport.

Respondenter, der havde oplevet homofobisk eller transfobisk vold og chikane i de foregÃ¥ende fem Ã¥r rapporterede om større eftervirkninger ved fire af otte foranstaltninger som undersøgelsen omfattede – lavere selvkontrol og mindre tillid til andre, en dÃ¥rligere sundhedstilstand og følelse af usikkerhed i deres kvarterer – sammenlignet med dem, der ikke havde oplevet homofobisk eller transfobisk vold i de foregÃ¥ende fem Ã¥r.

Kun et lille mindretal – ca. 1 ud af 7, eller 13,5 % – af de adspurgte pÃ¥ tværs af de fem lande tilsammen, anmeldte mindst en hændelse til politiet.

Forskningen peger på en række centrale behov for ofre for homofobisk eller transfobisk vold eller chikane: I) behov for sikkerhed; II) behov for støtte; III) behov for information; IV) behov for respekt; V) behov for fortrolighed; VI) behov for retfærdighed, og VIII) behov for at høre til.

• Manglende udrykning til gerningsstedet;
• Modvilje mod at optage rapport;
• Bagatellisering af ofrenes oplevelse;
• Manglende forstÃ¥else for homofobi og transfobi;
• Negative holdninger til seksuel orientering og kønsidentitet, og
• at politiet ikke greb ind, nÃ¥r de var vidne til chikane og vold.

Kun 10 af de 38 adspurgte, der havde anmeldt homofobisk eller transfobisk vold eller chikane til politiet, havde kontakt til anklagemyndigheden. De var ligeligt fordelt mellem at være tilfreds og utilfreds med den service, de har modtaget.

Kun 11 af de 38 sager kom for domstolen, og kun 6 af ofrene afgav vidneforklaring. Deres bedømmelse af deres tilfredshed med domstolene var højere end deres bedømmelse af politiet og anklagemyndigheden.

Rapporten i pdf-format.

* * *
Information om forfatteren, professor Paul Stephen Iganski hos Lancaster University Law Scool med en oversigt over hans udgivelser, som omfatter flere udgivelser om hadforbrydelser.

* * *
I forbindelse med projektet blev der udgivet to publikationer – den her omtalte og “HateNoMore: Toolkit for the Law Enforcement Bodies: Accommodating the Needs of the Victims of Homophobic and Transphobic Hate Crimes“.

* * *