Levevilkårsundersøgelsen – en kritisk analyse. Karen M. Larsen den 23. juni 2009.

Karen M. Larsen.
I de sidste ti års tid er det i den vestlige verden blevet moderne, at undersøge homoseksuelles og efterhånden også biseksuelles og transseksuelles levevilkår. Det kan derfor heller ikke undre, at vi nu i også her i Danmark er blevet præsenteret for en undersøgelse om disse gruppers levevilkår. Undersøgelsen hedder “Lige og ulige? – Homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes levevilkår“. Den er udgivet af firmaet CASA, forfattet af Leyla Gransell og Henning Hansen og den udkom i juni 2009.

Undersøgelsen er blevet bestilt af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), men den er finansieret af Trygfonden, Københavns Kommune og Det Kriminalpræventive Råd.

“Lige og ulige?” bygger hovedsageligt på 946 spørgeskemabesvarelser foretaget via internettet af personer tilknyttet Catinét, som skulle have tilgang til et for den danske befolkning repræsentativt sammensat panel. Med udgangspunkt i Catinéts spørgepanel har man så også lavet en kontrol undersøgelse blandt heteroseksuelle, som bygger på 512 besvarelser, ligesom man supplerer med henvisninger til homoseksuelle af den almindelige danske befolkning foretaget i de senere år. Man har også mere målrettet gået efter at hverve homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede til levevilkårsundersøgelsen via en række bannerreklamer på relevante hjemmesider. Her fik man 2416 besvarelser. Men som Leyla Gransell og Henning Hansen skriver på s. 8 i “Lige og ulige?” “det har dog vist sig, at bannerundersøgelsens svar adskiller sig på mange punkter i forhold til den repræsentative surveyundersøgelse, at (sic!) vi har valgt at sætte vores lid til surveyundersøgelsens resultater“. I praksis inddrages dog ofte resultater også fra denne undersøgelse som en art krydderi der, hvor det synes at have passet ind i det billede, som Leyla Gransell og Henning Hansen vil tegne, men det er klart, at fundamentet for “Lige og ulige?” er de 946 besvarelser fra den såkaldte surveyundersøgelse.

“Du sidder nu med Danmarks første repræsentative levevilkårsundersøgelse af homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede (HBT) i hånden.” Sådan lægger Leyla Gransell og Henning Hansen ud i “Lige og ulige?“‘s indledning. (s. 5) Hermed lægger man op til at det billede, som “Lige og ulige?” tegner af disse seksuelle og kønsmæssige minoriteter er velfunderet og derfor kan danne fundament for de næste års debat om og politiske beslutninger relateret til homoseksuelles, biseksuelles og transkønnedes levevilkår. Denne antagelse er imidlertid efter min mening problematisk. Jeg vil i det følgende forsøge, at påvise, hvilke alvorlige problemer der er med “Lige og ulige?“. Overordnet set handler problemerne om undersøgelsens påståede repræsentativitet, de spørgsmål som der blev stillet og ikke blev stillet, den måde, som respondenternes svar er blevet tolket af Leyla Gransell og Henning Hansen og så en række fodfejl af teknisk karakter.

Den påståede repræsentativitet
At ville undersøge seksuelle og kønsmæssige minoriteter er i sig selv en vanskelig sag, da sådanne undersøgelser har det med, bevidst eller ubevidst, at tage udgangspunkt i at identitet er noget fast og uforanderligt hos individet og uundgåelig er forbundet med en bestemt adfærd hos den enkelte, en antagelse der ofte ikke passer til virkelighedens verden. Og hvilke identiteter og selvbetegnelser skal man tage med i en sådan undersøgelse og hvem skal man undlade? De valg man træffer her er af stor betydning for hvad man faktisk får undersøgt og hvad man ikke får kigget på. Jeg vil i det følgende først se på “Lige og ulige?“‘s brug af seksuelle kategorier og dernæst på undersøgelsens brug af kønsmæssige kategorier.

