En mandlig fysioterapeut (transvestit) oplyste i foråret 2015 afdelingens oversygeplejerske om, at han ønskede at gå mere feminint klædt. Afdelingen havde ingen særlige uniformeringsregler, og det blev aftalt, at fysioterapeuten måtte prøve sig frem med ballerinasko og diskret make-up.
Efter sommeren besluttede ledelsen, at fysioterapeuten ikke længere måtte gå feminint klædt på grund af reaktioner fra patienterne.
Fysioterapeutens ønske om en feminin påklædning blev på ny afvist i foråret 2016.
Efterfølgende indførte afdelingen et beklædningsdirektiv, der var ens for alle.
Nævnet vurderede, at fysioterapeuten var udsat for direkte forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med beslutningen om, at han ikke måtte gå feminint klædt og fik medhold i denne del af klagen.
Da ledelsen havde udvist imødekommenhed over for fysioterapeuten, fik han ingen godtgørelse.
Han havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling i anledning af det indførte beklædningsdirektiv og fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Beslutningen om, at klager ikke måtte gå feminint klædt i forbindelse med sit arbejde som fysioterapeut var i strid med ligebehandlingsloven.
Sagsfremstilling
Klager er ansat som fysioterapeut i den indklagede region. Han er tilknyttet et smertecenter på et af regionens sygehuse.
Klager henvendte sig i foråret 2015 til afdelingens oversygeplejerske og oplyste, at han var transvestit og ønskede at klæde sig mere feminint.
Det fremgår af referat fra et møde den 21. marts 2016 mellem klager og oversygeplejersken, at det som følge af klagers henvendelse i foråret 2015 blev aftalt, at klager måtte forsøge sig frem. Det blev konkret aftalt, at klager måtte bære ballerinasko, men ikke høje hæle, da dette ikke var i overensstemmelse med uniformsetiketten. Klager måtte bære diskret make-up, men ikke ”aften make-up”, og kjoler måtte vente, til de havde gjort sig nogle erfaringer. Det fremgår også af referatet, at personalet ikke bar uniform, da uniform på smertecentret, der fungerede som et ambulatorium, kunne være en barriere i kontakten med patienterne. Medarbejdernes påklædning måtte dog ikke forstyrre relationen og kontakten med patienterne.
Ifølge referatet fik afdelingsledelsen hen over sommeren og sensommeren 2015 adskillige henvendelser fra klagers kolleger om klagers påklædning, særligt om en bekymring på patienternes vegne og konkrete observationer af patienternes reaktioner. Afdelingsledelsen besluttede derfor, at klager ikke længere måtte være feminint påklædt. Ifølge referatet påvirkede denne beslutning klager stærkt, og han følte sig svigtet af sine kolleger.
Klager anmodede ifølge referatet om en ny drøftelse af sin påklædning. Oversygeplejersken afviste på vegne af afdelingsledelsen dette, da påklædningen i afdelingen generelt skulle være neutral og ikke i vejen for etablering af den professionelle kontakt og relationen til patienten.
Den 12. april 2016 kom klager med bemærkninger til referatet. Han oplyste, at det ikke på mødet blev nævnt, at der havde været adskillige henvendelser fra kolleger, og at oversygeplejersken derimod svarede nej til, at det konkret havde noget med kollegerne at gøre. Klager anførte også, at der heller ikke blev sagt noget om observation af konkrete reaktioner fra patienter, hvilket klager heller ikke tidligere var blevet forelagt, eller at der var modtaget klager.
Klager bemærkede, at han på mødet den 21. marts 2016 oplyste, at han åbent havde talt med patienterne om sin påklædning, og at han ikke havde modtaget negative tilbagemeldinger. Hertil havde oversygeplejersken ifølge klager udtalt, at man ikke kunne regne med, at patienterne talte sandt, og at de ikke havde et valg om at gå andre steder hen. Ifølge klager oplyste oversygeplejersken også på mødet, at påklædningen på smertecentret ikke måtte være anderledes for at undgå at flytte fokus, og hun henviste til en situation med en anden fagperson, der i efteråret 2015 havde en ”anderledes” påklædning, og hvor der ligeledes opstod en anstrengt/mærkelig situation.
