Betina Hvejsel indsendte den 19. maj 2013 skrivelse til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget om beslutningsforslag B 116 om fjernelse af transkønnede fra sygsomslisten over psykiske lidelser.
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget stillede den 21. maj 2013 spørgsmål 6 – Samling: 2012-13 – om kommentar til skrivelsen til Sundheds- og Forebyggelsesminister, Astrid Krag (S), der svarede den 29. maj 2013.
Indhold
Skrivelsen fra Betina Hvejsel
Spørgsmål af 21. maj 2013
Svar af 29. maj 2013
Kildehenvisninger
[Indhold] Skrivelsen fra Betina Hvejsel
Nr. Bork d. 19. maj 2013
Information til hjælp til B116.
Hej, mit navn er Gry Betina Hvejsel.
Jeg har levet som kvinde i 6år. Er gift med min dejlige Bodil (født kvinde) og tilsammen har vi 3 piger på 10, 12 og 13 år, som bor hos os 12 ud af 14 dage.
Jeg har i 6 år modtaget hormonbehandling, 2 x 50mg Androcur/dag og 2 x 2mg Østradiol/dag. Jeg har været MEGET glad for hormonbehandlingen, som har hjulpet mig meget. Da Sexologisk Klinik har afvist at behandle mig som transseksuel, har jeg været tvunget til at gå alternative veje, for at få hjælp. Gynækolog Erik Holk Poulsen i Randers (nu pensioneret) gav mig hormonbehandlingen, da han mente det var en urimelig behandling jeg havde fået på Sexologisk Klinik. Den tilses nu af min egen læge.
Som det kan ses i de vedhæftede dokumenter [1], har jeg fået en meget dårlig behandling på Sexologisk Klinik, og iflg. flere læger og psykologer jeg har talt med, har beskrevet min behandling som urimelig og nærmest uforsvarlig. For et år siden, bad jeg min nuværende læge om at henvise mig til Sexologisk Klinik igen, men Sexologisk Klinik afviste med svaret at de ”henviser til deres tidligere afgørelse.”
For snart 4 år siden, blev jeg indlagt på Apopleksiafdelingen på Århus Sygehus. Jeg blev grundigt undersøgt og skannet, men de kunne ikke se nogle blodpropper. Jeg udviste dog alle tegn på at have blodpropper i hjernen. Ingen vidste noget om transseksuelle og ingen stillede spørgsmålstegn ved min hormonbehandling.
D. 10. september 2012 blev jeg indlagt (med ambulance) på Holstebro Hospital, med en håndfuld blodpropper i hjernen. Jeg blev medicineret med blodfortyndende medicin og kolesterolsænkende medicin.
Igen vidste ingen noget om transseksuelle, og mens jeg lå og var halvvejs bevistløs, blev jeg spurgt om jeg skulle være på damestue eller herrestue. Min krop har udviklet tydelige feminime træk. Jeg har pæne bryster og bærer dameundertøj. Så spørgsmålet virkede ret stødende. Jeg var dog i stand til at fremstamme ”damestue”, hvor jeg så blev kørt ind, med dæk-skærme, så ingen skulle se mig!
Efter at jeg blev udskrevet fra hospitalet, tog jeg kontakt til min gynækolog, for at høre om hormonbehandlingen kunne være grunden til blodpropperne. Han fortalte mig at Androcur (antitessteteron) var en meget farlig medicin at tage når man havde fået konstateret blodpropper.
Jeg forsøgte derfor – i samråd med min læge – at reducere den daglige dosis af Androcur. Det har vist sig, at jeg ikke kan komme under 75mg/dag, uden at få alvorlige fysiske og psykiske problemer.
På grund af at Sexologisk Klinik har afvist at jeg er transseksuel, har jeg ingen mulighed for at få fjernet mine testikler. Hvis jeg fik lov til dette, behøvede jeg ikke at spise Androcur mere. Og som sagt er Androcur direkte livstruende for mig.
