Asylansøger må ikke underkastes en psykologisk undersøgelse for at fastslå den pågældendes seksuelle orientering, fastslog EU-Domstolen den 25. januar 2018. C-473/16.

Den Europæiske Unions Domstol fastslog i sin dom den 25. januar 2018, en person, der søger om asyl, ikke må underkastes en psykologisk undersøgelse med henblik på at fastslå den pågældendes seksuelle orientering.
Dommen drejede sig om en sag fra Ungarn – C-473/16, hvor en nigeriansk statsborger begrundede sin asylansøgning med, at han frygtede forfølgelse i sit hjemland på grund sin homoseksualitet.

Herunder gengives sagen startende med en pressemeddelelse om dommen fra Den Europæiske Unions Domstol, derefter anmodningen om en præjudiciel afgørelse, der er baggrunden for dommen, efterfulgt af et forslag til afgørelse og til sidst dommen fra Den Europæiske Unions Domstol. Domskonklusionen findes i slutningen af dommen i punkt 72.

I april 2015 indgav en nigeriansk statsborger en asylansøgning til de ungarske myndigheder, idet han gjorde gældende, at han frygtede forfølgelse i sit oprindelsesland, fordi han er homoseksuel. Selv om disse myndigheder var af den opfattelse, at ansøgerens forklaringer ikke var selvmodsigende, meddelte de afslag på ansøgningen under henvisning til, at en sagkyndig erklæring fra en psykolog, som myndighederne havde fået udarbejdet for at kortlægge ansøgerens personlighed, ikke havde bekræftet den seksuelle orientering, som han hævdede at have.

Asylansøgeren har anlagt sag til prøvelse af denne afgørelse for de ungarske retter, idet han har gjort gældende, at den omhandlede sagkyndige erklæring, der var blevet udarbejdet af en psykolog, udgjorde en alvorlig krænkelse af hans grundlæggende rettigheder, uden imidlertid at gøre det muligt at vurdere hans seksuelle orientering.

Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Szeged, Ungarn), som tvisten er indbragt for, har forelagt Domstolen spørgsmålet, om de ungarske myndigheder med rette kan vurdere en asylansøgers forklaringer vedrørende hans eller hendes seksuelle orientering ved at basere sig på en sagkyndig erklæring fra en psykolog. For det tilfælde, at Domstolen besvarer det første spørgsmål benægtende, ønsker den ungarske ret desuden svar på, om der i øvrigt findes sagkyndige metoder, som de nationale myndigheder kan anvende for at undersøge troværdigheden af de påstande, der er fremsat i forbindelse med en asylansøgning, der baseres på risikoen for forfølgelse på grund af seksuel orientering.

I den dom, som Domstolen afsiger i dag, fastslår Domstolen indledningsvis, at direktivet om betingelserne for tildeling af flygtningestatus [1] gør det muligt for de nationale myndigheder at indhente en sagkyndig erklæring i forbindelse med behandlingen af en asylansøgning for bedre at vurdere ansøgerens reelle behov for international beskyttelse. Fremgangsmåden med henblik på eventuelt at indhente en sagkyndig erklæring skal imidlertid være i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, såsom retten til respekt for den menneskelige værdighed og retten til respekt for privatliv og familieliv.

I denne sammenhæng kan det i forbindelse med vurderingen af en asylansøgers forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering ikke udelukkes, at visse former for sagkyndige undersøgelser kan vise sig nyttige ved vurderingen af faktiske forhold og omstændigheder, der er fremført i forbindelse med ansøgningen, og at sådanne undersøgelser kan gennemføres, uden at det indebærer en krænkelse af ansøgerens grundlæggende rettigheder. I denne henseende understreger Domstolen dog, at i forbindelse med vurderingen af en ansøgers forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering kan de nationale myndigheder og retter ikke støtte deres afgørelse alene på konklusionerne i en sagkyndig erklæring, og de må ikke være bundet af disse konklusioner.

Domstolen fastslår derefter, at i tilfælde, hvor de nationale myndigheder, der er ansvarlige for vurderingen af ansøgningen, kræver, at en psykolog foretager en sagkyndig vurdering for at vurdere en asylansøgers seksuelle orientering, befinder den person, som undergives denne vurdering, sig i en situation, hvor den pågældendes fremtid på afgørende måde afhænger af, hvilken afgørelse disse myndigheder træffer vedrørende ansøgningen. Ansøgerens eventuelle nægtelse af at gennemgå de omhandlede undersøgelser kan desuden være et vigtigt element, som de nationale myndigheder kan henvise til med henblik på at afgøre, om den pågældende har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for sin ansøgning.

Selv om gennemførelsen af sådanne undersøgelser formelt kræver den pågældende persons samtykke, er dette samtykke ikke nødvendigvis frit, da det kræves afgivet under det pres, der udspringer af de særlige omstændigheder, som asylansøgeren befinder sig under. Under disse omstændigheder udgør indhentelse af en sagkyndig erklæring fra en psykolog for at fastslå ansøgerens seksuelle orientering et indgreb i denne ansøgers ret til respekt for privatlivet.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt dette indgreb i privatlivet kan være begrundet i formålet om at indsamle oplysninger, der er nyttige for vurderingen af ansøgerens reelle behov for international beskyttelse, fremhæver Domstolen, at en sagkyndig erklæring kun kan tillades, hvis den er baseret på tilstrækkeligt pålidelige metoder, hvilket er et spørgsmål, som det ikke tilkommer Domstolen at udtale sig om, men som er omtvistet af såvel Kommissionen som flere regeringer. Domstolen fastslår desuden, at en sådan sagkyndig erklærings påvirkning af privatlivet er uforholdsmæssig i forhold til dette formål. Domstolen fastslår i denne forbindelse bl.a., at en sådan indgriben er særlig alvorlig, da den tager sigte på at give et indblik i de mest intime aspekter af ansøgerens liv.

Domstolen bemærker desuden, at udarbejdelsen af en sagkyndig vurdering fra en psykolog med henblik på at fastslå en asylansøgers seksuelle orientering ikke er uomgængeligt nødvendig for at vurdere troværdigheden af ansøgerens forklaringer vedrørende hans eller hendes seksuelle orientering. Domstolen fremhæver i denne henseende, at de nationale myndigheder, som skal råde over kompetent personale, i en situation, hvor ansøgerens seksuelle orientering ikke er underbygget af dokumentation, i medfør af direktivet bl.a. kan støtte sig på, om den pågældende persons forklaringer er sammenhængende og troværdige. Desuden har denne sagkyndige erklæring i bedste fald kun begrænset pålidelighed, ligesom der kan rejses tvivl om dens nytteværdi for vurderingen af, om en asylansøgers forklaringer er troværdige, bl.a. i tilfælde som det foreliggende, hvor ansøgerens forklaringer ikke er selvmodsigende.

På denne baggrund konkluderer Domstolen, at anvendelsen af en sagkyndig erklæring fra en psykolog med henblik på at vurdere realiteten med hensyn til en asylansøgers seksuelle orientering ikke er i overensstemmelse med direktivet, sammenholdt med chartret [2].

1. [Retur] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).
2. [Retur] Artikel 7.

* * *
Pressemeddelelsen hos InfoCuria.

* * *
[Til indhold] Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn) den 29. august 2016 – F mod Bevándorlási és Állampolgársági Hivatal
(Sag C-473/16)
Processprog: ungarnsk

Den forelæggende ret
Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság

Parter i hovedsagen
Sagsøger: F
Sagsøgt: Bevándorlási és Állampolgársági Hivatal

Præjudicielle spørgsmål
Skal artikel 4 i direktiv 2004/83/EF [1], sammenholdt med artikel 1 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at der i forbindelse med asylansøgere, der tilhører gruppen af LGBTI-personer indhentes og vurderes en sagkyndig erklæring fra en retsmedicinsk psykolog, der er baseret på projektive personlighedstests, når der i forbindelse med udarbejdelsen af erklæringen hverken stilles spørgsmål vedrørende asylansøgerens seksuelle vaner eller foretages en fysisk undersøgelse af vedkommende?

I tilfælde af, at den i det første spørgsmål nævnte sagkyndige erklæring ikke kan anvendes som bevis, skal artikel 4 i direktiv 2004/83/EF, sammenholdt med artikel 1 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, da fortolkes således, at – i de tilfælde, hvor asylansøgningen baseres på forfølgelse på grund af seksuel orientering – hverken de nationale administrative myndigheder eller domstolene har mulighed for ved hjælp af sagkyndige metoder at undersøge sandfærdigheden af asylansøgerens udtalelser, uanset disse metoders nærmere kendetegn?

1. [Retur] Rådets direktiv 2004/83/EF af 29.4.2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 304, s. 12)

* * *
Anmodningen om præjudiciel afgørelse hos InfoCuria.

1. Hvordan skal de nationale myndigheder tage stilling til troværdigheden af udtalelser fra en asylansøger, der påberåber sig frygten for forfølgelse i sit hjemland på grund af sin seksuelle orientering, som grundlag for at give asyl? Er EU-retten nærmere bestemt til hinder for, at disse myndigheder støtter sig på psykologers sagkyndige erklæringer?

2. Dette er kernen i de spørgsmål, der rejses i den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse fra Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Szeged, Ungarn).

I. Retsforskrifter
A. EU-retten

1. Direktiv 2011/95/EU [2]

3. Artikel 2, litra d) (“Definitioner”), i direktiv 2011/95 bestemmer følgende:
“”flygtning“: en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse […]”.

