| Titel | Being transgender in Belgium Mapping the social and legal situation of transgender people |
| Forfatter | Joz Motmans |
| Forlag | Institute for the equality of women and men |
| Udgivet | September 2009 |
| Sprog | Engelsk |
| Antal sider | 204 |
Institute for the equality of women and men – IEWM – i Belgien (Institut for ligestilling for kvinder og mænd) offentliggjorde i september 2009 en omfattende rapport om transkønnedes forhold i Belgien.
Foruden selve undersøgelsen indeholder den en række stærke anbefalinger til regeringen om forbedring af de transkønnedes forhold.
Som en del af undersøgelsen blev der i Belgien gennemført en stor spørgeskemaundersøgelse og interview af særlige fokusgrupper. Spørgeskemaet er optrykt i rapporten.
Med forbehold for eventuelle fejl vises herunder en oversættelse til dansk fra den engelsksprogede udgave af rapporten af forordet, afsnit 1.1. Social og videnskabelig sammenhæng og Kapitel 8 Resumé og henstillinger. De mange notehenvisninger er ikke medtaget. Ved brug som dokumentation henvises til originalrapporten. Tina Thranesen.
* * *
At være transkønnet i Belgien: Kortlægning af den sociale og juridiske situation for transsekskønnede
Forord
At være transkønnet i Belgien
Institute for the equality of women and men – IEWM bestilt derfor en undersøgelse af den sociale og juridiske situation for transkønnede i Belgien. Undersøgelsens formÃ¥l var at kortlægge diskrimination og ulighed i praksis, politik og lovgivning, der gør det muligt for os tilrettelægge en passende og effektiv klageprocedure, at udvikle en effektiv politik for transkønnede og formulere effektive anbefalinger beregnet for regeringen, det enkelte menneske og institutioner.
Undersøgelsen blev bestilt af Steunpunt Gelijkekansenbeleid – Center for Lige Muligheder – (Consortium University of Antwerpen – Hasselt University) i samarbejde med Cap-Sciences Humaines, en nonprofit organisation (Université Catholique de Louvain).
Undersøgelsen løb fra marts 2008 til juni 2009, og blev gennemført af Joshua Motmans (projekt leder), og Inés de Biolley Sandrine Debunne under tilsyn af professor Josse van Steenberghe og Ada Garcia.
Denne rapport indeholder resultaterne af den første del udført af undersøgelsesteamet.
IEWM ønsker at takke teamet for fremragende samarbejde i forbindelse med dette projekt.
Jeg vil ogsÃ¥ gerne takke for Directorate General National Register – External Relations of the Federal Public Service Home Affairs, General Directorate Institutions and Population, som har forsynet IEWM med anonymiserede registreringsdata om antallet af kønsskifte, hvilket gjorde det muligt at fremlægge et relativt præcist skøn i denne rapport om størrelsen af (dele af) mÃ¥lgruppe.
Endelig vil jeg gerne takke medlemmerne af overvågningsudvalget for deres interesse for undersøgelsen.
Med deres fascinerende og oplysende indsigt, kommentarer og forslag, har de ydet et afgørende bidrag til denne undersøgelses succes.
Michel Pasteel,
Direktør for Institutt for ligestilling for kvinder og mænd
September 2009
1. Generel introduktion
1.1. Social og videnskabelig sammenhæng
Den sociale position, livsvilkår, erfaringer og vanskeligheder transkønnede mennesker, såvel som den mulige diskrimination de udsættes for, er videnskabeligt uudforskede områder. De transkønnedes forhold er blevet studerede fra forskellige akademiske perspektiver: som et juridisk problem, som et medicinsk problem eller som et sociokulturelt problem. Trods dette er forskning med fokus på transkønnedes problemer kun tilgængelige i få lande. Det er ofte i lande med stærke foreninger for transkønnede, som f.eks. som England og Finland. I de fleste europæiske lande og i Syd- og Østeuropa i særdeleshed, er der til dato ikke offentliggjort nogen forskning.
