Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, SUU har den 30. oktober 2013 efter ønske fra ikke-medlem af udvalget (MFU) Louise Schack Elholm (V) stillet spørgsmål 96 – Alm. del 2013-14 – om antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer sammenlignet med resten af Europa, til sundheds- og forebyggelsesminister, Astrid Krag (SF), der svarede den 26. november 2013.
Spørgsmål:
Ministeren bedes redegøre for antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer, som får operationer, sammenlignet med resten af Europa.
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, der oplyser følgende:
“Sundhedsstyrelsen antager, at der med spørgsmålet først og fremmest sigtes til kastration med henblik på kønsskifte.
Sundhedsstyrelsen skal i den forbindelse henvise til sundhedsloven § 115, der regulerer adgangen til at få tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte.
Efter bestemmelsen kan en person få tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse. Kastration af personer under 21 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige grunde taler for det.
Tilladelse til kastration gives af ministeren for sundhed og forebyggelse efter § 116, som har delegeret denne beføjelse til Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen overtog beføjelsen hertil pr. 1. juli 2005. Indtil da hørte området under Justitsministeriets ressort, og Civildirektoratet varetog behandlingen af ansøgninger om kastration med henblik på kønsskifte. Sundhedsstyrelsen er derfor kun i besiddelse af oplysninger om godkendelse af ansøgninger om kastration for perioden 1. juli 2005 og indtil i dag.
Statistik
Tallene i nedenstående skema viser, hvor mange tilladelser og afslag på ansøgninger om kastration med henblik på kønsskifte, som Sundhedsstyrelsen har givet i perioden fordelt på mand til kvinde (mtk) og kvinde til mand (ktm).
Ansøgninger | MtK | KtM | Tilladelser | Afslag* |
---|---|---|---|---|
Afgjort i 2005 efter 1.7. | 2 | 5 | 7 | 0 |
Afgjort i 2006 | 1 | 4 | 5 | 0 |
Afgjort i 2007 | 3 | 4 | 6 | 1 |
Afgjort i 2008 | 1 | 2 | 3 | 0 |
Afgjort i 2009 | 1 | 0 | 0 | 1 |
Afgjort i 2010 | 2 | 4 | 4 | 2 |
Afgjort i 2011 | 1 | 8 | 9 | 0 |
Afgjort i 2012 | 2 | 5 | 6 | 1 |
Afgjort i 2013 indtil 11. november | 3 | 6 | 7 | 2 |
I alt 54 | 16 | 38 | 47 | 7 |
Personer, som søger kønsskifte i udlandet for egen regning, skal ikke have Sundhedsstyrelsens tilladelse hertil. Tallene i skemaet omfatter derfor ikke disse personer.
Behandling
Når Sundhedsstyrelsen har givet tilladelse til en ansøger til at opnå kastration med henblik på kønsskifte, får den pågældende en henvisning af Sexologisk Klinik til at få foretaget kastration og tildannelse af ydre kønsorganer på Rigshospitalet. De fleste operationer foretages der.
Sundhedsstyrelsen har ikke en statistik over, hvor mange af dem, som har fået tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, der har gennemført operationen, men det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at det er langt de fleste.
Sundhedsstyrelsen har ikke umiddelbart viden om antallet af operationer med tildannelse af ydre kønsorganer efter kastration foretaget i Danmark.
Siden 2007 er nogle tilfælde af opfølgende tildannelse af ydre kønsorganer (kvinde til mand) i form af såkaldt phalloplastik, foretaget i Gent efter indstilling fra Rigshospitalet og med godkendelse fra Sundhedsstyrelsen i henhold til reglerne om højt specialiseret behandling i udlandet, jf. bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling § 27. Sundhedsstyrelsen har siden 2007 godkendt indstillinger vedr. 15 personer, hvoraf kun et mindre antal indtil nu har gennemført og afsluttet behandlingen. Det skyldes bl.a., at enkelte alligevel ikke har ønsket behandlingen gennemført, og at det typisk drejer sig om længerevarende forløb.
Andre lande
I rapport fra Socialstyrelsen i Sverige om Transsexuelle och övriga personer med könsidentitetsstörninngar (Rättsliga villkor för fastställelse av könstillhörighet samt vård och stöd) fra juni 2012 fremgår, at det Rättsliga Råd ved Socialstyrelsen i årene 1992-2009 har modtaget ca. 540 ansøgninger om ”ändred könstillhörighet” og ønske om indgreb i kønsorganerne. Der blev kun givet afslag i 12 tilfælde. Ca. 65 % af ansøgningerne vedrørte kønsskifte fra mand til kvinde og 35 % vedrørte kønsskifte fra kvinde til mand. Antallet af ansøgninger er øget de senere år. I perioden 1992-1997 fik rådet gennemsnitligt 17 ansøgninger om året. I årene 1998-2003 23 om året år. I årene 2004-2007 37 om året. Det vides ikke, hvad årsagen er til denne stigning, men en mulig forklaring er den stigende åbenhed i samfundet og mulighederne for behandling. Denne stigning er i overensstemmelse med, hvad der ses i det øvrige Europa.
Sundhedsstyrelsen har ikke herudover tal for, hvor mange, der i de andre europæiske lande får udført kastration med henblik på kønsskifte eller operation med tildannelse af ydre kønsorganer.”
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format.
* * *
Kommentar den 26. november 2013 fra Søren Laursen, retspolitisk talsperson for LGBT Danmark.
16+38 = 54 ansøgninger
47 tilladelser
Dvs.
- 1,2 ansøgninger pr. 1 mio. indb. pr. år
- 1,1 tilladelser pr. 1 mio. indb. pr. år
540 ansøgninger
528 tilladelser
Dvs.
- 3,4 ansøgninger pr. 1 mio. indb. pr. år
- 3,3 tilladelser pr. 1 mio. indb. pr. år
Tallene er således tre gange højere i Sverige.
Bedste hilsener
Søren.
* * *
Lisa Andersen har dateret den 28. november 2013 sendt en skrivelse til Sundhedsudvalget med kommentarer til besvarelsen af spørgsmålet.