Når interviewet overhovedet kom i stand skyldes det, at Jørn Larsen genkendte mig ved et tilfældigt møde for et års tid siden, på min gamle arbejdsplads.
Siden har vi drøftet det flere gange, men først nu – efter i ca. 1 ½ år at have levet offentligt som Jytte – følte jeg mig sikker nok til at kaste mig ud i det.
Når jeg sagde ja, ville jeg selvfølgelig miste en del af min anonymitet, når jeg færdes som Jytte, men på den anden side har jeg fundet det rigtigt at stå frem, så andre transpersoner kan se, at det kan lade sig gøre, og at de forestillinger om fordomme og fordømmelser, vi har, nok først og fremmest findes inde i vores egne hoveder.
Interviewet er velvilligst stillet til rådighed af avisen.
Jytte Witt.
* * *
En ny kvinde
Af Jørn Larsen
joern.larsen@nordjyske.dk
Er du en mand eller er du en kvinde. Et enkelt spørgsmål, som de fleste har nemt ved at svare på. Men ikke alle. En af dem, der har det svært med lige præcis det spørgsmål, bor på et husmandssted i Himmerland mellem Bælum og Kongerslev.
I det meste af sit liv har hun levet som mand. Godt gift og med tre i dag voksne børn, og med et spændende og prestigefyldt job som direktør for Aalborg Historiske Museum bag sig. Dengang hed han Torben Witt – i dag hedder hun Jytte.
Jytte lukker døren op og byder velkommen med et let, feminint håndtryk.
Hun er en høj dame med kraftigt gråt hår. Den sorte Mazai T-shirt med den åbne hals har trekvartlange ærmer. Og under den sorte og grå knælange nederdel har hun sorte langstribede, hæklede strømper – efterårets modehit. I halvandet år har Jytte Witt levet som kvinde på fuld tid. Hustruen gennem 43 år døde i december 2004 – og nu skulle han pludselig til at beslutte sig for hvad han selv ville med resten af sit liv.
Det bløde punkt
– Jeg har altid været transvestit, fortæller Jytte, mens hun skænker kaffen. Bruger du sukker?
– Ifølge min søster begyndte det, da jeg var to år. Hun havde en dukke, der hed Jytte, hendes yndlingsdukke, og den havde knækket hovedet. Så var der ikke andet at gøre end at tage lillebror, proppe ham i noget pigetøj, og så op i dukkevognen med ham.
– Jeg kan ikke selv huske episoden, men jeg kan huske lignende episoder fra 3-4 års alderen – og jeg nød det. Så det har jeg altid haft et eller andet blødt punkt med.
Torben Witt gik på pension i 2002 for at passe sin hustru, der var alvorligt syg. En opgave der fyldte hans liv i næsten tre år. Og en opgave der ikke faldt ham svær. Selvom han som direktør på Aalborg Historiske Museum var “en rigtig mand”, så var der en kvindelig side i ham, som fik mulighed for at udfolde sig i løbet af hustruens lange sygdom.
– Bagefter var jeg i en situation, hvor jeg ikke havde noget job, jeg kunne miste, eller havde en familie jeg skulle vise særlige hensyn – og mine børn de vidste det jo i forvejen Så jeg tænkte, at nu ville jeg prøve det, for hvis jeg fortsat skulle holde det hemmeligt, så ville det være besværligt. Man skal ikke forvirre sit publikum, og hvis de hver anden dag ser den gamle figur og hver anden dag den nye så tænker de: hvad er det, der foregår.
Jytte hoster lidt hæst og tænder en Prince, inden hun fortæller om de første skridt, nemlig at få det fortalt til naboerne.
– Jeg foretrak at opsøge mine naboer – eller invitere dem hjem til et måltid mad, og så snakkede vi om det. Det var der ingen, der tog anstød af – om end de var lidt forundrede.
Jytte har ikke fået nogen negativ respons overhovedet.
– Det har også noget at gøre med, at her er ikke nogen, der har noget i klemme. Der er ikke nogen, der har noget forhold til mig, som gør at de føler sig svigtede.
Men dengang Jytte stadig hed Torben, var det ikke noget han reklamerede med.
– Jeg har gået rundt som kvinde i mange år, men det var i andre byer. Hvis jeg var af sted til et eller andet, så tog jeg under tiden en ekstra dag, hvor jeg kunne lufte nederdelen. Jeg har aldrig færdedes i Aalborg. Der var jo hensynet til familien, til status og sådan nogle ting – og der var jo også muligheden for at miste sit arbejde.
– Jeg kunne jo ikke sige det til bestyrelsen for museet, da jeg kom i 1970: Venner nu skal I lige høre… Det gik altså ikke. Ikke på det tidspunkt. Det er i hvert fald min fordom.
Macho duer ikke
Men hvad er det, der får en mand til inderligt at ønske at gå i dametøj. Det er et spørgsmål, Jytte har fået mange gange.
– Jeg kan da ikke give nogen fornuftig forklaring på det. Det er der ikke nogen, der kan, siger hun.
