Forespørgsel F 48. Folketingsdebat den 17. maj 2017 om faglig vejledning for transkønnede. Afstemning den 18. maj 2017.

Folketinget havde onsdag den 17. maj 2017 debat i folketingssalen om forespørgsel F 49 om faglig vejledning for transkønnede – Samling 2016-17.
Under debatten blev der fremsat to forslag til vedtagelse.
Forslag 1: V 108 af Carolina Magdalene Maier (ALT), Stine Brix (EL).
Forslag 2: V 109 af Flemming Møller Mortensen (S), Liselott Blixt (DF), Jane Heitmann (V), May-Britt Kattrup (LA), Lotte Rod (RV), Kirsten Normann Andersen (SF), Brigitte Klintskov Jerkel (KF).
Afstemning om forslagene blev udsat til torsdag den 18. maj 2017, hvor forslag 2 – V 109 – blev vedtaget.

Debatten

Kl. 1904. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til i morgen, torsdag den 18. maj.
For begrundelse er det ordføreren for forespørgerne, fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.
Kl. 1905. Carolina Magdalene Maier (ALT). Ordfører for forespørgerne.
Tak for det. Jeg skal gøre det kort, for som der står på skærmen bag mig, har vi bedt om den her forespørgselsdebat for at spørge ministeren, hvad ministeren vil gøre for at sikre en åben, værdig og relevant inddragelse af transpersoner i forbindelse med den revision af den faglige vejledning om behandling af transpersoner, som er under udarbejdelse i øjeblikket.

Vi har jo en rigtig god historie fra 2016, hvor et enigt Folketing besluttede, at vi som det første land i hele verden skulle fjerne transpersoner fra listen over psykiske sygdomme. Det er noget af det, som jeg synes gør en enormt stolt af at være dansker og dansk politiker. Nu foreligger så arbejdet med at følge op på, hvordan den øvelse, det greb, at vi har fjernet transpersoner fra listen over psykiske sygdomme, også afspejles i den behandling, som de møder i sundhedsvæsenet.

Jeg anerkender og krediterer i høj grad ministeren for at have iværksat en åben og inddragende proces. Men der er dog elementer i den proces, der har været indtil videre, som vi hører fra transmiljøet ikke er tilfredsstillende. Det er nogle af de ting, vi gerne vil tale om i den her forespørgselsdebat, for at være helt sikre på, at transpersonernes stemme bliver hørt, i forhold til hvordan den faglige vejledning skal udarbejdes fremadrettet. Tak.
Kl. 1906. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Tak for det. Så er det sundhedsministeren for besvarelsen. Og velkommen tilbage.
Kl. 1906. Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby).
Tak, og tak til forespørgerne for forespørgslen. Der skal ikke være nogen tvivl om, at det har været vigtigt for mig, at vi får sikret netop en respektfuld, værdig, åben og inddragende proces for udarbejdelsen af Sundhedsstyrelsens faglige vejledning om udredning og behandling af transkønnede. Der skal heller ikke være tvivl om, at transkønnedes vilkår og ligger mig på sinde. Det gjorde det som ligestillingsminister, det gør det fortsat nu som sundhedsminister.

Det var sådan set også derfor, jeg, før jeg gik på barsel, sikrede, at vi fik en anden proces end den, der var lagt op til, i forbindelse med udarbejdelsen af den faglige vejledning. Jeg vil sådan set gerne starte med at understrege en præmis, som jeg er sikker på at vi bredt hen over partiskel kan bakke op om, nemlig at man uanset seksuel overbevisning eller kønsidentitet skal have friheden til at være den, man er, og til selv at vælge sin partner og leve det liv, man ønsker. Det er en grundlæggende rettighed i vores samfund: friheden til at være den, man er. Derfor er jeg sådan set også stolt over, at de beslutninger, som vi har truffet fra dansk side, også blev bemærket, da Danmark sidste år modtog IDAHO-flaget. Jeg havde selv fornøjelsen af som ligestillingsminister at være vært for IDAHO Forum, og nu er det jo IDAHOT-dag i dag, og i dag er flaget så blevet overleveret til belgierne, som overtager værtskabet. Da blev vi sådan set også krediteret for de beslutninger, vi havde truffet i fællesskab.

Jeg synes også, det er vigtigt, at vi følger op på dem. Danmark er foregangsland her på en række områder, og det skal vi blive ved med at være. Det handler jo sådan set også om den historik, vi har haft på hele rettighedsområdet, når det handler om friheden til at være den, man er. Regeringen arbejder derfor også målrettet på, at transkønnede bliver mødt med større respekt og forståelse generelt, også i sundhedsvæsenet. At være transkønnet er ikke en psykisk sygdom. Det er vi her i landet enige om, og det er klart, at det skal behandlingen også reflektere. Sådan er desværre ikke alle steder i verden, og man kan sige, at da vi i fællesskab i Folketinget og vi så som regering kunne meddele WHO, at Danmark som det første land i verden ville ændre diagnosekoden for transkønnede pr. 1. januar i år, hvis den ikke blev ændret tidligere af WHO i fællesskab, ja, så var det jo sådan set netop et udtryk for, at vi på det her område ønsker at skabe bedre forhold for de transkønnede.

Skal man så stoppe der? kan man spørge. Nej, og det er sådan set også grunden til, at vi har iværksat konkrete initiativer, som skal sikre en bedre behandling og mere respekt for de transkønnede, og at der skal lyttes til deres ønsker. Det er netop den proces, der er blevet iværksat med Sundhedsstyrelsens nye faglige vejledning for transkønnede, som netop nu er ved at blive udarbejdet, et udtryk for. Det var sådan, at der sådan set var lagt op til, at den skulle have været udsendt for lang tid siden, men jeg hørte også de bekymringer fra miljøet, som forespørgerne har rejst, og derfor besluttede jeg, at vi i februar måned skulle ændre på processen, så vi netop fik en mere åben og inddragende proces, hvor der også blev lyttet.

Der er jo ikke tale om en revision af den gældende vejledning fra 2014. Der er tale om en helt ny vejledning. Formålet med den kommende nye vejledning er netop at sikre, at transkønnede oplever et bedre forløb i sundhedsvæsenet, men samtidig også sikre, at det faglige niveau er højt. Den nye vejledning skal altså både balancere de lægefaglige perspektiver og de input, der er kommet fra bl.a. de transkønnede selv og fra deres organisationer.

I starten af året bad jeg som nævnt Sundhedsstyrelsen om at igangsætte en åben og inddragende proces i forbindelse med udarbejdelsen af den nye vejledning. Og de, som gerne ville bidrage, skulle også kunne komme frem med deres budskaber, og vi skulle også inddrage de internationale erfaringer på området. Det har ledt til, at Sundhedsstyrelsen bl.a. har afholdt en større konference om transkønnede, hvor både transpolitiske organisationer og eksperter fra ind- og udland deltog. Det peger lidt frem mod, at Sundhedsstyrelsen har holdt et større dialogmøde, hvor relevante aktører på området kunne komme med konkrete input. Det har ledt frem til, at Sundhedsstyrelsen generelt har lyttet til de organisationer og aktører på området, som har ønsket at komme med input. Det er også de input, der indgår i arbejdet med en revideret version af vejledningen, som meget snart skal sendes ud i bred offentlig høring.

