Retsstillingen for transseksuelle i Danmark under kønsskifte. 19. oktober 2002.

Christina Ladefoged skrev i 2002, da hun var studerende ved Ã…rhus Universitet,
som led i færdiggørelsen af sit juridisk studium sit speciale

5. Konklusion
6. Litteraturliste
7. Tilladelse

[Til indholdsfortegnelsen] 1. Indledning.
Da der ofte hersker en del usikkerhed omkring, hvad transseksualitet egentlig er, vil der i afsnit 1.1. kort blive redegjort herfor. I afsnit 1.2. vil en række af de juridiske problemstillinger, som transseksuelles ønske om kønsskifte fører med sig, blive beskrevet

[Til indholdsfortegnelsen] 1.1.Begrebet transseksualitet.
I daglig tale opfattes en transseksuel, som en person, der er uvenner med sit biologiske køn, en person hvis kønsidentitet, dvs. opfattelse af sig selv som tilhørende det ene eller andet køn, er i uoverensstemmelse med vedkommendes fysiske udseende.
Der har formentlig altid eksisteret det, vi i dag kalder transseksuelle, det er alene betegnelsen, der er af nyere dato. Der findes sÃ¥ledes adskillige myter og historiske beretninger om kønsforvandling. F.eks. fortæller den romerske digter Ovid, der levede for 2000 Ã¥r siden, i sin bog “Metamorfoser”, flere myter om kønsforvandling, heriblandt myten om Hermafroditus, der var søn af Afrodite og Hermes, og som blev halv mand og halv kvinde efter sit møde med nymfen Salmacis, og myten om Tiresias, der i 7 Ã¥r levede som kvinde. Platon har i “Symposion” ligeledes beskæftiget sig med emnet, og der findes beretninger om kønsforvandling fra sÃ¥vel Østasien, Indonesien, Sydamerika, og Nordamerika. Forestilling om kønsskifte er sÃ¥ledes et transkulturelt fænomen.

Betegnelsen transseksuel blev indført af Cauldwell i 1949, men blev først alment kendt i 1950’erne. Indtil da havde der længe hersket en del forvirring omkring transseksualitetens natur, idet mange var af den opfattelse, at ønsket om at skifte køn meldte sig, nÃ¥r man i længere tid havde følt trang til at klæde sig som kvinde, dvs. transseksualitet blev opfattet som en del, eller en videreførelse, af transvestitisme. I dag anvendes betegnelsen “gender dysphoria syndrom” desuden ofte om transseksuelle.
Der er fortsat stor uenighed om årsagerne til transseksualitet. Således mener nogen, at der er tale om en genetisk disposition, mens andre hævder, at der er tale om en tidlig psykologisk disposition, endnu andre mener, at årsagen er af sociologisk karakter, mens andre igen er af den opfattelse, at årsagen er en hormonal defekt, der straks efter fødslen forhindrer den transseksuelle i at reagere på de kønshormoner, der svarer til vedkommendes biologiske køn. Endnu har ingen teori opnået bred international anerkendelse.
Hvad angår behandlingen af transseksuelle, så er der i dag i vid udstrækning enighed om, at psykologiske, psykiatriske eller tilsvarende behandlingsmetoder ikke udgør nogen afgørende hjælp for de transseksuelle. Således har det eneste effektive middel til afhjælpning af den transseksuelles fastlåste splittelse mellem sin kønsidentitet og fysiske fremtoning vist sig at være et såkaldt kønsskifte, hvor man ved hjælp af hormoner og kirurgiske indgreb søger at skabe overensstemmelse mellem den transseksuelles kønsidentitet og ydre fremtoning.

Historiens nok første transseksuelle, der gennemgik en kønsskifteoperation, var Dora, ogsÃ¥ kaldet “Dorchen Richter“. Operationen fandt sted i Tyskland i 1920’erne. Det var ogsÃ¥ i Tyskland, nærmere bestemt “Frauenklinik” i Dresden, at en af historiens mest kendte transseksuelle blev opereret omkring 1930. Det var den danske kunstmaler Einar Wegener, nok mere kendt under sit nye navn Lili Elbe. Den første kønsskifteoperation, der blev fortaget i Danmark, fandt sted i 1951 pÃ¥ Rigshospitalet og blev foretaget pÃ¥ en ung amerikaner med danske forfædre ved navn George Jorgensen, den senere verdensberømte Christine Jorgensen. Danmark kom dermed pÃ¥ forsiden af aviserne verden over. Siden 50’erne er der pÃ¥ verdensplan blevet foretaget utallige kønsskifteoperationer. I Danmark foretages der i gennemsnit et par kønsskifteoperationer om Ã¥ret.

[Til indholdsfortegnelsen] 1.2. transseksualitet i et juridisk perspektiv
De juridiske problemer, der opstÃ¥r som følge af transseksuelles ønske om at skifte køn, er ikke alene talrige men ogsÃ¥ vanskelige. Et kønsskifte rejser f.eks. spørgsmÃ¥let om, hvorvidt der overhovedet bør ske en anerkendelse af individets nye kønsidentitet, og dermed hvilken definition af køn man bør anvende – om man i juridisk sammenhæng udelukkende skal henholde sig til den medicinske definition, eller om der eksisterer, eller burde eksistere, en juridisk kønsdefinition uafhængigt af den medicinske. Der udover rejser kønsskifte spørgsmÃ¥let om, i hvilken udstrækning der bør ske anerkendelse – fuldt ud, sÃ¥ledes at det f.eks. vil være muligt for en kønsskifteopereret at gifte sig med en person af sit tidligere køn, eller alene delvis anerkendelse. En afgørelse af disse spørgsmÃ¥l vil ofte, udover en streng juridiske stillingtagen til problemerne, indeholde en etisk, moralsk eller kulturel stillingtagen til fænomenet transseksualitet. Af samme grund vil løsningen pÃ¥ de ovenfor opridsede problemstillinger ofte variere meget fra land til land. Udformningen af disse løsninger vil ligeledes variere, sÃ¥ledes er der i visse lande vedtaget specifikke love eller lovbestemmelser, der regulerer transseksuelles retsstilling, mens retstilstanden i andre lande beror pÃ¥ administrativ praksis eller retspraksis.

For transseksuelle, der har gennemgået en kønsskifteoperation, er juridisk anerkendelse af deres kønsidentitet naturligvis utrolig vigtig, ikke alene for deres selvfølelse, men også af rent praktiske årsager. I lande som Danmark, hvor navne er kønsspecifikke, og hvor CPR-numre, hvis sidste ciffer indikerer indehaverens køn, anvendes i vid udstrækning, vil en nægtelse af juridisk anerkendelse af et foretaget kønsskifte, betyde, at transseksuelle vil opleve endog meget store vanskeligheder i f.m. foretagelsen af selv helt dagligdags handlinger, såsom at få sig et lånerkort på et bibliotek, betale med Dankort, gennemgå en færdselskontrol, få aktindsigt i egne journaler hos det offentlige, tage på ferie i udlandet, afgive deres stemme ved alle former for valg, osv..
I de senere Ã¥r er der sket en øget fokusering pÃ¥ individers rettigheder, herunder den enkeltes ret til at leve sit liv som vedkommende selv ønsker det – uden unødig indblanding fra staten eller andre, men ogsÃ¥ pÃ¥ menneskerettighederne, som disse er fastlagt i internationale konventioner. Denne øgede fokusering har ogsÃ¥ omfattet personer med en anden seksualitet eller kønsidentitet end den gennemsnitlige befolknings. I takt med denne udvikling er forstÃ¥elsen for samt accepten og anerkendelsen af minoritetsgruppers rettigheder vokset. I forlængelse heraf og i sammenhæng med den voksende information om transseksuelle i bøger, herunder biografier, avisartikler, tv-udsendelser, er ogsÃ¥ forstÃ¥elsen for de specielle problemer transseksuelle stÃ¥r overfor øget, mens de kritiske røster imod juridisk anerkendelse af et foretaget kønsskifte er blevet stadigt færre.

Retstilstanden i Danmark er i dag den, at når en person har gennemgået et kønsskifte, får vedkommende et nyt CPR-nummer og kan vælge sig et nyt navn. Man har således valgt udelukkende at henholde sig til den medicinske kønsdefinition i relation til spørgsmålet om hvornår transseksuelle kan få anerkendt deres kønsidentitet juridisk. I kraft af dette er der et tidsmæssigt sammenfald mellem det fysiske kønsskifte, og det man kan kalde det juridiske kønsskifte (ændring af navn og CPR-nummer). En sådan klar afgrænsning er naturligvis nem og bekvem at arbejde med, og det er nok de færreste, der er klar over, at dens anvendelse i praksis kan give anledning til alvorlige problemer. Et kønsskifte er nemlig ikke noget, der klares med en enkel operation, det er noget, der tager meget lang tid og som sker gradvist over flere år. I takt med de gradvise fysiske ændringer, der sker som følge af hormonbehandling og operationer, vil de ovenfor nævnte problemer begynde at opstå. Spørgsmålet om juridisk anerkendelse af den transseksuelles kønsidentitet vil derfor blive aktuelt på et meget tidligere tidspunkt, end den dag hvor den sidste operation foretages og kønsskiftet dermed fuldendes.

[Til indholdsfortegnelsen] 1.3.
Problemformulering
I dette speciale vil jeg alene beskæftige mig med transseksuelles retsstilling i Danmark, ligesom jeg udelukkende vil fokusere på den del af kønsskifteproblematikken, der vedrører perioden under kønsskiftet. Jeg vil dels undersøge, hvorvidt retstilstanden for hhv. fysisk og juridisk kønsskifte er i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, dels se nærmere på hvorvidt konsekvenserne af denne retstilstand er forenelig med art. 8 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

[Til indholdsfortegnelsen] 2. Fysisk kønsskifte
Indledningsvis vil jeg i afsnit 2.1. beskrive den administrative praksis i f.m. fysisk kønsskifte. I afsnit 2.2. vil jeg undersøge, om der i Sterilisations og kastrationsloven (SKL) er belæg for den administrative praksis, som SKL anvendes som grundlag for, herunder om den sagsbehandling, der foretages, lever op til de krav, der er fastlagt i de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Jeg vil desuden knytte et par kommentarer til den manglende rekursadgang på området.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.1. Administrativ praksis
Det fremgår af Civilretsdirektoratets (CRD) svar til Ligestillingsrådet af 8. april 1997, at fysisk kønsskifte forudsættes at kræve tilladelse til kastration i medfør af Sterilisations og kastrationsloven SKL § 13. Gives der tilladelse hertil, kan de øvrige indgreb, der anses for at være nødvendige, for at der foreligger et kønsskifte, foretages uden yderligere formaliteter, dvs. at en tilladelse til kastration i praksis opfattes som synonym med en tilladelse til kønsskifte.
Ifølge SKL § 14 gives tilladelsen af justitsministeren (JM), der dog med hjemmel i SKL § 16 har udstedt bek. nr. 1131 af 13. december 1996 om sterilisation og kastration, hvorved tilladelseskompetencen er delegeret til CRD. SÃ¥ledes skal ansøgninger om kastration ifølge bek.’s § 5 indgives til CRD, der sÃ¥ledes modtager, behandler og afgør alle ansøgninger, om det der i praksis omtales som “kastration med henblik pÃ¥ kønsskifte“.

Sagsbehandlingen i kastrationssager består i, at ansøgeren henvises til Sexologisk Klinik (SK) på Rigshospitalet, der på baggrund af en række samtaler med ansøgeren afgiver en erklæring om, hvorvidt ansøgningen findes at burde imødekommes.
Forløbet opdeles normalt i det, der kaldes hhv. observationsfasen og observationsfasen med hormoner. Den første fase, der varer minimum 1 år, bruges til at lære ansøgeren grundigt at kende og til at indsamle oplysninger. Denne fase afsluttes med en foreløbig status. Såfremt SK ikke i deres status er afvisende overfor det ansøgte, indledes observationsfasen med hormoner. I denne fase fortsættes samtalerne, og den såkaldte hverdagstest, der går ud på, at ansøgeren skal leve som det køn, vedkommende ønsker at være, indledes.
Forløbet afsluttes med en beslutningskonference, hvor der tages stilling til, hvorvidt SK kan støtte ansøgerens ønske, hvilket meddeles ansøgeren og CRD. Det fremgÃ¥r af SK‘s vejledning, at det er en betingelse for, at SK vil støtte ansøgerens ønske, at andre former for behandling mÃ¥ anses for virkningsløse, at ansøgeren har haft et langvarigt og stabilt ønske om at skifte køn, samt at denne er apsykotisk og normalt begavet. Der lægges der udover vægt pÃ¥, om ansøgeren har realistiske forventninger til, hvad et kønsskifte vil medføre eller kan udrette for denne. De internationalt anerkendte retningslinier kaldet Benjaminkriterierne, anvendes ifølge SK som udgangspunkt for den danske behandling af transseksuelle, dog med en noget mere udpræget tilbageholdenhed i f.t. at anbefale kønsskifte, hvilket begrundes i indgrebets irreversible karakter.

SK‘s udtalelse forelægges efterfølgende for RetslægerÃ¥det (RLR), der ligeledes kommer med en udtalelse i sagen, hvorefter CRD tager endelig stilling til, hvorvidt ansøgningen bør imødekommes.
CRD skønner, at der indgives mellem 10 og 20 ansøgninger om kastration m.h.p. kønsskifte om året, således har RLR siden 1988 på årsbasis fået forelagt ca. 5 sager til udtalelse, og CRD har siden 1985 i gennemsnit givet 2,5 tilladelser og 1,2 afslag pr. år. Selve sagsbehandlingen tager ifølge CRD 2-3 år.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.2. Bedømmelsen af den administrative praksis

[Til indholdsfortegnelsen] 2.2.1.
Sterilisations- og kastrationslovens anvendelighed som grundlag for adm. praksis
I dette afsnit vil jeg ud fra en gennemgang af SKL‘s ordlyd, formÃ¥l, forarbejder, og anvendelsesomrÃ¥de foretage en bedømmelse af, hvorvidt der er holdepunkter for at anse en tilladelse til kastration i medfør af SKL som synonym med eller en forudsætning for en tilladelse til kønsskifte.
De generelle betingelser for at opnå tilladelse til kastration fremgår af SKL § 13, stk. 1 og 2. Der er tale om dels et alderskrav dels et bopælskrav. Ansøgeren skal således være over 21 år og have bopæl her i landet. Der udover skal ansøgerens kønsdrift enten
1. udsætte denne for at begå en forbrydelse, eller
2. medføre betydelig sjælelig lidelse eller social forringelse for denne.
Det følger af bestemmelsens ordlyd, at der er tale om en skønsmæssig afgørelse, jf. “kan”, og at kastration kan foretages pÃ¥ 2 indikationer, enten pÃ¥ den sÃ¥kaldte kriminalitetsforebyggende indikation eller pÃ¥ personlig indikation. Sidstnævnte omfatter i praksis i dag alene transseksuelle, hvis splittelse mellem kønsidentitet og fysiske fremtoning udgør en stor psykisk og følelsesmæssig belastning.
Historisk set var lov nr. 130 af 1. juni 1929 den første lov på kastrationsområdet. Denne blev revideret ved lov nr. 176 af 11. maj 1935, der blev efterfulgt af lov nr. 234 af 3. juni 1967. I 1973 vedtoges den lov, som den nugældende SKL, lovbek. nr. 661 af 12. juli 1994, er den seneste lovbekendtgørelse af.
SKL indeholder ingen formålsbestemmelse, hvorfor formålet med loven må søges dels i forarbejderne, dels i bestemmelsernes ordlyd.

Af forarbejderne fremgår, at et af formålene med at vedtage en egentlig lovgivning om kastration var at gøre det muligt at anvende kastration som behandling eller erstatning for straf i forhold til sædelighedsforbrydere. Kastration blev ikke alene anset for at være den bedste behandling men også den bedste foranstaltning samfundsmæssigt set overfor sædelighedsforbrydere og seksuelt abnorme personer. Kastration blev således anset for at være det mest humane i forhold til det enkelte individ, samt det mest effektive i kriminalterapeutisk og social henseende. Det har formentlig været i erkendelsen af, at en persons kønsdrift kan være meget byrdefuld for denne, uden at dette dog giver sig udslag i forbrydelser, at der i loven blev medtaget en bestemmelse om, at kastration kunne foretages, såfremt en persons kønsdrift medfører betydelig sjælelig lidelse eller social forringelse, den såkaldte personlige indikation. Formålet med SKL bestemmelser om kastration må således anses for at være dels kriminalpræventivt, dels lindring af personlig lidelse.
Den oprindelige SKL var en udpræget forsøgslov, der udelukkende hvilede på frivillighedens princip. Loven fra 1935 udvidede adgangen til frivillig kastration, og åbnede mulighed for at foretage en egentlig tvangskastration i tilfælde af nærmere i loven angivne grove sædelighedsforbrydelser. Der blev imidlertid aldrig, mens loven var i kraft, truffet afgørelse om tvangskastration i forbindelse med en dom, men der blev dog i 8 sager taget forbehold for senere afgørelse herom. På denne baggrund vurderede udvalget i bet. nr. 353/1964, at en ny lov ikke burde indeholde bestemmelser om tvangskastration. Lov nr. 234 af 3. juni 1967 kom derfor ikke til at indeholde en hjemmel til tvangskastration.
Det fremgår bl.a. af den i bet. 353/1964 indeholdte redegørelsen for den legale kastration i DK gennem 30 år (1929-59), at hovedparten (80 %) af de kastrerede havde begået seksuelt betonet kriminalitet inden kastrationen. De resterende 20 % bestod for det første af personer, der på de institutioner, hvor de befandt sig, havde udvist en adfærd, der gjorde, at man frygtede, at de ville begå sædelighedsforbrydelser, såfremt de fik friere forhold, for det andet af personer, der selv frygtede, at deres seksualitet kunne medføre, at de ville begå seksuelt betonede forbrydelser, f.eks. pædofile, samt for det tredje af personer, hvis kønsdrift påførte dem sjælelige lidelser eller social forringelse, f.eks. homoseksuelle, hyperseksuelle, personer med seksuelle perversioner mv. Det fremgår, at i ca. 87 % af tilfældene var kastration blevet foretaget blandt åndssvage, psykopater og lign., mens en gruppe bestående af seksuelt abnorme men psykisk normale alene udgjorde 13 %.

