Lou Sullivan



Lou Sullivan
Lou Sullivan
Lou Sullivan betegnede sig selv som en “kvinde til mand transseksuel homoseksuel mand” – hvilket vil sige en født kvinde med en mandlig kønsidentitet, og som er seksuelt tiltrukket af mænd.

Louis Graydon Sullivan bedre kendt som Lou Sullivan blev født i Milwaukee, Wisconsin, USA den 16. juni 1951. Men det var ikke det navn, han fik ved fødslen. Han blev født som pige, fik navnet Sheila Jean Sullivan og voksede op i en harmonisk, katolsk familie under beskedne økonomiske forhold.
Sullivan gik i katolsk skole og fik efter endt skolegang arbejde som sekretær på Slavic Languages Department of the University of Wisconsin-Milwaukee.

Meget tidligt begyndte Sullivan at føre dagbog, hvilket fortsatte hele livet igennem.
Dagbøger og øvrigt materiale, som Sullivan skrev og samlede gennem årene er bevaret og befinder sig i dag på OAC – Online Archive of California.
Sullivan erindrede, at han som barn elskede at lege “dreng” og skrev i sine tidlige teenagesår flere digte og mindre historier med et mandligt homoseksuelt indhold og indeholdende spørgsmål om kønsidentitet.
Interessen for kønsidentitetsproblemer holdt sig hele livet igennem.

Som syttenårig indledte Sullivan sit første længerevarende forhold til en mand. Både Sullivan og kæresten blev tidligt tiltrukket af bøssernes frihedsbevægelse
I 1973 identificerede Sullivan sig selv som en kvindelig transvestit og begyndte en karriere i transbevægelsen og skrev en artikel: A Transvestite Answers a Feminist. Et år senere fulgte artiklen: Looking Towards Transvestite Liberation. Den blev trykt i adskillige tidsskrifter for bøsser og lesbiske bl.a. Gay People’s Union News i Milwaukee og betragtes som en skelsættende artikel på grund af dens dybdeboring i spørgsmålene om kønsidentitet i den homoseksuelle bevægelse.

I 1975 flyttede Sullivan til San Francisco og betegnede da sig selv som en kvinde til mand transseksuel. Sullivan fik arbejde i et firma med sportsartikler og selv om ansættelsen var som kvinde, blev 75 % af tiden brugt klædt som mand, hvor Sullivan levede som bøsse.

Sullevan begyndte i 1976 at søge om kønsskifteoperation, men fik nærmest rutinemæssigt afslag på grundlag af sin helt åbne homoseksuelle orientering.
Kvinde til mand homoseksuel transseksualisme blev dengang ikke anerkendt af lægerne som en legitim form for kønsidentitetsforstyrrelse.
Som resultat af sine frustrationer blev Sullivan endnu dybere involveret i de bestræbelser, der blev gjort for at få fjernet homoseksuel orientering som begrundelse for afslag på kønsskifteoperation.
Samtidig begyndte Sullivan at arbejdede ihærdigt på at få fjernet de offentlige institutioners eneret på behandling af transseksuelle og offentliggjorde sine tanker, ideer og bestræbelser i sin publikation “Information for the Female to Male Cross-Dresser and Transsexual”, som fortsat betegnes som den bedste praktiske vejledning for FtM’er.

Som konsekvens af alle sine bestræbelser og ihærdighed blev han en af stifterne af den egentlige kvinde til mand transseksuelle bevægelse og tilskrives en stor del af æren for den hurtige vækst af kvinde til mand transseksuelle, som fandt sted i slutningen af 1980’erne.

Sullivan begyndte at indtage det mandlige kønshormon i 1979 og involverede sig i flere forskellige grupper og bevægelser til fremme for transeksuelles rettigheder.
I 1980 fik Sullivan ved operation fjernet begge sine bryster og begyndte at leve fuldtid som homoseksuel mand.
Samtidig skiftede Sullivan arbejde, så kollegerne ikke havde kendskab til hans tidligere kvindelige historie.
Også i 1980 udgav han sin første udgave af Information for the FTM. Gennem de næste ti år fortsatte Sullivan med at skrive om kvinde til mand kønsidentitet i bøsse- og transpressen og blev en populær foredragsholder i San Francisco området.

I de tidlige 1980’er var Sullivan medhjælper i San Franciscos Janus Information Facillity, der var et informationskontor for transpersoner og arbejdede som frivillkig i the Golden Gate Girls/Guys (senere omdøbt til the Gateway Gender Alliance), som var den første sociale støttegruppe for transpersoner – både MtK og KtM i San Francisco området.

I 1984 startede Sullivan sit eget trykkeri og forlag og begyndte at arbejde på en biografi om Jack B. Garland. Den biografiske bog blev udgivet i 1990 med titlen: From Female To Male – The Life of Jack Bee Garland.

Endelig i 1986 fik Sullivan foretaget kønsskifteoperation, uden omfanget af operationen er oplyst.
Også i 1986 stiftede han den første forening for kvinde til mand transseksuelle og transvestitter, som senere fik navnet FTM International.

Og – også i 1986 blev det konstateret, at han var smittet med AIDS.

I sine sidste år arbejdede han ihærdigt for fremme af forholdene for transpersoner og homoseksuelle.

Sullivan bad kort før sin død Jamison Green om at videreføre foreningen FTM International og tidsskriftet FTM News.

Sullivan førte også en omfattende korrespondance med andre transpersoner og transaktivister – ikke alene i hans nærområde, men i hele USA, ja i hele verden – og med politikere og læger samt andre inden for sundhedsvæsenet.

Sullivan døde den 6. marts 1991 – knap 40 år gammel.

* * *
Omfattende arkiv om Lou Sullivan på OAC – Online Archive of California.
Biografisk artikel om Lou Sullivan hos A Gender Variance Who’s Who.