De seksuelle kategorier
“Vi vil starte med at præsentere nogle historiske milepæle i den homoseksuelle historie, som er værd at bide mærke i, og nogen af de tidligere undersøgelser, der er lavet for at afdække området.”, står der i “Lige og ulige?“‘s indledning. (s. 5) Hermed lægger man op til, at levevilkårsundersøgelsens hovedfokus vil være at studere de homoseksuelles forhold, hvad nok også er det, som den typiske læser af undersøgelsen forventer. Det er også sådan, at undersøgelsen hovedsageligt er blevet forstået i pressen. Leyla Gransell og Henning Hansen har imidlertid også inddraget kategorierne “biseksuelle” såvel som kategorierne “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” og “heteroseksuel med homoseksuelole anstrøg” i deres undersøgelse. De to sidste kategorier er ikke alment brugte og det virker nærmest som om Leyla Gransell og Henning Hansen har opfundet dem i dagens anledning. Deres begrundelse for at bruge lige netop disse kategorier, og ikke f.eks. den rimeligt kendte kategori “queer“, er i øvrigt modsigelsesfuld. På s. 14 skriver de at “biseksualitet er en identitet, som af nogen kan opleves at være for provokerende og mere seksuelt fokuseret end de andre identiteter. Her kan en antagelse være, at det giver bedre status at placere sig som værende enten homo- eller heteroseksuel med anstrøg eller omvendt i stedet for i en mere flydende kategori, som biseksualitet nogen gange bliver set som“. På s. 15 skriver de imidlertid, at “det er vigtigt for os at få fat i de personer, som ikke kun så sig tilhøre en fast seksuel kategori, men som havende en mere flydende seksuel orientering. På en måde kan man sige, at vi har lænet os op ad Kinseys skala, når vi har taget anstrøgsgrupperne med. (.) Gennem at åbne op for en mere åben og flydende seksuel orientering mener vi, at vi har fået fat i personer, der ellers normalt ikke bliver inkluderet i undersøgelser af seksuel orientering eller kønsidentitet.”
Med andre ord, “anstrøgsgruppen” er på s. 14 til for at dem, der skræmmes af den “flydende” kategori biseksuel og som ønsker at få del i den status, der er forbundet med at tilhøre en “fast” seksuel kategori som homoseksuel eller heteroseksuel, mens denne gruppe på s. 15 lige netop antages at dække dem, hvis identitet er flydende. Ser man altså reelt set “anstrøgsgruppen” som en art skabsbiseksuelle, der ikke tør stå ved deres seksualitet? Under alle omstændigheder fastholder “Lige og ulige?” forestillingen om, at seksuel identitet er defineret af modpolerne “homoseksuel” og “heteroseksuel“, hvad vel ikke er særligt “flydende”.

Det er i mine øjne et seriøst problem, at Leyla Gransell og Henning Hansen i deres præsentation af levevilkårsundersøgelsens resultater slår kategorierne “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” og “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” sammen til en gruppe som de så igen uden videre henregner til HBT-gruppen. At henregne kategorien “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” til HBT-gruppen er nemlig ligeså oplagt som det er problematisk, at henregne “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” til den. For denne sidstnævnte selvlavede kategori lægger jo tydeligvis op til, at den der henregner sig til den ser sig som hovedsagelig heteroseksuel. Mener Leyla Gransell og Henning Hansen måske, at alle der ikke er 100 % ensrettede i deres heteroseksuelle orientering automatisk tilhører HBT-gruppen? Under alle omstændigheder så er det jo sigende, at de tilregner kategorien “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” til HBT-gruppen i hele undersøgelsen undtagen i kapitel 5, der handler om “åbenhed”. Her kan man på side 38 læse, at “det er kun de homoseksuelle, de biseksuelle, de homoseksuelle med heteroseksuelle anstrøg og de transkønnede, som har fået spørgsmål om åbenhed“. Dem der har krydset af ved kategorien “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” er altså ikke blevet spurgt om deres åbenhed, hvad jo giver mening al den stund, at de som heteroseksuelle per definition er åbne om deres seksualitet, da de ikke tilhører en seksuel minoritetsgruppe, “som har været omgærdet af mange tabuer og fortielser“, for nu at bruge et udtryk fra “Lige og ulige?” (s. 37) Set i det lys må det så godt nok undre, at Leyla Gransell og Henning Hansen på s. 113 beskriver de heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg som “en gruppe der talte mindre åbent om deres seksuelle orientering“. For ikke nok med, at en kategori som er blevet opfundet til lejligheden næppe kan opfattes som en seksuel orientering som folk identificer sig med i deres dagligdag, så ved Leyla Gransell og Henning Hansen jo ikke noget om denne nyskabte kategoris åbenhed al den stund, at de efter eget udsagn ikke har spurgt efter den.