Transseksuelle nævnes ikke udtrykkeligt i bet. 353/1964, hvilket mÃ¥ antages at skyldes, at transseksuelle som gruppe endnu ikke herhjemme var blevet udskilt fra gruppen af transvestitter. Ikke desto mindre mÃ¥ det antages, at transseksuelle allerede pÃ¥ dette tidspunkt blev kastreret med henvisning til, at deres kønsdrift medførte betydelig sjælelig lidelse for dem. Dette støttes pÃ¥ en udtalelse i redegørelsen for gældende ret om, at visse tilfælde af “transvestisme”, nemlig de tilfælde hvor der tillige forelÃ¥ et fikseret ønske om totalt kønsskifte, altsÃ¥ den persongruppe der i dag anses for transseksuelle, blev kastreret pÃ¥ personlig indikation.
Det fremgår af bet. 353/1964, at hovedspørgsmålet i forbindelse med lovrevisionen var, om adgangen til hhv. sterilisation og kastration skulle være fri, således at det alene skulle være afgørende for indgrebets foretagelse, at den opererende læge enten ud fra medicinske indikationer eller lægeetiske betragtninger fandt indgrebet rimeligt begrundet og forsvarligt. Det sagkyndige udvalg var imidlertid af den opfattelse, at kastrationsindgrebets omfattende biologiske følger og irreversible karakter med afgørende vægt talte imod en sådan adgang.

SpørgsmÃ¥let om en fri sterilisationsadgang blev endnu engang drøftet i forbindelse med lovændringen i 1973. Det fremgÃ¥r af sÃ¥vel lovforslaget som folketingsdebatten, at overvejelserne i det væsentligste drejede sig om, hvorvidt adgangen til sterilisation skulle være betinget af tilladelse, eller om der burde indrømmes myndige, habile personer en ret til sterilisation. Resultatet blev det retskrav pÃ¥ sterilisation, der i dag findes i SKL § 2. Hvad angik SKL‘s bestemmelser om kastration, sÃ¥ blev disse alene berørt i forbindelse med de specielle bemærkninger til lovforslaget. Heri blev det slÃ¥et fast, at kastrationsbestemmelserne i realiteten var en videreførelse af de gældende regler, hvorfor adgangen til kastration fortsat var betinget af tilladelse.
Selve begrebet kastration defineres i SKL § 1, stk. 1, som indgreb hvorved kønskirtlerne fjernes eller varigt sættes ud af funktion. Heraf følger modsætningsvis, at loven som udgangspunkt ikke efter sin ordlyd kan anses for at omfatte de indgreb udover kastration, der ifølge en lægelige vurdering mÃ¥tte blive anset for nødvendige for, at et kønsskifte kan siges at have fundet sted. Disse øvrige indgreb, hvis formÃ¥l er at opnÃ¥ en tilnærmelse til det ønskede køns primære eller sekundære kønskarakteristika, ses nemlig ikke at kunne omfattes af den almindelige sproglige fortolkning af begrebet kastration, eller af SKL‘s egen definition heraf, ligesom disse heller ikke kan anses som en accessorisk del af en kastration. Eftersom der ikke i lovens forarbejder eller formÃ¥l findes at være grundlag for en anden fortolkning af begrebet kastration, end den der følger af almindelig sprogbrug, vil disse indgreb sÃ¥ledes falde uden for lovens anvendelsesomrÃ¥de.

Det fremgÃ¥r af SKL‘s § 1, stk. 2, at SKL ikke omfatter indgreb og behandlinger, der foretages med henblik pÃ¥ at helbrede legemlig sygdom. Disse indgreb vil derfor kunne foretages umiddelbart pÃ¥ medicinsk indikation af den opererende læge, f.eks. hel eller delvis fjernelse af testiklerne ved testikelkræft. Da transseksualitet, trods uenighed om de bagved liggende Ã¥rsager, ikke i Danmark opfattes som en fysisk sygdom, vil selve kastrationsdelen i et kønsskifte isoleret set vil kræve tilladelse i medfør af SKL.
PÃ¥ baggrund af en gennemgang af SKL‘s forarbejder i form af lovforslag, betænkning, folketingsdebatter samt bemærkninger kan det konstateres, at det ikke lader til, at lovgiver pÃ¥ noget tidspunkt i forbindelse med vedtagelsen af disse love har taget udtrykkelig stilling til de specifikke problemer, som et kønsskifte rejser. Det eneste sted, spørgsmÃ¥let indirekte kan siges at blive berørt, er i forbindelse med redegørelsen for den legale kastration i Danmark, og da alene som følge af den fejlagtige opfattelse af, at personer, der ønskede at skifte køn, var transvestitter. Om end der gives udtryk for, at denne gruppe kunne kastreres pÃ¥ personlig indikation, sÃ¥ omtales et evt. videre forløb ikke. Jeg mener derfor ikke, at der fra denne bemærkning kan sluttes, at et kønsskifte som sÃ¥dan blev anset for omfattet af SKL. Dette synspunkt støttes af SKL‘s anvendelsesomrÃ¥de og den i loven indeholdte definition af kastration. En tilladelse i medfør af SKL bør derfor alene anses for værende en tilladelse til kastration, og ikke til et decideret kønsskifte – og det er i øvrigt alene kastrationen, der kræves tilladelse til i medfør af SKL. At en kastrationstilladelse i praksis anses som synonym med en tilladelse til eller en forudsætning for kønsskifte findes sÃ¥ledes ikke at have støtte i hverken loven eller dens forarbejder. Heraf følger desuden, at de i administrativ praksis og sprogbrug ofte anvendte begreber “kastration med henblik pÃ¥ kønsskifte” og “ansøgning om kønsskifte” ikke har nogen støtte i SKL, men mÃ¥ anses for at være selvopfundne begreber.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.2.2. Sagsbehandlingen i kastrationssager
Før der kan træffes afgørelse i en sag om ansøgning om kastration, mÃ¥ der naturligvis ske en forberedelse af sagen bl.a. i form af en tilvejebringelse af det faktiske materiale, der er nødvendigt for, at der kan træffes en materiel rigtig afgørelse. Denne forberedelse mÃ¥ naturligvis leve op til de almindelige forvaltningsretlige principper for administrativ sagsbehandling. I dette afsnit vil CRD‘s sagsbehandling i kastrationssager sÃ¥ledes blive vurderet med særlig vægt pÃ¥ undersøgelsesprincippet, og de krav der kan udledes heraf.

Undersøgelsesprincippet er udtryk for et princip om, at ansvaret for at de nødvendige undersøgelser er foretaget, således at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse, som hovedregel påhviler den afgørende myndighed. Dette er dog ikke ensbetydende med, at det altid er myndigheden selv, der skal fremskaffe de nødvendige oplysninger. I sager, der rejses af borgere ved ansøgning, vil det være helt naturligt, at ansøgeren bidrager til sagens oplysning, og det vil derfor ofte påhvile ansøgeren at fremskaffe en række, evt. alle nødvendige oplysninger. Der antages således at gælde en almindelig regel om, at en ansøger uden særlig hjemmel kan afkræves oplysninger, som denne allerede er i besiddelse af eller uden særligt besvær eller omkostninger kan tilvejebringe. Heraf følger formodentlig modsætningsvis, at man ikke uden særlig lovhjemmel kan afkræve en ansøger oplysninger, hvis fremskaffelse vil medføre store økonomiske byrder eller uforholdsmæssigt meget besvær for denne. Dette må anses at være udtryk for en proportionalitetsafvejning.
Der kan næppe opstilles nogen generel regel om hvilke oplysninger eller undersøgelser, der er nødvendige. Ofte vil det i selve loven eller i administrative forskrifter være opregnet hvilke oplysninger, der kræves, og evt. hvem der har pligt til at fremskaffe dem. Såfremt der ikke findes regler herom, eller disse ikke er udtømmende, følger det af undersøgelsesprincippet, at den afgørende myndighed selv afgør, hvilke oplysninger og undersøgelser der er nødvendige. Det er klart at tilstedeværelsen eller fraværet af de betingelser, der er opregnet i loven, som minimum må belyses, men der udover må også momenter, der må formodes at have betydning for sagen, søges belyst. Afgrænsningen af hvilke oplysninger, der kan/skal indhentes, og hvilke undersøgelser, der kan/skal foretages, må fortages ud fra om de pågældende oplysninger/undersøgelser er sagligt relevante for afgørelsen.
Hvad angår selve udstrækningen af sagens forberedelse, så antages det, at det som udgangspunkt ikke kan kræves, at sagen oplyses fuldstændig tilbundsgående, da det ville medføre en mængde overflødige undersøgelser og unødig langvarig sagsbehandlingstid. Forberedelsen af sagen kan derfor alene kræves foretaget i den udstrækning det i det enkelte tilfælde er nødvendigt, for at der kan træffes en forsvarlig afgørelse. De momenter, der indgår i en vurdering af, hvor langt forberedelsen konkret bør udstrækkes, er foruden hensynet til at nå frem til en materiel rigtig afgørelse, at afgørelsen træffes uden unødig forsinkelse, ligesom det vil være af betydning, hvor indgribende afgørelsen vil være for samfundet/borgeren. Jo mere indgribende, jo længere vil der være grund til at udstrække undersøgelserne.

Der er ikke hverken i selve SKL eller i dennes forarbejder taget stilling til, hvorledes en ansøgning om kastration skal behandles. I praksis består sagsbehandlingen, hvor transseksuelle søger om kastration, som nævnt i, at ansøgeren henvises til SK, der på baggrund af en række samtaler med ansøgeren kommer med en udtalelse, der efterfølgende sendes til udtalelse i RLR, hvorefter CRD træffer en afgørelse i sagen.
Det mÃ¥ være en følge af det netop anførte, at CRD i f.m. forberedelsen af en ansøgning om kastration undersøger, dels om de formelle betingelser i bek. nr. 1131 af 13. december 1996 § 5, jf. §§ 1-3 er opfyldte, dels om § 13’s betingelser om alder og bopæl er opfyldte. Der ud over vil CRD skulle undersøge, om ansøgeren falder ind under enten d en kriminalitetsforebyggende eller den personlige indikation i § 13, stk. 1. Kastrationsindgrebets irreversible og definitive karakter mÃ¥ antages at tale for en meget grundig sagsbehandling, mens det omvendt taler for en hurtig sagsbehandling, at afgørelsen vil være af afgørende betydning for ansøgerens livsførelse.

Hensynet til en grundig sagsbehandling må anses for at blive tilgodeset i medfør af henvisningen til SK. Da CRD ikke selv er i besiddelse af den nødvendige sagkundskab til at afgøre, om en ansøger falder ind under den ene eller den anden indikation, vil det være helt i overensstemmelse med undersøgelsesprincippet, at henvise ansøgerne til SK. Da udtalelsen herfra udgør et væsentligt grundlag for den senere afgørelse, vil det være relevant at se nærmere på, hvorledes denne udtalelse bliver til, og hvilke krav ansøgeren i forbindelse hermed stilles overfor.
De kriterier, der anvendes af SK, fremgÃ¥r af en i 1992 udarbejdet “Undersøgelses og behandlingsprocedure vedr. kønsmodificerende indgreb”. Der lægges stor vægt pÃ¥ at undersøge, om ansøgeren har tænkt situationen nøje igennem. Det fremgÃ¥r, at for at SK vil udtale, at en ansøgning bør i mødekommes, er det en absolut betingelse, at alle andre former for behandling skønnes at være uden effekt, at ansøgeren er apsykotisk og normalt begavet, samt at denne er psykisk integreret og social stabil, ligesom der skal være tale om et stabilt ønske om kønsskifte. Der udover opregnes der en lang række øvrige kriterier, navnlig at ansøgeren har været i hormonbehandling samt levet som det ønskede køn i minimum 1 Ã¥r. Derimod lader det ikke til, at SKL‘s § 13’s personlige indikation, dvs. kravet om “betydelig sjælelig lidelse” gÃ¥r igen i de i vejledningen opstillede og anvendte kriterier. Dette parameter ses ikke i vejledningen at blive tillagt hverken betydning eller relevans. Det mÃ¥ formentlig antages, at det som en udtalelse fra SK alene bør indeholde en stillingtagen til er, hvorvidt det pÃ¥ baggrund af samtalerne med ansøgeren findes godtgjort, at denne mÃ¥ anses for omfattet af en af den personlige indikation. NÃ¥r det er konstateret om dette er tilfældet, findes der umiddelbart at mangle den nødvendige saglige begrundelse for at kræve, at samtalerne pÃ¥ SK fortsætter som betingelse, for at ansøgningen imødekommes. Da de i vejledningen opstillede kriterier, ud fra det ovenfor anførte om deres indhold, desuden mÃ¥ anses for at stille langt større krav, end de i SKL § 13 opstillede, vil det ligeledes være tvivlsomt, hvorvidt vejledning er i overensstemmelse med princippet om den retlige trinfølge, hvorefter interne retningslinier sÃ¥som vejledninger og cirkulærer ikke mÃ¥ være i strid med de eksterne retningslinier. Vejledningens krav mÃ¥ sÃ¥ledes i sig selv anses for betænkelige.

Hensynet til en grundig sagsbehandling vil ofte kunne medføre en lang sagsforberedelsestid. Omvendt taler det ansøgtes afgørende betydning for ansøgernes livsførelse i kastrationssager, som nævnt for en hurtig sagsbehandling.
Det hævdes ofte at behandlingen af en ansøgning om kastration tager mellem 2 og 3 år. Dette svarer imidlertid kun delvist til den undersøgelse, jeg har foretaget blandt 14 transseksuelle. Af denne fremgår, at den samlede gennemsnitlige sagsbehandlingstid er på ca. 5 år, hvoraf gennemsnitligt 3 ½ år går med samtaler på SK. Forskellen må antages at skyldes det forhold, at CRD beregner sagsbehandlingstiden ud efter, hvornår der ansøges om kastration (som starttidspunkt), og hvornår der gives enten tilladelse eller afslag herpå (som sluttidspunkt). Imidlertid er alle de transseksuelle, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, som følge af henvisning fra egen læge, startet på SK længe før der ansøges CRD om tilladelse, rent faktisk indgives der som regel først ansøgning om kastration til CRD, når den transseksuelle ved, at SK er positiv overfor en ansøgning, dvs. en væsentlig del af sagsbehandlingen rent faktisk ligger forud for ansøgningstidspunktet og derfor findes at burde regnes med.
Den periode, som sagsbehandlingen i kastrationssagerne i praksis totalt set spænder over, synes umiddelbart, selv når der alene tages udgangspunkt i den af CRD oplyste periode (men i høj grad også når undersøgelsens resultater tages i betragtning), at være urimelig lang og for en umiddelbar betragtning uproportional. Særligt når henses til den generelle psykiske belastning det er, i en ikke på forhånd nærmere tidsmæssig afgrænset periode, at blive bedømt af andre og leve i uvished. Ud over den psykiske belastning, vil de mange ture frem og tilbage til København kunne udgøre en endda stor økonomisk belastning for en ansøger, idet langt fra alle bor i eller omkring København. Det må i øvrigt bemærkes, at det ikke i praksis vil være muligt for ansøgerne at sige nej til hverken at deltage i samtaler eller en hverdagstest, idet en nægtelse vil resultere i, at sagen må afgøres på det foreliggende grundlag, hvilket vil medføre afslag, idet SK af gode grunde ikke kan udtale sig positivt om en ansøger uden at kende denne.
Hensynet til en hurtig sagsbehandling ses sÃ¥ledes ikke i f.m. udarbejdelse af udtalelsen fra SK at blive tilgodeset i tilstrækkelig grad end ikke pÃ¥ det principielle plan, sÃ¥ledes fremgÃ¥r det udtrykkeligt af vejledningen, at “Vi vil ikke skynde os”.

Nogen vil givetvis hævde, at en mindre omstændelig og tidskrævende procedure ville betyde, at der blev givet kastrationstilladelse til personer, der efterfølgende ville fortryde det irreversible indgreb, og at tilbageholdenhed af samme Ã¥rsag er tilrÃ¥deligt i relation til den persongruppe, der ønsker kønsskifte at skifte køn. Det skyldes, at en tilladelse til kastration som før nævnt i praksis opfattes som en tilladelse til at fÃ¥ foretaget de øvrige indgreb, der er nødvendige for et kønsskifte. Af denne grund er holdningen hos SK den, at man hellere skal operere én for lidt end én for meget. Disse argumenter, der nok umiddelbart af mange opfattes vægtige argumenter, er imidlertid uden juridiske holdepunkter i SKL. Dertil kommer, at argumentet med en vis ret kan imødegÃ¥s ud fra den betragtning, at man ved at sige, at man hellere vil operere en for lidt end en for meget, nemt kommer til at kræve 100%’s sikkerhed for succes. En sÃ¥dant synspunkt synes der ikke umiddelbart at være dækning for i SKL‘s forarbejder, formÃ¥l, eller forarbejder, ligesom det nok mÃ¥ anses for tvivlsomt, om der andre steder i det danske sundhedsvæsen kræves sÃ¥dan sikkerhed.
Ud fra en retspolitisk betragtning kunne det desuden anføres, at det dybest set må være op til voksne habile personer at tage ansvar for deres eget liv og dermed deres handlinger og beslutninger. Det er oplagt, at en generel beskyttelsesinteresse kræver overholdelse af visse nødvendige garantier i f.m. irreversible legemsindgreb, såsom kastration, men det forekommer usandsynligt, at psykisk normale personer, der vedholdende tilkendegiver et ønske om at skifte køn, ikke har tænkt konsekvenserne virkeligt grundigt igennem, allerede inden de søger om kastration.

Det kan desuden anføres, at den etablerede procedure i f.m. forberedelse af kastrationsansøgningssager, hvor CRD indhenter udtalelse fra ikke 1, men hele 2 sagkyndige instanser inden der træffes afgørelse, med hensynet til en hurtig sagsbehandling in mente ikke umiddelbart forekommer hensigtsmæssig. Det tidsmæssige forbrug dette resulterer i synes ikke at harmonere med hensynet til en hurtig sagsbehandling i disse sager. Når henses til intensiteten, karakteren og varigheden af de administrativt opstillede krav, må det nok også ud fra proportionalitetsbetragtninger, anses for tvivlsomt om ikke grænsen for, hvad man ifølge det almindelige princip om en ansøgers medvirken til en sags oplysning, er overskredet. Idet de administrative krav endvidere synes at opstille langt strengere krav end loven, synes forholdene samlet set umiddelbart betænkelige.