– Men det hænger nok sammen med, at jeg ikke er særlig veltilpas i machorollen. Jeg kan da godt spille den, jeg har jo øvet mig i mange år. Men jeg tror, det har noget at gøre med tilpasheden i mandsrollen. Det kan også have noget at gøre med, hvor entusiasmen ligger – forstået på den måde, at jeg havde to meget varme punkter i mit liv. Den ene var min storesøster, den anden var min mormor. Min mor hun var ikke særlig varm, men hun var stærk det ville jeg også gerne være, og min far – det var ham der eksekverede afstraffelsen, når han kom hjem, hvis jeg havde været uartig. Jeg tror at sådanne konstellationer i ens opvækst kan betyde noget.
En anden forklaring kan være, at det der er forbudt, ofte kommer til at fremstå som meget fristende.
– Man prøver at holde op, men man gør det igen i det skjulte. Der kan godt være noget tiltrækkende ved hemmelighedsfuldhed. Der kan sådan blive lidt James Bond-logistik i at kunne gennemføre hele hemmelighedskræmmeriet.
Jytte rejser sig og henter en ny pakke cigaretter – endnu en pakke ti-styks Prince. Bevægelserne er feminine. Hun slentrer, når hun går gennem stuen.
– Jeg har altid haft to måder at gå på, forklarer hun.
– Der er temmelig stor forskel på, hvordan mænd og kvinder de går. Kvinder har et lavere tyngdepunkt i kraft af et kraftigt understel i forhold til en spinkel overkrop. Hos en mand er gang nærmest et afbrudt fald – for ikke at snuble, så stikker manden benet frem. Hos kvinder er det i højere grad en muskulær ting – at man flytter benene frem i stedet for det der afbrudte fald.
For de fleste transvestitter sker der det, at de på et tidspunkt bliver forelskede i en kvinde, og de bliver gift.
– Så siger de, nu er du ude af alt det der pjat. Der går et stykke tid, og så opdager de, at det ikke er slut, for trangen melder sig hele tiden, siger Jytte.
– Der er folk, der mange gange har sagt: NEJ – nu skal det være slut, og så smider de det hele væk. Så går der fjorten dage, så køber de nyt – eller også går der et halvt år – men det kommer igen. Det er den indsigt, jeg har erhvervet.
Selv var Jytte Witt så heldig at være gift med en kvinde, der accepterede at det at gå i dametøj var en del af hendes mand.
– Det var da ikke hendes livret, men det var da i orden, siger Jytte og griner lidt.
Når hun ser tilbage, så har det ikke været uden omkostninger at leve det dobbeltliv, hun har gjort.
– Det har kostet noget ikke at kunne vise sig i sit fulde omfang. At der altid har været noget, man holdt hemmeligt overfor alle andre. Selvfølgelig er der nogle af mine gode venner, der har vidst det, men der er mange, jeg har kendt, som ikke har anet noget. De vidste ikke, hvad jeg indeholdt. Jeg har omhyggeligt undgået alt, hvad der ville kunne røbe mig. Sådan noget som at fjerne øjensminke, det kan godt være et stort stykke arbejde, siger hun og ler sin dybe latter, – så der ikke er nogen der kan se noget, når du møder på arbejde om mandagen.
Jytte er sminket i dag. Ikke noget overvældende bare en markering af øjenomgivelserne, lidt læbestift og en let foundation. Der er ingen spor af skægvækst i ansigtet. En epilator er hemmeligheden. For de uindviede er en epilator en lille elektrisk maskine, der trækker hårene ud.
– Jeg tager epilatoren og kører hele ansigtet over hver morgen, fortæller hun.
– Den første gang gør det lidt ondt. Man skal lade skægget stå i et døgn og så tage fat. Man skal ikke gøre det på en gang. Jeg lavede det hen over en uge. Og nu er det bare noget pjask der kommer ud – sådan nogle små tynde hår.
Og så har arme, ben og brystparti i øvrigt jævnligt fået samme behandling med epilatoren.
Men selvom Jytte har fjernet skægget og går feminint klædt, så kan nok så meget dametøj ikke skjule, at hun er udstyret med en endog meget dyb og mandig stemme.
– Jeg kan godt gøre stemmen lysere. Det gør jeg, hvis jeg f.eks. er inde på en cafe eller handler i butikker, siger hun og taler med en lidt lysere stemme.
Men hendes dybe stemme er populær i det lokale kor, hvor Jytte – dengang hun hed Torben – sang 2. bas.
– Jeg var egentlig holdt op, men så fik jeg flere meldinger om, at de savnede mig. Og så gik jeg derover som Jytte, fortæller hun.
– Et af de gamle medlemmer stod lige udenfor øvelokalet, og hun spurgte, om jeg var en ny alt eller sopran. Nej, svarede jeg. Sidst jeg var her sang jeg bas. Du skulle have set hendes øjne rotere.
– Jeg gik ind og gik hen til klaveret og sagde, at jeg lige ville sige et par ord. Så startede jeg oppe i den lyse stemme og sagde, at nu kunne det godt ske, at der var nogen, der troede, at der var kommet en ny, men det var der altså ikke, jeg havde været her før. Og dengang sang jeg bas, fortæller Jytte Witt – og nu med sin dybe stemme.
