Børne- og Undervisningsudvalget (BUU) stillede den 9. april 2021 spørgsmål nr. 270 – Alm. del. Samling: 2020-21 – til ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) der svarede den 7. maj 2021.
Spørgsmål
Vil ministeren i forlængelse af ministerens besvarelse af BUU alm. del – samrådsspørgsmål T den 8. april 2021 oplyse, om der er en ny LGBTI-handlingsplan på vej, og om den inkluderer initiativer rettet mod LGBTQ-elever i grundskolen? Der henvises til, at der i LGBT+ Ungdom og LGBTQ+ Danmarks nye rapport ”Stop diskrimination i skolen – LGBTQ+ elevers trivsel og vilkår i grundskolen” er indikationer på, at mange LGBTQ+ elever bl.a. ikke trives i skolen, begår selvskade og er udsat for mobning.
Svar
Den nuværende handlingsplan løber til og med udgangen af 2021. Visse initiativer forventes dog at løbe ind i 2022, herunder en stor levevilkårsundersøgelse som kan være med til at give os viden om, hvor der er behov for at sætte ind. Regeringen arbejder desuden på at gennemføre en række lovændringer fra udspillet ”Frihed til forskellighed” fra august 2020. Udspillet baserer sig på den lovgennemgang, der er gennemført under den nuværende handlingsplan.
Der er i lyset af ovenstående ikke en ny LGBTI-handlingsplan på vej lige nu. Men det er min ambition, at der skal komme en ny handlingsplan. Jeg synes, at det er oplagt, at der også fremover er fokus på LGBTI-børn og -unges trivsel.
Venlig hilsen
Peter Hummelgaard
Minister for ligestilling
* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret hos Folketinget i pdf-format.