Charlotte McLeod blev kønsskifteopereret i København i 1954. Aftenbladet den 24. og 25 februar 1954.

Aftenbladet bragte den 24. og 25. februar 1954 flere artikler om Charles McLeod fra USA, der fik en kønsskifteoperation i Danmark og tog navnet Charlotte McLeod.

Artiklerne og billederne er kopier fra mikrofilm og desværre ikke så gode som ønskeligt. Aftenbladet ophørte i 1959.
Det skal bemærkes, at personen som benævnes Chris Jørgensen er identisk med Christine Jorgensen.
Artiklerne i original opsætning i pdf-format.

Herunder forsideartikel i avisen den 24. februar 1954

Charlotte McLeod fotograferet i København den 23. februar1954

Artikel om Charlotte McLeod — Ny amerikansk Chris Jørgensen skjult her i byen efter operation
Opereret af professor Foged på Bispebjerg hospital, men føler sig udstødt af sin velhavende familie i USA.

En ny Chris Jørgensen befinder sig i København. Kontoristen Charles McLeod fra New Orleans i Louisiana har hos professor Foged på Bispebjerg [1] gennemgået en række operationer – og kalder sig i dag miss Charlotte McLeod. Operationen, der har kønsbestemt den amerikanske kontorist, har fået et tragisk efterspil. Hendes familie i USA har, med faderen i spidsen, slået hånden af hende. En mindre arv fra bedstemoderen muliggjorde hendes rejse til Danmark, men den er brugt op og Charlotte McLeod står i dag uden mulighed for at kunne skaffe hjælp.

Efter Chris Jørgensens skæbne og operation i København kom frem, strømmede det ind med breve i tusindvis til danske læger, først og fremmest til de læger, der behandlede Chris Jørgensen. Mange tiggede og tryglede om at blive underkastet en operation, andre ville betale i dyre domme. Dette nye tilfælde vil utvivlsomt på ny foranledige massehenvendelser til danske læger og til de store hospitaler i København.
Tilfældet Mac Leod har imidlertid sin egen historie.
Allerede før Chris’ blev kendt var Charlotte McLeod besluttet på at opsøge danske læger for at blive underkastet den operation, der kunne “skabe hende fra mand til kvinde” (sådan udlægger disse mennesker selv deres operation).

Men faderen, der – alt dette efter Charlotte McLeods egen forklaring til aftenbladet – er en særdeles velhavende mand, og som fører stort hus, ville ikke vide af en sådan løsning. I forvejen var man i familien ikke særlig venligt stemt overfor den unge søn af huset, der tilsyneladende var lidt aparte. – Min far mente at måtte tage t vist hensyn til de kredse, han kommer i, siger hun.
(Fortsættes side 3).

Herunder artikelen på side 3 i avisen den 24. februar 1954

Ny Chris Jørgensen
(Fortsat fra forsiden)

For bedstemoderens lille arv rejste den unge mand imidlertid til København. Han havde i 1943 gjort tjeneste i hæren, men magtede det ikke. Jeg kunne ikke magte tingene, som en mand, fortæller hun. I København blev Charles dybt skuffet og ulykkelig. Efter egen opfattelse måtte lægerne kun foretage de indledende operationer på skandinaviske borgere (en misforståelse som Charlotte McLeod her gør sig skyldig i) og i sin ulykke og fortvivlelse gav hun sig til selv at foretage et indgreb. Det måtte naturligvis gå galt og længere tids sygdom fulgte. Derefter kom Charles under lægebehandling. Den har koster minimalt, næsten intet. Men det efterfølgende ophold kostede penge – og en ny operation skal følge om et årstid.
Indtil videre hemmeligholdes Charlotte McLeods adresse i København. Foreløbig har han, 28 år gammel, kun een tanke – – hvordan skaffe penge til det fortsatte ophold i København.

Måske er der en udvej. Chris Jørgensen, der siden hun rejste fra København er blevet varietestjerne i USA – og i denne egenskab har vakt almindelig forargelse – har tjent mange penge på sin optræden. Nu har Chris, der selv under sit ophold i København var ubemidlet, lejlighed til at gøre gengæld over for en lidelsesfælle. Tanken er nærliggende, og den vil blive søgt realiseret.

Bemærkelsesværdiget er det, også karakteristisk for den måde, hvorpå man i USA ser på disse ting, at enkelte kredse i USA allerede har fået kendskab til denne nye Chris Jørgensen-sag, men man har ikke tude beskæftige sig med den. Mens Chris den filmende soldat fra USA ikke havde familie med nogen indflydelse hjemme, så er forholdet omvendt her. Charlotte McLeod lægger ikke skjul på sine følelser overfor sin velhavende familie, hun er endog stærk i sine angreb på faderen. Men han har indflydelse og sagsanlæg kan (i USA) leg komme til at ligge i luften.