– Nu vil jeg gå over til basserne, og er der nogen der har problemer med det, så må de henvende sig til bestyrelsen, fortsatte hun til den forbløffede forsamling.
– De grinede alle sammen, og så var den afmonteret. Nu står jeg ovre på fløjen ved basserne – og rager et hoved op over sopranerne. Men der er ingen, der har taget anstød af det, siger Jytte.
Hun fortæller om en anden oplevelse fra korverdenen. Hun var til sangundervisning for kor inde i Aalborg – og her var hun igen eneste dame i basgruppen.
– I en af pauserne, kom et par damer hen, og sagde, at de havde godt hørt, at ældre kvinders stemmer kunne synke meget langt, men så dybt, det havde de nu ikke troet, fortæller Jytte med et grin.
– Så kunne jeg ikke dy mig for at sige, at min alt lyder forfærdelig, og nu er jeg altså heller ikke nogen almindelig dame. Så snakkede vi ikke mere om det, men om den dygtige instruktør og arrangementet.
I lokalsamfundet er Jytte Witt efterhånden blevet accepteret som Jytte. Folk har vænnet sig til hende.
– Jeg kommer stadig oppe hos tømmerhandlen. En dag kunne jeg se, at de sad inde på kontoret og grinede. Jeg gik indenfor og spurgte, om de ikke var færdige med at grine endnu, og om folk snakkede meget om det.
– Hvad tror du selv… i Kongerslev, vi snakker ikke om andet, lød svaret.
Jytte har været helt åben om sin forvandling – også i Brugsen hvor hun handler. Her har hun fået personalet til i personalestuen at hænge en forklaring op på, hvad der er sket.
– Derefter begyndte de ansatte at hilse på mig. Og så har det ligesom bredt sig. Folk kiggede lidt underligt på mig. Som om de havde hørt et eller andet… og Gud der er hun jo. Det stod på nogle måneder, og så begyndte folk at smile til mig. I begyndelsen lidt fedtet, men efterhånden meget venligt. Og i dag – hvis jeg går på parkeringspladsen, så kan der sagtens være en der råber: Hej Jytte, tværs over pladsen. På en eller anden måde er folk blevet færdige med at snakke om det, fortæller hun.
Nu vover Jytte mere. For nyligt var hun inviteret til et islænderheste-stævne på Lindholm Høje, som kommentator. Jytte Witt har i masser af år avlet islandske heste og været meget aktiv indenfor sporten.
– Da jeg stod deroppe på højene, kunne de godt fornemme, at der var en vis uoverensstemmelse mellem mit udseende og min stemme, siger hun.
Derfor forklarede Jytte den undrende forsamling, at uoverensstemmelsen skyldtes at hun mistede sin kone for nogle år siden.
– Og da indså jeg ret hurtigt, at jeg ikke kunne undvære en kvinde i huset, og at jeg nok ikke kunne få en af samme gode kvalitet, som hende jeg havde været gift med i 43 år – og så har jeg altid haft lyst til at prøve det selv, og så blev det sådan.
– Så grinede de bare, og det var det. Jeg fik lutter smil resten af dagen fra dem, der havde hørt forklaringen. Men en del af de gæster, der kom senere, de blev fuldstændig stive i blikket, når de så mig.
Når Jytte her udelukkende bliver omtalt som Jytte, så er det ikke for at være høflig. Hendes fulde navne er i dag Torin Jytte Witt. Med den nye navnelov er det blevet muligt for mænd at tage et pigenavn, som mellemnavn. Og på listen over drengenavne er der mange, der både er pige- og drengenavne. Eksempelvis må Gry bruges til både piger og drenge.
– Men jeg syntes ikke, at jeg er nogen Gry. Og med Torin bevarer jeg fire bogstaver fra mit gamle navn, fortæller Jytte Witt, som bruger sit mellemnavn som fornavn.
Og hvordan ser hun på sig selv i dag. Som en mand eller som en kvinde.
– Vel nærmest ingen af delene, men et sted midt imellem, hvor jeg prøver at bruge det bedste fra begge sider af mig selv.
– Det er vel så tæt på et kønsskifte, som det kan være uden nogen former for hormonbehandlinger eller operationer. Det er heller ikke noget, jeg agter at kaste mig ud i, sådan har jeg egentlig aldrig haft det. Egentlig er der nok mere skuespiller i mig. Jeg synes, det er morsomt at spille rollen – og det falder mig mere og mere naturligt. Og så føler jeg at jeg bliver klogere, både på hvem jeg selv er og på hvad mennesket er for en størrelse.
“Blå bog.”
Jytte Witt blev født som Torben Witt på Frederiksberg i 1938.
Student 1957 fra Frederiksberg Gymnasium, 1957-59 Værnepligt, 1965 mag. art. fra Københavns Universitet, (etnolog). 1966 ansat som første professionelle leder på Køge Museum.
Torben Witt var fra juli 1970 og til udgangen af 2001 direktør for Aalborg Historiske Museum.
I 2006 skiftede han navn fra Torben Witt til Torin Jytte Witt.