Karin Astrup. – Vidensbanken om kønsidentitet

Af Karin Astrup, den 13. maj 2007.
Jeg blev født den 29. august 1955 i Sønderjylland.

Som 4-årig flyttede jeg til Kastrup på Amager, hvor jeg voksede op i lufthavnens umiddelbare nærhed. De fleste af mine legekammerater fandt jeg i det nærliggende etagebyggeri, hvor der boede betydelig flere børn end på den villavej jeg boede på.
Specielt om sommeren var der ofte slået telte op på en lille græsplæne, hvor vi så kunne lege far, mor og børn, og jeg var af en eller anden grund ofte mor.
Min karriere i den lokale folkeskole varede 7 dage, hvorefter mine forældre fik stillet det ultimatum, enten skulle jeg skifte skole, eller så skulle jeg flyttes op i 4. klasse. Resultatet blev at jeg kom på en privatskole i stedet.

Her blev en af pigerne meget hurtigt min bedste veninde, og vi var tit sammen efter skole hvor vi legede sammen. Med tiden syntes Monika at jeg skulle prøve noget af hendes tøj og det udviklede sig henover årene til at jeg lånte hendes tøj, hvis vi var sammen en weekend, så vi kunne tilbringe tiden sammen som piger.
Nu skal dette ikke opfattes som om jeg kun opførte mig som en pige; jeg spillede nemlig fodbold fra jeg var 4 år gammel og var slet ikke så ringe til det.

Monika og jeg blev konfirmeret sammen i 1969 og blå mandag blev en rigtig tøse dag; hvor vi havde besluttet at jeg skulle købe en egen garderobe. På dette tidspunkt var mit hår allerede langt så Monika fik det krøllet op og efter at hun havde beundret sit værk; sagde hun: “Nu ligner du en Karin” og det har været mit kalde navn lige siden. Så Karin gik på shopping med Monika, og fik købt en garderobe med både nederdele, bluser og undertøj, samt et par sko.

En dag i 1971 havde Monika og jeg besluttet os for at gå i biografen og se filmen “Love Story” med Ali McCraw og Ryan O’Neil og på dette tidspunkt havde jeg fået min garderobe hjem fra Monika, så da min far var på forretningsrejse og min moder og lillebror var taget i sommerhus, kunne jeg jo klæde om hjemme. Så Monika fik sat min frisure og jeg havde taget en sort nederdel og en mønstret bluse på, samt et par højhælede sko. Da skete det uundgåelige, min moder og min lillebror kom hjem en dag for tidligt.
Min mor kiggede overrasket på Monika og jeg. Monika kunne være kravlet i et musehul, hvis der havde været et; men min moder håndterede situationen således:
“Hvor skal de to frøkener hen?” Monika fik fremstammet at vi skulle i biografen, hvorefter min moder sendte os af sted, med bemærkningen at hun og jeg skulle tale sammen når jeg kom hjem. Turen fra Rådhuspladsen til Kastrup er den længste jeg har kørt i mit liv.

Resultatet blev at jeg blev sendt til egen læge, hvorefter jeg røg på Rigshospitalet, som kom frem med en diagnose “Transseksuel“. Desværre var det kutyme på dette tidspunkt ikke at behandle nogen før de var passeret 25-30 år, og det er en lang tidshorisont når man lige er fyldt 15.

Diagnosen betød, at jeg fik lov til at gå klædt som pige når det passede mig; og i denne periode kom moden mig i møde, i det unisex var in. Ligesom resten af familien fik forklaret hvordan jeg havde det, så når der blev inviteret til familiekomsammen, blev jeg spurgt om jeg kom som dreng eller pige af hensyn til borddækningen.

Dog havde jeg en begrænsning, når jeg er Karin kan jeg ikke benytte mit eget efternavn af hensyn til min faders familie, prøjsisk adel skal man respektere.

Når man nu kommer i en situation, hvor en “behandling” ikke ville komme på tale før man var omkring de 30, ja så fik jeg jo en uddannelse og begyndte en karriere, hvor jeg levede som mand på arbejde og som Karin i fritiden.