Jeg har igennem de sidste 6-8 år udviklet depression og post-traumatisk stress syndrom. På grund af dette, er jeg nu i flexjob i egen virksomhed. Jeg forsøger at finde en glad hverdag sammen med min dejlige familie. Men mit liv er først og fremmest et venteværelse, hvor jeg venter på at livet slutter.
Så når I nu behandler B116, vil jeg bede jer om at tænke over konsekvensen af at min diagnose står under psykiske sygdomme. I princippet har Sexologisk Klinik – med politikkernes mandat – sagt at jeg er sindsyg og ikke er i stand til selv at vurdere hvad der er bedst for mig. Og dermed har de effektivt lukket døren bag mig. Som et af de eneste sundhedsområder i Danmark, er der INGEN ankemulighed over Sexologisk Kliniks afgørelser!
Efter min bedste evner, har jeg undersøgt forholdende i mange andre lande. Som jeg har set det, er Danmark et af de værste lande i verden at være transseksuel i! Det er chokkerende!
Med håb om at regeringen snarest vil finde en værdig løsning, så jeg og mine ligesindede kan leve resten af vores liv med lidt værdighed og livsglæde!
Venlig Hilsen
(Gry) Betina Hvejsel.
[Indhold] Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 19. maj 2013 fra Betina Hvejsel, jf. B 116 – bilag 2.
[Indhold] Svar
Den konkrete henvendelse fra Betina Hvejsel vedrører faglige spørgsmål i et konkret patientforløb, som jeg ikke har mulighed for at tage stilling til.
Jeg skal dog bemærke, at det ikke er korrekt, når Betina Hvejsel anfører, at diagnosen transseksuel anses for en psykisk sygdom. Danmark følger WHO’s internationale klassificeringssystem ICD-10, hvor diagnosen transseksualitet indgår under kapitel V om psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser, og her indgår blandt de adfærdsmæssige forstyrrelser i gruppen F 64.0 om kønsidentitetsforstyrrelser.
Jeg kan som nævnt ikke kommentere faglige spørgsmål i et konkret patientforløb. Jeg kan imidlertid oplyse, at Sundhedsstyrelsen aktuelt arbejder på en ny vejledning om lægers pligter og ansvar i forbindelse med udredning og behandling af personer med kønsidentitetsproblemer, der blandt andet præciserer kravene til udredning og behandling af transseksuelle. Vejledningen, der vil tage udgangspunkt i principperne i de internationale ”Standards of Care” fra World Professional Association for Transgender Health, udarbejdes i øvrigt på baggrund af en dialog med repræsentanter for FATID og LGBT.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
* * *
[Indhold] Kildehenvisninger
Folketingets journal vedrørende bilag 2 – skrivelsen fra Betina Hvejsel.
Skrivelsen fra Betina Hvejsel i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret af 11. juni 2013 hos Folketinget i pdf-format.
Note af Tina Thranesen.
- [1] “de vedhæftede dokumenter”
- Betinas forløb på SK findes her i Vidensbanken.
Skrivelsen hos Folketinget i pdf-format. - Skrivelse fra Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center Rigshospitalet til Betina Hvejsel
Betina Hvejsel
Dato: 17. juli 2009Kære Betina Hvejsel!
Hermed kopi af din journal, som vi beklager at du ikke har modtaget, da vi fremsendte den sidste år i august.
Mht. dit andet spørgsmål i mailen, hvorfor du ikke kan se dit forløb på Sundhed.dk bliver jeg dig lidt svar skyldig.
Overlæge Ellids Kristensen er på ferie p.t. og forventes hjem 27.07.09. Jeg vil lægge din mail til hende, så vil hun vende tilbage med svar på dit spørgsmål.Med venlig hilsen.
* * *
Skrivelsen hos Folketinget i pdf-format.
- Betinas forløb på SK findes her i Vidensbanken.