Arbejdspladsen – Jeg er transseksuel. Artikel om K. S. og Claudia Maria Nielsen den 19. december 2002.

Jounalist Pia Olsen har skrevet en artikel om, hvordan K. S. og Claudia Maria Nielsen forberedte sig og fik fortalt på deres arbejde, at de er transseksuelle, og om, hvordan det blev modtaget på deres arbejdspladser.

* * *
Ã…BENHED
Dag efter dag tilbringer vi i vores kollegers selskab. Vi føler, at vi kender hinandens vaner og reaktioner. Alligevel sker det, at en kollega pludselig står frem og fortæller, at hun eller han har kræft, er transseksuel, alkoholiker. Hvordan fortæller man sin hemmelighed på en konstruktiv måde, og hvordan reagerer kollegerne?

Ã…BENHED
Bekymringerne er stærkt overdrevne
De fleste forventer, at det er meget problematisk at springe ud på sin arbejdsplads som eksempelvis kræftramt eller transseksuel. Ofte er bekymringerne dog stærkt overdrevne, mener Svend-Erik Hermansen fra HK/Service.

I sit daglige arbejde som miljøkonsulent i HK/Service hører Svend-Erik Hermansen med jævne mellemrum om tilfælde, hvor folk “springer ud” pÃ¥ deres arbejdspladser og fortæller, at de har kræft, er transseksuelle eller er hiv-smittede.
– Min erfaring er, at sÃ¥ længe det ikke pÃ¥virker arbejdet, er de fleste virksomheder hurtige til at acceptere “nyheden”, siger Svend-Erik Hermansen.
Til gengæld er det ganske naturligt, hvis kollegerne i første omgang reagerer lidt blandet på meddelelser af den type.
– Ved at fortælle om noget sÃ¥ personligt som sygdom eller seksualitet til kollegerne overskrider man de normale grænser for fortrolighed pÃ¥ arbejdspladsen. Det oplever mange som ubehageligt.

Vigtigt at være velforberedt
Men den umiddelbare reaktion bliver næsten altid afløst af forståelse og accept.
– Vi er jo mennesker alle sammen, og ved at snakke med hinanden løses de fleste problemer og forbehold sig som regel, mener Svend-Erik Hermansen.
Til gengæld er det vigtigt at gøre sig helt klart, hvorfor man gør det, før man vælger at stå frem med den ene eller anden type hemmelighed.
– Den enkelte skal overveje, om det virkelig er nødvendigt, og hvad man vil opnÃ¥ ved det. Man skal jo helst ikke blive den “interessante” person, som alle pÃ¥ arbejdspladsen snakker om. Det er ikke formÃ¥let. Derfor rÃ¥der jeg altid folk til at stÃ¥ frem pÃ¥ en sÃ¥ naturlig mÃ¥de som muligt. Man skal undgÃ¥ at overdramatisere.
Ifølge Svend-Erik Hermansen er det altsÃ¥ vigtigt at være velforberedt, nÃ¥r man vælger at fortælle sin “hemmelighed”.
– I tilfælde af hiv eller en anden sygdom, bør man have en masse fakta-viden med sig. Man skal huske at fortælle, at det ikke smitter, fordi man bruger samme toilet som de andre og sÃ¥ videre. Den smittede skal ogsÃ¥ huske at svare pÃ¥ de spørgsmÃ¥l, der ikke bliver stillet. NÃ¥r kollegerne fÃ¥r sÃ¥dan en besked, farer spørgsmÃ¥lene rundt i hovederne pÃ¥ dem. I mange tilfælde tør de ikke spørge, fordi de er bange for at sÃ¥re eller virke uhøflige. Hvis omgivelserne ikke fÃ¥r klar besked, vil mange spekulere unødigt over en masse ting, og der vil mÃ¥ske opstÃ¥ snak i krogene. Det undgÃ¥r man ved selv at levere de nødvendige oplysninger.

Fagforeningen kan støtte
Svend-Erik Hermansen understreger, at man altid kan søge vejledning og støtte i sin fagforening, hvis der opstår problemer på arbejdspladsen.
РVi har ikke en egentlig procedure i forbindelse med disse sager. Vi vurderer fra sag til sag, hvad der er ret og rimeligt. Og vi tager altid udgangspunkt i, hvordan det p̴virker medarbejderens konkrete arbejde.

Ã…BENHED
Mødte ingen fordomme hos HK.
Da Claus skiftede køn og blev til Claudia, havde hun besvær med at fÃ¥ ændret sit navn hos forskellige myndigheder – men ikke hos sin fagforening.