Som skæbne er Charlottes sag mere gribende end Chris’, der kun blev til sensation. Om de operationer, der er foregået, er der hverken nyt eller “sensationelt” at fortælle. Men bag dem er menneskelig nød og angst.

– Vi er, siger Charlotte McLeod mange, vi er en hær af mennesker, der lever dybt deprimerede, fordi vi er ramt så hårdt af vor skæbne, en skæbne, som vi ingen indflydelse har haft på. Skal min sag ydnyttes, skal det ikke være for at skabe en historie om mig selv, men for at skaffe midler, så bare nogle af disse ulykkelige kan blive hjulet.

Der må være retfærdighed til. Jeg vil søge den. Men mens lægerne behandling og store forståelse af mine problemer i dag har givet mig en ny fremtid, så er den mere mørk for mig end nogensinde. Nu drejer det sig om en ung kvindes eksistens…
-if.

Herunder forsideartikel i avisen den 25. februar 1954

Charles (Charlotte) kunne ikke regne med hans hjælp.
DYERSBURG. Tennesse, onsdag.

(AP). Faderen til den unge amerikaner Charlotte McLeod, der i Danmark har gennemgået en række operationer for at blive kvinde, oplyser i aftes over for Associatet Press, at amerikanske læger havde udtalt sig mod at lade foretage kirurgiske indgreb.
McLeod senior sagde videre, at han havde fortalt Charles, at han ikke kunne regne med hans hjælp til en operation, da lægerne ikke mente den ville lykkes.
Ifølge faderens oplysninger, er Charles, der nu efter “forvandlingen” her i Danmark kalder sig Charlotte, blevet opdraget hos en grandtante, der testamenterede ham et hus og en del aktie- og obligationsposter.

Herunder artikel inde i avisen den 25. februar 1954

Chris nr. 2 opdager verden
Livsdrømmen blev opfyldt – blev pige på et dansegulv:
Charlotte McLeods hårde skæbne i København
Fandt vej til kvaksalveren
Menneskelig hjælp fandt hun hos lægen

For et år siden dansede jeg med Chris Jørgensen, som morede sig og lo. I nat dansede jeg med Charlotte McLeod, som morede sig og græd. Hele verden kender i dag de to pigers navne; men ikke deres kvaler, sorgløshed og pine. Det er ikke de danske lægers skyld, hverken dr. med. Chr. Hamburger eller prof. Fogeds, to berømte læger, der lagde viden og dygtighed til for at gøre to unge mænd til unge piger. Et kirurgisk indgreb, som tæller i sygejournaler, men aldrig vil komme til at tælle menneskeligt. Chris havde en plan, og derfor lo hun; Charlotte troede engang på det gode. Og derfor græd hun.

Hvorfor tror Charlotte McLeod ikke på det gode?
Hun lænede sig til bordet i “Prater” (En White Lady og én alkoholfri cocktail). – Jeg vil aldrig anmode nogen om at tage til København – for at gennemgå det samme som jeg, sagde hun. Rygterne har allerede haft travlt, men det er halve sandheder, der er sagt.
Lægerne har været vidunderlige mod mig, men udover dem er det gå ærlige mennesker, jeg har truffet.

Til kvaksalver i København
Det var vanskeligt at komme i forbindelse med lægerne. De havde visse begrænsninger for, hvad de måtte foretage sig – og på hvem.

Charlotte McLeod fotograferet den 24. februar 1954 — Charlotte McLeod vakte opsigt i “Prater”.
Ikke fordi hun var Charlotte med den mærkelige skæbne, men fordi hun er høj, køn og særpræget – og fordi hun gik med stok til sin plads. Det er færste gang, jeg føler mig fri og akkurat som andre, sagde hun til AFTENBLADETs medarbejder.

Jeg gik i uger i København, hjemløs og rodløs – måske mest rodløs med mig selv. Jeg spurgte og spurgte for at få hjælp, til sidst spurgte jeg tilfældige chauffører i hvis vogne, jeg kørte…

En dag, det var i april sidste år, var der endelig en chauffør, der “forbarmede” sig over mig.
Han viste mig til en kvaksalver, og i min fortvivlelse lod jeg mig underkaste hans behandling…
Hvad skal jeg sige, – at jeg fortryder? Naturligvis. På sin vis.
Jeg er endnu angst ved tanken om de lidelser, han forvoldte.
Men resultatet blev dog, at jeg måtte gå til lægen. De skal have hjælp, sagde han… Længere er historien ikke. I aften er jeg ude for første gang i lang, lange tider. Det hele forekommer mig som hundrede år…