Det fremgår af oversygeplejerskens kommentarer af 19. april 2016, at fastholdelsen af beslutningen over for klager ikke skete af hensyn til de øvrige medarbejdere, og at afdelingsledelsen havde fastholdt beslutningen uden inddragelse af andre parter end HR. I forhold til klagers beskrivelse af oversygeplejerskens bemærkning om patienterne, præciserede hun, at hun på mødet oplyste, at påklædningen skulle være neutral og ikke måtte være i vejen for relationen mellem patienter og fagprofessionelle.
Efterfølgende indførte indklagede krav om arbejdstøj på smertecentret. Det fremgår af udateret uniformsetikette/beklædningsdirektiv:
”Baggrund: Smertecentret er et atypisk afsnit i Anæstesiologisk Afdeling, hvor der har været sædvane for (uskreven regel), at personalet ikke var uniformeret. Afdelingsledelsen er blevet gjort opmærksom på, at vores hidtidige instruktioner vedrørende påklædning i Smertecentret har været diskriminerende. Dette ønsker vi naturligvis at rette op på, og vi vil samtidig gerne bruge denne lejlighed til, at profilere Smertecentret via uniformeringen, og skabe tydelighed i forhold til hvem er personale og hvem er patient / pårørende. Indførelsen af dette sker i to step. Step 1 skal fjerne diskriminationen nu og her, og indføres fra uge 21, og Step 2 skal profilere Smertecentret og skabe ensartethed.
Formålet med uniformsetiketten: den fagprofessionelles fremtoning må ikke virke forstyrrende eller dominerende i relationen med patienten, jf. [sygehus] værdisæt
Step 1: Personale, som manuelt håndterer patienter (fysiske undersøgelser) er uniformeret (læger og fysioterapeuter). Det øvrige personale fortsætter med privat tøj frem til indførelse af Step 2. For lægernes vedkommende kan det være kittel over privat tøj, alternativ overdel i kombination med private bukser. For fysioterapeuternes vedkommende er institutionsuniformen “blå bukser og hvid overdel”.
Step 2: Der indkøbes ca. 5 stk. T-shirts til alle medarbejdere med logo for Smertecentret, som kan bæres til neutrale, lange bukser. Dette vil fremstille det tværfaglige team som en ensartet gruppe.
- Fodtøj skal være fladt og praktisk / uden hæl og praktisk
- Smykker: ingen håndbårne smykker, og i øvrigt diskrete smykker i forhold til ører og hals
- Make-up: diskret make-up”
Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 27. juni 2016.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagedes reaktion på hans ønske om at klæde sig mere feminint.
Forskelsbehandlingen fandt sted ved ledelsens beslutning om, at klager måtte vente med at gå i kjoler, at klager måtte ophøre med at gå feminint klædt, og at der skulle indføres et uniformskrav. Klager ønsker godtgørelse, som passende kan fastsættes til 30.000 kr. efter praksis.
Klager er ikke enig i, at der ved mødet i april 2015 var en fælles forståelse af, at klager ikke måtte gå i kjole. Det var en ledelsesmæssig beslutning. Det er heller ikke afgørende, om der forelå en fælles forståelse, da der er tale om forskelsbehandling, uanset om der forelå en aftale eller et ledelsesmæssigt påbud.
Ved indklagedes brede formulering af kravet, blev klager pålagt en særlig byrde og begrænsning i sin personlige fremtoning, da han selv skulle fortolke, hvad der anses for at være feminin påklædning.
Der var ingen aftale eller ledelsesudstedte retningslinjer for kvindelige medarbejderes brug af kjoler eller feminin påklædning. Klager er dermed blevet forskelsbehandlet på grund af sit køn.
Indklagedes beslutning over for klager blev truffet på grundlag af en stereotyp opfattelse af, hvad der anses for at være feminin og maskulin påklædning.
