Spgsm. 3 den 5. februar 2016 om hvilke kriterier og krav, man bør stille til en ny form for gyldig billedlegitimation. Svar 1. marts 2016.


Social- og Indenrigsudvalget stillede den 5. februar 2016 efter ønske fra Karina Adsbøl (DF) spørgsmål 2 – Samling: 2015-16 – om hvilke kriterier og krav, man bør stille til en ny form for gyldig billedlegitimation, til social- og indenrigsminister, Karen Ellemann (V), der svarede den 1. marts 2016.

Spørgsmål
”Kan ministeren oplyse, hvilke kriterier og krav man bør stille til en ny form for gyldig billedlegitimation, herunder hvor kortet f.eks. skal finde anvendelse, krav til sikkerhed m.v.?”.

Foreløbigt svar den 22. februar 2016
For at kunne besvare spørgsmålet har jeg anmodet om bidrag fra Sundheds- og Ældreministeriet, Transport- og Bygningsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet og Justitsministeriet.

Når alle bidragene foreligger, vil jeg besvare spørgsmålet.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

Endeligt svar den 1. marts 206
For at kunne besvare spørgsmålet har jeg anmodet om bidrag fra Sundheds- og Ældreministeriet, Transport- og Bygningsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet og Justitsministeriet. Da alle bidragene nu foreligger, vender jeg, som anført i min foreløbige besvarelse af 22. februar 2016, tilbage med min endelige besvarelse af spørgsmålet.

Det er min opfattelse, at legitimationskortet som minimum bør indeholde de oplysninger, som kræves i hvidvaskloven.

Erhvervs- og Vækstministeriet har i den forbindelse oplyst, at et legitimationskort, som indeholder både navn, adresse og cpr.nr., vil leve op til de basale krav i hvidvaskloven. Legitimation skal dog foretages ud fra en risikovurdering. Det kan derfor ikke udelukkes, at en person skal legitimere sig yderligere.

Selvom hvidvaskloven ikke stiller krav om forevisning af billedlegitimation, er det på den baggrund min opfattelse, at det nye legitimationskort bør indeholde et billede.

Transport- og Bygningsministeriet har oplyst, at det er aftalt med Justitsministeriet, at Justitsministeriet besvarer spørgsmålet. Justitsministeriet har indhentet bidrag fra Rigspolitiet, som har oplyst følgende:
”Rigspolitiet kan oplyse, at man ved fastlæggelse af krav til design af et nyt billedlegitimationskort, herunder sikkerhed og udstedelsesproces, kan tage udgangspunkt i kortets anvendelsesområde og forventede levetid. Kortet bør udformes på en sådan måde, at kortet er sikret mod eksempelvis forfalskning i hele gyldighedsperioden, ligesom udstedelsesprocessen bør tilrettelægges således, at der er den nødvendige sikkerhed for ansøgerens identitet.”

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har henvist til muligheden for at indhente oplysninger fra de svenske myndigheder om, hvilke krav til ID svenskerne stiller.

Jeg kan i den anledning til orientering oplyse, at det svenske politi oplyser på sin hjemmeside, at følgende dokumenter, som er udstedt i Norden eller EU, af det svenske politi betragtes som gyldig ID i forbindelse med den midlertidige svenske grænsekontrol:
  • Pas
  • Kørekort
  • Nationalt ID-kort eller andet sammenligneligt dokument, under forudsætning
    af, at det indeholder et billede af indehaveren og oplysning om indehaverens
    identitet.

For at et dokument, som ikke er udstedt i Norden eller EU, kan betragtes som gyldig ID, skal dokumentet, ifølge det svenske politis hjemmeside, opfylde følgende betingelser:
  • Dokumentet skal være udstedt med det formål at fastslå indehaverens identitet,
  • Dokumentet skal være forsynet med et billede af indehaveren,
  • Dokumentet skal have et løbenummer,
  • Dokumentet skal indeholde indehaverens fuldstændige navn, personnummer
    eller fødselsdato,
  • Dokumentet skal være underskrevet af indehaveren,
  • Dokumentet skal indeholde oplysning om gyldighedsperiode og om, hvem der
    har udstedt dokumentet.

Spørgsmålet har ikke givet Sundheds- og Ældreministeriet anledning til bemærkninger.

De forhold, som jeg har nævnt ovenfor, vil indgå i mine videre overvejelser om den nærmere udformning af den nødvendige regulering af billedlegitimationskortet.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og det foreløbige svar hos Folketinget i pdf-format.
Spørgsmålet og det endelige svar hos Folketinget i pdf-format.