4. Artikel 4 (“Vurdering af kendsgerninger og omstændigheder”) i direktiv 2011/95 har følgende ordlyd:
“1. Medlemsstaterne kan betragte det som ansøgerens pligt hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om international beskyttelse. Medlemsstaterne har pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen.
2. De i stk. 1 nævnte elementer består af ansøgerens forklaringer og al anden for ansøgeren tilgængelig dokumentation om ansøgerens alder, baggrund, herunder eventuelle slægtninges baggrund, identitet, statsborgerskab(er), tidligere opholdssted(er) og land(e), tidligere asylansøgninger, rejserute, rejsedokumentation samt grundene til, at vedkommende ansøger om international beskyttelse.
3. Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:
a) alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen, herunder hjemlandets love og andre bestemmelser og den måde, hvorpå de anvendes
b) relevante forklaringer og dokumentation forelagt af ansøgeren, herunder oplysninger om, hvorvidt ansøgeren har været eller kan blive udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast
c) ansøgerens personlige stilling og forhold, herunder faktorer som baggrund, køn og alder, for på grundlag af ansøgerens personlige forhold at vurdere, om de handlinger, som vedkommende har været eller kan blive udsat for, kan udgøre forfølgelse eller alvorlig overlast
[…]

5. Hvis medlemsstaterne anvender princippet om, at ansøgeren har pligt til at underbygge sin ansøgning om international beskyttelse, og hvis der er aspekter af ansøgerens forklaringer, der ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, skal disse aspekter ikke bekræftes, hvis følgende betingelser er opfyldt:
a) Ansøgeren har oprigtigt bestræbt sig på at underbygge sin ansøgning.
b) Alle de relevante elementer, som ansøgeren råder over, er blevet forelagt, og der er givet en tilfredsstillende forklaring på eventuelle manglende relevante elementer.
c) Ansøgerens forklaringer anses for sammenhængende og troværdige og strider ikke imod tilgængelige specifikke og generelle oplysninger, der er relevante for ansøgerens sag.
d) Ansøgeren har indgivet sin ansøgning om international beskyttelse så tidligt som muligt, medmindre vedkommende kan godtgøre at have haft god grund til ikke at gøre dette.
e) Ansøgerens almindelige troværdighed er slået fast.”

2. Direktiv 2013/32/EU [3]
5. Artikel 10, stk. 3 (“Krav til behandlingen af ansøgninger”), i direktiv 2013/32 har følgende ordlyd:
“Medlemsstaterne sikrer, at den besluttende myndigheds afgørelser om ansøgninger om international beskyttelse træffes efter en passende behandling af ansøgningerne. Til det formål sikrer medlemsstaterne:

a) at ansøgningerne behandles, og afgørelserne træffes individuelt, objektivt og upartisk
[…]
d) at det personale, der behandler ansøgningerne og træffer afgørelser, altid har mulighed for at søge nødvendig rådgivning fra eksperter om særlige spørgsmål, f.eks. af lægelig art eller vedrørende kultur, børn eller køn.”

B. National ret
6. § 6, stk. 1, i A menedékjogról szóló 2007. évi LXXX. törvény (lov nr. LXXX af 2007 om asyl) bestemmer følgende:
“Ungarn indrømmer flygtningestatus til udlændinge, som opfylder de i forfatningens artikel XIV, stk. 3, foreskrevne omstændigheder.”

7. Lovens § 7, stk. 1, har følgende ordlyd:
“Med forbehold af nærværende lovs § 8, stk. 1, indrømmer den myndighed, som har ansvaret på asylområdet, flygtningestatus til udlændinge, som beviser eller godtgør i tilstrækkeligt omfang, at de i nærværende lovs § 6, stk. 1, foreskrevne omstændigheder finder anvendelse på vedkommende i overensstemmelse med Genèvekonventionens artikel 1.”

8. Lovens § 41, stk. 1, bestemmer:
“I asylproceduren kan der navnlig anvendes følgende former for bevismidler for med tilstrækkelig sikkerhed at påvise eller dokumentere, at asylansøgeren opfylder betingelserne for indrømmelse af flygtningestatus, subsidiær beskyttelsesstatus eller midlertidig beskyttelse:
a) de forhold og omstændigheder, som ansøgeren anfører som begrundelse for sin flugt, samt dokumentation herfor
[…]
c) alle relevante og aktuelle oplysninger om ansøgerens hjemland, herunder lovgivning og øvrige ufravigelige bestemmelser for retssubjekter samt oplysninger om anvendelsen heraf.”

II. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål
9. Ansøgeren (herefter “F”), der er nigeriansk statsborger, indgav en ansøgning om indrømmelse af flygtningestatus til (det nuværende) Bevándorlási és Menekültügyi Hiavatal (det ungarske kontor for immigration og statsborgerskab, herefter “kontoret”) i april 2015. Under den første samtale gav han udtryk for frygt for, at han, såfremt han vendte tilbage til sit hjemland, ville være genstand for forfølgelse, idet han er homoseksuel.

10. Under den efterfølgende asylprocedure vurderede kontoret ansøgerens troværdighed ved hjælp af adskillige personlige samtaler. Kontoret udpegede endvidere efterfølgende en psykolog til at vurdere F’s personlighed med henblik på at bestemme hans seksuelle orientering. Efter en undersøgelse og personlighedstest, “Draw-a-Person-in-the-Rain”-testen, rorschachtesten og szonditesten (herefter samlet “de omhandlede tests”) nåede psykologen til den konklusion, at testresultaterne ikke underbyggede sagsøgerens udsagn om, at han var homoseksuel.

11. Ved afgørelse af 1. oktober 2015 gav kontoret afslag på F’s asylansøgning.

12. F anfægtede denne afgørelse ved Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Szeged). Han gjorde navnlig gældende, at udførelsen af de omhandlede tests krænkede hans grundlæggende rettigheder, og at disse tests under alle omstændigheder var uegnede til at bestemme hans seksuelle orientering. Under den efterfølgende retssag anmodede retten institut for retsmedicinske sagkyndige og efterforskere om at udarbejde en sagkyndig erklæring om disse spørgsmål.

13. I modsætning til, hvad ansøgeren havde anført, fastslog den af instituttet udarbejdede sagkyndige erklæring, at de omhandlede tests med tilstrækkelig sikkerhed var egnede til at bestemme en persons seksuelle orientering. Erklæringen fastslog endvidere, at udførelsen af disse tests ikke som sådan krænkede ansøgerens menneskelige værdighed.

14. Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Szeged) er af den opfattelse, at eftersom den ikke har den nødvendige videnskabelige og tekniske viden til at revidere de sagkyndiges konklusioner, kan den ikke afvige fra disse konklusioner. Denne ret mener endvidere, at de omhandlede tests ikke har lægevidenskabelig karakter, idet psykologi betragtes som humaniora, og at de ikke svarer til dem, som Domstolen mente var i strid med EU-retten i dommen i sagen A m.fl. [4].

15. Idet den forelæggende ret følgelig er i tvivl om den korrekte fortolkning af EU-retten, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
“1) Skal artikel 4 i direktiv 2004/83/EF, sammenholdt med artikel 1 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [(herefter “chartret“)], fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at der i forbindelse med asylansøgere, der tilhører gruppen af LGBTI-personer (lesbiske, bøsser, biseksuelle, transseksuelle og interseksuelle), indhentes og vurderes en sagkyndig erklæring fra en retsmedicinsk psykolog, der er baseret på projektive personlighedstests, når der i forbindelse med udarbejdelsen af erklæringen hverken stilles spørgsmål vedrørende asylansøgerens seksuelle vaner eller foretages en fysisk undersøgelse af vedkommende?
2) I tilfælde af, at den i det første spørgsmål nævnte sagkyndige erklæring ikke kan anvendes som bevis, skal artikel 4 i direktiv 2004/83/EF, sammenholdt med artikel 1 i [chartret], da fortolkes således, at – i de tilfælde, hvor asylansøgningen baseres på forfølgelse på grund af seksuel orientering – hverken de nationale administrative myndigheder eller domstolene har mulighed for ved hjælp af sagkyndige metoder at undersøge sandfærdigheden af asylansøgerens udtalelser, uanset disse metoders nærmere kendetegn?”

16. Den forelæggende ret oplyste ved skrivelse af 19. juni 2017 Domstolen om, at den ønskede at ændre de spørgsmål, der var indgivet med henblik på en præjudiciel afgørelse, idet henvisningerne til artikel 4 i direktiv 2004/83 blev erstattet med artikel 4 i direktiv 2011/95.

17. Der er indgivet skriftlige indlæg af F, den ungarske, den franske og den nederlandske regering samt Kommissionen. F, den ungarske og den franske regering samt Kommissionen afgav ligeledes mundtlige indlæg i retsmødet den 13. juli 2017.

III. Bedømmelse
18. Ved dens to spørgsmål, som jeg vil tage stilling til samlet, spørger den forelæggende ret nærmere bestemt Domstolen om, hvordan de nationale myndigheder skal tage stilling til troværdigheden af en asylansøgers udtalelser, der som grundlag for retten til asyl påberåber sig frygt for forfølgelse på grund af sin seksuelle orientering. Den forelæggende ret spørger navnlig, hvorvidt artikel 4 i direktiv 2011/95 fortolket i lyset af chartrets artikel 1 er til hinder for disse myndigheders anvendelse af en psykologs sagkyndige erklæring.

A. Indledende bemærkninger
19. Forud for en mere detaljeret gennemgang af de særlige spørgsmål, der rejses i den foreliggende sag, mener jeg, at det er nyttigt kort at minde om nøglebestemmelserne i EU-retten samt Domstolens praksis om disse bestemmelser. Således har Domstolen allerede i en række sager foretaget vigtige præciseringer for så vidt angår de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne i henhold til EU-retten, når de behandler ansøgninger om international beskyttelse.

20. Medlemsstaterne skal i henhold til artikel 10, stk. 3, i direktiv 2013/32 sikre, at ansøgninger om international beskyttelse behandles, og afgørelserne træffes “individuelt, objektivt og upartisk”. I henhold til artikel 4, stk. 3, i direktiv 2011/95 skal de kompetente myndigheder i forbindelse med vurderingen af ansøgningerne bl.a. tage hensyn til: alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen, relevante forklaringer og dokumentation forelagt af ansøgeren samt ansøgerens personlige stilling og forhold.

21. Bedømmelsen består af to særskilte etaper. Den første etape vedrører fastlæggelsen af de faktuelle omstændigheder, som kan udgøre beviselementer til støtte for ansøgningen, mens den anden etape vedrører den retlige vurdering af disse elementer og består i, ud fra de forhold, der kendetegner det enkelte foreliggende tilfælde, at afgøre, hvorvidt de materielle betingelser for meddelelse af international beskyttelse er opfyldt [5].

22. For så vidt angår flygtningestatus er det afgørende spørgsmål, som de kompetente myndigheder skal tage stilling til, hvorvidt ansøgeren har en “velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe” i det land, hvor den pågældende er statsborger (eller i tilfælde af statsløse personer har sit sædvanelige opholdssted) [6]. Det er almindeligt anerkendt, at homoseksuelle med henblik herpå kan anses for at udgøre en bestemt social gruppe [7].

23. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2011/95 bestemmer, at medlemsstaterne kan betragte det som ansøgerens pligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om international beskyttelse. Medlemsstaterne har dernæst pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen.

