Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning – B 123 – om at give trossamfund mulighed for at vie homoseksuelle par
[af Kamal Qureshi (SF) m.fl.]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 2. februar 2010 og var til 1. behandling den 26. marts 2010.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 4 møder.
Høring
Efter 1. behandling af beslutningsforslaget besluttede Retsudvalget at sende forslaget i høring sammen med L 123 og B 122. Kopi af de indkomne høringssvar og et notat herom er omdelt på forslaget. Justitsministeren har endvidere haft lejlighed til at kommentere de indkomne høringssvar.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 3 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL, LA og Christian H. Hansen (UFG)) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
De gældende regler i ægteskabslovgivningen betyder, at trossamfundene med vielsesmyndighed ikke kan vie homoseksuelle. Begrænsningen af trossamfundenes mulighed for at vie to personer af samme køn ønskes ophævet, så trossamfundene stilles frit.
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten ønsker derfor, at folkekirken såvel som andre trossamfund opnår frihed til at vælge, om de vil vie homoseksuelle. Vi ser derfor frem til resultatet af det udvalgsarbejde om indgåelse af partnerskab i folkekirken, som kirkeministeren har sat i gang. Ifølge ministeren skal arbejdet afsluttes senest den 15. september 2010.
Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
Folketingets journal vedrørende betænkningen – bilag 16.
Betænkningen – bilag 16 – i pdf-format hos Folketinget.