Claudia Maria Nielsen arbejder som laborant hos firmaet Icopal. Da hun i 1998 besluttede sig for at gennemføre en kønsskifteoperation og i stedet for Claus kom til at hedde Claudia, mødte hun ingen fordomme hverken hos sin personalechef eller i HK.
– Da jeg skulle fortælle det til personalechefen pÃ¥ mit arbejde, var jeg meget nervøs. Faktisk havde jeg min opsigelse med i tasken for det tilfældes skyld, at han ikke ville acceptere det.
Men heldigvis gik det ikke så galt.
– Personalechefen var meget Ã¥ben og forstÃ¥ende. Jeg var utroligt lettet og fortalte ham om den opsigelse, som jeg havde med i tasken. Hans eneste kommentar var: “Smid den væk. Hvis vi havde været utilfredse med din arbejdsindsats, havde vi fyret dig for lang tid siden”. Det var, som om en sten faldt fra mit hjerte, fortæller Claudia Maria Nielsen.

Ønskede hurtig navneændring
Efter offentliggørelsen på arbejdspladsen gik Claudia Maria Nielsen i gang med at ringe rundt og ændre sit navn fra Claus til Claudia.
– Det tager lang tid at fÃ¥ ændret sit cpr-nummer, og selvom jeg ikke havde fÃ¥et godkendelsen endnu, fremtrÃ¥dte jeg jo som kvinde. Derfor ønskede jeg at ændre mit navn med det samme. PÃ¥ de første fire steder, som jeg ringede til, sagde de, at “vi kører udelukkende efter cpr-registret, sÃ¥ det kan du desværre ikke”. Men da jeg ringede til HK, sagde de bare med det samme: “Selvfølgeligt kan man ændre det. Hvad kommer du til at hedde?”. Jeg kunne næsten ikke fÃ¥ fremstammet mit nye navn, sÃ¥ overrasket var jeg, fortæller Claudia Maria Nielsen.
På al post fra HK har der siden stået Claudia Maria Nielsen. Selv på det smykke og lykkeønskningsbrev, som hun fik tilsendt for 25 års medlemskab, stod hendes nye navn.
– Da jeg er sikkerhedsrepræsentant pÃ¥ min arbejdsplads, er jeg jævnligt i kontakt med HK. Og ogsÃ¥ ved disse lejligheder fornemmer jeg en stor Ã¥benhed og accept. Det er bare sÃ¥ dejligt ikke at støde pÃ¥ fordomme i sin egen fagforening. Men det bedste ved det er, at det skaber en stor tryghed for mig. Jeg ved, at hvis jeg en dag fÃ¥r brug for det, sÃ¥ vil HK bakke mig op, siger Claudia Maria Nielsen.

Ã…BENHED
Ærlighed om kønsskifte skabte respekt
Efter mange års dobbeltliv valgte Leslie at gennemgå forvandlingen og blive K. Det medførte store forandringer ikke mindst på arbejdspladsen. K. S.s åbne og ærlige måde at fortælle om sin beslutning på skabte et bedre forhold til de fleste kolleger. Kun én havde svært ved at acceptere det.

K. S. havde nøje planlagt offentliggørelsen af sit kønsskifte på sin arbejdsplads, Bonnier Publications. Og valgte, at det skulle være lige op til jul. Så var juleferien nemlig inden for rækkevidde, hvis det skulle blive en forfærdelig oplevelse.
– Først gik jeg til personalechefen. Jeg fortalte, som det var, at jeg var i gang med at ansøge om en kønsskifteoperation, og at det var derfor, at jeg havde et hospitalsbesøg hver mÃ¥ned. Hendes første kommentar var blot: “HvornÃ¥r skal du sÃ¥ opereres?”. Hun virkede ikke spor fordomsfuld. Allerede der blev mine værste forventninger gjort til skamme.
Sammen med personalechefen lagde K. S. en plan for, hvordan offentliggørelsen skulle forløbe.
– Jeg ville godt sætte en lille notits i personalebladet, sÃ¥ hele firmaet var orienteret. Personalechefen tilbød at hjælpe mig med at skrive den. Jeg fortalte hende ogsÃ¥, at jeg havde besluttet mig for at være Ã¥ben om stort set alt ved min forandring. Og at jeg ville opfordre folk til at henvende sig, hvis de havde spørgsmÃ¥l. Hun sagde, at jeg altid kunne komme til hende, hvis jeg stødte pÃ¥ problemer eller fordomme, som jeg ikke selv kunne takle, fortæller K. S..

