Den 13. juni 2008 stillede Sundhedsudvalget spørgsmÃ¥l 5 om bemærkninger til bilag 9 – Trans-Danmarks henvendelse af 11. juni 2008 til minister for sundhed og forebyggelse, Jakob Axel Nielsen, der svarede den 27. juni 2008.
* * *
Indholdsfortegnelse
Trans-Danmarks skrivelse af 11. juni 2008
Spørgsmålet til ministeren
Ministerens svar på spørgsmålet
Kildehenvisninger
* * *
[Til indholdsfortegnelsen] Trans-Danmarks skrivelse af 11. juni 2008.
Sundhedsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
11. juni 2008
Vedr. Beslutningsforslag B 65 om transkønnedes rettigheder.
Den 14. april 2008 fremsendte Trans-Danmark en skrivelse vedrørende ovennævnte beslutningsforslag.
Det har foranlediget et spørgsmål 2, som Sundhedsudvalget har stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse den 16. april 2008.
Det blev besvaret den 22. maj og det med baggrund i det korrigerede bilag 1, som Trans-Danmark fremsendte den 20. april 2008.
Af besvarelsen fremgÃ¥r bl.a. følgende: “Det finder jeg ikke hensigtsmæssigt. I grundlaget for afgørelsen af, om der skal gives tilladelse til kastration med henblik pÃ¥ kønsskifte, indgÃ¥r bl.a. en række lægefaglige vurderinger. Det er derfor efter min opfattelse hensigtsmæssigt, at afgørelsen træffes af en myndighed, der har sundhedsfaglig kompetence, hvilket ikke er tilfældet for statsforvaltningernes vedkommende.”
Desværre lader det til, at ministeren ikke har forstået pointen i Trans-Danmarks forslag, der tidligere er fremsendt i bilag 1.
Midt på bilagets første side foreslås således godkendte behandlere af mulige transseksuelle patienter. Disse behandlere skal naturligvis godkendes af en statslig myndighed og skal have en høj sundhedsfaglig kompetence på området for at få godkendelsen. På side 3 foreslår vi endvidere, at Ministeren for Sundhed og Forebyggelse fremsætter de præcise krav for at opnå godkendelse som behandler indenfor området.
Der findes rundt omkring i landet en række højt kvalificerede personer, som vil kunne have mulighed for at opnå en sådan godkendelse.
Disse godkendte behandlere skal jf. vores forslag have ret til at afgive indstilling til statsforvaltningen om at godkende kønsskifteoperationen. Den godkendte behandler skal naturligvis for at kunne afgive en sådan indstilling have sikret sig, at det er en hensigtsmæssig disposition for patienten.
Dermed er der sket en lægefaglig vurdering. En sådan behøver ikke at blive gentaget. Den godkendte behandler kender patienten fra en række behandlinger. Det vil en central sundhedsfaglig myndighed ikke gøre.
Desuden en langt hurtigere måde at håndtere situationen på ligesom den er billigere at gennemføre.
Det tidsmæssige aspekt er et andet område, hvor der er blevet givet fejlagtige oplysninger.
I det 2. udkast til beretning over Forslag til folketingsbeslutning om transseksuelles/transkønnedes rettigheder fremføres det under de politiske bemærkninger, at observationsforløbet (udredningsforløbet) i Danmark udgør 2 år.
Dette er markant forkert. Desværre findes der ikke nogen officiel statistik på området, hvilket naturligvis ville være en klar fordel i denne sammenhæng, men vi har som landsforening kontakt til en stor del af de patienter, der gennemgår behandlingsforløbet på Sexologisk Klinik. Vi kender ingen, som har gennemgået forløbet på 2 år. Det typiske er et klart længere forløb. Undertegnede går selv til behandling på Sexologisk Klinik. Den første behandling var den 28. september 2004 og jeg er endnu ikke noget frem til den foreløbige beslutningskonference. Denne ligger ifølge Sexologisk Kliniks vejledende tidsfrister, som altså siger et samlet forløb på 2 år og den foreløbige beslutningskonference skal
foretages efter 1 år. Hvornår den foreløbige beslutningskonference ligger for mit vedkommende kan ikke oplyses (Behandlingstiden oplyses ikke overfor nogen patienter, selv efter udtrykkelige spørgsmål). Derfor varer den første del af behandlingsforløbet for mit vedkommende i hvert fald 4 år. Hvor lang tid den sidste halvdel varer, står hen i det uvisse.
Dette er blot et eksempel. Sikkert er det dog, at observationsforløbets varighed varierer markant og ligger på tidslængder, der markant overstiger de 2 år. Derfor træffes beslutningen om, at Danmark ligger på niveau med Norge og Sverige på et forkert grundlag.
I de samme politiske bemærkninger anføres det omkring personnummerets kønsangivelse i det sidste ciffer, at det vil underminere hele CPR systemet, idet der så ikke længere vil være en klar indikator for, hvorvidt man er mand eller kvinde.
Vi må oplyse om, at det i anvendelsen af dagens ERP systemer (såsom Navision, SAP R/3, Concorde m.v.) er helt normalt, at f.eks. debitornumre og kreditornumre blot er et løbenummer, der bruges til opslag i tabeller. Oplysende information lægges i dagens Danmark i tabeller. At opslagsnummeret (altså her CPR-nummeret) skal indeholde information er en metodik, der blev forældet for 20 år siden.
