Jacob Georg Naur fremsendte en skrivelse den 8. og endnu en skrivelse den 9. 2021 til Ligestillingsudvalget om beslutningsforslag B 80 i hvilke han argumenterer imod at give børn mulighed for juridisk kønsskifte.
Ligestillingsudvalget har registreret skrivelserne som bilag 5 – Alm. del. Samling: 2020-21.
Ligestillingsudvalget stillede den 10. maj 2021 spørgsmmål nr. 5 – Alm. del. Samling: 2020-21 – om at kommentere henvendelserne til indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S), der svarede den 19. maj 2021.
Indhold
Skrivelsen af 8. maj 2021
Skrivelsen af 9. maj 2021
Spørgsmål
Svar
* * *
[Til indhold] Skrivelsen af 8. maj 2021.
REVIDERET UDGAVE
Aarhus 08.05.2021
Til Ligestillingsudvalget
Jeg har noteret mig ministerens svar til Ligestillingsudvalget dateret 26.04.2021 som svar på min kommentar til ovenstående beslutningsforslag dateret 19.04.2021.
Ministeren svarer: ”Henvendelsen viser først og fremmest, at der er forskellige holdninger til det spørgsmål.”
Da ministeren ikke forholder sig til de videnskabeligt dokumenterede fund, der fremgår af den nye litteratur (udgivet i hhv. 2018, 2020 og 2020), der er henvist til i min kommentar af 19.04.2021, skal jeg allervenligst opfordre Ligestillingsudvalget til at bede ministeren be- eller afkræfte følgende videnskabeligt dokumenterede fund (se evt. kilderne bagerst i bøgerne):
1. At juridisk kønsskifte vil bidrage til, at barnet ikke kan komme tilbage og blive normal igen, da sociale faktorer spiller ind på, om barnet lykkes med at blive voksen i accept af den krop, man er født med. At juridisk kønsskifte således skaber en baglåssituation, hvor den unge går ad en vej, det ikke bliver muligt at komme væk fra.
2. At kønsskifte er et modefænomen, hvor de unge inspirerer og søger bekræftelse gennem de social medier:
Se eksempelvis her:
3. At forskningen før 2012 ikke har beskæftiget sig med piger, der ønsker at være drenge. At der reelt er tale om et forbigående modefænomen, der kan få langvarige skadevirkning i form af hormonafhængighed, skamfering, kastration og sterilitet.
4. At børn, der ikke bekræftes i deres forkerte identitet, holder op igen og bliver normale efter en kortere periode for 85 – 95 % vedkommende. Endnu højere er normaliseringstallet efter flere år. At ikke-kønsbekræftelse fører til normaltilstand og for fås vedkommende til almindelig, kedelig homoseksualitet nu dog med mulighed for at få børn, da steriliserende hormoner ikke blev givet.
5. At køn ikke tildeles ved fødsel, men defineres på biologisk basis under hensyntagen de dannede kønsorganer, og at man under ingen omstændigheder kan skifte køn, kun udseende.
6. At den medicinske forskning ikke har langtidsstudier af virkningerne af hormonbehandling – se også Sundhedsstyrelsens egen vejledning:
https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2018/K%C3%B8nsidentitetsforhold/Vejledning-omsundhedsfaglig-hj%C3%A6lp-ved-k%C3%B8nsidentitetsforhold.ashx?la=da&hash=3B9ACDB8D28D200B2E09F9111AD04C0E35487D9F
Da der er tale om nye behandlingsprincipper, skal der sikres relevant og systematisk erfaringsopsamling og kvalitetssikring (9).
7. At ønske om at skifte køn opstår i klynger (de unge inspirerer hinanden/modefænomen).
8. At forskningen på området er politiseret, således at ikke alle forskere høres. Her tænkes især på Paul McHugh, der netop ikke anbefaler at bekræfte barnet i dets fejlopfattelse. Han havde stor succes med klassisk terapi, der leder patienten til accept af sin krop. Herved undgås sterilisering, skamfering og kastration.
