Af Karen M. Larsen
I disse queere tider har Lambda Nordica, et tidsskrift der oprindeligt var viet til homoforskningen i Norden, åbnet op for nye emner og en ny stil, og det er der kommet et godt produkt ud af.
Anna Olovsdotter Lööv giver i artiklen “En liten guide til forskningen om dragkings” en kort men fyldig oversigt over forskningen i dragkingsfænomenet. En dragking er den kvindelige variant af en dragqueen og shows med kvinder i mandedrag har siden fænomenet fik fart i slutningen af 1990’erne opnået en stor popularitet i queere kredse. Samtidigt med udviklingen af dragkingkulturen kan man se en intensiv forskning i dette fænomen, ofte foretaget af forskere der, ligesom f.eks. artiklens forfatter, har erfaringer med at optræde som dragking.
Kalle Westerling fortæller i artiklen “Annorlundahetens potential” lidt spredt om forskningen i dragqueen fænomenet i og udenfor Sverige. Hans mål er at fremhæve, at drag er den perfekte måde at praktisere den queere læresætning om at der ikke er nogen reel sammenhæng mellem det man kalder for socialt køn og biologisk køn, dvs. mellem køn og krop. Det gør drag til et politisk projekt der har potentiale til at destabilisere og dermed underminere heteronormativiteten, dvs. heteroseksualitetens magtstilling i samfundet.
Göran Söderström beretter i artiklen “Damkomikern” om mænd der i slutningen af 1800-tallets og starten af 1900-tallets Sverige optrådte både på scenen og udenfor den i dametøj. Mest interessant ved denne ret korte artikel er at han påviser, at mange af de mænd der optrådte på scenen i dametøj udenfor teateret ernærede sig som mandlige prostituerede. Der er altså en sammenhæng mellem det der senere bliver til dragshows og så den mandlige prostitution.
Matti Ridenfeldt fortæller i artiklen “Lion Kings” om sine erfaringer med at optræde som dragking i gruppen “Lion Kings”. Mest interessant er her hendes beklagelse over, at gruppen aldrig fik kommerciel succes, hvad understreger forskellen til en række dragqueens grupper, samt hendes refleksioner over de begrænsninger mht. legen med kønsudtryk som dragkingrollen faktisk indebærer.
Jens Rydströms artikel “Varför behövs transhistoria?” er et plaidoyer for at homoforskningen begynder at forske i kønsoverskridernes historie. Hans pointe er, at homobevægelsen i 1970’erne og 1980’erne af politiske hensyn forsøgte at usynliggøre kønsoverskriderne indenfor homomiljøet. Ligesom verden blev delt op i homoseksuelle og heteroseksuelle uden plads til alternativer til denne kategorisering af den menneskelige seksualitet blev homoseksualitet reduceret til noget, der udelukkende handlede om sex og kærlighed. Hermed lukkede man øjnene for at kønsoverskridere indtil da havde spillet en væsentlig rolle i det homoseksuelle miljø. På den anden side så påpeger han også at kønsoverskridende adfærd i Europa i førmoderne tid (altså før ca. 1850) ikke blev sat i forbindelse med en afvigende seksualitet, i hvert fald ikke når der var tale om kvinder.
Ulrika Dahl fortæller i artiklen “Kopior utan original” om femme drag fænomenet. Femme er en betegnelse for de kvindeligt klædte partnere til de meget maskuline lesbiske kvinder, de såkaldte butches, der spillede en væsentlig rolle i 1950’ernes lesbiske arbejderklasse miljøer. Femme drag er dog mere et moderne begreb, som betegner biologiske kvinder med en queer identitet, der klæder sig som om de var dragqueens. Ulrika Dahl gør meget ud af at fremhæve det lystbetonede element i at klæde sig i femme drag, en lystoplevelse der vist hænger sammen med at femme drag er en leg med faren og provokationen i at klæde sig i hvad omverdenen nok ofte vil opfatte som et ludderkostume. Men hun gør endnu mere ud af at fremhæve, at der er tale om en politisk handling, fordi femme drag understreger at køn, herunder femininitet, ikke har noget med biologi at gøre. Der er ingen sand kvindelighed, alt er blot maskerade og leg.
Dertil kommer en artikel om heteroseksuelles leg med kønsrollerne under et årligt middelalderspil på Gotland, et par anmeldelser af bøger af transrelevans samt en række streamerformede små artikler om svenske draggrupper og lignende.
Man bliver unægtelig klogere af at læse Kungar och Drottningar. Min eneste væsentlige anke mod dette nummer af Lambda Nordica er, at ingen tør underkaste de queere dogmer en kritisk analyse. Det kunne jo f.eks. være spændende om nogen undersøgte om det virkelig forholder sig sådan, at drag reelt undergraver den magtstilling som heteroseksualiteten har i vores samfund. Men det er nok for meget forlangt, at man hos Lambda Nordica skulle turde stille de kritiske spørgsmål til det queere teoretiske univers som ingen moderne kønsforskere vover at stille for tiden.
Man kan som læser af Lambda Nordicas nummer “Kungar och Drottningar” ikke lade være med at være misundelig over rigdommen og omfanget af den svenske forskning ud i spørgsmål af interesse for homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle. Gid vi havde bare en brøkdel af en sådan forskning her i landet! Men det nytter jo ikke at klynke, man må i stedet kaste sig over den svenske forskning og kan man læse svensk, ja så får man stor glæde af Lamdda Nordicas rundvisning i det queere transunivers.
Kungar och Drottningar skal i øvrigt også ses som en premiere for et nyt netværk for transforskning i Norden, der retter sig mod forskere og studerende der arbejder med transrelaterede emner.