Vi skal anbefale, at Sundhedsudvalget indkalder en IT ekspert, som uden nogen tvivl vil verificere det ovenfor anførte.
Det betyder, at vi klart vil fastholde vores ønske om, at det sidste ciffer i CPR-nummeret ikke længere skal angive personens køn.
Med venlig hilsen
Pia Nielsen.
Kasserer for foreningen.
* * *
[Til indholdsfortegnelsen] Spørgsmål af 13. juni 2008.
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 11. juni 2008 fra Trans-Danmark, jf. B 65 – bilag 9.
Trans-Danmark kritiserer i henvendelsen min besvarelse af spørgsmål nr. 2 (ad B 65). Jeg anførte i besvarelsen, at jeg ikke finder det hensigtsmæssigt at flytte myndighedsansvaret for afgørelser om tilladelse til kastration fra Sundhedsstyrelsen til statsforvaltningerne, som Trans-Danmark foreslog i henvendelsen af 20. april 2008.
Trans-Danmark understreger i henvendelsen af 11. juni 2008, at foreningen ønsker en procedure, hvor statsligt godkendte behandlere skal afgive indstilling til statsforvaltningerne. Det er således efter foreningens opfattelse tilstrækkeligt, at de pågældende behandlere har lægefaglig kompetence.
Jeg er naturligvis enig med Trans-Danmark i, at udredningen af personer, der ønsker et kønsskifte, skal varetages af personer med den rette lægefaglige kompetence. Uanset at udredningsforløbet varetages af lægefagligt kompetente personer, mener jeg imidlertid, at det er mest hensigtsmæssigt, at den myndighed, der skal træffe afgørelse om tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, også besidder sundhedsfaglig kompetence. Dette er ikke tilfældet for statsforvaltningernes vedkommende.
Trans-Danmark anfører endvidere, at udredningsforløbet for personer, der ønsker et kønsskifte, typisk varer længere end 2 år. Trans-Danmark mener derfor, at de oplysninger om udredningsforløbets varighed, som flertallet i Folketingets Sundhedsudvalg har fremsat i beretningen til beslutningsforslag nr. B 65, er urigtige, ligesom foreningen er uenig i flertallets bemærkninger vedrørende proceduren for kønsskifteoperationer.
Det fremgår af flertallets bemærkninger til beretningen, at det efter gældende praksis er en forudsætning for at opnå tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, dvs. kønskorrigerende indgreb, at ansøgeren i sædvanligvis mindst 2 år har gennemgået et observationsforløb (udredningsforløb). Jeg kan hertil oplyse, at dette følger af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 10077 af 27. november 2006 om kastration med henblik på kønsskifte.
Som det også fremgår af Trans-Danmarks henvendelse, findes der ikke beregninger af den gennemsnitlige varighed af udredningsforløb for personer, der ønsker kastration med henblik på kønsskifte. Jeg kan hertil bemærke, at Sexologisk Klinik på Rigshospitalet har oplyst, at det vil være vanskeligt at foretage en sådan beregning, idet mange forhold kan forlænge den samlede behandlingstid. Det kan bl.a. forlænge behandlingstiden, at patienten vælger at afbryde kontakten med klinikken i kortere eller længere tid, og at der kan gå flere måneder til år, før en patient beslutter sig for at leve fuldtids som det ønskede køn.
Det kan endvidere bl.a. forlænge behandlingstiden, at patienten kan have en overvægt, der umuliggør mastektomi (fjernelse af brysterne), før vægttab har fundet sted. Rigshospitalets sexologiske klinik har i den forbindelse oplyst, at kønsskifteoperation først gennemføres, når man i en periode har kunnet observere, hvorledes patienten reagerer på fjernelse af brysterne.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har heller ikke oplysninger om den gennemsnitlige varighed af udredningsforløbet i forbindelse med kønsskifte i Norge og Sverige. Efter de oplysninger, som ministeriet har om proceduren for kønsskifteoperation i Norge og Sverige, strækker udredningsforløbet til og med gennemførelsen af kønskorrigerende kirurgiske indgreb sig i Norge over mindst 18 måneder, mens udredningsforløbet i Sverige som regel foregår over mindst 2 år.
De foreliggende oplysninger tyder således efter min opfattelse ikke på, at varigheden af udredningsforløbet i Danmark adskiller sig væsentligt fra varigheden af udredningsforløbet i Norge og Sverige. Jeg kan tilføje, at udredningen i Danmark sker i overensstemmelse med de internationale standarder på området.
Trans-Danmark giver desuden udtryk for, at foreningen er uenig i de bemærkninger, som et flertal i Folketingets Sundhedsudvalg har fremsat i beretningen over beslutningsforslag nr. B 65 med hensyn til forslaget om, at myndige personer selv skal kunne bestemme, hvilken kønsidentitet deres personnummer skal udtrykke.
Jeg har ingen bemærkninger hertil.
* * *
Folketingets journal vedrørende henvendelsen – bilag 9 – fra Trans-Danmark.
Henvendelsen af af 11. juni 2008 – bilag 9 – fra Trans-Danmark i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedrørende spørgsmål nr. 5.
Spørgsmål nr. 5 og svaret fra ministeren i pdf-format hos Folketinget.