Et andet problem er manglen pÃ¥ integration af transkønnede i sÃ¥kaldt LGBT-forskning. Det sÃ¥kaldte “T” har i en Ã¥rrække været en del af forkortelsen, men det er mere reglen end undtagelsen, at trans-specifikke problemer ikke rettet er med i relevante forskning. Forskningsemner med relevans for transkønnede overskygges af emner, der kun tangerer emner, der er vigtige for dem (sÃ¥ som anerkendelse af samme-køn-relationer). Transkønnedes
problemer er ikke undersøgt i samme omfang, som problemerne for LGBS. For eksempel siger detaljerede analyser af LGB-forhold, at forholdene for transkønnede er meget værre. Så når forkortelsen LGBT bruges, så er der i virkeligheden kun taler om LGBS.
Den eksisterende belgiske forskning er begrænset til juridiske og sociokulturelle og medicinsk emner. Den sociokulturelle placeringen af transkønnede er til dato ikke blevet bredt undersøgt. Derudover er transkønnede ikke medtaget som et punkt i ligestillingsspørgsmål eller LGB-forskning i Belgien.
De få trans-specifikke undersøgelser viser, at der er store problemer inden for områderne beskæftigelse, sundhedspleje, velfærd og sport samt inden for det sociale og familiemæssige liv. Til dato (så vidt vi ved), har Belgien kun set et fåtal af voldshandlinger mod transkønnede, selv om chikane, vold og diskrimination er udbredt. Antallet af klager registreret af myndighederne (LGB eller ligestillings- og antidiskriminationsinstitutioner, politi, osv.) angiver, at transkønnede
i Belgien stadig står over for en række problemer på det sociale område. Denne undersøgelse vil for første gang kortlægge deres situation i Belgien.
Formålet med denne undersøgelse er at kortlægge de sociale forhold for transkønnede og se på mulige problemer og forskelsbehandling af denne målgruppe. Mere specifikt er der forsøger at give et svar på følgende forskningsspørgsmål:
- Hvilke begreber og terminologier vedrørende transkønnede kan bruges til i belgisk sammenhæng bedst at beskrive målgruppen? Vi vil fokusere på de to nationale sprog (hollandsk og fransk).
- Hvordan kan målgruppen bedst defineres? Er det muligt præcist at vurdere antallet af transkønnede mennesker?
- Hvilke problemer og forskelsbehandlinger har målgruppen oplevet, som regeringen har ansvar for (f.eks. arbejds- og beskæftigelsesforhold, sundhedspleje, retfærdighed og social sikring)? Hvad er de største problemer hos de statslige og regionale myndigheder (f.eks. uddannelse- og boligpolitik)?
- Hvilke politikker vedrører målgruppen? Er der specielle politikker for visse områder, som er relevante for transkønnede (social sikringsordning, sociale ydelser, sundhedspleje, osv.)? Hvad er problemerne eller svaghederne i disse politikker? Hvad er praksis i institutioner som f.eks. i bank- og forsikringssektoren, rådgivnings- og støttecentre, osv. i forhold til målgruppen?
Forskningen bestod af forskellige faser, hver med metodisk angivne fremgangsmÃ¥der: en detaljeret litteraturgennemgang af terminologi, udbredelse, social holdning i forskellige omrÃ¥der af livet og den juridiske position, en omfattende online-undersøgelse mÃ¥lrettet transkønnede og interview af fokusgrupper, samt en undersøgelse af holdningen til transkønnede pÃ¥ “gadeniveau”. Forskningsresultaterne omsæt til politiske anbefalinger indgÃ¥r i afsnittet med konklusion. De differentierede metodiske skridt drøftes i hvert kapitel.
1.3. Vejledning for læserne
I kapitel 2 begynder vi med den terminologi (populære begreber brugt til at udtrykke identitet), der anvendes til at beskrive transkønnede, baseret på international faglitteratur. Vi undersøger, hvilke begreber og kategorier, som oftest bruges i Belgien til at beskrive målgruppen. For den hollandsk-talende region, undersøgte vi det populære sprogbrug i Flandern, Holland og i engelsktalende lande. For den fransktalende region, undersøgte vi det populære sprogbrug i fransktalende samfund i Frankrig og Canada.
