EU’s beslutning P7_TA(2010)0489 af 16. december 2010 om menneskerettighederne i verden 2009 og EU’s menneskerettighedspolitik.

Europa-Parlamentets beslutning – P7_TA(2010)0489 – af 16. december 2010 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2009 og EU’s menneskerettighedspolitik.

Europa-Parlamentet,

der henviser til EU’s ellevte årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden, der dækker perioden fra juli 2008 til december 2009,
der henviser til Lissabontraktatens artikel 6 og 21,
der henviser til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og samtlige relevante internationale menneskerettighedsinstrumenter,
der henviser til De Forenede Nationers pagt,
der henviser til alle De Forenede Nationers menneskerettighedskonventioner og de valgfrie protokoller hertil [1],
der henviser til de regionale menneskerettighedsinstrumenter, herunder især det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, den dertil knyttede frivillige protokol om kvinders rettigheder i Afrika, den amerikanske menneskerettighedskonvention og det arabiske menneskerettighedscharter samt ASEAN’s mellemstatslige menneskerettighedskommission,
der henviser til ikrafttrædelsen af Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) den 1. juli 2002 og til sine beslutninger om ICC [2],
der henviser til Rådets fælles holdning 2003/444/FUSP af 16. juni 2003 vedrørende Den Internationale Straffedomstol og Rådets handlingsplan som opfølgning på den fælles holdning; der erindrer om ICC’s vigtige rolle med hensyn til bekæmpelse af de grove forbrydelser, der hører under domstolens kompetence,
der henviser til EU’s tilsagn om at støtte ICC i varetagelsen af dens funktioner på hensigtsmæssig vis,
der henviser til, at de enkelte stater har pligt til at udøve deres strafferetlige myndighed over de ansvarlige for internationale forbrydelser;
der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de igangværende forhandlinger om EU’s tiltrædelse af denne konvention,
der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
der henviser til partnerskabsaftalen mellem AVS og EU og den seneste ændring heraf [3],
der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan [4] (Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder, EIDHR),
der henviser til sine tidligere beslutninger om menneskerettighederne i verden,
der henviser til sin beslutning af 14. januar 2009 [5] om udvikling af FN’s Menneskerettighedsråd, herunder EU’s rolle, og sin beslutning af 25. februar 2010 [6] om den 13. samling i FN’s Menneskerettighedsråd,
der henviser til sine beslutninger af 1. februar 2007 [7] og 26. april 2007 [8] om initiativet til et universelt moratorium for dødsstraf og FN’s Generalforsamlings resolution 62/149 af 18. december 2007 om det verdensomspændende moratorium for brug af dødsstraf samt til sin beslutning af 7. oktober 2010 om Verdensdagen mod dødsstraf,
der henviser til protokol nr. 13 til den europæiske menneskerettighedskonvention og grundlæggende frihedsrettigheder vedrørende afskaffelse af dødsstraf også i krigstid,
der henviser til FN’s erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, de aktiviteter, der udøves af FN’s generalsekretærs særlige repræsentanter vedrørende situationen for menneskerettighedsforkæmpere, EU’s retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere og sin beslutning af 17. juni 2010 om menneskerettighedsforkæmpere [9],
der henviser til FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro,
der henviser til Den Europæiske Unions retningslinjer for fremme af overholdelsen af den humanitære folkeret [10], om dødsstraf, tortur og andre former for brutal, umenneskelig eller nedværdigende behandling, om menneskerettighedsforkæmpere, om menneskerettighedsdialoger med tredjelande og om fremme og beskyttelse af børns rettigheder og om vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination imod dem,
der henviser til Rådets værktøjssæt til fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle [a] [11] (LGBT-personer) ,
der henviser til sin beslutning af 22. oktober 2009 om demokratiopbygning i EU’s eksterne forbindelser [12],
der henviser til alle sine beslutninger om uopsættelige sager om brud på menneskerettighederne, demokrati og retsstatsprincippet,
der henviser til sin beslutning af 21. januar 2010 om menneskerettighedskrænkelser i Kina, navnlig sagen om Liu Xiaobo [13],
der henviser til forretningsordenens artikel 48 og artikel 119, stk. 2,
der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0339/2010) [f],

der henviser til, at Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fortsat er verdens referencedokument, der sætter alle mennesker i centrum for indsatsen,
der henviser til, at EU’s ellevte årsberetning om menneskerettigheder (2008/2009) giver et generelt overblik over EU’s indsats til fordel for menneskerettigheder og demokrati i verden,
der henviser til, at hensigten med denne beslutning er at undersøge, evaluere og i særlige tilfælde fremsætte konstruktiv kritik af EU’s aktiviteter, hvad angår menneskerettigheder og demokrati,
der henviser til, at EU’s interne menneskerettighedsindsats har direkte indflydelse på Unionens troværdighed og evne til at gennemføre en effektiv menneskerettighedspolitik udadtil,
der henviser til, at EU bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne, herunder religionsfrihed og rettigheder for personer, der tilhører mindretal,
der henviser til, at retfærdighed, demokrati og retsstatsprincippet udgør grundlaget for varig fred, idet de garanterer de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettighederne, og der ikke kan opnås varig fred ved at skærme de ansvarlige for systematiske krænkelser af menneskerettighederne og overtrædelser af den internationale strafferet,
der henviser til, at Lissabontraktaten har styrket EU’s beføjelser på området for udenrigspolitik på en måde, der vil styrke dets værdier og målsætninger; der henviser til, at de vigtigste innovationer i forbindelse med EU’s optræden udadtil, såsom Unionens højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik/næstformand i Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), yderligere skal konsolidere EU’s indsats udadtil på området for menneskerettigheder og skal skabe bedre muligheder for at integrere menneskerettighederne i alle relevante politikområder,
der henviser til, at traktaten giver EU juridisk personlighed, hvilket vil give den mulighed for at tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention og give Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg mulighed for at verificere, at EU’s retsakter er i overensstemmelse med konventionen,
der henviser til, at EU’s charter om grundlæggende rettigheder med Lissabontraktatens ikrafttræden er blevet juridisk bindende, hvilket styrker beskyttelsen af menneskerettighederne i Europa,
der henviser til, at EU uforbeholdent støtter ICC, arbejder for at udbrede Romstatuttens universalitet og beskytte dens etiske soliditet med henblik på at beskytte og fremme domstolens uafhængighed,
der henviser til, at det er nødvendigt at opdatere Rådets fælles holdning af 16. juni 2003 og handlingsplanen af 2004 i lyset af udviklingen i international strafferet siden 2004; der henviser til, at EU’s konkrete bistand og samarbejde bør intensiveres og forbedres i takt med stigningen i antallet af arrestordrer og retssager ved ICC,
der henviser til, at bestræbelser på at bekæmpe terrorismen i verden har øget behovet for at forlige sikkerhedshensyn med respekt for menneskerettighederne,
der henviser til, at den globale økonomiske og finansielle krise har haft negativ indvirkning på de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder; der henviser til, at de fattigste menneskers rettigheder er hårdest ramt; der henviser til, at millioner af mennesker på grund af stigende og ustabile priser og spekulation i råvarer må kæmpe for at opfylde deres basale behov i lande i Afrika, Asien og Latinamerika; der henviser til, at millioner af mennesker har oplevet usikkerhed og nedværdigelse, og at protester i visse lande er blevet mødt med undertrykkelse og vold
der henviser til, at økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder skal have samme opmærksomhed og behandles på lige fod med borgerlige og politiske rettigheder, og at menneskerettighedsklausuler i aftaler, der indgås mellem EU og tredjelande, skal overholdes og gennemføres,
der henviser til, at klimaændringer øver varig og langsigtet indflydelse på menneskerettigheder; der henviser til, at de negative følger sandsynligvis især vil ramme sårbare grupper, såsom oprindelige folk, både i udviklingslandene og i Arktis, men at disse følger også kan være langt videre forgrenede,
der henviser til, at bekæmpelsen af straffrihed har meget stor betydning, da den har til formål at forebygge og straffe de groveste forbrydelser og gerningsmændene; der henviser til, at straffrihed er et tværgående anliggende, som berører et bredt udsnit af menneskerettighedsspørgsmål, bl.a. tortur, dødsstraf, vold imod kvinder, forfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere og terrorbekæmpelse,
der henviser til, at det gamle menneskerettighedsproblem i forbindelse med afkolonisering ifølge FN stadig ikke er løst overalt i EU’s umiddelbare nærområde, såsom i tilfældet Vestsahara,
der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om situationen i Vestsahara [14],
der henviser til den overordentligt store betydning, som gennemførelse og håndhævelse af grundprincipperne i den europæiske menneskerettighedskonvention har for EU-institutionernes virke,
der henviser til, at der forekommer nye former for menneskerettighedskrænkelser i verden, navnlig på området for nye informationsteknologier, herunder misbrug og censurering af internettet og krænkelse af privatlivets fred gennem udnyttelse af personoplysninger,
der henviser til, at religions- og trosfriheden i stigende grad er truet, navnlig fordi autoritære regeringer forfølger religiøse mindretal, eller fordi regeringer ikke forhindrer angreb, chikane eller andre skadevoldende handlinger mod individer eller religiøse grupper,
der henviser til, at der forekommer krænkelser af menneskerettighederne både i lande, der anerkender de internationale menneskerettighedsinstrumenters jurisdiktion, og i lande, der lader hånt om disse historisk erhvervede rettigheder,

gentager, at det fortsat er fast besluttet på at forsvare menneskerettighederne og demokratiet i verden, og minder om sin langvarige indsats i denne henseende, gennem udvikling af en stærk og effektiv EU-menneskerettighedspolitik, der sikrer øget sammenhæng og overensstemmelse på alle politikområder og gennem bilaterale forbindelser med tredjelande og aktiv deltagelse i internationale fora, såvel som ved at støtte internationale og lokale civilsamfundsorganisationer;
mener, at Lissabontraktatens ikrafttræden udgør en historisk anledning til at udfylde de resterende lakuner i EU’s politik for fremme af menneskerettighederne og demokratiet; opfordrer i denne forbindelse EU-Udenrigstjenesten til fuldt ud at overholde Lissabontraktatens formål og ånd og sikre, at respekt for og fremme af menneskerettighederne stilles i centrum for de forskellige områder i Unionens eksterne politik, jf. artikel 2, 3 og 21 i EU-traktaten;
påpeger, at EU’s optræden på den internationale scene, jf. EU-traktatens afsnit V, kapitel 1, bygger på demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet, umistelighed og udelelighed; understreger, at disse principper udgør et fælles grundlag for forbindelserne med tredjelande;
tillægger derfor afgørelsen om, hvor menneskerettighederne skal placeres i udenrigstjenestens struktur, stor betydning; anmoder derfor om oprettelse af et direktorat for menneskerettigheder og demokrati, som skal have til opgave at udvikle en effektiv EU-strategi for menneskerettigheder og demokrati og varetage den overordnede samordning inden for samtlige multilaterale fora; understreger, at det er nødvendigt at sørge for, at ekspertise på området menneskerettigheder og demokrati forankres som nøgleansvarsområde i hver enkelt geografisk eller politisk sektion i udenrigstjenesten, og er fuldt overbevist om, at denne tilgang forhindrer, at menneskerettighederne isoleres, og er den eneste metode til at sikre fuld overholdelse af Lissabontraktatens bestemmelser;
anerkender Unionens højtstående repræsentants engagement i opbygningen af en aktiv rolle for EU på verdensscenen med henblik på at forbedre menneskerettighederne og demokratiet på globalt plan; opfordrer i denne henseende indtrængende Unionens højtstående repræsentant til at sørge for oprettelse af en menneskerettighedsgruppe (COHOM) med base i Bruxelles, som effektivt skal integrere og sikre rettidige bidrag på andre områder fra EU-institutioner og -politikker; opfordrer i samme ånd Unionens højtstående repræsentant til at overveje betydningen af obligatorisk oplæring i menneskerettigheder for EU-ansatte, herunder delegationsledere og direktører i EU-udenrigstjenesten;
opfordrer til, at der nedsættes en særlig repræsentant for menneskerettigheder; understreger, at udnævnelsen af særlige EU-repræsentanter på menneskerettighedsområdet, navnlig for menneskerettighedsforkæmpere, humanitær folkeret og international ret og for kvinders og børns rettigheder, kan bidrage til at styrke sammenhængen i og synligheden af EU’s optræden udadtil på dette område; understreger, at disse særlige EU-repræsentanter skal udpeges på ekspertniveau og have gjort en dokumenteret indsats på menneskerettighedsområdet;
mener, at der er et presserende behov for en mere sammenhængende ramme for at gøre EU’s støtte til demokratiopbygning verden over mere effektiv; er af den opfattelse, at en konsekvent EU-udenrigspolitik skal have indsatsen for demokrati og menneskerettigheder som øverste prioritet, eftersom et demokratisk samfund, retsstatsprincippet og sikkerhed for grundlæggende frihedsrettigheder udgør grundlaget for håndhævelsen af menneskerettighederne, der skal inkluderes i alle aftaler om samarbejde og strategisk partnerskab mellem EU og tredjelande; mener, at EU’s nye institutionelle struktur og især EU-Udenrigstjenesten giver mulighed for at øge EU’s sammenhæng og effektivitet på dette område;
opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at efterleve sine tilsagn om at integrere menneskerettighederne i hele EU’s indsats udadtil, så de afspejles i EU-Udenrigstjenestens struktur og de ressourcer, der afsættes internt heri, for at sætte denne nye tjeneste i stand til at sikre, at menneskerettighedsspørgsmål afspejles i alle områder af EU’s optræden udadtil, herunder FSFP, udvikling og handel;
er af den opfattelse, at ordningen med EU’s særlige repræsentanter bør videreudvikles snarere end gradvist udfases, især for at dække lande og regioner, hvor EU ikke har nogen diplomatisk repræsentation; finder det afgørende, i betragtning af menneskerettighedernes betydning i konflikter og situationer efter konflikter, at alle EU’s særlige repræsentanter udstyres med et mandat, der omfatter borgerlige og politiske rettigheder, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, kvinders og børns rettigheder, international humanitær folkeret og international retfærdighed og specifikt nævner fremme og sikring af respekt for menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet; understreger, at EU’s særlige repræsentanter fungerer som omdrejningspunkter for intern vejledning, ekspertise og repræsentation og som de naturlige kontakter for tredjelande og andre aktører uden for EU; glæder sig over udnævnelsen af mindst én person i hver EU-delegation som den kontaktperson, der skal lede samordningen, integrationen og tilsynet på menneskerettighedsområdet;
glæder sig over Unionens højtstående repræsentants vilje til at foretage en grundlæggende gennemgang af alle EU-instrumenterne på dette område, lige fra menneskerettighedsdialogen til EU’s retningslinjer, fra Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR) til EU’s bilaterale hjælp og indsats i multilaterale fora, og vilje til at indlede en høringsproces om udvikling af landestrategier, der omfatter alle menneskerettigheder, der er kodificeret ved internationale pagter og FN’s konventioner, og som også omfatter økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder; understreger, at Europa-Parlamentet er fast besluttet på at deltage fuldt ud i denne høring, og at denne deltagelse er væsentlig; understreger, at det er nødvendigt at inddrage civilsamfundsorganisationer i høringen;
er enigt i det synspunkt, at en sådan landestrategi om menneskerettigheder, som Parlamentet gentagne gange har anmodet om, kan gøre EU’s optræden udadtil væsentligt mere konsekvent og effektiv, når strategien gøres til et referencedokument, hvori der fastlægges landespecifikke prioriteter og mål, der skal integreres i alle relevante eksterne EU-politikker og -instrumenter;
fremhæver navnlig, som led i gennemgangen, betydningen af at foretage en grundig vurdering af menneskerettighedsaspekterne i den europæiske naboskabspolitik (ENP), der navnlig skulle vedrøre sammenhængen og effektiviteten af eksisterende mekanismer som handlingsplanerne, statusrapporterne, menneskerettighedsdialogerne og beslutningstagningen i forbindelsen med opgraderingen af forbindelserne med tredjelande;
betragter den reviderede rammeaftale om forbindelserne mellem Parlamentet og Kommissionen som et gennembrud for Parlamentet i samarbejdet med Kommissionen, men beklager, at Rådet ikke er part i aftalen; fastholder, at det er nødvendigt at øge gennemsigtigheden og den ubegrænsede adgang til dokumenter mellem alle EU-institutionerne for at udvikle et mere effektivt interinstitutionelt samarbejde og en større sammenhæng;
påpeger, at det er afgørende, at der udvikles en sammenhængende EU-udenrigspolitik, hvis Unionen skal kunne spille en central og konstruktiv rolle med hensyn til fremme af menneskerettighederne over hele verden; opfordrer medlemsstaterne til at udvise vedholdende engagement og politisk vilje i forfølgelsen af dette mål;
understreger, at EU’s evne til at reagere hurtigt på tredjelandes overtrædelser af menneskerettighederne skal opprioriteres, især hvad angår at yde støtte til menneskerettighedsforkæmpere i fare, såvel som ved EU-baserede virksomheders overtrædelser af menneskerettighederne i tredjelande, hvilket skal ske gennem udarbejdelsen af strategiske handlingsplaner;
anerkender, at ikke-statslige organisationer er væsentlige for demokratiske samfunds udvikling og succes, for fremme af gensidig forståelse og tolerance og for at kunne iværksætte og opretholde politiske prioriteter og fælles løsninger vedrørende udfordringerne for den demokratiske udvikling;

