B 142. SUU Bilag 22. Trans-Danmarks henvendelse den 4. oktober2007 til Sundhedsudvalget med bemærkninger om ministerens svar.

Trans-Danmark fremsendte torsdag den 4. oktober 2007 sin tredje henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg.
Foreningen begrunder henvendelsen med, at Indenrigs- og Sundhedsministeren den 27. september 2007 besvarede yderligere nogle af de spørgsmål, som Sundhedsudvalget havde stillet, og at foreningen fandt det nødvendigt at gøre Sundhedsudvalg opmærksom på en række forhold, hvor foreningen ikke er enig med ministeren i hans besvarelser eller finder besvarelserne mangelfulde.

Henvendelsen er et supplement/en fortsættelse af henvendelsen af 25. september 2007. Sundhedsudvalget
4. oktober 2007.
Skrivelsen blev registreret hos Folketinget den 9. oktober 2007. Dermed var et nyt folketingsår begyndt. Det betød samtidig, at det fremsatte beslutningsforslag B 142 var bortfaldet.
Henvendelsen blev derfor ikke registreret sammen med beslutningsforslagets øvrige bilag (Alm. del Samling: 2006-07 – B 142), men som et bilag hos Sundhedsudvalget – SUU alm. del 2007-08 (1. samling) bilag 22.
Ministeren er heller ikke bedt om at kommentere henvendelsen.

* * *
Foreningens henvendelse i sin helhed

Sundhedsudvalget

4. oktober 2007

Vedr.: Beslutningsforslag B 142 om transseksuelles rettigheder
Kommentarer til henvendelser til Sundhedsudvalget og Sundhedsudvalgets spørgsmål til Indenrigs- og Sundhedsministeren samt dennes svar på spørgsmålene

Trans-Danmark fremsendte dateret den 25. september 2007 bemærkninger til Sundhedsudvalget om de forskellige henvendelser til udvalget og ministerens svar på udvalgets spørgsmål.
Den 27. september 2007 fremkom ministerens svar på yderligere en række spørgsmål stillet af udvalget.
På grundlag af de af ministeren givne svar finder foreningen det hensigtsmæssigt at fremsende denne tredje henvendelse til udvalget om beslutningsforslaget.

Bemærkninger til spørgsmål Sundhedsudvalget har stillet til Indenrigs- og Sundhedsministeren og dennes svar på spørgsmålene.

Spørgsmål 5.
Er ministeren enig i, at EU’s regler om serviceydelsernes frie bevægelighed åbner mulighed for, at transseksuelle kan tage til et andet EU-land og få foretaget og betalt en kønsskifteoperation?

Trans-Danmark glæder sig over, at den almindelige behandlingsgaranti også gælder for udførelse af kønsskifteoperationer.
Imidlertid vil foreningen henvise til sine bemærkninger i henvendelsen til udvalget dateret 25. september 2007 om ministerens besvarelse af spørgsmål 29, om, at der herhjemme foretages så få kønsskifteoperationer om året, at det bør overvejes om denne type operation overhovedet skal tilbydes udført herhjemme, eller om det vil være både mere forsvarligt for den enkelte patient og billigere, hvis disse operationer blev foretaget på udenlandske hospitaler med stor erfaring på området.
Såfremt det besluttes at fortsætte med at tilbyde operationen her i Danmark, bør det som nu alene finde sted på Rigshospitalet.

Spørgsmål 7.
Hvor mange danskere har henvendt sig til myndighederne med henblik på, at få ændret CPR-nummer til et lige henholdsvis ulige nummer for mænd og kvinder.
Trans-Danmark hæfter sig ved ministerens bemærkninger om, at “Efter CPR-lovens § 3, stk. 5, er det kun fejl i de oplysninger, som indgår i personnummeret, f.eks. i angivelsen af kønnet, der kan begrunde tildeling af et nyt personnummer.”
Foreningen er enig med ministeren i CPR-lovens § 3, stk. 5 indeholder en sådan bestemmelse.

