Kastration af mænd og virkningerne deraf. 13. marts 1962.

Herunder gengives svar af 13. marts 1962 fra Svend G. Johnsen, laborator, dr. med., Statens Seruminstitut på spørgsmål stillet den 1. februar 1962 til overlæge dr. med. Christian Hamburger af det af Justitsministeriet den 30. december 1958 nedsatte Sterilisationsudvalg [1].

STATENS SERUMINSTITUT
Telefon: Asta 2817.
Telegramadresse: Statsserum.
Postgiro: 2817.
Hormonafdelingen.

København S, den 13. marts 1962.

Til STERILISATIONSUDVALGET
Formanden
Højesteretsdommer Th. Gjerulff
Gardes Allé, Hellerup.

I skrivelse af 1. februar 1962 til overlæge dr. med. Chr. Hamburger har Sterilisationsudvalget fremsat en række spørgsmål vedrørende den legale kastration.
Disse spørgsmål skal jeg efter opfordring af overlæge Hamburger besvare nedenfor, idet jeg har valgt at tage spørgsmålene enkeltvis i den givne rækkefølge.

Sp. 1:Har kastration af mænd andre biologiske virkninger end ufrugtbargørelse og svækkelse af kønsdriften, eventuelt virkninger, der bør tages hensyn til, når kastrationsindgreb overvejes?
Svar:
Ja. Bortfaldet af de testikulære androgene (såkaldt mandlige) og østrogene (såkaldt kvindelige) kønshormoner medfører væsentlige forandringer i legemets stofskifteprocesser, først og fremmest i proteinomsætningen. Ved kastration opstår i den første tid et proteintab. Muskelkraften falder og forbliver på et lavere niveau end tidligere. I forbindelse med denne ændring af muskulaturen optræder udskillelse af et proteinomsætningsprodukt, kreatin, i urinen. I reglen falder desuden blodprocenten. Omsætningen af visse fedtstoffer ændres, således at blodets indhold af cholesterol ligger noget højere end normalt. I sig selv medfører kastration kun meget sjældent tilbøjelighed til fedme, men udføres kastrationen på en mand med fedme, ændres legemsfordelingen af fedtvævet i kvindelig retning med fedtophobning på brystet (lignende brystkirtler), på sædet o.s.v. Almenudseendet kan derved i nogle tilfælde blive betydeligt afvigende fra det normale. I det lange løb efter kastration findes knoglerne mindre kalkholdige end normalt, og meget lang tid efter (årtier efter) kan der optræde svært kalktab, specielt: i rygsøjlen. Det må antages, at disse almenvirkninger reducerer ret betydeligt vitaliteten og den almene energi og initiativlyst.
Dernæst vil bortfaldet af kønskirtelfunktionen udløse de samme symptomer, som ses ved det kvindelige klimakterium, d.v.s. udløse hedestigninger, svedudbrud, sikkert også emotionel instabilitet o.s.v. Disse symptomer plejer at gå over i løbet af nogle år, men det må påpeges, at de ofte er sværere og mere langvarige, når kønskirtel funktionen bortfalder i en ung alder.
Endelig kan påpeges, at kastration i enkelte tilfælde udløser en vækst af brystkirtlerne.

Sp. 2 og 3:Er (2) påvirkningen af kønsdriften en primær effekt hos mænd eller (3) er påvirkningen af kønsdriften sekundær i forhold til kastrationens øvrige biologiske virkninger, f.eks. en følge af en almen svækkelse af vitalitet og energi?
Svar:
Det må påpeges, at meningerne herom varierer stærkt. Årsagen hertil er utvivlsomt, at spørgsmålet vanskeligt kan besvares, da kastrationen er uløseligt forbundet med de nævnte alménvirkninger, og effekten på kønsdriften således lige så vel kunne være ‘primær’ som ‘sekundær’ eller en blanding. Af besvarelsen af spørgsmål 1 fremgår, at kastration af manden har adskillige almen virkninger; disse resulterer i en vis svækkelse af den almene vitalitet og energi, og psykisk ses især en formindskelse af den virile aggressivitet. Dette kan i sig selv uspecifikt formindske kønsdriften. På den anden side kan den sexuelle potens være bevaret efter kastration i større eller mindre grad. Da man ikke med andre stoffer end kønshormoner kan forhindre kastrationens almenvirkninger, er det ikke muligt at afgøre i hvilken grad kønshormonerne har en primær (d.v.s. isoleret) virkning på kønsdriften.
Det er sandsynligt, at kastrationens svækkende virkning på kønsdriften er større, end man ved analogislutning fra medicinske almenlidelser skulle forvente efter kastrationens almenvirkninger; men helt er dette ikke opklaret, specielt da virkningerne af den legale kastration er vanskelige at vurdere på grund af de kastreredes ensidige interesse i at hævde, at kønsdriften er faldet bort.
Man kan tilføje, at hensigten med spørgsmål 2 og 3 ikke er ganske klarlagt ud fra det fremsendte. Et mere fyldestgørende svar kan måske afgives til et evt. tillægsspørgsmål med formuleret baggrund og sigte.