Positive og nysgerrige kolleger
Men inden offentliggørelsen i personalebladet skulle chefen og kollegerne i afdelingen have besked.
– Jeg følte, at det var mest rigtigt, først at fortælle det til min nærmeste kollega – en ung mand, som jeg dagligt arbejdede med. Han reagerede meget positivt og nysgerrigt. Han var selvfølgeligt overrasket, men pÃ¥ en god mÃ¥de. Derefter snakkede jeg med min chef, som hjalp mig med at fortælle det til resten af afdelingen. Vi holdt en lille sammenkomst, hvor hun indledte med at sige, at jeg havde noget at fortælle, som var af mere personlig karakter. Og sÃ¥ fortalte jeg det bare.
K. S. fornemmede umiddelbart, at der var forskel på, hvordan de mandlige og de kvindelige kolleger reagerede.
– Heldigvis var jeg i en afdeling, hvor der var flest kvinder, og de sagde bare “velkommen i klubben”. De var nysgerrige og stillede straks spørgsmÃ¥l om det ene og det andet. Mændene derimod tog mere stille imod nyheden. De sagde ikke sÃ¥ meget i selve situationen, men de følgende dage begyndte de ogsÃ¥ at stille spørgsmÃ¥l. Jeg tror, at mændene først skulle vænne sig til tanken. En enkelt mand spurgte mig, om han sÃ¥ skulle forvente, at jeg kunne finde pÃ¥ at lægge an pÃ¥ ham, for det ville han altsÃ¥ have svært ved at kapere.

Solid opbakning gav selvtillid
K. S.s uventede betroelse skabte en ny stemning i afdelingen.
– Mine kolleger oplevede det, som om jeg fortalte dem en stor hemmelighed. Det skabte en Ã¥benhed begge veje. Pludselig begyndte de ogsÃ¥ at fortælle mig mere personlige ting om dem selv. En kollega sagde til mig, at nu kunne hun bedre forstÃ¥ mig. I Ã¥rene inden offentliggørelsen har jeg nok virket som en lidt mystisk og tilbagetrukket person, der var svær at komme ind pÃ¥ livet af. Men da var jeg jo heller ikke rigtigt mig. Da var jeg jo hæmmet af at være en kvinde i en forkert krop, fortæller K. S.
Og det var da også kollegerne i afdelingen, der gav hende det sidste puf til at møde på arbejdet klædt som kvinde.
– Efter notitsen i personalebladet fik jeg sÃ¥ mange søde mails, bÃ¥de fra folk, som jeg kendte, og folk, som jeg ikke kendte, i firmaet. Alle accepterede min beslutning. Alligevel var jeg rystende nervøs for at møde op som kvinde. Jeg snakkede med mine kolleger i afdelingen om det, og de opfordrede mig til bare at springe ud i det.
Og K. S. fik opbakning fra den første dag, hvor hun mødte op som kvinde.
– Alle i afdelingen insisterede pÃ¥, at vi skulle gÃ¥ i kantinen og spise frokost. Jeg havde egentligt mest lyst til at spise i afdelingen, men de gav sig ikke. I samlet flok fulgtes vi ad i kantinen. Jeg var rystende nervøs. Men det var slet ikke sÃ¥ slemt, som jeg havde regnet med. Folk kiggede lidt, og sÃ¥ spiste de videre. Den solide opbakning, som jeg fik af mine nærmeste kolleger, gjorde det meget nemmere for mig at stÃ¥ frem. Det gav mig selvtillid.

Bliver ikke budt op til dans
Nøglen til K. S.s succes med at stå frem som transseksuel, er åbenhed og ærlighed.
– Jeg stÃ¥r ved den person, som jeg er. Hvis folk sÃ¥ møder mig med fordomme, er det dem, der er utilstrækkelige. SÃ¥dan har jeg valgt at se pÃ¥ det.
Selvom K. S. har gode erfaringer med sine kolleger, kan hun sagtens forestille sig, at det ville have været svært at stå frem som transseksuel på en anden type arbejdsplads.
– Jeg arbejder blandt mange journalister. De er jo et nysgerrigt folkefærd, og de er vant til at møde mange forskellige mennesker. I mit tilfælde tror jeg, at deres nysgerrighed vandt over deres fordomme.
Det eneste punkt, hvor K. S. stadig ikke helt føler sig på lige fod med sine øvrige kvindelige kolleger er til personalefesterne.
– Jeg bliver stadig ikke budt op til dans af mændene. Det er jo heller ikke sikkert, at jeg nogensinde vil opnÃ¥ det, og jeg ved sÃ¥mænd heller ikke, hvordan jeg selv ville reagere, hvis det skete. Jeg ville nok blive bÃ¥de genert og usikker. Men det gør ikke sÃ¥ meget, at jeg ikke kommer ud at danse til festerne, bare de acceptere mig, som jeg er – det er det vigtigste.