Men foreningen må gøre opmærksom på, at ministeren ikke omtaler samme lovs § 3, stk. 6, efter hvilket Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om personnummerets opbygning”.

Ministeren har fastsat disse regler i Bekendtgørelse om folkeregistrering m.v.
Af § 1 fremgår, at personnummeret består af 10 cifre, hvoraf de første seks angiver personens fødselsdag, begyndende med fødselsdatoen, derefter fødselsmåneden og til slut fødselsåret uden angivelse af århundrede.
Af stk. 2, at de sidste fire cifre er et løbenummer, hvoraf det første ciffer i forbindelse med fødselsåret angiver, hvilket århundrede personen er født i. Det sidste ciffer er lige for kvinder og ulige for mænd.

Opbygningen af personnummeret er altså administrativt bestemt af ministeren, hvorfor ministeren også har bemyndigelse til at ændre dette, så foreningens ønsker imødekommes, som anført i foreningens første henvendelse til udvalget under pkt. 3.2.1. og 3.2.2., om at det kønsbestemte endetal fjernes eller alternativt, at det gøres lettere at få ændret personnummeret.

Spørgsmål 8.
Hvor mange personer har fra 1985-2007 ladet sig kastrere med henblik på at få ændret personnummer.
Ministeren svarede den 27. september 2007
Såfremt det med spørgsmålet ønskes oplyst, hvor mange personer der har gennemgået en kønsskifteoperation og derefter fået tildelt et nyt personnummer, kan jeg bemærke, at der ikke foreligger en opgørelse herover for perioden fra 1985-2007.
Det kan dog oplyses, at en opgørelse på baggrund af oprettede sager i Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor for perioden 2003-2007 vedrørende ændring af personnummer på baggrund af et gennemført kønsskifte viser, at ministeriet i 49 tilfælde har foretaget personnummerændring efter et gennemført kønsskifte på baggrund af en meddelelse fra Sundhedsstyrelsen og før den 1. juli 2005 Civilstyrelsen (før 15. oktober 2004 Civilretsdirektoratet) om, at kønsskiftet er helt afsluttet. Det er ikke muligt at lave en tilsvarende opgørelse for tidligere perioder.
(Trans-Danmarks bemærkninger følger efter omtale af spørgsmål nr. 16.)

Spørgsmål 16.
Ministeren bedes redegøre for hvor mange der inden for de sidste 10 år har fået afslag på en ansøgning om en kønsskifteoperation af Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og af Retslæge Rådet.
Ministeren svarede den 27. september 2007.
Jeg kan indledningsvist bemærke, at det er Sundhedsstyrelsen – og ikke Sexologisk Klinik på Rigshospitalet eller Retslægerådet – der træffer afgørelse om tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, jf. også mine besvarelser af spørgsmål nr. 4 og spørgsmål nr. 9 (alm. del – B 142).
Jeg har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser, at styrelsen har meddelt ét afslag og 18 tilladelser til kastration med henblik på kønsskifte, siden Sundhedsstyrelsen overtog området fra Civilstyrelsen den 1. juli 2005.
Sundhedsstyrelsen har ikke oplysninger om antallet af afslag meddelt af Civilstyrelsen i perioden forud for den 1. juli 2005.
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger.

Trans-Danmark vil i relation til ministerens besvarelse af spørgsmål 8 og nr. 16 ikke bestride, at der ikke foreligger opgørelser af den ønskede art, men dog pointere, at oplysningerne ville kunne fremskaffes, selv om det i givet fald måtte gøres ved manuel gennemgang af diverse journaler.
Men det betyder også, at både udvalget og ministeren nødvendigvis må tillægge foreningens oplysninger væsentlig værdi, idet foreningen bygger sine opgørelser på både flere forskellige tidligere offentliggjorte tal – ministerbesvarelser, journalisters artikler med oplysninger om sådanne tal og vores almene kendskab til transseksuelle og disse forhold.

