Af Valborg Ravn.
Kybele eller Cybele er en gammel Frygisk modergudine fra Anatolien (i dag det vestlige Tyrkiet). Tilbedelsen af hende var i klassisk tid udbredt over hele det romerske rige. Hun herskede over de vilde dyr, og hun kørte i en vogn, trukket af han-løver.
Kybeles præsteskab bestod dels af kvinder kaldet Mellissae, dels af kastrerede mænd iført dametøj kaldet Galli/ eller Gallea. Sidstnævnte er af historikere traditionelt blevet betegnet som ‘eunukker,’ men i og med at de levede og omtalte sig selv som kvinder, er det mere rimeligt at betragte dem som vore dages post-opererede transseksuelle.
Dyrkelsen af Kybele er da også i takt med den moderne hedenske bevægelse blevet genoptaget af netop transseksuelle.
Gudindereligion er ikke noget ukendt fænomen indenfor moderne hedendom. Især er Wicca religionen bygget op omkring en generisk modergudinde og hendes hornede gemal. Wicca er idag mange forskellige ting, men særligt inden for den gren der hedder ‘Dianic Wicca’ er gudindedyrkelsen blevet enerÃ¥dende og visse steder endda rent monoteistisk.
Mange gange er disse moderne gudindereligioner udelukkende forbeholdt kvinder. Ofte afviser de endda transseksuelle og kan udvise en lettere trans-fobisk holdning. Især det sidste stÃ¥r i kontrast til oldtidens gudinde-religioner. Selv om disse i et vist omfang kunne udelukke almindelige mænd eller i det mindste virke afskrækkende pÃ¥ dem, var det ikke ualmindeligt at de havde et præsteskab af bÃ¥de kvinder og ‘transseksuelle.’ Den babylonske gudinde, Inanna, der ogsÃ¥ gik under navnet Ishtar, havde hele to typer af mandlige præster. Den ene slags kaldtes Assinnu og havde knust deres testikler mellem to kampesten. Den anden slags havde kronjuvelerne i behold, men bar en dragt der var kvindelig pÃ¥ den ene side og mandlig pÃ¥ den anden. Disse kaldtes kurgarru.
Også denne gudindes kananæiske form Astarte eller Asherah havde mandlige præster iklædt kvindetøj. I den jødiske bibel er de beskrevet som Qedeshim. Det er muligvis disse Qedeshim, der er baggrunden for biblens forbud mod at iføre sig det modsatte køns tøj, da jødedommen med dens patriarkalske gud stod i modsætningsforhold til den mere rummelige Kaananæiske religion.
De moderne kybeledyrkere har valgt den kybelinske religion, fordi det var den gudinde-religion, der var mest udbredt i den klassiske oldtid. De er meget bevidst om, ikke at ville skabe bare en ny gren af Wicca-religionen, som de ser som elitær og mandehadende.
Kybeledyrkerne er rekonstruktivister. De ønsker at genoprette den gamle Kybele-dyrkelse ud fra historisk kilder og arkæologiske vidnesbyrd. De har også været involveret i genopdagelsen af det gamle Kybele-tempel i Rom.
Det vides ikke, hvor længe man har dyrket gudinden Kybele, men i en arkæologisk udgravning ved Çatal Hüyük (udtales tja-tal hø-jyk) nær Konya i det sydlige Tyrkiet er der fundet en over 8000 Ã¥r gammel figur af en modergudinde, der ligesom senere afbildninger af Kybele er flankeret af to løver. Figuren peger ogsÃ¥ bagud i tid, i det gudinden har samme kropsideal, som de endnu ældre gudindebiller af ‘Venus fra Wellendorf’ typpen.
Der er ingen, der kan vide, hvilket navn Çatal Hüyük gudinden havde, men arkæologiske fund vidner om, at en modergudinde er blevet dyrket i det vestlige Lilleasien helt frem til klassisk tid.
Navnet Kybele er frygisk og betyder ‘hende fra bjerget.’ Med bjerget hentydes formodentlig til Idabjerget og i græsk oversættelse kaldes hun netop ‘Den store moder fra Idabjerget.’
Allerede ved begyndelsen af den klasiske oldtid havde Kybele-dyrkelsen spredt sig til egne rundt om Middelhavet. Det var ikke alle steder, de blev lige godt modtaget. Der er en græsk beretning om en skytisk prins, der i Frygien var blevet indviet til Kybele, men da han kom hjem til Skytien og forsøgte at indføre Kybeledyrkelsen der, blev han dræbt af sin bror.
Også i Athen blev en omvandrende Kybele- Galli fundet dræbt og smidt på en mødding. Det betød imidlertid, at en masse ulykker væltede ind over den athenske bystat. Disse ulykker holdt først op, da Athen byggede et officielt Kybele-tempel.
I Rom blev Kybeledyrkelsen også indført i en tid med trængsel og ulykke for romerne. Under den anden puniske krig spåede det sibyllinske orakel, at Rom ville sejre, hvis den store moder fra Frygien blev ført til Rom. Så længe hun blev æret i byen, ville det romerske rige bestå. Romerne regnede selv sin oprindelse til Troja i Lilleasien. Det blev så tribunen Scipio, der selv hentede de Frygiske Kybele-præster, med samt gudindens billede til byen. Det fortælles, at da båden med gudindens billede løb på en banke i Tiberen, sprang en prostitueret kvinde ud i floden og hev båden i land og reddede således sit rygte.
Senere slog tribunen Scipio den puniske general Hannibal og det romerske rige blomstrede lige ind til de kristne kejsere afskaffede Kybeledyrkelsen.
Nu er Kybeledyrkelsen så ved at komme til ære og værdighed igen. Dog hverken i Italien eller Anatolien, men i USA. Siden 2002 har der så eksisteret et Kybele Maetreum i Palenville i staten NewYork
Artikel har tidligere været bragt i Tidsskriftet Valravn og er tilføjet her af Lisbeth Merete Lund med tilladelse fra forfatteren og tidsskriftet.
Læs selv Maetreum of Cybele, Magna Mater!