Gennemgang af CRD‘s forberedelse af kastrationsansøgningssager, rejser det meget naturlige spørgsmÃ¥l hvilken vægt, der i f.m. den senere afgørelse af sagen vil kunne lægges pÃ¥ det forhold, at SK i f.m. samtalerne har kunnet konstatere, at en ansøger er transseksuel og derfor ønsker kastration som et skridt pÃ¥ vejen mod et kønsskifte.
Eftersom SKL § 13 er en skønsmæssig bestemmelse, kan der, såfremt lovens betingelser er opfyldt, på baggrund af en konkret individuel vurdering, gives tilladelse til kastration. Selve skønsudøvelse skal foretages på baggrund af saglige hensyn. Hvorvidt et hensyn er sagligt eller ej vil ofte have en nær sammenhæng med, om det givne hensyn falder inden eller uden for rækken af hensyn, som forvaltningen i medfør af loven er sat til at varetage, hvilket vil kunne fastlægges ud fra bl.a lovens formål, forarbejderne mv.. Som nævnt i afsnit 2.2.1. må det antages, at formålet med SKL bl.a. har været at sikre, at personer, hvis kønsdrift udsætter dem for betydelig sjælelig lidelse, kan få hjælp til at lindre denne.
I og med der hverken i loven eller dens forarbejder findes at være holdepunkter for at antage, at det forhold, at en ansøger ønsker kastration som et skridt pÃ¥ vejen mod et kønsskifte, vil kunne tillægges vægt eller bør have betydning i f.m. den senere afgørelse af kastrationsansøgningen, findes det at være tvivlsomt, hvorvidt forholdet vil kunne tillægges vægt i f.m. den skønsmæssige afgørelse af kastrationsansøgningssagen. Hvad ansøgeren ønsker at bruge sin tilladelse til, mÃ¥, sÃ¥længe dette ikke er ulovligt, strengt taget være sagen uvedkommende, hvorfor det formentlig vil være usagligt at inddrage dette hensyn i den skønsmæssige afgørelse. Der bør sÃ¥ledes alene lægges vægt pÃ¥, om det af SK‘s udtalelse fremgÃ¥r, at en ansøgers kønsdrift medfører betydelig sjælelig lidelse for denne, samt om dette mÃ¥ antages at ville kunne lindres ved kastration.
SÃ¥fremt det forhold, at en ansøger søger om kastration, fordi denne ønsker at skifte køn, blev tillagt vægt, ville dette nemt kunne føre til, at CRD ville kunne komme til at lægge afgørende vægt pÃ¥ om et kønsskifte, og ikke kastrationen som sÃ¥dan, ville kunne afhjælpe den sjælelige lidelse. Dette ville kunne føre til, at det blev anset for at være en yderligere betingelse for en kastrationstilladelse, at ansøgeren blev anset for egnet til at fÃ¥ foretaget et kønsskifte. Dette ville imidlertid indebære, at der ville blive stillet særlige betingelser uden umiddelbar sammenhæng med SKL‘s formÃ¥l og alene i forhold til transseksuelle, men derimod ikke i forhold til andre, der mÃ¥tte ønske kastration pÃ¥ personlig indikation. Da dette ville være ensbetydende med, at der fra forvaltningens side blev opstillet betingelser, der ikke fremgik af loven eller kunne anses for at være resultatet af en udvidende eller analog fortolkning af denne, ville dette være betænkeligt bl.a. ud fra det i legalitetsprincippet indeholdte krav om lovhjemmel i f.t. forvaltningens afgørelser.
Imidlertid lader dette ikke desto mindre til at være det, der rent faktisk sker i praksis, jf. SK‘s undersøgelses og behandlingsprocedure vedr. kønsmodificerende indgreb. Dette skyldes sandsynligvis, at en kastrationstilladelse anses for at indebære en tilladelse til at fÃ¥ foretaget de øvrige for et kønsskifte fornødne indgreb. Dette er helt klart et problem, idet det som udtalelsen fra SK sÃ¥ i realiteten alene kommer til at handle om er hvorvidt SK finder at et kønsskifte kan anbefales, mens det de i virkeligheden skal udtale sig om er, hvorvidt kastration mÃ¥ antages at kunne lindre den transseksuelles sjælelige lidelse. Udtalelsen fra SK kan dermed meget vel vise sig at være noget nær værdiløs i forhold til den vurdering, som CRD skal foretage ud fra den.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.2.3. Administrativ rekurs
Det fremgÃ¥r af CRD‘s svar pÃ¥ spørgsmÃ¥l stillet af foreningen Tiresias, at et afslag pÃ¥ tilladelse til kastration ikke kan pÃ¥klages til anden forvaltningsmyndighed. Ansøgeren har dog mulighed for at søge igen, der skal imidlertid efter praksis gÃ¥ minimum 1 Ã¥r, før en ansøgning tages op til fornyet overvejelse. I dette afsnit vil den manglende mulighed for administrativ rekurs blive belyst ud fra nogle generelle retssikkerhedsmæssige betragtninger.

Baggrunden for den manglende mulighed for administrativ rekurs skal søges i JM‘s organisatoriske opbygning. Det fremgÃ¥r sÃ¥ledes af en skrivelse af 27. september 1982 til Familieretsdirektoratet (senere CRD), at direktøren for Familieretsdirektoratet bl.a. ved afgørelsen af konkrete og generelle sager vedr. kastration stÃ¥r under justitsministeren, mens denne i en række andre sager hører under JM‘s departementschef. Konsekvensen af denne direkte indplacering under justitsministeren er, at der ved bek. nr. 1131 § 5 mÃ¥ anses for at være sket intern delegation af afgørelsesmyndighed i sager om ansøgninger om kastration, hvorved en klageadgang til justitsministeren udelukkes.

Til trods for den utvivlsomt juridisk holdbare begrundelse for den manglende klageadgang, kan fraværet af klagemuligheder synes retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Rekursens funktion er en kontrol med forvaltningens afgørelser og er derfor et middel til at sikre en lovlig og hensigtsmæssig administration. Formålet med rekurs er dels at sikre borgernes retsbeskyttelse, dels at sikre det offentliges interesse i styring, således at den centrale myndigheds retsopfattelse sikres indflydelse på praksis. Generelt anses retssikkerhedsformålet, der er rekursens traditionelle formål, som det vigtigste. Således er det forhold, at en ansøger kan få prøvet en afgørelse af en i forhold til sagen ny og neutral myndighed, der ofte vil være i besiddelse af en særlig juridisk indsigt eller sagkundskab, i sig selv ensbetydende med en retsbeskyttelse, og må anses for at være et forhold, der gør, at borgeren kan have tillid til forvaltningen.
Det almindelige udgangspunkt er da også, at enhver forvaltningsafgørelse kan påklages til en højere forvaltningsmyndighed, i sidste instans helt til vedkommende minister, medmindre andet er bestemt ved lov eller i henhold til lov. Rekursinstansen vil som hovedregel foretage en prøvelse af sagens faktum, jus og hensigtsmæssighed. Prøvelsen af hensigtsmæssigheden vil dog i visse tilfælde være udelukket som følge af en udtrykkelig lovbestemmelse, men også der udover vil der kunne være en vis tilbageholdenhed i hensigtsmæssighedsprøvelsen i de tilfælde, hvor den underordnede myndighed er i besiddelse af særlige kvalifikationer, der ikke også findes hos rekursinstansen, f.eks. i form af lokalkendskab, teknisk eller anden særlig sagkundskab.

Set ud fra en retssikkerhedsmæssig synsvinkel er det forhold, at en ansøger kan søge igen, hvis vedkommende fÃ¥r afslag naturligvis bedre, end hvis vedkommende aldrig kunne søge igen. Muligheden for at genfremsætte sin ansøgning kan dog næppe ud fra hensynet til borgerens retsbeskyttelse anses for at kunne erstatte en egentlig rekursadgang. De 2 ordninger svarer ganske enkelt ikke rent retssikkerhedsmæssigt til hinanden. Dette skyldes dels, at der i kastrationssager ifølge administrativ praksis kræves, at der skal gÃ¥ minimum 1 Ã¥r inden en ansøgning om tilladelse til kastration tages op igen, hvilket ikke kræves i relation til rekurs. Ã…rsagen til 1 Ã¥rs kravet er ifølge CRD, at det er nødvendigt med en eller anden form for udvikling for, at SK vil kunne komme med en fornyet udtalelse, der kan adskille sig fra forrige. Den første udtalelse gøres dermed i realiteten endelig, i og med der ikke senere foretages en prøvelse af denne i gængs forstand. Ved genfremsættelsen af ansøgningen træffes der sÃ¥ledes en ny “selvstændig” beslutning. Hvad angÃ¥r rekurs, stilles der derimod ikke noget krav om, at der skal være sket en udvikling, der kan godtgøre, at den underordnede myndigheds afgørelse bør ændres. Det er netop et af formÃ¥lene med administrativ rekurs, at give borgeren en mulighed for at fÃ¥ sin sag prøvet en gang til pÃ¥ nøjagtig det samme faktiske og retlige grundlag, som lÃ¥ til grund for den underordnede myndigheds afgørelse. Det mÃ¥ desuden alt andet lige antages være sÃ¥dan, at der vil skulle forholdsvist mere til at fÃ¥ den myndighed, der har truffet afgørelse i en sag til at ændre sin afgørelse, end der vil skulle til for at overbevise en helt tredje part, en rekursinstans, om at afgørelsen bør ændres. Den underordnede myndighed vil ofte have den indstilling, at denne her sag har de allerede set pÃ¥ én gang, og der ligger vel ogsÃ¥ det i det, at det kan være svært at indrømme egne fejl. I modsætning hertil vil en rekursinstans se pÃ¥ sagen med friske øjne, hvilket vil være ensbetydende med, at der ikke nødvendigvis skal sÃ¥ meget til at ændre afgørelsen, f.eks. ud fra en vurdering af en afgørelses eller en praksis’ hensigtsmæssighed.

Sammenfattende mener jeg, at det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at der pÃ¥ et omrÃ¥de som dette, hvor en afgørelse har sÃ¥ afgørende betydning for en ansøgers liv, ikke er etableret en rekursordning. En mulighed for at søge igen efter et Ã¥r virker umiddelbart som et utilstrækkeligt alternativ. Som praksis er i dag, er det imidlertid svært at fÃ¥ øje pÃ¥ en højere instans, der ville kunne fungere som en sagkyndig rekursinstans, da al ekspertisen anvendes med det samme, i og med at sÃ¥vel SK som RLR kommer med udtalelser inden sagens afgørelse. SÃ¥fremt der fandtes en rekursinstans – særlig sagkyndig eller ej, ville dette desuden muligvis betyde, at CRD‘s ovenfor nævnte betænkelige administration af SKL ville blive “opdaget”.

[Til indholdsfortegnelsen] 2.3. Sammenfatning
PÃ¥ baggrund af ovenstÃ¥ende gennemgang af det juridiske grundlag for den administrative praksis vedr. fysisk kønsskifte, kan det konstateres, at der hverken i SKL‘s ordlyd og formÃ¥l, betænkninger, forarbejder, eller folketingsforhandlinger i f.m. den nugældende eller de forudgÃ¥ende versioner af denne, er noget grundlag for at antage, at denne er tiltænkt anvendt eller anset for brugbar til andet og mere end tilladelser til kastration. Alene kastrationsdelen af et kønsskifte, dvs. kastration som defineret i loven, nemlig en fjernelse af kønskirtlerne eller en behandling, hvorved disse varigt sættes ud af funktion, vil derfor være omfattet af loven. Enhver form for tildannelse af det ønskede køns primære og/eller sekundære kønskarakteristika falder sÃ¥ledes udenfor lovens definition af kastration. At man i praksis anvender SKLsom grundlag for den samlede regulering af kønsskifteoperationer mÃ¥ derfor anses for meget betænkeligt, navnlig fordi et kønsskifte er noget helt andet og langt mere omfattende end en kastration.
En ansøgning om kastration fra en person, der ønsker at skifte køn bør behandles på lige fod med andre ansøgninger om kastration. Det vil ikke være et sagligt kriterium i den forbindelse at lægge vægt på om ønsket om kastration er en følge af et ønske om kønsskifte, eller skyldes at vedkommende i øvrigt har svært ved at forlige sig med sin kønsdrift. Det afgørende er i henhold til loven alene om ansøgerens kønsdrift medfører betydelig sjælelig lidelse eller social forringelse for denne, og der findes ikke at være saglig begrundelse for at udstrække sagsforberedelsen (eventuelle undersøgelser) længere end til en konstatering heraf. Den i praksis skete sammenkædning af kastrationstilladelse og foretagelse af kønsskifte, der reelt har resulteret i en sammenblanding af begreberne kønsskifte og kastration, og medført at der i f.m. afgørelsen af kastrationssager risikerer at blive inddraget hensyn i skønsudøvelsen, der set i forhold til formålet med kastrationslovgivningen umiddelbart må anses for usaglige, må således anses for meget betænkelig.
Når dette sammenholdes med det ovenfor anførte om den manglende administrative rekurs i f.m. afgørelser om kastration, så findes den retlige regulering af det fysiske kønsskifte alt i alt at være såvel mangelfuld som retssikkerhedsmæssig betænkelig. Det er vigtigt i denne forbindelse at holde sig for øje, at der ikke vil være tale om ansøgningssager i traditionel forstand, når transseksuelle ansøger om tilladelse til kastration. Der er et ikke uvæsentligt behandlingsmæssigt element i disse sager, der nødvendigvis må tages hensyn til ved disses afgørelse. Den processuelle skadevirkning (afslag), som f.eks. en nægtelse af i årevis at gå til samtaler på SK automatisk vil få, vil i disse sager være langt mere indgribende end i sædvanlige ansøgningssager. Der vil således være tale om et afslag på en medicinsk veldokumenteret behandling af den transseksuelles lidelser.

Historisk er der nok ingen tvivl om, at CRD‘s praksis i f.m. fysisk kønsskifte opstod, fordi man med de forhÃ¥ndenværende midler, herunder SKL, forsøgte at afhjælpe de problemer, der opstod første gang man modtog en anmodning om foretagelse af fysisk kønsskifte, i stedet for at tage den principielle diskussion om hvorledes omrÃ¥det, hvis overhovedet, skulle reguleres ved lov og ikke bare ud fra medicinske og lægeetiske betragtninger. Der blev fundet en nødløsning, nok bÃ¥de fordi man ikke regnede med, at det i praksis ville berøre ret mange, men ogsÃ¥ fordi man, sÃ¥fremt en retlig løsning pÃ¥ problemet skulle afventes, ville komme til at vente længe, da kønsskifteomrÃ¥det var og er et felt, hvor der ikke dengang ligefrem var, eller i dag er, enighed om ret meget andet end at kønsskifte som oftest hjælper. Hvordan en konkret lovgivning pÃ¥ omrÃ¥det eventuelt skal se ud, vil der næsten med garanti være lige sÃ¥ mange meninger om politisk set, som der er partier i folketinget.
Årsagerne til, at den praksis, der findes i dag, er opstået, er således rimelig forståelige og bestemt ikke på nogen måde dadelværdige. Man forsøgte at hjælpe, så vidt det var muligt, men kom desværre derved til at blande tingene (dvs. kastration og kønsskifte) noget sammen. Det kan imidlertid give anledning til undren, at lovgivningsmagten ikke senere hen, efterhånden som man indvandt erfaringer og blev klar over, at fænomenet ikke var så sjældent forekommende, som man måske først kunne have troet, har taget initiativ til en regulering af området, sådan som det efterhånden skete i de lande, der omgiver os, og som vi ofte sammenligner os med, f.eks. Sverige i 1972, Tyskland i 1981, Italien i 1982, Holland i 1985, og Tyrkiet i 1988.

[ Til indholdsfortegnelsen] 3. Juridisk kønsskifte
Begrebet juridisk kønsskifte vil som nævnt i indledningen her blive anvendt i betydningen ændring af navn og CPR-nummer, således at der gives tilladelse til at bære hhv. et fornavn, der entydigt tilhører det modsatte køn, samt et CPR-nummer med et nyt endetal. Det er dog hovedsageligt den del af det juridiske kønsskifte, der vedrører ændring af fornavn, der vil blive behandlet i dette afsnit.
Indledningsvis vil der i afsnit 3.1. kort blive redegjort for de i praksis opstillede betingelser for juridisk kønsskifte i forhold til transseksuelle. Derefter vil der i afsnit 3.2. blive foretaget en bedømmelse af den beskrevne praksis dels på baggrund af navnelovens (NL) historie, formål, og ordlyd, dels på baggrund af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

[ Til indholdsfortegnelsen] 3.1. Administrativ praksis
Adgangen til ændring af fornavn reguleres af NL, der henhører under JM, og som i praksis administreres af CRD. Ændring af fornavn kan normalt ske blot ved en anmeldelse til ministerialbogen (personregisteret), dog med undtagelse af navne, der ikke findes på en fortegnelse over godkendte navne, idet disse kræver forudgående tilladelse fra CRD.
Det er en betingelse for transseksuelles navneforandring, at der har fundet et “egentligt kønsskifte” sted. Hvad der nærmere skal forstÃ¥s ved begrebet et “egentligt kønsskifte” er fastlagt i en af Preben Hertoft (PH), SK, til CRD udarbejdet vejledning af 20. juni 1995. Udarbejdelsen skete pÃ¥ anmodning af CRD efter et møde afholdt den 16. maj 1995 mellem repræsentanter fra CRD, SK, og RLR.
Baggrunden for mødet og dermed for vejledningens udfærdigelse var 2 tilfælde, hvor RLR var blevet anmodet om en udtalelse om, hvorvidt personer, der var blevet kønsskifteopereret i udlandet, kunne antages at have skiftet køn, således at en ansøgning om juridisk kønsskifte kunne imødekommes. CRD ønskede at etablere en forenklet sagsbehandling for denne gruppe ansøgere, der indebar, at deres ansøgninger hverken skulle forelægges for RLR eller SK. Til dette formål ønskede CRD en vejledning om, hvornår kønsskifte kunne anses for at have fundet sted. På mødet blev det drøftet, og der blev opnået enighed om, hvornår dette var tilfældet. Det fremgår af vejledningen, at det er en forudsætning for et MtF (male to female) kønsskifte, at såvel testikler som penis er fjernet, samt at skede og kønslæber er tildannet. Hvad angår FtM (female to male) kønsskifte, er der ikke opregnet nogen egentlige forudsætninger herfor. Om der er sket et kønsskifte vil derfor bero på et skøn over hvilke kønsorganer, der er fjernet, samt hvilke ændringer af de ydre kønskarakteristika, der er foretaget. Det tilrådes derfor i vejledningen, at disse sager sendes til udtalelse hos SK. Selvom det ikke fremgår direkte af vejledningen bliver det i praksis i f.t. et FtM kønsskifte anset for en minimumsbetingelse, at forplantningsevnen er ophævet.
Vejledning, der oprindeligt blev udfærdiget alene med det formål at forenkle og lette sagsbehandlingen i sager om juridisk kønsskifte, hvor det fysiske kønsskifte var foretaget i udlandet, har imidlertid fået refleksvirkning i f.t. personer, der gennemgår det fysiske kønsskifte i Danmark. Dette har betydet, at transseksuelle, der gennemgår kønsskifte i Danmark, i dag først får tilladelse til juridisk kønsskifte, når alle de i vejledningen opstillede fysiske betingelser er opfyldte, hvilket vil være på et langt senere tidspunkt end før vejledningens udfærdigelse, hvor juridisk kønsskifte blev tilladt, når der var foretaget kastration.