Spørgsmål 25.
Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Trans-Danmark, jf. B 142 – bilag 2
Ministeren svarede den 27. september 2007.
Jeg har noteret mig, at Trans-Danmark i henvendelsen giver udtryk for, at en kønsskifteoperation ikke skal kunne foretages alene efter personens eget ønske, men støtter, at der er et regelsæt, der fastsætter vilkårene for at få en kønsskifteoperation.

Trans-Danmark har imidlertid udtrykt utilfredshed med den nuværende procedure, som efter foreningens opfattelse indebærer, at ansøgere ofte får afslag på ansøgningen om tilladelse til kønsskifte. Jeg kan i den forbindelse henvise til Sundhedsstyrelsens oplysninger om, at styrelsen siden den 1. juli 2005, hvor styrelsen overtog området fra Civilstyrelsen har meddelt ét afslag og 18 tilladelser til kastration med henblik på kønsskifte, jf. min besvarelse af spørgsmål nr. 16 (alm. del – B 142). Efter min opfattelse bekræfter Sundhedsstyrelsens oplysninger ikke foreningens antagelse om, at ansøgere ofte får afslag.

I henvendelsen giver Trans-Danmark endvidere bl.a. udtryk for, at valg af fornavn efter foreningens opfattelse bør kunne ske frit mellem navne, som er godkendt som fornavne, at kønsbetegnelsen i pas bør fjernes, og at personnumre bør være kønsneutrale, eller at det alternativt bør være muligt at tildele et ikke-kønskorrekt personnummer til transseksuelle. Jeg kan i den forbindelse henvise til min tale ved 1. behandlingen af B 142 og til besvarelsen af spørgsmål nr. 23 (alm. del – B 142).

Trans-Danmark har desuden fremsat ønske om, at der udarbejdes en lov om kønsidentitetsforstyrrelse, der bl.a. skal fastlægge en ændret procedure for tilladelse til kønsskifte, samt indeholde regler vedrørende en række øvrige forhold. Jeg kan i den forbindelse bemærke, at jeg ikke finder anledning til at tage initiativ til at fremsætte en sådan lov.

Trans-Danmark skal dertil bemærke følgende.

Foreningen finder det beklageligt, at ministeren tilsyneladende alene bygger sin opfattelse af hyppigheden og omfanget af afslag til en kønsskifteoperation på en oplysning fra Sundhedsstyrelsen, som kun strækker sig tilbage til den 1. juli 2005.
Som det fremgår af besvarelserne af spørgsmål nr. 8, 14 og 16 og foreningens bemærkninger til disse, er der stor unøjagtighed i tallene.
Trans-Danmark må konstatere, at de oplyste tal om antallet af kønsskifteoperationer og antallet af afslag er yderst unøjagtige og mangelfuldt oplyst.
Hvis der fremskaffes tal, som af foreningen foreslået i bemærkningerne til ministerens besvarelse af spørgsmål 14, er foreningen overbevist om, at de vil bekræfte foreningens oplysninger om, at der ofte gives afslag.

Det skal for en ordens skyld bemærkes, at der jo både er tale om de formelle afslag givet af Sundhedsstyrelsen (tidligere Civilretsdirektoratet), og de uformelle afslag, som følger af den måde, som Sexologisk Klinik behandler de transseksuelle.

