22 resultater af LGBT komiteens arbejde det forgangne år. 12. august 2020.


LGBT komiteen har den 12. august 2020 gjort status over komiteens aktiviteter ved indgangen til en ny politisk sæson.

* * *

LGBT komiteen
LGBT komiteen
På vej ind i en ny politisk sæson gør vi status over det forløbne år. På trods af to store bremseklodser, har LGBT komiteen haft en lang række successer. Vi knokler løs for at få politikere og myndigheder til at håndtere LGBT-forhold korrekt og fyldestgørende. Vi holder os ikke tilbage med kritik, men den er altid begrundet, og vi kommer gerne med konstruktive løsningsforslag.

De to bremseklodser er dels, at al politikudvikling er sat på pause i regeringskontorerne mens vi venter på den tværministerielle arbejdsgruppes rapport og regeringens beslutninger i forlængelse heraf, dels – selvfølgelig – coronakrisen, som har drænet ressourcer overalt i administrationen.

Men det til trods har LGBT komiteen haft en travl og aktiv sæson med et godt udbytte.

Interaktion med regeringen
  1. Vi fik sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til af fastholde danske særkoder vedr. kønsidentitetsforhold i den kommende implementering af ICD-11. Læs mere
  2. Vi udarbejdede en konkret model for juridisk kønsskifte til børn og unge under 18 år, som ligestillingsminister Mogens Jensen sendte videre til den tværministerielle arbejdsgruppe, der ser på LGBTI-relateret lovgivning. Læs mere
  3. Ifm. høring over et lovforslag fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) om familieret og navneloven redegjorde vi for, at navnelovsforslaget var helt utilstrækkeligt og foreslog en fuldstændig løsning. Navnelovsforslaget blev i stedet helt fjernet. Vi foreslog også en inkludering af regnbuefamilier i den familieretlige del, hvilket ikke blev imødekommet, men dog resulterede i et fortolkningsbidrag. Læs mere
  4. Til sundhedsminister Magnus Heunickes (S) rundbordsmøde med organisationer fra regnbuemiljøet havde vi udarbejdet et detaljeret positionspapir med komiteens sundhedspolitik. Læs mere
  5. Vi deltog i ligestillingsminister Mogens Jensens (S) rundbordsmøde med organisationer fra regnbuemiljøet.
  6. Vi har skrevet til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om genudstedelse af eksamensbeviser ved juridisk kønsskifte og foreslået en konkret justering af vejledningen. Ministeriet fremfandt et såkaldt hyrdebrev, som ikke er almindeligt tilgængeligt (her). Læs mere
  7. Vi har skrevet til udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om udhuling af LGBT-personers juridiske rettigheder i USA. Læs mere

Interaktion med Folketinget
  1. Vi gik meget aktivt ind i sagen med Ungarns forbud mod juridisk kønsskifte. Vi skrev til både regeringen og Folketinget og udarbejdede en analyse af retspraksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, EU-domstolen og den ungarske forfatningsdomstol for at fjerne en usikkerhed, der opstod ved en forespørgselsdebat i Folketinget. Usikkerheden var væk ved den efterfølgende afstemning om en vedtagelse. Læs mere
  2. Dansk Folkeparti fremsatte beslutningsforslag om at dømte kriminelle ikke må skifte navn så længe dommen fremgår af straffeattesten, dvs. ti år efter udstået straf. Det ville betyde, man ikke ville kunne skifte juridisk køn al den tid. Vi advarede mod denne følge [1]. Beslutningsforslaget blev kun støttet af DF og Nye Borgerlige og faldt derfor. Læs mere

