Kravet om sterilisation eller en behandling, der medfører en meget høj sandsynlighed for sterilitet som betingelse for at ændre fødselsattester, var i strid med retten til respekt for privatlivet.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol første instans (Kammeret) [1] afsagde den 6. april 2017 dom i sagen A.P., Garçon og Nicot mod Frankrig (application nr. 79885/12, 52471/13 og 52596/13).
Domstolen afgjorde med stemmerne seks mod en, at der var sket overtrædelse af artikel 8 (Ret til respekt for privatliv og familieliv) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for så vidt angik E. Garçon og S. Nicot, som følge af kravet om at kræve den irreversible ændring af deres kroppe.
Domstolen afgjorde med et flertal, at der ikke var sket overtrædelse af artikel 8 i konventionen for så vidt angik E. Garçon på grund af forpligtelsen til at bevise, at han rent faktisk led af kønsidentitetsforstyrrelse, og for så vidt angik A.P. på grund af forpligtelsen til at gennemgå en lægeundersøgelse.
Sagen drejede sig om tre transpersoner med fransk statsborgerskab, som ønskede at ændre kønsbetegnelsen og deres fornavn på deres fødselsattester, men som fik ikke lov til det af de franske domstole. Sagsøgerne fremførte blandt andet, at myndighederne havde tilsidesat deres ret til respekt for deres privatliv ved at gøre anerkendelse af deres kønsidentitet betinget af, at de gennemgik en operation, der medførte en høj sandsynlighed for sterilitet.
Domstolen fastslog navnlig, at dét at gøre anerkendelsen af transpersoner kønsidentitet betinget af en uønsket operation eller sterilisation fratog dem deres ret til respekt for deres privatliv.
Vigtigste fakta
De tre klagere er franske statsborgere. Den første klager, A.P., blev født i 1983 og bor i Paris (Frankrig). Den anden klager, E. Garçon, blev født i 1958 og bor i Perreux-sur-Marne (Frankrig). Den tredje klager, S. Nicot, blev født i 1952 og bor i Essey-les-Nancy (Frankrig). I betragtning af ligheden mellem sagerne fandt Domstolen det hensigtsmæssigt at behandlede dem samlet i henhold til artikel 42 § 1 i Domstolens forretningsorden.
Den 11. september 2008 blev A.P.’s sag mod den offentlige anklager indbragt for Paris Tribunal de Grande Instance (TGI) for at fÃ¥ det konstateret, om han nu var en kvinde, og at hans fornavn var A. (et kvindeligt fornavn). Han indsendte fire lægeerklæringer til støtte for sin anmodning, hvoraf den ene var en erklæring om kønsskifteoperation gennemgÃ¥et i Thailand den 3. juli 2008. I en foreløbig dom den 17. februar 2009 bestilte TGI en rapport om de fysiologiske, biologiske og psykologiske aspekter af hans situation. A.P. nægtede at underkaste sig disse undersøgelser pÃ¥ grund af omkostningerne og pga., at det var en krænkelse af hans fysiske og moralske integritet. Ved dom af 10. november 2009 blev A.P. vægring afvist af TGI. Appelretten i Paris stadfæstede TGI’s dom i det omfang, at den afviste anmodningen om at ændre hans kønsbetegnelse, men beordrede, at fornavne skulle ændres. Den 7. juni 2012 afviste Kassationsretten en appel.
Den 17. marts 2009 behandledes E. Garçons sag mod den offentlige anklager i Créteil tribunal de grande instance (TGI) for at få afgjort, at han nu var en kvinde, og at hans fornavn var Émilie. Han henviste til et erklæring udstedt af en psykiater i 2004, der angav, at han var transkønnet, men der var ikke medsendt nogen dokumenter. Den 9. februar 2010 afsagde TGI dom om, at da E. Garçon ikke havde godtgjort, at han reelt led af kønsidentitetsforstyrrelse, burde sagen afvises. Appelretten i Paris stadfæstede dommen. Den 13. februar 2013 afviste Kassationsretten en appel.