Vi må som ansvarlige politikere, hvad enten det er her i salen eller i regionsrådene eller kommunalbestyrelserne, hele tiden bestræbe os på, at sundhedsvæsenet indrettes, så borgerne føler sig velkommne. Jeg er enig med de aktører, som tidligere har peget på, at man ikke altid har følt sig velkommen i forhold til alt fra spørgeskemaer, som der heldigvis blevet taget hånd om allerede sidste forår, til andre behandlingselementer, vi har haft på det her område. Jeg er også enig med de aktører, som har ønsket at flytte udrednings– og behandlingstilbud til transkønnede væk fra psykiatrien.

For så vidt angår den del, hvor vi fra centralt hold har ansvaret, kan jeg klart sige, at den kommende vejledning ikke vil stille krav om, hvor udredning og behandling af transkønnede skal placeres organisatorisk. Sundhedsstyrelsens nye specialeplan indeholder heller ikke krav til, hvor regionerne organisatorisk skal forankre udredning og behandling af transkønnede. Det skal organiseres lokalt.

Så ved jeg godt, at der er nogle, der fra Folketingets side gerne vil sige: Jamen vi vil bestemme, præcis hvor det skal placeres i de enkelte regioner. Der synes jeg sådan set at det har en stærkere værdi, at vi siger, at vi har en klar forventning om – hvad jeg også ved at den fungerende sundhedsminister har drøftet med formanden for Region Hovedstaden – at der sker en placering uden for psykiatrien, men at beslutninger om organiseringen af vores sundhedsvæsen træffes lokalt. Jeg synes, det er en rigtig god idé at forandre tilbud til transkønnede andre steder end i psykiatrien, så det præcis afspejler den fælles beslutning, som vi tog her i Folketinget, om at flytte de danske diagnosekoder og gå enegang på området, hvis vi ikke kunne få dem flyttet i WHO-regi.

Jeg håber også, at det møde, som den fungerende sundhedsminister afholdt i april måned med formanden for Region Hovedstaden for at drøfte problemstillingen, vil betyde, at det bliver flyttet i Region Hovedstaden. Det er også mig bekendt sådan, at regionen har oplyst, at de vil se på mulighederne for en ændret organisering af området. Det synes jeg er rigtig positivt, og jeg håber også, det vil bære frugt. Jeg oplever sådan set ikke, at vi har behov for at beslutte herindefra, hvordan organiseringen skal være, hvad jeg ved har været drøftet i den seneste tid.

Som jeg nævnte indledningsvis, har regeringen taget flere initiativer på området for at sikre en mere værdig og respektfuld behandling af transkønnede i sundhedsvæsenet, og det er sådan set et arbejde, som vi vil fortsætte. Jeg håber også, at den proces, der nu kommer, når Sundhedsstyrelsen udsender deres reviderede vejledning på baggrund af den åbne proces, gør, at aktørerne også fortsat vil byde ind med deres input i den offentlige høringsproces, der kommer, så vi kan få en reel diskussion af de steder, hvor der muligvis kan være forskelle i opfattelser mellem den her balance, der skal være, mellem det faglige og de ønsker, der kan være fra miljøet. Jeg synes i hvert fald, det er væsentligt, at vi har fokus på det herinde, sådan at vi sikrer en opfølgning på de beslutninger, vi traf sidste år, om flytningen af diagnosekoderne og det generelle ønske, vi har, om, at transkønnede mødes med større respekt i vores sundhedsvæsen, end hvad mange har følt de har oplevet hidtil.
Kl. 1914. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Foreløbig tak til sundhedsministeren for besvarelsen. Så går vi over til forhandlingen, og først er det ordføreren for forespørgerne, fru Carolina Magdalene Maier.
Kl. 1914. Carolina Magdalene Maier (ALT) Ordfører for forespørgerne.
Tak til ministeren for besvarelsen af vores forespørgsel. For Alternativet er spørgsmålet om transpersoners adgang til sundhed et rettigheds- og ligestillingsspørgsmål, og derfor er det mig, der som Alternativets ligestillingsordfører står her i dag og ikke vores sundhedsordfører.

I Alternativet er vi helt enige med transpersonerne i, at transpersoner skal have samme ret til med- og selvbestemmelse over egen krop og behandling, som alle andre mennesker har i Danmark. Det tror jeg vi alle sammen i Folketinget er enige om.

Debatten sidste år om at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme viste, at Folketingets partier over en bred kam bakker op om den tilgang til transpersoner, hvorfor regeringen jo også valgte at handle ved – som det første land i verden, som jeg sagde tidligere – at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme i det famøse kapitel 5. Men det er naturligvis ikke nok at fjerne diagnosekoderne, hvis man samtidig fortsætter den ydmygende behandlingspraksis, som transpersonerne tidligere oplevede at blive udsat for. Når jeg siger det, er det i fuld anerkendelse af, at der er en proces i gang.

Processen i forhold til vejledningen er jo netop blevet udsat, fordi ministeren ønsker at inddrage transpersonerne selv i processen. Det initiativ er rigtig glade for i Alternativet, og vi mener sådan set også, at det er en grundforudsætning for at lykkes at komme i hus med en værdig og respektfuld behandlingspraksis.

Så er spørgsmålet bare, hvordan man inddrager. Demokratisk inddragelse kræver jo i høj grad først og fremmest måske en vilje til at lytte og til at lære. Det er nemt at sige, og det er mindre nemt at praktisere. Det mest angstprovokerende ved inddragelse er jo, at man risikerer at miste kontrollen, når man beder nogle andre om at komme med deres mening. Hvor meget vi end har forsøgt at inddrage, er det i hvert fald meldinger, som vi har fået tilbage fra transmiljøet, nemlig at den inddragelsesproces, der har været indtil videre, ikke har været god nok. Det håber jeg at vi kommer til at få rettet op på.

De tilbagemeldinger, der er, f.eks. fra konferencen, som blev holdt i marts – den, der hed »Konference om kønsidentitet i det danske sundhedsvæsen« – vidner om en uheldig balancering mellem det, vi kunne kalde fagligt formynderi, og så transpersonernes egen stemme, til førstnævntes fordel. Vi skal ikke underkende, at det er et svært område, vi har med at gøre, fordi det er en gruppe mennesker, som vi historisk set ikke har tildelt særlig stor anerkendelse og selvbestemmelse.

Vi har haft en tankegang, som givetvis ikke har været udtryk for ond vilje, at vi ikke har set transpersoner som lige så værdige som resten af befolkningen, men det er noget, som historisk ligger i vores kultur. Og med det udgangspunkt er det jo en ret radikal tanke, at transpersoner skal have samme med- og selvbestemmelse over egen krop og behandling her i det danske sundhedsvæsen. Jeg siger det egentlig bare for at anerkende, at jeg ikke tror det er nogen nem proces. For en ting er, hvad vi siger, vi gerne vil; noget andet er at gøre noget, som ligger så langt fra, hvordan vi har praktiseret det i rigtig mange år.