24. Imidlertid tilføjer artikel 4, stk. 5, i direktiv 2011/95, at hvis medlemsstaterne anvender princippet om, at ansøgeren har pligt til at underbygge sin ansøgning om international beskyttelse, og hvis der er aspekter af ansøgerens forklaringer, der ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, skal disse aspekter ikke bekræftes, hvis en række kumulative betingelser er opfyldt. Blandt disse betingelser er navnlig den omstændighed, at ansøgerens forklaringer anses for sammenhængende og troværdige og ikke strider imod tilgængelige specifikke og generelle oplysninger, der er relevante for ansøgerens sag, og at ansøgerens almindelige troværdighed er slået fast.

25. Domstolen fremhævede følgelig i A m.fl. [8], at såfremt betingelserne i artikel 4, stk. 5, i direktiv 2011/95 ikke er opfyldt, kan asylansøgeres udtalelser med hensyn til deres seksuelle orientering kræve bekræftelse. Disse udtalelser udgør følgelig med Domstolens ord “et udgangspunkt for den i artikel 4 i direktiv [2011/95] fastsatte procedure til vurdering af kendsgerningerne og omstændighederne” [9].

26. Det er ubestridt, at der ikke er noget EU-instrument, der fastlægger specifikke regler for så vidt angår de metoder, som de nationale myndigheder skal anvende i forbindelse med vurderingen af de oplysninger og beviser, som ansøgere har fremlagt, og nærmere bestemt i forbindelse med vurderingen af ansøgerens troværdighed. Medlemsstaterne har følgelig et vist råderum i denne forbindelse [10]. De metoder, der anvendes, skal ikke desto mindre være i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2011/95 og 2013/32, og som det klart fremgår af 16. og 60. betragtning til henholdsvis direktiv 2011/95 og 2013/32 med de grundlæggende rettigheder, der sikres i chartret, såsom retten til respekt for den menneskelige værdighed i chartrets artikel 1 og retten til respekt for en persons privatliv og familieliv, der er sikret ved direktivets artikel 7 [11].

27. Det er på dette grundlag, at jeg vil undersøge de i den foreliggende sag omhandlede retlige spørgsmål.

B. Anvendelsen af sagkyndig rådgivning fra psykologer
28. Det er med henblik på at besvare de præjudicielle spørgsmål nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt de nationale myndigheder kan anvende psykologers sagkyndige rådgivning, når der skal tages stilling til ansøgninger om international beskyttelse på grund af seksuel orientering og i givet fald under hvilke betingelser.

29. Jeg skal imidlertid indledningsvis endnu engang fremhæve, at det afgørende spørgsmål i forbindelse med den vurdering, der skal udføres i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2011/95 og 2013/32, er, hvorvidt ansøgerens påståede frygt for forfølgelse er velbegrundet. De kompetente myndigheder skal med andre ord tage stilling til, hvorvidt de omstændigheder, som kan lægges til grund, udgør en sådan trussel, at den pågældende, henset til dennes individuelle situation, har grund til at frygte reelt at blive udsat for forfølgelse [12]. Selv når en asylansøger påberåber sig frygten for forfølgelse på grund af sin seksuelle orientering, er det ikke altid nødvendigt at slå hans reelle seksuelle orientering fast som fremhævet af den franske og den nederlandske regering.

30. Der er eksempelvis lande, hvor visse homoseksuelle personer, uanset lovgivning, der forbyder homoseksualitet (eksempelvis som følge af, at lovgivningen ikke anvendes systematisk [13], og i lyset af deres sociale, økonomiske og familiemæssige baggrund, stedet hvor de bor osv. [14]), ikke står over for en reel risiko for forfølgelse. Der kan på den anden side være tilfælde, hvor opførsel på en måde, som ud fra en traditionel opfattelse ikke betragtes som korrekt kønsmæssig adfærd [15], kan medføre en faktisk risiko for den pågældende person for at lide fysisk eller psykisk overlast [16].

31. Når det er sagt, vil jeg gerne fremhæve, at de nationale myndigheder, der vurderer en ansøgning om international beskyttelse, i henhold til artikel 10, stk. 3, litra d), i direktiv 2013/32 skal have mulighed for at søge nødvendig rådgivning fra sagkyndige om særlige spørgsmål, herunder spørgsmål vedrørende køn.

32. I lyset heraf er det første spørgsmål, der opstår, hvorvidt den sagkyndige rådgivning, som de kompetente myndigheder kan søge, omfatter rådgivning fra psykologer.

33. Jeg kan ikke se nogen grund til, hvorfor de kompetente myndigheder principielt ikke skulle kunne søge rådgivning fra personer, der er uddannede og har kvalifikationer inden for psykologi [17], som er det fagområde, der omhandler det menneskelige sind og adfærd. Det forekommer mig ikke, at enhver form for psykologisk undersøgelse, såfremt den anses for nyttig, altid og nødvendigvis er uforenelig med den menneskelige værdighed. Det kan tværtimod ikke udelukkes, at psykologers bistand i det mindste i visse situationer kan være nyttig for de administrative myndigheder, som træffer afgørelse om ansøgninger om international beskyttelse, eller for de nationale domstole, der skal tage stilling til denne afgørelse, og antageligvis også for ansøgerne selv.

34. Tilstedeværelsen af en psykolog under samtalerne kan eksempelvis gøre det lettere for en ansøger, der hævder at have været udsat for forfølgelse eller lidt overlast (eller som blot frygter forfølgelse, såfremt den pågældende vender tilbage til sit hjemland), at tale åbent om sine tidligere erfaringer eller frygt, således at myndighederne kan få et mere fuldstændigt og sandfærdigt billede af situationen [18]. Den nationale myndighed, der er ansvarlig for at vurdere ansøgningerne, skal trods alt i henhold til artikel 4 i direktiv 2013/32 “[råde] over de fornødne midler, herunder et tilstrækkeligt antal kompetente ansatte, til at varetage sine opgaver i overensstemmelse med direktivet“. De personer, der forestår samtalerne med ansøgerne, skal navnlig “have erhvervet generelt kendskab til problemer, der kan have negativ indvirkning på ansøgernes evne til at deltage i samtalen”.

35. Yderligere kan myndighederne endvidere skønne, at en psykologs bistand kan være nyttig med henblik på at vurdere ansøgerens almindelige troværdighed. Dette er et vigtigt aspekt af den vurdering, der udføres af de kompetente myndigheder, idet den af ansøgeren erklærede seksuelle orientering, uanset at den ikke understøttes af dokumentation eller andre beviser, ikke skal bekræftes, såfremt ansøgerens troværdighed er slået fast (og forudsat at de øvrige kumulative betingelser i artikel 4, stk. 5, i direktiv 2011/95 endvidere er opfyldt).

36. Jeg er omvendt ikke overbevist om, at en psykologs sagkyndige erklæring ud fra en vurdering af ansøgerens personlighed med tilstrækkelig klarhed kan slå fast, hvorvidt den af ansøgeren erklærede seksuelle orientering er korrekt. For det første viser en overfladisk gennemgang af den videnskabelige litteratur, at homoseksuelle mænd og kvinder i henhold til en række undersøgelser inden for psykologi ikke set ud fra en psykologisk synsvinkel adskiller sig fra heteroseksuelle mænd og kvinder [19].

37. Jeg er for det andet – uanset det videnskabelige grundlag herfor – usikker på, om en bedømmelse baseret på projektive personlighedstests med henblik på at fastslå en persons seksuelle orientering er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 4, stk. 3, i direktiv 2011/95. Såfremt jeg forstår det korrekt, vil de skjulte konflikter eller følelser, som en sådan vurdering skal afdække, efter den udførende psykologs opfattelse enten bekræfte eller drage ansøgerens erklærede seksuelle orientering i tvivl. Det forekommer mig imidlertid, at det ikke kan undgås, at denne type vurdering indebærer anvendelsen af stereotype begreber for så vidt angår homoseksuelles adfærd. Da den ungarske regering blev adspurgt om dette i retsmødet, havde den svært ved at forklare, hvordan den i hovedsagen omhandlede vurdering ikke skulle indebære anvendelsen af stereotype begreber. Dette er imidlertid en form for bedømmelse, som Domstolen allerede har fastslået, var problematisk i dommen i sagen A m.fl., for så vidt som den ikke fuldt ud tager hensyn til ansøgerens personlige stilling og forhold [20].

38. I lyset heraf er det andet spørgsmål, der opstår, under hvilke betingelser en sagkyndig erklæring fra en psykolog kan gøres gældende, og nærmere bestemt hvorvidt den sagkyndige erklæring kan baseres på tests som de i hovedsagen omhandlede.

C. Samtykkekravet
39. Det er for det første min opfattelse, at psykologiske undersøgelser kun kan gøres gældende som bevis, såfremt ansøgeren har givet sit samtykke, og når de udføres således, at de respekterer ansøgerens værdighed og retten til respekt for en persons privatliv og familieliv.

40. Artikel 18, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2013/32 bestemmer, at “[f]inder den besluttende myndighed det relevant for vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse […] lader medlemsstaterne med forbehold af ansøgerens samtykke foretage en lægeundersøgelse af ansøgeren for at finde tegn, der kunne indikere tidligere forfølgelse eller alvorlig overlast. Alternativt kan medlemsstaterne bestemme, at ansøgeren selv lader foretage en sådan lægeundersøgelse”.

41. Yderligere bestemmer direktivets artikel 25, stk. 5, andet afsnit, der omhandler lægeundersøgelser af uledsagede mindreårige, at “Alle lægeundersøgelser skal foregå under fuld respekt for individets værdighed, og de undersøgelser, der vælges, skal være så lidt invasive som muligt og foretages af kvalificerede sundhedspersoner med det formål så vidt muligt at opnå et pålideligt resultat”.

42. Der findes ikke tilsvarende bestemmelser i direktiv 2013/32 for så vidt angår undersøgelser, der er foretaget af psykologer. Jeg mener imidlertid, at de grundlæggende principper i artikel 18, stk. 1, første afsnit, og artikel 25, stk. 5, andet afsnit, i direktiv 2013/32 til en vis grad også bør gælde for så vidt angår psykologiske undersøgelser [21].