Når en transseksuel på Sexologisk Klinik får den klare besked, at klinikken ikke kan støtte ønsket om en kønsskifteoperation, så er der reelt tale om et afslag, idet Sundhedsstyrelsen (tidligere Civilretsdirektoratet) ikke giver den ønskede tilladelse, når Sexologisk Klinik ikke støtter ønsket.
Disse transseksuelle vil derfor ofte resignere og undlade at indsende en formel ansøgning, da det på forhånd er givet, at der vil blive tale om et afslag.
Om fornavn, kønsbetegnelse og personnummer henviste Ministeren i sin besvarelse til sin tale under Folketingets 1. behandling af beslutningsforslaget og sin besvarelse af spørgsmål nr. 23.
Under 1. behandlingen den 11. maj 2007 udtalte ministeren følgende om navne:
1. udgangspunktet i navnelovgivningen er, at man ved fornavnet skal kunne skelne imellem kønnene,
2. et fornavn ikke skal kunne være til ulempe for den pågældende,
3. det særlige hensyn, som må tages til børn, som ikke unødigt skal udsættes for drillerier,
4. hensynet til transseksuelle er tilgodeset med reglerne, der giver mulighed for, at transseksuelle kan tage et fornavn, der betegner det modsatte køn… som samtidig respekterer behovet for, at man som udgangspunkt kan skelne kønnet på baggrund af fornavnet.
Og følgende om personnummeret:
1. efter den gældende ordning består personnummeret af ti cifre, hvoraf det tiende og sidste ciffer angiver personens køn,
2. CPR har karakter af et grundregister, som altid skal være korrekt, og oplysningerne i CPR skal være i overensstemmelse med de grundregistrerede myndigheders oplysninger, f.eks. ministerialbogen. Kravet om overensstemmelse med registreringen i ministerialbogen er uomgængeligt,
3. så en ordning, hvor man selv vælger, hvilket køn man ønsker at angive i personnummeret, henholdsvis i CPR‘s dataindhold, vil ikke være i overensstemmelse med kravet om, at personnummeret og CPR som sådan skal indeholde korrekte grunddata,
4. personnummeret og CPR er i mange sammenhænge grundlaget for offentlig myndighedsudøvelse,
5. mænd ville blive indkaldt til mammografiscreening, til forebyggelse og tidlig behandling af brystkræft og forebyggende undersøgelser af eksempelvis livmoderhalskræft,
6. indkaldelse til aftjening af værnepligt,
7. konklusionen er altså, at det ikke giver mening at udelade kønsangivelse fra personnummeret eller fra CPR som sådan.
Og følgende om kønsbetegnelsen i pas:
1. kønsangivelsen skal tjene som identifikation af pasindehaverens biologiske køn, og kønsangivelsen i passet, der angives med F eller M, skal være i overensstemmelse med den kønsangivelse, der følger personnummeret, ellers vil det kunne give anledning til problemer ved paskontrollen.

Spørgsmål 23.
Spgsm. om konsekvenserne for det eksisterende CPR-system, hvis det blev muligt at tildele midlertidige CPR-numre til transseksuelle i behandling.
Ministeren kommer i sit svar af 29. juni 2007 med flere betragtninger, der alle har sin rod i, at Ministeren mener, at CPR‘s karakter af et grundregister vil fortabes, hvis ønsket som anført i beslutningsforslaget bliver imødekommet.

Trans-Danmark må tilbagevise denne bekymring.
Det Centrale Personregister – CPR – vil uden de store vanskeligheder eller omkostninger kunne tilpasses, så det let kan administrere den ønskede ordning.
Det skal også erindres, at personnummerets opbygning er administrativt bestemt, og at det derfor er muligt for Ministeren at ændre dets opbygning.

Det bedste ville være, om personnummersystemet blev ændret, således at personnummeret ikke mere er informationsbærende ud over fødselsdag, – måned og -år. De sidste fire cifre bør med de første seks cifre alene tjene som indgangsnøgle til CPR. Derved ville alle kønsidentitetsproblemer i relation til personnummeret være løst.
At personnummeret er informationsbærende med bl.a. kønsangivelsen i det sidste ciffer skyldes alene praktiske hensyn dengang systemet blev lavet for ca. 40 år siden.
Dette kan være en passende lejlighed til at modernisere systemet.