På et møde den 2. juli 2015 traf indklagede beslutning om, at klager måtte ophøre med at gå feminint klædt, da indklagede havde fået adskillige henvendelser fra klagers kolleger, og da klagers påklædning kunne forstyrre relationen mellem ham selv og patienter.
Klager forsøgte at indordne sig efter indklagedes beslutning, indtil han anmodede om et opfølgende møde om påklædningen. Klagers tillidsrepræsentant, der deltog i mødet den 21. marts 2016 som klagers bisidder, anførte, at indklagedes beslutning var i strid med menneskerettighederne. Indklagede fastholdt, at klagers påklædning skulle være neutral og ikke feminin. Der fandtes fortsat ingen nedskrevne retningslinjer for personalets påklædning.
Klager bestrider ikke, at kolleger havde observeret noget, de ville kalde uhensigtsmæssige reaktioner fra patienter, eller at patienter kan have bedt om at blive flyttet til en anden behandler. Det er dog uklart, om patienternes eventuelle ønsker skyldtes klagers påklædning, og hvornår en overlæge har modtaget henvendelser fra patienter om at få en anden behandler.
Der findes ingen dokumentation for, at klagers påklædning har forstyrret relationen mellem ham og patienterne, og at hans faglighed derved led skade. Hvis relationen var blevet skadet, skyldes det forhold hos patienten og ikke klager.
Patientens specifikke ønsker til, hvordan en behandler går klædt eller i øvrigt fremtræder, er ikke et sagligt hensyn, der går forud for personalets ret til ikke at blive forskelsbehandlet. Klager henviser til daværende indenrigs- og sundhedsministers svar af 22. februar 2011 på § 20-spørgsmål [1a]. Det fremgår af ministerens svar, at patienten har ret til behandling, men ikke til at vælge blandt sundhedspersonalet på en konkret afdeling. Det fremgår også, at hvis en patient nægter at modtage behandling af en bestemt sundhedsperson, skal patienten så vidt muligt henvises til en anden behandler, hvis der er tale om akut sygdom. Hvis der ikke er tale om akut sygdom, har personalet ikke pligt til at forsøge at omorganisere arbejdet, og hospitalet må henvise patienten til et andet sygehus efter reglerne om frit sygehusvalg.
Indenrigs- og sundhedsministeren skelner således mellem patientens rimeligt begrundede ønsker til ikke at modtage behandling af en bestemt sundhedsperson, og patientens urimelige ønsker hertil. Den omstændighed, at en sundhedsperson bærer bestemte religiøse eller politiske symboler er ikke ifølge ministerens svar en rimelig grund til at afvise behandling.
Et ønske om ikke at blive behandlet af en mand, der går feminint klædt, kan ikke anses for at være en rimelig begrundelse for at afvise at blive behandlet, på samme måde, som det ikke er en rimelig begrundelse at afvise at blive behandlet af en person, der bærer bestemte politiske eller religiøse symboler.
Hygiejnereglerne er ikke relevante i klagers situation, da klagers ønske om at gå mere feminint klædt ikke i sig selv udgør et hygiejneproblem. Kjoler og feminin påklædning kan ikke i sig selv være et hygiejneproblem, og et forbud imod dette vil således ikke have hjemmel i lokale retningslinjer for hygiejne.
Et generelt forbud mod, at mandligt sundhedspersonale iklæder sig kjoler eller feminin påklædning, har heller ikke hjemmel i sundhedslovgivningen. Det fremgår af sundhedslovens § 3, at regionerne har ansvaret for, at sundhedsvæsnet stiller en befolkningsrettet indsats vedrørende forebyggelse og sundhedsfremme samt behandling af den enkelte patient til rådighed. Feminin påklædning kan ikke være en hindring for, at indklagede kan tilbyde en befolkningsrettet indsats vedrørende forebyggelse, sundhedsfremme og behandling.
Der er heller ikke andre steder i sundhedslovgivningen belæg for, at sundhedspersoners påklædning i sig selv udgør en hindring for at opfylde sine forpligtelser. Det fremgår fx af autorisationslovens § 17, at en autoriseret sundhedsperson har pligt til at handle samvittighedsfuldt og med omhu. Dette retter sig alene mod personalets faglige handlinger og fastsætter ingen begrænsninger eller særligt ansvar i forhold til den fysiske fremtoning.
