Del 1
Følgende er en beretning om mine oplevelser som transvestit i Dallas, Texas, USA. Det hele startede med at min mandlige halvdel blev udstationeret jobmæssigt i Dallas fra 2006. Foreløbigt er det blevet til tre gange fire måneder og en hel del enkelt uger. Jobbet består i at rejse USA tyndt og holde kurser og forelæsninger. I princippet kunne jeg rejse rundt konstant, men jeg betingede mig at jeg ville have en fast base, hvor jeg kunne føle mig hjemme. Derfor fik jeg en fuldt udstyret super lejlighed stillet til rådighed i Dallas
Før min afrejse til USA første gang var jeg meget i tvivl om hvor meget jeg kunne fÃ¥ plads til Bianca under opholdet, og gad vide hvilke muligheder der vil være for at møde andre ligesindede og gÃ¥ ud i bylivet som Bianca. Internettet blev flittigt brugt til at researche efter transsamfund i Texas. Her fandt jeg frem til et par foreninger og klubber for transgender (som det udtrykkes i US). Jeg læste beretninger om at en trans var blevet overfaldet pÃ¥ Ã¥ben gade i Austin (hovedstaden i Texas). Eneste grund til overfaldet var at hun gik pÃ¥ gaden som transvestit – Jeg mÃ¥ indrømme at det skræmte mig en hel del og var parat til at efterlade Bianca hjemme i Danmark. Den tanke var mig dog sÃ¥ fjern, at det ikke var en option, Bianca mÃ¥tte bare med pÃ¥ rejsen og sÃ¥dan blev det.
Søndag d. 24. juli 2006 var der afrejsedag for min bedre halvdel, med Bianca pakket ned som en stor del af bagagen. Jeg flyttede ind i en super duper lejlighed i Irving, en forstad til Dallas lige ned til Lake Carolyn. Jeg kom i gang med jobbet og rundrejserne i USA og de første weekender gik med at finde rundt i storbyen med over 5 millioner indbygger og ellers falde til.
Snart kom trangen til at finde Bianca frem i lyset. Ved hjælp af hjemmesider som URNotAlone, TGlife og et par lokale foreningssider, lykkedes mig at få kontakt til to lokale transgenders. Den ene hedder Amber Nicole Collins og den anden Shadae Oshea.
De var begge kanon søde at skrive med og var begge meget åbne over for at vise en dansker rundt i storbyen Dallas. Efter et par uger med skriveri og telefonsamtaler blev vi enige om at vi alle tre skulle mødes hjemme hos Amber en lørdag i slutningen af august. Amber havde fortalt at hun bor lige ned til Lake Grapevine nord for Dallas. Wow det viste sig at hun bor i en villa der kunne få ranchen i tv serien Dallas til at blegne og ligne et lille husmandssted. Amber havde bedt mig komme til frokost.
Amber var lige sÃ¥ afslappet klædt. Hun bød velkommen med Ã¥bne arme og sagde til mig, at hendes hjem var mit for weekenden og viste mig det værelse hvor jeg skulle overnatte – øh værelse, det var en hel lejlighed hun bød mig ind i.
Imens jeg fik min kuffer pakket ud gik Amber ud for at gøre lidt frokost klar.
Vi satte os i en havestue og nød kæmperejer og kold hvidvin fra Californien. De næste par timer gik med hyggesnak om hvorfor jeg var i USA og så en masse om os selv og vor transvestisme.
Amber, som er nogenlunde på min egen alder, fortalte om sin opvækst og om hvordan hun i en tidlig alder, havde fundet ud af at hun er transvestit. Hun har aldrig haft ønske om at skifte køn som ellers ret mange unge vælger at gøre i USA. Hun kan både lide at være cowboy og cowgirl, som hun udtrykte det.
Del 2
Hen på eftermiddagen dukkede Shadae også op hos Amber. Hun var præcis så sød som jeg havde fået indtryk af gennem vort skriveri.
I løbet eftermiddagen talte vi vidt og bredt, men mest om det at være transvestit både i Danmark og i USA.