I kapitel 3 sætter vi fokus på størrelsen af målgruppe. Både i teori og praksis er det umuligt at afgøre antallet af transkønnede præcist, da det ikke er alle transkønnede, som følger en (åben) medicinsk og/eller juridiske vej. Til at estimere målgruppes størrelse, anvendte vi tal fra forskellige kilder.
I kapitel 4 beskrives de transkønnedes prekære juridiske forhold på grundlag af for nylig foretagne europæiske og nationale undersøgelser.
I kapitel 5 beskrives transkønnedes sociale position i forskellige perioder af deres liv. Vi diskuterer de undersøgelser, der beskriver de sociale omstændigheder, hvorunder kulturelle og transkønnede lever inden for områderne beskæftigelse, sundhed, uddannelse, forbillede/rollemodel-dannelse, sociale netværk, partner-relationer, seksuel orientering og forældreskab, selvhjælpsorganisationer og sport.
Kapitel 6 fokuserer på transundersøgelsen. Online-undersøgelsen havde til formål at kortlægge de problemer og diskriminationer, som kan opleves af mennesker i forskellige perioder af livet, og som skyldes deres kønsidentitet og/eller kønsudtryk eller deres ændring af fornavn og/eller kønsbetegnelse.
I kapitel 7 beskrives undersøgelser af transkønnede på arbejdsmarkedet.
I kapitel 8 opsummeres forskningsresultaterne, og der formuleres en række politiske anbefalinger.
Undersøgelsens spørgeskemaer findes i bilagene.
Kapitel 8
Resumé og henstillinger
I dette sidste kapitel vil vi opsummere de vigtigste forskningsresultater for hvert område af livet og formulere en række politiske anbefalinger.
8.1. Retstilstanden
I kapitel 4 har vi overvejet betydningen af ligestilling både ud fra et juridisk synspunkt og ud fra menneskerettighederne og begrebet ligestilling for kvinder og mænd. I Belgien er de juridiske konsekvenser vedrørende forældreskab og afstamning eller herkomst særligt udsat for kritik. Kritik kan også rettes mod de lægelige kriterier, der er knyttet til lovgivningen om transseksualitet. Det er vigtigt at huske, at når der foretages ændringer af lovgivningen, skal vi ikke kun tage hensyn til de transseksuelles interesser, men også interesser for andre implicerede personer (børn, arbejdsgivere og så videre) og for samfundet som helhed (juridiske sikkerhed, stabilitet, ingen nye former for forskelsbehandling osv.).
8.1.1.1 Omformulering af kriterierne for kønsskifte
Transkønnedes organisationer kritiserer de kriterier, som ansøgere skal opfylde, før de kan ændre deres navn (især brugen af kønshormoner) eller køn (især blev kravet om kastration afvist). Disse betingelser er blevet udeladt i love om navne- og kønsskifte i Spanien og England på grund af deres konstaterede overtrædelse af menneskerettighederne.
Også Yogyakarta principperne (se ovenfor) nævner specifikt, at ingen må tvinges til at gennemgå medicinske procedurer, herunder kønsskifteoperation, sterilisation eller hormonbehandling med henblik på at opfylde de retlige kriterier for lovlig anerkendelse af deres kønsidentitet.
| Muligheden for at ændre en fødselsattest skal være til stede for alle kønsvariante personer, der kan fremlægge en erklæring fra en psykiater om, at den pågældende person er blevet diagnosticeret med GID (se ovenfor) og har levet permanent i nogen tid i en kønsrolle forskellig fra den, der står på hans/hendes fødselsattest, som det er tilfældet i loven om transseksuelle i England. De lægelige kriterier, der kræver brug af hormoner og kønsskifteoperation er i strid med menneskerettighederne, som de er fastsat i Yogyakarta principperne. De er også restriktive og giver ikke plads for udvikling og fremskridt inden for behandlingsprotokoller i henhold til WPATH (se ovenfor). |
Når en fødselsattest ændres, sker det i praksis ved en note i margenen i forbindelse med ændringen.
