Spgsm. 4, B 7 fra SUU den 24. februar 2016 om Frankrig har flyttet diagnosen »Gender Identity Disorder. Svar 5. april 2016.


Sundhedsudvalget stillede den 24. februar 2016 på foranledning af Stine Brix (EL) spørgsmål nr. 4 – Samling: 2015-16 – om Frankrig har flyttet diagnosen »Gender Identity Disorder« fra det psykiatriske diagnoseafsnit, til sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde (V), der kom med et foreløbigt svar den 16. marts 2016 og endeligt svar den 5. april 2016.

Spørgsmålet
Ministeren bedes oplyse, hvorvidt det er korrekt, at Frankrig har flyttet diagnosen »Gender Identity Disorder« væk fra det psykiatriske diagnoseafsnit, jf. https://www.loc.gov/item/global-legal-monitor/2010-02-17/france-gender-identity-disorder-dropped-from-list-of-mental-illnesses/? [ Ny url den 2. juli 2020. Tina Thranesen]

Foreløbigt svar den 16. marts 2016.
Til brug for min besvarelse har ministeriet anmodet om bidrag fra den danske ambassade i Paris. Jeg forventer at kunne besvare spørgsmålet primo april 2016.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

Endeligt svar den 5. april 2016
Sundheds- og Ældreministeriet har været i kontakt med det franske Social- og
Sundhedsministerium gennem den danske ambassade i Paris med henblik på at undersøge, hvilke ændrede diagnoser artiklen referer til.

Ministeriet kan på denne baggrund oplyse, at artiklen henviser til, at man i 2010 i Frankrig fjernede diagnosen ”transseksualitet” fra de psykiatriske sygdomme på sygdomslisten ”affection de longue durée” (ALD). ALD er en national fransk liste, der har relation til refusion fra den franske sygeforsikring. Transseksualitet tilhører nu gruppen af lidelser, der stammer fra alvorlig sygdom eller fra en udviklet eller invaliderende form for alvorlig sygdom, og som forudses at kræve langvarig behandling i en periode på over seks måneder samt en særlig dyr terapi. Transseksualitet tilhører en sygdomskategori, hvor den franske stat tilbyder 100 % dækning af det overenskomstmæssige beløb.

Frankrig har imidlertid ikke flyttet diagnosen ”Gender Identity Disorder” i det franske diagnoseklassifikationssystem. I Frankrig er underafsnittet ”Gender Identity Disorder” for nuværende placeret i overensstemmelse med WHO’s klassifikationssystem ICD-10.

Dette svarer til de oplysninger, Sundhedsdatastyrelsen tidligere har modtaget fra de franske sundhedsmyndigheder.

Med venlig hilsen
Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet i pdf-format hos Folketinget.
Det foreløbige svar i pdf-format hos Folketinget.
Det endelige svar i pdf-format hos Folketinget.