De var begge ret enige om at det er stor forskel på hvilken stat der er tale om.
Shadae var vokset op i Los Angeles, hun var ikke spor i tvivl om at transvestitter har lettere kår i stater som Californien og New York sammenlignet med Texas.
Begge gav udtryk for at det absolut ikke er alle steder man kan gå ud som transvestit; det kan enten være på grund af hysterisk snobberi eller direkte had til personer som anderledes i forhold til normalbilledet. Besøger man de mere almindelige steder, som restauranter, bar, dansesteder og gerne sammen med flere så er der normalt ingen problemer, fortalte Amber.
Det, som er vigtigt, er at falde ind i normalbilledet i påklædning og opførsel. Så bliver der ikke lagt meget mærke til os, udtrykte Shadae.
Mon ikke det er sådan de fleste steder i verden.
På restauranten blev vi modtaget ved entréen af en sød værtinde der anviste os bord. Tjeneren var en lige så sød og flot pige. Hun var en værre snakkemaskine; nå men sådan er det i USA; de skal prøve at sælge så meget som muligt.
Vi fik en kanon lækker middag med bl.a. grillet hummer. Som jeg kunne se var der næsten ingen andre gæster i den fyldte restaurant som gjorde notits af os.
Efter middagen kørte vi til Matitinos Cafe Mexicano som var en blanding af spisested, bar og dansested i udkanten af Cedar Springs, der betragtes som homogaden i Dallas. Her var der anderledes fest og gang i den med et festglad publikum.
Vi gik gennem restauranten for at komme ind i baren. Her fik vi en hel del anerkendende blikke, men mest fra kvinderne. I baren fald vi i snak med en gruppe mænd, som var ret nysgerrige efter at høre om vores baggrund. De var ret søde til at byde på drinks, så jeg var glad for at jeg ikke skulle kører bil.
Efter en times hyggesnak foreslog en af de lokale om vi skulle tage på et sted som hedder Illusions som er en dansebar med dragqueen optræden. Baren lå 3-4 blokke borte, men gå dertil, næh næh i Dallas går man ikke, man kører.
PÃ¥ Illusions var der et blandet publikum af mænd, transvestitter og transsexuelle, sÃ¥ her var vi rigtigt kommet pÃ¥ “hjemmebane”.
Jeg fik en snak med en af de optrædende drags på omkring 25 år. Hun levede i Austin, men var på gæstevisit i Dallas et par uger. Hun berettede om både gode oplevelser i forbindelse med sin optræden, men der var også mindre opløftende ting. Hun fortalte bl.a., at hun på vej hjem efter en optræden var blevet passet op at et par berusede cowboys, som syntes hun var falsk og skulle holde op med at udgive sig som noget, hun ikke var. Da de begyndte at blive for nærgående, havde hun hevet sin lille Colt op af håndtasken og truede dem til at skride. Det var en af de mest skræmmende oplevelser hun havde været ude for.
I guder hvor er jeg glad for at vi ikke kan bære våben på samme måde i Danmark.
Del 3
Fredag 22. september 2006 tog jeg en fridag og havde aftalt med Ambre at vi ville tage på en forlænget weekend tur ned syd på for at se Huston området. Vi kørte fra Dallas ved 9 tiden i min Pontiac og tog highway 45 mod Huston. En lille tur på ca. 400 km. Med et par pitstop under vejs for at ryge en smøg ankom vi til Houston Space Center lidt før kl. 15.
Fredag aften kørte vi ned til Galveston, som bogstaveligt talt ligger på stranden til den Mexicanske golf.
Her fandt vi et lille hyggeligt strandhotel, hvor vi kunne overnatte.
Ambre var en ørn til at forhandle, hvorfor vi fik en stor suite med havudsigt til næsten ingen penge. Ud på aftenen gik vi hen på en lille fiske restaurant som Ambre havde fået anbefalet. Det var en lokal homo restaurant, et rigtig nydeligt sted. Her var et ret blandet publikum, så det bar ikke rigtigt præg af at være et homo sted. Vi fik anvist bord midt på verandaen ud til havet.
