Navneskiftet til Michelle Klæstrup.
Problemstilling
Jeg er 46 år og færdiguddannet som pædagog i 2008, er gift, har levet med den samme kvinde i 13 år og elsker hende meget. Sammen har vi en dreng på 11 år. Jeg magter ikke at leve op til de seksuelle forventninger, der stilles til manden i et ægteskab. Kun enkelte gange har jeg oplevet fuld erektion med de 4 kvinder, jeg i alt har prøvet at være sammen med, siden min sexdebut i en alder af 25 år. Jeg har siden min drengs fødsel jævnligt haft depressioner og angstanfald (hvilket ligger til min familie).
Efter mange års uvidenhed og selvbebrejdelse af mine følelser som kvinde er følelserne taget voldsomt til, efter jeg har fået viden om den via internet m.m. Jeg har givet min kone lov til at være sammen med andre mænd, hvilket hun med en smule betænkelighed har accepteret. Hun har også givet mig lov til, at jeg kan leve min kvindelige side ud ved at være sammen med mænd. (At kunne være klædt som kvinde fylder dog en hel del mere for mig end det seksuelle). Dog har jeg ingen muligheder for at klæde mig som kvinde i mit hjem. Det vil min kone ikke acceptere. Hun vil heller ikke acceptere andet, der relaterer til min kvindelige side f.eks. at møde andre i min situation herhjemme.
Jeg er et meget følsomt og kærligt væsen og har meget svært ved at sige fra, da jeg er bange for at gøre andre kede af det. Min kvindelige side er som en rutschebane – i perioder er den næsten væk, men lurer lige under overfladen. Når jeg arbejder med projekter (arbejdsrelaterede), som optager mit sind, er det som om, at “kvinden” forsvinder. Når disse projekter stopper, vender “hun” tilbage. Bliver jeg omtalt som en stærk mand, bliver jeg ked af det, og når jeg ser på andre kvinder, ønsker jeg, at det var mig, der så sådan ud.
Måske er det centrale i min problemstilling, at min kvindelige side er et sikkert sted at “gemme” sig, når jeg er deprimeret eller angst – eller er jeg en kvinde i en mandekrop? Skal jeg tage springet ud i livet og varsomt begynde min forvandling til kvinde, eller skal jeg blive hvor jeg er – i mine trygge og vante omgivelser?
Min mandlige side
Jeg har ingen mandlige venner, faktisk har jeg ingen venner – kun få bekendte. Jeg har ingen karakteristiske mandlige sider så som at tale om biler, kvinder eller drikke øl med “gutterne” m.m. Jeg er maskulin at se på, da jeg for 16 år siden havde et arbejde, som var meget fysisk, ellers har jeg altid lignet en pind. Jeg har altid holdt mig for mig selv og har ikke ønsket at indgå i sociale sammenhæng med andre mænd, da jeg synes at de ofte opfører sig som idioter. Dog spillede jeg fodbold i mange år (5 år) i samme klub. Det var jeg glad for, men følte mig aldrig som en af “drengene”. Min nok eneste “mandlige” interesse er historie, Anden Verdenskrig og ingeniørkunst, og så hader jeg og er træt af realityshows.
Jeg har ingen kvindelige venner – kun bekendte, men drømmer om at have en masse veninder at gå i byen sammen med og mødes med over en god middag, og at få en hjerteveninde at kunne betro sig til. Jeg elsker tøj og sko, makeup og parfumer og kunne bruge mange timer i tøjbutikker og garderober. At sidde i en gruppe kun med kvinder er noget af det bedste, jeg ved. Jeg har altid været meget feminin. Håret skulle sidde rigtigt og neglene altid være flotte og rene. Min sorte fjeldrævs-taske, som jeg aldrig går uden, er fyldt med alt til enhver situation, neglefil, pincet, tandtråd, pastiller, masser af nøgler og meget mere. Mit daglige mareridt er hår på kroppen og skæg på hagen.
Min transgender side
Jeg mødte Michele, da jeg var ca. 16 år, og fandt hurtigt vejen til min mors klædeskab. Det var en skøn fornemmelse at være “pige”, og et par gange var jeg da også ude på gaden og lufte kjolen (når mørket var faldet på). Det var dog dengang en oplevelse, som jeg forbandt med noget seksuelt. Jeg afsluttede gerne mine eskapader med at masturberer, og efter seancen mistede jeg lysten til at være “pige” og skyndte mig at tage tøjet af, for så at bebrejde mig selv for at være unormal, pervers og ulækker.
Michele kom på besøg i sindet engang imellem, som ofte med et par måneders mellemrum, og jeg havde ingen tanker om at gå dybere ind i hvorfor, jeg havde det sådan, for hvem kunne jeg snakke med om denne følelse. (Det var min hemmelighed). Jeg havde heller ingen voksne, som jeg kunne betro mig til, og hvor skulle jeg få mere information? (Internettet var ikke opfundet).
