Spgsm. 196 af 18. december 2012 til min. for sundh. og forebyg. om, hvilken viden der skal til for at behandle transkønnede. Svar 280113.

I henhold til Sundhedslovens § 208 fastsætter Sundhedsstyrelsen krav til lands- og landsdelsfunktioner (højtspecialiserede funktioner), herunder til placeringen af lands- og landsdelsfunktioner på regionale og private sygehuse, efter høring af det rådgivende specialeplanlægningsudvalg. Sundhedsstyrelsen godkender herunder efter ansøgning lands- og landsdelsfunktioner på regionale og private sygehuse og fastsætter nærmere regler om visitation af patienter til behandling på disse afdelinger efter høring af det rådgivende specialeplanlægningsudvalg.

FormÃ¥let med specialeplanlægningen er at sikre høj faglig kvalitet i den offentlige patientbehandling, herunder at fremme den nødvendige opbygning og vedligeholdelse af ekspertise, forskning og udvikling. Et grundlæggende udgangspunkt for specialeplanlægningen er, at “øvelse gør mester”, og kun ved at samle funktioner, der vedrører sjældne og komplekse tilstande og behandlinger, som evt. endvidere ogsÃ¥ kan være ressourcetunge, bl.a. fordi de stiller krav om en multidisciplinær indsats, kan den fornødne kvalitet sikres.

Fastsættelsen af en funktion som højtspecialiseret i sygehusvæsenet tager udgangspunkt i disse kriterier. Endvidere har Sundhedsstyrelsen i processen frem til de gældende specialevejledninger været i dialog med repræsentanter for de lægevidenskabelige faglige specialselskaber og repræsentanter for regionerne. Der er således et bredt faglig grundlag for styrelsens indplacering af funktionerne.

Diagnostik og behandling af transseksualitet kræver ekspertise og erfaring. I lande, vi sammenligner os med, er det således et generelt krav, at der indgår et tværfagligt kompetent behandlingsteam i udredning og behandling af transseksuelle, fx. jf. Standards of Care fra World Professional Association for Transgender Health, 7th. edition.

Personen skal dels igennem en personlig afklaringsproces vedr. sin kønsidentitet og eventuelle ønsker om kønsmodificerende behandling, dels skal man fagligt udelukke fejldiagnostik og kunne bekræfte diagnosen transseksualitet, hvilket vil være forudsætning for tilbud om kønsmodificerende medicinsk og kirurgisk behandling, hvor nogle er uigenkaldelige og irreversible. Der skal i den forbindelse endvidere også tages stilling til eventuelle individuelle risikofaktorer og andre tilstedeværende tilstande eller sygdomme, der kan udgøre kontraindikationer for gennemførelse af kønsmodificerende indgreb. Selve indgrebene kan endvidere være komplicerede og have en lang række følgevirkninger.