9. At der kan komme et retsopgør, når ministeriet mødes med de første retssager fra dem, der har fortrudt, men som blev mødt som ung af sundhedsfagligt personale, der ikke måtte bruge sin sundhedsfaglige vurdering, da følgende fremgår af vejledningen på området (se ovenfor):
10. At et statsligt ødelagt/væsentligt negativt påvirket (barne-)liv efter udviklingen i gældende ret kan give anledning til erstatning.
11. At børn og unge inspirerer hinanden til at ”sige det rigtige” på nettet, så de kan få hormoner og senere brystskamfering og kastration.
12. At skoler og gymnasier er instrueret i at bekræfte den unge i den unges kønsforvirring med den følge, at flere unge ikke lærer at holde af deres krop, som den er, men ønsker hormoner, kastration og skamfering af brysterne.
13. At ideen om at man kan skifte køn bygger på en idé om, at kønnet er socialt konstrueret. At det er selvmodsigende, at hvis køn er socialt konstrueret, så giver det ingen mening, at man skal ændre sin fysik. At forskningen intet ved om, hvad det reelt vil sige at føle sig som det andet køn.
14. At ministeren tager personligt ansvar for de børn, der har fået hormoner og evt. juridisk kønsskifte og som senere fortryder uden at kunne ændre ved, at de som kvinder er blevet sterile, har fået skåret brysterne væk og har fået en dybere stemme og en udstående klitoris. Og det samme gælder de mænd, som også nu er sterile på grund af samme modefænomen. Kan ministeren bekræfte, at ministeren tager ansvaret på sig på regeringens vegne?
15. At der er ingen forskning findes, som viser, at kønshormoner eller transseksuelle (kastrerede/skamferede) får bedre liv af at få behandling. At den forskning, der dog findes, viser, at ubehaget hos den enkelte fortsætter efter behandling
16. At personer, der har fortrydt, ties af aktivister. At vi ikke har forskningsbaserede tal på, hvor mange, der fortryder på de forskellige stadier: 1. Social transition. 2. Hormonbehandling. 3. kastration/skamfering 4. Kosmetisk dannet penis/vagina?
17. At børn gøres til ansvarlige for, om de skal være sterile eller ej, før de må købe alkohol, have sex og stemme?
18. At staten gennemtvinger hormonbehandling, hvis hverken far eller mor accepterer behandling, og barnet samtykker, da det er fyldt 15 år (som man gør i Canada)?:
https://www.lifesitenews.com/news/canadian-judge-rules-dad-cant-stop-14-year-old-daughter-from-transitioning-into-boy
Pro-family advocates say the case has crucial and far-reaching consequences for parental rights.
Jeg forbeholder mig ret til at stille flere spørgsmål til Ligestillingsudvalget i sagen.
Jeg kan ikke understrege nok, hvor alvorlig sagen er. Der er tilsyneladende ca. 500 børn i Danmark, som er ramt af kønsskifteepidemien (se længere nede):
https://www.dr.dk/nyheder/indland/politikere-i-vildrede-om-hormonbehandling-til-boern-et-frygteligt-dilemma
Vh Jacob Naur
* * *
[Til indhold] Skrivelsen af 9. maj 2021
Aarhus 09.05.2021
Til Ligestillingsudvalget
Som angivet I mit brev af 8. maj 2021 skal jeg hermed følge op med supplerende spørgsmål, som jeg håber, Ligestillingsudvalget vil foreligge ministeren.
Følgende fremgår af side 25 – 27 i bogen ”Irreversible Damage – Teenage Girls and the Transgender Craze” af Shrier, udgivet 2020 af Swift Press:
“In 2016, Lisa Littwan, ob-gyn turned public health researcher and mother of two, was scrolling through social media when she noticed a statistical peculiarity: several adolescents, most of them girls, from her small town in Rhode Island had come out as transgender – all from within the same friend group. “With the first two announvements, I thought, ‘Wow, that’s great,'” Dr. LittwaY said, a light New Jersey accent tweaking her vowels. Then came announcements three, four, five, and six.