Det betyder, at ændringen kan ses af alle, der har ret til at se den (se ovenfor), hvilket truer privatlivets fred for transseksuelle. Privatlivets fred er ikke garanteret, når kopier og udskrifter er udleveret. En ændring i cirkulæret, så kun det nye køn anføres i udskrifter, som beskrevet i det oprindelige udkast, er blevet afvist for ikke at påvirke den nuværende praksis. I cirkulæret udstedt af justitsministeren i 2008 hedder det, at en udskrift med nye detaljer i princippet vil være uden henvisning til den oprindelige status.
| De måder, hvorpå privatlivets fred for transkønnede bedst kan sikres bør behandles yderligere i juridisk forstand. Uddrag af fødselsattester bør ikke længere nævne det oprindelige køn. |
I den sædvanlige fase, hvor den officielle kønsbetegnelse og kønsidentitet ikke svarer til hinanden, bør lovgiverne sørge for regler til at lette denne periode (som kan strække sig over en årrække) i form af identifikationspapirer, i overensstemmelse med de anbefalinger, der er indeholdt i den europæiske resolution om diskrimination af transseksuelle (1989) og henstilling 1117 fra Europarådet (1989).
Transkønnede mennesker taler regelmæssigt om et sÃ¥kaldt “kønspas”, der kan udstedes af ligestillingsinstituttet (Gender Foundation). Dette dokument med foto og navn for de to kønsroller og underskrevet af den behandlende læge indeholder oplysninger om personens overgangsperiode (kønsskifteproces). Den pÃ¥gældende person kan, hvis han eller hun ønsker det, fremvise dette pas til kontrolorganer (toldvæsen, politi osv.).
| Et officielt identitetskort bør indføres for personer i overgangsperioden med oplysninger om begge køn (og eventuelt for transkønnede personer, der ikke ønsker at foretage et fuldstændigt kønsskifte eller ikke opfylder de medicinske betingelser). Dette ville undgå uklarheder og modvirke pinlige situationer. |
8.1.2. Beskyttelse af retten til at gifte sig og familieliv
Siden registreret partnerskab blev indført (lov af 30. januar 2003) og adoption for par af samme køn (lov af 20. april 2006), har Belgien spillet en banebrydende rolle på disse to områder, som også vedrører transseksuelle.
Kun områderne omkring familielivet og forældreforhold er stadig vanskelige og komplicerede forhold. Transundersøgelsen viser, at 43,6 % af respondenterne har børn, og at 42,4 % ønsker at få børn.
Med hensyn til de juridiske forhold vedrørende forældreskab/afstamning opfordrer vi til, at det genetiske kriterium udelades og at “socialt forældreskab” udbygges.
| Der er behov for forskning i, hvordan børn håndtere en af deres forældres kønsskifte. En undersøgelse af denne art ville bidrage til social accept. |
8.1.3. Behovet for en passende antidiskriminationslovgivning
Disponible forskning og det arbejde, som Stephen Whittle m.fl. viser, at et stort antal transkønnede ikke omfattes af lovbeskyttelse, alene fordi de ikke har fået foretaget en kønsskifteoperation. I vores undersøgelse havde kun 30,2 % ændret deres fornavn og 19,8 % deres køn. Vi har også konstateret, at 56,1 % af respondenterne, der overvejer et kønsskifte, var tilbageholdende på grund af deres beskæftigelsessituation (frygt for at miste deres job, eller at det vil gå ud over deres karrieremuligheder).
Familiens (49,6 %) og andres opfattelse (43,1 %) blev også hyppigt nævnt som hindringer. Det betyder, at en stor del af de adspurgte ikke lever fuldtid i deres ønskede kønsrolle.
Derfor mener vi, at det ikke er tilstrækkeligt, at de beskyttes alene på grundlag af en ændring af køn, men snarere på grundlag af kønsudtryk og kønsidentitet.
18,9 % af transkønnede, der er født mænd har indgivet en klage, sammenlignet med 10,8 % født som kvinde.