Det uniformskrav, der blev indført med beklædningsdirektivet, medførte ens uniformer for begge køn, at medarbejderne skal bære praktiske sko, og at medarbejderne alene må være iført en let make-up. Indklagede anførte ved et møde med klagers faglige organisation den 17. maj 2016, at det ikke længere var nødvendigt at opretholde et krav om, at klager ikke måtte være feminint klædt.
Klager har noteret sig indklagedes bemærkning om, at baggrunden for at indføre beklædningsdirektivet i smertecentret var et ønske om at imødegå klagers påstand om, at der fandt forskelsbehandling sted. Det er klagers opfattelse, at uniformskravet alene blev indført med henblik på at undgå, at klager kan gå feminint påklædt, hvorfor der er tale om ulovlig forskelsbehandling. Forskelsbehandlingen er ikke objektivt begrundet i saglige formål.
Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for ulovlig forskelsbehandling.
Da klager henvendte sig i april 2015 og oplyste, at han var transvestit, var indklagede positivt indstillet over for klagers ønske om at klæde sig i overensstemmelse med sin seksualitet. Beslutningen om, at klager skulle vente med at gå i kjoler, var udtryk for en fælles forståelse mellem parterne og ikke en ensidig beslutning fra indklagedes side. Dette underbygges af, at klager ikke bestred formuleringen herom i referat fra møde den 21. marts 2016 i forbindelse med fremsendelse af referatet.
Hvis nævnet finder, at det er afgørende for sagens udfald, hvorvidt der var en fælles forståelse på mødet i april 2015, bør sagen afvises med henblik på parts- og vidneforklaringer.
Indklagede præciserede, at rammerne for civil påklædning fortsat var, at påklædningen ikke måtte forstyrre relationen og kontakten mellem patienten og den fagprofessionelle. Indklagede var ikke afvisende over for, at klager på sigt kunne gå klædt i kjoler under de nævnte forudsætninger. Der har ikke været tale om et generelt forbud mod, at mandligt sundhedspersonale iklæder sig kjoler eller feminin påklædning.
Indklagede har en uniformsetikette og retningslinjer for uniformshygiejne, herunder brug af arbejdsdragter mv. Kravene til arbejdsdragter var fraveget for smertecentret for at nedbryde barrieren mellem patient og den fagprofessionelle. Det var en forudsætning, at medarbejdernes civile påklædning ikke skabte nye barrierer, og at medarbejdernes private påklædning overholdt den øvrige uniformshygiejne. På grund af hygiejnen må medarbejderne ikke have neglelak på eller bære smykker på hænder og underarme. Derudover skal medarbejderne anvende fornuftige arbejdssko. Retningslinjerne om uniformshygiejne er relevant og gældende for klager, da klager varetager arbejdsopgaver, hvor der er krav om at udføre håndhygiejne.
I perioden april-juli 2015 modtog afdelingsledelsen en række henvendelser fra kolleger, der var bekymrede på patienternes vegne, og som havde observeret uhensigtsmæssige reaktioner fra patienter.
Indklagede blev af hensyn til patienterne nødt til at reagere, og afdelingsledelsen traf i starten af juli 2015 beslutning om, at klager ikke længere kunne gå feminint klædt.
Ledelsen blev også bekendt med, at en af overlægerne havde modtaget henvendelser fra flere patienter efter endt konsultation hos klager. Patienterne fremsatte ønske om at blive overflyttet til en anden behandler på grund af klagers fremtoning. Ønskerne var på linje med kollegernes observationer begrundet i klagers fremtoning.
Flere kolleger kan afgive vidneforklaringer om deres observationer og patienternes ønske om en anden behandler.