Imidlertid er det Trans-Danmarks opfattelse, at selv om dette ikke kan imødekommes, så vil det ikke frembyde nævneværdige problemer at tilpasse systemet, så det kan håndtere, at nogle personer får tildelt et personnummer, som ikke rent kønsmæssigt svarer til deres biologiske køn.
Det vil derfor fortsat være muligt at lave korrekte udtræk både til indkaldelse til session og diverse helbredsbetingede helbredsundersøgelser.
Allerede i dag er der gensidig henvisning mellem gamle og nye personnumre til alle, der har fået tildelt nyt personnummer – uanset årsag.

De myndigheder, som har et legitimt behov for at have kendskab til en eventuel forskel i en persons biologiske køn og det køn, som endetallet fortæller, har allerede i dag via CPR mulighed for at se årsagen. Det kan f.eks. være sundhedsvæsenet, skat, politi, fængselsvæsen og retsvæsen.
Private, der gennem forskellige abonnementsordninger, trækker oplysninger fra CPR, skønnes ikke at have noget legitimt behov for at kunne se sådanne ting. Det vil typisk være banker, forsikringsselskaber og forskellige andre private virksomheder. I den udstrækning, det er nødvendigt for disse virksomheder at kende personens køn, så kan de jo blot spørge personen.

Trans-Danmark skal udover de bemærkninger, som allerede er gjort til ministerens besvarelse af Spørgsmål 23 bemærke følgende.
Vedr. pkt. a.
“udgangspunktet i navnelovgivningen er, at man ved fornavnet skal kunne skelne imellem kønnene“
Allerede i dag er der en del navne, som er godkendt både som drengenavn og som pigenavn, og så er der – og vil givetvis fremover komme endnu flere fornavne af fremmed herkomst, hvor det ikke er muligt ud fra almindelig dansk sprogbrug at udlede, om det er et drengenavn eller et pigenavn.
Kravet om, at man ved fornavnet skal kunne skelne imellem kønnene er derfor allerede udhulet ganske meget og vil blive det endnu mere fremover.
Derfor synes der ikke at være nogen seriøs begrundelse for at opretholde reglen. Og når opgivelsen af reglen ydermere kan lette tilværelsen for en del personer, så er det endnu sværere at se begrundelsen for at opretholde reglen.
Vedr. pkt. b.
“et fornavn ikke skal kunne være til ulempe for den pågældende“
At ministeren udtalte, at “et fornavn ikke skal kunne være til ulempe for den pågældende“, er yderst interessant, da det jo netop er tilfældet for de transpersoner, som vælger at leve fuldtids som det modsatte køn og hvoraf nogle af dem, men ikke alle frekventerer Sexologisk Klinik med henblik på et kønsskifte.
For disse personer er det en endog stor ulempe, at de skal tvinges til at anvende et fornavn, der ikke er i overensstemmelse med deres ydre fremtoning.
Og når ministeren netop kommer med en sådan udtalelse, så bør han også følge det op, så disse personer kan få tilladelse til selv at vælge fornavn, uanset hvilket køn det valgte fornavn udtrykker, hvorved han vil befri dem for en ulempe.
Vedr. pkt. c.
“det særlige hensyn, som må tages til børn, som ikke unødigt skal udsættes for drillerier“
Foreningen kan fuldt ud tilslutte sig, at der er særlige hensyn at tage til børn, så de ikke unødigt udsættes for drillerier på grund af deres fornavn.
Derfor henvises der til foreningens første henvendelse til udvalget, hvor foreningen under
pkt. 2.3.1. ønskede følgende:
Fornavne er ikke kønsbestemte
Et barn kan tildeles et fornavn, og en myndig person kan skifte fornavn uden anden indskrænkning end, at navnet skal være eller skal kunne godkendes som et fornavn.
Reglerne om kønsbestemte fornavne fjernes helt, således at det er op til den enkelte (forældrene) at bestemme sit fornavn.
og såfremt dette ikke kunne tiltrædes under pkt. 2.3.2. ønskede følgende:
En myndig transperson – uanset om pågældende ønsker at gennemføre en kønsskifteoperation eller ej, eller som gennem længere tid har levet fuldtids som det modsatte køn, har ret til fornavneskift så fornavnet svarer til det køn, den pågældende lever som.
Der også henvises til de supplerende bemærkninger i den første henvendelse.
Hvis der skønnes at være et særskilt behov for at beskytte børn mod forældrenes valg af fornavn til deres børn, så vil foreningens forslag som anført under pkt. 2.3.2. ikke udsætte børn for drillerier, idet forslaget omfatter myndige personer, der netop selv ønsker et fornavn, der svarer til det køn, de lever som.
Vedr. pkt. d.