[Til indholdsfortegnelsen] 3.2. Bedømmelsen af den administrative praksis
I det følgende vil der blive foretaget en vurdering af dels hvorvidt den nuværende administrative praksis har tilstrækkelig støtte i NL, dels hvorvidt den skete praksisændring er i overensstemmelse med betingelserne for ændring af praksis, som disse er fastlagt i den almindelige forvaltningsretlige teori.

[Til indholdsfortegnelsen] 3.2.1. Navneloven som grundlag for den administrative praksis
I dette afsnit vil jeg med udgangspunkt i en gennemgang af NL‘s formÃ¥l, forarbejder og ordlyd undersøge, hvorvidt disse indeholder fortolkningsmomenter i relation til spørgsmÃ¥let om NL‘s anvendelse i forhold til transseksuelles ændring af fornavn, herunder tidspunktet og eventuelle betingelser herfor. De til grund for den administrative praksis liggende cirkulære og vejledning vil desuden blive vurderet.

Første gang der blev udstedt navnelovgivning gældende for hele landet var ved et kancellicirkulære, kaldet Dåbsforordningen, udstedt den 30. maj 1828. Forordningen blev ved lov nr. 89 af 22. april 1904 suppleret med en lov om navneforandring. Disse 2 love blev i 1961 afløst af den første egentlige samlede navnelov, der blev gennemgribende revideret i 1981, ved den stadigt gældende NL, lov nr. 193 af 29. april 1981.
Historisk set har formålet med at navngive været muligheden for at kunne individualisere personer, dvs. identificere og dermed udskille dem fra hinanden. Dette gav sig udslag i, at efternavne i starten havde karakter af tilnavne, der blev dannet ud fra tilknytningen til enten et sted eller en by, ved angivelse af et familieforhold, eller ud fra bærerens udseende, beskæftigelse eller egenskaber.
Formålet med fornavne har sandsynligvis været dobbelt, idet de både skulle tjene som identifikationsmiddel, og fungere som indikation for køn, således angav navnet, om der var tale om en dreng eller en pige.
For at beskytte barnet, der på dåbstidspunktet ikke selv var i stand til at gøre indsigelser mod navngivningen, opstod der i administrativ praksis en række principper herfor, deri blandt at navne, der ikke var egentlige fornavne, ikke kunne vælges dertil, samt at der ikke måtte gives et barn et upassende fornavn. Da køn ikke dengang var noget, der kunne ændres, blev der meget tidligt dannet den faste administrative praksis, at man ikke måtte give en pige et drengenavn eller omvendt, ligesom det var fast antaget, at en person ikke ved en senere navneforandring kunne vælge navne, som vedkommende ikke kunne have fået ved dåben. Disse regler og principper blev kodificeret ved Dåbsforordning af 1828, og der findes alene at være sket mindre sproglige ændringer, i f.m. med de senere lovændringer. Således blev betingelsen i Dåbsforordningens § 18 om at der ikke måtte gives et barn et upassende navn ved lovændringen i 1961 omformuleret til et krav om, at et fornavn ikke kunne gives, såfremt det kunne befrygtes at blive til ulempe for barnet.
I øvrigt var det primære formål med lovændringen i 1961 at samle alle de vigtigste regler om personnavne, der på den tid skulle søges i spredte lovbestemmelser, forskrifter, sædvane og praksis, i én lov. Reglerne om navneforandring og fornavne blev kodificeret, mens reglerne om navnebeskyttelse blev ændret en smule. De regler, der ved lovændringen i realiteten kom til at afvige fra gældende ret, var reglerne om erhvervelse af familienavn, dvs. efternavn, ved ægteskab og fødsel.
Hvad angik lovændringen i 1981 havde denne især til hensigt at skabe navneretlig ligestilling mellem mænd og kvinder og mellem børn født i og uden for ægteskab, idet den dagældende lovgivning ikke fandtes at harmonere med de moderne synspunkter om ligestilling, ligesom den fandtes at indebære en forskelsbehandling mellem børn født i og udenfor ægteskab. Der ud over skete der ændringer af enkelte bestemmelser, der i praksis havde givet anledning til problemer, samt et par administrative forenklinger vedr. behandlingen af sager om navneforandring. Loven tilsigtede således ikke generelt at ændre det gældende navneretlige system.
Det kan ud fra en gennemgang af NL‘s forarbejder konstateres, at spørgsmÃ¥let omkring transsekuelles navneændring, eventuelle betingelser eller tidspunktet herfor, ikke er berørt med et eneste ord i hverken betænkningen, den nugældende eller tidligere loves generelle eller specielle bemærkninger, eller i f.m. folketingsdebatterne ved lovenes vedtagelse. Det ses heller ikke berørt i den juridiske litteratur. Ved en besvarelse af spørgsmÃ¥let om hvilke betingelser der finder anvendelse i f.t. transseksuelles ændring af fornavn, mÃ¥ der derfor tages udgangspunkt i ordlyden af NL‘s betingelser, den naturlige sproglige fortolkning af disse, samt formÃ¥let med navnelovgivningen.

Betingelserne for ændring af fornavn fremgÃ¥r af NL‘s § 10, stk. 3, jf. stk. 1:
– bortkastelse af fornavn kan kun ske, hvis et andet fornavn beholdes eller et nyt erhverves,
– kun egentlige fornavne kan tages som fornavne, og
– det valgte fornavn mÃ¥ ikke være til ulempe for bæreren.
I realiteten vil det alene være den sidste betingelse, der vil være af betydning i f.m. transseksuelles forandring af fornavn. Det vil derfor være relevant at foretage en nærmere undersøgelse af hvorledes ulempebegrebet fortolkes i praksis.
Selve begrebet “ulempe” mÃ¥ siges at indeholde et betydeligt skønsmæssigt element. Dette skøn vil have karakter af en subjektiv vurdering af navnets sandsynlige konsekvenser for bæreren. I almindelighed fortolkes ulempebegrebet som indeholdende et krav om, at der ikke mÃ¥ vælges et navn, der kan virke latterligt eller give anledning til drillerier, hvilket mÃ¥ anses for at være i overensstemmelse med en naturlig sproglig fortolkning af begrebet ulempe. FormÃ¥let med navneloven er sÃ¥ledes som nævnt at beskytte bæreren. Der findes i øvrigt ikke at kunne hentes yderligere hjælp i relation til fortolkningen af dette begreb i lovens forarbejder.
Anvendelsen af en subjektiv præget vurdering vil i praksis kunne give anledning til besværligheder og usikkerhed, idet vurderingen af sandsynligheden nemt vil komme til at afhænge af hvad man personligt tror vil kunne give anledning til ulempe. Det mÃ¥ anses for at være et forsøg pÃ¥ at imødegÃ¥ disse vanskeligheder, at Kirkeministeriet (KM) har udsendt cirkl. nr. 24 af 1. marts 1982 om ændring af lovgivningen om personnavne, der dels indeholder princippet om, at drenge ikke mÃ¥ gives pigenavne eller omvendt, dels indeholder en række retningslinjer for, hvornÃ¥r et givet navn er hhv. et pige eller et drengenavn. KM udsender desuden i samrÃ¥d med Københavns universitets institut for navneforskning med passende mellemrum en fortegnelse over godkendte fornavne, dvs. navne man med sikkerhed kan antage ikke giver anledning til ulempe. I kraft af cirkl. nr. 24 er der fra CRD‘s side blevet anlagt det man kan kalde en objektiveret fortolkning af NL‘s ulempebegreb sÃ¥dan at forstÃ¥, at ulempevurderingen foretages løsrevet fra den enkelte ansøgers eller CRD‘s egen subjektive opfattelse af og vurdering af evt. gener ved at bære et givet navn. Det vil sige, at der i stedet for en konkret individuel vurdering i stedet anlægges en generel vurdering af, hvad der i almindelighed mÃ¥ betragtes, som et ulempefremkaldende navn. Anvendelsen af en objektiveret fortolkning af ulempebegrebet mÃ¥ antages at indebære visse fordele, dels vil den kunne bidrage til sikringen af en ensartet administrering af loven, i og med man som ansøger ikke er afhængig af den retsanvendende myndigheds subjektive holdning til det ønskede navn, dels vil sagsbehandlingstiden kunne nedsættes væsentligt. Det mÃ¥ antages at anvendelsen af en objektiveret fortolkning af ulempebegrebet kun sjældent vil give anledning til problemer. Som det dog vil fremgÃ¥ nedenfor giver den objektiverede fortolkning imidlertid anledning til endog betydelige problemer i forhold til transseksuelle, hvilket skyldes at de sÃ¥vel før, under, som efter kønsskiftet ofte vil leve i en kønsrolle, der er i opposition til deres biologiske køn.

En naturlig sproglig fortolkning af ordlyden af NL‘s bestemmelse om navneforandring og dermed ulempebegrebet synes umiddelbart at føre til, at transseksuelle, pÃ¥ det tidspunkt deres oprindelige navn bliver til ulempe for dem, vil kunne skifte navn. Det vil være svært generelt at angive, hvornÃ¥r dette vil være i og med der er tale om en subjektiv præget skønsmæssig vurdering, men det vil i hvert fald senest være pÃ¥ det tidspunkt, hvor den transseksuelle pÃ¥begynder den sÃ¥kaldte hverdagstest, der ifølge administrativ praksis kræves for at den transseksuelle kan fÃ¥ tilladelse til kastration (og dermed fÃ¥ foretaget et kønsskifte). Ved hverdagstesten kræves, at den transseksuelle skal gÃ¥ klædt og pÃ¥ alle livsomrÃ¥der optræde som det køn vedkommende psykisk tilhører. Det vil imidlertid være rimelig kompliceret for ikke at sige nærmest umuligt at gennemføre en sÃ¥dan hverdagstest, sÃ¥fremt der pÃ¥ pas, kørekort, kontokort, Dankort, sygesikringsbevis, mv. stÃ¥r et navn (og CPR-nummer) der tilhører vedkommendes oprindelige køn, dvs. et køn der er i opposition til det køn, man ved testen skal bevise, man kan leve som. Der vil opstÃ¥ næsten uoverstigelige vanskeligheder med at udføre helt almindelige handlinger, som ingen af os sÃ¥kaldte “almindelige mennesker” tænker over, og transseksuelle vil derfor ikke uden besvær, ubehageligheder og ydmygende situationer kunne gennemføre hverdagstesten, medmindre de gives tilladelse til navneforandring.
Administrativ praksis er imidlertid ikke ligefrem pÃ¥ linje hermed. SÃ¥ledes stilles der her krav om, at den transseksuelle har gennemført et “egentligt kønsskifte” før navneforandring tillades. Baggrunden for dette krav er som nævnt det i cirkl. nr. 24 indeholdte princip om, at drenge ikke mÃ¥ bære pigenavne eller omvendt. Cirkulæret opstiller sÃ¥ledes et kønskriterium, svarende til at navne i Danmark traditionelt er kønsspecifikke. Cirkulæret indeholder imidlertid ingen retningslinier for, hvornÃ¥r en person er en dreng eller en pige. Dette vil normalt slet ikke være et spørgsmÃ¥l, der giver anledning til tvivl, men i forhold til f.eks. hermafroditter, der pÃ¥ en og samme tid er han- og hunkøn, og transseksuelle (særligt transseksuelle under kønsskifte), vil dette spørgsmÃ¥l kunne give anledning til del tvivl. Hvilke navne, disse særlige persongrupper mÃ¥ bære, kan ikke umiddelbart afgøres ud fra hverken NL‘s ordlyd, forarbejder, eller en objektiveret fortolkning af ulempebegrebet.
SpørgsmÃ¥let vil være relevant, eftersom transseksuelle under kønsskifteprocessen, der er et endda meget langstrakt forløb, pÃ¥ visse tidspunkter vil besidde kønskarakteristika fra sÃ¥vel sit oprindelige som sit ønskede køn, sÃ¥ledes vil f.eks. MtF transseksuelle under hormonbehandlingen, der tidsmæssigt ligger langt forud for det tidspunkt, hvor kønsskiftet er fuldstændigt tilendebragt – endda forud for tilladelsen til kastration, over tid fÃ¥ en kvindelig skikkelse og danne bryster, men stadig have penis og skæg. Man kunne formode, at den retsanvendende myndighed i disse tilfælde ville se bort fra cirkulærets anvendelse af et kønskriterium og i stedet falde tilbage pÃ¥ lovens ordlyd, og dermed den rene ulempevurdering. Dette er imidlertid ikke tilfældet. CRD har i stedet valgt at holde fast i cirkulærets kønskriterium og udfylde dette med en af Preben Hertoft (PH), SK, udarbejdet vejledning indeholdende helt specifikke krav til, hvilke operationer der skal være gennemført, før en person kan siges at have skiftet køn. Vurderingen i forhold til om transseksuelle skal tillades navneændring bliver dermed en objektiv vurdering af om betingelserne i PH‘s vejledning er opfyldte, dvs. om alle de krævede operationer er gennemført eller ej. Konsekvensen af de i vejledningen opstillede operative betingelser er, at transseksuelle, indtil den dag den sidste operation er gennemført, anses for at tilhøre deres medfødte køn, hvorfor en navneændring til et navn, der entydigt hører til det modsatte (ønskede) køn vil blive nægtet, idet dette som følge af vejledningen og den objektive fortolkning af NL‘s ulempebegreb automatisk anses for at være til ulempe for den transseksuelle.

CRD‘s administration af NL i forhold til transseksuelle, som den er beskrevet ovenfor synes at rejse en række problemstillinger. For det første det helt principelle spørgsmÃ¥l, hvorvidt det kan anses for værende i overensstemmende med de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at NL‘s bestemmelser om navneforandring i forhold til transseksuelle pÃ¥ baggrund af en vejledning og et cirkulære umiddelbart synes at blive anvendt i strid med den naturlige sproglige fortolkning og forstÃ¥else af bestemmelsens ordlyd og umiddelbart i strid med lovens formÃ¥l.
Det mÃ¥ i den forbindelse først og fremmest anføres, at det normalt mÃ¥ anses for at have formodningen imod sig, at en lovbestemmelse skal anvendes i modstrid med en naturlig sproglig fortolkning af dens ordlyd, medmindre der findes helt klare holdepunkter for dette i lovens forarbejder, hvilket dog ikke er tilfældet med NL‘s bestemmelse om navneforandring. Dernæst kan det generelt ud fra et retskildemæssigt synspunkt anføres, at interne regler, sÃ¥som cirkulærer og vejledninger ikke mÃ¥ stride mod de eksterne retsregler. Noget sÃ¥dant ville være i strid med det i legalitetsprincippets indeholdte princip om den retlige trinfølge, hvorefter love gÃ¥r forud for sÃ¥vel generelle som konkrete retsakter. Set i lyset af heraf forekommer CRD‘s administration af NL ud fra et retskildemæssigt synspunkt yderst betænkelig.

CRD‘s administration af NL i forhold til transseksuelle rejser desuden spørgsmÃ¥let, hvorvidt en anvendelse af en objektiveret fortolkning generelt er forenelig med grundsætningen om skøn under regel, idet anvendelsen af en objektiveret fortolkning netop indebærer, at der ikke foretages en konkret individuel vurdering af, om det vil være til ulempe for ansøgerens at bære det ansøgte navn. Dette leder sÃ¥ hen til spørgsmÃ¥let om hvorvidt anvendelsen af den objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb pÃ¥ baggrund af cirkl. nr. 24 konkret i forhold til transseksuelle er i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om skøn under regel.

I relation til spørgsmålet om, hvorvidt en anvendelse af en objektiveret fortolkning set ud fra en generel synsvinkel er forenelig med grundsætningen om skøn under regel, kan det anføres, at en objektiveret fortolkning alene vil kunne anvendes som vejledende udgangspunkt i en konkret sag. Anvendes en objektiveret fortolkning derimod ufravigeligt vil den komme i konflikt med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om skøn under regel. Det vil sige, at såfremt der foreligger særlige omstændigheder i en sag vil disse stadig skulle inddrages i den skønsmæssige afgørelse.
Dette standpunkt støttes bl.a. pÃ¥ en udtalelse fra Folketingets ombudsmand (ombm.) i FOB1977.511, der vedrørte bidragsfordelingen af grundejerbidrag til en offentlig vej. ombm. udtalte i sagen, at selvom fordelingen af vejbidrag principielt skulle foretages pÃ¥ grundlag af en konkret vurdering, sÃ¥ var kommunens mulighed for fra vejanlæg til vejanlæg at fordele afgiften 100 % retfærdigt i praksis utvivlsomt ret begrænset, hvorfor ombm. intet havde at indvende imod, at der som udgangspunkt blev anvendt en “normalvægtfordelingsnorm”. Det understreges dog, at “normalvægtfordelingsnormen” alene kunne være vejledende, og at det pÃ¥hvilede kommunen at være opmærksom pÃ¥ særlige hensyn, der kunne tale for en fravigelse af normen. Man kan sÃ¥ledes sige, at det ikke generelt vil være i strid med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om skøn under regel at anvende en objektiveret fortolkning.

Ombm. har i en udtalelse af 18. februar 1997 udtalt sig om CRD‘s anvendelse af den objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb i forhold til transseksuelle og dermed hvorvidt anvendelsen af denne er forenelig med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om skøn under regel. Klageren havde i sagen bl.a. klaget over, at det i praksis ikke er muligt at fÃ¥ lov til at ændre navn førend kønsskiftebehandlingen er tilendebragt, og i denne forbindelse gjort gældende, at CRD‘s praksis savnede støtte i NL. ombm. nÃ¥r, efter en gennemgang af NL‘s forarbejder og dens øvrige historie frem til, at CRD‘s anvendelse af den objektiverede fortolkning af ulempebegrebet ligger inden for de retlige ramme i NL‘s § 10. Dette resultat begrundes af ombm. dels med, at den objektiverede fortolkning har været fulgt meget længe i administrativ praksis, dels at der i lovens forhistorie findes at være støtte for en objektiveret fortolkning, dels at den objektiverede fortolkning ikke følges undtagelsesfrit i sager vedrørende transseksuelle.
Ombm.’s prøvelse i sagen synes at være lidt atypisk i f.t. ombm.’s sædvanlige prøvelse, eftersom ombm.’s begrundelse synes at have karakter af en “allerede fordi” begrundelse, sÃ¥dan at forstÃ¥ at ombm. “allerede fordi” CRD længe har anvendt den objektiverede fortolkning, og fordi ombm. synes der er en vis støtte i forarbejderne for denne anvendelse, finder, ikke finder at der foreligger noget kritisabelt forhold. I kraft af denne “allerede fordi” begrundelse lader det til, at ombm. ikke foretager en prøvelse af en række, for mig at se, meget vigtige spørgsmÃ¥l, herunder for det første det klageren egentlig klager over, nemlig det korrekte i at kræve foretaget et egentligt kønsskifte før navneforandring tillades, hvilket dels berører spørgsmÃ¥let om hjemlen for dette krav dels det ovenfor behandlede spørgsmÃ¥l om hvorvidt NL pÃ¥ baggrund af et cirkulære og en vejledning kan anvendes pÃ¥ en mÃ¥de, der umiddelbart synes at være i strid med dens ordlyd. For det andet kan det anføres, at ombm.’s prøvelse af, hvorvidt CRD rent faktisk i praksis undtager fra den objektiverede fortolkning, ikke forekommer at have karakter af en særlig tilbundsgÃ¥ende prøvelse. Dette synspunkt vil i det følgende i f.m. en gennemgang af ombm.’s udtalelse blive uddybet.

