Emilie kan nok ikke betegnes som transkønnet, selv om der – mest efter hendes tidlige død – er gisnet og filosoferet en del om hendes kønsidentitet og seksuelle orientering.
Hun blev af samtiden omtalt som buksepige, hvilket hentydede til hendes påklædning, men mest til, at hun som skuespiller havde en hel del roller som ung mand – buksepige, det vil sige i roller, hvor en kvindelig skuespiller forestillede at være en mand. Enten i forklædning eller som en mandlig karakter i et skuespil.
Der er spekuleret på, om hun, som det dengang blev betegnet, var hermafrodit, tvekønnet – altså interkønnet, som betegnelsen er i dag, idet hun ikke blev gift.
Emilie debuterede på Det kongelige Teater den 10. september 1802 i rollen som Rosine i Barberen i Sevilla og blev samme år ansat som kongelig skuespiller. Hun optrådte sidste gang 2. december 1811.
Hun spillede et stort repertoire og havde en god sangstemme, men brillerede mest i de omkring otte bukseroller hun spillede – heraf er par stykker, hvor hendes fader også medvirkede.
Faderen var Michael Rosing, der blev født den 19. februar 1756 i Røsor, Norge og døde den 12. oktober 1818 i København. Han var skuespiller og instruktør.
Moderen var Johanne Catrine Olsen, der blev født den 2. juni 1756 i København og døde den 15. januar 1853 i Fredensborg Slot Sogn, og blev begravet den 24. januar 1853 på Fredensborg Kirkegård. Hun var skuespiller.
Emilie havde i alt 9 søskende.
Ved folketællingen den 1. februar 1787 boede hun Borgergade 205, København, og ved folketællingen den 1. februar 1801 i Købmager-kvarter i København.
Som 13-årig blev hun sendt på landet for ikke at smitte sine søskende med en sygdom, hun havde pådraget sig. Hun deltog i livet i et skovfogedhus og lærte at skyde og gå på jagt.
Det fortælles, at hun efter dette ophold halvt opførte sig som en dreng og havde tillagt sig mandlige tilbøjeligheder, som hun beholdt hele livet – herunder, at hun sov med en ladt pistol ved sin seng og havde nogle ord tatoveret på brystet.
Emilies klædedragt blev af samtiden betegnet som af et mandfolkeagtigt snit, idet hun privat godt nok brugte skørter, men bar herretøj på overkroppen i form af skjorte, vest og trøje, og havde kortklippet hår.
Hun blev betegnet som sin faders udtrykte billede, stærk og handlekraftig
Det nævnes, at hendes noget maskuline ydre – ikke alene påklædning, men også hendes kropsbygning, ansigtstræk, frisure og “heroiske” gang med lange faste skridt, kunne skyldes, at hun var tvekønnet, som det dengang blev betegnet- i dag interkønnet, og at hun ikke var i stand til at gennemføre et seksuelt forhold med en mand.
Emilie var ikke nogen regelmæssig skønhed, men gjorde indtryk af en ejendommelig og stærk personlighed.
Det lidt ukvindelige eller rettere mandhaftige i hendes gang og holdning kom sammen med hendes dybe stemme hende til gode i en række roller som unge mænd.
Hun blev ikke gift, men indledte et kærlighedsforhold til den forhenværende kaptajn og teaterinspektør Frederik Schneider, der groft svigtede hende. I 1811 fik hun en total psykisk og fysisk kollaps.
Hendes sidste halvandet år formørkedes af en sjælesorg, der hyppig strejfede sindssyge, og som utvivlsomt har fremskyndet hendes død.
Der er flere forskellige teorier om årsagen til hendes tidlige død – selvmord, tuberkulose, alkoholmisbrug, ulykkelig kærlighed.
Der blev i årene efter hendes død skrevet flere biografier om hende, og der findes to udaterede malerier af hende – det ene på Det Kongelige Teater. Det andet på Teatermuseet i Hofteatret.
Teatermuseet i Hofteatret viste i tiden fra januar til december 2011 udstillingen: Emilie Rosing – Det skæve køn.
* * *
Biografisk artikel om Emilie Rosing hos LEX, Danmarks Nationalleksikon, Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
27 siders artikel (med billeder) om Emilie Rosing hos Teatermuseet i Hofteatret i pdf-format.