EU’s årsberetning om menneskerettighederne i verden

understreger betydningen af EU’s årsberetning om menneskerettighederne, fordi den indeholder en analyse og en evaluering af EU’s menneskerettighedspolitik, og især fordi den skaber opmærksomhed om menneskerettighedsspørgsmål i almindelighed; fremhæver Parlamentets ret til at føre demokratisk kontrol med Kommissionens og Rådets tiltag på menneskerettighedsområdet; opfordrer til fuld inddragelse af Parlamentet i udarbejdelsen af afsnit af kommende årsberetninger, hvad angår Parlamentets egen virksomhed på menneskerettighedsområdet, hvilket vil afspejle praksis under en række tidligere formandskaber;
glæder sig over Unionens højtstående repræsentants forelæggelse af EU’s årsberetning for Parlamentet og den nye beretningsperiode, der falder sammen med kalenderåret, hvilket giver Parlamentet mulighed for at afsætte mødeperioden i december til menneskerettigheder, herunder med uddeling af Sakharovprisen for tankefrihed og drøftelsen af Europa-Parlamentets årlige beretning om menneskerettighederne i verden og EU’s politik på området;
opfordrer Parlamentet, Rådet og Kommissionen til at gøre en større indsats for at videreformidle EU’s årsberetning om menneskerettigheder og demokrati og sikre, at den når ud til så mange som muligt, især dem der beskæftiger sig med at fremme menneskerettigheder og demokrati rundt omkring i verden; opfordrer ligeledes til oplysningskampagner i offentligheden med henblik på at styrke EU’s profil på området; anerkender, at der i den foreliggende version er foretaget nogle forbedringer, der gør fremlæggelsen klarere;
gentager sin anmodning om, at Rådet, Kommissionen og EU-delegationer og ambassader på de relevante steder stiller flere og bedre oplysninger til rådighed for vurdering af politikker, og at der fastlægges og foreslås specifikke retningslinjer til forbedring af den overordnede metode, minimere eventuelle uoverensstemmelser og tilpasse de politiske prioriteter efter det enkelte lands forhold med henblik på vedtagelsen af de landespecifikke menneskerettighedsstrategier, som fastsat i EU-Udenrigstjenestens program; mener, at spørgsmålet om gennemsigtighed bør have en fremtrædende plads i EU’s tiltag i form af øget adgang til dagsordener og dokumenter i sager, hvor menneskerettighederne specifikt drøftes med tredjelande;
gentager sin opfordring til en regelmæssig evaluering af anvendelsen og resultaterne af EU’s politikker, instrumenter, initiativer og dialoger vedrørende menneskerettigheder i tredjelande og til, at resultaterne forelægges i fuldt omfang for Parlamentet; opfordrer Rådet og Kommissionen til at udarbejde særlige kvantificerbare indekser for at fastslå effektiviteten af disse politikker;

EU’s aktiviteter på menneskerettighedsområdet i internationale fora

understreger, at EU’s kommende tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention vil være en lejlighed til at bevise EU’s engagement i bestræbelserne på at forsvare menneskerettighederne i og uden for EU’s grænser; opfordrer medlemsstaterne til at støtte dette og forpligte EU-borgerne i forbindelse hermed;
opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til i og uden for EU at udbrede kendskabet til den europæiske menneskerettighedskonvention, også med henblik på at udbrede offentlighedens kendskab til ICC’s jurisdiktion, som kan anvendes til at behandle og afhjælpe de overtrædelser, som en af Europarådets medlemsstater eller dens borgere udsættes for;
opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant til at sikre, at EU-Udenrigstjenesten er velintegreret og koordineret med andre internationale organer, regionale organisationer og disses arbejde for at fremme menneskerettighederne; opfordrer den højtstående repræsentant til at sikre, at anbefalinger, vigtige spørgsmål og prioriteter, der er udtrykt i og af FN-systemet, Europarådet, OSCE og andre internationale institutioner integreres fuldt ud og systematisk i alle EU’s politikområder, og i menneskerettighedsområdet i særdeleshed;
konstaterer med beklagelse den langsommelige sagsbehandlingstid ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som i visse tilfælde har været op til syv år; bemærker, at der er ca. 100 000 verserende sager ved domstolen; understreger, at domstolen skal være en eksemplarisk institution til beskyttelse af retten til domstolsprøvelse og en retfærdig rettergang; opfordrer indtrængende EU-institutionerne og EU’s medlemsstater til at gøre alt for at bistå domstolen; glæder sig over, at Rusland, som var det sidste ud af Europarådets 47 deltagende stater, og som nægtede at ratificere protokol nr. 14, har ratificeret protokol nr. 14 til europæiske menneskerettighedskonvention om effektivisering af domstolens arbejde, idet den forenkler dens procedurer og har til formål at hjælpe med at håndtere puklen af sager, idet protokollen kun kan træde i kraft, når den er ratificeret af alle Europarådets medlemmer;
opfordrer til øget samarbejde mellem Europarådet og EU om at fremme og sikre respekt for menneskerettighederne, herunder økonomiske og sociale rettigheder og rettigheder for personer tilhørende mindretal, at fremme rettighederne for LGBT-personer og forkæmpere for LGBT-rettigheder, at sikre, at ofre for forskelsbehandling har kendskab og adgang til reelle retslige klagemuligheder ved nationale instanser med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling, såvel som at beskytte regional- og mindretalssprog ved at bruge de juridiske redskaber, som ikke-forskelsbehandling og eksisterende organisationer for sociale rettigheder udgør, til at promovere mangfoldighed og tolerance;
opfordrer EU’s medlemsstater til at undertegne og ratificere alle FN’s og Europarådets centrale menneskerettighedskonventioner og valgfrie protokoller hertil, især den internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder af 1990, den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod ufrivillig forsvinding, FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder af 13. september 2007, ILO-erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder i forbindelse med arbejde, Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal, den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog, den valgfri protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, de valgfrie protokoller til konventionen om barnets rettigheder og FN’s Konvention om Handicappedes Rettigheder; fastholder, at den til konventionen knyttede protokol bør betragtes som en integreret del af denne, og slår til lyd for samtidig tiltrædelse af begge [15];
understreger, at definitionerne af menneskerettigheder, som det internationale samfund har vedtaget siden Anden Verdenskrig har vist sig at være tilstrækkelig fleksible til at omfatte nye tendenser i menneskets fremskridt, men understreger behovet for at kodificere nye rettigheder for at reagere på nye trusler mod friheder, som f.eks. frihed for videnskab, samvittighed, viden, kønsidentitet og seksuel orientering samt alle rettighederne i forbindelse med det digitale område med udgangspunkt i den almene adgang til internettet;
understreger betydningen af at styrke rationaliseringen og om muligt samordningen af internationale organer med kompetence på menneskerettighedsområdet og af deres procedurer, med det mål altid at sikre en mere effektiv indsats til fremme og forsvar af de grundlæggende rettigheder, der er omfattet af de dertil knyttede internationale instrumenter;
understreger behovet for øget opmærksomhed på Europarådets og FN’s forskellige overvågningsmekanismer og for et tættere samarbejde med deres forskellige traktatfæstede organer for bedre at kanalisere deres undersøgelsesresultater og bruge deres ekspertise på området;
glæder sig over EU’s indsats i FN’s Generalforsamlings tredje udvalg (om sociale, humanitære og kulturelle anliggender) vedrørende en lang række resolutioner, især om opfordringen til et moratorium for anvendelsen af dødsstraf, som fik støtte fra mange lande, om barnets rettigheder, religiøs intolerance og menneskerettighedssituationen i Burma/Myanmar og Den Demokratiske Folkerepublik Korea;
glæder sig over, at FN’s højkommissær for menneskerettigheder i oktober 2009 har åbnet sit første europæiske regionale kontor i Bruxelles; foreslår at etablere et effektivt samarbejde med højkommissæren med henblik på at forbedre arbejdet med at fremme og følge op på udformningen og gennemførelsen af menneskerettighedsstandarder og -politikker i EU og resten af Europa;
opfordrer Rådet og Kommissionen til at fastlægge en strategi over for lande, der nægter at samarbejde fuldt ud med FN’s mekanismer eller tillade adgang for uafhængige FN-eksperter og særlige rapportører, for at udvirke, at landene tillader dem uhindret adgang til deres territorier og afholder sig fra at hindre dem i deres arbejde;
beklager svækkelsen af EU’s politik og adfærd over for den burmesiske junta og understreger, at den nuværende holdning ikke er hensigtsmæssig i kampen mod den tragiske politiske, sociale og menneskelige situation, som har kendetegnet tilværelsen for det burmesiske folk siden indførelsen af militærstyret, og at denne holdning risikerer at blive betragtet som at form for eftergivenhed over for diktaturet;
glæder sig over EU’s støtte til initiativer, der i FN og i andre internationale fora fremmer afkriminalisering af homoseksualitet; opfordrer til, at EU i samråd med ligesindede lande i alle internationale fora støtter initiativer, der fordømmer krænkelser af menneskerettighederne knyttet til seksuel orientering og kønsidentitet; fremhæver, at flertallet af lande i verden, herunder EU’s medlemsstater, fører en politik over for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle [b] personer, der er diskriminerende og i strid med menneskerettighederne; opfordrer derfor medlemsstaterne og EU til at bringe denne forskelsbehandling til ophør og sikre lige adgang til sundhedsydelser og behandling, herunder kirurgisk behandling, for disse personer; opfordrer EU og medlemsstaterne til gennem deres indrejsepolitik at vise særligt hensyn til f.eks. tredjelandsstatsborgere, der er ofre for forskelsbehandling på grund af deres seksuelle orientering og køn;
opfordrer Kommissionen og Rådet til at fremme en officiel og juridisk legitimering af udtrykket “klimaflygtning” (hvorved forstås en person, der er tvunget til at flygte fra sit hjem og søge tilflugt i udlandet som følge af klimaforandringerne), som endnu ikke er anerkendt i folkeretten eller i nogen juridisk bindende international aftale;
opfordrer til et øget samarbejde mellem FN, dets Permanente Forum for Oprindelige Folk og EU vedrørende beskyttelse af oprindelige folks rettigheder, idet oprindelige folk over alt i verden tilhører en af de mest sårbare grupper;

FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC)