43. Psykologiske undersøgelser kan være lige så indgribende for ansøgerens psyke, som lægeundersøgelser kan være for ansøgerens krop. De udgør endvidere et klart indgreb i ansøgerens privatliv [22]. Dette er grunden til, at det er min opfattelse, at det er nødvendigt, at ansøgeren samtykker til at gennemgå sådanne undersøgelser. Jeg er naturligvis klar over, at det i en situation som den, som asylansøgeren befinder sig i, i praksis kan være ganske svært at nægte at give samtykke. Dette er så meget desto mere tilfældet, fordi det ofte er vanskeligt at fremlægge bevis for ens seksuelle orientering [23]. Dette gør det efter min opfattelse endnu mere vigtigt, at en nægtelse af at gennemgå sådanne undersøgelser for det første respekteres. Det er åbenbart, at det en forudsætning for et reelt samtykke, at asylansøgeren har adgang til tilstrækkelig viden om og forståelse af samtlige elementer og følger af de psykologiske undersøgelser [24]. Det er for det andet helt afgørende, at disse undersøgelser udføres med respekt for ansøgerens værdighed og ret til privatliv og familieliv [25].

44. Denne fortolkning underbygges endvidere af 29. betragtning til direktiv 2013/32, hvorefter “[v]isse ansøgere kan have behov for særlige proceduremæssige garantier, bl.a. på grund af […] seksuel orientering […]. Sådanne ansøgere bør gives tilstrækkelig støtte, herunder tilstrækkelig tid, således at der skabes de nødvendige betingelser for, at de har effektiv adgang til procedurerne og til at fremlægge de elementer, der skal til for at underbygge deres ansøgning om international beskyttelse”. Denne betragtning bekræfter den følsomme karakter af enhver undersøgelse af en persons seksualitet.

45. Det er åbenbart, at en ansøgers nægtelse af at gennemgå en sådan undersøgelse, såfremt undersøgelsen udføres således, at ansøgerens værdighed og ret til privatliv og familieliv respekteres, ikke afskærer myndighederne fra at træffe afgørelse om ansøgningen [26]. Dette indebærer, at såfremt medlemsstaterne anvender princippet, hvorefter det er ansøgerens forpligtelse at underbygge ansøgningen om international beskyttelse, og betingelserne i artikel 4, stk. 5, i direktiv 2011/95 ikke opfyldes, kan ansøgerens nægtelse have visse konsekvenser, som ansøgeren selv skal bære.

46. F havde i henhold til forelæggelsesafgørelsen givet samtykke til at gennemgå psykologiske undersøgelser. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt denne undersøgelse blev udført således, at den reelt respekterede F’s værdighed og ret til privatliv og familieliv [27].

D. Anvendelsen af psykologiske tests
47. For det andet bør de psykologiske undersøgelser, der udføres af de af myndighederne udpegede sagkyndige, baseres på metoder, principper og begreber, der er almindeligt anerkendte af det videnskabelige samfund, eller som under alle omstændigheder er tilstrækkeligt pålidelige. Yderligere skal disse metoder, principper og begreber i lyset af sagens omstændigheder være relevante for den type undersøgelse, som myndighederne ønsker. Følgelig skal psykologiske undersøgelser kunne føre til tilstrækkeligt pålidelige resultater [28].

48. Som jeg ser det, kan undersøgelser, der udføres på baggrund af omtvistet forskning eller forskning, der ikke er anerkendt, næppe af myndighederne anses for at have beviskraft. Tilsvarende gælder, at undersøgelser, der principielt er baseret på almindeligt anerkendte metoder, principper og begreber, men som ikke er blevet anvendt korrekt, eller som er blevet anvendt i en forkert sammenhæng, ikke kan føre til pålidelige resulter.

49. Det er åbenbart, at det ikke tilkommer Domstolen at tage stilling til, hvorvidt de i hovedsagen omhandlede særlige testtyper er pålidelige og tilstrækkelige [29]. Det tilkommer følgelig den forelæggende ret navnlig at tage stilling til, hvorvidt de tests, der anvendes i F’s tilfælde (“Draw-a-Person-in-the-Rain”-, rorschach- og szonditesten), som anført af den ungarske regering er baseret på metoder, principper og begreber, der er almindeligt anerkendt af det videnskabelige samfund, eller om de, som F har gjort gældende, er stærkt omtvistede i den videnskabelige litteratur.

E. Retten til effektive retsmidler
50. Når det for det tredje er en national domstol, der med henblik på at prøve myndighedernes afgørelse i forbindelse med en ansøgning om international beskyttelse anmoder om en sagkyndig erklæring, kan denne domstol ikke mene, at den under alle omstændigheder de lege eller de facto er bundet af den sagkyndiges konklusioner (og så meget desto mere af de af de kompetente myndigheder under den administrative procedure udpegede sagkyndiges konklusioner).

51. Ansøgere om international beskyttelse har i henhold til artikel 46, stk. 1 og 3, i direktiv 2013/32 ret til “effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ” i forbindelse med bl.a. en afgørelse, der er truffet om deres ansøgning. Dette retsmiddel skal føre til “en fuldstændig […] undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder” [30].

52. Artikel 46 i direktiv 2013/32 kræver følgelig, navnlig når den fortolkes i lyset af chartrets artikel 47, at nationale domstole skal kunne udføre en dybdegående, uafhængig og kritisk prøvelse af samtlige relevante faktiske og retlige aspekter [31]. Dette omfatter efter min opfattelse nødvendigvis muligheden for at se bort fra de sagkyndiges konklusioner, der udgør bevis, som skal vurderes sammen med andre beviser, som en dommer eksempelvis kan mene er subjektive, uunderbyggede eller baseret på kontroversielle metoder og teorier.

53. Det tilkommer i den forbindelse i overensstemmelse med princippet om procesautonomi og med forbehold af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet den nationale retsorden i hver medlemsstat at fastsætte bestemmelser om bevisoptagelse, hvilke beviser der kan gøres gældende ved den kompetente nationale domstol, eller de principper, der regulerer denne domstols vurdering af beviskraften af de beviser, der er forelagt for den [32]. Domstolen fastslog imidlertid i overensstemmelse med effektivitetsprincippet, at bevisregler ikke kan anvendes af de nationale domstole på en sådan måde, at de i praksis indfører uberettigede former for formodninger, som kan stride imod bevisbyrderegler i EU-instrumenter eller berøre effektiviteten af de grundlæggende regler i disse instrumenter [33]. Et sådant problem kan opstå i en situation, hvor nationale domstole anvender nationale bevisregler på for lidt krævende vis og stiller sig tilfreds med ikke-relevante eller utilstrækkelige beviser.

54. De nationale domstole skal følgelig sikre, at de fremlagte beviser faktisk er tilstrækkeligt bestyrkede, præcise og samstemmende til at kunne drage den pågældende konklusion [34]. De skal bevare friheden til at vurdere, om et sådant bevis faktisk er blevet ført, indtil den kan danne sin egen endelige overbevisning under hensyn til alle relevante omstændigheder i den sag, som er blevet indbragt, og efter at have gjort sig bekendt med alle de elementer, som de to parter har fremlagt, og de argumenter, de har fremført [35].

55. Såfremt det modsatte er tilfældet, ville det i det væsentlige betyde, at dommeren frasiger sig sin rolle og derved gør de garantier, der udtrykkeligt er fastsat i artikel 46 i direktiv 2013/32, virkningsløse. Dette er navnlig korrekt for så vidt angår sagkyndige erklæringer, der udtaler sig om retlige spørgsmål. Jeg bemærker eksempelvis, at den sagkyndige, der blev udpeget af Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Szeged), i hovedsagen mente, at den måde, hvorpå undersøgelsen af F var blevet udført af de af de ungarske administrative myndigheder udpegede psykologer, ikke krænkede F’s grundlæggende rettigheder. Dette synes imidlertid at være en retlig vurdering, som det tilkommer de kompetente dommere at foretage og ikke en sagkyndig, der er udpeget i forbindelse med sagen [36].

[Til indhold] IV. Forslag til afgørelse
56. I lyset af ovennævnte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål fra Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Szeged, Ungarn) som følger:
“Artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse, sammenholdt med artikel 1 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er ikke til hinder for myndighedernes anvendelse af en sagkyndig erklæring fra en psykolog til navnlig at vurdere den almindelige troværdighed af en ansøger om international beskyttelse under forudsætning af, at i) undersøgelsen af ansøgeren finder sted med ansøgerens samtykke og udføres således, at den respekterer ansøgerens værdighed og ret til privatliv og familieliv, at ii) erklæringen er baseret på metoder, principper og begreber, der under sagens omstændigheder er tilstrækkeligt pålidelige og relevante og kan føre til tilstrækkeligt pålidelige resultater, og at iii) den sagkyndiges konklusioner ikke er bindende for de nationale domstole, der skal tage stilling til afgørelsen om ansøgningen.”