Men vi bliver nødt til at tage de stemmer alvorligt, som siger, at inddragelsen ikke har en god nok. Og derfor ønsker vi også med den her forespørgsel at opfordre til, at ministeren præsenterer en klar ambition, en klar, ambitiøs plan for inddragelse af transpersoner i den videre proces i forhold til udviklingen af den faglige vejledning med udgangspunkt netop i transpersonernes ret til selvbestemmelse over egen krop og medbestemmelse over deres egen behandling. For kun på den måde kan vi forvente at skabe den grundlæggende forandring i sundhedssystemets tilgang til transpersoner, som vi alle sammen gerne have.

Lad os bare få svesken på disken, som man jo siger. Der er nogle særlige punkter, som transmiljøet – og folk herfra har jo også skrevet et brev til i hvert fald hele Sundhedsudvalget – peger på stadig væk er udfordringer. I udkastet til vejledningen, og det er jo kun et udkast til vejledning, så det kan jo stadig laves om, er der jo det her emne omkring udredningen, den psykiatriske udredning. Vi ønsker i hvert fald ikke fra Alternativets side at bestemme, hvor behandlingen skal foregå, men vi ønsker, at det ikke sker skal være en betingelse for en transperson, der gerne vil i behandling i det danske sundhedsvæsen, at vedkommende skal undergå en psykiatrisk udredning.

På side 6 i udkastet til den her vejledning står der stadig væk: Ved udredning og kønsmodificerende medicinsk behandling af voksne skal der i teamet indgå mindst en speciallæge i psykiatri og mindst en speciallæge i gynækologi og obstetrik, alternativt en speciallæge i intern medicin, endokrinologi, afhængig af lokalforhold. Men der skal indgå en speciallæge i psykiatri. Og det er sådan set det, der er det gode spørgsmål: Hvorfor skal der det, hvis vi antager, at det ikke er nogen psykisk sygdom at være transperson og ønske behandling i det danske sundhedsvæsen?

Hvis jeg går til en privatklinik og gerne vil have lavet større bryster, er der ikke en psykiater, der er involveret. Hvis jeg skal op på afsnit 3092 på Rigshospitalet og selv beslutte, hvor meget af en given hjernetumor, man skal fjerne, og hvor meget man skal lade sidde, er det heller ikke noget krav, at jeg taler med en psykiater. Så der er nogle elementer, der gør, at vi stadig væk ønsker at blive bedre til at lytte til transmiljøet, i forhold til hvordan det skal indgå i den faglige vejledning. Nu er min tid udløbet, men tak for ordet.

Jeg beklager, at jeg glemte vedtagelsesteksten. Den vedtagelsestekst, som jeg læser op her, er på vegne af Alternativet og Enhedslisten, og den lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse
»Folketinget finder, at Danmarks beslutning om at fjerne transpersoner fra diagnoselisten over psykiatriske diagnoser signalerer et vigtigt skridt i retning af øget respekt og værdighed for transpersoner i sundhedsvæsenet.

Folketinget pålægger i forlængelse heraf regeringen at sikre, at vejledningen om behandling af transkønnede anbefaler, at behandlingen placeres væk fra psykiatrien og tager udgangspunkt i, at der ikke må stilles krav om psykiatrisk udredning for behandling, uden at der er en begrundet mistanke om, at ønsket om behandling skyldes psykiatriske forhold. Endvidere skal vejledningen sikre, at privatpraktiserende gynækologer m.v. med særlig kompetence kan tilbyde hormonbehandling.

Folketinget konstaterer, at LGBT-miljøet ikke føler sig tilstrækkeligt inddraget i processen vedrørende udarbejdelse af ny faglig vejledning og opfordrer derfor Sundhedsstyrelsen til at sikre, at den fremadrettede proces med udarbejdelse af vejledningen bliver tilstrækkelig åben og inddragende for transpersonerne selv. Folketinget opfordrer regeringen til, at den del af den faglige vejledning, der vedrører behandling af børn, udskilles til en særskilt proces, som udsættes til efteråret 2017.«
(Forslag til vedtagelse nr. V 108)
Kl. 1922. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Tak for det. Forslaget til vedtagelse indgår nu i den videre forhandling. Vi siger tak til fru Carolina Magdalene Maier, og går videre i ordførerrækken til hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet.
Kl. 1922. Flemming Møller Mortensen (S). Ordfører
Tak for det, formand. Tak til ministeren for besvarelsen, og tak til Alternativet for at rejse forespørgselsdebatten her i dag.

Socialdemokraternes kamp for transkønnedes rettigheder og vilkår i Danmark har været og er meget væsentlig. Hvorfor? Jo, fordi små minoriteters vilkår afspejler et demokratis sande dybde. Derfor er det en mærkesag for Socialdemokratiet.

Socialdemokraterne, Danmark, hele Folketinget har løbet forrest flere gange, og alene inden for de sidste få år har vi sat ikke bare fingeraftryk, men fodaftryk i forhold til rettigheder og vilkår for transkønnede. Juridisk kønsskifte og det, at vi ændrede diagnosekoderne i forhold til WHO‘s registrering i diagnosesystemet, har i den grad været med til at vise, at vi vil rettigheder og vilkår for de transkønnede. Vi vil ikke stigmatiseringen. Det var et helt forkert signal at sende, at det var rubriceret i forhold til psykiatri. Det er et tydeligt udtryk for, at transkønnethed ikke er nogen psykiatrisk sygdom. Det er heller ikke nogen somatisk sygdom.

I forhold til vejledningen fra Sundhedsstyrelsen må jeg sige, at jeg er lidt ærgerlig over, at forslagsstillerne ikke var til stede, da Sundhedsudvalget havde direktøren for Sundhedsstyrelsen i Sundhedsudvalget den 27. april i år til en gennemgang af det udkast til vejledning, som lå klar den 6. marts, og med baggrund i det udkast er der sket ændringer, og jeg er også lidt ked af, at ordføreren for forespørgerne ikke har forståelse for, at det jo netop skal ud i en offentlig høring.

Det her er jo ikke dokumentet, det her er jo i proces, og jeg må sige, at min personlige oplevelse den 27. april var, at Sundhedsstyrelsen havde åbenhed omkring deres proces, havde forstået, at der er et stort og bredt politisk ønske om, at der skal være respekt og der skal være inddragelse. Derfor kommer det ud i en høring. Men jeg er da glad nok for, at forespørgerne har taget det op, fordi nu får vi en lejlighed til politisk at få en drøftelse af, at det her altså er et stort politisk ønske.

Jeg vil gerne give udtryk for en anden ting, der fra vores side er blevet mødt med stor anerkendelse. Det er den drøftelse, vi også her fra talerstolen har haft flere gange, i forhold til hvor det er, man kan få sikret sin udredning og sin vejledning og sin behandling. Det har kun været muligt et sted, og det har været på Rigshospitalets Sexologiske Klinik. Nu er der kommet et udkast til en fornyet specialeplan, hvor Aalborg Universitetshospitals Sexologiske Center har fået den her funktion.