Dr. Littman knew almost nothing about gender dysphoria – her research interests had been confined to reproductive health: abortion, stigma and contraception. But she knew enough to recognize that the numbers were much higher than extant prewalence data would hawe predicted. “I studied epidemiology … and when you see numbers that greatly exceed your expectations, it’s worth it to look at what might be causing it. Mayde it’s a difference of how you’re counting. It could be a lot of things. But you know, those were high numbers.”
In fact, they turned out to be unprecedented. In America and across the Western world, adolescents were reporting a sudden spike in gender dysphoria – the medical condition associated with the social designation “transgender”. Between 2016 and 2017 the nunber of gender surgeries for natal females in the U.S. quadrupled, with biological women suddenly accounting for – as we have seen – 70 percent of all gender surgeries. In 2018, the UK reported a 4,400 percent rise over the previous decade in teenage girls seeking gender treatments. In Canada, Sweden, Finland, and the UK, clinicians and gender therapists began reporting a sudden and dramatic shift in the demographics of those presenting with gender dysphoria – from predominantly preschool-aged boys to predominantly adolescent girls.
Dr. Littman’s curiosity snagged on the social media posts she’d seen. Why would a psychological ailment that had been almost exclusively the province of boys suddenly befall teenage girls?
And why would the incidence of gender dysphoria be so much higher in friend clusters?
Maybe she had missed something. She immersed herself in the scientific literature on gender dysphoria. She needed to understand the nature, presentation, and common treatment of this disorder.
Dr. Littman began preparing a study of her own, gathering data from parents of transidentifying adolescents who had had no childhood history of gender dysphoria. The lack of childhood history was critical; as we have seen, traditional gender dysphoria typically begins in early childhood. That was true especially for the small number of natal girls who presented with it. Dr. Littman wanted to know whether what she was seeing was a new variant on an old affliction or something else entirely. She assembled 256 detailed parent reports and analyzed the data. Her results astonished her.
Two patterns stood out: First, the clear majority (65 percent) of the adolescent girls who had discovered transgender identity in adolescence – “out of the blue” – had done so after a period of prolonged social media immersion. Second, the prevalence of transgender identification within some of the girls’ friend groups was more than seventy times the expected rate. Why?
Dr. Littman knew that a spike in transgender identification among adolescent girls might be explained by one of several causes. Increased societal acceptance of LGBTQ members might have allowed teenagers who would have been reluctant to “come out” in earlier eras to do so toda?, for e?awple. But this did not explain why transgender identification was sharply clustered in friend groups. Perhaps people with gender dysphoria naturally gravitated towards one another.
Then again, the rates were so high, the age of onset had increased from preschool-aged to adolescents, and the sex ratio had flipped. The atypical nature of this dysphoria – occurring in adolescents with no childhood history of it – nudged Dr. Littman toward a hypothesis everyone else had overlooked: peer contagion. Dr. Littwan gave this atypical expression of gender dysphoria a name: “rapid-onset gender dysphoria” (“ROGD“).
I lyset af ovenstående ønsker jeg, at Ligestillingsudvalget hører ministeren om følgende praksis fra den gældende vejledning er hensigtsmæssig:
https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2018/K%C3%B8nsidentitetsforhold/Vejledning-omsundhedsfaglig-hj%C3%A6lp-ved-k%C3%B8nsidentitetsforhold.ashx?la=da&hash=3B9ACDB8D28D200B2E09F9111AD04C0E35487D9F
Er sundhedspersonalet klædt tilstrækkeligt godt på til at kunne skelne mellem rigtige og forkerte tilfælde?
Har ministeriet ikke netop afskåret sig fra at kunne sortere modefænomenstilfælde fra ved at vejlede personalet som ovenfor.
På Aalborg Universitetshospital har man også oplevet en stigning. Første kvartal af 2018 har budt på en 40% stigning i antallet af henvendelser i forhold til sidste kvartal året før.
Har man ikke derved skabt en fejl i sundhedssystemets behandlingstilbud, som hver dag antagelig koster børn deres kønslige førlighed?
Hvordan vil ministeren, evt. sammen med sundhedsministeren, få rettet op på fejlen?