“hensynet til transseksuelle er tilgodeset med reglerne, der giver mulighed for, at transseksuelle kan tage et fornavn, der betegner det modsatte køn… som samtidig respekterer behovet for, at man som udgangspunkt kan skelne kønnet på baggrund af fornavne“
Reglerne i den nuværende navnelov og navnelovsbekendtgørelse var et fremskridt i forhold til den tidligere lovgivning, men tilgodeser kun i begrænset omfang de rimelige ønsker transpersoner har om at have et fornavn, som er i overensstemmelse med det køn de ønsker at leve som.
Og som anført både i tidligere henvendelser og i denne henvendelse er det svært at se, at en ændring af reglerne kan være til skade for nogen. En ændring vil derimod være til stor gavn og lettelse for en mindretralsgruppe, som i forvejen er meget udsatte.
Vedr. pkt. e, f, g, h.
e) “efter den gældende ordning består personnummeret af ti cifre, hvoraf det tiende og sidste ciffer angiver personens køn“,
f) “CPR har karakter af et grundregister, som altid skal være korrekt, og oplysningerne i CPR skal være i overensstemmelse med de grundregistrerede myndigheders oplysninger, f.eks. ministerialbogen. Kravet om overensstemmelse med registreringen i ministerialbogen er uomgængeligt“,
g) “så en ordning, hvor man selv vælger, hvilket køn man ønsker at angive i personnummeret, henholdsvis i CPR‘s dataindhold, vil ikke være i overensstemmelse med kravet om, at personnummeret og CPR som sådan skal indeholde korrekte grunddata“
h) “personnummeret og CPR er i mange sammenhænge grundlaget for offentlig myndighedsudøvelse“.
Det er vanskeligt at se, at ændringer i CPR, som Trans-Danmark har foreslået ændrer noget fundamentalt ved registrets funktion.
Trans-Danmark har ovenfor anført sine bemærkninger til ministerens besvarelse af spørgsmål 23. Disse bemærkninger dækker i stor udstrækning også det, som ministeren fremførte i sin tale under 1. behandlingen af beslutningsforslaget.
Dog vil foreningen bemærke følgende.
Vedr. pkt. i.
“mænd ville blive indkaldt til mammografiscreening, til forebyggelse og tidlig behandling af brystkræft og forebyggende undersøgelser af eksempelvis livmoderhalskræft“.
Hvis konsekvensen af ændringerne afstedkom, at mænd blev indkaldt til mammografiscreening, til forebyggelse og tidlig behandling af brystkræft og forebyggende undersøgelser af eksempelvis livmoderhalskræft, hvad foreningen hævder let kan undgås ved få ændringer i registret, så ville der egentlig ikke ske nogen skade derved.
Mænd, der har været i et langvarigt behandlingsforløb med kvindelige kønshormoner har reelt en forøget risiko for brystkræft, så en indkaldelse til mammografiscreening kan for så vidt kun betragtes som en god ide. Om de så også skulle få en indkaldelse til undersøgelse for livmoderhalskræft, så vil disse personer nok ikke tage det fortrydeligt op – måske tværtimod.
Vedr. pkt. j.
“indkaldelse til aftjening af værnepligt“.
Om indkaldelse til værnepligt, så er det jo sådan, at der først sker indkaldelse til session til afgørelse af den enkeltes egnethed til at aftjene værnepligt. Der sker jo ikke direkte indkaldelse til f.eks. aftjening af militærtjeneste i Livgarden.
Allerede i dag indeholder CPR adskillige koder til administrering af personers egnethed til aftjening af værnepligt og eventuel genindkaldelse.
Det vil derfor være uden nævneværdige problemer at tilføje en ekstra kode, så en kvinde til mand transseksuel ikke indkaldes til session.
Men som tidl. nævnt, så vil disse forhold let kunne administreres med nogle få ændringer i registret.
Vedr. pkt. k.
“konklusionen er altså, at det ikke giver mening at udelade kønsangivelse fra personnummeret eller fra CPR som sådan“.
Trans-Danmark har intet ønske om at udelade kønsangivelsen i CPR, men at der bliver bedre muligheder for, at transpersoner, der ønsker at leve fuldtids som det ønskede køn kan få mulighed for det ved et enten kønsneutralt personnummer, eller et personnummer med et endetal, der svarer til det køn, de har valgt at leve som og en kønsbetegnelse, der også angiver deres ønskede køn.
Konklusionen må derfor være, at det giver god mening at ændre CPR.
Vedr. pkt. l.
“kønsangivelsen skal tjene som identifikation af pasindehaverens biologiske køn, og kønsangivelsen i passet, der angives med F eller M, skal være i overensstemmelse med den kønsangivelse, der følger personnummeret, ellers vil det kunne give anledning til problemer ved paskontrollen“.
Trans-Danmark er klar over, at Danmark på dette punkt er “bundet” af de internationale standarder i ICAO om udformning af pas.