Det har været et dybfølt ønske, ikke bare fra Socialdemokratiets side, men også fra mine kollegaers side, i forhold til at der måtte blive et alternativt sted. At man måtte bryde det, nogle kunne sige var et monopol, er nu sket, og vel at mærke ligger det ikke i et psykiatrisk regi. Der ligger i et somatisk regi. Det er deres gynækologiske afdeling, der står i spidsen for det, eller i hvert fald den klinik. Så jeg synes, at også det element i forespørgslen her omkring placeringen uden for psykiatrien er på vej. Altså allerede her har region Nordjylland, da de søgte, placeret det uden for psykiatrien, og derfor er vi da i hvert tilfælde på vej i den helt rigtige retning.

Det skal vi være, fordi det her skal harmoniseres i forhold til de politiske beslutninger, vi har truffet på et tidligere tidspunkt omkring diagnosekoder, og det, at der er så bred en politisk enighed om, at transkønnedes rettigheder og vilkår skal løftes, lige nøjagtig fordi vi ved, at det er vores politiske forpligtelse, fordi det er det, der kendetegner bl.a. vores demokrati, som jeg indledningsvis sagde, altså hvordan man forholder sig til minoriteter i vores samfund.

Det var min ordførertale, og så vil jeg gerne læse en vedtagelsestekst op på vegne af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse
»Folketinget finder, at Danmarks beslutning om at fjerne transkønnede fra diagnoselisten over psykiatriske diagnoser signalerede et vigtigt skridt i retning af øget respekt og værdighed for transkønnede i sundhedsvæsenet.

Folketinget anerkender, at ændringen af processen for udarbejdelsen af Sundhedsstyrelsens vejledning om udredning og behandling af transkønnede har sikret en åben og inddragende proces, hvor transpolitiske organisationer samt aktører fra ind- og udland er blevet hørt og inddraget.

Folketinget opfordrer regionerne til at overveje, hvordan udredning og behandling af transkønnede kan tilrettelægges, således at fremtidige behandlingstilbud til transkønnede reelt flyttes fra psykiatrien i overensstemmelse med flytning af diagnosekoden fra den 1. januar 2017.

Folketinget opfordrer desuden regeringen til at sikre, at transkønnede inden for rammerne af gældende ret sikres de samme muligheder som øvrige borgere, og at de i mødet med sundhedsvæsenet behandles med værdighed og respekt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 109).
Kl. 1928. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Det indgår nu også i den videre debat, men vi har lige en enkelt kommentar fra fru Stine Brix.
Kl. 1928. Stine Brix (EL)
Tak til Socialdemokratiets ordfører. Ordføreren fremhæver, at Aalborg Universitetshospital også kan blive et nyt behandlingstilbud til transpersoner, men for mig at se er problemet jo, at også på Aalborg Universitetshospital vil det, hvis den vejledning, der ligger som udkast, gælder, være et krav, at der skal indgå en psykiater i teamet omkring transpersonerne. Det betyder jo, at der stadig vil være en psykiater, der skal foretage en psykiatrisk udredning, for at man kan få behandling. Det synes jeg er et problem, og derfor mener jeg, at vi skal adressere det, hvis vi reelt ønsker, at behandlingen flyttes væk fra psykiatrien – hvilket i hvert fald er mit ønske – når vi skal have en ny vejledning.
Kl. 1929. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Ordføreren.
Kl. 1929. Flemming Møller Mortensen (S)
Jo, men jeg vil til gengæld spørge fru Stine Brix: Hvor ser fru Stine Brix, at der skal foretages en psykiatrisk udredning? Det, at der indgår en psykiater i det tværfaglige team, tolker jeg sådan, at hvis der er behov for det, hvis der er brug for det, hvis det et det, der kan være det rigtige for den enkelte patient, der henvender sig med henblik på en udredning og eventuel behandling, så er der en psykiater med om bord.
Kl. 1929. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Fru Stine Brix, værsgo.
Kl. 1930. Stine Brix (EL)
I det udkast til vejledningen, som jeg er blevet præsenteret for, står der helt klart, at der skal være en psykiater med i teamet, og at der skal foretages en udredning, som man kalder en psykosocial udredning, og som skal foretages af en psykiater – det må være en psykiatrisk udredning. Det er det, som jeg synes er ret vigtigt at vi får gjort op med, for jeg kender ikke til nogen andre steder i sundhedsvæsenet, hvor der kræves en psykiatrisk udredning, inden man kan få adgang til en behandling – jo, i psykiatrien, naturligvis, men i alle mulige andre sammenhænge kræves det jo ikke. Så hvis vi ønsker, at det reelt skal flyttes ud af psykiatrien, kan det jo ikke være et automatisk krav, at der skal indgå en psykiater, som skal lave sådan en udredning.
Kl. 1930. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Så er det ordføreren. Værsgo.
Kl. 1930. Flemming Møller Mortensen (S)
Jeg har ikke tolket det på samme måde, som spørgeren har gjort. Jeg har opfattet det sådan, at når Sundhedsstyrelsen ellers vurderer deres højt specialiserede funktioner, vurderer de det altid ud fra, hvilket team der skal til for at give den bedste kvalitet og den største patientsikkerhed. Men jeg synes da, at der er nogle muligheder her – og det synes jeg da at ordføreren skal være opmærksom på – i forhold til den høringsproces, der kommer, og det synes jeg da også at alle interessenter, der er opmærksomme på det her, skal stille skarpt på. Det er ikke et spørgsmål om, at Socialdemokratiet har en holdning for eller imod.
Kl. 1931. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Så er det fru Carolina Magdalene Maier.
Kl. 1931. Carolina Magdalene Maier (ALT)
Tak. Det er egentlig bare lige for at følge op på spørgsmålet fra fru Stine Brix. Når der står i det her udkast – og det er jo selvfølgelig kun et udkast, så måske er der noget af det, der kan ændres på – at der i teamet skal indgå mindst en speciallæge i psykiatri, hvordan kan ordføreren så mene, at man ikke vil lægge vægt på den psykiaters rolle i teamet? Altså, hvis ordføreren mener, at man, hvis man vurderer det nødvendigt, kan bruge en psykiater, hvorfor skal psykiateren så indgå i teamet? Kan man så ikke tilkalde en psykiater, hvis det er det, der viser sig at være behov for? Hvorfor skal psykiateren som udgangspunkt indgå i teamet?
Kl. 1931. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Ordføreren.
Kl. 1931. Flemming Møller Mortensen (S)
Igen vil jeg sige, at jeg tolker det sådan, at det er et spørgsmål om, at Sundhedsstyrelsen i deres udkast – og jeg er da glad for, at ordføreren nu har fanget, at det udkast, jeg flagede med før, er et udkast, som altså har været i høring hos de parter, som ministeren også nævnte, og at der kan være sket justeringer der – har vurderet, at det ville være det rigtige at gøre, på samme måde, som der i andre tværfaglige sammenhænge indgår flerfaglighed. Og jeg vil da blot sige, at min personlige erfaring, også med transkønnede, er, at der bestemt kan være personer, som synes, at det vil være det rigtige også at få en psykiater med i forhold til at give råd, vejledning og hjælp – på samme måde, som der også skal være psykologer med i den her sammenhæng.