Juridisk kønsskifte til børn skal ikke være tilladt, da det ville være at putte flere mink ned i det samme forkerte hul. Juridisk kønsskifte til børn bør ikke være tilladt af den enkle årsag, at hormonbehandling til børn bør være forbudt.
Hormonbehandling til børn bør under alle omstændigheder være forbudt, da ministerierne har vejledt sundhedspersonalet forkert på nuværende tidspunkt set i forhold til de nyere resultater, som forskningen er kommet frem til.
Og det er jo ikke fordi hormonbehandling skal stoppes for alle. Her er netop et eksempel, som er mere normalt, da hendes symptomer startede tidligt (og ikke inde på teenageværelset på baggrund af Youtubevideoer), og da hun tydeligvis ”blot” er lesbisk:
Hvor stereotypt det end kan lyde, husker han, hvordan han ville klædes ud som ‘Scream’ og spille bordfodbold, mens de andre piger ville være prinsesser og lege med dukker.
Da hun var blevet voksen, kunne hun fint få hormoner og en topoperation, hvor brysterne fjernes. Det er disse tilfælde, som er OK og ROGD, der IKKE er ok. Og det kræver altså, at man kan spørge meget mere ind til livssituationen og udfordre denne og ikke blot acceptere, hvad der bliver sagt.
At kunne redegøre for sit liv og at kunne træffe valg, der binder resten af livet, skal under ingen omstændigheder overlades til børn og unge under 18 år.
Som et obiter dictum ville jeg udstede et moratorium fsva. hormonbehandling til børn allerede i dag.
Forældrene bør informeres om de nye retningslinjer under hensyntagen til ROGD samt tilbydes rådgivning og hjælp til at håndtere barnets hormonnedtrapning samt evt. modtage erstatning for patientskade.
Jeg forbeholder mig ret til at stille flere spørgsmål til Ligestillingsudvalget samt fremkomme med bemærkninger til eventuelle svar fra Ligestillingsudvalget eller ministeren
Vh Jacob Naur
* * *
[Til indhold] Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelserne af 8. maj 2021 og 9. maj 2021 fra Jacob Georg Naur, jf. B 80 – bilag 5.
[Til indhold] Svar
Jacob Georg Naur anfører i sin henvendelser en række spørgsmål og synspunkter vedrørende kønsskifte.
En del af de anførte spørgsmål og synspunkter vedrører behandling i sundhedsvæsenet. Spørgsmål og synspunkter vedrørende kønsmodificerende behandling går ud over emnet for juridisk kønsskifte og hører desuden under sundhedsområdet. Jeg har derfor ikke mulighed for at kommentere på disse.
Min rolle som indenrigs- og boligminister vedrører det forhold, at en model for juridisk kønsskifte for mindreårige, som baserer sig på en erklæring fra den mindreårige, skal implementeres i CPR-loven, som hører under mit område.
I forbindelse med 1. behandlingen af B 80 den 13. april 2021 redegjorde jeg i min ministertale for baggrunden for regeringens ønske om at indføre mulighed for juridisk kønsskifte for personer under 18 år. Jeg har i den forbindelse bl.a. henvist til, at det i dag er muligt for børn og unge at blive henvist til behandling i sundhedsvæsenet ved kønsidentitetsforhold i form af bl.a. udredning og hormonbehandling, og at børn og unge i dag kan skifte fornavn til et kønsneutralt eller ikke kønskorrekt navn. Der er således børn og unge, som ikke har et navn eller et kønsudtryk og en fysisk fremtoning, som stemmer overens med deres biologiske køn.
Jeg kan i øvrigt henholde mig til min ministertale og har ikke yderligere kommentarer til henvendelserne fra Jacob Georg Naur.
Med venlig hilsen
Kaare Dybvad Bek
* * *
Folketingets journal vedrørende bilag 5.
Skrivelsen af 8. maj 2021 fra Jacob Georg Naur i pdf-format hos Folketinget.
Skrivelsen af 9. maj 2021 fra Jacob Georg Naur i pdf-format hos Folketinget.
Folketingets journal vedr. spørgsmål 5 og svaret.
Spørgsmål 5 og svaret hos Folketinget i pdf-format.