Kunne ikke acceptere det
Og det gør de, på nær en enkelt kollega.
– Til en fest var der én, som sagde, at han ikke kunne acceptere det. Det blev jeg meget ked af – ogsÃ¥ fordi han havde fÃ¥et noget at drikke, da han sagde det. Jeg havde nok fÃ¥et mere respekt for ham, hvis han havde turdet snakke med mig om det, nÃ¥r han var ædru. Da vi mødtes pÃ¥ arbejde efter festen, kunne jeg mærke, at han selv havde det dÃ¥rligt over det. Hvis han en dag selv nævner det, vil jeg bare snakke stille og roligt med ham om, hvordan jeg følte det.
Selvom K. S. blev såret over sin kollegas opførsel, kunne hun ikke finde på at gå til personalechefen med den slags episoder.
– Jeg vil helst klare det selv. Og jeg mÃ¥ jo ogsÃ¥ acceptere, at enkelte altsÃ¥ ikke kan rumme min forandring. SÃ¥ længe det ikke pÃ¥virker det daglige arbejde, sÃ¥ mÃ¥ jeg lære at leve med det. Der vil nok altid være et par stykker, som ikke bryder sig om min slags.

MAILS FRA KOLLEGER EFTER OFFENTLIGGØRELSEN

Kære K
Jeg har læst den gule presse i dag, og vil bare sende dig lidt støtte.
Det vigtigste her i livet er at leve, og leve det på nøjagtig den måde man har det bedst med, den måde der gør en glad og lykkelig.
Jeg ønsker dig en rigtig glædelig jul og et godt nytår, forhåbentlig det bedste nogensinde.

Kære K
Det er stærkt at stå frem og sige, hvem du egentlig er, hvad du føler og tænker! Og specielt i et firma, hvor der arbejder så mange mennesker som her.
Jeg håber, at dine kolleger vil tage sig godt af dig, lige meget hvem du end er.
Ha´ en rigtig god jul og godt nytår.

Kære K
Jeg kender dig ikke, og du kender ikke mig. Alligevel synes jeg, at jeg vil sende dig en lille hilsen, blot for at sige, at jeg finder din beslutning modig og stor. Jeg håber, din beslutning må give dig fred og lykke i hjertet. Og dine omgivelser vil tage godt imod dig.

Kære K
Sejt gÃ¥et med din beslutning. Her pÃ¥ afdelingen har din offentliggørelse kun fÃ¥et positive kommentarer som “helt ok med mig” osv. SÃ¥ hvis du skulle have bange anelser mht. hvordan folk her i huset ville reagere, sÃ¥ kan jeg bare sige: at det behøver du absolut ikke bekymre dig om. Jeg har stor respekt for din beslutning. Hvis det føles rigtig for dig, sÃ¥ er det bare sÃ¥dan. For mig er du bare den du er, uanset hvordan du føler indeni. SÃ¥ held og lykke med det hele. Og for resten, ændrer du tøjstil m.m.?

Ã…BENHED
Stadig den samme kollega
Som nærmeste kollega til K. S. var Mads Neergaard en af de første, som hun betroede sig til om sin kønsskifteoperation. Han blev meget overrasket over nyheden, men føler ikke, at det har ændret deres forhold.

Mads Neergaard er programmør og sidder til daglig over for K. S., der for nylig sprang ud som transseksuel. I dag har han nøjagtigt det samme forhold til K, som han havde til den Leslie, hun engang var.
– Vi er gode kolleger, og vi snakker godt sammen. Tøjstilen, frisuren og navnet er ændret, men personen er dybest set den samme.
Den dag, da Leslie kom og sagde, at han havde noget at fortælle, troede Mads Neergaard, at det drejede sig om sygdom.
– Da han fortalte, at han var transseksuel og i gang med at blive til K, blev jeg totalt overrasket. Jeg oplevede ham slet ikke som feminin og har aldrig bemærket, at han var anderledes.
Selvom Mads Neergaard synes, at det er svært at sætte sig ind i K. S.s konkrete situation, havde han ikke problemer med at acceptere hendes valg.
– Min største bekymring var faktisk, om jeg havde sagt noget, der havde stødt hende, før jeg vidste, at hun var transseksuel. Mænd fyrer jo sÃ¥ mange platte vittigheder af til hinanden i løbet af en arbejdsdag. Heldigvis sagde K, at hun var vant til at høre den slags vitser, og at det som regel røg ind af det ene øre og ud af det andet.
Svært at vænne sig til navnet
Og så har det altså også været svært at skulle vænne sig til det nye navn.
– Jeg kunne bide tungen af mig selv, nÃ¥r jeg kommer til at kalde hende for Leslie. Jeg prøver at minde mig selv om, at hun hedder K, men i starten var det meget svært. Det er svært at bryde en vane og pludselig kalde folk et andet navn. Heldigvis bliver jeg bedre og bedre til at huske det, som tiden gÃ¥r, siger Mads Neergaard.

* * *
Artiklen blev bragt i Fagbladet Replik – HK-service, nr. 12 2002.
Med tilladelse fra Pia Olsen og Replik bringes artiklen i Vidensbanken.
Identiteten på K. S. er mig bekendt.
19. december 2002. Tina Thranesen.