De reaktioner, som overlægen modtog, bekræfter indklagede i, at beslutningen truffet i juli 2015 var nødvendig og hensigtsmæssig. Det er muligt at inddrage dette forhold uanset, at det først kom til afdelingsledelsens kendskab efter, at beslutningen var truffet. Indklagede henviser til principperne i Vestre Landsrets dom af 3. juli 2015 om berettigelsen af arbejdsgivers bortvisning af en medarbejder.
Der var alene en anden fysioterapeut ansat ud over klager på smertecentret, og det ville være driftsmæssigt vanskeligt at omorganisere arbejdet, hvor flytning af patienter kunne være muligt. Indklagede er enig i, at patienterne som udgangspunkt ikke kan fravælge en behandler. Der bliver alene flyttet patienter mellem behandlerne, hvis det er begrundet i de faglige kompetencer, som de hver især besidder. Indenrigs- og sundhedsministeren bekræfter i svaret på § 20-spørgsmålet [1b], at det først og fremmest er en ledelsesmæssig opgave at løse den slags konflikter.
Klager anmodede om et nyt møde i marts 2016. Indklagede afviste at ændre beslutningen, idet påklædningen ikke skulle stå i vejen for etablering af den professionelle kontakt og relationen mellem patient og behandler.
Ifølge mail af 12. april 2016 havde klager inddraget flere patienter i en drøftelse af sin påklædning, hvilket bekræfter indklagede i, at relationen mellem patienten og klager havde været forstyrret. Klager brugte således patienternes behandlingstid på at drøfte sin påklædning. Det kan derudover ikke forventes, at patienter ønsker at blive inddraget i denne problemstilling, når der henses til det afhængighedsforhold, der er uundværligt mellem en patient og en behandler. Det har haft betydning for klagers faglighed, at han inddrog patienterne i spørgsmålet om sin fremtoning.
Indklagedes beslutning i juli 2015 var begrundet i et sagligt formål, idet medarbejdernes påklædning ikke må forstyrre relationen mellem patienten og den fagprofessionelle. Hensynet til patienterne går forud for klagers ønsker til påklædning mv., da patienternes behov og krav på behandling i trygge rammer er afgørende, ligesom det er af afgørende betydning, at den fagprofessionelle i alle henseender udtrykker den nødvendige autoritet, herunder gennem sin påklædning. Indklagede måtte konstatere, at klagers påklædning ikke i tilstrækkelig grad var tillidsskabende, og forbuddet mod feminin påklædning fra juli 2015-maj 2016 var nødvendig og hensigtsmæssig.
Afdelingsledelsen havde en løbende forpligtelse til at vurdere, om baggrunden for fravigelsen af kravet til arbejdsdragter fortsat var til stede, da der var tale om en undtagelse for smertecentret. Da fravigelse af kravet var begrundet i et forsøg på at nedbryde barriere mellem personalet og patienterne, var patienternes reaktioner på klagers påklædning et væsentligt element ved vurderingen af, om fravigelsen fortsat skulle gælde.
Indklagede oplyste ved en skriftlig orientering den 20. maj 2016 og på et efterfølgende personalemøde den 26. maj 2016, at fysioterapeuterne og lægerne igen skulle anvende arbejdsdragter, hvilket blev taget i brug den 30. maj 2016. I første omgang var det alene det personale, der har berøring med patienter, der skulle bære arbejdsdragter. Når der var indkøbt ensartede T-shirts til alle medarbejderne, ville hele personalet bære disse.
Samtidig blev det præciseret, at det ikke længere var nødvendigt at opretholde kravet om, at klager ikke måtte gå feminint klædt. Klagers fremtoning er i dag underlagt samme begrænsninger som sine kolleger, og han går med ballerinaer, hvilket er i overensstemmelse med retningslinjerne for uniformshygiejnen, samt let make-up.
Baggrunden for beslutningen om at genindføre arbejdsdragter var, at indklagede ønskede at imødegå klagers påstand om, at der fandt forskelsbehandling sted, og at afdelingsledelsen ønskede at profilere smertecentret samt skabe tydelighed i forhold til, hvem der er personale, og hvem, der er patient og pårørende.