Først da jeg fortalte min kone (som umiddelbart tog det roligt) om min historie for ca. 6 år siden, tog tingene fart. Jeg gennemlæste internettet for informationer og fandt masser af mennesker, der havde det som mig. Jeg kontaktede min læge og blev henvist til Rigshospitalets sexologiske klinik.
På Sexologisk Klinik blev jeg på det skammeligste nedgjort som pervers. (Det var en sexolog, der kaldte sig Rikke, mener jeg). Den oplevelse har jeg prøvet at fortrænge. Senere blev jeg henvist til samtaler på Herlev Hospital, hvor de gav udtryk for, at jeg formodentlig var transseksuel. De fik lavet en aftale med en professor i gynækologi fra Frederiksberg Hospital, som gerne ville tage mig i hormonbehandling. Men da jeg af natur er meget følsom og usikker, sprang jeg fra behandlingen og samtalerne af hensyn til min familie.
Jeg er ikke en “kvinde”, der klæder mig ekstremt. Jeg føler mig bedst tilpas i ganske almindeligt dagligdags kvindetøj – flade sko og makeup, som lægges nænsomt. Jeg har ved flere lejligheder gået offentligt om dagen blandt mange mennesker og handlet, hvilket var fantastisk dejligt.
Ved en af mine samtaler på Rigshospitalets sexologiske klinik mødte jeg op som Michele, hvorefter jeg ventede 2 timer på endnu en samtale. Ventetiden brugte jeg bl.a. med at gå på Tagensvej og Jagtvej.
Jeg er dog ikke sprunget ud officielt, men min læge, hele min familie (mor, søster, bror, svoger), og en af min kones veninder, samt min svigermor og svigerfar kender til min kvindelige side. Når Michele er der (hvilket hun næsten altid er), ønsker jeg at flytte for mig selv, gå i hormonbehandling og starte min forvandling (transition), få foretaget FFS og fjernet den tingest mellem benene, som bare er til besvær. Tanken om at kunne vågne op som kvinde, gå på arbejde og handle, som den jeg føler mig som, er ved at sprænge mit sind og er i mine tanker næsten dagligt.
Min barndom
Jeg er skilsmissebarn og voksede op hos en mor med psykiske problemer, der tit og ofte for mig og mine søskende førte til ophold på diverse institutioner. Har som barn boet ca. 30 steder og gået på 13 skoler, da min mor mente at det var nemmere at flytte frem for at male og tapetsere (ironi). Min barndom er fyldt med sorte huller, da jeg sikkert for at beskyttet mig selv for ubehagelige oplevelser har fortrængt dem. Jeg husker dog, at som 7-årig var jeg meget optaget af tøj og kunne græde, hvis jeg ikke fik det tøj på, som jeg syntes var flot. (Det var ikke pigetøj.)
Min “far” (som i dag er død), syntes at det var spændende at udøve incest på sit eget barn, da jeg var ca. 12 år. Han prøvede at masturbere på mig, hvilket han ikke fik noget ud af, da jeg ikke fik rejsning. Men han masturberede på sig selv og kom ud over mine lår. Det skete 2 gange, men holdte op, da han kunne mærke, at jeg ikke brød mig om det, og at han åbenbart ikke fik noget ud af det. (Hvem ved, hvad manden tænkte?) Da jeg som 25-årig fortalte min mor om det, gik hun nærmest amok og skrev et brev til ham og hans nye familie. Han benægtede det og kaldte mig for en løgner.
Jeg har ikke haft mange pigekærester – måske 3-4 stykker og i meget korte forhold, som oftest var det et par uger. Jeg syntes da, at det var spændende i mine teenageår – dog ikke, når det kom til det seksuelle, som aldrig skete, hvorfor ved jeg ikke, eller gør jeg!
Familie
Jeg ser ikke min egen familie i dag, da jeg fik nok af intriger, ballade og løgne.
Det eneste menneske, som jeg kan kalde en rigtig ven, er min kone, som jeg kan stole på og fortælle næsten alt.
Men jeg mangler én, som jeg kan betro mig til; én, hvor der ikke er følelser indblandet; én, som vil/kan respektere mig, som den jeg er.
Konklusion
Hvad der skal ske i morgen er uvist, hvad der skal blive af mig ligeså. Tanker om jeg egentlig er god nok, svirrer i mit sind. Tanken om at vågne en morgen og være glad bliver mere fjern. Enkelte gange har tanken om selve livet været på banen, og det skræmmer mig. Jeg tror nu ikke, jeg kunne finde på at tage mit eget liv. (Kærligheden til min søn holder mine ben på jorden). Hvilke beslutninger skal jeg tage, og tager jeg nu de rigtige, skal jeg leve som mand, kvinde eller et sted imellem, hvad vil gøre mig glad?
Knus
Michele Olsen.