1. [Retur] Originalsprog: engelsk.
2. [Retur] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdet) (EUT 2011, L 337, s. 9).
3. [Retur] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).
4. [Retur] Dom af 2.12.2014, A m.fl. (C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406).
5. [Retur] Dom af 22.11.2012, M. (C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 64).
6. [Retur] Jf. artikel 2, litra d), og artikel 9-12 i direktiv 2011/95.
7. [Retur] Jf. artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95. Jf. endvidere dom af 7.11.2013, X m.fl. (C-199/12 – C-201/12, EU:C:2013:720, præmis 41-49).
8. [Retur] Dom af 2.12.2014, A m.fl. (C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 51).
9. [Retur] Dom af 2.12.2014, A m.fl. (C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 49).
10. [Retur] Jf. i denne retning generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse A m.fl. (C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2111, punkt 32).
11. [Retur] Jf. i denne retning dom af 2.12.2014, A m.fl. (C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 53).
12. [Retur] Jf. dom af 7.11.2013, X m.fl. (C-199/12 – C-201/12, EU:C:2013:720, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).
13. [Retur] Jf. eksempelvis Menneskerettighedsdomstolen, 19.4.2016, A.N. mod Frankrig (CE:ECHR:2016:0419DEC001295615, § 41).
14. [Retur] Jf. eksempelvis Menneskerettighedsdomstolen, 11.1.2007, Salah Sheekh mod Nederlandene (CE:ECHR:2007:0111JUD000194804, § 138-149).
15. [Retur] En sådan adfærd kan bl.a. omfatte en persons påklædning, tale og manerer (f.eks. social omgang med homoseksuelle personer eller deltagelse i kampagner for LGBTI-rettigheder).
16. [Retur] Jf. i denne retning artikel 10, stk. 2, i direktiv 2011/95. Jf. endvidere generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse A m.fl. (C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2111, punkt 34).
17. [Retur] Jf. analogt artikel 18, stk. 1, andet afsnit, og artikel 25, stk. 5, andet afsnit, i direktiv 2013/32 om behovet for passende kvalifikationer.
18. [Retur] Jf. generaladvokat Bots forslag til afgørelse M. (C-277/11, EU:C:2012:253, punkt 66).
19. [Retur] Jf. eksempelvis American Psychological Association, Report of the American Psychological Association Task Force on Appropriate Therapeutic Responses to Sexual Orientation, Washington, 2009.
20. [Retur] Dom af 2.12.2014, A m.fl. (C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 60-62).
21. [Retur] Jeg bemærker eksempelvis, at lægelige og psykologiske behandlingsformer og procedurer behandles ens i henhold til princip nr. 18 (“Protection from Medical Abuses”) i Yogyakartaprincipperne. Princip nr. 18 har følgende ordlyd: “No person may be forced to undergo any form of medical or psychological treatment, procedure, testing, or be confined to a medical facility, based on sexual orientation or gender identity. Notwithstanding any classifications to the contrary, a person’s sexual orientation and gender identity are not, in and of themselves, medical conditions and are not to be treated, cured or suppressed. […]” Yogyakartaprincipperne om anvendelse af den internationale menneskerettighedslovgivning i forbindelse med seksuel orientering og kønsidentitet blev vedtaget i 2007, og selv hvis de ikke er retligt bindende, betragtes de i almindelighed som et nyttigt redskab for fortolkningen af traktater eller lovgivning om menneskerettigheder.
22. [Retur] Jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 5.7.1999, Matter mod Slovakiet (CE:ECHR:1999:0705JUD003153496), og Menneskerettighedsdomstolen, 27.11.2003, Worwa mod Polen (CE:ECHR:2003:1127JUD002662495).
23. [Retur] Jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 19.4.2016, A.N. mod Frankrig (CE:ECHR:2016:0419DEC001295615, § 44).
24. [Retur] Jf. eksempelvis i denne forbindelse Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Homophobia, transphobia and discrimination on grounds of sexual orientation and gender identity – 2010 Update, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, 2010, s. 60.
25. [Retur] Jf. i denne retning dom af 2.12.2014, A m.fl. (C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 64).
26. [Retur] Jf. analogt artikel 18, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2013/32.
27. [Retur] Jeg vil vende tilbage til dette spørgsmål nedenfor i punkt 55 i dette forslag til afgørelse.
28. [Retur] Jf. analogt artikel 25, stk. 5, andet afsnit, i direktiv 2013/32.
29. [Retur] Som den franske, den ungarske og den nederlandske regering samt Kommissionen og i modsætning til F fortolker jeg ikke præmis 59 i dom af 2.12.2014, A m.fl. (C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406), således, at den som sådan forbyder psykologiske tests. Domstolens konklusioner om dette spørgsmål vedrørte efter min opfattelse kun de specifikke omhandlede tests i den pågældende sag.
30. [Retur] Min fremhævelse.
31. [Retur] Jf. analogt dom af 28.7.2011, Samba Diouf (C-69/10, EU:C:2011:524, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).
32. [Retur] Jf. i denne retning dom af 21.6.2017, W m.fl. (C-621/15, EU:C:2017:484, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
33. [Retur] Jf. dom af 21.6.2017, W m.fl. (C-621/15, EU:C:2017:484, præmis 34).
34. [Retur] Jf. analogt dom af 21.6.2017, W m.fl. (C-621/15, EU:C:2017:484, præmis 35 og 36).
35. [Retur] Jf. i denne retning dom af 21.6.2017, W m.fl. (C-621/15, EU:C:2017:484, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
36. [Retur] Eksempelvis fremgår det i den forbindelse af Guidelines on the role of court-appointed experts in judicial proceedings of Council of Europe’s Member States: “The expert is required to find and present the court with those facts that can only be obtained by specialists who conduct specialist objective observation. He/she conveys the scientific and/or technical knowledge to the judge which then enables the judge to conduct an objective and clear investigation and evaluation of the facts. The expert is neither able, nor is it by any means his/her task, to take over the judges responsibility for the appraisal and evaluation of the facts which is the basis for the judgment of the court. […] Consequently, the expert is simply an assistant or consultant of the judge, nothing more. The expert’s role is therefore different from that of the judge, who is the one deciding on questions of law.” (Retningslinjer vedtaget af Den Europæiske Kommission for et Effektivt Retsvæsen (CEPEJ), Europarådet, den 11.-12.12.2014, punkt 16 og 17).

* * *
Forslaget til afgørelse af sagen hos InfoCuria.

I sag C-473/16,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Szeged, Ungarn) ved afgørelse af 8. august 2016, indgået til Domstolen den 29. august 2016, i sagen
F
mod
Bevándorlási és Állampolgársági Hivatal,
har

sammensat af afdelingsformanden, L. Bay Larsen (refererende dommer), og dommerne J. Malenovský, M. Safjan, D. Šváby og M. Vilaras,
generaladvokat: N. Wahl,
justitssekretær: fuldmægtig R. ?ere?,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. juli 2017,
efter at der er afgivet indlæg af:
– F ved ügyvédek T. Fazekas og Z.B. Barcza-Szabó,
– den ungarske regering ved Z. Fehér, G. Koós og M.M. Tátrai, som befuldmægtigede,
– den franske regering ved D. Colas, E. de Moustier og E. Armoët, som befuldmægtigede,
– den nederlandske regering ved M. Gijzen og K. Bulterman, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved M. Condou-Durande og A. Tokár, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 5. oktober 2017,
afsagt følgende

1. Anmodningen om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 1 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter “chartret“) og artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).
2. Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem F, der er nigeriansk statsborger, og Bevándorlási és Állampolgársági Hivatal (den kompetente myndighed i sager om indvandring og statsborgerskab, Ungarn, herefter “BAH”) vedrørende afgørelsen om at meddele F afslag på hans asylansøgning og konstateringen af, at der ikke var noget til hinder for sidstnævntes udsendelse.

3. Artikel 8, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter “EMRK“), fastsætter:
   “Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.”

4. Artikel 2, litra e), i Rådets direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne (EUT 2005, L 326, s. 13) har følgende ordlyd:
   “I dette direktiv forstås ved:
   […]
   5. “besluttende myndighed”: enhver domstolslignende eller administrativ instans i en medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgninger, og som er kompetent til at træffe afgørelse i første instans i sådanne sager, jf. dog bilag I.”
5. Direktivets artikel 4, stk. 1, første afsnit, bestemmer:
   “Medlemsstaterne udpeger med henblik på alle procedurer en besluttende myndighed, der skal være ansvarlig for en hensigtsmæssig behandling af ansøgningerne i overensstemmelse med dette direktiv […]”
6. Nævnte direktivs artikel 8, stk. 2, fastsætter:
   “Medlemsstaterne sikrer, at den besluttende myndigheds afgørelser om asylansøgninger træffes efter en passende behandling af ansøgningerne. […]”
7. Samme direktivs artikel 13, stk. 3, præciserer:
   “Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at personlige samtaler finder sted under forhold, som giver ansøgerne mulighed for at give en fyldestgørende redegørelse for grundene til deres ansøgning. Med henblik herpå skal medlemsstaterne:
   1. sikre, at den person, som skal forestå samtalen, er tilstrækkelig kompetent til at tage hensyn til de personlige eller generelle omstændigheder i forbindelse med ansøgningen, herunder ansøgerens kulturelle oprindelse eller sårbarhed, hvis det er muligt at tage sådanne hensyn […]”
8. Artikel 39, stk. 1 og 2, i direktiv 2005/85 har følgende ordlyd:”
   1. Medlemsstaterne sikrer, at asylansøgere har ret til effektive retsmidler ved en ret i forbindelse med følgende:
      1. en afgørelse, der er truffet om deres asylansøgning […]
         […]
   2. Medlemsstaterne fastsætter tidsfrister eller andre nødvendige bestemmelser for ansøgerens ret til effektive retsmidler som omhandlet i stk. 1.”
   Direktiv 2011/95
9. 30. betragtning til direktiv 2011/95 er affattet således:
   “Det er ligeledes nødvendigt at indføre en fælles opfattelse af forfølgelsesgrunden “tilhørsforhold til en given social gruppe”. Med henblik på afgrænsningen af en bestemt social gruppe bør der tages hensyn til faktorer i forbindelse med ansøgerens køn, herunder kønsidentitet og seksuel orientering, som kan være forbundet med visse retstraditioner og skikke, der f.eks. fører til genital lemlæstelse, tvangssterilisation eller tvungen abort, for så vidt som disse faktorer er forbundet med ansøgerens velbegrundede frygt for forfølgelse.”
10. Direktivets artikel 4 fastsætter:”
    1. Medlemsstaterne kan betragte det som ansøgerens pligt hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge hans ansøgning om international beskyttelse. Medlemsstaterne har pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen.
    2. De i stk. 1 nævnte elementer består af ansøgerens forklaringer og al anden for ansøgeren tilgængelig dokumentation om ansøgerens alder, baggrund, herunder eventuelle slægtninges baggrund, identitet, statsborgerskab(er), tidligere opholdssted(er) og land(e), tidligere asylansøgninger, rejserute, rejsedokumentation samt grundene til, at vedkommende ansøger om international beskyttelse.
    3. Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:
       1. alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen, herunder hjemlandets love og andre bestemmelser og den måde, hvorpå de anvendes
       2. relevante forklaringer og dokumentation forelagt af ansøgeren, herunder oplysninger om, hvorvidt ansøgeren har været eller kan blive udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast
       3. ansøgerens personlige stilling og forhold, herunder faktorer som baggrund, køn og alder, for på grundlag af ansøgerens personlige forhold at vurdere, om de handlinger, som vedkommende har været eller kan blive udsat for, kan udgøre forfølgelse eller alvorlig overlast
       4. om ansøgerens aktiviteter, siden vedkommende forlod hjemlandet, udelukkende eller hovedsagelig har haft til formål at skabe de nødvendige betingelser for at indgive ansøgning om international beskyttelse med henblik på at vurdere, om disse aktiviteter vil betyde, at vedkommende ved tilbagevenden til hjemlandet kan blive udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast
       5. om ansøgeren med rimelighed kan forventes at lade sig beskytte af et andet land, i hvilket vedkommende kunne kræve statsborgerskab.

