Transkønnede krænkes stadig på klinik. Amnesty International Danmark 3. marts 2017. SUU bilag 212.


Amnesty International
Amnesty International
Amnesty International Danmark udsendte den 3. marts 2017 en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af opfølgningen på deres rapport af 1. marts 2019 “Briefing: Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark“.
Den opfølgende rapport blev den 2. marts 2017 sendt til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalget, der registrerede den som SUU, Alm. del bilag 212 Samling 2016-17.

Indhold
Pressemeddelelsen
Omtale af og link til opfølgningsrapporten
Video om opfølgningen

* * *
[Indhold] Transkønnede krænkes stadig på klinik.
Sexologisk Klinik i København holder fast i de lange og umyndiggørende forløb for behandling af transkønnede, selv om transkønnethed ikke længere er på Sundhedsstyrelsen liste over psykiske lidelser. Det viser ny research fra Amnesty.

Transkønnethed blev fjernet fra den psykiatriske sygdomsliste i januar i år. Men det har ikke ført til bedre behandling af danske transpersoner, der ønsker at få adgang til hormoner og operationer.

De skal stadig igennem lange, umyndiggørende og ydmygende forløb på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i København, som har monopol på udredning og behandling af transkønnede i Danmark. Det dokumenterer Amnesty i en opfølgning på organisationens rapport fra 1. marts 2016, ”Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark”.

Amnesty har interviewet syv transpersoner, som i øjeblikket er i gang med udredning eller observation på Sexologisk Klinik. Deres beretninger viser, at klinikken fortsætter de krænkende procedurer trods den historiske beslutning fra et enigt folketing om at fjerne transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiatriske lidelser.
Ifølge 34-årige Charlie har samtalerne på Sexologisk Klinik stadig fokus på seksualitet, selv om det er kønsidentitet, det handler om.

”Man får et skema, hvor der er tomme felter med tilhørende spørgsmål, hvor der for eksempel står: ”Hvordan var synet på sex i din familie? Talte I om det? Har du været udsat for overgreb? Beskriv din sexdebut. Har du plaget dyr? Er du religiøs?”, fortæller Charlie, der i lighed med de andre personer, Amnesty har talt med, er rystet over klinikkens syn på transkønnede.

Ifølge kampagneleder Helle Jacobsen fra Amnesty understreger det, at behandlingen af transkønnede bør flyttes helt væk fra psykiatrien.

”Det var en milepæl i kampen for Transkønnedes rettigheder, at Danmark den 1. januar i år blev det første land i verden til at fjerne transkønnethed fra den psykiatriske sygdomsliste. Men det forbliver en symbolsk handling uden betydning for de transkønnede, hvis adgangen til behandling ikke ændres markant. Amnesty opfordrer derfor sundhedsministeren til at sikre, at transkønnede ikke længere tvinges igennem psykiatriske udredningsforløb, men at de tilbydes behandlinger på baggrund af informeret samtykke”, siger hun.

Informeret samtykke betyder, at den transkønnede bliver informeret om virkningen af en given behandling, mulige bivirkninger og derefter selv træffer beslutning om, hvorvidt vedkommende vil modtage behandlingen.

Sundhedsordførerne fra næsten alle partier i Folketinget bakker op om Amnestys krav om, at fjernelsen af diagnosen fra sygdomslisten bør føre til et paradigmeskift i behandlingen af danske transkønnede, så beslutningskompetencen placeres hos individet.
Og det opnås ikke ved, at Sexologisk Klinik i Aalborg også får mulighed for at behandle transkønnede fremover, som sundhedsministeren foreslog i sidste uge, mener Amnesty.

”Det vil tværtimod fastholde danske transkønnede i umyndiggørende, psykiatriske udredningsforløb. Under den nuværende model er det en psykiater, der er behandlingsansvarlig, hvilket er dybt kritisabelt, da den behandling, som transpersoner har behov for, ikke er af psykiatrisk men af fysisk karakter”, siger Helle Jacobsen.

Yderligere information
Kontakt venligst kampagneleder Helle Jacobsen 24463829 eller pressemedarbejder Roberto Zacharias på 29614486

* * *

Transkønnede skal selv træffe beslutninger om deres krop.
Transkønnede skal selv træffe beslutninger om deres krop.
[Indhold] Opfølgningningsrapporten
Indledning
I nærværende opfølgning på Amnestys rapport fra 1. marts 2016, ”Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark”, har Amnesty interviewet syv transpersoner, som i øjeblikket er i gang med udredning eller observation på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet under Psykiatri Hovedstaden. I rapporten fra 2016 dokumenterede Amnesty, hvordan danske Transkønnedes menneskerettigheder krænkes, når de søger om behandling og adgang til sundhed i det danske sundhedssystem. Deres ret til privatliv, ret til sundhed og ret til et liv fri fra diskrimination krænkes.

De syv personer er:

Sander er 30 år gammel og identificerer sig med pronomenet han. Han har været på Sexologisk Klinik siden august 2015. Sander har flere klager rettet imod Sexologisk Klinik, Sundhedsstyrelsens og Gynækologisk Afdeling.

Mark er 40, og identificerer sig som han. Han var en del af Amnestys briefing ”Transkønnedes adgang til sundhed i Danmark” fra 2016, og har gået på Sexologisk Klinik siden 2014.

Jaque er 34 år gammel, og han startede på Sexologisk Klinik i november 2015. Han var også en del af Amnestys briefing fra 2016, og befinder sig altså stadig i systemet. Han identificerer sig med pronomenet ”han”.

Mathias er 20 år og identificerer sig med pronomenet ”han” og har været i forløb på Sexologisk Klinik siden maj 2016. Det er ikke lykkedes Mathias at blive godkendt til hormonbehandling.

Mikkel er 27 år gammel, har været i hormonbehandling siden 2011 og identificerer sig med pronomenet ”han”. Han deltog også i Amnestys briefing fra 2016 og befinder sig altså stadig i systemet.

Charlie på 34 år identificerer med en non-binær kønsidentitet*, og bruger pronomenet ”han”. Charlie oplevede forløbet på Sexologisk Klinik som krænkende og stiller i dag spørgsmålstegn ved blandt andet klinikkens monopol på behandlingen af transkønnede.

Kristian er 24 år og har i mange år vidst, at han ville opereres og har bestilt tid til en topoperation i Tyskland. Han begyndte på Sexologisk Klinik i oktober 2016, men hans ansøgning om hormoner blev i første omgang afvist og hans sag forlænget.

* * *
[Indhold] Video om opfølgningen.

* * *
Pressemeddelelsen hos Amnesty International Danmark.
Omtale af den opfølgende rapport hos Amnesty International Danmark.
Den opfølgende rapport i sin helhed i pdf-format hos Amnesty International Danmark.
Folketingets journal over henvendelse af 2. marts 2017 fra Amnesty vedrørende opfølgningsrapporten – SUU, Alm. del bilag 212 Samling 2016-17.
Den opfølgende rapport i pdf-format hos Folketinget.