Underkastes ombm.’s begrundelse en nærmere undersøgelse, mÃ¥ det i relation til det af ombm.’s anvendte argument, at den objektiverede fortolkning har en vis støtte i NL‘s forarbejder, bemærkes, at der ikke foretages nogen præcis henvisning til et eller flere steder i forarbejderne. Det mÃ¥ sÃ¥ledes stÃ¥ hen i det uvisse, hvad der egentlig er ment med denne henvisning. Det er muligt, at der er tænkt pÃ¥ bet. 254/1960, der er omtalt i et brev fra CRD, hvori det anføres dels, at DÃ¥bsforordningens § 18 blev fortolket sÃ¥ledes, at navne, der kunne virke latterlige eller i øvrigt blive til ulempe for barnet senere hen i livet, ikke mÃ¥tte godkendes. PÃ¥ denne baggrund mÃ¥tte der ikke gives en pige et drengenavn eller omvendt”, dels at det i lovforslaget til den nugældende lov fra 1981 er anført at “lovforslagets kap. 2 svarer til gældende lovs kap. 3”. Forarbejderne, der i det hele taget er meget generelle i deres formulering, ogsÃ¥ i relation til de specifikke henvisninger i brevet, findes alene at vedrøre, hvorledes ulempebegrebet blev fortolket i “normale” situationer, og beskæftiger sig sÃ¥ledes ikke, hverken generelt eller specifikt (f.eks. i f.t. transseksuelle) med hvordan ulempebegrebet skulle fortolkes i de situationer, hvor der gjorde sig særlige forhold gældende, som f.eks. kønsskifteopererede, hermafroditter eller lign. Det mÃ¥ derfor formodes, at ombm. med denne del af sin begrundelse alene har søgt at fastslÃ¥ hvorvidt en anvendelse af en objektiveret fortolkning af NL‘s ulempebegreb i det hele taget er berettiget pÃ¥ navneomrÃ¥det, og i den forbindelse henviser han sÃ¥ til lovens forarbejder.
Ombm.’s andet argument, at fortolkningen i praksis er blevet fulgt længe, mÃ¥ ligeledes antages at gÃ¥ pÃ¥ en fastlæggelse af, hvorvidt det ud fra en generel synsvinkel er i orden at anvende en objektiveret fortolkning af NL.

Ombm. synes således at nå frem til, at det er i orden generelt at anvende en objektiveret fortolkning på navneområdet. Derved synes han for så vidt at bekræfte sin udtalelse herom i FOB1977.511. Derimod synes han ikke at være kommet afklaringen af hvorvidt den objektiverede fortolkning af ulempebegrebet også kan eller bør anvendes i f.t. transseksuelle meget nærmere. Nogen holdepunkter synes som nævnt heller ikke at findes i forarbejderne.
Fra en helt principiel betragtning vil det dog kunne anføres, at der vil kunne sættes spørgsmÃ¥lstegn ved, om det ikke alene er korrekt at anvende en objektiveret fortolkning, der jo i bund og grund er udtryk for en gennemsnitsvurdering, sÃ¥længe man befinder sig indenfor reglens typiske anvendelsesomrÃ¥de, hvilket her vil sige gennemsnitsbefolkningen, dvs. den gruppe danskere, der ikke har en uklar kønsidentitet eller befinder sig i en konflikt med denne, som f.eks. transseksuelle. Det mÃ¥ alt andet lige have formodningen imod sig, at en gennemsnitsbetragtning, der passer pÃ¥ én gruppe, kan anvendes pÃ¥ en anden gruppe, der ikke tilhører eller kan betragtes som værende identisk med denne gruppe. SÃ¥fremt der i en konkret sag er tale om en person/persongruppe, der falder udenfor “gennemsnittet” vil man sandsynligvis af samme grund kunne argumentere for, at der ikke engang bør tages udgangspunkt i en objektiveret fortolkning, men derimod bør foretages en konkret individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt i skønsmæssige sager, hvilket i forhold til transseksuelle vil sige en konkret individuel vurdering af, hvorvidt et navneskifte vil være til ulempe.
Dette spørgsmÃ¥l beskæftiger ombm. sig imidlertid ikke med, men indskrænker sig derimod til at undersøge hvorvidt den objektiverede fortolkning anvendes ufravigeligt, eller om der, hvor der foreligger særlige omstændigheder, gøres fravigelse fra den, jf. hans udtalelse i FOB1977.511 om at “normalfordelingsnormen” alene kunne være vejledende, og at det pÃ¥hvilede kommunen at være opmærksom pÃ¥ særlige hensyn, der kunne tale for en fravigelse af dette normen. Ombm. modtog i sagen om NL anvendelse i forhold til transseksuelle et brev fra CRD, hvori denne redegjorde for praksis vedrørende transseksuelles navneskifte, herunder fravigeligheden af praksis. PÃ¥ baggrund af dette brev konkluderer ombm., at der af CRD for sÃ¥ vidt meddeles tilladelse til ændring af fornavn uden at et egentligt kønsskifte har fundet sted, hvorfor ombm. ikke finder, at der er grundlag for at kritisere CRD‘s anvendelse af den objektiverede fortolkning af ulempebegrebet i forhold til transseksuelle.
Det mÃ¥ imidlertid anses for tvivlsomt, hvorvidt ombm.’s udtalelse pÃ¥ dette punkt er korrekt. Reservationen skyldes, at det CRD brev alene handler om er i hvilken udstrækning, der gøres undtagelse fra de operationsmæssige betingelser, som er fastlagt i PH‘s vejledning, jf. formuleringen “tilladelse til ændring af fornavn, uden at et egentligt kønsskifte har fundet sted, er kun givet i enkelte sager, og kun nÃ¥r helt særlige omstændigheder taler herfor”. f.eks. hvor en kønsskifteoperation pÃ¥ grund af ansøgerens alder (læs: høje) ikke kan anbefales”, men ikke hvorvidt der er gøres undtagelse fra den objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb som sÃ¥dan.
Det forholder sig nemlig sÃ¥dan, at sÃ¥fremt der gøres undtagelse fra de objektive operationskriterier i PH‘s vejledning, sÃ¥ fÃ¥r den transseksuelle automatisk tilladelse til navneændring, idet vedkommende via undtagelsen anses for at have gennemført kønsskiftet, og det derfor anses for at være til ulempe for denne at bære sit oprindelige navn, jf. den objektiverede fortolkning af NL‘ ulempebegreb. Der er sÃ¥ledes ikke tale om, at der gøres undtagelse fra den objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb, men at denne anvendes pÃ¥ helt sædvanlig vis. Det er sÃ¥ledes alene i f.m. anvendelsen af vejledningen at der fortages et skøn, ikke i f.m. anvendelsen af den objektiverede fortolkning.

Hvorvidt der isoleret set gøres udtagelse fra cirkulærets forbud mod at drenge har pigenavne eller omvendt, og dermed fra kønskriteriet, berøres imidlertid ikke i redegørelsen. SpørgsmÃ¥let om der gøres undtagelse fra cirkulæret har ikke alene teoretisk interesse, for selvom en undtagelse fra den i kraft af cirkulæret anvendte objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb vil rumme alle de tilfælde, der er omfattet af vejledningen, sÃ¥ vil det modsatte ikke være tilfældet. Man kan sÃ¥ledes sige, at i forhold til vejledningen er et spørgsmÃ¥l om, hvorvidt det forhold at en transseksuel ikke uden risiko for liv eller førlighed kan gennemføre et kønsskifte er et hensyn, der bør medføre, at der gøres undtagelse fra de operative krav, sÃ¥ er det i forhold til cirkulæret et spørgsmÃ¥l om, hvorvidt det forhold at en ansøger er i gang med at skifte køn og derfor klæder sig og pÃ¥ alle livsomrÃ¥der agerer som sit modsatte køn, er et hensyn, der bør medføre at der gøres undtagelse fra cirkulæret forbudet mod at drenge har pigenavne og omvendt. Om end situationerne kan minde meget om hinanden er de principielt forskellige, hvilket bliver tydeligt, sÃ¥fremt man undersøger pÃ¥ hvilket tidspunkt i kønsskifteprocessen de vil kunne blive relevante. Mens en undtagelse fra vejledningens operationsmæssige betingelser som regel først bliver aktuel, nÃ¥r der er givet tilladelse til kastration, dvs. efter at hverdagstest, samtaler pÃ¥ SK mv. er gennemført, sÃ¥ vil en undtagelse i forhold til cirkulærets forbud mod at drenge bærer pigenavne og omvendt betyde at transseksuelle allerede forud for kastrationstilladelsen ville kunne fÃ¥ tilladelse til navneforandring, f.eks. i f.m. hverdagstesten.

Det har ikke været muligt for mig at finde eksempler pÃ¥ tilfælde, hvor CRD i forhold til transseksuelle har undtaget fra cirkulærets forbud mod at drenge bærer pigenavne eller omvendt. Der er derimod gjort undtagelse fra dette krav i hvert fald i forhold til én anden persongruppe, nemlig solmaliere. Ifølge somaliske traditioner navngives piger pÃ¥ den mÃ¥de at de fÃ¥r dels et pigenavn, dels deres fars, bedstefars og oldefars fornavne. Dette blev i 1997 med henvisning til cirkulærets princip om at piger ikke mÃ¥ gives drengenavne nægtet af de danske myndigheder i en konkret sag, hvorefter Dokumentations- og RÃ¥dgivningscenteret for racediskrimination (DRC) rejste spørgsmÃ¥let i en alternativ rapport til den danske officielle 13. periodiske rapport til FN’s racediskriminationskomité. PÃ¥ baggrund heraf udtalte komitemedlemmerne bl.a. “was not satisfied by the Danish representative’s explanation of the prohibition of certain childrens names on the ground that they might prove a disadvantage to the child.” og Komiteen udtalte i dens Concluding observations, at “Concern is expressed that a rigid implementering of the law of 1981 on names has a discriminatory effect on resident of nonDanish ethnic or national origin”. Sagen blev herefter rejst i Folketingets retsudvalg, og JM har siden besluttet, at praksis bør ændres, sÃ¥ledes at der bliver mulighed for at piger, hvis forældre har tilknytning til den somaliske navneskik i Danmark kan blive navngivet i overensstemmelse hermed. Der bliver altsÃ¥ rent faktisk i andre situationer gjort undtagelse fra cirkulæret, men altsÃ¥ bare ikke i forhold til transseksuelle.

NÃ¥r der henses til den ovenfor beskrevne meget snævre undtagelse fra PH‘s vejledning operationsbetingelser, der alene vedrører sygdom og alder, sammenholdt dels med de nævnte meget betydelige konsekvenser af CRD fastholdelse af at anvende den objektiverede fortolkning af NL‘s ulempebegreb i forhold til transseksuelle, dels med det faktum at der rent faktisk er gjort undtagelse fra cirkulærets princip om at drenge ikke mÃ¥ bære pigenavne eller omvendt, sÃ¥ mÃ¥ det anses for tvivlsomt om den objektiverede fortolkning af ulempebegrebet i forhold til transseksuelle er i overensstemmelse med de af ombm. i FOB1977.511 udstukne retningslinier for anvendelsen af objektiverede fortolkninger. Jeg kan sÃ¥ledes ikke tilslutte mig ombm. konklusion pÃ¥ dennes undersøgelse. NÃ¥r dertil kommer, at hverken kravet om fuldført kønsskifte eller de deraf følgende operationsbetingelser ikke umiddelbart kan udledes af ordlyden, den almindelige sproglige fortolkning af NL‘s betingelser for navneændring, eller af NL‘s formÃ¥l, finder jeg i det hele taget at praksis pÃ¥ omrÃ¥det – set ud fra en juridisk synsvinkel – er betænkelig.

[ Til indholdsfortegnelsen] 3.2.2. Praksisændringen
Som nævnt i de foregående afsnit anvendes den af PH (SK) udarbejdede vejledning ved fastlæggelsen af, hvornår kønsskifte kan anses at foreligge, og dermed for hvornår der kan gives tilladelse til navneændring. Sådan har det imidlertid ikke altid været. Dette fremgår af CRD svar af 25. august 1992 på spørgsmål stillet af foreningen Tiresias, samt af formuleringen af 3 konkrete afgørelser. Af disse fremgår det tydeligt, at man tidligere sidestillede kastration med kønsskifte på den måde at forstå, at man, når der var foretaget kastration, kunne søge om juridisk kønsskifte, og at kastration var en tilstrækkelig betingelse for at opnå dette. Konsekvensen af dette var, at transseksuelle på et langt tidligere tidspunkt end i dag, nemlig allerede under (en del af) det kirurgiske kønsskifte, kunne få ændret deres navn og CPR-nummer.

Ændringen af praksis fandt sted i juli 1995 efter at PH havde udarbejdet føromtalte vejledning af 20. juni 1995. Baggrunden for denne vejlednings udfærdigelse var, som nævnt i afsnit 3.1., et ønske om en forenkling af den administrative procedure i f.m. ansøgninger om ændring af navn og CPR-nummer fra personer, der var blevet kønsskifteopereret i udlandet. Selvom vejledningen alene var udfærdiget med henblik pÃ¥ transseksuelle opereret i udlandet afstedkom den – som refleksvirkning – en stramning af praksis vedrørende juridisk kønsskifte for personer opereret i Danmark. Dette, der som nævnt ikke var formÃ¥let med udarbejdelsen af vejledningen, men nok en naturlig følge af denne, medførte, at der i dag gÃ¥r væsentligt længere tid inden juridisk kønsskifte tillades, da det nu er et krav, at kønsskiftet skal være tilendebragt. I dag befinder transseksuelle sig sÃ¥ledes under kønsskiftebehandlingen i langt videre udstrækning end tidligere i et personligt og retligt vakuum. I dette afsnit vil jeg derfor se nærmere pÃ¥ de juridiske problemer ved den skete praksisændring.
Det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt er, at der ikke som sådan er noget til hinder for, at forvaltningen foretager en generel praksisændring. Derfor vil der heller ikke isoleret set være noget i vejen med at foretage en forenkling af den administrative procedure i tilfælde, hvor transseksuelle er blevet opereret i udlandet. Det synes at være såvel sagligt som hensigtsmæssigt, og i både forvaltningens og ansøgernes interesse, at disse ofte oplagte sager ikke trækkes unødigt i langdrag som følge af en omfattende høringsprocedure, hvis karakter af garanti for at kastration er tilrådeligt i realiteten ikke længere er relevant i f.t. denne gruppe ansøgere. Omvendt er konsekvenserne af de i vejledningen opregnede kriteriers anvendelse i f.t. personer, der gennemgår kønsskifteproceduren her i landet, af en helt anden og meget mere vidtgående karakter. Problemstillingen ses ikke at være blevet berørt i f.m. det møde, der lå til grund udfærdigelsen af vejledningen eller andre steder. Ved at anvende vejledningens kriterier som afgørende for, hvornår navneændring kan fortages, afskar man imidlertid de transseksuelle fra den mulighed, de i medfør af administrativ praksis tidligere havde for at få navneforandring, allerede når de var blevet kastreret. En sådan praksisændring findes, når henses til dens i praksis reelt meget indgribende betydning, rimeligvis at måtte kræve en saglig begrundelse. Det kan således diskuteres om den tidligere anvendte fortolkning var blevet en del af den navneretlige regulering, og om der derfor krævedes en lovændring for at ændre dette.

Årsagen til ændringen af de stillede krav skal muligvis søges i, at der ikke oprindeligt var særligt mange muligheder for at foretage kønsmodificerende indgreb, hvorfor der alene blev stillet krav om en ophævelse af forplantningsevnen. Efterhånden som teknikkerne til de kønsmodificerende indgreb blev udviklet og raffineret, er det muligt, at man mente, at det ville være relevant også at kræve disse indgreb foretaget, inden et kønsskifte blev anset for at have fundet sted. Dette er en meget forståelig tankegang, men man risikerer herved at overse et meget vigtig forhold, nemlig at fysisk og juridisk kønsskifte ikke nødvendigvis behøver at være afhængige af hinanden, der er endog mange vægtige argumenter for ikke at kæde dem sammen. Dels at personer under et kønsskifte, hvis der sker en sammenkædning, vil befinde sig i et retligt vakuum, idet de i praksis ikke vil kunne fortage sig ret mange ting i vore dages højteknologiske samfund, uden at der vil opstå en helt åbenlys konflikt mellem på den ene side deres udseende og på den anden side deres identitetspapirer. Dels at der netop er tale om 2 forskellige vurderinger, en medicinsk og en juridisk. En sammenfaldende tidsgrænse ville være både nem og bekvem at arbejde med, men ville også repræsentere en forenkling af de praktiske realiteter. Det må rimeligvis være således, at juraen må indrette sig efter verden og ikke omvendt.
Dette synspunkt understreges af det faktum, at den medicinske udvikling ikke kan anses for at være nÃ¥et til et slutpunkt i relation til kønsskiftebehandling. Der udvikles hele tiden nye, bedre og flere metoder og muligheder for at ligheden med det ønskede køn bliver mere udtalt. Dette vil dog, sÃ¥fremt disse tilføjes til vejledningens retningslinier over, hvad der i almindelighed efter en medicinsk vurdering mÃ¥ anses for nødvendigt for, at kønsskifte kan anses for at foreligge, fÃ¥ den paradoksale konsekvens, at tidspunktet hvor det juridiske kønsskifte vil blive yderligere forskudt fra det tidspunkt for behandlingen indledes, og tidsrummet, hvori den transseksuelle vil befinde sig i et retligt vakuum, vil blive tilsvarende forøget. Den ofte anvendte argumentation, at man ikke skal ændre navn eller CPR-nummer før kønsskiftet er en realitet, da dette ellers vil medføre risiko for, at folk ikke vil kunne vide, hvem de stÃ¥r overfor, eller vil føle sig ført bag lyset, hvis de skulle opdage, at personen ikke helt var den de troede, er i realiteten et argument om en sikkerhed for de “andre”. Dette argument synes for det første ikke relevant i forhold til NL, efter hvis sÃ¥vel ordlyd som formÃ¥l det fremgÃ¥r, at det er hensynet til bæreren af navnet, der er søgt varetaget. For det andet synes argumentet ikke set i forhold til de ovenfor opregnede vægtige argumenter at kunne tillægges nogen afgørende vægt. Dette mÃ¥ efter min mening være et omrÃ¥de, hvor hensynet til de mange risiko for at blive “overrasket” eller udsat for en minimal ulempe, mÃ¥ vige for et helt basalt hensyn til individets retssikkerhed.