Interaktion med myndigheder
  1. Vi klagede til Familieretshuset over fejlagtig rådgivning af et udenlandsk, i Danmark gift ægtepar af samme køn, som ønskede skilsmisse. Vi klagede også over, at skilsmisseformularen ikke kunne downloades på engelsk – det kan den nu. Læs mere
  2. Ifm. Patientsikkerhedsstyrelsens høring over ny bekendtgørelse om bloddonation udtrykte vi dels tilfredshed med fjernelsen af den diskriminerende livslange karantæne for mænd, der har sex med mænd, og dels en forventning om, at karantænevinduet fremover kan reduceres yderligere. Læs mere
  3. Vi har klaget [2] over CKI, Rigshospitalet, ikke administrerer adgang til brystfjernelse for transmænd (mastektomi) korrekt, som det er foreskrevet i Sundhedsstyrelsens vejledning. Sagen tager udgangspunkt i en fejlagtig pjece fra centret, som det fastholder. Læs mere
  4. Vi har klaget til Region Hovedstaden over, at Klinik for Plastkirurgi, Rigshospitalet, ikke vil medvirke til at skabe gennemsigtighed i spørgsmålet om, hvorfor de afviser at behandle transpersoner, der af det multidisciplinære team er godkendt til behandling. Læs mere
  5. Vi har kritiseret Region Hovedstaden for et yderst mangelfuldt og misvisende svar på et politikerspørgsmål fra Karoline Vind (SF), Regionsrådet, om behandlingen af transkønnede børnSexologisk Klinik. Vi har peget på de ting, der skal afdækkes, for at Regionsrådet reelt kan vurdere regionens behandling af transkønnede børn.
  6. Vi har klaget til Ligebehandlingsnævnet over forkert anvendelse af begrebet kønsidentitet.

Interaktion med andre parter
  1. Sammen med TiD, Transpersoner i Danmark, har vi fået det Danske Sprog- og Litteraturselskab til at ændre definitionen af ordet oute i Den Danske Ordbog fra ’offentligt at afsløre nogen som homoseksuel eller biseksuel’ til ’at afsløre andres kønsidentitet eller seksuelle orientering uden deres samtykke’. Læs mere
  2. Vi har deltaget i følgegruppen til Als Research’ Undersøgelse af udfordringer og stigma i forhold til at have en LGBTI-identitet i Danmark. Læs mere

Internationalt arbejde
  1. Vi har i anledning af 30-året for det registrerede partnerskab udarbejdet en interaktiv databaseret grafik, som viser den retlige udvikling i hele verden. Tallene viser, at der nu er over 1,3 milliarder mennesker, der bor under jurisdiktioner, der anerkender par af samme køn. Læs mere
  2. Vi har i forbindelse med ILGA-Europes årsmøde skabt et interaktivt værktøj til at navigere rundt i 150.000 anbefalinger mv. fra FN (UPR, komiteer, særlige rådgivere mv.). Med værktøjet kan de LGBTI-/SOGIESC-relaterede anbefalinger i det omfattende materiale udfindes og belyses. Læs mere
  3. Med det ovennævnte værktøj er udfundet de af Tyrkiet accepterede LGBTI-relaterede anbefalinger, hvormed vi i en pjece udstiller Tyrkiets hykleri, når de samtidig forbyder METU-priden. Læs mere
  4. Vi har ydet ekspertbistand til ILGA-Europe.

Fra vores egen verden
  1. Vi har startet udgivelsen af en artikelserie om LGBT-historien, hvor det er aktivisterne selv, der fortæller om udviklingen. Læs mere

* * *
Artiklen “22 resultater af LGBT komiteens arbejde det forgangne år” hos LGBT komiteen.

* * *
Noter af Tina Thranesen.
  1. [Retur] LGBT komiteens høringsskrivelse resulterede i følgende spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup og svar fra denne:
    Spgsm. 6 den 13. februar 2020 om LGBT komiteens høringsskrivelse til B 40 om forbud mod navneskift. Svar 26. maj 2020.
  2. [Retur] Vedr. klagen:
    1. Pjece om fjernelse af bryster på transmænd bør ændres, skrev LGBT komiteen til Rigshospitalet 16. juni 2019. Svar den 14. august 2019.
    2. LGBT komiteen skrev den 17. september 2019 til Sundhedsstyrelsen om overtrædelse af Sundhedsstyrelsens vejledning ifb. med fjernelse af bryster (mastektomi) på transmænd.