I 1990’erne meldte jeg mig ind i TiD og var i denne forening sammen med Solveig Lerche en af forkæmperne for at få deres formålsparagraf ændret til at også at omfatte transseksuelle, men dette blev nedstemt hver gang det var oppe.

I 2001 fik jeg kontakt med Netstrømperne, som var en gruppe af mennesker der debatterede trans problemer på nettet, og især var det Solveig Lerches kamp for at få ret til et kønsspecifikt fornavn modsat hendes biologiske køn. For at få bedre struktur på tingene og se om man kunne samle støtte til Solveig, tog Tina Larsen derfor, i begyndelsen af december 2001 initiativ til at sikre, at disse debatter blev fulgt op og fik samlet en gruppe bestående af

Tina Larsen	Karin Astrup	Tina Thranesen
Anna Jonna Armannsdottir	Charlotte Nielsen	Anja
Annette Bjerre	Solveig Lerche	Qvickie
Sort Rose	Rebecca Holm

Efter megen diskussion på nettet besluttede vi at holde et møde, som fandt sted lørdag den 22. december 2001 hos Charlotte Nielsen.

På mødet deltog Charlotte Nielsen, Annette Bjerre, Solveig Lerche, Tina Thranesen og jeg.

Det var et meget frugtbart møde, og der blev sat struktur på alle ideerne. Der var enighed om, at Netstrømperne ikke skal være en ny forening, men derimod en initiativgruppe, som vil være med til at fremme forståelsen og accepten af transvestitters og transseksuelles særlige forhold i befolkningen og blandt politikerne og sætte projekter i værk til gavn for transpersoner i Danmark.

En lille håndfuld af transpersoner, som på baggrund af Navnesagen, dannede Netstrømperne, hvilket skete lige omkring årsskiftet 2001/2002, og som efterfølgende udviklede sig med mange andre emner på programmet. Der blev således udarbejdet en programerklæring og et handlingsprogram, som blev tilstillet bestyrelsen i TiD, idet
Netstrømperne ønskede dem indfældet i TiD‘s handlingsprogram (hvis et sådant fandtes?). Der blev dannet en arbejdsgruppe, som på behørig vis meldte sig ind i TiD, og derfor også mødte op på TiD‘s ordinære generalforsamling, for her at fortælle forsamlingen om initiativet. Desværre gik det ikke helt som ønsket og forventet – TiD
og de fremmødte medlemmer var ganske enkelt ikke interesseret. Netstrømperne opgav ikke sådan umiddelbart, hvorfor der blev indkaldt til endnu et medlemsmøde den 12. april 2002 i TiD, hvor også Netstrømperne var inviteret. Vi mødte med fire (Jeanette, Tina Thranesen, Solveig og mig selv) fra Netstrømperne,
i håbet om at dette sidste forsøg på et samarbejde måtte bære frugt.

Det blev desværre til et afslag fra TiD‘s side, idet man ikke var indstillet på at gøre fælles sag med de transseksuelle og deres behov, som i nogen grad prægede vores handlingsprogram. Vi blev opfordret til at danne vores egen forening.

Allerede inden vi havde haft møderne med TiD, var vi aktive med at støtte Solveig i “Navnesagen” Omkring årsskiftet 2001/2002 udarbejdede gruppen således en protestskrivelse (e-mail), som alle kunne gå ind og underskrive på følgende hjemmesider: Tina Thranesen, Charlotte Nielsen, Qvickie, Sort Rose og Solveig. Det var således etableret, at de der underskrev protestskrivelsen og trykkede på “Send”, umiddelbart sendte protestskrivelsen til henholdsvis
Justitsministeriet og Civilretsdirektoratet. I løbet af januar og februar måneder blev de to instanser tæppebombet med omkring 121 protest e-mails vedrørende “Solveigs Navnesag”. Denne aktivitet har givetvis gjort indtryk på de to nævnte institutioner, og har dermed også været medvirkende årsag til at Civilretsdirektoratet den 8. maj 2002 indførte den nævnte forsøgsordning. Meget apropos den løbende debat omkring foreninger m.v., så var det bemærkelsesværdigt, at over 80 % af dem der underskrev protest e-mailen var fra personer der ikke er tv’er eller ts’ere.