Anvendelsen af vejledningens kriterier betyder, jf. afsnit 3.2.1., at NL i dag anvendes i umiddelbar modstrid med dens almindelige sproglige fortolkning og formål. Dette er i sig selv et forhold, der taler for, at der må kræves en endog meget tungtvejende og saglig begrundelse for at en sådan anvendelse overhovedet kan påbegyndes. Her kommer det nævnte forenklingsformål sandsynligvis til kort. Det må således anses for tvivlsomt om dette formål kan retfærdiggøre en så væsentlig forringelse af ansøgernes retsbeskyttelse, som har været dets konsekvens. Det må ligeledes anses for særdeles tvivlsomt, om man på denne måde har kunnet ændre praksis, og jeg finder derfor den skete praksisændring endog meget betænkelig.

[Til indholdsfortegnelsen] 3.3. Sammenfatning
Som det vil være fremgÃ¥et af ovenstÃ¥ende, synes det umiddelbart tvivlsomt om den navneretlige praksis i forhold til transseksuelle er forenelig med den naturlige sproglige fortolkning NL‘s bestemmelse om navneforandring, ligesom anvendelsen af den objektiverede fortolkning af ulempebegrebet i forhold til transseksuelle mÃ¥ anses for at være betænkelig. SÃ¥ledes synes formÃ¥let med NL, nemlig hensynet til at kunne individualisere en person, navnlig nÃ¥r henses til fornavnes dobbelte formÃ¥l, umiddelbart at føre til, at transseksuelle, nÃ¥r deres oprindelige navn blev til ulempe for dem, f.eks. i f.m. hverdagstesten, burde kunne skifte navn. Det vil desuden nemt kunne skabe forvirring og misforstÃ¥elser, sÃ¥fremt en person bærer et navn, der er i Ã¥benlys modstrid med dennes ydre fremtoning, og som personer tilhørende dette køn normalt ikke kan bære, hvilket er en af de ting som bestemmelserne i NL netop har til formÃ¥l at forebygge.
En ordlyds og formÃ¥lsfortolkning taler sÃ¥ledes for at transseksuelle pÃ¥ et væsentligt tidligere tidspunkt end efter praksis, burde kunne fÃ¥ tilladelse til at ændre deres fornavn. Biologisk køn kan ganske vist ikke (endnu) ændres, men det kan ikke andet end undre, at man vælger at lægge afgørende vægt pÃ¥ noget, der ikke kan konstateres med det blotte øje, nemlig en persons kromosomer, i stedet for at lægge vægt pÃ¥ det der kan. At hævde at transseksuelle fortsat tilhører deres biologiske køn vil i hver fald pÃ¥ det tidspunkt, hvor de primære og evt. sekundære kønskarakteristika er fjernet, desuden være en sandhed med alvorlige modifikationer. For mig at se vil dette udsagn være udtryk for at fastholde et princip alene for princippets skyld og uden hensyntagen til hverken NL‘s formÃ¥l eller de menneskelige konsekvenser, det fÃ¥r. De hensyn, der i øvrigt vil kunne anføres til fordel for en nægtelse af juridisk kønsskifte før fysisk kønsskifte er foretaget synes desuden ikke at kunne opveje hensynet til transseksuelles helt Ã¥benbare og basale behov for at kunne foretage sig helt almindelige dagligdags handlinger. Her synes hensynet til den enkelte borgers retsbeskyttelse at mÃ¥tte gÃ¥ forud for hensynet til “de andre”. Der er sÃ¥ledes mange vægtige argumenter imod at gøre at juridisk kønsskifte afhængig af et fuldstændigt fysisk kønsskifte.
I modsætning til ombm. finder jeg sÃ¥ledes, at det mÃ¥ anses for tvivlsomt om den praksis, der i dag anvendes i relation til juridisk kønsskifte, er i overensstemmelse med NL‘s ordlyd, formÃ¥l, mv.

Ã…rsagen til den eksisterende navneretlige regulering skal givetvis søges dels i historiske forhold – man anvendte de forhÃ¥ndenværende midler, da spørgsmÃ¥let første gang blev aktuelt, dels i tilfældigheder, jf. den omtalte refleksvirkning, der ikke var formÃ¥let med vejledningen, men ikke desto mindre blev en direkte følge af dens udfærdigelse. Det lader ikke umiddelbart til, at der pÃ¥ noget tidspunkt har været nogen, der har sat sig ned og tænkt konsekvenserne af at kræve vejledningens betingelser opfyldt, før en navneændring tillades, ordentligt igennem. Den ændring af praksis, der fandt sted som følge af vejledningen, findes, nÃ¥r henses til det reelt meget omfattende indgreb i disse personers retsbeskyttelse, der blev dens resultat, at være yderst betænkelig.

[ Til indholdsfortegnelsen] 4. Den danske retstilstands forenelighed med EMRK
Som nævnt flere steder i det foregående, så medfører det forhold, at juridisk kønsskifte i Danmark er betinget af fysisk kønsskifte en række i praksis meget alvorlige konsekvenser for den transseksuelle under dennes kønsskifte herunder særligt i f.m. hverdagstesten. Således vil den transseksuelle have store vanskeligheder ved at foretage helt igennem dagligdags ting såsom at få et lånerkort til et bibliotek, åbne en konto i en bank betale med check eller Dankort, tage ansættelse, rejse til udlandet, afgive stemme ved folketings-, kommunevalg samt ved folkeafstemninger, få aktindsigt etc. Årsagen hertil er dels, at stort set alle danske former for identifikationspapirer enten indeholder en direkte angivelse af køn eller en indirekte angivelse heraf i medfør af indehaverens CPR-nummer, dels at navne i Danmark er kønsspecifikke. Dette betyder, at den transseksuelles livsførelse i perioden under kønsskiftet besværliggøres i alle de tilfælde, der involverer eller nødvendiggør en umiddelbar fremvisning af enten pas, kørekort, sygesikringsbevis, dåbsattest eller lign., men også i de tilfælde hvor en af disse identifikationspapirer kræves fremvist i f.m. udstedelse af andre beviser eller dokumenter.
Vanskelighederne vil i realiteten være nærmest uoverstigelige, ligesom den ydmygelse og de pinlige situationer, de potentielt indeholder, ofte vil udgøre en meget alvorlig psykisk belastning for den transseksuelle, og afholde denne fra at gøre ting andre ikke tænker nærmere over. Det offentlige lader til at være klar over problemerne, om end det kun synes at være i en meget begrænset udstrækning. Dette fremgÃ¥r af en af SK i 1992 udarbejdet vejledning om “Undersøgelses- og behandlingsprocedurer vedr. kønsmodificerende indgreb”, hvori det bl.a. anføres, at transseksuelle før “operationen” i enkelte tilfælde vil kunne fÃ¥ udstedt dobbelt kørekort, ligesom de vil kunne undgÃ¥ ubehageligheder, sÃ¥fremt de forsynes med en lægeattest, som de kan forevise efter behov.
Den juridiske værdi af en sådan lægeattest må dog strengt taget bedømmes som værende særdeles tvivlsom, ligesom det i øvrigt må påpeges, at en udstedelse af en sådan attest ikke vil forhindre, at den transseksuelle i f.m. de daglige gøremål kommer ud for pinefulde og ydmygende situationer. Lægeattesten vil allerhøjest gøre det lettere for den transseksuelle at dokumentere og sandsynliggøre sin forklaring på det helt åbenlyse misforhold mellem vedkommendes umiddelbare fysiske fremtoning og juridiske identitet. Udstedelse af en sådan lægeattest må i bund og grund anses for at være en lappeløsning, et forsøg på at reparere på nogle meget uheldige konsekvenser af den eksisterende retstilstand. Dette forsøg må dog reelt anses for at være utilstrækkeligt, idet det ikke vil eliminere problemet eller hindre, at transseksuelle bliver mistænkeliggjort og udsat for pinefulde situationer i perioden under deres kønsskifte. Det eneste, der i realiteten ville kunne eliminere problemerne, ville være at tillade transseksuelle under kønsskifte at antage såvel et nyt navn, som at tildele dem et nyt CPR-nummer, samt udstyre dem med nye, evt. midlertidige, identifikationspapirer. Da dette som nævnt ikke er tilfældet er transseksuelle under deres kønsskifte nødt til næsten konstant at forklare fremmede om deres situation og dermed nødt til at afsløre meget private oplysninger.
Danmark har ved lov nr. 285 af 29. april 1992 inkorporeret Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), hvorved denne er blevet en del af dansk ret. EMRK indeholder i art. 8 en ret for enhver til respekt for sit privat- og familieliv, hjem og korrespondance. I det følgende vil jeg forsøge at foretage en vurdering af, hvorvidt retstilstanden i Danmark i forhold til transseksuelle under kønsskifte er i overensstemmelse med EMRK art.8.

[ Til indholdsfortegnelsen] 4.1. Retten til privatliv
Indledningsvis vil art. 8’s generelle systematik kort blive beskrevet i EMRK art. 8 afsnit 4.1.1., ligesom der kort vil blive redegjort for nogle af de centrale begreber, der er indeholdt i bestemmelsen. I afsnit 4.1.2 vil EMD‘s praksis i forhold til transseksuelle blive analyseret i forsøget pÃ¥ at foretage en vurdering af hvilke momenter, der vil være af betydning i f. m. en bedømmelse af den danske retstilstands forenelighed med art. 8. I forlængelse heraf vil der i afsnit 4.2 blive foretaget en samlet vurdering af den danske retstilstand ud fra disse kriterier.

[ Til indholdsfortegnelsen] 4.1.1. EMRK art. 8
Art. 8 er på grund af sine bredt formulerede rettigheder og dermed potentielt vide anvendelsesområde, en af de i praksis mest betydningsfulde materielle menneskerettigheder. Art. 8 indeholder 4 rettigheder: retten til respekt for hhv. privat-, og familieliv, hjem og korrespondance. Man kan sige at begrebet privatliv er en slags overbegreb i f.t. de andre, og afgrænsningen i f.t. familieliv, hjem og korrespondance er ikke helt skarp. Den selvstændige ret til respekt for privatlivet antages dog at indebære, at der tilkommer ethvert individ en sfære, inden for hvilken den pågældende har ret til uforstyrret at udfolde og udvikle sin personlighed. Retspraksis fra EMD vedrørende retten til privatliv, har bl.a. drejet sig om registrering, herunder opbevaring og udlevering, af personlige oplysninger, indgreb i den fysiske integritet, samt individers seksualliv.

Begrebet respekt opfattes i almindelighed som indeholdende en pligt for staten til at undlade at gøre indgreb i den nævnte private sfære. Ud over denne pligt for staten til at forholde sig passiv antages art. 8 i et vist omfang at indebære positive pligter for staten til at yde det enkelte individ bistand i f.m. dennes personlige udfoldelse og udvikling, dvs. en pligt for staten til at foretage sig noget aktivt, f.eks. sørge for at retstilstanden i staten er indrettet således, at den enkelte sikres mulighed for personlig udfoldelse og udvikling. Man kan udtrykke det på den måde, at der i visse tilfælde må kræves mere end en passiv adfærd for at sikre en effektiv overholdelse af retten til respekt for den enkeltes privatliv. For det tredje antages begrebet respekt at indebære en positiv pligt for staten til at sikre borgerne mod hinanden indbyrdes.

Normalt opdeler EMD sin prøvelse af, hvorvidt en statslig handling er i overensstemmelse med EMRK art. 8 i en form for tredelt prøvelse:
For det første undersøges, hvorvidt den foretagne handling overhovedet er omfattet af en af de i bestemmelsen beskyttede rettigheder. Er dette tilfældet, vurderer EMD dernæst, om der er tale om et indgreb i denne ret. Begrebet “indgreb” antages i øvrigt at indebære et krav om, at den foretagne handling skal have en vis (mindste) grad af intensitet. Er dette ikke tilfældet, vil der ikke være tale om en krænkelse af art. 8. SÃ¥fremt der er tale om et indgreb, foretager EMD en prøvelse af, om betingelserne i art. 8, stk. 2, er opfyldte, dvs. om der er tale om et lovhjemlet indgreb, om indgrebet forfølger et af de i stk. 2 nærmere opregnede legitime formÃ¥l, samt om indgrebet er nødvendigt i et demokratisk samfund. I sÃ¥ fald vil der ikke være sket en krænkelse af retten til respekt for privatlivet. Retten til respekt for privatlivet er sÃ¥ledes ikke absolut. Er omvendt blot én af betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, vil der foreligge en krænkelse af EMRK art. 8.
Gør en klager gældende, at en stat har en “positiv” forpligtelse af en alle anden art, vil prøvelsen derimod ikke dreje sig om, hvorvidt der foreligger et indgreb i en konventionsbeskyttet ret. I disse tilfælde vurderer EMD i stedet, om staten samlet set er forpligtet i overensstemmelse med klagerens pÃ¥stand. I disse sager adskiller prøvelsen sig dermed fra den traditionelle stk. 2-vurdering, om end momenterne i denne samlede vurdering dog i vidt omfang synes at være de samme. Omfanget af en eventuel positiv forpligtelse fastlægges konkret af EMD, og søges primært fastlagt sÃ¥ledes, at der, pÃ¥ baggrund af et legitimt formÃ¥l, opnÃ¥s en rimelig balance mellem statens og individets interesser, der ligeledes opfylder kravet om proportionalitet.

EMD har fastslÃ¥et, at staterne i f.m. gennemførelsen af bestemmelserne i EMRK har et vist rÃ¥derum ogsÃ¥ kaldet “margin of appreciation”. Denne skønsmargin indebærer, at den enkelte stat i et vist omfang kan finde den løsning pÃ¥ de eventuelle problemer, som en gennemførelse af EMRK‘s bestemmelser vil medføre, der passer bedst ind i den i staten herskende retstradition, moralske opfattelse, mv. Skønsmarginen antages at medføre, at EMD ikke foretager en tilbundsgÃ¥ende prøvelse af det af staten udøvede skøn, dog sÃ¥ledes at skønsmarginens nærmere afgrænsning er underlagt EMD‘s overvÃ¥gning. Omfanget af staternes skønsmargin vil variere meget fra retsomrÃ¥de til retsomrÃ¥de. Generelt antages staterne dog at have en forholdsvis vid skønsmargin i relation til spørgsmÃ¥let om eksistensen af positive forpligtelser.

[Til indholdsfortegnelsen] 4.1.2. EMD‘s praksis vedrørende transseksulle
EMD‘s afgørelser har en betydelig præcedensvirkning, sÃ¥ledes findes der mange eksempler pÃ¥, at sÃ¥vel EMK som EMD i deres afgørelser har henvist til EMD‘s faste praksis. Der findes dog ogsÃ¥ eksempler pÃ¥, at EMK og EMD har forladt nogle i tidligere domme udtrykte synspunkter, hvilket bl.a. vil kunne ske, sÃ¥fremt den tidligere fastlagte fortolkning ikke længere anses for at indebære en tidssvarende konventionsbeskyttelse. Konventionsorganerne har sÃ¥ledes flere gange udtalt, at fortolkningen af EMRK skal tage udgangspunkt i nuværende forhold (“present day conditions”), for pÃ¥ den mÃ¥de at sikre at konventionsbeskyttelsen er tidssvarende. Overordet anvendes det, der ofte kaldes en dynamisk fortolkningsmetode i f.m. fortolkningen af EMRK‘s bestemmelser.
Som følge af retspraksis’ store betydning for fastlæggelsen af indholdet af EMRK‘s rettigheder, vil det i f.m. en vurdering af art. 8’s rækkevidde og indhold i forhold til transseksuelle under kønsskiftet være særdeles relevant at undersøge, om der findes tidligere praksis herom. Generelt findes der en forholdsvis omfattende praksis vedrørende fastlæggelsen af art. 8’s indhold. Dette skyldes foruden art. 8’s relativt brede affattelse det forhold, at den moderne stats regulering i meget vidt omfang retter sig mod den enkeltes privatliv.
EMD har afsagt i alt 6 domme om EMRK art. 8’s indhold i forhold til transseksuelle: EMD 40 Van Oosterwijck mod Belgien, EMD 106 Rees mod Storbritannien, EMD 184 Cossey mod Storbritannien, EMD 232-C B mod Frankrig, RJD 35 X, Y, og Z mod Storbritannien, samt EMD‘s dom af 30. juli 1998 Sheffield og Horsham mod Storbritannien.
Af disse 6 domme vedrørte de 5 – nemlig EMD 40 Van Oosterwijck, EMD 106 Rees, EMD 184 Cossey, EMD 232-C B, samt EMD Sheffield og Horsham – spørgsmÃ¥let om, hvorvidt art. 8 indeholdt en positiv pligt for staterne til juridisk at anerkende et foretaget kønsskifte i form af en ændring eller korrigering af oplysninger om klagerens køn i offentlige registre, samt pÃ¥ officielle identitetspapirer. Sagen RJD 35 X, Y, og Z angik derimod spørgsmÃ¥let om, hvorvidt det var i strid med klagerens ret til privat- og familieliv at afvise at lade denne registrere som far til det barn, som klagerens partner havde født efter at være blevet insemineret med donorsæd. Da problemerne for transseksuelle i Danmark under kønsskifte hænger nøje sammen med netop oplysninger om køn pÃ¥ bl.a. identifikationpapirer som følge af angivelse af dels navn dels CPR-nummer pÃ¥ disse, vil det alene være de førstnævnte domme, der vil blive behandlet i det følgende.