Charlotte McLeod kom gående ind i “Prater” ved hjælp af stok.
Hun gik dårligt, og på dansegulvet ved de dansende pladsen, for at hun kunne komme frem. Stokken blev hængt bag stoleryggen, og sølvræven pressede hun tættere om sig – for kuldens skyld…
– Jeg var en glimrende danser, sagde Charlotte. Men det er så længe siden. I Dyersburgh i Tennessee kom jeg ikke så sjældent ud, der boede jeg hos min grantante, hende som jeg arvede en beskeden sum efter… Jeg har en frygtelig lyst til at prøve at danse igen. Bare det at vide, at mine ben kan bære mig på et dansegulv.
Charlotte havde ikke danset, siden hun var Charles. Bevidstheden om, at jeg har været på gulvet, fylder mig med lykke, sagde hun.

Chris har skadet tusinder
Miss Charlotte McLeod blev hentet på sin bopæl, et lille værelse på en hotelpension på Amager. Hotellets ejes og drives af et religiøst samfund, og man har været venlig og imødekommende overfor den 28-årige amerikanske kvinde.
– Jeg har, sagde hun, ti kroner tilbage i min bog. Så er det slut.
Jeg må finde en udvej for at komme tilbage. Derfor gjorde jeg et fortvivlet forsøg på at sælge min historie i Amerika forleden. Men der er spor, som skræmmer…

– Chris Jørgensens?
– Jeg kender hende ikke. Og jeg ønsker ikke at udtale mig om hende. Men om hendes virke efter operationen kan jeg, med sandhed sige, at det har skadet tusinder af ligestillede, der håbede og troede. Kan man forlange, at læger i København skal lægge navn til en sådan forestilling?

– Deres far er velhavende?
– Ja, men gift for anden gang.
Jeg har to små halvsøskende. Mig har man aldrig holdt af, fordi jeg var sådan en tøsedreng. Jeg blev indkaldt som soldat under krigen, men kunne ikke holde på et gevær.
Jeg blev undersøgt af lægerne og blev sendt hjem. Jeg var en tøsedreng, der ikke duede. Een eneste gang har min far sendt mig 50 dollars.
Men de var ledsaget af besked om, at jeg ikke skulle forvente flere…
Nu har jeg levet i ensomhed i København, jeg har ingen, som jeg kan kalde mine venner, og jeg kan ikke forlange det. Jeg må bare tilbage til USA. Der mangler endnu en operation, den afsluttende. Men den må de gerne foretage i USA, når jeg er nået så langt, som jer er. Men hvordan skaffer jeg midlerne?

Vil ikke være angiver
Hvis det danske politi nu beder Dem om adressen på den, de opsøgte, mens de gik og ventede i København.?
– Hvorfor skulle jeg give nogen adresse fra mig? I virkeligheden var det jo min egen skyld, hvad der skete. Jeg troede ikke, at politiet vil bede om nogen adresse. Jeg har haft ulykker nok.

På Charlotte McLeods bord står en række medicinflasker. De fleste nerveberoligende midler, der kan købes i håndkøb, men også andre skrevet af lægerne.
– Professor Foged behandlede mig, sagde hun, han er et strålende menneske. Hans faglige dygtighed stoler jeg blindt på, det kan jeg jo ikke have forstand på, men hans menneskelige hjælp og indstilling har jeg forstand på. Han står højt blandt mennesker.

Farvel til Charles –
Der var artister på gulvet i “Prater”, men Charlotte foretrak at stirre op i loftet. Der er, sagde hun, endnu ting, som jeg ligefrem ikke rigtigt kan tage, og når en af de optrædende optræder alene for at give sit forvekslingsnummer til beskuelse – mand eller kvinde, så ønsker jeg ikke at se det. Men det mærkelige er, at jeg måske forstår dette menneske bedre end de mange, der sidder rundt om på gulvet og på balkonen.

– Men venter De andre menneskers forståelse af dem selv – som kvinde?
– Jeg venter mig intet. Jeg venter bare på den fred i sindet, som jeg har tørstet efter hele livet igennem. Men måske er det en gave, som jeg alene og kun alene kan finde.
– Hvad med en dans, bare een dans til? Tror De folk lægger mærke til mig? Jeg ønsker bare at være en af de mange unge piger, – de ukendte, der er her på dansegulvet. Alle de, der er sorgløse. Jeg har aldrig, endnu, selv prøvet sorgløsheden. Men nu vil jeg rejse mig, lade stokken være. Sige farvel til Charles.
Sagde Charlotte.
if.

Noter af Tina Thranesen

[Retur] Overlæge og professor i kirurgi ved Bispebjerg Hospital, Jens Foged.
Jens Kristian Tækker Foged blev født 14. april 1897 i Grønning ved Viborg og døde den 22. november 1956.