understreger UNHRC‘s centrale rolle i FN’s struktur og dets potentiale til at udvikle sig til en værdifuld ramme om EU’s multilaterale menneskerettighedsbestræbelser; bemærker, at dette nye organ fortsat skal stræbe efter at arbejde i overensstemmelse med de højeste standarder og på en så effektiv måde som muligt for at opnå større troværdighed;
understreger, at civilsamfundsorganisationernes aktive deltagelse spiller en afgørende rolle for UNHRC‘s effektivitet;
bifalder udtrykkeligt den kendsgerning, at den nuværende amerikanske regering bestræber sig på at deltage mere aktivt i FN og har indtaget en plads i UNHRC i perioden 2009 til 2012; anerkender, at USA’s medlemskab øger UNHRC‘s troværdighed og kapacitet; opfordrer EU til at styrke samarbejdet med USA, især hvad angår udveksling af erfaringer fra menneskerettighedsdialoger;
minder om, at UNHRC‘s procedurer i 2011 vil blive underkastet en omfattende revision, og opfordrer derfor EU til aktivt at forberede sig på og deltage i denne revision;
fremhæver, at den universelle regelmæssige gennemgang (UPR) har stor betydning, og opfordrer Rådet, Kommissionen og især den nye EU-Udenrigstjeneste til nøje at følge og overvåge UPR‘s tiltag og til, i forbindelse med UNHRC-gennemgangen, at gøre UPR mere effektiv og lægge større vægt på uafhængige ekspertvurderinger;
støtter kraftigt EU’s bestræbelser på at forhindre enhver partiskhed og manipulation i forbindelse med UPR; beklager i forbindelse hermed dybt resultaterne af samlingen i februar 2009, der i høj grad led under proceduremæssige forstyrrelser og forsøg på at manipulere forløbet af gennemgangsprocessen;
opfordrer Unionens højtstående repræsentant til regelmæssigt at besøge UNHRC og personligt sikre sig, at der er de tættest mulige forbindelser mellem UNHRC og EU-Udenrigstjenesten på alle niveauer; tilskynder det kommende menneskerettighedssegment i EU-Udenrigstjenesten til at etablere en tæt samarbejdskontakt med UNHRC; opfordrer til en koordineret dialog med tredjelande om de standpunkter, der er indtaget i UNHRC, ikke blot i Genève og i de specifikke menneskerettighedsdialoger, men som en integreret del af alle EU’s bilaterale drøftelser med disse lande om politik, handel og udviklingssamarbejde;
bemærker, at EU’s medlemsstater er i mindretal i UNHRC; opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at gøre en samordnet indsats for at udvikle relevante alliancer med de lande og ikke-statslige aktører, som vedvarende forsvarer menneskerettighedernes universelle og udelelige karakter;
opfordrer Unionens høje repræsentant og EU’s udenrigsministre til forud for hvert møde i UNHRC og FN’s Generalforsamling at vedtage konklusioner fra Rådet (udenrigsanliggender), hvori EU’s prioriteringer og strategier fastlægges;
opfordrer Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at styrke deres samarbejde med demokratiske regeringer eller regeringer på vej mod demokrati fra andre regionsgrupper inden for UNHRC med henblik på at forbedre chancerne for, at initiativer med sigte på respekt for principperne i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder bliver vellykkede; anmoder i denne henseende Kommissionen og medlemsstaterne om at samordne deres tiltag mere effektivt, og opfordrer Kommissionen til at forelægge en årsberetning om afstemningsmønstrene i FN vedrørende menneskerettighedsanliggender til analyse af, hvordan disse påvirkes af EU’s og medlemsstaternes politik samt politikken i andre blokke; gentager, at EU-delegationen og EU’s medlemsstater i Genève bør lægge større vægt på kontakter til tredjelande på et tidligere tidspunkt i drøftelserne og undgå overdreven fokus på interne drøftelser, hvormed der søges at opnå enighed i EU med risiko for en tilgang baseret på “laveste fællesnævner”;
bekræfter atter den store betydning af disse særlige procedurer og landemandaterne internt i UNHRC; bifalder det nyligt oprettede tematiske mandat på området for kulturelle rettigheder og bifalder udvidelsen af de tematiske mandater til retten til føde, religions- eller trosfrihed samt internt fordrevne; bifalder endvidere udvidelsen af landemandaterne for Burundi, Haiti, Cambodja, Somalia, Den Demokratiske Folkerepublik Korea, Myanmar og Sudan; beklager, at mandaterne for Liberia og Den Demokratiske Republik Congo ikke blev forlænget;
glæder sig over UNHRC‘s beslutning i 2008 om at forlænge mandatet for FN’s generalsekretærs særlige repræsentant for erhvervsliv og menneskerettigheder samt Rådets konklusioner, der blev vedtaget i december 2009 under det svenske formandskab, hvori der udtrykkes glæde over den særlige repræsentants arbejde; opfordrer EU’s medlemsstater til fortsat at arbejde hen imod gennemførelsen af mandatets endelige anbefalinger og rammen under overskriften “beskytte, respektere, afhjælpe”, der skal forelægges for UNHRC i 2011;
glæder sig over UNHRC‘s særlige samlinger angående menneskerettighedssituationen i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo om de økonomiske og finansielle krisers indvirkning på den universelle gennemførelse og reelle udøvelse af menneskerettighederne, samt hvad angår menneskerettighedssituationen i Sri Lanka og i de besatte palæstinensiske områder og Østjerusalem; beklager, at det på UNHRC‘s 12. samling den 16. oktober 2009 ikke lykkedes EU-medlemsstaterne at fremlægge en eneste holdning i relation til afstemningen om Goldstonerapporten, idet 4 medlemsstater stemte imod, 2 hverken stemte for eller imod, og 2 medlemsstater ikke var til stede under afstemningen; opfordrer medlemsstaterne og alle relevante EU-institutioner til at opnå snævrere politisk koordinering i UNHRC og andre FN-instanser; understreger, at alle parters respekt for den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret under alle omstændigheder er en afgørende forudsætning for at opnå en retfærdig og varig fred i Mellemøsten; opfordrer derfor alle parter til at efterkomme FN’s Generalforsamlings resolutioner af 5. november 2009 og 26. februar 2010 ved at foretage efterforskninger, der lever op til de internationale standarder; opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at sikre, at de ansvarlige for overtrædelser af folkeretten drages til ansvar i overensstemmelse med EU’s forpligtelse i henhold til Genèvekonventionen og EU’s prioritet om at bekæmpe straffrihed;
støtter uafhængigheden af Kontoret for FN’s højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR); beklager, at der under den 10. ordinære samling i marts 2009 til trods for EU’s modstand blev vedtaget en resolution om indskrænkning af OHCHR‘s uafhængighed; opfordrer EU-institutionerne til at bevilge yderligere finansiel støtte til OHCHR‘s særlige procedurer generelt, med henblik på at sikre, at alle de særlige procedurers mandatindehavere har tilstrækkelige midler til at kunne udføre deres opgaver på tilfredsstillende vis;

EU’s samarbejde med den Internationale Straffedomstol

fastholder sin faste opbakning til Den Internationale Straffedomstol (ICC) og dens primære målsætning om at bekæmpe straffrihed for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden; glæder sig over, at Bangladesh, Seychellerne og Saint Lucia i marts, august og oktober 2010 ratificerede Romstatutten og derved bragte det samlede antal af stater, der har tilsluttet sig statutten, op på 114; understreger, at Romstatutten for ICC blev ratificeret af alle EU’s medlemsstater som et essentielt element i EU’s demokratiske principper og værdier, og opfordrer derfor medlemsstaterne til fuldt ud at overholde statutten som en del af den etablerede EU-ret; understreger betydningen af universalprincippet og opfordrer EU-Udenrigstjenesten, EU’s medlemsstater og Kommissionen til at fortsætte deres energiske indsats for at fremme en universel ratificering af Romstatutten og aftalen om privilegier og immuniteter for Den Internationale Straffedomstol og den nationale gennemførelseslovgivning i overensstemmelse med Rådets fælles holdning 2003/444/FUSP af 16. juni 2003 om ICC og handlingsplanen fra 2004 om opfølgning på den fælles holdning; anmoder om, at denne indsats udvides til også at omfatte aftalen om privilegier og immuniteter for Den Internationale Straffedomstol, der er et vigtigt operationelt værktøj for domstolen; opfordrer endvidere EU’s medlemsstater til at revidere og opdatere den fælles holdning og handlingsplanen for ICC med henblik på at styrke EU’s konkrete bistand til ICC i lyset af den seneste udvikling og domstolens udfordringer og behov, idet antallet af arrestordrer og retssager ved domstolen fortsat stiger, og til at indlede diskussioner om en eventuel vedtagelse af EU-retningslinjer for international retfærdighed/ICC;
opfordrer på det kraftigste EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og EU-medlemsstaterne til at støtte gennemførelsen af ICC’s afgørelser og samarbejdet med domstolen i forbindelse med udvidelsesforhandlinger og tiltrædelsesprocesser såvel som alle EU-topmøder og dialoger med tredjelande, herunder USA, Kina, Rusland, Den Afrikanske Union og Israel; opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at sikre, at hensynet til retfærdighed er en integreret del af alle fredsforhandlinger; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til systematisk at søge at få indsat en ICC-klausul i relevante aftaler med tredjelande; opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at sikre, at ICC integreres i EU’s udenrigspolitiske prioriteter og inkluderes på hensigtsmæssig vis i mandatet for EU’s særlige repræsentanter og endvidere sørge for, at EU-Udenrigstjenestens personale regelmæssig modtager oplæring i ICC-forhold, både i hovedkvarteret og i EU-delegationerne; opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at udnævne en særlig udsending om international retfærdighed med mandat til at fremme, integrere og repræsentere EU’s engagement i kampen mod straffrihed og at integrere ICC i hele EU’s udenrigspolitik;
glæder sig over, at Belgien den 3. juli 2008 fuldbyrdede en arrestordre udstedt af ICC’s forundersøgelseskammer III mod Jean Pierre Bemba; bemærker imidlertid med stor bekymring, at otte arrestordrer udstedt af ICC, herunder arrestordrer mod fire højtstående ledere af oprørsgruppen LRA i Uganda, mod Bosco Ntaganda i Den Demokratiske Republik Congo, og mod Ahmad Harun, Ali Kushayb og den sudanesiske præsident Omar Hassan Ahmad Al-Bashir endnu ikke er blevet fuldbyrdet; beklager, at Sudan vedholdende undlader og nægter at arrestere og overføre mistænkte til ICC og derved til stadighed tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til FN’s Sikkerhedsråds resolution 1593 (2005); bemærker, at ICC’s forundersøgelseskammer I den 26. maj 2010 underrettede FN’s Sikkerhedsråd om Republikken Sudans manglende samarbejdsvilje i sagen mod Harun og Kushayb; udtrykker stor bekymring over, at to af ICC’s deltagerstater, Tchad og Kenya, for nylig inviterede og tog imod præsident Omar al-Bashir på deres territorier, selv om de i henhold til Romstatutten er forpligtet til at anholde ham, og at de undlod at fuldbyrde den pågældende arrestordre; opfordrer til fortsat eftersøgning af de tiltalte, og fremhæver den rolle, som EU og ICC vil kunne spille for at sikre, at der foretages efterforskning af mulige krigsforbrydelser i Sri Lanka og Den Demokratiske Republik Congo;
glæder sig over USA’s inddragelse og fornyede engagement i ICC, der ikke mindst er illustreret ved, at USA deltog som observatør i det ottende møde i Forsamlingen af Deltagerstater i Haag i november 2009 samt ved den første konference til gennemgang af Romstatutten i juni 2010; noterer med tilfredshed de første lovende udtalelser om ICC fra den amerikanske regering og de løfter om samarbejde med domstolen, der blev afgivet under gennemgangskonferencen; opfordrer USA til at genaktivere sin undertegnelse og engagere sig yderligere i ICC, navnlig ved at samarbejde fuldt ud i situationer, hvor ICC er i færd med at foretage undersøgelser eller foreløbige analyser, og ved at fuldføre en omfattende ICC-politik;
opfordrer den næste Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU til at drøfte bekæmpelsen af straffrihed i det internationale udviklingssamarbejde og den relevante politiske dialog, som vedtaget i adskillige beslutninger og fastsat i artikel 11, stk. 6, i den reviderede Cotonouaftale, med henblik på at integrere bekæmpelsen af straffrihed og styrkelsen af retsstatsprincippet i de eksisterende programmer for udviklingssamarbejde og -foranstaltninger; opfordrer EU og dens medlemsstater til at fortsætte dialogen med Den Afrikanske Union om disse spørgsmål og støtte de afrikanske deltagerstater i fortsat at overholde deres forpligtelser i henhold til Romstatutten; udtrykker støtte til domstolens anmodning om at åbne et forbindelseskontor ved Den Afrikanske Union i Addis Abeba;
bemærker, at samarbejdet mellem deltagerstater, undertegnende stater og domstolen i henhold til artikel 86 i Romstatutten er af afgørende betydning for det internationale strafferetlige systems effektivitet og succes, navnlig hvad angår evnen til håndhævelse, og ICC’s konkrete og uafhængige retslige aktiviteter; anerkender endvidere aftalen mellem ICC og EU om samarbejde og bistand, og opfordrer i lyset af denne aftale EU og dens medlemsstater til at give domstolen al den nødvendige bistand, herunder praktisk støtte i de verserende sager og i særdeleshed i gennemførelsen af gyldige arrestordrer; opfordrer indtrængende alle EU’s medlemsstater til at vedtage national lovgivning om samarbejde i overensstemmelse med del IX i Romstatutten, hvis de endnu ikke har gjort det, og til at indgå ad hoc-aftaler med domstolen om håndhævelse af domstolens domme og beskyttelse og flytning af ofre og vidner; opfordrer EU-landene til at sætte samarbejde som et fast punkt på dagsordenen for Forsamlingen af Deltagerstater til ICC for at sikre formidling af erfaringer med hensyn til bedste praksis, at manglende samarbejdsvilje drøftes, og at Forsamlingen i den forbindelse træffer passende foranstaltninger;
understreger behovet for at styrke det internationale strafferetlige system i almindelighed og konstaterer i den forbindelse med bekymring, at Ratko Mladi? og Goran Hadži? stadig er på fri fod og endnu ikke er blevet stillet for Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det Tidligere Jugoslavien (ICTY); opfordrer i den forbindelse de serbiske myndigheder til at sikre fuldt samarbejde med ICTY, hvilket bør føre til arrestation og udlevering af alle de tilbageværende tiltalte for at bane vejen for ratificeringen af en stabiliserings- og associeringsaftale; bemærker behovet for løbende støtte, herunder finansiel støtte, til Den Særlige Domstol for Sierra Leone for at fuldføre verserende retssager, herunder eventuelle appelprocedurer; bemærker også de fremskridt, der er gjort i det multilaterale samarbejde om levering af ekspertise og bistand, hvor identifikation, indsamling og bevarelse af oplysninger vil være til hjælp i en lang række internationale og overgangsbaserede retslige
valgmuligheder, navnlig gennem mekanismen til hurtig retsbehandling, c, som over halvdelen af EU’s medlemsstater deltager i, og opfordrer til vedvarende og øget støtte til JRR;

EU’s retningslinjer om menneskerettighederne
Dødsstraf

minder om resolutionen om et verdensomspændende moratorium for anvendelse af dødsstraf (resolution 63/168), der blev vedtaget af FN’s Generalforsamling den 18. december 2008; understreger, at 106 lande nu stemmer for resolutionen, hvilket bekræfter, at der sker en gradvis konsolidering af verdensopinionen imod dødsstraf;
bifalder de afgørelser, der i 2009 blev truffet i Burundi og Togo og den amerikanske delstat New Mexico om at afskaffe dødsstraffen; opfordrer indtrængende USA til at afskaffe dødsstraffen og beklager, at denne straf fortsat anvendes i 35 af de 50 amerikanske delstater;
opfordrer Rådet og Kommissionen til at tilskynde de lande, der stadig ikke har undertegnet, ratificeret eller gennemført den anden frivillige protokol til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder eller et tilsvarende regionalt instrument, til at gøre dette;
opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at fremstilling og salg af thiopentalnatrium i EU-baserede virksomheders regi kun er tilladt til medicinske formål, og at enhver tilladelse til at fremstille dette stof foreskriver mærkningskrav, således at det fremgår af emballagen, at det ikke må anvendes til dødelige indsprøjtninger, jf. de nationale love og EU-love der forbyder dødsstraf, tortur eller enhver anden form for grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf;
bekræfter, at EU er modstander af dødsstraf under alle forhold, herunder udenretslige henrettelser; minder om, at EU er den førende donor til civilsamfundsorganisationer, der kæmper imod dødsstraf; anmoder Kommissionen om fortsat at prioritere kampen mod denne grusomme og umenneskelige straf og fastholde den som en tematisk prioritet under EIDHR og de geografiske instrumenter; mener ikke, at fængsling for livstid uden prøveløsladelse kan udgøre et acceptabelt alternativ til dødsstraf;
opfordrer indtrængende lande, der stadig anvender dødsstraf ved stening, til at afskaffe lovgivning, der giver hjemmel til denne umenneskelige straf; opfordrer indtrængende de iranske ledere til at indføre en lov, der utvetydigt afskaffer stening som legal straf, idet den er den mest barbariske form for dødsstraf; fordømmer, at mange lande stadigvæk dødsdømmer og henretter unge lovovertrædere; fordømmer det iranske styres anvendelse af dødsstraf, hvilket placerer Iran på en andenplads på listen over lande, der eksekverer flest henrettelser, kun overgået af Kina; fordømmer kraftigt det øgede antal henrettelser, som fulgte på de fredelige demonstrationer efter præsidentvalget i Iran i juni 2009; er bekymret over, at Kina stadig eksekverer flest dødsdomme i verden, og opfordrer Kina til at offentliggøre sine statistikker over henrettelser, så analyse af og debat om dødsstraf kan foregå på et gennemsigtigt grundlag; glæder sig over den positive indsats, som de belarussiske myndigheder har gjort ved at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal udarbejde forslag om indførelse af et moratorium for dødsstraf; er fortsat bekymret over, at der endnu foregår henrettelser i Belarus, som er det eneste land i Europa, der stadig bruger dødsstraf, og som desuden ikke oplyser familierne til de henrettede om henrettelsesdatoen eller det sted, hvor liget er begravet;
konstaterer, at der er 32 jurisdiktioner i verden med lovgivning, som tillader anvendelse af dødsstraf for narkoforbrydelser; konstaterer, at FN’s Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet (UNODC), Kommissionen og europæiske nationale regeringer aktivt deltager i finansiering og/eller ydelse af teknisk bistand, lovgivningsbistand og finansiel støtte med henblik på at styrke indsatsen til narkotikabekæmpelse i stater, der holder fast ved dødsstraf for narkoforbrydelser; frygter, at den form for bistand kan føre til øget idømmelse af dødsstraf og henrettelser; opfordrer Kommissionen til at udvikle retningslinjer for international finansiering af nationale og regionale aktiviteter i forbindelse med håndhævelse af narkolovgivning for at sikre, at sådanne programmer ikke resulterer i krænkelser af menneskerettighederne, herunder anvendelse af dødsstraf; understreger, at afskaffelse af dødsstraf for narkorelaterede forbrydelser bør gøres til en forudsætning for finansiel bistand, teknisk bistand, kapacitetsudvikling og andre former for støtte til håndhævelse af narkolovgivning;
er bekymret over, at der endnu foregår henrettelser i Belarus, som er det eneste land i Europa, der stadig bruger dødsstraf; støtter myndighedernes indsats for at oprette en arbejdsgruppe, der skal udarbejde forslag om indførelse af et moratorium for dødsstraf;
udtrykker dyb bekymring over lovforslaget fra 2009 om bekæmpelse af homoseksualitet, som i øjeblikket behandles i det ugandiske parlament, og som fastsætter bøde- eller fængselsstraf for støtte til lesbiske, bøsser eller biseksuelle personer og bøde-, fængsels- og dødsstraf for homoseksuelle handlinger mellem samtykkende personer; opfordrer Ugandas parlament til at forkaste dette og enhver lignende form for lovgivning; fordømmer kriminaliseringen af homoseksualitet over alt i verden;