Af de 5 sager er alene de 4 blevet taget under realitetsbehandling af EMD. Den første sag EMD 40 Van Oosterwijck blev således afvist af formelle grunde, da Van Oosterwijck ikke havde udtømt nationale retsmidler, jf. art. 26 (i dag art. 35).
I ingen af de 3 sager mod Storbritannien, EMD 106 Rees, EMD 184 Cossey, samt EMD Sheffield og Horsham, er der blevet statueret krænkelse, om end der i de 2 sidste domme har foreligget meget store dissenser på hhv. 10 : 8 i EMD 184 Cossey og 11 : 9 i EMD Sheffield og Horsham. I sagen mod Frankrig, EMD 232-C B, blev der i modsætning hertil statueret krænkelse af art. 8. Selvom samtlige domme som nævnt alene drejer sig om, hvorvidt der med henvisning til EMRK art. 8 kan kræves efterfølgende anerkendelse af et foretaget kønsskifte, og der således ikke findes nogen domme, der behandler en national retstilstands forenelighed med art. 8 i relation til perioden under kønsskiftet, så må der alligevel antages at være en formodning for, at EMD, såfremt spørgsmålet blev forelagt denne, ville lægge vægt på de samme ting. I det følgende vil de 4 domme derfor blive analyseret med henblik på at fastslå hvilke forhold, der må antages at have været af betydning for EMD i f.m. dennes afgørelser.

I overensstemmelse med den almindelige fremgangsmÃ¥de undersøger EMD indledningsvis, om der foreligger et statsligt indgreb i en beskyttet interesse, eller om sagen vedrører statens positive forpligtelser. I sÃ¥vel EMD 106 Rees som EMD 184 Cossey har EMD udtalt, at selve det forhold, at staten nægter at ændre eller tilføje oplysninger til et register eller udstede attester med et indhold, der afviger fra det oprindeligt indførte, ikke udgør en indgreb (“interference”), men derimod vedrører spørgsmÃ¥let, om en effektiv respekt for klagernes privatliv medfører en positiv forpligtelse for staten i denne henseende. At statens nægtelse af at ændre eller tilføje oplysninger til et register eller udstede attester, hvis indhold afviger fra det oprindeligt indførte, i sig selv skulle udgøre et indgreb i retten til privatliv gøres sÃ¥ledes ikke gældende i hverken EMD 232-C B eller EMD Sheffield og Horsham.

EMD‘s foretager herefter en prøvelse af, hvorvidt den nationale retstilstand er udtryk for en fair balance mellem statens generelle og individets individuelle interesser.
I de første 2 domme udtalte EMD, at staterne, som følge af at der var tale om positive forpligtelser, men også fordi der ikke blandt medlemsstaterne var enighed om, hvorledes problemstillingen burde løses, havde en vid skønsmargin. I EMD 232-C B udtales blot at staten har en skønsmargin, mens det i den sidste dom Sheffield og Horsham umiddelbart kunne se ud som om, EMD har trukket yderligere i land på dette punkt. Her udtaler EMD således, at en stat ikke længere blot ved at henvise til (manglende) videnskabelige og juridiske udviklinger, skal kunne regne med en vid skønsmargin som forsvar for dens fortsatte afvisning af at anerkende en transseksuels nye kønsidentitet.
EMD‘s fastlæggelse af den fair balance i de enkelte sager bærer i udpræget grad præg af at være en konkret vurdering. Denne konkrete vurdering synes i høj grad at blive foretaget pÃ¥ baggrund af en vurdering af de praktiske konsekvenser af den nationale retstilstand, og har dermed karakter af en proportionalitetsvurdering. Det synes i denne forbindelse at være muligt at udskille navnlig 3 forhold, der af EMD tillægges afgørende betydning:
a) Karakteren af de offentlige registre, herunder adgangen til dem
b) Mulighederne for navneforandring i national lovgivning
c) Brugen af identifikationspapirer, herunder deres indhold, og en vurdering af hyppigheden af de tilfælde, hvor den transseksuelle vil være nødt til at afsløre detaljer om sit privatliv

Ad a: Karakteren af de offentlige registre, herunder adgangen til dem.
Det fremgår af såvel EMD 106 Rees, EMD 184 Cossey som EMD Sheffield og Horsham, at formålet med det engelske personregistreringssystem, der var opdelt i separate registre for hhv. fødsel, ægteskab og død, var at registrere historiske facts, hvorfor det som følge heraf ikke var meningen, at fødselsattester skulle være udtryk for det pågældende individs nuværende identitet eller status. Det fremgår desuden af dommene, at det engelske fødselsregister i princippet var offentligt tilgængeligt, og at det derfor ikke i praksis ville være muligt at beskytte transseksuelles privatliv, såfremt der blev givet tilladelse til ændring af oplysningerne i fødselsregisteret. Storbritannien hævede, at en effektiv beskyttelse i så henseende ville kræve en total ændring af principperne bag det engelske fødselsregistreringssystem, hvilket ville have omfattende administrative konsekvenser og dermed være meget byrdefuldt.
I modsætning hertil fremgÃ¥r det af EMD 232-C B, at der igennem hele personens liv løbende skete en opdatering af fødselsattesterne i Frankrig, ligesom adgangen til registret var begrænset til offentligt ansatte eller personer med tilladelse fra “procureur de la République”. Der var sÃ¥ledes ikke umiddelbart noget til hinder for en tilføjelse af en oplysning om ændret køn. I adskillige tilfælde var det desuden rent faktisk lykkedes opererede transseksuelle at fÃ¥ foretaget sÃ¥danne ændringer af deres fødselsattester i medfør af retskendelser afsagt af franske domstole 1. instans. Selvom dette ikke var i overensstemmelse med praksis fra Court of Cassation havde staten næsten aldrig appelleret disse kendelser, hvorved de for manges vedkommende var blevet endelige og bindende.

Ad b: Mulighederne for navneforandring i national lovgivning.
Det fremgÃ¥r af afsnittene om national lovgivning og praksis i EMD 106 Rees, EMD 184 Cossey og EMD Sheffield og Horsham, at man i Storbritannien til hver en tid frit kan ændre navn, ogsÃ¥ til navne der normalt alene gives og anvendes af ens modsatte køn. En navneændring kan finde sted uden restriktioner eller formaliteter, mange laver alligevel, for at forebygge den forvirring der vil kunne følge af en navneændring, en deklaration en sÃ¥kaldt “deed poll”, som indskrives hos “The Central office of the Supreme Court”. Det nye navn kan anvendes i relation til alle former for identifikation og mÃ¥ anvendes i pas, kørekort, sygesikring, valglister, bilregistrering, mv. transseksuelles navneændring er i Storbritannien sÃ¥ledes uafhængig af statens anerkendelse dennes ændrede kønsidentitet.
Ifølge fransk lovgivning var det i modsætning hertil forbudt at anvende et andet navn end det pÃ¥ ens fødselsattest, og der krævedes tilladelse til navneændring. Det var en betingelse for denne tilladelse, at en ansøger kunne godtgøre en legitim interesse i at skifte navn, og der forelÃ¥ ikke afgørelser, der fandt, at transseksualitet havde karakter af en sÃ¥dan legitim interesse. Franske navne er, som de danske, kønsspecifikke, og da Frankrig nægtede at anerkende muligheden for at skifte køn, kunne transseksuelle i Frankrig formelt aldrig fÃ¥ tilladelse til at bære navne forbeholdt det modsatte køn, de havde derfor alene mulighed for at vælge et af de fÃ¥ eksisterende neutrale fornavne. Trods denne, godt nok snævre, adgang til navneændring, udtalte EMD, at afslaget pÃ¥ B‘s ønske om navneændring til et kønsentydigt feminint navn var relevant i f.m. en samlet vurdering af, om der var sket en krænkelse af art. 8.

Ad. c: Brugen af identifikationspapirer, herunder deres indhold, og en vurdering af hyppigheden af de tilfælde, hvor den transseksuelle vil være nødt til at afsløre detaljer om sit privatliv.
Dokumenter vedrørende civil status eller andre tilsvarende dokumenter, der viser en persons nuværende status anvendes og kræves ikke i Storbritannien. Hvor det er nødvendigt med en eller anden form for ID er det normalt tilstrækkeligt at fremvise pas eller kørekort, der ikke indeholder angivelse af indehaverens køn. Begge kan udstedes i en persons nye navn, og transseksuelle har både lov til at have et aktuelt billede i passet og til at få anført en præposition, der er i overensstemmelse med deres nye kønsidentitet. Selvom kørekort eller pas normalt var tilstrækkeligt som ID, og selvom engelsk lovgivning ikke indeholdt hjemmel til at kræve fødselsattester, der i modsætning til kørekort og pas indeholdt oplysninger om køn, forevist, så blev fremvisning af fødselsattest i praksis krævet i visse situationer. Dette gjaldt f.eks. den første ansøgning om udstedelse af pas, men derimod ikke i f.m. passets fornyelse. Der udover krævede forsikringsselskaber ofte forevisning af fødselsattester i f.m. tegning af pensionsforsikringer. Fødselsattester kunne desuden blive forlangt af offentlige arbejdsgivere i ansættelsessituationer og i f.m. en ansøgning om optagelse på et universitet.
I Frankrig indeholder såvel pas som ID-kort, i modsætning til i Storbritannien, angivelse af køn, ligesom checkindehaveres køn fremgår af dennes checks. Desuden anvendes i Frankrig såkaldte INSEE-numre, der indeholder indikation af køn. En konsekvens af denne retstilstand var, at transseksuelle dagligt og selv i f.m. helt banale gøremål stødte ind i store praktiske problemer.

På baggrund af disse 3 forhold synes det nærliggende at konkludere, at årsagen til at EMD i sagerne mod Storbritannien ikke fandt, at der var sket en krænkelse af art. 8, hænger nøje sammen med de muligheder klagerne rent faktisk havde for at undgå at blive sat i situationer, hvor de var nødt til at afsløre private oplysninger. Disse muligheder gjorde, at det i praksis var i meget få og forholdsvis sjældne situationer, at en afsløring var uundgåelig, og der var således ikke tale om en intensiv påvirkning af klagernes liv. EMD lægger således vægt på, at Storbritannien tilsyneladende havde strakt sig så langt som dets nuværende system tillod. Når det i øvrigt blev taget i betragtning, at en effektiv beskyttelse af oplysningerne om den transseksuelles kønsskifte ville kræve en ændring af hele det eksisterende registreringssystem, fandtes den nævnte påvirkning af klagernes liv, når der desuden hensås til fødselsregisterets formål, ikke at være uproportional. Retstilstanden i Storbritannien fandtes derfor samlet set at falde indenfor den skønsmargin, der tilkom Storbritannien.
I sagen EMD 232-C B synes Frankrig i modsætning til Storbritannien ikke at fremkomme med nogen legitime grunde til at nægte ændring af navn og INSEE-nummer. Da konsekvensen af den franske retstilstand desuden var, at klageren reelt overhovedet ingen muligheder havde for at forhindre eller begrænse risikoen for i f.m. helt dagligdags handlinger at være nødt til at afsløre personlige oplysninger, var følgerne af den nationale retstilstand således af særdeles omfattende og intensiv karakter. Samlet set fandtes der ikke, selv under hensyntagen til statens skønsmargin, at være sket en rimelig afvejning mellem statens generelle og individets individuelle interesser, hvorfor EMD i dette tilfælde statuerede krænkelse af art. 8.

Det mÃ¥ i øvrigt i denne forbindelse pÃ¥peges, at man ikke med de 3 frifindende domme mod Storbritannien kan antage, at EMD dermed har taget endelig stilling til spørgsmÃ¥let, om den engelske retstilstands forenelighed med EMRK art. 8. SÃ¥ledes synes EMD udtrykkeligt at holde døren Ã¥ben for en anden vurdering af de engelske forhold, jf. det allerede i EMD 106 Rees anførte og i sÃ¥vel EMD 184 Cossey som EMD Sheffield og Horsham gentagne “obiter dictum”, hvori det tilkendegives, at EMD er “conscious of the seriousness of the problems facing transsexuals and the distress they suffer. Since the Convention always has to be interpreted and applied in the light of current circumstances it is important that the need for appropriate legal measures in this area should be kept under review”. Hermed understreges at EMRK‘s bestemmelser, jr. den ovenfor omtalte dynamiske fortolkningsmetode, skal fortolkes i lyset af omstændighederne pÃ¥ afgørelsestidspunktet for derved at sikre at EMRK giver en tidssvarende beskyttelse.
Om end det vil kunne hævdes, at indholdet af denne udtalelse mÃ¥ være af mere formel end reel karakter, eftersom der pÃ¥ trods af i alt næsten 12 Ã¥rs udvikling fra EMD 106 Rees til EMD Sheffield og Horsham stadig ikke statueres krænkelse i sidstnævnte, er det langt fra sikkert, at dette er tilfældet. Det vil naturligvis være svært at komme med en forklaring pÃ¥, hvorfor EMD ikke statuerer krænkelse i EMD Sheffield og Horsham, men Ã¥rsagen hertil vil formentlig skulle søges i dels det ovenfor anførte om retspraksis’ betydelige præcedensvirkning, dels i at den dynamiske udvikling af beskyttelsen efter EMRK efter optagelsen af det store antal østlande muligvis vil ske langsommere. Man kan ogsÃ¥ vælge at se EMD‘s gentagelse af obiter dictum’et i EMD Sheffield og Horsham, som en sidste advarsel til Storbritannien. SÃ¥ledes udtaler EMD, at “the Court connot but note that despite it’s statements in the Rees and Cossey cases on the importance of keeping the need for appropriate legal measures in this area under review it would appear that the respondent State has not taken any steps to do so”.

[ Til indholdsfortegnelsen] 4.2. Den danske retstilstand set i lyset af EMD‘s praksis
En bedømmelse af hvorvidt den danske retstilstand for transseksuelle under kønsskifte er forenelig med EMRK art. 8, vil have karakter af en vurdering af, om Danmark har en positiv forpligtelse til at tillade transseksuelle under kønsskifte at ændre deres navn samt CPR-nummer. I dette afsnit vil den danske retstilstand således blive vurderet på baggrund af i de i afsnit 4.1.2. nævnte forhold.

SÃ¥ vidt vides har spørgsmÃ¥let om den danske retstilstands forenelighed med EMRK art. 8 i forhold til transseksuelle under kønsskifte aldrig været pÃ¥kendt af de danske domstole. SpørgsmÃ¥let har derimod været forelagt ombm. i den i afsnit 3.2.1. refererede sag. I denne, udtalte ombm., at han var opmærksom pÃ¥, at EMD i EMD 106 Rees, EMD 184 Cossey og EMD 232-C B havde givet udtryk for, at medlemslandene er forpligtede til at indrette deres lovgivning sÃ¥ledes, at de transseksuelles særlige problemer respekteres. I umiddelbar tilknytning hertil udtaler ombm. at han ikke finder, at der er holdepunkter for at antage at CRD‘s navneretlige praksis strider imod EMD‘s praksis. Der ses ikke at være anført nogen egentlige argumenter for dette synspunkt udover en henvisning til at CRD‘s praksis “rent faktisk er tilrettelagt sÃ¥ledes, at den tager hensyn til transseksuelles ønsker og behov for navnetilpasning”. Set i lyset af de ovenfor nævnte meget alvorlige konsekvenser af CRD‘s administration af NL for transseksuelle under kønsskifte, forekommer ombm.’s udtalelse umiddelbart at være af tvivlsom rigtighed.

Betragtes den danske retstilstand ud fra de ovenfor nævnte 3 forhold, kan det for det første vedrørende karakteren af de offentlige registre i Danmark, herunder adgangen til dem, anføres, at det som det i denne forbindelse vil være relevant at se nærmere pÃ¥ er folkeregisteret, idet det er folkeregisteret, der administrerer folkeregistreringen og dermed CPR-numrene. Der mÃ¥ siges at være en markant forskel pÃ¥ karakteren af det danske folkeregister og det engelske fødselsregister. SÃ¥ledes er det danske folkeregister et “samlet” register i hvilket der registres oplysninger om f.eks. fødsel, navn, bopæl, civilstand mv., dvs. der sker en løbende registrering igennem hele personens liv. Det danske folkeregisters funktion er sÃ¥ledes ikke, som det engelske, alene at registrere historiske facts. NÃ¥r desuden henses til at det danske folkeregister ikke, som det engelske, er offentligt tilgængeligt, sÃ¥ kan det konkluderes, at de danske forhold pÃ¥ dette punkt minder mest om de franske forhold, som disse er beskrevet i EMD 232-C B.

I relation til mulighederne for at ændre navn i dansk ret henvises der generelt til gennemgangen i afsnit 3.1. Som det fremgår af beskrivelsen dér, kræves der (for transseksuelles vedkommende) tilladelse fra CRD til ændring af fornavn. Tilladelse til navneforandring er ifølge NL betinget af, at navnet ikke er til ulempe for bæreren. Mens der på den ene side således ikke er tale om at tilladelse til navneforandring som i Frankrig er afhængig af, at der godtgøres en legitim interesse, så er der på den anden side heller ikke tale om, at navneforandringen alene er afhængig af den transseksuelles eget ønske, som i Storbritannien. I Danmark er det således ikke som i Storbritannien muligt for transseksuelle under kønsskifte at ændre navn til et navn, der entydigt tilhører det modsatte køn, idet dette i administrativ praksis er gjort afhængig af, at det fysisk kønsskifte er gennemført. Indtil da vil den transseksuelle alene kunne ændre navn til et af de få neutrale fornavne, der findes. Den danske retstilstand synes dermed også i denne henseende umiddelbart at minde mest om den franske, som denne er beskrevet i EMD 232-C B.
Det mÃ¥ i den forbindelse bemærkes, at EMD i EMD 232-C B om den tilsvarende snævre adgang til navneforandring i Frankrig udtalte, at afslaget pÃ¥ B‘s ønske om navneændring til et kønsentydigt feminint navn var et relevant moment i f.m. den samlede vurdering af, om der var sket en krænkelse af art. 8. Det mÃ¥ yderligere bemærkes, at en ændring af fornavn til et neutralt fornavn ikke reelt vil afhjælpe den transseksuelles problemer, idet denne fortsat vil have sit “gamle” CPR-nummer.

Hvad angår brugen af identifikationspapirer i Danmark, herunder deres indhold og hyppigheden af de tilfælde, hvor den transseksuelle vil være nødt til at afsløre detaljer om sit privatliv, kan det anføres, at sålænge den transseksuelle er under kønsskifte vil dennes muligheder for at undgå at komme i situationer, som medfører eller nødvendiggør en afsløring af vedkommendes biologiske køn i praksis være meget begrænsede. Dette skyldes den udbredte anvendelse af CPR-numre på f.eks. pas, kørekort, sygesikringsbevis, immatrikulationskort, mv. Som følge heraf vil der ikke være tale om, at det kun er i få og sjældne tilfælde, der vil kunne opstå pinlige eller ydmygende situationer for den transseksuelle, men derimod at dette vil ske på næsten daglig basis og i f.m. foretagelsen af helt dagligdags handlinger, såsom at få et lånerkort til et bibliotek.
Som følge heraf vil den danske retstilstand også her minde mest om den franske, hvor såvel pas som ID-kort indeholder angivelse af køn. Der synes således en markant forskel i forhold til retstilstanden i Storbritannien, hvor pas eller kørekort, der normalt anvendes som ID, ikke indeholder angivelse af indehaverens køn.