       […]

    5. Hvis medlemsstaterne anvender princippet om, at ansøgeren har pligt til at underbygge sin ansøgning om international beskyttelse, og hvis der er aspekter af ansøgerens forklaringer, der ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, skal disse aspekter ikke bekræftes, hvis følgende betingelser er opfyldt:
       1. ansøgeren har oprigtigt bestræbt sig på at underbygge sin ansøgning
       2. alle de relevante elementer, som ansøgeren råder over, er blevet forelagt, og der er givet en tilfredsstillende forklaring på eventuelle manglende relevante elementer
       3. ansøgerens forklaringer anses for sammenhængende og troværdige og strider ikke imod tilgængelige specifikke og generelle oplysninger, der er relevante for ansøgerens sag
       4. ansøgeren har indgivet sin ansøgning om international beskyttelse så tidligt som muligt, medmindre vedkommende kan godtgøre at have haft god grund til ikke at gøre dette
       5. ansøgerens almindelige troværdighed er slået fast.”
11. Nævnte direktivs artikel 10 bestemmer:
    1. Ved vurderingen af årsagerne til forfølgelse tager medlemsstaterne hensyn til følgende elementer:
       […]
       4. en gruppe betragtes som udgørende en bestemt social gruppe, navnlig når:
          • medlemmerne af den pågældende gruppe har samme medfødte karakteristiske træk eller en fælles baggrund, der ikke kan ændres, eller er fælles om et karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet eller samvittighed, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå
          • den pågældende gruppe har en særskilt identitet i det relevante land, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.

          Afhængigt af omstændighederne i hjemlandet kan en bestemt social gruppe omfatte en gruppe, hvis fælles karakteristiske træk er seksuel orientering. Seksuel orientering kan ikke forstås således, at det omfatter handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. […]

       […]

    2. Ved vurdering af, om en ansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse, er det irrelevant, om ansøgeren faktisk har de racemæssige, religiøse, nationale, sociale eller politiske karakteristiske træk, der fører til forfølgelse, hvis et sådant karakteristisk træk tillægges den pågældende af den aktør, der står bag forfølgelsen.”
12. Samme direktivs artikel 39, stk. 1, første afsnit, præciserer:
    “Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 1, 2, 4, 7, 8, 9, 10, 11, 16, 19, 20, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28, 29, 30, 31, 32, 33, 34 og 35 senest den 21. december 2013. De underretter straks Kommissionen herom.”
13. Artikel 40, stk. 1, i direktiv 2011/95 har følgende ordlyd:
    “Direktiv 2004/83/EF ophæves for de medlemsstater, for hvilke nærværende direktiv er bindende, med virkning fra den 21. december 2013 […]”
    Direktiv 2013/32/EU
14. Artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60) bestemmer:
    “Medlemsstaterne udpeger med henblik på alle procedurer en besluttende myndighed, der skal være ansvarlig for en hensigtsmæssig behandling af ansøgningerne i overensstemmelse med dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer, at en sådan myndighed råder over de fornødne midler, herunder et tilstrækkeligt antal kompetente ansatte, til at varetage sine opgaver i overensstemmelse med direktivet.”
15. Direktivets artikel 10, stk. 3, fastsætter:
    “Medlemsstaterne sikrer, at den besluttende myndigheds afgørelser om ansøgninger om international beskyttelse træffes efter en passende behandling af ansøgningerne. Til det formål sikrer medlemsstaterne:
    […]

    4. at det personale, der behandler ansøgningerne og træffer afgørelser, altid har mulighed for at søge nødvendig rådgivning fra eksperter om særlige spørgsmål, f.eks. af lægelig art eller vedrørende kultur, børn eller køn.”
16. Nævnte direktivs artikel 15, stk. 3, præciserer:
    “Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at personlige samtaler finder sted under forhold, som giver ansøgerne mulighed for at give en fyldestgørende redegørelse for grundene til deres ansøgning. Med henblik herpå skal medlemsstaterne:

    1. sikre, at den person, som skal forestå samtalen, er kompetent til at tage hensyn til de personlige og generelle omstændigheder i forbindelse med ansøgningen, herunder ansøgerens kulturelle oprindelse, køn, seksuel orientering, kønsidentitet eller sårbarhed

    […]”

17. Samme direktivs artikel 46, stk. 1 og 4, har følgende ordlyd: ”
    1. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med følgende:
       1. en afgørelse, der er truffet om deres ansøgning om international beskyttelse, herunder en afgørelse:
          1. om at betragte en ansøgning som grundløs hvad angår flygtningestatus og/eller subsidiær beskyttelsesstatus

          […]

    4. Medlemsstaterne fastsætter rimelige tidsfrister og andre nødvendige bestemmelser[,] for at ansøgeren kan udøve sin [ret] til et effektivt retsmiddel som omhandlet i stk. 1. […]

    […]”

18. Artikel 51, stk. 1, i direktiv 2013/32 fastsætter:
    “Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 1-30, artikel 31, stk. 1 og 2 og stk. 6-9, artikel 32-46, artikel 49 og 50 og bilag I senest den 20. juli 2015. De underretter straks Kommissionen herom.”
19. Direktivets artikel 52, stk. 1, er affattet således:
    “Medlemsstaterne anvender de i artikel 51, stk. 1, omhandlede love og administrative bestemmelser i forbindelse med ansøgninger om international beskyttelse, der er indgivet, og i forbindelse med procedurer for fratagelse af international beskyttelse, der er indledt efter den 20. juli 2015 eller en tidligere dato. Ansøgninger, der er indgivet inden den 20. juli 2015, og procedurer for fratagelse af flygtningestatus, der er indledt inden denne dato, er omfattet af love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til direktiv 2005/85/EF.”

    Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
20. F indgav i løbet af april 2015 en asylansøgning til de ungarske myndigheder.
21. Til støtte for denne ansøgning gjorde han ved den første samtale, der blev gennemført af BAH, gældende, at han nærede begrundet frygt for forfølgelse i sit oprindelsesland, fordi han var homoseksuel.
22. Ved afgørelse af 1. oktober 2015 meddelte BAH afslag på F’s ansøgning. I denne henseende fastslog BAH, at der i F’s forklaringer ikke var nogen grundlæggende selvmodsigelser. Hans manglende troværdighed blev imidlertid konkluderet på grundlag af en sagkyndig erklæring fra en psykolog. Denne sagkyndige erklæring var udarbejdet på grundlag af en undersøgelse og personlighedstests, nemlig “Draw-a-Person-in-the-Rain”-testen samt rorschachtesten og szonditesten, og det konkluderedes deri, at testresultaterne ikke underbyggede F’s udsagn om hans seksuelle orientering.
23. F har anlagt sag til prøvelse af BAH’s afgørelse for den forelæggende ret, idet han bl.a. har anført, at de psykologiske undersøgelser, som han blev underkastet, var en alvorlig krænkelse af hans grundlæggende rettigheder og ikke gjorde det muligt at vurdere sandsynligheden for hans seksuelle orientering.
24. Den forelæggende ret har anført, at sagsøgeren i hovedsagen ikke konkret har kunnet anføre, hvorledes disse undersøgelser har krænket de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret. Den forelæggende ret har desuden anført, at F har erklæret, at han hverken var udsat for fysiske undersøgelser, eller at han var blevet forevist fotografier eller film med pornografisk indhold.
25. Efter en bevisoptagelse foranstaltet af den forelæggende ret udarbejdede Igazságügyi Szakért?i és Kutató Intézet (institut for retsmedicinske sagkyndige og efterforskere, Ungarn) en sagkyndig erklæring, hvoraf fremgår, at de metoder, der blev anvendt under asylsagsbehandlingen, ikke krænkede den menneskelige værdighed, og at de, kombineret med en “passende undersøgelse”, er egnet til at beskrive en persons seksuelle orientering og eventuelt at rejse tvivl om, hvorvidt en persons angivelser herom er velbegrundede. Den forelæggende ret har præciseret, at den anser sig for bundet af konklusionerne i denne sagkyndige erklæring.
26. På denne baggrund har Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (forvaltnings- og arbejdsretten i Szeged, Ungarn) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål: ”
    1. Skal artikel 4 i direktiv 2011/95[…], sammenholdt med artikel 1 i [chartret], fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at der i forbindelse med asylansøgere, der tilhører gruppen af lesbiske, bøsser, biseksuelle, transseksuelle og interseksuelle (LGBTI), indhentes og vurderes en sagkyndig erklæring fra en retsmedicinsk psykolog, der er baseret på projektive personlighedstests, når der i forbindelse med udarbejdelsen af erklæringen hverken stilles spørgsmål vedrørende asylansøgerens seksuelle vaner eller foretages en fysisk undersøgelse af vedkommende?
    2. I tilfælde af, at den i det første spørgsmål nævnte sagkyndige erklæring ikke kan anvendes som bevis, skal artikel 4 i direktiv 2011/95[…], sammenholdt med artikel 1 i [chartret], da fortolkes således, at – i de tilfælde, hvor asylansøgningen baseres på forfølgelse på grund af seksuel orientering – hverken de nationale administrative myndigheder eller domstolene har mulighed for ved hjælp af sagkyndige metoder at undersøge sandfærdigheden af asylansøgerens udtalelser, uanset disse metoders nærmere kendetegn?”
    Om de præjudicielle spørgsmål
    Det andet spørgsmål
27. Med det andet spørgsmål, der skal behandles først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4 i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at den myndighed, der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, eller de retter, for hvilke der er indbragt en sag til prøvelse af en afgørelse fra denne myndighed, anvender en sagkyndig erklæring i forbindelse med vurderingen af kendsgerninger og omstændigheder vedrørende en ansøgers angivelige seksuelle orientering.
28. Det skal understreges, at en ansøger om international beskyttelses forklaringer, henset til den særlige sammenhæng, hvori ansøgninger om international beskyttelse indskriver sig, kun betragtes som et udgangspunkt for den i artikel 4 i direktiv 2011/95 fastsatte procedure til vurdering af kendsgerningerne og omstændighederne (jf. analogt dom af 2.12.2014, A m.fl., C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 49).
29. Det følger heraf, at selv om det tilkommer ansøgeren om international beskyttelse at påvise denne orientering, som udgør et forhold, der henhører til den pågældendes personlige sfære, kan de ansøgninger om international beskyttelse, der er begrundet i en frygt for forfølgelse på grund af nævnte orientering, lige så vel som de ansøgninger, der er baseret på andre årsager til forfølgelse, være genstand for en vurderingsprocedure som omhandlet i direktivets artikel 4 (jf. analogt dom af 2.12.2014, A m.fl., C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 52).
30. I denne henseende bemærkes, at seksuel orientering udgør et karakteristisk træk, der kan godtgøre en ansøgers tilhørsforhold til en bestemt social gruppe som omhandlet i artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95, når personerne i gruppen, hvis medlemmer deler samme seksuelle orientering, opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund (jf. i denne retning dom af 7.11.2013, X m.fl., C-199/12 – C-201/12, EU:C:2013:720, præmis 46 og 47), hvilket desuden bekræftes af dette direktivs artikel 10, stk. 1, litra d).
31. Det følger imidlertid af dette direktivs artikel 10, stk. 2, at det, når medlemsstaterne vurderer, om en ansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse, er irrelevant, om ansøgeren faktisk har de sociale karakteristiske træk, der fører til forfølgelse, hvis et sådant karakteristisk træk tillægges den pågældende af den aktør, der står bag forfølgelsen.
32. For at træffe afgørelse om en ansøgning om international beskyttelse, der er begrundet i en frygt for forfølgelse på grund af seksuel orientering, er det derfor ikke altid nødvendigt at vurdere troværdigheden af ansøgerens seksuelle orientering i forbindelse med den vurdering af de kendsgerninger og omstændigheder, som er fastsat i nævnte direktivs artikel 4.
33. På denne baggrund skal det bemærkes, at artikel 4, stk. 3, i direktiv 2011/95 opregner de omstændigheder, som de kompetente myndigheder skal tage hensyn til ved vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse, og at dette direktivs artikel 4, stk. 5, præciserer betingelserne for, at en medlemsstat, der anvender princippet om, at ansøgeren har pligt til at underbygge sin ansøgning om international beskyttelse, skal anse visse aspekter for ikke at skulle bekræftes. Blandt disse betingelser er navnlig den kendsgerning, at ansøgerens forklaringer anses for sammenhængende og troværdige og ikke strider imod tilgængelige specifikke og generelle oplysninger, der er relevante for ansøgerens sag, og den omstændighed, at ansøgerens almindelige troværdighed er slået fast.
34. I denne henseende bemærkes, at disse bestemmelser ikke begrænser de midler, som disse myndigheder kan benytte, og navnlig ikke udelukker indhentelse af sagkyndige erklæringer i forbindelse med vurderingen af kendsgerninger og omstændigheder med henblik på mere præcist at fastslå ansøgerens reelle behov for international beskyttelse.
35. I denne forbindelse skal fremgangsmåden ved en eventuel indhentelse af en sagkyndig erklæring ikke desto mindre være i overensstemmelse med de øvrige EU-retlige bestemmelser, herunder de grundlæggende rettigheder, der sikres i chartret, såsom retten til respekt for den menneskelige værdighed i chartrets artikel 1 og retten til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved chartrets artikel 7 (jf. i denne retning dom af 2.12.2014, A m.fl., C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 53).
36. Selv om bestemmelserne i artikel 4 i direktiv 2011/95 finder anvendelse på samtlige ansøgninger om international beskyttelse uanset de til støtte for disse ansøgninger påberåbte årsager til forfølgelse, tilkommer det de kompetente myndigheder under iagttagelse af de ved chartret sikrede rettigheder at tilpasse fremgangsmåden ved vurderingen af forklaringerne og dokumentationen eller beviserne i forhold til de karakteristika, der er særegne for hver kategori af ansøgninger om international beskyttelse (jf. analogt dom af 2.12.2014, A m.fl., C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 54).
37. Det kan i forbindelse med vurderingen af en ansøger om international beskyttelses forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering ikke udelukkes, at visse former for sagkyndige undersøgelser kan vise sig nyttige ved vurderingen af kendsgerningerne og omstændighederne, og at de kan indhentes, uden at det indebærer en krænkelse af ansøgerens grundlæggende rettigheder.
38. Som den franske og den nederlandske regering har fremhævet, kan en sagkyndig erklæring bl.a. gøre det muligt at indsamle mere fyldestgørende oplysninger om situationen for de personer, der deler en vis seksuel orientering i det tredjeland, hvor ansøgeren stammer fra.
39. Artikel 10, stk. 3, litra d), i direktiv 2013/32, der i henhold til direktivets artikel 51, stk. 1, skulle gennemføres senest den 20. juli 2015, fastsætter desuden specifikt, at medlemsstaterne sikrer, at det personale, der behandler ansøgningerne og træffer afgørelser, altid har mulighed for at søge nødvendig rådgivning fra eksperter om særlige spørgsmål, f.eks. vedrørende køn, der, som det fremgår af 30. betragtning til direktiv 2011/95, dækker hensyntagen til faktorer i forbindelse med kønsidentitet og seksuel orientering.
40. Ikke desto mindre er det for det første vigtigt at bemærke, at det følger både af artikel 4, stk. 1, og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2005/85 og af artikel 4, stk. 1, og artikel 10, stk. 3, i direktiv 2013/32, at den besluttende myndighed er ansvarlig for at foretage en hensigtsmæssig behandling af ansøgningerne, hvorefter den træffer en afgørelse herom. Det tilkommer således kun sådanne myndigheder under domstolskontrol at foretage vurderingen af kendsgerningerne og omstændighederne som fastsat i artikel 4 i direktiv 2011/95 (jf. i denne retning dom af 26.2.2015, Shepherd, C-472/13, EU:C:2015:117, præmis 40).
41. Det fremgår for det andet af dette direktivs artikel 4, at behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse skal indeholde en vurdering ud fra ansøgningens specifikke sagsforhold, og der tages herunder bl.a. hensyn til alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen, relevante forklaringer og dokumentation forelagt af ansøgeren samt sidstnævntes personlige stilling og forhold. Den kompetente myndighed skal i givet fald også tage forklaringerne fremlagt med hensyn til manglen på beviser og ansøgerens generelle troværdighed i betragtning (jf. analogt dom af 26.2.2015, Shepherd, C-472/13, EU:C:2015:117, præmis 26, og af 9.2.2017, M, C-560/14, EU:C:2017:101, præmis 36).
42. Det følger heraf, at den besluttende myndighed ikke kan basere sin afgørelse alene på konklusionerne i en sagkyndig erklæring, og at denne myndighed så meget desto mere ikke må være bundet af disse konklusioner i forbindelse med vurderingen af en ansøgers forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering.
43. Hvad angår muligheden for den ret, for hvilken en sag til prøvelse af den besluttende myndigheds afgørelse om at meddele afslag på en ansøgning om international beskyttelse er indbragt, for at indhente en sagkyndig erklæring skal det tilføjes, at både artikel 39, stk. 1, i direktiv 2005/85 og artikel 46, stk. 1, i direktiv 2013/32 fastsætter, at ansøgeren har ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med denne afgørelse, uden specifikt at afgrænse den bevisoptagelse, som denne ret med rette kan iværksætte.
44. Artikel 39, stk. 2, i direktiv 2005/85 og artikel 46, stk. 4, i direktiv 2013/32 præciserer desuden, at det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte de nødvendige bestemmelser for, at ansøgeren kan udøve sin ret til effektive retsmidler.
45. Selv om disse bestemmelser dermed ikke udelukker, at en ret kan indhente en sagkyndig erklæring med henblik på at foretage en effektiv kontrol af den besluttende myndigheds afgørelse, må den ret, for hvilken sagen er indbragt, henset til dels den særlige rolle, som sådanne retter tillægges ved artikel 39 i direktiv 2005/85 og ved artikel 46 i direktiv 2013/32, dels til de betragtninger vedrørende artikel 4 i direktiv 2011/95, der anført i nærværende doms præmis 41, imidlertid ikke støtte deres afgørelse alene på konklusionerne i en sagkyndig erklæring og må så meget desto mere ikke være bundet af en vurdering i disse konklusioner af en ansøgers forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering.