Men jeg synes, det er forkert, at ordførerne konfronterer mig som Socialdemokratiets ordfører med, hvordan de her vejledninger ligger. Altså, de er i en åben høring, og der synes jeg da ordførerne selv må sørge for at være opmærksomme på at der bliver stillet de spørgsmål, der skal til.
Kl. 1933. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Spørgeren, værsgo.
Kl. 1933. Carolina Magdalene Maier (ALT)
Men det er bare, fordi det ikke er et irrelevant spørgsmål. Det er jo noget af det, som ligesom er toppen af bekymringerne, nemlig det med den her psykiater, der skal indgå i teamet. Og jeg vil gerne give et eksempel: Hvis man f.eks. skal opereres i hjernen på Rigshospitalet, får man sådan set også tilknyttet et tværfagligt team, bl.a. en psykolog, så man kan vælge, om man ønsker at tale med den psykolog, i forhold til hvad det er for nogle forandringer, der sker i hjernen som konsekvens af den operation. Det er der rigtig mange der tager imod, og det er et rigtig dygtigt arbejde, men man er ikke tvunget til at tage imod det, og det er ikke en psykiater, men en psykolog.
Kl. 1933. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Så er det ordføreren, der svarer.
Kl. 1933. Flemming Møller Mortensen (S)
Jamen jeg kan ikke svare ret meget andet. Jeg vil bare sige, at min egen personlige oplevelse – også efter at have arbejdet mange år i sundhedsvæsenet – er, at både psykologer og psykiatere er der for min skyld. Og jeg synes rent faktisk, at det at stille så indgående spørgsmål til mig på det her tidspunkt, næsten er et spørgsmål om at få stigmatiseret psykologer og også give et eller andet billede af, at der ikke, hvis man er transkønnet og gerne vil have en udredning, kan være behov for, at der også skal være mulighed for at få koblet enten en psykolog eller en psykiater på.

Jeg vælger at tolke det positivt, når Sundhedsstyrelsen siger, hvilken tværfaglighed der skal være til stede her.
Kl. 1934. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Tak til hr. Flemming Møller Mortensen, der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.
Kl. 1934. Liselott Blixt (DF). Ordfører
Jeg kunne jo nøjes med at sige, at jeg er fuldstændig enig med ordføreren for Socialdemokratiet. Først og fremmest undrer jeg mig over, at vi har den her forespørgsel, og at vi har det her beslutningsforslag bagefter, når vi faktisk i et enigt udvalg har arbejdet med den her problematik i meget, meget lang tid. Det startede, da vi begyndte at tale om at få ændret koden, så det ikke lå under psykiatriske diagnoser. Og her skal jeg sige tak, fordi Sundheds- og Ældreudvalget sidste år fik en pris af Copenhagen Pride – var det ikke sidste år? Jo. Allerede dengang tog vi fat i det her, og ministeren var faktisk lydhør, fordi vi var flere, der sagde, at det her skulle der gøres noget ved, og nu ligger der noget til høring.

Det er, som om man vil tage patent på noget, som man mener andre overhovedet ikke vil røre ved. Så jeg undrer mig lidt over, at vi har de her sager på i dag, som om vi ikke laver nok i Folketinget. Jeg synes, at ministeren faktisk har været åben over for det her, og når man siger, at miljøet ikke har været inddraget, så kan jeg se på datoerne og de ting, som ministeren har gjort og talt med miljøet om i forbindelse med det her, at det også er sket. Så jeg må sige, jeg ikke forstår, at man har taget de her sager op.

Så i Dansk Folkeparti vil vi sige: Jamen vi er glade for, at vi er nået så langt, at man er enige om, at der skal ske noget andet. For vi skal ikke se de her spørgsmål, som der har været, og de langtrukne behandlingsforløb, eller at dem, der bor i Jylland, ikke kan være med, og det har vi også sagt flere gange. Og når vi har siddet i udvalget, har vi faktisk været enige om det.

Så det eneste, vi ikke kan være enige om, er, at der ikke skal være psykologer og psykiatere med. Det vil vi holde på i Dansk Folkeparti, for vi skal sikre, at man ikke er psykisk syg, men det modsatte, når man får sådan en operation. Nu hørte jeg ordføreren for Alternativet sige, at det er det samme som at få en hjerneoperation, eller hvis vedkommende skulle have større eller mindre bryster. Nej, overhovedet ikke. Det er noget fuldstændig andet, når man skal skifte køn. Det er nogle mennesker, der har levet i en meget svær situation i mange, mange år, og som skal gennemgå utrolig mange ting, som berører dem meget psykisk, familiært og socialt.

Juleaften sidste år talte jeg faktisk med en, der lige havde fået en operation. Og jeg kunne se, hvor svært det var, og vi fik talt om, hvor meget man skulle igennem. Så ja, der er brug for mange specialister, og det er også psykologer eller psykiatere for den sags skyld. Så nej, vi skal sikre, at det er de rigtige, der går det igennem, for man skal være en stærk person for at kunne gå igennem en kønsskifteoperation. Derfor siger jeg ja til, at de selvfølgelig skal være med.

Det skulle være mine ord. Tak.
Kl. 1937. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Der er lige en kort bemærkning fra fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.
Kl. 1937. Carolina Magdalene Maier (ALT)
Nu husker jeg, hvordan det var, dengang jeg var sundhedsordfører, for nogle gange kan man helt føle, at man får skældud af fru Liselott Blixt, når hun står deroppe på talerstolen. Men det er okay, nu får hun så lidt igen.

Undskyld mig, men hele Sundheds- og Ældreudvalget har fået det samme brev – jeg står med det her i hånden – fra en række organisationer i transmiljøet. Det er Transpolitisk Forum, det er Foreningen for Støtte til transkønnede børn, det er Amnesty International, det er LGBT+ Ungdom, det er Copenhagen Pride, og det er LGBT Danmark. De skriver, og jeg citerer:

Det er vores opfattelse, at vi reelt ikke er blevet inddraget i revisionen, og vi frygter en ny vejledning, som er mindst lige så ringe som den gældende.

Det er derfor, vi har indkaldt til den her forespørgsel – det er derfor. Det kan godt være, man i vedtagelsesteksten fra de øvrige partier – altså alle andre end Enhedslisten og Alternativet – skriver, at der har været en inddragende proces, at man konstaterer, at miljøet har haft en inddragende proces, men det står ikke i det her brev.