Sammenfattende kan det sÃ¥ledes siges, at den danske retstilstand for transseksuelle under kønsskifte synes at minde mest om de forhold, som opererede transseksuelle mÃ¥tte leve under i Frankrig. Der vil imidlertid i f. m. en vurdering af foreneligheden af den danske retstilstand for transseksuelle under kønsskifte med EMRK art. 8 kunne stilles spørgsmÃ¥lstegn ved om selve det forhold, at der i EMD 232-C B var tale om opererede transseksuelle, der som følge af den franske nægtelse af overhovedet at anerkende deres nye kønsidentitet, havde udsigt til at leve resten af deres liv under disse forhold, i modsætning til danske transseksuelle der dog har udsigt til fuld juridisk anerkendelse, nÃ¥r først kønsskiftet har fundet sted, vil have betydning for denne vurdering. Det kan vel næppe fuldstændig udelukkes, at det forhold, at der vil være tale om en midlertidig tilstand for transseksuelle under kønsskifte, vil kunne fÃ¥ betydning i forhold til den samlede vurdering af indholdet statens positive forpligtelse. Navnlig vil dette forhold antages at kunne fÃ¥ indflydelse pÃ¥ intensitetsvurderingen og dermed proportionalitetsvurderingen. Det er sÃ¥ledes ikke umuligt, at et kort tidsrum med “besvær” for den transseksuelle ville kunne accepteres. Som ovenfor nævnt er der imidlertid ikke tale om nogen kort overgangsperiode for transseksuelle under kønsskifte i Danmark, men derimod om en periode der strækker sig over flere Ã¥r, hvorfor en argumentation i denne stil, særligt nÃ¥r henses til at EMD ofte har givet udtryk for, at rettighederne i EMRK skal fortolkes sÃ¥ledes, at de giver en reel og effektiv beskyttelse, næppe synes holdbar.

Hvad angÃ¥r den samlede vurdering af, hvorvidt den danske retstilstand er forenelig med EMRK art. 8, og dermed om der er foretaget en rimelig afvejning mellem statens interesser og individets interesser, herunder om staten har en legitim begrundelse for retstilstanden, samt om følgerne er proportionale i forhold til dette formÃ¥l, kan det anføres, at det fra det offentliges (Indenrigsministeriets) side er blevet anført som argument imod at ændre transseksuelles CPR-numre pÃ¥ et tidligere tidspunkt end nÃ¥r kønsskifte er tilendebragt, at “det danske samfund er sÃ¥ledes indrettet at der praktisk og juridisk sondres efter køn” som eksempler nævnes fordeling af patienter ved hospitalsindlæggelse, aftjening af værnepligt, mv., samt “at det ikke ville være muligt at hindre misbrug af personnummerskift, hvis ikke dette var baseret pÃ¥ objektive forhold”. Det hensyn, der her synes at blive pÃ¥berÃ¥bt, forekommer at være hensynet til befolkningen tillid til CPR-nummersystemet og til den mÃ¥de staten har indrettet samfundet pÃ¥, hvilket mÃ¥ formodes at ville blive anset for at være et legitimt formÃ¥l. PÃ¥ trods af dette forekommer konsekvenserne af den mÃ¥de, hvorpÃ¥ dette hensyn er søgt varetaget konkret i forhold til transseksuelle under kønsskifte ikke umiddelbart at være proportionale. Som følge af de særdeles indgribende følger for transseksuelle under kønsskifte, synes det sÃ¥ledes samlet set at mÃ¥tte anses for at være tvivlsomt, om der er sket en rimelig afvejning af de generelle statslige interesser overfor individets interesser. Det mÃ¥ herefter, nÃ¥r de af EMD i de ovenfor nævnte domme tilkendegivne synspunkter sammenholdes med de konkrete forhold i Danmark alt i alt anses for tvivlsomt, om den danske retstilstand i forhold til transseksuelle under kønsskifte er forenelig med EMRK art. 8, og dermed mÃ¥ det anses for tvivlsomt om ikke den danske stat vil have en positiv forpligtelse til at sørge for, at den danske retstilstand indrettes sÃ¥ledes, at det ikke er nødvendigt for transseksuelle under kønsskifte at afsløre personlige oplysninger for at foretage sig dagligdags gøremÃ¥l og handlinger. Af samme grund finder jeg det tvivlsomt, hvorvidt ombm.’s vurdering i den ovenfor refererede udtalelse var korrekt.

[ Til indholdsfortegnelsen] 4.3. Sammenfatning
De omfattende følger af CRD‘s administrationen af NL for transseksuelles livsførelse under kønsskifte rejser spørgsmÃ¥let om, hvorvidt den danske retstilstand er forenelig med EMRK art. 8’s ret til respekt for privatlivet. Denne bedømmelse vil have karakter at en vurdering af, hvorvidt EMRK art. 8 pÃ¥ dette punkt kan siges at indeholde en positiv forpligtelse for den danske stat. Det vil i relation til denne vurdering være afgørende, om der er fortaget en rimelig afvejning mellem statens og individets interesse ud fra legitime hensyn, og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.
PÃ¥ baggrund af præmisserne i 4 domme, pÃ¥ hvad der forekommer at være et tæt beslægtet omrÃ¥de, synes det muligt at udlede 3 forhold, der formentlig vil kunne anvendes i f.m. en vurdering af, hvorvidt den danske retstilstand for transseksuelle under kønsskifte er udtryk for en fair balance mellem statens og individets interesser – nemlig karakteren af de offentlige registre, herunder adgangen til dem, mulighederne for navneforandring i national lovgivning, samt brugen af identifikationspapirer, herunder deres indhold, og en vurdering af hyppigheden af de tilfælde, hvor den transseksuelle vil være nødt til at afsløre detaljer om sit privatliv. SÃ¥fremt den danske retstilstand for transseksuelle under kønsskifte vurderes ud fra disse forhold, synes denne umiddelbart pÃ¥ alle de nævnte punkter at have en betydelig lighed med forholdene i Frankrig, som disse forelÃ¥ oplyst i EMD 232-C B – den eneste af dommene, hvori der statueres krænkelse af art. 8, hvilket taler for, at det mÃ¥ anses for tvivlsomt hvorvidt den danske retstilstand er forenelig med art. 8.
PÃ¥ trods af at de af Indenrigsministeren anførte hensyn bag retstilstanden mÃ¥ anses for at forfølge et legitimt formÃ¥l, sÃ¥ forekommer konsekvenserne af den mÃ¥de, hvorpÃ¥ disse hensyn er søgt varetaget konkret i forhold til transseksuelle under kønsskifte ikke umiddelbart at være proportionale. NÃ¥r desuden henses til, at EMD ofte har udtalt, at EMRK‘s bestemmelser skal fortolkes, sÃ¥ de giver en reel og effektiv beskyttelse af det enkelte individ, forekommer det alt i alt herefter tvivlsomt, om den danske retstilstand i forhold til transseksuelle under kønsskifte er forenelig med EMRK art. 8.
Der vil desuden kunne findes støtte for denne vurdering dels i en resolution fra Europaparlamentet dels i en rekommandation fra Europarådets parlamentariske forsamling. I resolutionen tilkendegiver Europaparlamentet bl.a. at menneskets værdighed og den personlige frihed også må omfatte retten til at føre et liv i overensstemmelse med den pågældendes kønsidentitet, noget tilsvarende fremgår af en Kommissionsrapport helt tilbage fra marts 1979, hvor kønsidentitet anerkendes som værende en af individets fundamentale rettigheder. Om end der ikke er tale om egentligt bindende retskilder, men derimod om såkaldt soft law, findes de nævnte retskilder alligevel at kunne tillæges en vis om ikke andet så i hvert fald vejledende og støttende betydning i f. m. vurderingen af den danske retstilstands forenelighed med art. 8.

I forlængelse af denne konklusion vil man kunne stille det spørgsmål, om CRD vil være forpligtet til at ændre sin administration af NL i forhold til transseksuelle under kønsskifte. Et forsøg på at besvare dette spørgsmål vil berøre spørgsmålet om anvendelsen af EMRK som retskilde i Danmark.
Normalt vil administrative myndigheder i Danmark kunne arbejde ud fra en formodning om, at dansk ret er i overensstemmelse med EMRK, jf. formodningsprincippet. OpstÃ¥r der alligevel et spørgsmÃ¥l om, hvorvidt der er en konflikt mellem dansk ret og EMRK, er det den traditionelle opfattelse i dansk retsteori, at danske administrative myndigheder er forpligtede til at inddrage de folkeretlige bestemmelser i f.m. deres administration af skønsmæssige beføjelser, jf. instruktionsreglen, sÃ¥ledes at en utilsigtet konflikt mellem dansk ret og de folkeretlige regler ikke bliver reel. Efter inkorporeringen af EMRK i dansk ret følger det dog allerede af legalitetsprincippet, at de administrative myndigheder i Danmark er forpligtede til at anvende EMRK. Hvorvidt dette medfører at det ovenfor nævnte spørgsmÃ¥l mÃ¥ besvares bekræftende kompliceres naturligvis af, at der ikke er tale om, at EMD har afsagt en dom pÃ¥ omrÃ¥det, der tydeligt udtaler sig om staternes forpligtelser i forhold til transseksuelle under kønsskifte, men derimod at resultat er udledt dels af domme pÃ¥ et (tæt) beslægtet omrÃ¥de samt af en dynamiske fortolkning af EMRK‘s art. 8. Det er derfor langt fra sikkert, at CRD ville komme til samme konklusion.

[Til indholdsfortegnelsen] 5. Konklusion
I dette speciale er transseksuelles retsstilling i Danmark i perioden under kønsskifte blevet belyst. Der er foretaget en gennemgang og vurdering af, hvorvidt retstilstanden for hhv. fysisk og juridisk kønsskifte kan anses for at være i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, ligesom der er foretaget en vurdering af, hvorvidt konsekvenserne af den danske retstilstand på området kan antages at være forenelig med EMRK art. 8.
I relation til fysisk kønsskifte synes der på baggrund af en gennemgang af SKLs ordlyd, formål, betænkninger, forarbejder, folketingsforhandlinger i f.m. den nugældende og de forudgående versioner af denne, ikke at være noget grundlag for at antage, at CRD er tiltænkt anvendt eller anset for brugbar til andet og mere end tilladelser til kastration. Det må derfor formodes, at CRD alene vil kunne anvendes til regulering af kastrationsdelen af et kønsskifte. Ethvert yderligere indgreb eller operation, der af offentlige myndigheder måtte blive anset for nødvendig for, at et kønsskifte kan anses for at være foretaget vil således falde udenfor CRD i administrativ praksis som grundlag for den samlede regulering af det fysiske kønsskifte. Sammenholdes dette med det forhold, at der ikke på området er adgang til administrativ rekurs, findes den retlige regulering af det fysiske kønsskifte alt i alt at være såvel mangelfuld som retssikkerhedsmæssig betænkelig.
Der synes tilsvarende at mÃ¥tte næres betænkeligheder i forhold til CRD‘s administration af NL i forhold til transseksuelle under kønsskifte, idet CRD‘s administrative praksis pÃ¥ dette omrÃ¥de synes at indebære, at NL anvendes i umiddelbar modstrid med, hvad der ville følge at en naturlige sproglige fortolkning NL‘s bestemmelse om navneforandring samt NL‘s formÃ¥l. Der ud over synes den af CRD anvendte objektiverede fortolkning af ulempebegrebet i forhold til transseksuelle under kønsskifte desuden konkret at mÃ¥tte anses for betænkelig, nÃ¥r denne ses i lyset af de bl.a. af ombm. fastlagte betingelser for forvaltningens anvendelse af objektiverede fortolkninger.
Den i 1995 stedfundne praksisændring, der fandt sted som følge af et ønske fra CRD‘s side om forenkling af den administrative sagsbehandling i tilfælde, hvor transseksuelle gennemgÃ¥r det fysiske kønsskifte i udlandet og som i praksis – som refleksvirkning – fik meget alvorlige konsekvenser for transseksuelle, der gennemgÃ¥r kønsskifte i Danmark, synes, nÃ¥r henses til disse alvorlige konsekvenser, endvidere at være betænkelig.
Den eksisterende retstilstand mÃ¥ dels antages at være historisk betinget, dels antages at være en direkte følge af at juridisk kønsskifte, uden at der i øvrigt synes at være hjemmel herfor, i administrativ praksis er blevet gjort betinget af, hvad der ofte kaldes et “egentligt kønsskifte“, hvilket har ført til anvendelsen af den medicinske definition af køn i f.m. fastlæggelsen af det tidspunkt, hvor transseksuelle kan ændre navn og CPR-nummer. Sammenfattende synes den i dette speciale foretagne gennemgangen af den danske retstilstand for transseksuelle under kønsskifte sÃ¥ledes at vise, at retstilstanden pÃ¥ omrÃ¥det af flere Ã¥rsager synes at være yderst betænkelig, og der synes sÃ¥ledes at være mange vægtige argumenter for ikke at anvende den medicinske definition af køn pÃ¥ dette omrÃ¥de.
SÃ¥fremt de praktiske konsekvenser for transseksuelle under kønsskifte af dette administrativt opstillede krav om at fysisk kønsskifte skal være gennemført før juridisk kønsskifte tillades ses i lyset af dels de momenter, det synes muligt at udlede af en række domme fra EMD pÃ¥, hvad der umiddelbart mÃ¥ anses for at være, tæt beslægtede omrÃ¥der, dels under hensyntagen til EMD‘s dynamisk fortolkning af EMRK, der bl.a. indebærer at EMRK‘s bestemmelser skal fortolkes sÃ¥ de giver en reel og effektiv beskyttelse, synes det i øvrigt at være tvivlsomt, hvorvidt den danske retstilstand pÃ¥ i forhold til transseksuelle under kønsskifte er forenelig med EMRK art. 8.

Selvom der utvivlsomt findes medicinske tilstande og sygdomme, der optræder med mindre hyppighed end transseksualitet, så er der næppe nogen af dem, der lider af disse sjældnere sygdomme eller tilstande, der er udsat for en tilsvarende grad af tvivlen på, hvorvidt deres tilstand eller sygdom nu virkelig også er ægte, eller om det ikke bare er en fiks idé. Det vil ofte alt andet lige være meget nemmere at tage en person alvorligt, der kan komme med ubestridelig videnskabelig forklaring på, hvorfor vedkommende har det, som han/hun har det. Den manglende videnskabelige forklaring på transeksualitet giver følgelig god grobund for alle tænkelige fordomme, og gør det dermed utroligt svært for transseksuelle at blive troet og taget alvorligt.
transseksuelle konfronterer os med vores egen kønsidentitet, og dermed vores personlige opfattelse af hvad der er hhv. feminint og maskulint. Det kan være begreber, der er svære at definere, og som i vore dages samfund ofte er stærkt udviskede. Mange bliver derfor usikre, aggressive, mistænksomme og afstandstagende i deres møde med transseksuelle. SÃ¥fremt en sÃ¥dan fjendtlig indstilling skal undgÃ¥s, kræver dette, dels at der informeres langt mere om, hvad transseksualitet egentlig er, men ogsÃ¥ at der fra officiel side – og her tænkes navnlig pÃ¥ Regering og Folketing – signaleres, at transseksualitet er en tilstand, der skal tages alvorligt. Dette signal ville f.eks. kunne gives i form af udstedelsen af lovregler om bl.a. proceduren i f.m. sÃ¥vel fysisk som juridisk kønsskifte. SÃ¥ledes har mange af vores nabolande, som vi ofte sammenliner os med, allerede vedtaget udtrykkelige lovregler angÃ¥ende transseksuelles retsstilling. PÃ¥ baggrund af dette speciale synes at være pÃ¥vist et behov for, at vi ogsÃ¥ i Danmark vedtager lovregler pÃ¥ dette omrÃ¥de.

[Til indholdsfortegnelsen] Litteraturliste
Marianne H. Bukh
Modafhøring af vidner- menneskeretlige krav til straffeprocessen, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1998
Carol Cossey
Mit livs hemmelighed, Ekstra Bladets Forlag, 1992
Dokumentations- og RÃ¥dgivningscenteret for racediskrimination
Nyhedsbrev om racediskrimination nr. 6 oktober 1998
Henrik Døcker
Menneskeret i Europa, Det Danske Center for Menneskerettigheder, 1997
Lili Elbe
Fra mand til kvinde – Lili Elbes bekendelser, Clausens Forlag, 1931
H. Gammeltoft-Hansen, Jon Andersen, m.fl.
Forvaltningsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1994
Jens Garde, Carl Åge Nørgaard
Forvaltningsret – sagsbehandlingen, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1995
Jens Garde, Jørgen Albæk Jensen m.fl.
Forvaltningsret – almindelige emner, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1997
K. W. Hansmann
Als Mann endlich glücklich, Jahn Ernst Verlag, Hamburg, 1996
Preben Hertoft, Teit Ritzau
Paradiset er ikke til salg, Lindhardt & Ringhof, 1984
Preben Hertoft
Klinisk sexologi, Munksgaard, 2. udgave, 1985
Preben Hertoft, T. Sørensen
Sex change operations in Denmark 1950-77Acta, Psychiatrica Scandinavica, vol. 6, 1, Munksgaard, 1980.
Thomas Holck
Hamskifte, Rhodos, 1985
Ligestillingsrådet
Ã…rsberetninger fra 1988 til 1996
Per Lorenzen, Lars Adam Rehof, Tyge Trier
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Jurist – og Økonomforbundets Forlag, 1994
Ib Lundøe
Dansk Personnavneret, G.E.C. Gads Forlag, 1944
Noe Munck, Irene Nørgaard, m. fl.
Familieret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1996
Lars Adam Rehof, Thyge Trier
Menneskeret, Jurist og Økonomforbundets Forlag, 1990
Robert J. Stoller
Presentations of Gender, Yale University Press
Robert J. Stoller
Sex and gender, vol. 2. The transsexual Experiment, The Hogarth Press, 1975.
Thorkil Sørensen
Det transseksuelle syndrom – afgrænsning og behandling, FADL’s forlag, 1984
Ugeskrift for Retsvæsen
U1944 B 165, U1960 B 176-80, U1961 B 114-16
J. WÃ¥linder, I. Thuwe
A socialphychiatric followup study of 24 sexeassigned transsexuals. Scandinavian University Books, DK, Munksgaard, 1975.
Yearbook of European Law
Vol. 6, 1996, Vol. 10, 1990, Vol. 12, 1992.

[Til indholdsfortegnelsen] Tilladelse
Christina Ladefoged har venligt givet mig tilladelse til at bringe specialet.
Den 7. august 2003.
Tina Thranesen.