Imidlertid vil vi henlede udvalgets opmærksomhed på, at som forholdene er i dag er der allerede store problemer for personer, der lever fuldtids som det modsatte køn uden at have gennemgået en egentlig kønsskifteoperation.
Disse personers ydre fremtoning svarer jo ikke til kønsbetegnelsen i deres personnummer eller kønsangivelsen F eller M.

Endvidere er der de transseksuelle, som har fået tilladelse til ændring af deres fornavn. For dem vil der endvidere være uoverensstemmelse mellem det køn, deres fornavn udtrykker og kønsangivelsen i deres personnummer og kønsbetegnelsen F eller M, foruden uoverensstemmelsen i forhold til deres ydre fremtoning. I standarderne er der mulighed for at anvende kønsbetegnelsen “X” (unspecified). Selv om det ikke anvendes i Danmark, bør det overvejes at indføre det som betegnelse for personer, der lever fuldtids som det modsatte køn.

4) Ny lov om kønsidentitetsforstyrrelse
I sit svar giver ministeren udtryk for, at han ikke finder anledning til at tage initiativ til at fremsætte en lov, der fastlægger en ændret procedure for tilladelse til kønsskifte
Trans-Danmark er forundret over ministerens holdning.
En sådan lov, der fastlægger de overordnede regler for behandling af transseksuelle og vilkår for tilladelse til kønsskifte vil absolut være en fordel.
Den bør ikke indeholde detaljerede regler. Disse kan fastsættes i en bekendtgørelse.
Udarbejdelse af en sådan lov vil være helt i overensstemmelse med den måde, som flere europæiske lande har gjort det.
Dette bør fremgå af de svar, som ministeren indhenter fra andre lande, idet England indførte en sådan lov for få år siden og Sverige har haft en i mange år – som det første land i verden.

5) Ændringer i eksisterende love
I sin første henvendelse til udvalget redegjorde foreningen under pkt. 5 for en række love, hvor det vil være ønskeligt, hvor der anvendes betegnelserne “kønsdrift” og “seksuel orientering“, og hvor foreningen ønsker tilføjet betegnelsen “kønsidentitetskonflikt”.
Som det er i dag, er der reelt tale om diskrimination af transpersoner.
Trans-Danmark finder det derfor beklageligt, at ministeren ikke svarer på foreningens ønske om ændringer i eksisterende love, så betegnelsen “kønsidentitetskonflikt” bliver tilføjet.