Den 13. juni 2007 behandledes S. Nicots sag mod den offentlige anklager i Nancy TGI for at få afgjort, at han nu var kvinde og at hans fornavn var Stéphanie. Den 7. november 2008 udsatte TGI sagen og besluttet, at lægeerklæringer om klagerens medicinske og kirurgiske behandling, der beviste omfanget af hans kønsskifte, skulle indgå i sagen. S. Nicot nægtede at indsende disse erklæringer. Som følge deraf afsagde TGI dom den 13. marts 2009 om, at sagen var afvist. Nancy appelret stadfæstede dommen. Den 13. februar 2013 afviste Kassationsretten en appel.
Klager, procedure og sammensætningen af Domstolen
Med henvisning til artikel 8 (Ret til respekt for privatliv og familieliv) klagede A.P., E. Garçon og S. Nicot over, at ændring af kønsbetegnelsen på deres fødselsattest blev gjort betinget af irreversible ændringer af deres kroppe. E. Garçon klagede yderligere over, at kravet om at dokumentere, at han led af kønsidentitetsforstyrrelse tilsidesatte menneskelig værdighed for ham. Endelig klagede A.P. over, at de lægeundersøgelser, som de nationale domstole krævede gennemført, i det mindste var potentielt nedværdigende behandlinger.
Under henvisning til artikel 14 (Forbud mod diskriminering) sammenholdt med artikel 8 påstod E. Garçon og S. Nicot, at dét at gøre ændring af deres fødselsattester betinget af at fremlægge erklæringer om kønsidentitetsforstyrrelse eller kønsdysfori og erklæringer om at have gennemgået kønsskiftekirurgi indskrænkede denne ret til transseksuelle personer og nægtede denne ret til transpersoner.
A.P. påstod, at der var sket en krænkelse af artikel 6 (Ret til retfærdig rettergang), ved at de nationale domstole havde begået en åbenbar skønsfejl ved at konkludere, at da han nægtede at underkaste sig en lægeundersøgelse, var der ikke ført bevis for en irreversibel ændring af hans krop, selv om A.P. havde indsendt en lægeerklæring derom.
Ansøgningen blev indgivet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 5. december 2012.
Dom blev afsagt af en afdeling med syv dommere, sammensat som følger:
Angelika Nußberger (Tyskland), formand
André Potocki (Frankrig),
Faris Vehabovic (Bosnien-Hercegovina),
Yonko Grozev (Bulgarien),
Carlo Ranzoni (Liechtenstein),
Martinš Mits (Letland),
L.tif Huseynov (Aserbajdsjan),
og ogsÃ¥ Milan Blaško, stedfortrædende sektions-justitssekretær.
Domstolens afgørelse
Artikel 8
Domstolen bemærkede, at A.P. over for de nationale domstole ikke havde anfægtet den franske lovgivnings betingelse om, at ændringen af kroppen skulle være irreversibel, men ved hjælp af en udenlandsk lægeerklæring havde forsøgt at argumentere, at han opfyldt betingelsen.
Han havde derfor ikke udtømt de nationale retsmidler, hvorfor denne del af hans klage var afvist.
Med hensyn til de to andre klagers klage over dét kriterium, at ændringen af deres kroppe skulle være irreversible for, at en ansøgning om ændring af kønsbetegnelsen pÃ¥ en fødselsattest, kunne imødekommes, har regeringen ikke bestridt anvendelsen af artikel 8 i den foreliggende sag i relation til “privatliv”-aspektet, idet dette inkluderede retten til kønsidentitet.
Domstolen bemærkede for det første, at det omtvistede kriterium underforstÃ¥et betyder at gennemgÃ¥ en operation eller medicinsk behandling, der involverer en høj sandsynlighed for sterilitet. I betragtning af, at den enkeltes fysiske integritet og kønsidentitet var pÃ¥ spil, har Domstolen givet sagsøgte stat begrænset rÃ¥derum (‘en snæver skønsmargin’). Domstolen bemærkede, at dét at gøre anerkendelse af transpersoners kønsidentitet betinget af, at de undergÃ¥r en operation eller sterilisation, som de ikke ønsker, medfører en betinget opgivelse af den fulde nydelse af ens ret til respekt for privatlivet for den fysiske integritet. Domstolen fastslog, at den rimelige balance, efter hvilken de deltagende stater var forpligtet til at skelne mellem den almene interesse og hensynet til de berørte personer, ikke var blevet opretholdt. Som følge heraf er det fundet, at den betingelse, at ændringen af en persons krop skulle være irreversibel, udgjorde en mangel, som gjorde, at den sagsøgte stat ikke har opfyldt sin positive forpligtelse til at sikre retten til respekt for privatlivet. Domstolen fastslog, at der var sket en krænkelse af artikel 8 i denne henseende.