Kort efter vi var bænket, kom et andet par, som fik anvist bord ved siden af vores. De hilste varmt på os og præsenterede sig som Priscilla og Steve.
Jeg var meget i tvivl, om Priscilla var transgender eller ej. Vi fik arrangeret, så vi kunne sidde sammen og spise sammen.
Priscilla var en underskøn pige. Hun fortalte beredvillig at hun var trans og har levet som så det halve af sit 36-årige liv. Hun betegnede sig selv som shemale, da hun havde gennemgået hormonkur, men ikke gennemgået en kønsskifteoperation og havde heller ikke planer om en sådan lige pt.
Priscilla og Steve havde levet sammen de sidste seks år og drev en lille tatovør- og piercingforretning sammen. Priscilla fortalte at hun var født og opvokset i Laredo, som er en lille flække ved den Mexicanske grænse. Her havde hun haft det svært med at udfolde sig som trans. Som 23-årig flyttede hun til San Antonio. Her påbegyndte hun sin virkelige forvandling til shemale. Efter fire år forelskede hun sig i Steve, som hun have mødt på en ferie. I 2000 kastede hun alt sin mandeside bort og flyttede sammen med Steve i Houston.
De virkede til at have fundet en rigtig god måde at leve livet sammen på.
I Georgetown stoppede vi for at købe lidt vand. På den anden side af vejen lå gamle forretninger som fik mig til at fornemme, at jeg stod midt i en eller anden westernfilm, lidt spooky. Der var bl.a. en antikforretning. Vi gik over og kikkede på vinduer. En spinkel mandestemme råbte inde fra butikken, at vi da skulle kikke ind. Sikke en butik, her var alt muligt gammelt skrammel fra en svunden tid. Vi faldt i snak med fyren som drev butikken, han var en kæmpe bamse som sad ved sin computer.
Nu vi var i byen på netop den lørdag hvor der var byfest med barbecue konkurrence, syntes han, at vi skulle aflægge et besøg på festpladsen. Vi takkede og forlod den sjove mandsperson. Vi tog et kik rundt på festpladsen. Når jeg siger, at mange ting er store i USA, så tro mig, her så jeg de mest fantasifulde og store barbecue grill. Selv den største Weber grill, gå hjem og læg dig. Den vildeste jeg så var en traktor, som var ombygget til selvkørende grill med plads til en hel ko og bænke rund på ladet til omkring 20 personer, vildt! Efter et par smagsprøver, som i øvrigt smagte fantastisk, kørte vi til det nærmeste hotel.
Søndag kørte vi til Glen Rose for at besøge Dinosaur Valley. Det er en park langs med en flodseng hvori der findes fodaftryk fra dinosaur. Eftersom der var meget lidt vand i sommertiden, kunne vi bogstaveligt talt betræde over 100 millioner Ã¥r gamle fodspor fra bÃ¥de Apatosaurus og Tyrannosaurus Rex. En lidt vild, men ogsÃ¥ tankevækkende oplevelse. Følte lidt, at jeg blot er et “split øjeblik” af en enorm tid. Vi var enige om, at det gælder om at leve i nuet og leve livet. imens vi kan.
Del 4:
Denne fortælling er fra weekend ophold i Denver, Colorado, hvor jeg besøgte Chase den sidste weekend i september 2007.
I ugen op til besøget var jeg pÃ¥ job i Los Angeles og San Francisco, hvorefter jeg skulle pÃ¥ job i Denver den følgende uge. I stedet for at flyve “hjem” til Dallas pÃ¥ kort weekend, havde jeg aftalt at mødes med Chase, som bor i en skøn bjergvilla i Larkspur syd for Denver. Jeg ankom fredag aften og indlogerede mig pÃ¥ det hotel, jeg skulle holde konference pÃ¥ i den følgende uge.
