Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven – BEK nr. 1247 af 13. november 2017 – er udstedt af Børne- og Socialministeriet efter bemyndigelse i serviceloven, som indeholder de overordnede regler.
Vedrørende parykker og brystproteser anfører bekendtgørelsen kun, at de ikke skal leveres tilbage efter brug.
Derimod indeholder vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder særlige afsnit om parykker og brystproteser.
* * *
Herunder gengives uddrag af bekendtgørelsen
§ 1. I henhold til § 112, stk. 1, i lov om social service skal kommunalbestyrelsen yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet
1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller
3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
§ 2. Der kan normalt ikke ydes støtte til hjælpemidler, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevilling er givet. [1]
§ 3. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Hjælpen kan ydes som udlån, kontantydelse eller udleveres som naturalhjælp.
Stk. 2. Hvis hjælpen er ydet som udlån, skal hjælpemidlet tilbageleveres til kommunen, når ansøgeren ikke har brug for det mere. Følgende hjælpemidler skal dog ikke tilbageleveres efter endt brug: Ortopædisk fodtøj, arm- og benproteser, støttekorsetter og bandager m.v., parykker, brystproteser, stomihjælpemidler og kropsbårne synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser.
[…]
§ 6. Efter § 112, stk. 3, i lov om social service kan ansøgeren vælge leverandør af hjælpemidler, jf. dog stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen har indgået en leverandøraftale, og ansøgeren ønsker at benytte en anden leverandør end den, som kommunalbestyrelsen har indgået leverandøraftale med, indkøber ansøgeren selv hjælpemidlet og får udgifterne hertil refunderet, dog højst med et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos sin leverandør. Har kommunalbestyrelsen ikke indgået leverandøraftale, kan ansøgeren vælge leverandør, og støtten ydes efter regning, dog højst med et beløb svarende til prisen på det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.
Stk. 2. Ansøgerens ret til at vælge leverandør af hjælpemidler efter stk. 1 gælder ikke, hvis kommunalbestyrelsen kan stille et hjælpemiddel til rådighed, som er fuldstændig identisk med det hjælpemiddel, som ansøgeren ønsker at anskaffe fra en anden leverandør.
Stk. 3. Ved indkøb af hjælpemidler efter reglerne i § 112, stk. 3, i lov om social service skal fakturaen fra den leverandør, som ansøgeren vælger, sendes og afregnes direkte med kommunen. Ansøgeren hæfter selv for egenandelen, der betales direkte til leverandøren. Det skal fremgå af fakturaen, om ansøgerens evt. egenandel er fratrukket.
Stk. 4. Det er en betingelse for, at kommunalbestyrelsen kan yde støtte til hjælpemidler indkøbt efter reglerne i § 112, stk. 3, i lov om social service, at det hjælpemiddel, som ansøgeren har valgt, opfylder de faglige specifikationer og krav til egnethed, som kommunalbestyrelsen har opstillet. Det er ansøgerens ansvar at sikre dette.
[…]
§ 26. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018.
* * *
Bekendtgørelsen på Retsinformation.
Note af Tina Thranesen.
- [Retur] Hvis kommunen skal bevilge et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, er hovedreglen, at borgeren ikke må have købt det inden ansøgningen.
Ankestyrelsens ankechef, Anne Birgitte Hassings artikel af 12. september 2018.Hvis en borger selv har betalt for et hjælpemiddel eller et forbrugsgode i perioden mellem kommunens afslag og Ankestyrelsens behandling af borgerens klage, er situationen anderledes, end hvis borgeren havde anskaffet det inden ansøgningen til kommunen.
Det er det, principafgørelse 15-13 handler om. Og det, Ankestyrelsen i sit daglige arbejde har fået en fornemmelse af, at kommunerne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på.
Tidspunktet for købet har betydning
Principafgørelsen fastslår, at:- kommunen normalt ikke kan give støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevillingen. Det følger af Børne- og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1247.
- hvis ansøgeren har anskaffet hjælpemidlet eller forbrugsgodet efter kommunens afslag, men inden Ankestyrelsen har afgjort klagesagen, er situationen dog anderledes.
Det betyder, at hvis Ankestyrelsen ændrer kommunens afgørelse og pålægger kommunen at bevilge et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, så er kommunen forpligtet til at give ansøgeren hjælpemidlet eller forbrugsgodet, selv om det er anskaffet i ventetiden mellem kommunens afgørelse og Ankestyrelsens afgørelse.
Kommunen kan altså ikke i den beskrevne situation afslå at bevilge et hjælpemiddel eller et forbrugsgode med den begrundelse, at der ikke kan ydes støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder, der er købt før bevillingen.
Hvis en borger selv betaler for et hjælpemiddel eller forbrugsgode, mens Ankestyrelsen behandler en klage, kan borgeren dog godt ende med selv at skulle betale. Det er for eksempel tilfældet, hvis Ankestyrelsen stadfæster kommunens afgørelse og altså er enig i afslaget.
Undtagelser- kommunen har leverandøraftaler
- det indkøbte hjælpemiddel ikke er det bedst egnede og billigste
- forbrugsgodet ikke er et almindeligt standardprodukt
- kommunen selv kan stille et identisk hjælpemiddel til rådighed.
* * *
Ankestyrelsens artikel af 12. september 2018 hos Ankestyrelsen.