Det er ikke korrekt, at genindførelsen af uniformering primært var begrundet i at imødegå klagers påstand om forskelsbehandling. Allerede forud for klagers henvendelse om sin påklædning var der en drøftelse af, om den civile påklædning nedbrød barrieren mellem patient og den fagprofessionelle, da patientens tillid til den fagprofessionelle kan styrkes gennem arbejdsdragten, der udtrykker professionalisme og troværdighed i behandlingen.
Beslutningen om at genindføre arbejdsdragter er i tråd med Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 4. september 2013 (j.nr. 7100584-12) [2].
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.
I smertecentret, hvor klager arbejdede, var der frem til maj 2016 ikke et krav om, at personalet skulle bære arbejdsuniform. Der var heller ikke specifikke retningslinjer for, hvilken civil påklædning personalet måtte bære udover, at påklædningen skulle opfylde hygiejnereglerne. Dette gjaldt uanset køn.
Klager blev ved indklagedes beslutning om, at han ikke måtte klæde sig feminint, stillet ringere end en kvindelig medarbejder i tilsvarende situation, da der ikke var truffet beslutning om kvindelige medarbejderes påklædning. Indklagedes beslutning var efter det oplyste begrundet i hensynet til patienterne. Nævnet lægger til grund, at patienternes reaktion over for klager alene rettede sig mod det forhold, at han som mand gik i tøj, der traditionelt bæres af kvinder.
På denne baggrund vurderer nævnet, at klager har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sit køn.
Klager får derfor medhold i denne del af klagen.
Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at han i anledning af det indførte beklædningsdirektiv har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Nævnet har lagt vægt på, at indklagede med virkning fra 30. maj 2016 indførte ens regler for, hvordan mandlige og kvindelige ansatte skal gå klædt, og at klager på lige vilkår med kvindelige ansatte kan iføre sig feminint fodtøj og diskret make-up, hvis det overholder beklædningsdirektivet.
Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Uanset den krænkelse klager har eller måtte have oplevet, har indklagede udvist imødekommenhed over for klager. Nævnet vurderer derfor, at der ikke er grundlag for at tilkende klager godtgørelse.
- § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence
- § 8, nævnets afvisning af klagen
- § 9, stk. 1, om klagebehandling
- § 12, stk. 1, om klagebehandling
- § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
- § 4 om forbud mod forskelsbehandling
- § 14, om godtgørelse
- § 16 a om delt bevisbyrde
* * *
Kendelsen fra Ligebehandlingsnævnet hos Retsinformation.
- [Retur 1a] [Retur 1b] Det nævnte § 20-spørgsmål
§ 20-spørgsmål S 1136. Om sundhedspersonale med symboler. Stillet den 10. februar 2011 af Liselott Blixt (DF) til indenrigs- og sundhedsmister, Bertel Haarder, der svarede den 22. februar 2011.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet.
Skriftlig begrundelse for spørgsmålet hos Folketinget i pdf-format.
Svaret hos Folketinget i pdf-format.I svaret henvises der også til besvarelse af:
§ 20-spørgsmål S 261. Om læger og andet sundhedspersonale, der via deres beklædning udstråler religiøs dogmatisme. Stillet den 27. oktober 2010 af Liselott Blixt (DF) til indenrigs- og sundhedsmister, Bertel Haarder, der svarede den 4. november 2010.
Folketingets journal vedr. spørgsmålet.
Skriftlig begrundelse for spørgsmålet hos Folketinget i pdf-format.
Svaret hos Folketinget i pdf-format. - [Retur 2] Den nævnte afgørelse af 4. september 2013
Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at en kvindelig sygeplejerske i et fængsel blev anmodet om, at bruge kittel. Indklagede gjorde gældende, at klager bar kjoler så korte, at der var opstået en direkte sikkerhedsrisiko. Nævnet fandt, at indklagedes anmodning over for klager derfor var begrundet i et legitimt formål, og at pålægget om at bære kittel, ikke gik længere end hvad der var hensigtsmæssigt og nødvendigt.
Klager fik derfor ikke medhold.
Afgørelsen hos Retsinformation.