46. Henset til disse elementer skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 4 i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at den myndighed, der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, eller de retter, for hvilke der efter omstændighederne er indbragt en sag til prøvelse af en afgørelse fra denne myndighed, indhenter en sagkyndig erklæring i forbindelse med vurderingen af kendsgerningerne og omstændighederne vedrørende en ansøgers angivelige seksuelle orientering, for så vidt som fremgangsmåden ved en sådan sagkyndig erklæring er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret, samt at den nævnte myndighed og disse retter ikke støtter deres afgørelse alene på konklusionerne i den sagkyndige erklæring, og at de ikke er bundet af disse konklusioner i forbindelse med vurderingen af ansøgerens forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering.
    Det første spørgsmål
47. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4 i direktiv 2011/95, sammenholdt med chartret, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at der med henblik på at vurdere en ansøger om international beskyttelses reelle seksuelle orientering indhentes og anvendes en sagkyndig erklæring fra en psykolog som den i hovedsagen omhandlede, der har til formål på grundlag af projektive personlighedstests at give et billede af ansøgerens seksuelle orientering.
48. Det følger af besvarelsen af det andet spørgsmål og af de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 35, at selv om artikel 4 i direktiv 2011/95 ikke er til hinder for, at den besluttende myndighed eller de retter, for hvilke der er indbragt en sag til prøvelse af en afgørelse fra denne myndighed, i en situation som den i hovedsagen omhandlede indhenter en sagkyndig erklæring, skal fremgangsmåden ved indhentelsen af en sådan sagkyndig erklæring bl.a. være i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret.
49. Blandt de grundlæggende rettigheder, der er særligt relevante i forbindelse med vurderingen af en ansøger om international beskyttelses forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering, er bl.a. retten til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved chartrets artikel 7 (jf. i denne retning dom af 2.12.2014, A m.fl., C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 64).
50. Artikel 4 i direktiv 2011/95 skal derfor fortolkes i lyset af chartrets artikel 7 (jf. analogt dom af 21.4.2016, Khachab, C-558/14, EU:C:2016:285, præmis 28).
51. I denne henseende bemærkes, at en sagkyndig erklæring fra en psykolog som den i hovedsagen omhandlede indhentes af den besluttende myndighed i forbindelse med behandlingen af den ansøgning om international beskyttelse, som den pågældende har indgivet.
52. Det følger heraf, at denne sagkyndige erklæring indhentes i en sammenhæng, hvor den person, der opfordres til at lade sig underkaste projektive personlighedstests, befinder sig i en situation, hvor den pågældendes fremtid hænger tæt sammen med, hvilken afgørelse denne myndighed træffer vedrørende dennes ansøgning om international beskyttelse, og hvor en eventuel nægtelse af at lade sig underkaste disse undersøgelser kan være et vigtigt element, som nævnte myndighed kan henvise til med henblik på at afgøre, om den pågældende har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for ansøgningen.
53. Selv i de tilfælde, hvor gennemførelsen af psykologiske undersøgelser, der ligger til grund for en sagkyndig erklæring, såsom den i hovedsagen omhandlede, formelt kræver den pågældende persons udtrykkelige samtykke, bemærkes således, at dette samtykke ikke nødvendigvis er frit, da det kræves afgivet under det pres, der udspringer af de omstændigheder, som ansøgeren om international beskyttelse befinder sig under (jf. analogt dom af 2.12.2014, A m.fl., C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 66).
54. På denne baggrund er gennemførelsen og anvendelsen af en sagkyndig erklæring fra en psykolog som den i hovedsagen omhandlede, således som generaladvokaten har anført i punkt 43 i forslaget til afgørelse, et indgreb i denne persons ret til respekt for privatlivet.
55. I overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, være fastlagt i lovgivningen og respektere disses væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder og friheder, såfremt begrænsningerne er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Den Europæiske Union, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.
56. Hvad særligt angår proportionaliteten af det fastslåede indgreb bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at proportionalitetsprincippet indebærer, at de vedtagne retsakter ikke må gå videre, end hvad der er passende og nødvendigt for gennemførelsen af de formål, der lovligt tilstræbes med den omhandlede lovgivning, hvorved det forudsættes, at byrderne herved ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. i denne retning dom af 10.3.2005, Tempelman og van Schaijk, C-96/03 og C-97/03, EU:C:2005:145, præmis 47, af 16.7.2015, CHEZ Razpredelenie Bulgaria, C-83/14, EU:C:2015:480, præmis 123, og af 15.2.2016, N., C-601/15 PPU, EU:C:2016:84, præmis 54).
57. Selv om et indgreb i en ansøgers privatliv kan begrundes i behovet for at indsamle oplysninger, der gør det muligt at vurdere dennes reelle behov for international beskyttelse, tilkommer det i denne sammenhæng den besluttende myndighed under domstolskontrol at foretage en vurdering af, om en sagkyndig erklæring fra en psykolog, som den påtænker at indhente, eller som den ønsker at tage hensyn til, er egnet og nødvendig for gennemførelsen af dette formål.
58. I denne henseende bemærkes, at en sagkyndig erklæring som den i hovedsagen omhandlede kun kan anses for egnet, hvis den er baseret på tilstrækkeligt pålidelige metoder og principper i forhold til de standarder, der er anerkendt af det internationale videnskabelige samfund. Selv om det ikke tilkommer Domstolen at udtale sig om dette spørgsmål, der – for så vidt som der er tale om en vurdering af de faktiske omstændigheder – henhører under den forelæggende rets kompetence, skal det i denne sammenhæng bemærkes, at pålideligheden af sådanne sagkyndige udtalelser er blevet stærkt anfægtet af den franske og den nederlandske regering samt af Kommissionen.
59. Betydningen af en sagkyndig erklæring som den i hovedsagen omhandlede for ansøgerens privatliv forekommer under alle omstændigheder uforholdsmæssig i forhold til det tilsigtede formål, eftersom alvoren af det indgreb i retten til respekt for privatlivet, som den indebærer, ikke kan anses for forholdsmæssig i forhold til den nytteværdi, som denne eventuelt kunne have for vurderingen af kendsgerningerne og omstændighederne som fastsat i artikel 4 i direktiv 2011/95.
60. For det første er den indgriben i privatlivet for ansøgeren om international beskyttelse, som gennemførelsen og anvendelsen af en sagkyndig erklæring som den i hovedsagen omhandlede udgør, således særligt alvorlig, henset til dens art og formål.
61. En sådan sagkyndig erklæring forudsætter bl.a., at den pågældende underkaster sig en række psykologiske undersøgelser, der skal fastslå et grundlæggende træk for denne persons identitet, der vedrører den pågældendes personlige sfære, idet det angår intime aspekter af nævnte persons liv (jf. i denne retning dom af 7.11.2013, X m.fl., C-199/12 – C-201/12, EU:C:2013:720, præmis 46, og af 2.12.2014, A m.fl., C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 52 og 69).
62. Med henblik på vurderingen af alvoren af det indgreb, som gennemførelsen og anvendelsen af en sagkyndig erklæring fra en psykolog som den i hovedsagen omhandlede udgør, skal der desuden tages hensyn til princip 18 i Yogyakartaprincipperne om anvendelse af den internationale menneskerettighedslovgivning i forbindelse med seksuel orientering og kønsidentitet, som den franske og den nederlandske regering har henvist til, der bl.a. præciserer, at ingen kan tvinges til at undergå nogen former for psykologiske undersøgelser på grund af sin seksuelle orientering eller sin kønsidentitet.
63. Samlet set følger det af disse elementer, at alvoren af det indgreb i privatlivet, som følger af gennemførelsen og anvendelsen af en sagkyndig erklæring som den i hovedsagen omhandlede, går videre end følgerne af, at der foretages en vurdering af de af ansøgeren om international beskyttelse afgivne forklaringer vedrørende frygten for forfølgelse på grund af dennes seksuelle orientering, eller af, at der indhentes en sagkyndig erklæring fra en psykolog med et andet formål end at fastslå ansøgerens seksuelle orientering.
64. For det andet bemærkes, at en sagkyndig erklæring som den i hovedsagen omhandlede indgår i vurderingen af kendsgerningerne og omstændighederne som fastsat i artikel 4 i direktiv 2011/95.
65. I denne sammenhæng kan en sådan sagkyndig erklæring ikke anses for at være uomgængeligt nødvendig for at vurdere troværdigheden af en ansøger om international beskyttelses forklaringer om hans eller hendes seksuelle orientering med henblik på at træffe afgørelse om en ansøgning om international beskyttelse, der er begrundet med en frygt for forfølgelse på grund af denne orientering.
66. Dels kan den besluttende myndigheds gennemførelse af en personlig samtale bidrage til vurderingen af disse forklaringer, for så vidt som både artikel 13, stk. 3, litra a), i direktiv 2005/85 og artikel 15, stk. 3, litra a), i direktiv 2013/32 fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre, at den person, som skal forestå samtalen, er kompetent til at tage hensyn til de personlige omstændigheder i forbindelse med ansøgningen, idet denne situation bl.a. omfatter ansøgerens seksuelle orientering.
67. Mere generelt følger det af dette direktivs artikel 4, stk. 1, at medlemsstaterne har pligt til at sikre, at den besluttende myndighed råder over de fornødne midler, herunder et tilstrækkeligt antal kompetente ansatte, til at varetage sine opgaver. Det følger heraf, at denne myndigheds ansatte bl.a. skal besidde tilstrækkelige kompetencer for at vurdere de ansøgninger om international beskyttelse, der er begrundet med en frygt for forfølgelse på grund af seksuel orientering.
68. Dels følger det af artikel 4, stk. 5, i direktiv 2011/95, at hvis medlemsstaterne anvender princippet om, at ansøgeren har pligt til at underbygge sin ansøgning om international beskyttelse, skal de aspekter af ansøgerens forklaringer, der ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, ikke bekræftes, hvis betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt, idet disse betingelser bl.a. henviser til, at forklaringerne er sammenhængende og troværdige og på ingen måde vedrører gennemførelsen eller anvendelsen af en sagkyndig erklæring.
69. Selv hvis det antages, at en sagkyndig erklæring, der er baseret på projektive personlighedstests, såsom den i hovedsagen omhandlede, kunne bidrage til, med en vis pålidelighed, at fastslå den pågældendes seksuelle orientering, fremgår det desuden af den forelæggende rets oplysninger, at konklusionerne i en sådan sagkyndig erklæring kun ville kunne give et billede af denne seksuelle orientering. Dermed er disse konklusioner under alle omstændigheder forbundet med en vis unøjagtighed og har således kun begrænset interesse for vurderingen af en ansøger om international beskyttelses forklaringer, særligt når disse forklaringer som de i hovedsagen omhandlede ikke er selvmodsigende.
70. Under disse omstændigheder er det med henblik på at besvare det første spørgsmål ikke nødvendigt også at fortolke artikel 4 i direktiv 2011/95, sammenholdt med chartrets artikel 1.
71. Det følger af det ovenstående, at det første spørgsmål skal besvares med, at artikel 4 i direktiv 2011/95, sammenholdt med chartrets artikel 7, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at der med henblik på at vurdere en ansøger om international beskyttelses reelle seksuelle orientering indhentes og anvendes en sagkyndig erklæring fra en psykolog, såsom den i hovedsagen omhandlede, der har til formål på grundlag af projektive personlighedstests at give et billede af ansøgerens seksuelle orientering.
    Sagsomkostninger
72. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
    [Til indhold] På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
    1. Artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at den myndighed, der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, eller de retter, for hvilke der efter omstændighederne er indbragt en sag til prøvelse af en afgørelse fra denne myndighed, indhenter en sagkyndig erklæring i forbindelse med vurderingen af kendsgerningerne og omstændighederne vedrørende en ansøgers angivelige seksuelle orientering, for så vidt som fremgangsmåden ved en sådan sagkyndig erklæring er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, samt at den nævnte myndighed og disse retter ikke støtter deres afgørelse alene på konklusionerne i den sagkyndige erklæring, og at de ikke er bundet af disse konklusioner i forbindelse med vurderingen af ansøgerens forklaringer vedrørende dennes seksuelle orientering.
    2. Artikel 4 i direktiv 2011/95, sammenholdt med artikel 7 i chartret om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at der med henblik på at vurdere en ansøger om international beskyttelses reelle seksuelle orientering indhentes og anvendes en sagkyndig erklæring fra en psykolog, såsom den i hovedsagen omhandlede, der har til formål på grundlag af projektive personlighedstests at give et billede af ansøgerens seksuelle orientering.

Underskrifter

* * *
Domstolens dom den 25. januar 2018 hos InfoCuria.

* * *
InfoCurias journal vedrørende sagen.