Ved frokosttid kom vi til en lille bjergby, Ward. Her spiste vi frokost pÃ¥ en fortovscafe. Det skal lige nævnes at ugen op til, havde der været kraftige snefald og frost, men de sidste to dag blÃ¥ himmel og uhindret sol. Chase fortalte, at det bare var “dagen” til at se Rocky p.g.a. frostgule bøgetræer.
Chase fortalte at hun havde været gift i godt 15 Ã¥r, men konen var stukket af med en fra hendes arbejde for to Ã¥r siden. Det var hun ret ked af, da hun virkelig havde elsket sin kone, men pÃ¥ samme tid var hun ogsÃ¥ lettet og glad. Det havde jo givet mere plads til hendes udfoldelse af Chase, og som hun nævnte, “jeg kan ikke elske en kvinde som har bedraget mig”.
Jeg spurgte Chase, om konen havde kendt til hendes transvestisme. Hun havde vist det hele tiden, faktisk fra før de var faldet for hinanden og blevet gift. Ekskonen havde faktisk også udtrykt ganske tydeligt, at det på ingen måde var transvestismen som var skyld i bruddet, blot at hun var blevet forelsket i en anden. Ekskonen bor nu i Seattle sammen med deres fælles datter Jennifer på 17 år. Jennifer kommer på weekend hver 14. dag for at være sammen med Chase og sine gamle veninder. Faktisk var hun i på besøg i denne weekend. Chase havde ca. et ½ år efter skilsmissen valgt at fortælle alt om transvestismen til Jennifer, som blot havde fortalt, at det havde hun da vidst længe, men ikke vidst hvordan hun skulle forholde sig til det. Efter den dag var deres forhold blevet endnu stærkere end det nogensinde har været. Chase regnede med, at vi ville møde , når vi kom tilbage fra vores udflugt.
Jennifer stod pÃ¥ verandaen og bød os velkommen tilbage. Vi fik et varmt knus begge to. Jeg kunne se pÃ¥ Jennifer og Chase, at de virkelig holder af hinanden. Der var allerede tændt op i grillen. Vi to “gamle” blev bænket og fik en øl stukket i hÃ¥nden. Det mente Jennifer, at vi trængte til. Vi sad ude og nød den lækre barbecue.
Søndag formiddag hentede jeg Chase for at tage på en ny udflugt. Samtidigt blev Jennifer hentet af et par veninder. Vi havde vel kørt ca. ½ time mod Colorado Springs, da Chase blev ringet op. Det var politiet der fortalte, at Jennifer og hendes veninder havde været involveret i et mindre trafikuheld. Jennifer var bragt på hospitalet, dog uden større kvæstelser. Naturligvis ønskede Chase at komme hjem og tage vare på sin datter, hvorfor vi fik vendt øsen mod nord igen.
Hjemme hos Chase fik vi sagt hurtigt farvel, og hun kørte mod hospitalet med det samme. Chase ringede til mig senere på dagen og fortalte, at Jennifer blot have fået en flænge på den ene overarm og lidt knubs, så hun var ikke blevet indlagt.
PÃ¥ vej tilbage mod Denver fangede mit blik et skilt med teksten “The manitou cliff dwellings”. Da jeg alligevel trængte til en pause, kørte jeg derind. Det viste sig at være boliger som Pueblo indianer havde hugget ind i bjergvæggen i 1100 til 1300 tallet. Det var fantastisk at se den avancerede arkitektur, de havde anvendt, hvilket vidnede om en højt udviklet kultur.
Hvordan er det så at være transvestit i USA? Jeg vil sige sammenlignet med herhjemme, så er der ikke de store forskelle. Måske en lille forskel, mange amerikanske transvestitter (som i øvrigt kalder sig crossdresser) fremtræder på deres Internetprofiler mere fetichistiske og seksuelle end jeg oplever her i Danmark. I bund og grund er de dog i nøjagtig samme båd, som vi er, med de samme problemer og betænkeligheder.
Lige nu står jeg med et tilbud om at blive udstationeret i USA igen og må indrømme, at det trækker en del, men jeg vil også nødig miste alt det, jeg har opbygget her hjemme, så I slipper ikke helt for mig. 