LGBT-rettigheder

udtrykker, i betragtning af det store antal overgreb i 2009 mod lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelles [c]menneskerettigheder over hele verden, tilfredshed med, at Rådets arbejdsgruppe om menneskerettigheder har vedtaget værktøjssættet til fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle [d](LGBT-personer); opfordrer EU-delegationerne og EU-Udenrigstjenesten til nøje at følge retningslinjerne i værktøjssættet;

Vold mod kvinder

konstaterer, at programmet for trojkaformandskabet bestående af Frankrig, Den Tjekkiske Republik og Sverige (juli 2008 – december 2009) gav spørgsmålet om vold mod kvinder og piger prioritet, og slår til lyd for sammenhæng mellem principper og politikker både i og uden for EU, herunder med hensyn til at støtte et forbud mod kvindelig kønslemlæstelse som en krænkelse af menneskerettighederne; noterer sig den nylige vedtagelse af et nyt sæt retningslinjer om spørgsmålet og forventer, at Kommissionen forelægger Parlamentet resultaterne af gennemførelsen heraf;
tager til efterretning, at den nye Kommissions ligestillingsstrategi specifikt nævner spørgsmålet om kvindelig kønslemlæstelse; gentager behovet for sammenhæng mellem EU’s interne og eksterne politikker vedrørende dette særlige spørgsmål; opfordrer indtrængende Europa-Kommissionen og EU’s medlemsstater til at behandle spørgsmålet om kvindelig kønslemlæstelse i forbindelse med politiske dialoger med partnerlande og aktører, der er relevante i forbindelse med dette følsomme spørgsmål i national sammenhæng, ved hjælp af en samarbejdsbaseret tilgang og inddragelse af de berørte samfund; opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til at gøre brug af alle politiske og institutionelle midler for at støtte initiativer, der sigter mod hurtigst mulig vedtagelse af en resolution i FN’s Generalforsamling med en opfordring til et verdensomspændende moratorium for kvindelig kønslemlæstelse;
bemærker, at vold mod kvinder også kan være af psykologisk art; bemærker, at kvinder, hvad arbejde angår, fortsat er underbetalt i forhold til mænd, og at flere kvinder end mænd er ansat i usikre job eller deltidsjob; understreger derfor, at Kommissionens og medlemsstaternes rolle på dette område, både inden og uden for EU, ikke kan begrænses til bekæmpelse af vold i snæver forstand, da det er nødvendigt at bekæmpe vold mod kvinder i alle dennes former – fysisk, psykisk, socialt og økonomisk – og at der bør gives prioritet til uddannelse uden kønsfordomme til drenge og piger fra det tidligst mulige alderstrin, og til bekæmpelse af fastlåste kønsrollemønstre;
understreger vigtigheden af en omfattende gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution 1325, 1820, 888 and 1889, som opfordrer til deltagelse af kvinder i alle faser og på alle niveauer i konfliktløsning og beskyttelse af kvinder og piger mod seksuel vold og forskelsbehandling; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har en national handlingsplan for gennemførelsen af FN’s Sikkerhedsråds resolution 1325 til omgående at vedtage en sådan; fordømmer på det kraftigste anvendelse af voldtægt som våben og de gentagne massevoldtægter, der forekommer i Den Demokratiske Republik Congo; anmoder om fuld åbenhed om MONUSCO-fredsstyrkens manglende evne til at sætte en stopper for massevoldtægter; opfordrer indtrængende Unionens højtstående repræsentant til – gennem EUSEC og EUPOL i Den Demokratiske Republik Congo – at foretage en undersøgelse og aflægge rapport til Parlamentet om alle congolesiske og internationale virksomheder eller aktører, der opererer i udvindingsindustrien i landet, og som betaler væbnede grupper og sikkerhedspersonale, der er involveret i sådanne massevoldtægter og andre systematiske forbrydelser mod civile;
opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at øge det personale, der arbejder med ligestillingsspørgsmål i tilknytning til EU’s optræden udadtil og opstille strukturer i denne henseende; anerkender det fremskridt, der er gjort i FSFP i forbindelse med såvel missioner som uddannelse af personale;
udtrykker sin dybe bekymring over den rodfæstede kønsbaserede forskelsbehandling og vold i hjemmet, der foregår i flere lande, og påpeger, at kvinder, som lever i landdistrikter, udgør en særlig sårbar gruppe; er ligeledes stærkt bekymret over tilfælde af seksuel vold og det høje tal for voldtægt af kvinder og piger i Sydafrika, hvor efterforskningen ofte er utilstrækkelig og obstrueres af kønsfordomme, idet ofrene oplever mange hindringer i adgangen til sundhedspleje og forsinkelser i den medicinske behandling; fordømmer på det kraftigste vold mod kvinder og piger, der er et kronisk problem i Guatemala og Mexico;
er dybt bekymret over kvinders og pigers situation i Iran, Den Demokratiske Republik Congo og Afghanistan; fordømmer de brutale krænkelser af kvinders rettigheder i Den Demokratiske Republik Congo, opfordrer det internationale samfund til kraftigt at øge finansieringen af bestræbelser på at beskytte kvinder mod voldtægt og understreger, at der skal rettes øjeblikkelig og betydelig international opmærksomhed mod situationen for kvinder og piger i Den Demokratiske Republik Congo; fordømmer den lov om shia-muslimers retsstilling, der blev vedtaget i marts 2009, som alvorligt krænker de afghanske kvinders rettigheder og strider imod den afghanske forfatning og de internationale menneskerettighedsstandarder; bifalder de ændringer, der er foretaget af loven om “personlige anliggender for tilhængere af shia-retten”, men er fortsat dybt bekymret over visse af lovens artikler, der er i modstrid med Afghanistans forpligtelser i henhold til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder og konventionen om barnets rettigheder; opfordrer indtrængende de afghanske myndigheder til omgående at gøre en indsats for at forbedre situationen vedrørende kvinders rettigheder i landet;
insisterer på, at kvinders rettigheder udtrykkeligt skal behandles i alle menneskerettighedsdialoger, herunder især bekæmpelse og afskaffelse af samtlige former for diskrimination og vold imod kvinder og piger, herunder kønsbestemte aborter som det mest fremtrædende eksempel, alle former for skadelig traditionel praksis eller skik, f.eks. kvindelig kønslemlæstelse og for tidligt eller tvungent ægteskab, alle former for menneskehandel, vold i hjemmet og kvindedrab, udnyttelse på arbejdspladsen og økonomisk udnyttelse, og insisterer på at forkaste staters påberåbelse af enhver skik, tradition eller religiøse hensyn af enhver art som påskud for at undslå sig deres pligt til at bekæmpe denne form for brutalitet; understreger, at bestræbelser på at afskaffe alle former for kvindelig kønslemlæstelse bør intensiveres, både på græsrodsniveau og som led i den politiske proces, for at understrege den kendsgerning, at en sådan lemlæstelse både er et ligestillingsanliggende og en overtrædelse af menneskerettighederne vedrørende den fysiske integritet; understreger situationen for unge indvandrerkvinder, der på grund af principperne i visse samfund, religionen, eller familiens ære udsættes for mishandling, æresdrab eller kønslemlæstelse og bliver frataget deres frihed;
minder om 2015-målene og understreger, at adgang til undervisning og sundhedsvæsen er grundlæggende menneskerettigheder; mener, at sundhedsprogrammer, herunder programmer vedrørende seksuel og reproduktiv sundhed, fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder, styrkelse af kvinders indflydelse og status og barnets rettigheder, bør være fremtrædende emner i EU’s udviklings- og menneskerettighedspolitik, især hvor kønsspecifik vold dominerer, og hvor kvinder og børn udsættes for risiko for hiv/aids eller nægtes adgang til information, forebyggelse og/eller behandling; opfordrer Kommissionen til at indarbejde de grundlæggende sociale rettigheder og dagsordenen for anstændigt arbejde i sin udviklingspolitik, især i handelsrelaterede støtteprogrammer;
glæder sig over FN’s Menneskerettighedsråds beslutning af 16. juni 2009 om forebyggelig mødredødelighed og -sygelighed og menneskerettigheder, hvori der opfordres til en øjeblikkelig indsats i tråd med 2015-målene for at beskytte kvinder mod at dø unødigt i forbindelse med graviditet og fødsel; bemærker, at resolutionen blev støttet af EU’s medlemsstater, og opfordrer dem til at arbejde effektivt for beskyttelsen af kvinder og piger, især deres ret til liv, ligeværdighed, uddannelse, frihed til at søge, modtage og formidle information, nyde fordel af videnskabelige fremskridt, frihed fra forskelsbehandling, og til at nyde den størst mulige standard for fysisk og psykisk sundhed, herunder seksuel og reproduktiv sundhed;
opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til navnlig at arbejde for, at Den Afrikanske Unions medlemsstaters ratificerer og gennemfører Unionens protokol om kvinders rettigheder i Afrika;

Tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling

opfordrer til, at sundhedsskadelig mishandling af patienter og andre personer, især dem der er ude af stand til at forsvare sig, anerkendes som grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling, men anerkender dog, at visse handlinger er vanskelige at bevise, og opfordrer derfor til den højest mulige grad af agtpågivenhed;
opfordrer til anerkendelse af, at mindretal, såsom oprindelige befolkningsgrupper og personer, der diskrimineres på grund af deres kaste, er uforholdsmæssigt sårbare og udsættes for tortur;
opfordrer alle stater, der endnu ikke har gjort det, til at tilslutte sig konventionen imod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf samt den dertil knyttede valgfrie protokol; opfordrer staterne til at ophæve samtlige forbehold, de hidtil har haft imod disse instrumenter; opfordrer stater, som har undertegnet den valgfrie protokol til konventionen til at sørge for en bedre og hurtigere gennemførelse af den nationale forebyggelsesmekanisme;
tilskynder stater verden over til at vedtage og effektivt gennemføre manualen om effektiv efterforskning og dokumentation af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, almindeligvis kendt som Istanbulprotokollen; mener, at Istanbulprotokollen er et vigtigt instrument til indsamling af beviser og forebyggelse af straffrihed; er overbevist om, at straffrihed for torturbødler stadig er en væsentlig hindring for effektiv forebyggelse af tortur, eftersom det implicit tilskynder gerningsmændene til at fortsætte deres afskyelige praksis;
understreger vigtigheden af en effektiv gennemførelse af EU’s retningslinjer om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf; opfordrer Rådet og Kommissionen til at fremlægge resultaterne af gennemførelsen af disse retningslinjer, idet opmærksomheden i særlig grad rettes mod resultaterne vedrørende rehabilitering af torturofre gennem EIDHR;
opfordrer medlemsstaterne til at efterkomme opfordringerne i dets beslutning af 17. juni 2010 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf [16]; opfordrer Kommissionen til så snart som muligt at fremlægge en revision af en række bestemmelser i Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 af 27. juni 2005;
er særlig bekymret over den store bølge af korruption, kriminalitet, politisk forfølgelse, straffrihed og tortur og fængsling af medlemmer af oppositionen i Venezuela på grund af “politiseringen” af politiet, manglen på politikker og regeringens manglende evne til at håndtere disse alvorlige trusler mod menneskerettighederne;
udtrykker dyb bekymring over, at der atter forekommer krænkelser af menneskerettighederne verden over mod personer på grund af deres seksuelle orientering, og fordømmer enhver form for vold mod disse personer; bemærker det stigende antal drab på transseksuelle [e] personer verden over; beklager dybt, at homoseksualitet i mange lande stadig betragtes som en forbrydelse, der straffes med fængsel og i nogle tilfælde endog med døden; glæder sig i denne forbindelse over afgørelsen ved højesteretten for Delhi af 2. juli 2009, som afkriminaliserede homoseksualitet i Indien, og opfordrer andre lande til at følge dette eksempel;