Den omstændighed, at sÃ¥ fÃ¥ respondenter indgive klager, har efter vores mening at gøre med det faktum, at kun 4,3 % af de adspurgte er klar over, at loven om bekæmpelse af forskelsbehandling mellem kvinder og mænd ogsÃ¥ gælder forskelsbehandling pÃ¥ grund af et kønsskifte. Desuden var kun 42,7 % klar over, at de kan indgive en klage til IEWM. Den omstændighed, at flere respondenter i første omgang klager til CEOOP, [kan ikke finde ud af, hvad CEOOP er /TT] viser den forvirring, respondenterne oplever om, hvad de to instanser hver især har ansvar for – noget, at organisationerne ogsÃ¥ pÃ¥pegede.
| Kriterierne for forskelsbehandling i lov om forbud mod forskelsbehandling bør revideres, sÃ¥ledes at de ikke længere snævert afgrænsede og sÃ¥ flere transkønnede beskyttes – ogsÃ¥ dem der ikke har gennemgÃ¥et kønsskifteoperation. Dette kan opnÃ¥s ved at tilføje kønsidentitet og kønsudtryk. |
8.2. Uddannelse og beskæftigelse
Til trods for at deres uddannelsesniveau er lidt over gennemsnittet (se ovenfor), fandt vi højere arbejdsløshed blandt respondenterne i denne undersøgelse. Desuden er de ofte udsat for chikane på grund af deres kønsudtryk og har problemer med at søge arbejde. De har ofte også problemer som følge af, at de (nødtvunget) er nød til at fortælle om deres kønsidentitet til foresatte, kolleger, kunder eller elever. I den undersøgte gruppe var 15,6 % arbejdsløse og 26,6 % havde skiftet job, fordi de var transkønnede, som følge af problemer eller for at undgå problemer.
I gennemsnit var 25,3 % helt åbne på arbejdet om deres kønsidentitet, 20,6 % delvis åbne og 54,1 % holdt det helt skjult på arbejdspladsen. Åbenheden var størst (32 %) over for de nærmeste overordnede, hvilket kan skyldes, at de (nødtvunget) er nød til at fortælle om deres kønsidentitet. Hemmeligholdelsen er størst (65 %) over for kunder, elever eller patienter. De, der er åbne om deres kønsidentitet, oplevede primært negative reaktioner fra kolleger.
Kun i 37,7 % af tilfældene havde arbejdspladserne en ligestillingspolitik, og kun i 9,5 % af disse tilfælde skyldtes transforhold. Dette viser, at transkønnede meget ofte er en “glemt” kategori i ligestillingspolitikken, eller at folk ikke er klar over, at ligestillingspolitikken pÃ¥ grundlag af køn ogsÃ¥ gælder for dem, der har foretaget kønsskifte.
8.2.1. Behov for information og mæglingsorgan
Beskæftigelsen spiller en meget vigtig rolle for transkønnede pÃ¥ grund af den sÃ¥rbare sociale og økonomiske situation, som de kan finde sig selv, hvilket fokusgruppen ogsÃ¥ afslørede. Manglende indsigt hos fagforeninger og manglen af et mæglingsorgan – en funktion, som ligestillingsinstituttet (Gender Foundation) tidligere havde varetaget – føles meget stærkt pÃ¥ dette omrÃ¥de. Samtidig er der velvillighed hos nogle virksomheder og i fagforeninger og vikarbureauer, som vi kontaktede, til at tage fat pÃ¥ disse spørgsmÃ¥l.
Der er behov for at formidle information om transforhold, rettigheder og ansvar for medarbejdere hos de forskellige kompetente myndigheder, arbejdsgiverorganisationer, vikarbureauer, fagforeninger, HR ledere og regeringen. Den manglende viden om transforhold blandt beskæftigelseseksperter i forskellige arbejdsformidlingscentre, og den manglende viden om rettigheder og pligter, både blandt arbejdstagere og arbejdsgivere, synes at være enorme. Træning og uddannelse af nøglepersoner kan skabe mere åbenhed og vise, at simple tiltag kan gøre en stor forskel for transkønnede medarbejdere.