Inklusionen af kategorien “heteroseksuel med homoseksuelle anstrøg” i HBT-gruppen er særlig problematisk fordi denne kategori ifølge “Lige og ulige?” s. 113 udgør den største kategori i surveyundersøgelsen. Hvor stor får vi så godt nok ikke at vide, både fordi den jo i “Lige og ulige?” blandes sammen med kategorien “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” og fordi vi generelt ikke får at vide, hvor mange procent de enkelte seksuelle kategorier indenfor HBT-gruppen udgør blandt de 946 besvarelser som udgør denne undersøgelse. Imidlertid finder man i tabel 3. 1 og tabel 3.2 (s. 19-20), der handler om hvilket køn respondenterne føler sig tiltrukket af og hvilket køn, deres seksuelle partnere har haft, en opgørelse af hvor mange personer der indenfor de enkelte kategorier har besvaret undersøgelsens spørgsmål til disse forhold. Uheldigvis har ikke alle 946 besvaret disse spørgsmål eller også er ikke alle besvarelser blevet taget med. Tallet er i stedet 881 for tabel 3.1 og 909 for tabel 3.2. I begge tabeller har 487 tilhørende kategorien “med anstrøg” besvaret spørgsmålene. Hvis vi tager udgangspunkt i det højeste tal for besvarelser, nemlig 909, udgør “anstrøgskategorien” 54 % af deltagerne i survejundersøgelsen. Nu er det naturligvis ikke godt at vide, hvor mange “homoseksuel med heteroseksuelle anstrøg” som befinder sig i anstrøgskategorien, men det kan meget vel være, at tæt på halvdelen af de besvarelser, som “Lige og ulige?” bygger på, tilhører en kategori hvis tilhørsforhold til HBT-gruppen er tvivlsom.

Og hermed bliver “Lige og ulige?” repræsentativitet for HBT-gruppen selv noget tvivlsom, ikke mindst fordi de andre identitetskategorier faktisk er ret så små. Hvis vi igen ser på tabel 3.2 er der tale om i alt 191 homoseksuelle, fordelt på 124 mænd og 67 kvinder, 145 biseksuelle, fordelt på 64 mænd og 81 kvinder samt 86 transkønnede, fordelt på 59 mænd og 27 kvinder. (Den samme talfordeling kan man også finde i tabel 12.2 s. 106) Efter min mening er dette talgrundlag for spinkelt til at man kan komme med repræsentative udsagn om f.eks. homoseksuelle kvinders, biseksuelle mænds og kvindelige transpersoners levevilkår, sådan som “Lige og ulige” faktisk gør det.

Kønskategorierne
Lige så få valgmuligheder mht. seksuel orientering hhv. præferencer, som “Lige og ulige?” har givet dem der deltog i levevilkårsundersøgelsenundersøgelsen, ligeså mange muligheder har de givet mht. transidentitet. Hele 10 forskellige kategorier under transpersonsparaplyen har man kunnet vælge imellem, herunder det ret så fleksible “Andet transbegreb”. Og i modsætning til den hemmeligholdte fordeling indenfor seksualitetskategorierne får vi faktisk i tabel 2.1 på s. 16 også en talmæssig fordeling af de enkelte underkategorier. Ved en sammenregning af disse tal når vi frem til at antallet af transpersoner, der deltog i survejundersøgelsen, er 102, dvs. 11 %.