Børns rettigheder

beklager dybt, at omkring 215 millioner børn skønnes at være ofre for børnearbejde, og at tre fjerdedele af disse børn udfører de værste former for børnearbejde (ILO-tal, 2009); bifalder Rådets konklusioner af 14. juni 2010 om børnearbejde og Kommissionens dertil knyttede undersøgelse (SEK(2010)0037), hvori der opfordres til en omfattende EU-strategi, der fokuserer på udvikling og udryddelse af fattigdom; opfordrer Kommissionen til at sikre effektiv overvågning af fremskridtene på dette område og sammen med EU’s medlemsstater at fremme gennemførelse heraf i dialog med tredjelande;
minder om det vellykkede 11. EU/ngo-menneskerettighedsforum om bekæmpelse af vold imod børn og det svenske formandskab (Stockholm, juli 2009) og dets opfordringer til at fortsætte det retlige arbejde om at forbyde alle former for korporlig afstraffelse i alle sammenhænge, herunder hjemmet, at identificere bedste praksis og de erfaringer, der er gjort i forbindelse med bekæmpelse af vold mod børn i konflikter og situationer efter konflikter, og at skabe mere sammenhæng mellem EU’s indsats udadtil og EU’s og medlemsstaternes interne foranstaltninger vedrørende børns rettigheder;
udtrykker dyb bekymring over, at millioner af børn stadig er ofre for voldtægt, vold i hjemmet og fysisk, psykisk og seksuel mishandling, herunder seksuel og økonomisk udnyttelse; understreger, at alle rettigheder, der er anerkendt i konventionen om barnets rettigheder og de valgfrie protokoller hertil, har lige stor betydning, og opfordrer til fuld ratificering og gennemførelse af forpligtelser samt til, at opmærksomheden i særlig grad rettes mod nye former for økonomisk motiveret seksuel udnyttelse af børn;
udtrykker dyb bekymring over, at der i Østeuropa og Centralasien fortsat sker en stigning i tilfældene af hiv-smitte blandt mænd, kvinder og børn; bemærker med bekymring, at adgangen til antiretroviral behandling stadig er blandt de mest begrænsede i verden; bemærker med bekymring, at stigmatisering og forskelsbehandling af børn angrebet af hiv, hvilket krænker deres grundlæggende rettigheder og værdighed, forhindrer videre fremskridt inden for forebyggelse, pleje og støtte; opfordrer Kommissionen til at overveje en politikreform, programomlægning og omfordeling af ressourcerne med det formål at beskytte børns og unges rettigheder og værdighed, hvis de er udsatte, i risikozonen og lever med eller er angrebet af hiv;
opfordrer indtrængende til, at der træffes yderligere EU-foranstaltninger mod børnearbejde, og opfordrer EU til at gøre mere effektiv brug af de til rådighed stående instrumenter ved at indarbejde dem i menneskerettighedsdialoger og -samråd; opfordrer EU til effektivt at gennemføre EU’s retningslinjer om barnets rettigheder og undersøge muligheden for at vedtage retningslinjer om bekæmpelse af børnearbejde; minder om, at selv EU’s handelspolitik kan spille en nyttig rolle, idet den understøtter kampen imod børnearbejde, navnlig gennem brugen af GSP+-incitamenter; håber, at dette værktøj for fremtiden vil blive taget op til nøjere overvejelse og vil blive genstand for en årlig evaluering, der forelægges Europa-Parlamentet ved den årlige debat om menneskerettigheder;
minder om, at 20 årsdagen for konventionen om barnets rettigheder faldt i 2009; konstaterer med tilfredshed, at næsten alle lande nu er tiltrådt konventionen, og opfordrer indtrængende de lande, der endnu ikke er tiltrådt konventionen, til omgående at gøre dette; er fortsat dybt bekymret over, at der stadigvæk foregår omfattende krænkelser af de heraf afledte rettigheder; opfordrer til, at der rettes øget opmærksomhed mod barnets behov for særlig beskyttelse og omsorg, herunder passende juridisk beskyttelse, såvel før som efter fødslen, som fastsat i både konventionen om barnets rettigheder og erklæringen om barnets rettigheder; bifalder udnævnelsen af generalsekretærens særlige repræsentant om vold mod børn og understreger betydningen af mandatet;
udtrykker dyb bekymring over, at børn inddrages i, eller på anden vis berøres af væbnede konflikter eller endda tvinges til at deltage aktivt i disse; opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til at styrke gennemførelsen af EU’s retningslinjer om børn og væbnede konflikter; bifalder FN’s Sikkerhedsråds nye resolution 1882 (2009), der yderligere styrker beskyttelsen af børn, som er inddraget i og berørt af væbnede konflikter;
udtrykker dyb bekymring over anvendelsen af børn som soldater; opfordrer til, at EU og FN tager øjeblikkelige skridt til afvæbning, rehabilitering og reintegration af disse børn;

Menneskerettighedsforkæmpere

glæder sig over de foranstaltninger, der er truffet til gennemførelse af revisionen og opgraderingen af EU’s retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere som revideret i 2008; noterer sig udviklingen af over 60 lokale gennemførelsesstrategier og udnævnelsen af relevante kontakttjenestemænd; er dog fortsat særdeles bekymret over, at EU-delegationerne ikke har formået at gennemføre disse retningslinjer, og opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at udvikle en gennemførelsesstrategi med klare indikatorer og tidsfrister med henblik på at fortsætte udviklingen mod en effektiv gennemførelse af retningslinjerne, og anmoder om listen over tilgængelige lokalstrategier; opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at øge kendskabet til retningslinjerne blandt menneskerettighedsforkæmpere og EU-diplomater, der arbejder i tredjelande; opfordrer EU’s missioner til at holde regelmæssig kontakt med menneskerettighedsforkæmpere, før de tager skridt på deres vegne, og til at give dem tilbagemeldinger; understreger, at en bred vifte af menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder i både by- og landområder og med økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, såvel som borgerlige og politiske rettigheder, bør høres i forbindelse med udarbejdelsen af lokale gennemførelsesstrategier; bemærker, at de lokale gennemførelsesstrategier bør indeholde en konkret dagsorden med foranstaltninger, der skal træffes for at forbedre beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere, og at indvirkningen af disse strategier bør evalueres efter en periode af passende længde; opfordrer i denne henseende til, at der foretages en evaluering af gennemførelsen af den bistand og de foranstaltninger, der iværksættes af civilsamfundsorganisationer for at støtte menneskerettighedsforkæmpere i EIDHR-regi;
opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at prioritere en mere virkningsfuld anvendelse af de eksisterende redskaber og mekanismer for sammenhængende og systematisk beskyttelse af menneskerettighederne, opfordrer den højtstående repræsentant og alle kommissærer med ansvar tilknyttet EU’s eksterne forbindelser til at institutionalisere en politik for systematisk at mødes med menneskerettighedsforkæmpere under officielle rejser til lande uden for EU, og understreger også vigtigheden af, at støtte til menneskerettighedsforkæmpere inkluderes i mandatet for EU’s særlige repræsentant; understreger, at både den højtstående repræsentant og de særlige repræsentanter vil blive holdt ansvarlige af Europa-Parlamentet for deres indsats i denne forbindelse;
opfordrer indtrængende Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre de foranstaltninger, som Parlamentet foreslog i sin beslutning om EU-politikker til fordel for menneskerettighedsforkæmpere, der vedtoges i juni 2010, med vægt på foranstaltninger for hurtig hjælp til menneskerettighedsforkæmpere i fare, såsom nødvisum og tilflugtssteder, og dem som indebærer offentlig støtte og synlig anerkendelse af menneskerettighedsforkæmperes arbejde, med et kønsperspektiv i gennemførelsen af retningslinjer til fordel for kvindelige menneskerettighedsforkæmpere og andre særligt udsatte grupper, såsom aktivister der arbejder for at fremme økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og de, der arbejder med mindretals og oprindelige folks rettigheder; opfordrer den højtstående repræsentant til at presse på for at få gennemført asylbyprogrammet til indretning af tilflugtssteder for menneskerettighedsforkæmpere i europæiske byer;
opfordrer til, at EU-institutionerne i forbindelse med gennemførelsen af Lissabontraktaten og oprettelsen af EU-Udenrigstjenesten etablerer en interinstitutionel samarbejdsmekanisme om menneskerettighedsforkæmpere; mener, at etableringen af en sådan mekanisme kan lettes ved, at der oprettes kontaktpunkter og udarbejdes eksplicitte retningslinjer for menneskerettighedsforkæmpere i alle EU’s institutioner og ved, at der udvikles et tættere samarbejde, hvori EU-missioner og -delegationer indgår som samlingspunkter for menneskerettighedsforkæmpere og personer med ansvar på menneskerettighedsområdet; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at oprette en statistisk database om tilfælde, hvor EU-delegationerne har ydet bistand til menneskerettighedsforkæmpere, med henblik på at vurdere retningslinjernes effektivitet, og til at aflægge rapport for Parlamentet om resultaterne af disse vurderinger;
anerkender, som det fremgår af konklusionerne i mange menneskerettighedsrapporter, at menneskerettighedsforkæmpere i deres arbejde med at yde et uvurderligt bidrag til beskyttelse og fremme af menneskerettighederne med deres egen personlige sikkerhed som indsats er blevet udsat for stadig hårdere angreb af forskellig art, såsom angreb på samvittigheds-, tros-, ytrings- og foreningsfriheden, overfald eller drab på involverede personer, vilkårlige arrestationer, uretfærdig rettergang og lukning af civilsamfundsorganisationers kontorer; opfordrer EU-delegationerne til at gøre mere for at bidrage til at forhindre sådanne angreb i samarbejde med civilsamfundsorganisationer i de pågældende lande og samtidig sørge for ikke at udsætte disse organisationers personale og tilhængere for fare;
er fortsat på vagt over for tredjelandes regeringer, der forsøger at bringe menneskerettighedsbevægelser til tavshed gennem vedtagelse af kontroversielle love om ngo’er, såsom den lov om bekendtgørelse af velgørenhedsorganisationer og selskaber, som det etiopiske parlament vedtog i januar 2009, og som praktisk talt forbyder alle menneskerettighedsaktiviteter;
fordømmer situationen i flere lande, hvor angreb og anonyme trusler mod menneskerettighedsforkæmpere regelmæssigt forekommer, og hvor journalister, især dem, der dækker korruption og narkotikahandel, udsættes for trusler og angreb på grund af deres arbejde;
udtrykker sin dybe beklagelse over mordene på bl.a. Stanislav Markelov, Anastasia Baburova og Natalya Estemirova i Rusland og André Rwisereka og Jean Leonard Rugambage i Rwanda, den vilkårlige tilbageholdelse af Roxana Saberi og Abdolfattah Soltani i Iran og den fortsatte tilbageholdelse og mangel på adgang til tilstrækkelig sundhedspleje, som modtageren af Sakharovprisen i 2008 Hu Jia udsættes for i Kina, hvilket alt sammen fandt sted i beretningsperioden; opfordrer indtrængende de kinesiske myndigheder til straks at gøre nærmere rede for situationen vedrørende den prominente menneskerettighedsadvokat Gao Zhisheng, der forsvandt den 4. februar 2009, og til at iværksætte en fuldstændig uafhængig og gennemsigtig undersøgelse af hans forsvinden;
fordømmer tilbageholdelsen og chikanen af sahrawiske menneskerettighedsforkæmpere i det marokkansk kontrollerede Vestsahara og opfordrer indtrængende FN til at lade overvågning af menneskerettighedssituationen indgå i mandatet for FN-missionen i Vestsahara (MINURSO);
tager notits af løsladelsen af lokale menneskerettighedsforkæmpere i Cuba; beklager dybt, at den cubanske regering afviser at anerkende overvågning af menneskerettigheder som legitim aktivitet ved at nægte lokale menneskerettighedsgrupper juridisk status; bemærker med bekymring, at tilbageholdelsen af menneskerettighedsforkæmpere i landet også udgør en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne; opfordrer Cubas regering til ikke bare at sende politiske fanger i eksil, men at give dem frihed til at forlade og vende tilbage til Cuba uden at blive arresteret;
glæder sig over Nobelkomitéens beslutning om at tildele Liu Xiaobo Nobels fredspris i 2010 for hans lange og ikke-voldelige kamp for grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder i Kina; opfordrer indtrængende regeringen i Beijing til at løslade Liu Xiaobo øjeblikkeligt og betingelsesløst og ophæve de restriktioner, der er pålagt hans hustru Liu Xia;
er dybt bekymret over, at Iran i 2008 og 2009 har fortsat bestræbelserne på at undertrykke uafhængige menneskerettighedsforkæmpere og medlemmer af civilsamfundet, og at alvorlige krænkelser af menneskerettighederne stadig finder sted, endda i stadigt stigende omfang; fordømmer de vilkårlige anholdelser, tortur og fængsling af menneskerettighedsforkæmpere, som anklages for “aktiviteter i strid med den nationale sikkerhed”; beklager myndighedernes nuværende kurs over for lærere og akademikere, som udelukker studerende fra adgang til videregående uddannelser, og fordømmer forfølgelsen og fængslingen af studenteraktivister; beklager uroen i kølvandet på præsidentvalget den 12. juni 2009 og den af de iranske myndigheder anvendte vold, der førte til vilkårlig tilbageholdelse af mindst 400 mennesker, angiveligt mindst 40 dræbte, masseretssager mod personer anklaget for forbrydelser mod den nationale sikkerhed, mishandling og tortur samt de udstedte dødsdomme;

Menneskerettighedsklausuler

fremhæver, at menneskerettigheds- og demokratiklausuler og virkningsfulde tvistbilæggelsesmekanismer er både vigtige og uundværlige elementer i handelsaftaler, herunder om fiskeri, mellem EU og tredjelande; efterlyser dog endnu engang, at denne klausul følges op af en håndhævelsesmekanisme til at sikre, at klausulen gennemføres i praksis; henleder opmærksomheden på, hvor vigtigt det er nøje at overvåge situationen på menneskerettighedsområdet i tredjelande, der har handelsforbindelser med EU; understreger, at der i en sådan overvågning og evaluering bør indgå formel høring af civilsamfundet, for så vidt angår virkningen af disse aftaler; opfordrer til, at der inden for rammerne af de enkelte handelsaftaler fastsættes en række klare referencemærker for menneskerettigheder for at sikre, at der fra begge parter side foreligger en klar standard for og forståelse af, i hvilke situationer og handlinger disse menneskerettighedsklausuler kan gøres gældende;
bekræfter princippet om menneskerettighedernes udelelighed og fordømmer ethvert forsøg på at gøre visse rettigheder eller årsager til diskrimination mindre vigtige end andre; opfordrer Kommissionen og Rådet til at respektere princippet om udelelighed, når de forhandler menneskerettighedsklausuler med tredjelande;
understreger, at for at opfylde sine internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet bør EU systematisk indarbejde klausuler om demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder samt sociale og miljømæssige standarder i alle aftaler med tredjelande, idet der tages hensyn til aftalens karakter og den særlige situation i det enkelte partnerland; er af den opfattelse, at disse klausuler bør give Kommissionen mulighed for, enten på eget initiativ eller efter anmodning fra en medlemsstat eller Europa-Parlamentet, i det mindste midlertidigt at suspendere handelsfordele, inklusive dem, der falder ind under frihandelsaftaler, såfremt der foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at menneskerettighederne – herunder arbejdstagerrettigheder – overtrædes; mener, at EU under alle omstændigheder klart bør angive, hvilke sanktioner der kan blive tale om at anvende over for tredjelande, som begår alvorlige menneskerettighedskrænkelser, og bør bringe dem i anvendelse; gentager på ny sin opfordring til Kommissionen og Rådet, og især til Unionens højtstående repræsentant om at gøre brug af menneskerettighedsklausulerne i de gældende internationale aftaler og som følge heraf udarbejde en procedure for, hvorledes disse klausuler kan gennemføres effektivt i henhold til artikel 8, 9 og 96 i Cotonouaftalen;
udtrykker tilfredshed med brugen af konsekvensanalyser på bæredygtig udvikling, men er af den opfattelse, at de også bør gennemføres, efter at aftalen er på plads, og ikke blot på forhåndsregulerende basis, så der kan sikres en løbende evaluering;
konstaterer, hvordan GSP+ (den generelle toldpræferenceordning) fungerer; mener dog, at denne ordning, som belønner lande med betragteligt handelsoverskud for overholdelse af internationale konventioner og standarder for menneske- og arbejdstagerrettigheder, skal overvåges mere nøje og gennemskueligt, bl.a. ved hjælp af detaljerede konsekvensanalyser for menneskerettigheder, et konsekvent og retfærdigt referencemærkesystem og åbne høringsprocedurer ved tildelingen af præferencerne, og at handelspræferencer kun indrømmes lande, der har ratificeret og gennemført centrale internationale konventioner om bæredygtig udvikling, menneskerettigheder – især om børnearbejde – og god regeringsførelse; opfordrer til udvidet overvågning af gennemførelsen sammen med civilsamfundet, fagforeninger og lokalsamfund under hensyntagen til fremskidt såvel som tilbageskidt på menneskerettighedsområdet, herunder sociale, økonomiske, kulturelle og miljømæssige rettigheder; understreger vigtigheden af nøje at overvåge gennemførelse af den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder i Pakistan, som er blevet opfordret til at deltage i GSP+-ordningen;
opfordrer Kommissionen til at stille forslag om en forordning, der forbyder import til EU af varer, der er fremstillet ved hjælp af tvangsarbejde og navnlig børnearbejde i strid med de grundlæggende menneskerettighedsstandarder; understreger, at en sådan forordning skal give EU mulighed for at undersøge specifikke klager;
bifalder indføjelsen af en menneskerettighedsklausul i partnerskabsaftalen mellem EU og Indonesien og i stabiliserings- og associeringsaftalen med Albanien, der trådte i kraft i beretningsperioden, og som bringer antallet af lande, der accepterer indføjelsen af denne klausul i aftaler med EU, op på over 120;
beklager den ringe opfølgning på de menneskerettighedsklausuler, der indgår i Cotonouaftalen, og opfordrer Unionens højtstående repræsentant, Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til at gøre fuld brug af disse klausuler til over en bred front at diskutere menneskerettighedsproblemer og fremme menneskerettighederne i de bilaterale og regionale dialoger med AVS-partnerlandene;