Sp. 4:Kan hormoner af betydning for mænds kønsdrift tankes produceret i andre kirtler end testiklerne?
Svar:
Ja. I binyrebarken produceres både mandlige kønshormoner (androgener) og kvindelige (østrogener). Den normale produktion er væsentlig mindre end testiklernes, men har utvivlsomt afgørende betydning for opretholdelsen af en (større eller mindre) kønsdrift efter kastration, idet man ved bortfald af hypofysefunktionen (hvor såvel kønskirtler som binyrer går i stå) ser et totalt bortfald af drift og potens.
Ved kastration opstår en forøget hypofysefunktion (en forøget produktion af kønskirtelstimulerende hormon). Det vides ikke, om denne i nogen grad (eller i nogle tilfælde) kan bevirke, at binyrebarkfunktionen forøges som et forsøg på, fra organismens side, at afbøde bortfaldet af kønskirtlernes hormoner.

Sp. 5:I de foreliggende efterundersøgelser synes påvirkningen af kønsdriften efter kastration hos mænd af og til først at indtræde efter adskillige – op til 10 – års forløb efter kastrationen. Lader dette sig forklare endokrinologisk?
Svar:
Ja. Efter kastrationen er der tilbage kun binyrebarkens kønshormoner. Binyrebarkfunktionens størrelse er meget afhængig af alderen.
Der nås et maximum omkring det 25. år, og derefter indtræder et stort fald, således at produktionen allerede 10 år senere er væsentligt lavere. Faldet fortsætter i øvrigt livet igennem.
I svaret til sp. 4 er angivet, at binyrernes hormonproduktion utvivlsomt har en afgørende betydning for opretholdelsen af kønsdrift efter kastration, og med det store fald i denne produktion, som kommer med alderen, er det letforståeligt, at individet efterhånden kan komme ned under den grænse, som har opretholdt driften.
Hertil må dog føjes, at kastrater næppe adskiller sig fra normale mænd her. Også hos normale falder hormonproduktionen meget hurtigt efter maximum, ligesom den sexuelle aktivitet (som påvist af Kinsey) falder stærkt med alderen. De i spørgsmålet nævnte observationer kan være et udtryk for, at de undersøgte individer blot har forladt den sexuelle kulminationsalder.
Som nævnt under spørgsmål 1 optræder kalktab i knoglerne efter meget lang tids forløb efter kastrationen (10 år efter eller mere). Dette skyldes ikke, at knoglerne ikke kan miste kalk hurtigere (ved visse lidelser kan knoglerne blive afkalkede i løbet af få måneder) og må derfor tilskrives, at der først efterhånden kommer et så lavt niveau af kønshormoner, at denne effekt bliver mærkbar. Antagelig må man søge årsagen heri i det med alderen indsættende fald i binyrehormonproduktionen, jvnf. ovenfor.