I øvrigt har Leyla Gransell og Henning Hansen både spurgt alle deltagerne i levevilkårsundersøgelsen om deres biologiske køn såvel som om deres kønsidentitet og har i forhold til sidstnævnte givet folk mulighed for at vælge mellem kategorierne “mand”, “kvinde” og “andet køn”. (s. 15) Denne sidste svarmulighed har ifølge “Lige og ulige?” s. 114 “hele 4 %” valgt, og det så vidt jeg kan forstå uden, at de tilregnede sig til “transpersonskategorien”. Det drejer sig om 37 personer.

Da jeg læste “Lige og ulige” var jeg længe usikker på hvilket køn Leyla Gransell og Henning Hansen har tildelt de enkelte transpersonskategorier, det fremgår dog af s. 114, at de har “lyttet til den enkeltes oplevelse af sit køn“. Derimod optræder kategorien “andet køn” kun meget sjældent i “Lige og uliges” tabeller, der meget ofte er opdelt i kønnene “mand” og “kvinde”. Hvor man altså har placeret de 37 personer med “andet køn” eller om de er udeladt fra disse traditionelt kønsopdelte tabeller må stå åbent hen.

Hvad blev der spurgt til, hvad blev der ikke spurgt til – og hvilke svar får vi lov til at se
Indenfor de sidste ti år har man indenfor køns– og seksualitetsforskningen set en voksende bevidsthed om det fænomen, der kaldes for intersektionalitet. Med intersektionalitet mener man det på en gang banale og dog så centrale forhold, at ting hænger sammen. Mht. forskellige sociale gruppers levevilkår betyder det, at det er problematisk kun at se på f.eks. seksuel orientering uden at inddrage andre forhold, der kan have væsentlig betydning for individet, så som f.eks. køn, etnisk tilhørsforhold og klassebaggrund.

Det er altså væsentligt, om Leyla Gransell og Henning Hansen har forsøgt at give et så nuanceret billede som muligt af de forskellige faktorer, der må formodes at påvirke de personer, som tilregner sig hhv. tilregnes HBT-gruppen.

Nu er der det problem, at Leyla Gransell og Henning Hansen har valgt ikke at vedlægge det spørgeskema, som ligger til grund for levevilkårsundersøgelsen. Hvad der er blevet spurgt om kan man altså kun udlede af de tabeller og figurer med svar, som man kan finde i “Lige og ulige?” såvel som de hentydninger til anden baggrundsviden om respondenterne, som Leyla Gransell og Henning Hansen sommetider krydrer deres behandling af de bragte tabeller og figurer med.

“Lige og ulige?” indeholder ingen informationer om deltagernes etniske baggrund eller indkomstniveau. Og det er først i tabel 12.3 på s. 107, at vi får informationer om i hvilken region deltagerne bor, hvilken type uddannelse de har og hvilken tilknytning til arbejdsmarkedet de har. Disse oplysninger er dog for hele HBT-gruppen og er altså ikke delt op på de enkelte underkategorier. Her viser det sig i øvrigt igen, at der har været problemer med at få svar fra alle de 946 personer, som surveygruppen siges at bygge på. Således viser en sammentælling, at kun 904 personer har angivet oplysninger om deres uddannelsesbaggrund.

Til gengæld får vi en masse oplysninger, der dækker forhold relateret til respondenternes fysiske og psykiske sundhed. Vi får f.eks. at vide, om de er under-, normal- eller overvægtige, om de motionerer og om de, hvis de er biologiske kvinder, har fået foretaget en celleundersøgelse af livmoderen. Til gengæld er der øjensynligt ikke blevet spurgt til om respondenterne dyrker sikker sex.

