L 189. Bilag 6. Ændringsforslag af den 1. juni 2014 fra Sundheds- og Forebyggelsesministeren.



Ændringsforslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v.)

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af …:

Til § 1

1) Efter nr. 8 indsættes som et nyt nummer:
01. I § 94, stk. 2, ændres ”kvinden” til: ”den gravide”.”
[Korrektion]

2) Nr. 14 affattes således:
14. I § 100, stk. 2, ændres to steder »kvinden« til: »den gravide«, og to steder ændres »hun« til: »denne«.”
[Korrektion]

3) Efter nr. 14 indsættes som et nyt nummer:
02. I § 100, stk. 3, ændres ”Kvinden” til: ”Den gravide”.”
[Korrektion]

4) Nr. 15 affattes således:
15. I § 100, stk. 5 og 6, ændres »kvinden« til: »den gravide«.”
[Korrektion som følge af nyt nummer vedr. § 100, stk. 3]

Til § 2

5) Nr. 2 affattes således:
2. I § 1 indsættes som stk. 3: »Stk. 3. I denne lov
forstås ved: 1) Kvinde: En person med livmoder eller æggestoksvæv.
2) Mand: En person med mindst en testikel.«”
[Præcisering af definitionsbestemmelse]

Til § 4

6) Paragraffen affattes således:
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2014, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 3 træder i kraft den 31. august 2014.”
[Korrektion]

Bemærkninger

Til § 1
Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensrettelse, således at kvinden også i § 94, stk. 2, benævnes den gravide.

Til nr. 2

Idet § 102, stk. 2, alene indeholder to punktummer, foreslås § 1, nr. 14, ændret således, at det blot fremgår, at kvinden to steder i § 102, stk. 2, ændres til den gravide, og hun to steder i § 102, stk. 2, ændres til denne. Der er således tale om ændringer af tekniske karakter.

Til nr. 3

Idet ordet Kvinden i § 100, stk. 3, er angivet med stort bogstav, foreslås betegnelse ændret til Den gravide ligeledes med stort begyndelsesbogstav. Der er tale om en ændring af teknisk karakter.

Til nr. 4

Som en konsekvens af det nye nummer vedr. § 100, stk. 3, jf. ændringsforslagets nr. 3 til § 1, foreslås det, at justeringen af § 100, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 15, udgår.

Til § 2
Til nr. 5

Med den foreslåede ændring af lovforslagets § 2, nr. 5, præciseres det, at også personer, der har æggestoksvæv, er omfattet af den foreslåede definition af kvinder i lovens forstand. Præciseringen foreslås, idet personer, som ikke har en livmoder, men som stadig har æggestokke eller æggestoksvæv i princippet kan fungere som ægdonorer, hvorfor disse tillige bør omfattes af lovens bestemmelser. Det bemærkes samtidig for god ordens skyld, at den foreslåede definition af køn i lovens forstand alene har til formål at sikre, at personer, der har skiftet juridisk, men ikke biologisk køn, og som ønsker behandling med assisteret reproduktion, har mulighed herfor.

Til § 4
Til nr. 6

Idet 1. september 2014 er ikrafttrædelsesdato for § 1, nr. 8, i lov nr. 653 af 12. juni 2013, der justerer sundhedslovens § 106, og 1. september 2014 desuden er ikrafttrædelsesdatoen for nærværende lovforslag L 189, hvori der også foreslås ændringer af § 106, foreslås det med henblik på at sikre klarhed over ordlyden af sundhedslovens § 106, at lovforslagets § 3, der indeholder de vedtagne, men ikke ikrafttrådte ændringer af § 106, træder i kraft den 31. august 2014.

* * *
Kildehenvisning
Folketingets journal vedrørende ændringsforslaget.
Ændringsforslaget hos Folketinget i pdf-format.