Med hensyn til betingelsen om at bevise, at man i virkeligheden led af kønsidentitetsforstyrrelse, som pålagt i fransk lovgivning for at give tilladelse til kønsskifte, bemærkede Domstolen, at der på dette område eksisterede en bred enighed blandt medlemsstaterne, og at dette kriterium ikke direkte rejser tvivl en persons fysiske integritet. Domstolen udledte heraf, at selv om den enkeltes kønsidentitet var på spil, havde staterne betydelige råderum til at beslutte, om der skal indføres en sådan tilstand. Heraf fulgte, at den sagsøgte stat ikke havde tilsidesat sin positive forpligtelse til at garantere E. Garçon ret til privatliv. Domstolen konkluderede, at der ikke havde været en overtrædelse af artikel 8 i den forbindelse.
Endelig med hensyn til forpligtelsen til at gennemgå en lægeundersøgelse, som klaget over af A.P., bemærkede Domstolen, at den anfægtede undersøgelse var blevet bestilt af en dommer som et led i indsamlingen af bevismateriale, et område hvor Domstolen har givet de deltagende stater betydelig handlefrihed. Domstolen bemærkede, at selv om den medicinske rapport medførte en genital undersøgelse og dermed mulighed for potentielle forstyrrelser i udøvelsen af sin ret til respekt for privatlivet, så var den at betragte som meget lille. Denne omstændighed har således ikke udgjort en mangel i, at den sagsøgte stat har opfyldt sin positive forpligtelse til at garantere A.P. ret til privatliv. Heraf fulgte, at der ikke havde været en overtrædelse af artikel 8 i den forbindelse.
Artikel 14 sammenholdt med artikel 8
Domstolen bemærkede, at denne del af klagen kunne realitetsbehandles. Men med henvisning til sin konklusion om overtrædelse af artikel 8 i konventionen med hensyn til E. Garçon og S. Nicot med hensyn til kravet om en irreversible ændring af deres kroppe har Domstolen ikke fundet det nødvendigt at undersøge denne klage særskilt i henhold til artikel 14 sammenholdt med artikel 8.
Artikel 6 § 1
Domstolen bemærkede, at denne del af ansøgningen kunne realitetsbehandles. Den fandt dog, at de forhold, der påklagedes af A.P. vedrørende artikel 6 § 1 ikke rejste spørgsmål, som ikke allerede havde afgjort i henhold til artikel 8. Det konkluderede derfor, at det ikke var nødvendigt at undersøge denne del af klagen.
Passende erstatning (artikel 41)
Domstolen fandt, at der i det foreliggende tilfælde med konstateringen af, at artikel 8 i konventionen var overtrådt, udgjorde en passende erstatning, men fandt det rimeligt at tildele E. Garçon og S. Nicot, hver 958,40 euro til dækning af omkostninger og udgifter.
Separat udtalelse
Dommer Ranzoni udtrykte en afvigende udtalelse. Den er vedlagt dommen.
Dommen er kun tilgængelig på fransk.
Note
- [Retur] I henhold til artikel 43 og 44 i konventionen, er Kammerets dom ikke er endelig. Inden for en periode på tre måneder efter domsdatoen, kan hver part anmode om, at sagen henvises til Domstolens Storkammer (Grand Chamber). Hvis en sådan anmodning fremsættes, afgør et panel på fem dommere, hvorvidt sagen fortjener yderligere undersøgelse. I så fald vil Storkammeret behandle sagen og afgive en endelig dom. Hvis anmodningen afvises, vil Kammerets dom være endelig denne dag.
Når en dom bliver endelig, sendes den til Ministerkomitéen i Europarådet til overvågning af dens fuldbyrdelse.
Yderligere information om fuldbyrdelsesprocessen kan findes her:
https://www.coe.int/en/web/execution.
* * *
Der tages forbehold for oversættelsen. Ved brug som dokumentation henvises til den originale pressemeddelelse.
Tina Thranesen.
* * *
Pressemeddelelse den 6. april 2017 på engelsk fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om dommen.
Dommen på fransk hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Omtale af dommen den 6. april 2017 fra TGEU om dommen.