Alt i alt har “Lige og ulige?” altså et meget snævert fokus, der tydeligvis er rettet mod spørgsmål vedrørende diskrimination, psykisk og fysisk sundhed, sociale relationer og vold, mens væsentlige forhold som f.eks. etnicitet, økonomi og tilknytning til arbejdsmarkedet enten slet ikke behandles eller underbelyses. Min anke er, at Leyla Gransell og Henning Hansen med deres prioriteringer placerer sig i den tradition, der ser ikke mindst homoseksualitet som en sygdom eller i hvert fald som noget, der er forbundet med lidelse.

Leyla Gransells og Henning Hansens præsentation og tolkning af deres materiale
Et kendt bonmot indenfor samfundsvidenskab er, at der findes løgne, forbandede løgne og så statistik. Med andre ord, statistisk materiale bør altid behandles med forsigtighed – og man bør være meget kritisk, når man ser det præsenteret. Dette gælder i høj grad for “Lige og ulige“. Jeg vil i det følgende komme ind på hvordan Leyla Gransell og Henning Hansen præsenterer deres materiale mht. spørgsmålene vedrørende hvor hyppigt de adspurgte har sex, om de lider af nedsat sexlyst, om deres motionsvaner og om de har forsøgt selvmord. Dette er kun et udvalg, man kunne komme ind på meget andet af det, som vi præsenteres for i “Lige og ulige?“, men det ville gøre denne artikel alt for lang.

Hyppigheden af sex
Det fremgår af afsnittet 3.2.1 “Seksuelt samvær” på s. 21-22, at der ikke er nævneværdige forskelle mellem hvor hyppigt HBT-personerne har sex i forhold til hvor hyppigt de heteroseksuelle har det. Denne påstand bygger på det talmateriale der præsenteres i tabel 3.3 på s. 22. Problemet er imidlertid, at man her præsenteres for en sammenligning mellem hele HBT-gruppen, altså f.eks. inklusive de heteroseksuel med homoseksuelt anstrøg og så den heteroseksuelle kontrol gruppe. I figur 3.1 får vi så en procentvis opdeling af besvarelser fordelt på respondenternes køn, alder og identitetskategori, men sammenligningen er udelukkende internt i HBT-gruppen – der er ingen sammenligning med de heteroseksuelle, og da de heteroseksuelles svar i tabel 3.3 ikke er delt op på køn eller alder kan man altså ikke reelt set se, om der er forskelle mellem hvor hyppigt f.eks. homoseksuelle mænd og heteroseksuelle mænd har sex.

Nedsat sexlyst
Afsnit 3.3 handler om hvordan respondenterne har besvaret spørgsmål vedrørende nedsat sexlyst. Hvor ofte de oplever noget sådant fremgår af tabel 3.5 s. 25. Leyla Gransells og Henning Hansens konklusion på denne tabel er, at “Det (sic!) er flere heteroseksuelle personer der aldrig har oplevet nedsat sexlyst i forhold til HBT-personer“. Det er for så vidt rigtigt nok al den stund, at 27 % af HBT-personerne fra surveyundersøgelsen, 35 % fra bannerundersøgelsen og 40 % fra den heteroseksuelle surveyundersøgelse, har svaret “nej, aldrig” til spørgsmålet om de har oplevet manglende sexlyst. Hvis man ser på hele tabellen fremgår det imidlertid, at det kun er i forbindelse med svarmuligheden “ja, men sjældent”, at der er nogle nævneværdige forskelle mellem de to HBT-undersøgelser og så den seksuelle undersøgelse. (hhv. 29, 30 og 19 % har her svaret ja). Med andre ord, alt tyder på, at de adspurgte HBT-personer ikke oplever manglende sexlyst i et nævneværdigt større omfang end de adspurgte heteroseksuelle gør det.