Tidligere var det nødvendigt, at ligestillingsinstituttet (Gender Foundation) tog kontakt til arbejdsgiveren for at forklare om kønsskifte, hvilket ofte var tilstrækkeligt til at løse problemerne. Nedlæggelsen af ligestillingsinstituttets mæglerrolle (på grund af interne omstruktureringer og personalemæssige nedskæringer) har resulteret i et øget behov for oplysning.
IEWM’s aktiviteter og udbredelse af kendskabet til transforhold er stadig nødvendigt, især over for fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, vikarbureauer og mÃ¥lgruppen. IEWM bør ogsÃ¥ kunne pÃ¥tage sig en pionerrolle i udarbejdelsen af en adfærdskodeks for arbejdspladsen. Ud over specifikke oplysninger om transforhold, bør rettigheder og forpligtelser i forbindelse med beskæftigelse ogsÃ¥ forklares.
| En sådan adfærdskodeks kan bedst udarbejdes i samråd med målgruppen og underskrives af alle de berørte parter (arbejdsgivere, arbejdstagere, fortrolige rådgivere, osv.). Der er også behov for at tilrettelægge uddannelse og bevidstgørelse af arbejdsgiverorganisationer og offentlige myndigheder, og at uddanne fagforeningernes ligestillingskonsulenter. |
Når der søges kønsbestemt arbejde kan det være en væsentlig hindring, at identitetsdokumenter ikke længere viser det rigtige køn, og at eksamensbeviser viser det gamle navn er en væsentlige hindringer for (re)integration på arbejdsmarkedet.
Et stort problem for voksne, der officielt ændrer deres navn og køn er, at de ikke længere kan stole på tidligere udstedte certifikater eller diplomer uden at være tvunget til at forklare om deres kønsidentitetsforhold til deres nye arbejdsgiver. Indsendelse af et CV, anbefalingsskrivelser og så videre, kan også give problemer. Den pågældende person kan dog henvendelse til den institution, der har udstedt certifikater eller eksamensbeviser og med lidt held få udstedt nye dokumenter i det nye navn. Under alle omstændigheder er det institutionen, hvor den studerende var registreret som udsteder eksamensbeviser.
| Der er behov for lovbestemmelser i forbindelse med tilpasningen af personlige oplysninger pÃ¥ eksamensbeviser. Tilføjede anmærkninger og rettelser pÃ¥ det gamle eksamensbevis – som det nu er muligt – er problematisk og en krænkelse af den pÃ¥gældendes privatliv. Problemet med at fÃ¥ udstedt eksamensbevis med gyldige personlige oplysninger er pÃ¥ den ene side nødvendige for en gnidningsløs reintegration pÃ¥ arbejdsmarkedet og for at bekæmpe den høje arbejdsløshed blandt transkønnede og pÃ¥ den anden side at undgÃ¥ tvangsmæssig afsløring af den pÃ¥gældendes kønsidentitetsforhold, chikane og sÃ¥ videre. |
8.3. Sundhedspleje
60 % af respondenterne har søgt specifik medicinsk eller psykologisk hjælp i forbindelse med kønsidentitetsproblemer. Af de adspurgte, der ikke søger hjælp, men gerne ville have den, har 45,3 % ikke har modet til at spørge. Desuden vidste 43,8 % ikke, hvor de kunne få hjælp. 31,2 % var bange for fordomme hos behandlerne. For 26,6 % økonomien en hindring for at få hjælp. 15,6 % havde ikke tillid til de eksisterende hjælpemuligheder og 12,5 % var ikke enige med behandlingsmetoden. Den omstændighed, at udbuddet af sundhedsydelser er et følsomt område for transkønnede er påvist ved høje tal for selvmordsforsøg. Tanker om selvmord og selvmordsforsøg er fælles i studiegruppen. Så mange som 62,3 % af respondenterne havde overvejet at begå selvmord, og 22 % havde forsøgt selvmord mindst én gang.