Så mit spørgsmål er bare: Hvordan forholder ordføreren sig til det?
Kl. 1938. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Ordføreren.
Kl. 1938. Liselott Blixt (DF)
Jamen jeg kan sige, at jeg ikke er enig med dem. De har også været i deputation i Sundheds- og Ældreudvalget, så hvis ordføreren havde være sundhedsordfører eller der havde været en anden sundhedsordfører fra Alternativet til møderne, når der var deputationer i Sundheds- og Ældreudvalget, så ville man også kunne forstå, at de har siddet der, og at vi har stillet spørgsmål til dem og er gået videre til ministeren. Så der har været dialog, også fra vores side. Så det passer ikke, at man ikke inddrager dem. Jeg vil heroppefra sige, at det ikke er korrekt.
Kl. 1938. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Fru Carolina Magdalene Maier.
Kl. 1939. Carolina Magdalene Maier (ALT)
Okay, men så skal jeg bare forstå helt præcist, at det, ordføreren står og siger nu, er, at det, der står i det brev, som vi har fået i går, på vegne af de her seks organisationer, mener ordføreren simpelt hen er decideret forkert?
Kl. 1939. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Ordføreren.
Kl. 1939. Liselott Blixt (DF)
Ja.
Kl. 1939. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Vi siger tak til fru Liselott Blixt og går videre til den næste ordfører, som er fru Jane Heitmann, Venstre.
Kl. 1939. Jane Heitmann (V). Ordfører
Tak for det. I dag er det den internationale dag mod transfobi og homofobi, og med det i baghovedet er det passende, at vi i dag behandler en forespørgsel og et beslutningsforslag, hvor omdrejningspunktet netop er transpersoner. Det giver nemlig anledning til, at vi også fra Folketingets side kan sætte fokus på området. Transkønnedes rettigheder er vigtige for os alle på tværs af politiske ståsteder, og vi har fra Venstres side haft et særligt fokus på transkønnede. Danmark har netop som det første land i verden fjernet transkønnede fra WHO‘s liste over psykiske sygdomme, for det er ikke en psykisk sygdom at være transkønnet. Og vi er i Venstre stolte over, at vi har taget et vigtigt opgør med en træls fordom, og at vi igen igen – fristes man næsten til at sige – er gået forrest i Danmark.

Selv om jeg i udgangspunktet er glad for at stå her på talerstolen og tale om transkønnedes rettigheder og muligheder, undrer forespørgslen mig også lidt. For initiativtagerne fra Alternativet sparker jo en åben dør ind. I sidste måned holdt vi ordførermøde, hvor netop den faglige vejledning, som vi jo drøfter her i dag, var på dagsordenen. Og jeg skal da være ærlig og sige, at jeg har det lidt ligesom Socialdemokratiets ordfører, nemlig at jeg synes, det er ærgerligt, at forslagsstillerne ikke deltog i mødet. For jeg tror, det blev klart for de fleste på ordførermødet, at Sundhedsstyrelsen har igangsat arbejdet med udarbejdelsen af en ny faglig vejledning for behandling af transkønnede.

Der ligger en lang, en åben og en inddragende proces til grund for arbejdet. F.eks. har LGBT Danmark været til møder, og de er blevet hørt. Det har været væsentligt for os i Venstre, at processen har været præget af tillid og dialog, og jeg ved, at det har været en prioritet fra sundhedsministeren, at processen har været både åben og inddragende. Målet er jo bl.a., at den nye vejledning skal bygge på en bred accept af de problemstillinger, som knytter sig til det at være transperson eller leve som transkønnet, uanset hvem man elsker, hvilke seksuelle præferencer man har, eller hvordan man går klædt – for nu blot at nævne et par eksempler.

For os i Venstre er det vigtigt, at den nye faglige vejledning både har faglig tyngde og samtidig tager det hensyn, at transpersoner hverken må diskrimineres eller stigmatiseres. Og med til en god faglig vejledning hører også det rette balancepunkt. Det igangværende arbejde i regi af Sundhedsstyrelsen peger, set fra min stol, i den rigtige retning.

Alternativets ordfører spørger til, hvilke initiativer ministeren vil tage for at sikre, at fremtidige behandlingstilbud ikke placeres i psykiatrien. På ordførermødet fik vi jo oplyst, at der i udkastet til den nye vejledning på området ikke er krav til, at den behandlingsansvarlige læge skal være en psykiater, og det fremgår i øvrigt også af et svar, som ministeren har sendt, hvor man replicerer på den henvendelse af 29. marts 2017, der er kommet fra LGBT Danmark.

Det er jo ofte komplicerede problemstillinger, som følger transpersoner, og derfor er det afgørende, at behandlingen forankres i et multidisciplinært team. Hvor den organisatoriske behandlingsforankring placeres, er ikke afgørende for Sundhedsstyrelsen, fik vi oplyst på mødet, og det er det sådan set heller ikke for os i Venstre. Det afgørende er, at transpersoner som alle andre danske patienter modtager behandling af høj faglig standard. Og når jeg nævner det, er det blot for at understrege, at Alternativet på alle måder sparker en åben dør ind – ja, faktisk en dør, der allerede står på vid gab, nemlig den, at alle fagligheder skal i spil, og at udgangspunktet er den enkeltes behandlingsbehov og særlige problemstillinger.

Når det så er sagt, mener jeg ikke, at vi i Folketinget skal diktere, hvad en faglig vejledning skal indeholde, eller hvilken faglig ekspertise der udfører behandlingen. I Venstre har vi tillid til Sundhedsstyrelsen, landets øverste sundhedsfaglige myndighed, og de eksperter, som løbende har givet input til arbejdet, bl.a. ved Sundhedsstyrelsens konference den 28. marts i år. I Venstre ser vi frem til den nye vejledning, og herfra skal der lyde en klar opfordring til, at man i regionerne nøje vil overveje, hvordan udredning og behandling af transkønnede kan tilrettelægges bedst muligt.

Venstre kan bakke op om det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiets ordfører tidligere læste op.
Kl. 1943. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Vi siger tak til fru Jane Heitmann. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Stine Brix, Enhedslisten.
Kl. 1943. Stine Brix (EL). Ordfører
Tak for det. Tak til Alternativet for at rejse den her debat, som jo både sætter fokus på processen omkring den nye faglige vejledning vedrørende behandling af transkønnede, men også rejser spørgsmålet om placeringen af behandlingen af transkønnede. Det en vigtig debat i forlængelse af de beslutninger, som Folketinget allerede har taget vedrørende transkønnedes rettigheder. Det gælder både beslutningen om juridisk kønsskifte, hvor det er blevet muligt at skifte køn juridisk, uden at man skulle igennem en kastration, som det ellers var tilfældet tidligere, og det gælder også beslutningen, som flere af mine kollegaer allerede har været inde på, om at fjerne transkønnethed fra listen over psykiatriske diagnoser.

Så sent som i går aftes – det er mindre end 24 timer siden – diskuterede vi også et beslutningsforslag, som vedrører muligheden for, at man også, når det gælder transkønnedes forældreskab, retter børneloven til, sådan at man kan få et forældreskab, der svarer til det juridiske køn, man har. Der er stadig et stykke, før vi er i mål med den del af det. Der var ikke flertal for at tage fat på den del endnu i hvert fald.

Det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi får en ny faglige vejledning i forlængelse af de beslutninger, vi har taget, ikke mindst beslutningen om at fjerne transkønnethed fra listen over psykiatriske diagnoser. Derfor synes jeg, at det er rigtig godt, at det arbejde er sat i gang, og jeg synes også, det er rigtig godt, at ministeren bremsede op tidligere på foråret og krævede en proces, som var mere inddragende. Det, som jeg måske synes er værd at kritisere, er, om den proces måske har været inddragende, for jeg har også læst det brev, som vi har modtaget fra en samlet vifte af organisationer på det her område. Vi fik det i går. Her fremfører organisationerne en række pointer vedrørende processen, som jeg synes helt er fraværende i den her debat.

