CPR loven – Lov om Det Centrale Personregister. LBK nr. 1010 af 23. juni 2023.


Lov om Det Centrale Personregister – CPR loven. LBK nr. 010 af 23. juni 2023.

Herunder er nævnt de forhold i loven, som har mest betydning for transpersoner.

Lovens § 3 indeholder bestemmelse om, at med ganske få undtagelser skal alle personer i Danmark have et personnummer.

§ 3.
Stk. 6. Indenrigs- og Sundhedsministeriet tildeler nyt personnummer til personer ved fejl i de oplysninger, der indgår i deres personnummer.
Stk. 7. Indenrigs- og Sundhedsministeriet tildeler efter skriftlig ansøgning nyt personnummer til en person, som oplever sig som tilhørende det andet køn. Tildeling af nyt personnummer er betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år. [1]
Stk. 8. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan efter skriftlig anmodning herom i særlige tilfælde tildele nyt personnummer til en person, hvis personnummer indgår eller har indgået i forbindelse med misbrug af vedkommendes identitet.
Stk. 9. Indenrigs- og Boligministeriet fastsætter regler om personnummerets opbygning […].
[Disse regler er fastsat i bekendtgørelse om folkeregistrering m.v.Tina Thranesen.]

§ 4. Enhver med et personnummer tildelt efter § 3, stk. 1 eller 2, eller regler udstedt i medfør af § 3, stk. 9, registreres i CPR med de oplysninger, der er anført i bilag 1 til loven.
[…]

§ 5. Enhver, der registreres i CPR, skal opføres med sit fulde navn efter navnelovgivningen, i det omfang dette er teknisk muligt.
Stk. 2. Hvis en persons navn er længere, end det er teknisk muligt at registrere, sørger den registrerende myndighed for, at der sker en forkortet registrering.
Stk. 3. Personer, hvis navn er forkortet efter stk. 2, samt personer, hvis navn indeholder tegn, som det ikke er muligt at registrere i CPR, har ret til ved henvendelse til bopælskommunen at få indsat en markering i CPR, som angiver, at der er afvigelser fra det fulde navn efter navnelovgivningen.
Stk. 4. Hvis en persons navn i CPR efter stk. 1 og 2 er for langt til brug ved maskinel udskrivning (adressering), sørger Indenrigs- og Boligministeriet for, at der i CPR dannes et adresseringsnavn for vedkommende. Dette navn skal, hvis det er teknisk muligt, indeholde hele efternavnet og mindst ét helt fornavn registreret efter stk. 1.
Stk. 5. Forkortelser efter stk. 4 foretages ved, at fornavn eller mellemnavn i nødvendigt omfang forkortes til 1. bogstav. Eventuelle forkortelser foretages i sidste fornavn eller mellemnavn før efternavnet, dernæst i næstsidste og så fremdeles. Hvis første bogstav i første fornavn sammen med efternavnet overstiger det teknisk mulige for adressering, foretages forkortelserne tillige i efternavnet.
Stk. 6. Er den maskinelle forkortelse utilfredsstillende, registreres det bedst mulige adresseringsnavn, der så vidt muligt altid skal indeholde personens efternavn og mindst ét fornavn skrevet fuldt ud.
Stk. 7. Enhver har ret til ved henvendelse i sin bopælskommune at få registreret et adresseringsnavn på grundlag af det fulde navn, herunder at få ændret et adresseringsnavn.
Adresseringsnavnet skal altid indeholde vedkommendes efternavn og mindst ét af vedkommendes fornavne skrevet fuldt ud.

* * *
Derudover indeholder loven primært en masse regler om, hvordan de forskellige myndigheder skal administrere forhold omkring personnumre. Der er ligeledes detaljerede regler om, personers aktindsigt, navne- og adressebeskyttelse, videregivelse af informationer fra registret og meget andet.