For så vidt angår transspecifik sundhedspleje er berørt, er det vigtigt at påpege, at respondenterne i denne undersøgelse viser, at tilgængeligheden af erfarne klinikker og læger lader noget tilbage at ønske. Belgien har fire kønsklinikker (Antwerpen, Brügge, Gent og Liège). Ventetider havde været et problem for så mange som 77,4 % af respondenterne, og den personlige andel af lægeudgifter er undertiden meget høj. Den høje pris på de forskellige behandlinger såsom epilering, hormonbehandling, kirurgi osv. er ikke eller kun delvist blevet refunderet til dato. Der er også mange klager over, at forsikringer ikke yder fuld dækning, selv om hospitalsbehandling af transseksualisme var omfattet af dækningen. For 29 % af de adspurgte, var egenbetalingen
af lægebehandling begrænset til mindre end 1.000 euro, 25,2 % betalt mellem 1.000 og 2.500 euro, og 20,6 % mellem 2.500 og 5.000 euro. Den sidste fjerdel brugt mere end 5.000 euro. Ikke desto mindre skal medlemsstaterne i EU, ifølge Uytterhoeven, medtage de nødvendige bestemmelser i deres sociale lovgivning til at tillade refusion af de (høje) omkostninger ved kønsskifteoperationer. Den fundamentale ret til selvudvikling (artikel 8 i ECHR) kan blive kompromitteret af de høje omkostninger til hormon-
og kirurgisk behandling – ikke alle transseksuelle, der er lægeligt berettiget til kønsskifteoperation, har tilstrækkelige finansielle midler til at betale disse omkostninger. NÃ¥r kønsskifteoperation er angivet som betingelse for juridisk ændring af kønnet, som det er tilfældet i Belgien, er det dobbelt uretfærdig.
| Det er helt afgørende, at der skabes opmærksomhed omkring transkønnedes forhold ved uddannelse af læger, sygeplejersker og andre behandlere. Uddeling af informationsfoldere i den primære sundhedssektor er nødvendig og vil hjælpe med at øge kendskabet til mulighederne for at henvise til specialiserede centre og selvhjælpsgrupper.
Adgangen til pålidelige og specialiserede centre skal bevares. Fremtidige læger skal uddannes af læger med erfaring på dette område, og viden bør udbygges og deles mellem de forskellige regioner af landet (vi konstatere, at Vallonien i særdeleshed har en mangel på specialiserede centre). Dette vil også gavne ventelister. Det er nødvendigt at anerkende de specialiserede lægelige indgreb ved en kønsskifteproces som rekonstruktionskirurgi i stedet for som kosmetisk kirurgi og inkludere dem i det sociale sikringssystems refusionsordning. Endelig er det nødvendigt med en øget bevidstgørelse hos forsikringsselskaber, og retsstillingen for transkønnede i den relevante lovgivning bør tydeliggøres. |
8.4. Uddannelse
For unge mennesker kan den uddannelsesforløbet udgøre en alvorlig hindring. Gymnasiemiljøer er ofte sværere for transbørn, fordi der er et enorm pres for at efterkomme gældende kønsnormer, og ofte er der en total mangel på information om transforhold. Der er næppe næsten ingen forskningsdata eller oplysninger om kønsvariationer hos mennesker i undervisningen. Manglen på ordentlig information og specifikke retningslinjer om de transkønnedes problemer er et uddannelsesmæssigt problem.
8.4.1. Mangel på ordentlig information og uddannelse
Beemyn peger på manglende viden om transkønnedes forhold hos skolebestyrelser og lærere, og siger, at de fleste skoler ikke bliver opmærksomme på de potentielle problemer, før end der opstår en akut krisesituation.
Øget opmærksom i uddannelse pÃ¥ transkønnedes forhold er afgørende. Det hjælper de unge, den næste generation, der søger oplysninger om deres identitetsudvikling og fremmer tolerance og respekt blandt de unge. Transorganisationer modtage ofte anmodninger om udtalelser og skoler viser gerne vilje til at inddrage disse forhold som en del af det generelle pensum. The Centres for Pupil Counselling (CLB’s) (Centrene for Elev RÃ¥dgivning) bør ogsÃ¥ have de korrekte informationer og spiller en vigtig rolle i at opsamle tegn pÃ¥ kønsvariationer og henviser relevant.