Punkt 1: At vejledningen også forholder sig til behandling af transkønnede børn, selv om man sagde, at man ville behandle det spørgsmål i en særskilt proces. Organisationerne skriver også, at det også var derfor, formoder man, at foreningen for støtte til transkønnede børn ikke blev inviteret i første omgang til at deltage i processen, lige så vel som at det, at man alligevel hele tiden fastholder, at man vil konkludere i det her spørgsmål nu, betyder, at det arbejde, som er undervejs i Region Hovedstaden omkring netop de transkønnede børn, ikke kan nå at komme med i arbejdet.

Derfor synes jeg faktisk, at det ville være på sin plads at bremse den del af vejledningen og netop gøre det, man tidligere sagde, nemlig udskille den til en særskilt proces. Det er der ingen, der har forholdt sig til. Det er en central kritik i det brev, vi har fået om processen.

Punkt 2: At organisationerne siger, at selv om man er blevet inviteret til møder, har det været ret vanskeligt at få indflydelse på selve vejledningen. Da man blev inviteret til en konference i slutningen af marts, fik man hverken før eller på konferencen præsenteret det vejledningsudkast, som allerede lå på det tidspunkt, og man havde derfor ikke mulighed for på den konference at forholde sig konkret til det. Da man efterfølgende fik udkastet til vejledningen, kunne man se, at det var lavet helt tilbage i starten af marts, altså lang tid før den her konference, og da man så skulle komme med sine kommentarer til det på det møde, man så havde efterfølgende, kunne man se, at der slet ikke var ændret efter de kommentarer, det var stadig væk samme udkast fra starten af marts.

De to kritikpunkter synes jeg faktisk det er værd at vi forholder os konkret til, når vi diskuterer processen, for jeg synes, det tyder på, at der ikke har været en reel inddragelse, på trods af at det faktisk var ønsket fra ministeren og ordføreren her. Det er selvsagt rigtig centralt, at vi lytter til og inddrager de mennesker og de organisationer, som kender til det her område og ved, hvor problemerne er. Men for mig at se er det allervigtigste jo indholdet af den vejledning, vi ender med. Det er også derfor, at vi har et særskilt beslutningsforslag om den del.

Men jeg vil da lige nævne de punkter, jeg synes er de allervigtigste i den sammenhæng. For første at vi sikrer, at det ikke er et krav, at man skal igennem en psykiatrisk udredning, hvis man ikke har en psykiatrisk problemstilling. For det andet at vi har lavtærskeltilbud vedrørende hormonbehandling, som vi i øvrigt har haft i årtier i Danmark indtil 2012. For det tredje, at vi sikrer en højere faglig kvalitet i den nedre kønsmodificerende kirurgi, og for det fjerde, at der kommer et reelt tilbud om psykologisk støtte, som altså er noget fundamentalt andet end en psykiatrisk udredning. Det er mit bidrag til den her debat.
Kl. 1949. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.
Kl. 1949. May-Britt Kattrup (LA). Ordfører
Tak for det. Transkønnede personer er en minoritet, som til dato ikke har været behandlet med respekt og værdighed. En gang imellem har man måttet knibe sig selv i armen og spørge, om vi virkelig befinder os i Danmark år 2017. Men det gør vi altså. Og heldigvis har de transkønnede selv været ekstremt gode til at forklare deres situation, og det har fået os politikere til at indse, at noget er helt galt. Og meget positivt er det også, at Sundhedsstyrelsen er åben over for, at der er ting, der virkelig bør ændres.

Vi fik som det første land i verden fjernet transkønnede fra listen over psykisk syge mennesker, og Danmark vil gå forrest, for at også WHO internationalt flytter kodningen. Dernæst har man sat gang i en proces med en ny vejledning, hvor repræsentanter fra miljøet er blevet inviteret til møder for at medvirke i processen. Den nye vejledning imødekommer en del af den berettigede kritik, som transpersoner har fremført.

Der vil ikke længere være et nationalt krav om samtale med en psykiater for at få hormonbehandling. Der vil stadig væk være et tværfagligt behandlingsteam, men det vil bero på en individuel vurdering, om der er behov for eller ønske om, at den transkønnede møder en psykolog eller psykiater. Det vil således mere have karakter af en mulighed eller et tilbud, end det vil have karakter af et krav. Man er stadig væk ikke helt klar til at forstå det og helt klar til at indgå i den fagre nye verden, men jeg synes alligevel, at vi er kommet meget langt. Arbejdet er langtfra færdigt, og jeg håber meget, at vi i det videre arbejde kan komme endnu længere.

Det er komplekst og ikke lige forståeligt for alle, og det er der sådan set ikke noget at sige til. Vi har jo altid været vant til en simpel binær forståelse af køn. Selv havde jeg aldrig hørt om alle disse forhold, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle forholde mig til det. Men ved at lytte har jeg lært mange nye ting og fået forståelse for en gruppe mennesker, som jeg ikke anede lever under, hvad jeg vil tillade mig at kalde ret middelalderlige vilkår.

Målet er at komme derhen, hvor mange flere får forståelse for transkønnedes situation eller som det mindste respekterer, at de ligesom alle andre ikke inhabile eller psykisk syge selv kan vurdere, hvad der er bedst for dem, og hvad de vil med deres liv – at fagpersoner forstår, at de ikke er bedre til at vurdere, hvad der er bedst for den enkelte, end man som individ selv er, og at det kun i de tilfælde, hvor der er tale om en psykisk syg person, er relevant med en psykiater, eller hvis man selv beder om det. Transkønnede skal helt ud af psykiatrien, både på papiret og i virkeligheden. Vi er godt på vej, men vi er langtfra i mål. Men den endelige beslutning om at flytte det helt ud af psykiatrien ligger i regionerne, og vi kan ikke diktere det fra Folketingets side.