Spørgsmål 33
Hvilke ankemuligheder har transseksuelle ved afslag på en kønsskifteoperation?
Ministeren svarede den 27. september 2007:
Sundhedsstyrelsens afgørelse om tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Sundhedsstyrelsens afgørelse vil kunne undergives domstolsprøvelse.
Trans-Danmark skal dertil bemærke, at foreningen er enig med ministeren i dennes besvarelse.
Men foreningen finder det temmelig illusorisk at forestille sig, at en transseksuel, der indbringer et afslag på en ansøgning om kønsskifteoperation, vil kunne få medhold ved domstolen.
Det vil jo i givet fald være en bekostelig sag, selv om der måske vil være mulighed for meddelelse af fri proces efter de almindelige regler derom.
Det vil i givet fald være Sundhedsstyrelsen, som den transseksuelle skal føre en civilretslig sag imod.
Sundhedsstyrelsen vil i sin bevisførelse selvfølgelig fremlægge erklæringerne fra Sexologisk Klinik og fra Retslægerådet.
Sexologisk Klinik anses for at have den højeste ekspertise på området og Retslægerådet generelt at have den højeste lægelige kompetence her i landet.
Resultatet synes givet på forhånd, hvilket antageligvis også er grunden til, at der endnu ikke er ført en sådan retssag.
Den eneste reelle mulighed en transseksuel, der vil føre sag mod Sundhedsstyrelsen har, vil være fremlæggelse af erklæringer, der vægter højere end erklæringerne fra Sexologisk Klinik.
Sådanne erklæringer må antages at skulle være udfærdiget af anerkendte klinikker i udlandet. Og for at få en sådan erklæring, vil den transseksuelle derfor være nødsaget til at være i behandling i en længere periode. Det vil reelt sige, at den pågældende skal tage ophold i det pågældende land for at kunne følge en sådan behandling. Og i et sådant tilfælde, så kan pågældende lige så godt fortsætte og også få foretaget selve operationen i det pågældende land.

Foreningen må derfor konstatere, at der ikke er nogen reel mulighed for at få realitetsbehandlet Sundhedsstyrelsens eventuelle afslag ved domstolen.

Trans-Danmark vil derfor henlede opmærksomheden på foreningens ønske om decentralisering som anført i foreningens første henvendelse til udvalget under pkt. 6.5.2., idet der i dette forslag er anført mulighed for at få prøvet et administrativt afslag ved en højere administrativ instans.

Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning
Ministeren har i flere besvarelser af 27. september 2007 om kønsskifteoperationer har bemærket,
at Sundhedsstyrelsen har oplyst, at spørgsmålet om den fremtidige tilrettelæggelse af området vil indgå i Sundhedsstyrelsens overvejelser vedrørende specialeplanlægning, idet Sundhedsstyrelsen finder, at samarbejdet mellem landsfunktionerne og et højt specialiseret internationalt center vil være en naturlig del af en sådan funktion.
Trans-Danmark vil i den forbindelse gentage sit ønske om, at behandlingen af transseksuelle decentraliseres, men at selve kønsskifteoperationen som hidtil kun bør foretages ét sted – på Rigshospitalet.

Yderligere spørgsmål.
Trans-Danmark forudser, at ministerens svar på de resterende spørgsmål vil afstedkomme yderligere bemærkninger fra foreningens side, når de foreligger.

Med venlig hilsen.

Karin Astrup, formand.

Folketingets journal vedrørende henvendelsen. Sundhedsudvalget, Alm. del 2007-08 (1. samling) bilag 22.
Henvendelsen i pdf-format hos Folketinget.