I Flandern blev der for nylig taget initiativ til at undersøge forholdene om kønsvariation og transkønnethed i skolen.
The Diversity and Equal Opportunities Service of the Province of Flemish Brabant udgav i 2008 en pædagogisk undervisningspakke og udviklede en hjemmeside om kønsvariation og transkønnethed, som blev omdelt til alle flamske skoler af den flamske regering (Department of Education). Skolerne inviterer ofte de mennesker, der har udviklet pakken, til at komme og præsentere den i skolerne.
| Lektionsplaner som Gender in the blender (www genderindeblender be [Siden findes ikke mere. 11. oktober 2017. Tina Thranesen.].) bør også udvikles i den fransktalende region af landet. Undervisere bør gøres bekendt med disse forhold i løbet af deres egen uddannelse, og CLB arbejdere bør have uddannelse om området. |
8.4.2. Specifikke retningslinjer om transkønnede unge i skolen
På den ene side nævnes i litteratur, at drenge/mænd i særdeleshed lægge megen vægt på overholdelse af kønsnormer. På den anden side vejer kønsnormer forbundet med fysiske egenskaber og udseende tungere i ungdomsårene end kønsnormer om, hvilke typer af aktiviteter, der anses for egnet for drenge og piger. Selvom sidstnævnte normer ikke er forsvundet helt, er de svækket i et vist omfang.
Unge kan støde alle mulige problemer i ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, herunder problemer med sikkerhed, adgang til toiletfaciliteter, adgang til sundhedspleje, og et forkert køn på skolens ID-kort. Vores undersøgelse viste, at studerende er nødt til at forholde sig til negative reaktioner hovedsageligt fra kammerater.
| Der er behov for særlige skolepolitikker for transkønnede unge, som indeholder sikkerhed, informationsbestemmelse, anførelse af det korrekte køn på skolen ID-kort, tilladelse til at skifte til den nye kønsrolle (adgang til toiletfaciliteter, omklædningsrum, sovesale, osv.) og respekt for privatlivets fred. |
Fordomme og misforståelser om kønsvariation, afvisning eller åbenlys forskelsbehandling på grund af manglende viden og en generel mangel på information indberettes ofte af transkønnede.
| En generel oplysningskampagne er en indlysende måde at bekæmpe fordomme i den brede offentlighed om transkønnedes forhold. En oplysningskampagne bør også informere målgruppen om tilgængelige hjælpemuligheder og om beskyttelse af deres rettigheder inden for den lovmæssige ligestilling mellem mænd og kvinder. |
51,3 % af respondenterne havde kontaktet en organisation for transkønnede/transseksuelle, 14,7 % en organisation for transvestitter og 7,1 % en organisation for dragkings eller dragqueens. Det viser, at selvhjælpsorganisationer for transkønnede og transvestitter er vigtige for målgruppen. De mange forskellige små transorganisationer i Belgien viser, at det har været nødvendigt at tilbyde selvhjælp i mangel af institutionelle ordninger. Selvhjælpen ydes i øjeblikket af frivillige, ofte inden for LGB-samfundet. Den reducerede adgang til ligestillingsinstituttet netop på et tidspunkt, hvor den gruppe af personer, der søger hjælp er stigende, og den fine placering af de mange frivillige, betyder, at selvhjælpsorganisationer har brug for støtte og anerkendelse inden for ligestillingspolitikken. Der er heller ingen faciliteter til familiemedlemmer og andre tæt på de transkønnede.
| Støtte og finansiel bistand til et koordinationsudvalg for transorganisationerne er helt afgørende. Arbejdet i selvhjælpsorganisationer er bogstaveligt talt et spørgsmål om liv og død for mange enkeltpersoner, der søger hjælp. Et koordinationsudvalg vil også være en kontaktmulighed for regeringen i forbindelse med relevante politiske spørgsmål. |
* * *
Rapporten i sin helhed i pdf-format.
Omtale af rapporten hos “Instituut voor de Gelijkheid van Vrouwen en Mannen” med mulighed for at downloade rapporten pÃ¥ hollandsk, engelsk og fransk.