Motion
“HBT-personer i survey havde en tendens til mere stillesiddende fritid end resten af befolkningen” kan man læse i “Lige og ulige?” s. 74. Påstanden gentages på s. 118 i afsnit 13.4 “Kort sammenfatning af undersøgelsens emner”. Denne påstand bygger på respondenternes besvarelse af spørgsmålet “hvis vi ser på det sidste år, hvad ville du så sige passer bedst som beskrivelse af din aktivitet i fritiden?“. Besvarelsen af dette spørgsmål gengives i tabel 8.3 på s. 73. Svarende oplistes under kategorierne “Survey”, Bannerundersøgelse, Heteroseksuel undersøgelse og SUSY 2005 (Sundheds- og Sygelighedsundersøgelserne fra 2005). Svarmuligheden “stillesiddende” er blevet valgt af hhv. 22, 20, 25 og 13 % indenfor de førnævnte undersøgelser. Det vil med andre ord sige, at både HBT-personerne fra surveyundersøgelsen såvel som dem fra bannerundersøgelsen er mindre stillesiddende end de heteroseksuelle fra kontrolundersøgelsen. Da både surveyundersøgelsen og den heteroseksuelle kontrolundersøgelse har hentet sine deltagere fra Catinét er de som udgangspunkt sammenlignelige og her falder sammenlignelsen altså ud til HBT-gruppens fordel. Men det hæfter Leyla Gransell og Henning Hansen sig ikke ved. I stedet gør de opmærksom på, at det muligvis forholder sig sådan, at deltagerne fra Catinét nok generelt er meget stillesiddende end resten af befolkningen, siden deres svar afviger med 12 % i forhold til SUSY 2005. Det kan meget vel være rigtigt, men i så tilfælde må vi jo også antage, at HBT-gruppen fra survey heller ikke er repræsentative i forhold til gruppen som sådan. Denne konklusion træffer Leyla Gransell og Henning Hansen imidlertid ikke. I stedet bygger de enten på tallene fra bannerundersøgelsen, som de jo ellers ikke vil sætte deres lid til, eller også så glemmer de problemet med Catinéts panelets repræsentativitet mht. motionsvaner når de laver opsamlingen på hhv. s. 74 og s. 118.

Selvmord
Til den klassiske fortælling om den ulykkelige homoseksuelle, i særdeleshed den ulykkelige unge homoseksuelle, hører historien om selvmord og selvmordsforsøg. Der er god grund til at være kritisk overfor denne fortælling, ikke mindst for at undgå, at unge homoseksuelle kommer til at føle, at selvmordstanker, ja selvmordsforsøg er noget, der hører med til at være en rigtig homoseksuel. Siri Lindstad kommer f.eks. i Lambda Nordica nr 1, 2009 med en rammende kritik af påstanden om, at 25 % af alle unge homoseksuelle har forsøgt selvmord. En påstand der bygger på den norske levevilkårsundersøgelse fra 1999.

Med andre ord bør man gå til denne tematik med stor forsigtig – men det er lige præcist det som Leyla Gransell og Henning Hansen ikke gør. I stedet fylder selvmordsproblematikken rigtigt meget i “Lige og ulige“, et forhold, der igen har præget mediernes dækning af undersøgelsen. Tabel 9.4 på s. 80 opsummerer hvor mange der har svaret hhv. “nej”, “ja, indenfor det sidste år”, “ja, tidligere” og “ønsker ikke at svar (sic!)” til spørgsmålet “har du nogensinde forsøgt, at tage dit eget liv“. I alt svarer 12 % fra Survey, 13 % fra bannerundersøgelsen, 6 % fra den heteroseksuelle undersøgelse og 3 % fra SUSY 2005 ja til spørgsmålet om de har forsøgt selvmord. Det er tydeligt, at HBT-gruppen har en større andel af personer med selvmordsforsøgserfaringer end heterogruppen – men jeg savner en fremhævelse af, at det store flertal også indenfor HBT-gruppen, nemlig 87 % i surveyundersøgelsen og 85 % i bannerundersøgelsen, IKKE har forsøgt selvmord. Selvmordsforsøg er altså ikke normalt, heller ikke for HBT-personer, og det budskab burde Leyla Gransell og Henning Hansen i mine øjne have understreget.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Leyla Gransell og Henning Hansen på s. 105 bringer en tabel over “levevilkårsproblemer”, hvor svarene fra spørgsmålene om selvmordstanker og selvmordsforsøg er blevet slået sammen til en kategori “selvmord”, hvorefter man angiver hvor mange procent indenfor de enkelte kategorier indenfor hhv. surveyundersøgelsen og den heteroseksuelle undersøgelse der har problemer med dette fænomen. Her fremgår det, at 15 % af de homoseksuelle, 25 % af dem med “anstrøg”, 32 % af de biseksuelle, 13 % af de transkønnede og 16 % af de heteroseksuelle har levevilkårsproblemet “selvmord”. Med andre ord, homoseksuelle og transseksuelle klarer sig her lidt bedre end de heteroseksuelle. Det er de biseksuelle og den problematiske anstrøgskategori, der har seriøse problemer med selvmord i forhold til de heteroseksuelle.