Sp. 6:Der ønskes en endokrinologisk bedømmelse af betydningen af den nuværende nedre aldersgrænse (21 år) for udførelsen af legal kastration.
Svar:
Betydningen af at have en aldersgrænse på 21 år er efter min opfattelse overordentlig stor. En kastration foretaget før denne alder har ikke blot en stærkere virkning, men en virkning af en helt anden (for individet langt mere dybtgribende art). Problemet har efter vor mening så store konsekvenser for dem, det måtte ramme, at det skal begrundes nærmere.
Tilstedeværelsen af kønskirtler er forudsætningen for, at pubertetsudviklingen kommer i stand og forløber til ende. Den mandlige pubertet er imidlertid så langstrakt, at den ikke er fuldendt før gennemsnitligt ved 21 års alderen.
Først da er legemsvæksten afsluttet, først da er den fulde muskelkraft erhvervet, og først da er der kommet den fulde skægvækst.
Til gengæld er det således, at hvad der legemligt er erhvervet, kan i almindelighed ikke igen mistes selv om kønskirtlerne senere går tabt.
Efter kastrationen af den voksne mand fortsætter skægvæksten, det mandige udseende, den dybe stemme o.s.v., ligesom de ydre kønsorganers størrelse forbliver nogenlunde uændret.
Såfremt kønskirtlerne fjernes før den fulde pubertetsudvikling er afsluttet, vil individet imidlertid blive stående i den udviklingsgrad, han havde nået på operationstidspunktet. Fjernes kønskirtlerne før pubertetens start, vil individet forblive barnlig livet igennem; men også en kastration foretaget under selve puberteten vil få store virkninger for det pågældende individ.
På basis af kliniske undersøgelser af forskellige grader af kønslig underudvikling hos manden kan man opstille visse skøn over virkningen af kastration foretaget i forskellige aldre:
Kastration i 13-14 års alderen: Ydre kønsorganer forbliver barnlige, stemmen bliver vedvarende en ren barnestemme, ansigtet og hele udseendet bliver barnligt-uudviklet, kønsdrift opstår næppe overhovedet, legemsvæksten bliver abnorm med abnormt lange arme og ben i forhold til kroppen.
Kastration i 15-16 års alderen: Ydre kønsorganer vil undertiden forblive halvvejs barnlige, stemmen kan forblive noget for høj; individet får næppe skægvækst overhovedet og vil vedvarende have et påfaldende “baby-face”; en let grad af forøget legemsvækst må påregnes ligesom en større eller mindre psyko-infantilisme.
Kastration i 17-18 års alderen: Pt. vil senere afvige fra normale voksne ved kun at have en yderst ringe skægvækst på overlæbe og hage, dårlig muskulatur og et med alderen stedse mere påfaldende “teen-age-ansigt”. Mandlig kropsbehåring vil mangle; derimod vil de ydre kønsorganer være voksne. En ret væsentlig psykisk umodenhed må påregnes.
Kastration i 19-20 års alderen: I forhold til voksne vil pt. adskille sig i hvert fald ved kun at have en ringe skægvækst på læber og hage (krævende barbering måske 1-3 gange om måneden). Muskelkraften vil oftest være nedsat.
Et helt voksent præg (således som voksent kastrerede mænd bevarer det) mangler både legemligt og psykisk. Det kan ikke på forhånd udelukkes, at der vedblivende vil være et socialt meget uheldigt: psykisk præg af “halvvoksenhed “, måske med drift uden den helvoksnes modenhed og ansvarsfølelse.
Til ovenstående må føjes, at der her er talt om et gennemsnitsbegreb. Pubertetsprocesserne forløber med meget forskellig hastighed. Man kan således finde 17-årige, som går for at være fuldvoksne (dog uden fuld skægvækst), medens andre 17-årige er meget infantile.
Det afgørende i ovenstående er, at kastration foretaget før erhvervelsen af den fulde mandighed i alle henseender fra et endokrinologisk synspunkt er et: så vidtrækkende skridt, at det ikke bør ske. Hvis man på anden måde (ved etablering af en gennemgribende medicinsk, endokrinologisk og psykiatrisk undersøgelse i hvert enkelt tilfælde) kan sikre tilstedeværelsen af en komplet afsluttet udvikling, kan den lovfæstede mindste alder måske sænkes 1 år eller 2.
Men – stadigvæk fra et endokrinologisk synspunkt – er betænkelighederne så store og gevinsten (i form af vinding af tid) så ringe, at jeg mener det bør frarådes.

Om det ønskes skal jeg gerne uddybe besvarelsen mundtligt over for udvalget, ikke mindst vedrørende spørgsmål 2 og 3, som man på basis af det foreliggende har måttet besvare ret vagt.

Svend G. Johnsen,
laborator, dr. med.

* * *
Note af Tina Thranesen.

[Retur] Spørgsmålene med svarene indgår i betænkning nr. 333 af 1. juni 1964 om sterilisation og kastration afgivet af det af Justitsministeriet den 30. december 1958 nedsatte udvalg, hvor det er optaget som bilag 12 på side 135 – 137.