Bilag 1.
Bilaget indeholder forskellige uddybende/forklarende informationer om registrets indhold, hvoraf skal nævnes:
Punkt 1) Personnummeroplysninger: Personnummer, jf. § 3, henvisning mellem nyt og tidligere personnummer, der opbevares i CPR (historisk), samt ved ændring af personnummer, f.eks. ved fejl i køn og fødselsdato, jf. § 3, stk. 6.

* * *
I tilknytning til loven er der udstedt en folkeregistreringsbekendtgørelse, hvor § 1 indeholder bestemmelser om personnummerets opbygning, og en folkeregistreringvejledning, hvori der er redegjort detaljeret for personnummerets opbygning og forklaret om en masse andre forhold om registrets indhold og anvendelse.

* * *
Lov om Det Centrale Personregister hos Retsinformation.

* * *

Noter af Tina Thranesen..
  1. [Retur] Stk. 7 (oprindeligt stk. 6) i § 3 blev indsat ved lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af lov om Det Centrale Personregister om tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet kønjuridisk kønsskifte.

    Den 22. januar 2013 nedsattes en tværministeriel arbejdsgruppe, der skulle undersøge mulighederne for at indføre en ordning med adgang til juridisk kønsskifte uden krav om, at kønskirtlerne skal være fjernet kirurgisk (juridisk kønsskifte).
    Den 27. februar 2014 afleverede arbejdsgruppen deres rapport.
    Den 28. februar 2014 fremsattes lovforslag L 182 om lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister om tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet kønjuridisk kønsskifte – som blev vedtaget af Folketinget ved 3. behandlingen den 11. juni 2014 med ikrafttrædelse den 1. september 2014.

    * * *

    L 182, der som vedtaget, er lov nr. 752 af 25. juni 2014 gengives herunder

    Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister
    (Tildeling af nyt personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn)

    VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

    Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

    § 1

    § 1 I lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 2013, som ændret ved § 10 i lov nr. 494 af 21. maj 2013, § 1 i lov nr. 622 af 12. juni 2013 og lov nr. 311 af 29. marts 2014, foretages følgende ændringer:

    1. I § 3 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
    »Stk. 6. Økonomi- og Indenrigsministeriet tildeler efter skriftlig ansøgning nyt personnummer til en person, som oplever sig som tilhørende det andet køn. Tildeling af nyt personnummer er betinget af, at den pågældende afgiver en skriftlig erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, og at den pågældende efter en refleksionsperiode på 6 måneder fra ansøgningstidspunktet skriftligt bekræfter sin ansøgning.
    Det er endvidere en betingelse, at den pågældende på ansøgningstidspunktet er fyldt 18 år.«
    Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.

    2. I § 26, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6« til: »§ 3, stk. 8«.

    § 2

    Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 2014.
    Stk. 2. For personer, som inden lovens ikrafttræden efter de hidtil gældende regler har ansøgt om tilladelse til at bære et fornavn, der betegner det modsatte køn, om tilladelse til at få kønsbetegnelsen X i passet eller om tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, regnes den periode, der er nævnt i § 3, stk. 6, 2. pkt., i lov om Det Centrale Personregister som indsat ved denne lovs § 1, nr. 1, fra tidspunktet for indgivelse af ansøgning herom. Har en person indgivet ansøgning om flere af de nævnte tilladelser, regnes den nævnte periode fra tidspunktet for den først indgivne ansøgning.

    § 3

    Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

    Givet på Christiansborg Slot, den 25. juni 2014.

    Under Vor Kongelige HÃ¥nd og Segl

    MARGRETHE R.

    /Margrethe Vestager

* * *
Historik.
Lov om Det Centrale Personregister – CPR loven. LBK nr. 702 af 23. maj 2022.
Lov om Det Centrale Personregister – CPR loven. LBK nr. 646 af 2. juni 2017 hos Retsinformation.
Lov nr. 752 af 25. juni 2014 om ændring af Lov om Det Centrale Personregister, som den 1. september 2014 indførte juridisk kønsskifte.