I øvrigt henviser Leyla Gransell og Henning Hansen flere gange (s. 82, s. 83, s. 115 og s.118) til at unge HBT-personer i aldersgruppen 4-12 år har forsøgt selvmord. Konkret angives det at det skulle være tilfældet for 6-9 % af selvmordsforsøgende. Af figur 9.4.1 fremgår det, at de 6 % er fra surveyundersøgelsen og de 9 % er fra bannerundersøgelsen. Før man nu går helt i sort skal man dog være opmærksom på, at et greb til lommeregneren viser, at der for surveyundersøgelsen er tale om 7 personer og for bannerundersøgelsen 28. 7 personer er så lidt, at man reelt set i mine øjne ikke kan bruge tallet til noget som helst – de 28 personer er naturligvis nogle flere, men vi ved jo ikke, hvad der fik dem til at forsøge, at begå selvmord, hvor alvorligt selvmordsforsøget var og hvor de befandt sig i alderskategorien 4-12 år. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at Leyla Gransell og Henning Hansen mht. de helt unges selvmordsforsøg synes at mene, at man problemløst kan stole på bannerundersøgelsen, hvad de jo ellers ikke mener.

Alt i alt er “Lige og ulige” i bekymrende grad præget af et ønske om at fremstille HBT-gruppen som så lidende som muligt. Hvad i øvrigt også understreges af, at man på s. 108-111 simpelthen opdeler HBT-gruppen i fire undergrupper, med betegnelserne “de ensomme”, “de fysisk svage”, “de udadvendte” og “de inaktive”. Kendetegnede for alle disse grupper er, at de beskrives som havende en række problemer. Leyla Gransell og Henning Hansen har med andre ord ikke fundet, at der findes grupper af HBT-personer, der faktisk har det og klarer sig godt og det på trods af, at deres eget talmateriale klart peger i en anden retning!

Fodfejl af teknisk karakter
Selvom jeg sikkert risikerer anklager for flueknepperi vil jeg afslutningsvis gøre opmærksom på, at “Lige og ulige” i mine øjne i høj grad er præget af sjusk. Det virker som om Leyla Gransell og Henning Hansen ikke har haft tid eller overblik til at forhindre, at levevilkårsundersøgelsen præges af klare tolkningsfejl, som må skyldes, at man har rodet med tallene eller ikke læst nok korrektur eller begge dele.

F.eks. henviser Leyla Gransell og Henning Hansen på s. 10, s. 21, s. 37, s. 44, s. 59, s. 61, s. 63, s. 69 og s. 108 til bilag hhv. bilagstabeller som slet ikke findes i “Lige og ulige“! De henviser også på s. 60 til “den lange rapport”. Formodentligt mener de hermed til “den længere version af rapporten” som omtales på [1]. Men det eneste sted hvor Leyla Gransell og Henning Hansen ellers henviser til denne rapport er i note 12 på s. 11, hvor man kan læse, at “citater fra fokusgruppe interviews kan læses i den store rapport som ligger tilgængelig på internettet“. Naturligvis, fristes jeg til at skrive, får vi ikke noget link al den stund, at denne rapport slet ikke er udgivet endnu.