Trans-Danmark.dk blev stiftet lørdag den 29. juni 2002 som en naturlig fortsættelse af en mindre gruppe transvestitter og transseksuelle, der gennem et lille års tid på internettet havde drøftet forholdene for transvestitter og transseksuelle.
Denne gruppe blev kendt som Netstrømperne.
Som Netstrømperne udarbejdede gruppen en hensigtserklæring og et program med en masse punkter, der alt havde til formål at fremme forståelsen for transvestisme og transseksualitet.
Som tingene udviklede sig blev den naturlige konsekvens af “Netstrømpernes” virke at indkalde til en stiftende generalforsamling med det formål at danne en forening, der kunne fremme de tanker og ideer, som Netstrømperne havde fostret.

Denne forening blev trans-danmark.dk, der som medlemmer optager transvestitter, transseksuelle, foreninger, virksomheder og andre, der kan tilslutte sig foreningens formål. Navnet er efterfølgende blev ændret til “trans-danmark.dk, Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle” og senest til “Trans-Danmark, Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle“.

Jeg fik det ærefulde hverv at blive foreningens første og hidtil eneste formand.

Umiddelbart efter stiftelsen af trans-danmark.dk fik vi en fantastisk respons fra medierne. Vi fik forsiden af Berlingske Tidende, samt en hel side inde i avisen, Solveig måtte møde op i “Go’ morgen Danmark” på TV2, Jeanette og Qvickie blev portrætteret af TV2 Lorry, Kitt kom i “Go ‘aften Danmark”. Der blev skrevet om os i Ekstra Bladet og i flere lokalaviser, samt at både tekst tv på DR, samt JydskeVestkysten og de 3 Stifttidender skrev om den manglende retssikkerhed for transseksuelle og transvestitter
i Danmark.

Siden da er der sket meget i Trans-Danmark:

Trans-Danmark vil søge at blive paraplyorganisation for de mange grupperinger af transvestitter og transseksuelle, som findes rundt om i landet, hvilket til dato har medført at to foreninger nu virker under vores paraply.

Trans-Danmark er den eneste forening for denne interessegruppe, som er høringsberettiget overfor de offentlige myndigheder, hvilket blandt andet har medført at foreningen har sat sit fingeraftryk på den nye navnelov, og senest har sundhedsstyrelsen i store træk anvendt vores udkast til vejledning om kastration i forbindelse med kønsskifte i den gældende vejledning.

Jeg er desuden aktivt medlem af TGEU Steering Committee, hvor vi arbejder på at skabe en fælles europæisk transgender organisation.

Dette arbejde blev sat i værk efter den første europæiske transgender konference i Wien, hvor Trans-Danmark var repræsenteret af Erwin Jöhnk. Konferencen havde 123 deltagere fra 23 lande, ligesom 12 andre lande havde vist interesse for deltagelsen; men ikke kunne afse tid til deltagelse.

I 2006 har en arbejdsgruppe kaldet steering committee arbejdet på at udarbejde vedtægter for en europæisk organisation for transseksuelle og transvestitter, hvor man har afholdt møder i Geneve, Manchester og Torino. Trans-Danmark har deltaget i disse møder som den eneste danske forening.

Målet for TGEU er at skabe en europæisk NGO, som arbejder med at forbedre forholdene for transgender i Europa gennem påvirkning af EU parlamentet og EU‘s øvrige institutioner. For de foreninger som kommer fra lande der ikke er medlem af EU, vil TGEU være dem behjælpelig med at skabe de rammer der er nødvendig for at kunne arbejde politisk i deres hjemlande.

Jeg er blevet opfordret til at stille op til formandsposten i TGEU ved det næste European Transgender Council i 2007; og jeg har besluttet at jeg vil opstille til valget af medlemmer til Steering Committee.

Karup den 13. maj 2007. Karin Astrup