Fremme af demokrati og retsstatsprincippet i eksterne forbindelser

bifalder Rådets konklusioner om understøttelse af demokratiet i EU’s eksterne forbindelser [17] og vedtagelsen af en EU-dagsorden for en indsats for understøttelse af demokratiet i EU’s eksterne forbindelser som et middel til forbedring af sammenhængen og effektiviteten af EU’s støtte til opbygning af demokratiet;
anmoder indtrængende Kommissionen om endelig og ufortøvet, med de nødvendige initiativer og finansielle forpligtelser, at følge op på årsberetningen om menneskerettighederne for 2007, hvori Parlamentet anså “et ikkevoldeligt forsvar af menneskerettighederne for at være det mest passende instrument til at sikre udøvelse, opretholdelse, fremme og overholdelse af de grundlæggende menneskerettigheder” og mente, at “udbredelsen heraf nødvendigvis bør gøres til et prioriteret mål for EU’s politik for fremme af menneskerettighederne og demokratiet”;
opfordrer Kommissionen til at indarbejde handlingsdagsorden for demokratistøtte mere indgående i de årlige handlingsprogrammer for de eksterne instrumenter, især EIDHR-instrumentet, såvel som i lande- og regionalstrategidokumenterne, således at der konsekvent tages hensyn til det pågældende lands specifikke situation og EU’s regionale strategi;
tager notits af Amnesty Internationals rapport fra 2010, der fremhæver den verserende anden retssag mod den tidligere chef for YUKOS Oil, Mikhail Khodorkovskij, og hans forretningspartner Platon Lebedev, der er kendetegnende for de uretfærdige rettergange i Rusland; opfordrer Den Russiske Føderation til at sikre, at grundlæggende normer for retfærdig rettergang og menneskerettigheder respekteres i retsforfølgelsen af disse og alle andre tiltalte i landets retssystem;
opfordrer indtrængende de russiske retsmyndigheder til at fortsætte efterforskningen af den russiske advokat Sergej Magnitskijs død den 16. november 2009; beklager dybt, at denne sag fortsat er et slående eksempel på de alvorlige brister i landets retssystem; beklager de herskende forhold, hvor menneskerettighedsforkæmpere ofte udsættes for hårdhændet behandling og retsprocesser, der lader hånt om den russiske retsplejelov (f.eks. af artikel 72 i bagvaskelsessagen mod Oleg Orlov fra Memorial), mens personer, der er skyldige i anslag og endog mord på menneskerettighedsforkæmpere, uafhængige journalister og advokater, alt for ofte undgår straf; opfordrer Rådet til, under indtryk af de russiske myndigheders manglende positive skridt til at samarbejde og efterforske Sergei Magnitskij-sagen, at insistere på, at de russiske myndigheder retsforfølger de ansvarlige, og at overveje et EU-indrejseforbud for de russiske embedsfolk, der er indblandet i denne sag, og tilskynder de retshåndhævende myndigheder i EU til at samarbejde om at indefryse bankkonti og andre aktiver tilhørende disse russiske embedsfolk i alle EU-medlemsstaterne;
opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at sikre, at menneskerettigheder og opbygning af demokratiet effektivt gøres til den røde tråd i alle eksterne politikområder; bemærker samtidig med bekymring, at Rådet formelt set ikke har taget notits af nogen opfølgningsrapporter vedrørende Rådets konklusioner fra november 2009 om demokratistøtte i EU’s eksterne forbindelser eller af handlingsdagsorden for demokratistøtte, i strid med hvad der blev foreskrevet i de omtalte konklusioner fra Rådet;

Den humanitære folkeret

bifalder de konklusioner, der blev vedtaget af Rådet i december 2009, hvor man også fejrede 60 årsdagen for Genèvekonventionerne, om at fremme overholdelsen af den humanitære folkeret;
tager vedtagelsen af de ajourførte EU-retningslinjer om fremme af overholdelsen af den humanitære folkeret i 2009 til efterretning; opfordrer Rådet til mere effektivt at integrere gennemførelsen af retningslinjerne om den humanitære folkeret i EU’s andre retningslinjer på menneskerettighedsområdet og til at forbedre integrationen af den humanitære folkeret i alle aspekter af EU’s optræden udadtil;
glæder sig over rapporten af 30. september 2009 fra den uafhængige internationale undersøgelsesmission vedrørende konflikten i Georgien (Tagliavini-rapporten), og tilslutter sig dens vigtigste bemærkninger og konklusioner i henhold til humanitær folkeret og juraen på menneskerettighedsområdet, navnlig behovet for at sikre fastlæggelse af ansvar og erstatning for alle de forbrydelser, der blev begået i august 2008, og forventer, at den omfattende baggrundsinformation, som rapporten indeholder, kan anvendes til retslige skridt på nationalt og internationalt plan med henblik på definitivt at sikre, at der placeres et ansvar for de forbrydelser, der blev begået under konflikten mellem Rusland og Georgien i august 2008;
beklager dybt, at den internationale humanitære folkeret blev overtrådt under den væbnede konflikt mellem Rusland og Georgien over Sydossetien og Abkhasien i august 2008, hvilket førte til hundreder af sårede og titusinder af fordrevne personer; minder om, at Rusland hidtil kun har opfyldt det første af de seks punkter, der indgår i landets våbenhvileaftale med Georgien; beklager den overlagte ødelæggelse af etnisk georgiske landsbyer i Sydossetien og Abkhasien under og efter konflikten; fremhæver, at disse krænkelser til dato er forblevet ustraffede;

Religions- og trosfrihed

understreger, at religions- og trosfrihed udgør en af de vigtigste og grundlæggende af alle menneskerettigheder, at de skal overholdes, og at betingelser vedrørende menneskerettigheder, som indgår i de bilaterale aftaler med tredjelande, bør håndhæves mere effektivt og med større virkning;
bifalder Rådets konklusioner om religionsfrihed og trosfrihed vedtaget i november 2009; anerkender religions- og trosfrihedens betydning for både religiøse og ikke-religiøse menneskers identitet, idet tro i enhver form udgør en vital del af det personlige og sociale tilhørsforhold; opfordrer Rådet og Kommissionen til at vedtage og gennemføre praktiske foranstaltninger til bekæmpelse af religiøs intolerance og diskrimination og fremme religions- og trosfrihed i hele verden, således som fremsat i ovennævnte konklusioner; opfordrer Rådet og Kommissionen til at inddrage Europa-Parlamentet, civilsamfundsorganisationer og andre relevante aktører i arbejdsprocessen;
opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at integrere religions- og trosfrihed i EU’s menneskerettighedspolitik og fremlægge en grundig evaluering af situationen vedrørende religions- og trosfrihed i EU’s årsberetning om menneskerettigheder;
opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at øge antallet af medarbejdere, som beskæftiger sig med religions- og trosfrihed i forbindelse med indsatsen udadtil, og til at skabe strukturer for denne indsats, især som led i oprettelsen af EU-Udenrigstjenesten; tilslutter sig, at spørgsmålet om respekt for religions- og trosfriheden gøres til en af EU-Udenrigstjenestens prioriteter, eftersom der over hele verden forekommer alvorlige krænkelser af denne frihed, og forfulgte religiøse mindretal i mange dele af verden klart har brug for beskyttelse;
opfordrer Rådet og Kommissionen til at tage hensyn til religion og dialogen med de religiøse myndigheder og organer, som er aktive i tværreligiøs dialog som led i konfliktforebyggelse, konfliktløsning og forsoning;
er fortsat dybt bekymret over, at diskrimination på grund af religion eller tro stadig eksisterer i alle verdens religioner, og at personer, der tilhører bestemte religionssamfund, herunder religiøse mindretal, stadig fratages deres menneskerettigheder i mange lande, som f.eks. Nordkorea, Iran, Saudi-Arabien, Somalia, Maldiverne, Afghanistan, Yemen, Mauretanien, Laos, Usbekistan, Eritrea, Irak, Pakistan og Egypten; fordømmer de kinesiske myndigheder for deres forfølgelse af personer, der praktiserer deres religion uden for de officielt tilladte rammer, herunder kristne, muslimer, buddhister og Falun Gong-tilhængere; opfordrer Kina til at efterkomme sit løfte om at ratificere den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; opfordrer indtrængende de kinesiske myndigheder til at afstå fra deres undertrykkelsespolitik i Tibet, som i sidste ende kan føre til udslettelse af den tibetanske religion og kultur; fordømmer de iranske myndigheders forfølgelse af personer, der tilhører religiøse mindretal, herunder kristne, bahá’í og muslimer, som er konverteret eller har afsværget religion; opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at beskytte religiøse mindretal i overensstemmelse med landets forpligtelser i henhold til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; opfordrer indtrængende myndighederne i Den Russiske Føderation til at udstede et moratorium for gennemførelsen af loven fra 2002 om bekæmpelse af ekstremistiske aktiviteter, idet denne lov i vid udstrækning misbruges til forfølgelse af fredelige religiøse mindretalsgrupper; udtrykker bekymring over situationen for det montagnardkristne mindretal, der bor i Vietnams centrale højland; minder de vietnamesiske myndigheder om, at mindretallenes rettigheder omfatter frihed til uindskrænket religionsudøvelse, foreningsfrihed og ytringsfrihed, ret til deltagelse i fredelige forsamlinger, lige adgang til at eje og dyrke jord samt ret til fuldt og helt at deltage i beslutningstagningen om spørgsmål, der vedrører dem, herunder om økonomiske udviklingsprojekter og spørgsmål i forbindelse med genbosættelse;
opfordrer indtrængende EU til at udvikle et sæt redskaber til at fremme religions- og trosfriheden gennem dens indsats udadtil, til at anse religions- og trosfrihed for grundlæggende, at inkludere en tjekliste over de frihedsrettigheder, der nødvendigvis indgår i religions- og trosfriheden, for at kunne vurdere, hvorvidt de respekteres, og til at inkludere mekanismer til afdækning af krænkelser af religions- og trosfriheden for således at styrke indsatsen for at fremme religions- og trosfrihed gennem embedsfolkenes arbejde, især inden for EU-Udenrigstjenesten, samt til at inddrage civilsamfundsorganisationer i udarbejdelsen af dette sæt redskaber;
udtrykker tilfredshed med EU’s fortsatte principielle holdning i forbindelse med FN’s Generalforsamlings og UNHRC‘s resolutioner om bekæmpelse af religionskrænkelse; udtrykker tilfredshed med resolutionen om afskaffelse af alle former for intolerance og diskrimination på grund af religion og tro, der var fremlagt af EU; opfordrer EU til fortsat at stræbe efter at finde en balance mellem ytringsfriheden og et forbud mod tilskyndelse til religiøst had; opfordrer EU til at gå ind i en konstruktiv dialog med Den Islamiske Samarbejdsorganisation og andre tilhængere af princippet om religionskrænkelse;
understreger, at den internationale menneskerettighedsret anerkender religions- og trosfrihed uanset registreringsstatus, hvorfor registrering ikke bør være en obligatorisk forudsætning for at udøve ens religion; påpeger endvidere med bekymring, at religiøse grupper i Aserbajdsjan, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan og Vietnam har pligt til at lade sig registrere hos regeringen og underordne sig regeringskontrollerede bestyrelser, der blander sig i deres religiøse autonomi og begrænser deres aktiviteter;
opfordrer Rusland til at udstede et moratorium for gennemførelsen af loven fra 2002 om bekæmpelse af ekstremistiske aktiviteter, idet denne lov bruges og misbruges til at indskrænke religionsfriheden og til at undertrykke og forsøge at forbyde ikke-voldelige religiøse grupper; bemærker desuden med stor bekymring, at 265 religiøse og trosbaserede organisationer er opført på den sorte liste over såkaldte ekstremistiske organisationer;
opfordrer desuden følgende lande til at ophæve restriktionerne på forenings- og forsamlingsfriheden for religiøse grupper og til at respektere religions- og trosfriheden: Saudi-Arabien, Egypten, Eritrea, Iran, Somalia, Yemen, Belarus, Nordkorea og Laos;
understreger de hindringer, som i dele af verden, f.eks. Saudi-Arabien, Indonesien, Pakistan, Irak, Somalia og Sudan, stadig hindrer en uindskrænket trosudøvelse, både på det individuelle og kollektive niveau, såvel som den voksende intolerance over for religiøse mindretal i lande med veletablerede demokratier, som f.eks. Indien, og opfordrer Kommissionen til som led i de relevante politiske dialoger at fremhæve disse spørgsmål;
fordømmer udtrykkeligt enhver kriminalisering eller afstraffelse af religiøst frafald i forbindelse med konvertering fra én religion til en anden eller fra én religiøs retning til en anden, således som dette stadig forekommer i de fleste mellemøstlige og nordafrikanske lande; opfordrer EU-institutionerne til at lægge pres på disse lande for at få dem til at indstille denne praksis, navnlig hvor den foreskrevne straf er henrettelse; er dybt bekymret over den praksis med tvangskonvertering, som stadig finder sted i lande som Saudi-Arabien og Egypten, og udbeder sig fra EU-institutionernes side en klar forpligtelse til at bekæmpe sådanne krænkelser af menneskerettighederne;
henviser til, at det i en række lande verden over stadig er almindelig praksis at forbyde, beslaglægge og destruere helligdomme og religiøse publikationer og forbyde uddannelsen af præsteskab; opfordrer indtrængende EU-institutionerne til i deres kontakter med de relevante regeringer at tilskynde de lande, hvor blasfemilovgivning anvendes til at forfølge medlemmer af religiøse mindretal, til at ændre eller afskaffe sådanne bestemmelser;
understreger, at samvittighedsfrihed udgør en grundlæggende værdi for EU, idet den omfatter retten til at tro eller ikke tro og friheden til at praktisere den personligt valgte tro;