Leyla Gransell og Henning Hansen skriver på s. 12, at “i kapitel 3 om baggrundsvariable har vi analyseret datamaterialet nærmere på en række baggrundsvariable som køn, alder, bopæl og uddannelse“. Men kapitel 3 i “Lige og ulige” handler om “Seksualliv” og præsenterer ingen baggrundsvariabler.

Leyla Gransell og Henning Hansen skriver s. 28, at “ved salg af sex er der blandt HBT-personer ingen kønsforskel“. Det fremgår imidlertid klart af figur 3.4 på s. 26, at der er markante kønsforskelle. F.eks. har 14 % af de homoseksuelle mænd i surveyundersøgelsen solgt sex mens kun 2 % af de homoseksuelle kvinder i samme undersøgelse har solgt sex.

I en kommentar til figur 4.1 på s. 31, der omhandler de adspurgte kategoriers, inklusive de heteroseksuelles, samlivssituation hedder det at “man kan også konstatere, at flertallet i alle grupper bor sammen med en partner og det er mest udbredt blandt transkønnede“. Det fremgår imidlertid af figuren, at 1 % flere heteroseksuelle bor sammen med en partner.

På s. 46 skriver Leyla Gransell og Henning Hansen, at “de transkønnede i bannerundersøgelsen havde i højere grad overvejet deres kønsidentitet senere i livet, end hvad de transkønnede i survey havde gjort“. Figur 5. 2 på s. 38 viser imidlertid tydeligt, at der forholder sig omvendt. 19 % af surveyundersøgelsens transpersoner havde overvejet om de var transkønnede mens de befandt sig i alderskategorien 0-14 år, mens tallet for bannerundersøgelsen er 47 %.

På s. 72 hedder det, at “blandt mændene er det kun i alderen 16-24 år, at HBT-mændene ryger mere hash end resten af befolkningen“. Af figur 8.6 s. 72 fremgår det imidlertid, at også HBT-mændene i alderskategorierne 25-44 år og 45-64 ryger mere hash end det er rapporteret om hele befolkningen i SUSY 2005.

På s. 78 skriver Leyla Gransell og Henning Hansen, at “i øvrigt er det et klart mønster, at procentdelen, der har haft selvmordstanker, falder med stigende alder både blandt HBT-personer og heteroseksuelle“. Af figur 9.2 på samme side fremgår det imidlertid, at dette kun er rigtigt for kvindernes vedkommende, mens selvmordstanketallene for HBT-mændenes vedkommende er 16 % for både alderskategorien 16-29 år og 30-44 år, mens procentdelen for heteromændene i alderskategorien 30-44 år er 4 % mens den er 5 % for alderskategorien 45 +.

I tabel 11.2 på side 100 kan man se hvor mange HBT-personer fra surveyundersøgelsen som har angivet om de de seneste 12 måneder har været udsat for hhv. “både vold og trusler”, “kun vold” og “kun trusler”. Tallene er hhv. 2, 1 og 9 %. Dette regnes i tabellen sammen til at give 11 % ! Og det er også det tal, som anvendes i en kommentar ovenover tabellen. På s. 104, hvor der er en sammenfatning af kapitel 11, angiver man så det rigtige tal, nemlig 12 %.

* * *
Artiklen bringes med tilladelse af Karen M. Larsen, der er cand. mag. i historie og religion.

Note af Tina Thranesen

[Retur] “den længere version af rapporten”
Linket, som var anført til “den længere version af rapporten” virker ikke mere. (12. december 2015).
“den længere version af rapporten” omtales imidlertid i Vidensbankes omtale af rapporten, hvor der også er link til “den længere version af rapporten”, der betegnes som: Den udvidede levevilkårsundersøgelse.