Ytringsfrihed

er bekymret over, at ytringsfriheden udsættes for forskellige nye former for angreb, især gennem brug af moderne teknologier såsom internettet; gentager, at ytringsfrihed omfatter retten til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel;
anerkender, at nye teknologier giver enestående muligheder for at deltage i det offentlige liv, udtrykke meninger, få adgang til information om menneskerettigheder og udbrede kendskabet til krænkelser af menneskerettigheder i resten af verden; er bekymret over, at stater i stigende omfang bruger sofistikerede teknikker, såsom teknologier med dobbelt anvendelse, til at censurere information og overvåge aktiviteter på internettet, og at chikane, forfølgelse og endda tilbageholdelse og fængsling af personer, der bruger internettet til at udøve deres menings- og ytringsfrihed, er forekommet i en række lande;
opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at føre an i vedtagelsen af en holdning og udviklingen af konkrete politiske tiltag, hvorved EU kan handle som en global aktør, når det drejer sig om internetfrihed, både ved at imødegå trusler mod menneskerettighederne ved hjælp af ny teknologi og ved at benytte disse til at øge mulighederne for at beskytte og støtte menneskerettighederne;
opfordrer indtrængende lande, der begrænser adgangen til internettet, til at ophæve deres indskrænkning af den frie informationsstrøm; konstaterer, at listen over “internetfjender” ifølge Journalister Uden Grænser omfatter følgende stater, der i udstrakt grad censurerer internettet: Belarus, Cuba, Egypten, Iran, Kina, Myanmar/Burma, Nordkorea, Saudi-Arabien, Syrien, Tunesien, Turkmenistan, Usbekistan og Vietnam;
opfordrer indtrængende Kommissionen til at lave en liste over personer, der er ansvarlige for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, såsom tortur, censur, voldtægt og udenretslige henrettelser i Iran, ikke mindst i kølvandet på valget i 2009, og til at overveje at indføre sanktioner mod dem i form af indefrysning af aktiver og indrejseforbud;
støtter retten til frit at give udtryk for synspunkter og holde fredelige forsamlinger i Rusland, som formelt, men ikke reelt er garanteret i artikel 31 i den russiske forfatning; udtrykker solidaritet med organisatorerne og deltagerne i “strategi 31”, som er en række borgerdemonstrationer til støtte for denne rettighed, der startede den 31. juli 2009 og finder sted på Triumfalnaya-pladsen i Moskva den 31. i hver måned med 31 dage; beklager, at – bortset fra den allerseneste den 31. oktober 2010 – er Strategi 31-demonstrationerne hidtil blevet nægtet tilladelse fra myndighederne med den begrundelse, at der var planlagt andre aktiviteter, der skulle finde sted på Triumfalnaya-pladsen på samme tidspunkt; er dybt bekymret over, at det russiske politi den 31. december 2009 blandt dusinvis af andre fredelige demonstranter tilbageholdt formanden for Moskvas Helsinkigruppe, Ljudmilla Aleksejevna, der kun få uger inden, hun blev tilbageholdt, havde modtaget Parlamentets Sakharovpris; tilslutter sig opfordringen fra den russiske menneskerettighedskommissær Vladimir Lukin om at iværksætte en undersøgelse af politiets hårdhændede fremfærd under demonstrationerne den 31. maj 2010;
er dybt bekymret over den manglende ytringsfrihed i Venezuela og Cuba, grebet om nyhedsmedierne, den indskrænkede og kontrollerede brug af internettet og forsøgene på at undertrykke meningsforskelle;

Menneskerettigheder og bekæmpelse af terrorisme

fordømmer enhver form for terrorisme; minder om, at på verdensplan har terrorismen resulteret i drab af tusinder uskyldige civile og knust tilværelsen for mange familier; mener, at det i tilfælde af terrorangreb er afgørende først og fremmest at tale om ofrenes rettigheder og ikke om gerningsmændenes; understreger nødvendigheden af at sikre, at terroristerne bringes for en domstol;
konstaterer, at foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme har resulteret i krænkelser af de grundlæggende menneskerettigheder i en række lande rundt om i verden ved, at der er gennemført uforholdsmæssige overvågningsforanstaltninger, foretaget illegale tilbageholdelser og anvendt tortur som en metode til at fremtvinge oplysninger fra terrormistænkte; udtrykker bekymring over, at visse lande benytter terrorbekæmpelse som et påskud for at slå ned på etniske mindretal og lokale menneskerettighedsforkæmpere, og opfordrer indtrængende til, at kampen mod terrorisme ikke bruges som et argument for at begrænse eller forbyde menneskerettighedsforkæmperes lovlige og legitime aktiviteter; fordømmer disse brud på menneskerettighederne og understreger EU’s holdning om, at kampen mod terrorisme skal føres med fuldstændig respekt for de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet, og er af den mening, at de borgerlige frihedsrettigheder ikke må undergraves i kampen mod terrorisme;
opfordrer Kommissionen og Rådet til ved bilaterale drøftelser med tredjelande om politik og menneskerettigheder at benytte lejligheden til at minde om, at menneskerettighederne skal respekteres ved bekæmpelse af terrorisme, og at antiterrorpolitik under ingen omstændigheder kan instrumentaliseres og bruges imod menneskerettighedsforkæmpere eller politiske modstandere; opfordrer særligt Unionens højtstående repræsentant til offentligt at fordømme menneskerettighedsovertrædelser i forbindelse med antiterrorpolitik og -operationer;
ønsker en bedre koordinering og udveksling mellem Terrorismegruppen (COTER) og arbejdsgruppen for menneskerettigheder (COHOM) på dette område med henblik på at fordømme tilfælde af misbrug af antiterrorpolitik over for menneskerettighedsforkæmpere ved systematisk at træffe forholdsregler ud fra EU’s retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere og med udgangspunkt i EU’s retningslinjer om tortur at indtage samme standpunkt i tilfælde af tortur og mishandling i forbindelse med terrorbekæmpelse;
minder om USA’s præsident Barack Obamas beslutning om at lukke fangelejren Guantánamo Bay i januar 2009; udtrykker sin beklagelse over, at denne beslutning endnu ikke har kunnet gennemføres fuldt ud; minder om sin beslutning af 13. juni 2006 om fangernes situation i Guantánamo, hvori det understreges, at alle fanger bør behandles i overensstemmelse med den internationale humanitære folkeret, og at de, såfremt de anklages, har ret til omgående at få deres sag prøvet ved en upartisk og offentlig instans; minder om EU og USA’s fælles erklæring af 15. juni 2009 om lukningen af Guantánamofangelejren og det fremtidige samarbejde om terrorbekæmpelse, hvori der udtrykkes tilfredshed med de amerikanske planer om at lukke hemmelige fangelejre; opfordrer USA’s regering til fuldt ud at leve op til sine forpligtelser; opfordrer EU’s medlemsstater til at vedtage en koordineret handlingsplan om at bistå USA med lukningen af Guantánamolejren ved at give flygtningestatus til tidligere fanger, som ikke er anklaget for forbrydelser og ikke kan sendes til deres hjemland eller genbosættes i USA; bifalder det konstruktive engagement, der udvises af en række medlemsstater, som bestræber sig på at hjælpe med modtagelsen af visse tidligere Guantánamofanger og med at skaffe opholdssteder til nogle af de personer, der er blevet godkendt til løsladelse; bemærker imidlertid, at kun følgende af EU’s medlemsstater hidtil har indvilliget i at modtage fanger: Tyskland, Irland, Slovakiet, Danmark, Det Forenede Kongerige, Spanien, Portugal, Belgien, Frankrig, Ungarn og Italien; er bekymret over, at USA stadig tilbageholder fanger uden dom, f.eks. på Bagram-luftbasen i Afghanistan;
konstaterer, at der under det franske formandskab blev afholdt et indledende romatopmøde den 16. september 2008, og at et andet, tilsvarende topmøde afholdtes den 9.-10. april 2010 under det spanske formandskab; konstaterer med den dybeste bekymring, at der inden for EU er foregået tvangsudvisning af romasamfund, og at der i stigende grad anvendes fremmedhadsk og truende tale om mindretals- og indvandrergrupper; gentager sin tidligere opfordring til medlemsstaterne om fuldt ud at leve op til deres forpligtelser i henhold til EU-retten og opfordrer Kommissionen til, såfremt medlemsstaterne ikke gør dette, at handle regelret og konsekvent i forbindelse med overtrædelsessager;
konstaterer, at den fælles beslutningsprocedure efter Lissabontraktatens ikrafttræden gælder for direktiver og andre former for lovgivning om kampen mod terror og organiseret kriminalitet, mens internationale aftaler angående dette anliggende kræver en samstemmende udtalelse fra Parlamentet; konstaterer, at disse ændringer vil give Parlamentet yderligere indflydelse, når det gælder om at finde den rette balance mellem sikkerhed og menneskerettigheder; agter derfor at handle i overensstemmelse med sine nye beføjelser ved konsekvent at kræve respekt og kamp for menneskerettigheder, borgerlige og politiske frihedsrettigheder og demokrati i forbindelse med alle EU’s kontakter med tredjelande og regionale organisationer;
gentager, at den enkelte medlemsstat har en egentlig pligt til at beskytte identificerbare potentielle ofre, som er i reel og umiddelbar fare for terrorhandlinger, og tilføjer, at alle medlemsstater skal træffe alle rimelige foranstaltninger for at indføre procedurer med henblik på at forebygge terroraktivitet og minimere bivirkninger af antiterroraktiviteter;
minder om Rådets rammeafgørelse fra marts 2001 om ofre for terrorisme, herunder bistand i nødsituationer, permanent bistand, efterforskning og retsforfølgelse, reel adgang til lov og ret, retspleje, erstatning, beskyttelse af ofres privat- og familieliv, beskyttelse af ofres værdighed og sikkerhed, oplysninger til ofre og særlig uddannelse for dem, der er ansvarlige for at hjælpe ofre;

Menneskerettighedsdialoger og -konsultationer med tredjelande

udtrykker sin skuffelse over, at der ikke er gjort fremskridt med hensyn til visse menneskerettighedsdialoger og -konsultationer; konstaterer, at inddragelsen af civilsamfundet i disse dialoger og konsultationer ikke er systematisk garanteret og sommetider er underlagt begrænsninger fra parter uden for EU; foruroliges over, at der er regeringer, der, selv når sager er blevet rejst, ikke opfylder deres pligt til at aflægge EU beretning om de individuelle og strukturelle spørgsmål, der er kommet frem under dialogen;
kræver reel deltagelse fra Parlamentets side i de løbende evalueringer af menneskerettighedsdialogerne og -konsultationerne; slår til lyd for ubegrænset tilgang til resultatdokumenter og andre relevante kilder; forventer som et resultat af vurderingerne, at der udvikles klare indikatorer, der kan måle virkningerne af dialogerne, samt klart udformede forslag for hvert enkelt lands vedkommende til, hvordan resultaterne kan forbedres og fiaskoer kan undgå at blive gentaget i forbindelse med EU-menneskerettighedskonsultationer;
opfordrer EU-institutionerne til gensidigt at sørge for gennemsigtighed og sammenhæng, hvad angår mål, værdier og holdninger på dette område;
understreger nødvendigheden af at lade konklusionerne på menneskerettighedsdialogerne og -konsultationerne vinde indpas på EU’s topmøder med Unionens partnere;
er af den opfattelse, at menneskerettighedsdialoger og -konsultationer generelt skal planlægges og gennemføres på gennemsigtig vis og at på forhånd fastlagte målsætninger evalueres umiddelbart efter; opfordrer Rådet og Kommissionen til at lægge pres på tredjelandes myndigheder med henblik på bred ministeriel deltagelse på højt plan i dialogerne og konsultationerne;
opfordrer EU’s tiltrædelseslande til på deres territorier at tilsikre et højere niveau for menneskerettighedsbeskyttelse, svarende til det, der er fastsat i chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder;
opfordrer Kommissionen og Rådet til under deres menneskerettighedskonsultationer og -dialoger med tredjelande at lægge kraftig vægt på etniske og religiøse mindretals situation og de hyppige krænkelser af disses rettigheder;
glæder sig over en stærkere koordinering og et tættere samarbejde mellem USA og EU på menneskerettighedsområdet;
bifalder etableringen af menneskerettighedsdialoger med hver enkelt af de centralasiatiske stater, Tadsjikistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Turkmenistan og Usbekistan, samt afholdelsen af endnu en dialog med hvert enkelt land, der fandt sted frem til november 2009; bifalder endvidere afholdelsen af det første EU/usbekiske civilsamfundsseminar om menneskerettighedsdialogen i oktober 2008; beklager, at menneskerettighedsdialogerne mellem EU og Kina ikke har givet resultater i retning af forbedringer, hvad angår specifikke menneskerettighedskrænkelser i Kina; påpeger, at menneskerettighedssituationen i Kina trods små skridt fra de kinesiske myndigheders side i den rigtige retning (arbejdsreform, Den Øverste Folkerets omstødelse af dødsdomme) fortsat forværres og præges af voksende social uro og stærkere kontrol og undertrykkelse af menneskerettighedsforkæmpere, sagførere, bloggere og samfundsaktivister, samt af en målrettet politik til marginalisering af tibetanere og deres kulturelle identitet; er dybt foruroliget over, at der ikke sker fremskridt i den kinesisk-tibetanske dialog; er dybt bekymret over den forværrede menneskerettighedssituation for uighur-befolkningen i Kina, fordømmer den langvarige undertrykkelse i Øst-Turkestan og beklager, at de kinesiske myndigheder ikke efterlever de frihedsgarantier, såsom ytrings-, demonstrations-, forsamlingsfrihed og personlig frihed, der er fastsat i forfatningen for Folkerepublikken Kina; beklager også, at Folkerepublikken Kina praktiserer tvangsforflyttelse af befolkningen med det formål at udtynde uighur-folkets kultur og opbryde dets fællesskab; udtrykker sin skuffelse over, at menneskerettighedskonsultationerne mellem EU og Rusland ikke har givet væsentlige resultater; glæder sig over, at der i 2009 indledtes menneskerettighedsdialoger med Indonesien og afholdtes de første dialogmøder med Georgien og Armenien; mener, at sådanne menneskerettighedsdialoger ganske vist sætter et tiltrængt fokus på menneskerettighedsspørgsmål i EU’s eksterne forbindelser, men ikke må blive et mål i sig selv, idet de skal koncentreres om at sikre, at der sættes en opfølgning i gang, hvad angår de spørgsmål, der rejses og drøftes under disse dialoger; beklager de manglende resultater af menneskerettighedsdialogen med Indien og er skuffet over, at spørgsmålet om kastebaseret diskrimination ikke blev drøftet under den seneste menneskerettighedsdialog;
kræver, at der forud for hver enkelt af EU’s menneskerettighedsdialoger med tredjelande sker en nøje koordinering mellem EU’s medlemsstater, Kommissionen og Agenturet for Grundlæggende Rettigheder; påpeger, at det er nødvendigt for EU at kunne håndtere menneskerettighedskrænkelser inden for Unionen, såfremt den skal kunne fremstå på verdensscenen som en ledestjerne for menneskerettighederne;
bifalder den første menneskerettighedsdialog mellem EU og Belarus, der fandt sted i juni 2009, men beklager, at menneskerettighedssituationen i dette land fortsat er frygtelig og præget af vedvarende begrænsning af forenings-, forsamlings- og ytringsfriheden samt undertrykkelse af menneskerettighedsforkæmpere og journalister;
glæder sig over den mexicanske regerings indsats i kampen mod narkohandel og organiseret kriminalitet og forelæggelsen for Kongressen af et lovforslag om ændring af den militære straffelov; understreger, at det strategiske partnerskab mellem EU og Mexico bør ses som en mulighed for at styrke menneskerettighederne og demokratiet;
konstaterer, at Parlamentet i Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea) i april 2009 reviderede landets forfatning og blandt andet optog en bestemmelse i forfatningen om, at Nordkorea “respekterer og beskytter menneskerettighederne”; opfordrer indtrængende de nordkoreanske myndigheder til at tage konkrete og håndgribelige skridt i retning af at forbedre menneskerettighedssituationen, og opfordrer i den forbindelse myndighederne til at give tilladelse til, at uafhængige internationale eksperter inspicerer alle former for fangelejre, og at FN’s særlige rapportører besøger landet; understreger, at ikke blot forfatningsmæssige bestemmelser, men først og fremmest gennemførelse af konkrete foranstaltninger skal tages i betragtning i evalueringen af menneskerettighedssituationen i landet; opfordrer de nordkoreanske myndigheder til at lempe restriktionerne for internationale medarbejderes muligheder for at overvåge fordelingen af hjælp og sørge for, at den internationale bistand når ud til de nødlidende; opfordrer indtrængende Nordkoreas ledelse til at engagere sig konstruktivt i menneskerettighedsdialogen med EU;
er fortsat foruroliget over, at menneskerettighedsdialogen med Iran har været afbrudt siden 2004 på grund af Irans manglende samarbejdsvilje, og mener, at tiden er inde til, at det internationale samfund gør en indsats for at støtte det iranske civilsamfund på dette afgørende tidspunkt i landets demokratiske udviklingshistorie; opfordrer de iranske myndigheder til at genoptage denne dialog med henblik på at støtte alle de berørte parter i civilsamfundet, der er tilhængere af demokrati, og gennem fredelige og ikkevoldelige midler at støtte de igangværende processer, der kan føre til demokratiske, institutionelle og forfatningsmæssige reformer, sikre disse reformers bæredygtighed og inddragelse af alle iranske menneskerettighedsforkæmpere og repræsentanter for civilsamfundet i samtlige politiske processer, således at deres rolle i den generelle politiske debat styrkes; opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte og styrke disse reformprocesser; er dybt bekymret over forværringen i 2008 og 2009 af menneskerettighedssituationen i Iran og de vedvarende begrænsninger af ytrings- og forsamlingsfriheden; er i denne forbindelse dybt bekymret over undertrykkelsen af journalister, forfattere, lærde og kvinderettigheds- og menneskerettighedsforkæmpere; er fortsat bekymret over undertrykkelsen af etniske og religiøse mindretal i Iran;
bemærker, at der er konstateret en foruroligende autoritær tendens i Cambodja, hvilket understreges af, at det længe har været straffrit at krænke menneskerettighederne, og at personer tilhørende oppositionens politiske partier og andre politisk aktive har fået begrænset deres politiske råderum og ytringsfrihed; opfordrer Kommissionen til at gribe ind og genoplive Paris-aftalen fra 1991 om Cambodja;

Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder

anerkender, at økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder bør prioriteres ligeså højt som borgerlige og politiske rettigheder i betragtning af, at alle menneskerettigheder er universelle, udelelige, indbyrdes afhængige og gensidigt forbundne som bekræftet på verdenskonferencen om menneskerettigheder i 1993 i Wien; opfordrer indtrængende alle lande i verden til at undertegne den frivillige protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der blev fremlagt til undertegnelse den 24. september 2009;
understreger, at menneskerettigheder bl.a. omfatter retten til føde, vand og sanitet, uddannelse, tilstrækkelige boligforhold, anstændigt arbejde og social sikkerhed, og at disse rettigheder bør kombineres med rimelig adgang til naturressourcer på et bæredygtigt grundlag, også for de kommende generationer; anerkender, at det i de fleste tilfælde er fattigdom og dårlig offentlig forvaltning, der er årsag til, at disse rettigheder ikke overholdes; opfordrer EU til at gøre en større indsats for at opfylde 2015-målene i lyset af, at verden er langt fra at nå disse mål i 2015; gentager i denne forbindelse, at gennemførelsen af menneskerettighedsbaserede politikker har betydning for opfyldelsen af 2015-målene;
anerkender betydningen af Den Internationale Arbejdsorganisations overvågningssystem for forsvar af rettigheder på områderne handel og beskæftigelse, statistiske systemer, social beskyttelse og beskæftigelsespolitikker samt sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen;
opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for, at virksomheder henhørende under national ret eller EU-retten ikke tilsidesætter menneskerettighederne og de for dem gældende sundheds- og miljønormer, når de etablerer sig eller udøver deres aktiviteter i et tredjeland, navnlig et udviklingsland;
opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser over for udviklingslandene, hvad angår offentlig udviklingsstøtte (ODA), med henblik på at bekæmpe den globale økonomiske og finansielle krise og på denne måde reducere de negative følger, denne krise har haft for menneskerettighedssituationen i verden; bifalder den 10. særlige samling i UNHRC om den globale økonomiske og finansielle krises indvirkning på den universelle gennemførelse og den effektive udøvelse af menneskerettighederne fandt sted fredag den 20. februar 2009; opfordrer EU’s medlemsstater til på baggrund af krisen at bibeholde deres samarbejde med tredjelande om menneskerettighederne og insisterer på, at mangel på midler aldrig vil kunne anvendes som begrundelse for menneskerettighedskrænkelser;

Kommissionens programmer for ekstern bistand og EIDHR

glæder sig over, at der er blevet taget hensyn til alle Parlamentets prioriteringer i EIDHR-programmeringsdokumenterne for 2008 og 2009;
støtter EIDHR‘s bidrag, hovedsagelig gennem civilsamfundsprojekter gennemført af lokale og internationale civilsamfundsorganisationer (90 % af bidragene) og også gennem regionale og internationale organisationer på dette område, såsom Europarådet, OSCE og Kontoret for FN’s højkommissær for menneskerettigheder (10 % af bidragene);
konstaterer, at der i 2008-2009 blev ydet over 235 mio. EUR til menneskerettigheder og demokrati, hvilket gjorde det muligt at finansiere 900 projekter i omkring 100 lande, og at et særligt stort antal af projekterne blev finansieret i lande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, samtidig med at AVS-landene modtog det højeste samlede beløb; konstaterer med bekymring den bestående ubalance, der er til ugunst for alle andre demokratistøtte-projekter end valgobservation; mener, at EIDHR-midlerne bør øges betydeligt, således at der også bliver passende midler til en europæisk demokratifond, og for at støtte kapacitetsopbygning på menneskerettighedsområdet og fremme af demokrati i de samfund, der har størst behov;
understreger, at en af EIDHR‘s vigtigste forcer består i, at instrumentet ikke er afhængigt af værtslandets regerings samtykke, og at det derfor har mulighed for at koncentrere sig om følsomme politiske spørgsmål og innovative fremgangsmåder og kan samarbejde direkte med lokale civilsamfundsorganisationer, der skal bevare deres uafhængighed af offentlige myndigheder;
understreger vigtigheden af at bruge EIDHR som en metode til at reagere på trusler mod menneskerettighederne og til at sikre øget støtte til menneskerettighedsforkæmpere og ofre for krænkelser af menneskerettigheder; støtter et netværk af 11 EIDHR-finansierede organisationer, der fokuserer på at beskytte menneskerettighedsforkæmpere og sætte hurtigt ind i nødsituationer; går ind for, at der udformes specifikke strategier til at dække behovene hos forskellige kategorier af menneskerettighedsforkæmpere, herunder forkæmpere for LGBT-personers rettigheder, og personer tilknyttet undersøgelser af krænkelser af menneskerettigheder og den humanitære folkeret;
opfordrer Kommissionen til at sikre, at der er sammenhæng mellem EU’s politiske prioriteringer, dens partnerskabs- og samarbejdsaftaler og de projekter og programmer, der modtager støtte, navnlig i forbindelse med dens bilaterale programmering med tredjelande;
er opmærksom på de stadig foruroligende menneskerettighedssituation i Afrika og er overbevist om, at de afrikanske stater har taget et vigtigt skridt til fordel for retsstatsforholdene på hele kontinentet ved at vedtage det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder (også kaldet Banjul-chartret), og overvejer derfor at oprette en ad hoc-budgetpost til støtte for arbejdet i Den Afrikanske Domstol for Menneskers og Folks Rettigheder;
opfordrer Kommissionens personale til regelmæssigt at mødes med repræsentanter for civilsamfundet i Bruxelles for at fremme dialogen med de partnere, der omsætter projekterne i praksis på stedet;
bifalder spredningen af midler til menneskerettigheder gennem geografiske programmer, idet gennemførelsen af politikken på nationalt og regionalt plan understøttes af Den Europæiske Udviklingsfond (i landene i Afrika, Caribien og Stillehavet), Udviklings- og Samarbejdsinstrumentet (i Latinamerika, Asien og Sydafrika) og Det Europæiske Naboskabs- og Partnerskabsinstrument (i naboregionerne) samt gennem tematiske instrumenter såsom EIDHR, stabilitetsinstrumentet, DCI og ICI Plus;

Bistand til afholdelse af valg og valgobservation

bemærker med tilfredshed, at EU i stigende grad gør brug af valgbistand og valgobservation til at fremme demokrati i tredjelande og dermed øge respekten for menneskerettighederne, de grundlæggende friheder og retsstatsprincippet, og at kvaliteten og uafhængigheden af disse missioner nyder bred anerkendelse;
opfordrer Unionens højtstående repræsentant til at overvåge gennemførelsen af henstillinger i EU-valgobservationsmissionernes endelige rapporter, om nødvendigt sørge for opfølgningsassistance og regelmæssigt rapportere til Parlamentet herom;
gentager sin opfordring til, at valgproceduren, både i perioden før og efter valget, skal indarbejdes på de forskellige niveauer af den politiske dialog med de pågældende tredjelande og eventuelt kombineres med konkrete aktioner med henblik på at sikre sammenhængen i EU’s politikker og fastslå menneskerettighedernes og demokratiets centrale rolle;
opfordrer til øget opmærksomhed vedrørende udvælgelseskriterierne for de lande, hvor valgassistance/-observation vil finde sted, og til overholdelse af metodologien og reglerne på internationalt plan, navnlig vedrørende missionens uafhængighed og effektivitet;
glæder sig over størrelsen af finansieringsbeløbet, som i beretningsperiodens 18 måneder samlet set udgjorde over 50 mio. EUR;

Udnyttelse af Europa-Parlamentets indsats på menneskerettighedsområdet

opfordrer Rådet og Kommissionen til at gøre grundig brug af Parlamentets beslutninger og andre meddelelser og reagere konkret på de anliggender og ønsker, der er givet udtryk for, navnlig når det er tale om hastebeslutninger;
gentager, at det er nødvendigt i højere grad at synliggøre Sakharovprisen for tankefrihed, som Europa-Parlamentet uddeler hvert år; beklager, at der ikke sker nogen egentlig opfølgning med hensyn til kandidaternes og prismodtagernes velbefindende, og heller ikke hvad angår situationen i deres lande; opfordrer også Rådet og Kommissionen til at synliggøre denne pris, bl.a. ved at lade den omfatte af årsberetningen om menneskerettighederne; opfordrer endvidere Rådet og Kommissionen til at opretholde kontakten med Sakharovprisens kandidater og modtagere for at sikre en fortsat dialog og overvågning af menneskerettighedssituationen i deres respektive lande og for at yde beskyttelse til dem, der er udsat for skærpet forfølgelse;
minder Parlamentets delegationer om, at de systematisk skal sætte drøftelser om menneskerettigheder på dagsordener for interparlamentariske møder og under deres besøg skal besigtige projekter og institutioner, som er beregnet til at øge respekten for menneskerettighederne, og at de skal mødes med menneskerettighedsforkæmpere og om nødvendigt sørge for, at disse gøres synlige og beskyttes på internationalt plan;
bifalder etableringen af netværket af Sakharovprismodtagere; opfordrer indtrængende til, at der hurtigst muligt stilles de nødvendige midler til rådighed for at opnå dets mål og lette kommunikationen mellem Sakharovprismodtagere og Parlamentet ved at indrømme prismodtagerne en særlig status, der gør det muligt for dem at komme ind i Parlamentets bygninger gennem en forenklet procedure;
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, FN, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og regeringerne i de lande og territorier, der er nævnt i beslutningen.

* * *

Noter

[Retur] FN’s konvention imod tortur; FN’s konvention om barnets rettigheder; Konventionen for udryddelse af alle former for diskrimination mod kvinder; De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder; FN’s internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding.
[Retur] EFT C 379 af 7.12.1998, s. 265; EFT C 262 af 18.9.2001, s. 262; EFT C 293 E af 28.11.2002, s. 88; EUT C 271 E af 12.11.2003, s. 576; EUT C 279 E af 19.11.2009, s. 109; EUT C 15 E af 21.1.2010, s. 33; EUT C 15 E af 21.1.2010, s. 86; EUT C 87 E af 1.4.2010, s. 183; EUT C 117 E af 6.5.2010, s. 198; EUT C 212 E af 5.8.2010, s. 60; EUT C 265 E af 30.9.2010, s. 15; EUT C 286 E af 22.10.2010, s. 25.
[Retur] EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3; EUT C 303 af 14.12.2007, s. 1; EUT L 209 af 11.8.2005, s. 27.
[Retur] EUT L 386 af 29.12.2006, s. 1.
[Retur] EUT C 46 E af 24.2.2010, s. 71.
[Retur] Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0036.
[Retur] EUT C 250 E af 25.10.2007, s. 91.
[Retur] EUT C 74 E af 20.3.2008, s. 775.
[Retur] Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0226.
[Retur] EUT C 327 af 23.12.2005, s. 4.
[Retur] Rådsdokument 11179/10.
[Retur] EUT C 265 E af 30.9.2010, s. 3.
[Retur] EUT C 305 E af 11.11.2010, s. 9
[Retur] Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0443.
[Retur] I december 2009 var konventionen og den frivillige protokol blevet ratificeret af Belgien, Det Forenede Kongerige, Italien, Portugal, Slovenien, Spanien, Sverige, Tyskland, Ungarn og Østrig, mens 15 medlemsstater endnu ikke havde ratificeret den (Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Rumænien, Slovakiet); endvidere havde 19 medlemsstater undertegnet protokollen, men 10 havde endnu ikke ratificeret den (Bulgarien, Cypern, Finland, Frankrig, Litauen, Luxembourg, Malta, Rumænien, Slovakiet og den Tjekkiske Republik).
[Retur] Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0236.
[Retur] GAERC af 17. november 2009.

Beslutningen hos Europa-Parlamentet.

Noter af Tina Thranesen

[Retur til a] [Retur til b] [Retur til c] [Retur til d] [Retur til e] Ordet “transseksuelle”, der anvendes fem steder i teksten, er forkert oversat.
I den originale engelsksprogede tekst anvendes ordet “transgender, der betyder transkønnet og er en fællesbetegnelse om transvestitter og transseksuelle.
[Retur til f] Henvisningen til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0339/2010) er henvisning til betænkningen til herværende vedtagne tekst.