Liberal Alliance støtter den vedtagelsestekst, som Socialdemokratiet har læst op, hvori regionerne opfordres til at flytte transkønnede ud af psykiatrien i overensstemmelse med flytning af diagnosekoden fra den 1. januar 2017. Og jeg skulle hilse fra Konservative og sige, at de heller ikke støtter beslutningsforslaget, men støtter teksten. Tak.
Kl. 1952. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.
Kl. 1952. Carolina Magdalene Maier (ALT)
Tak til Liberal Alliances ordfører, for jeg ved jo også, hvor meget Liberal Alliance kæmper for den her sag. Men jeg har bare et kort opklarende spørgsmål, for ordføreren sagde, at i det nye udkast til den faglige vejledning er det et tilbud, men ikke et krav at få tilknyttet en psykiater. Hvor læser ordføreren det? For det kan jeg simpelt hen ikke læse nogen steder.
Kl. 1953. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Ordføreren.
Kl. 1953. May-Britt Kattrup (LA)
Som jeg har læst vejledningen, er der et tværfagligt team, men der er ingen krav om at møde en psykiater – det er ikke sikkert, at den transkønnede behøver at møde en psykiater. Det er kun, hvis man vurderer individuelt, at der er behov for det eller et ønske om det. Vi taler her om hormonbehandlinger. Sådan har jeg læst det, og sådan har jeg også fået det forklaret af Sundhedsstyrelsen.
Kl. 1953. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Fru Carolina Magdalene Maier.
Kl. 1953. Carolina Magdalene Maier (ALT)
Det er jeg glad for at ordføreren siger. Det vil så være en anbefaling herfra til det videre arbejde med dem, der så står for det, i forhold til at få det specificeret, for det står ikke så klart, i hvert fald ikke i vejledningen, som ordføreren siger det nu. Men tak for opklaringen.
Kl. 1954. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Ordføreren.
Kl. 1954. May-Britt Kattrup (LA)
Selv tak. Og så håber jeg, at jeg har tolket det rigtigt og forstået det rigtigt, men det er sådan, som jeg har hørt det, for jeg har spurgt ind til det. Og det håber jeg selvfølgelig er rigtigt.
Kl. 1954. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Tak for det, og tak til fru May-Britt Kattrup. Vi går videre til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.
Kl. 1954. Lotte Rod (RV). Ordfører
Tak for det. Transkønnede skal behandles med værdighed og med respekt. Jeg er så glad for, at vi er ved at få ændret systemet, fordi jeg virkelig er ked af, hvad transkønnede har skullet gå igennem indtil nu. En af de ting, som jeg er blevet allermest mærket af, er de transkønnede, som har fortalt om nogle af de spørgsmål, de er blevet stillet – jeg ved ikke engang, om man må sige det fra Folketingets talerstol – og jo især ét spørgsmål, nemlig: Tænker du på din far, når du onanerer? Det er så grænseoverskridende, og derfor er jeg meget, meget glad for, at vi nu er ved at få en ny vejledning.

For Radikale Venstre betyder det rigtig meget, at vi er ved at gå væk fra at se meget sort-hvidt på det: Enten er man mand, og ellers er man kvinde. I stedet for at hjælpe folk med at blive afklaret og dermed også med at kunne træffe bedre beslutninger, har det været sådan indtil nu, at der har været sådan en tjekliste, hvor man har følt, at man skulle bevise, at man kunne få lov til at komme i behandling. Det er simpelt hen så godt, at vi er ved at ændre det.

For os i Radikale Venstre er det også rigtig vigtigt, at ministeriet og Sundhedsstyrelsen gør sig umage med at involvere de transkønnede, og jeg håber og tror faktisk også på, at vi godt kan møde hinanden, fordi jeg jo hører, at vi er helt enige om, at vi gerne vil have flyttet det væk fra psykiatrien, men omvendt går jeg ud fra, at vi også er enige om, at vi gerne vil have, at de transkønnede, som har brug for det, skal kunne få hjælp fra en psykolog eller fra en psykiater for den sags skyld. Så vi skal passe på, at vi ikke gør den her diskussion mere firkantet, end den rent faktisk er.

Vi oplever i Radikale Venstre, at vi er inde i en rigtig god proces, og vi vil meget gerne fortsætte dialogen med ministeren og være med til at presse på for, at de transkønnedes stemme bliver hørt i det her. Det skal vi jo gøre i en dialog med hinanden, og derfor har jeg det også lidt sådan, som Dansk Folkepartis ordfører var inde på, at jeg egentlig synes, det er lidt underligt, at Alternativet og lige om lidt Enhedslisten ikke synes, at vi skal tage dialogen med hinanden, men vælger at trække den herned i Folketingssalen.

Så på vegne af Radikale Venstre vil jeg derfor gerne sige, dels at vi synes, det er vigtigt at støtte det igangværende arbejde og vil derfor også bakke op om det fælles vedtagelsesforslag, og dels at vi sådan set oplever, at vi er i fuld gang med at arbejde med det, der er intentionen i B 83, som vi kommer til om lidt. Så vi er sådan set meget glade for det arbejde, der er i gang.
Kl. 1957. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Jeg vil sige til ordføreren, at det er rigtigt, at citatet var lige på kanten af forretningsordenen.

Tak til ordføreren, og vi går videre til fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.
Kl. 1957. Kirsten Normann Andersen (SF). Ordfører
Jeg skal nok overholde forretningsordenen, når De Radikale ikke kan.

Noget af det sværeste i livet er at sætte sig i andres sted. I forhold til minoriteter har vi derfor alle sammen et særligt ansvar for at lytte, og det eneste, vi risikerer, er at blive klogere. Jeg er derfor helt enig med Alternativet i, at Sundhedsstyrelsen skal sikre en behørig høring og inddragelse af transmiljøet i forhold til en ny vejledning som følge af, at transkønnethed ikke længere figurerer som en psykiatrisk lidelse. Det glæder mig, at alle partier uden undtagelse har det samme mål, at ord skal følges op af handling.

Beslutningen om, at transkønnethed ikke længere skal figurere som en psykiatrisk lidelse, var et spørgsmål om ligestilling. Den kamp har vi kæmpet og vundet, og jeg synes faktisk, at det er rigtig vigtigt, at vi holder hinanden fast på det. Beslutningen om behandlingen er et sundhedsanliggende. Som sundhedsordfører er det vigtigt for mig at sikre kvaliteten i behandlingen. På samme måde som på alle andre sundhedsfaglige områder mener jeg at det er vores opgave at sikre kvaliteten i behandlingen. Det handler naturligvis også om den måde, som sundhedssystemet møder patienterne på, men det handler ikke mindst om, at behandlingen skal tilrettelægges på en måde, hvor vi kan garantere, at patientsikkerheden og kvaliteten er i top. Det er nemlig også en forudsætning for reel ligestilling.

Det er Sundhedsstyrelsens opgave at komme med et bud på, hvordan vi bedst sikrer den bedste behandling så mange steder i landet som muligt, nøjagtig som Sundhedsstyrelsen har ansvaret for alle andre specialeområder. Sundhedsstyrelsens bud på opgaveopgaveløsning er naturligvis til debat, og der er i sundhedssektoren derfor også god plads til, at interessenter kan bidrage med høringssvar, foretræde osv. Af samme grund bakker SF op om vedtagelsesteksten, som Socialdemokraternes ordfører har læst op, netop med henvisning til, at patienter skal kunne forvente en faglig og kvalificeret behandling.
Kl. 1959. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Og så skal jeg høre, om sundhedsministeren vil have ordet?
Kl. 2000. Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)
Det vil jeg gerne. Tak for de mange ordførertaler fra de partier, som står sammen om et fælles forslag til vedtagelse. Jeg er meget enig i det, der er blevet sagt, og jeg synes også, det er dejligt at høre den fælles stemme, der bliver talt med, for det vidner om det fælles engagement, vi har, i at sikre en lille minoritetsgruppe nogle bedre forhold end dem, de oplever i dag, og en værdighed og en respektfuld modtagelse i et sundhedsvæsen, hvor mange af dem har følt sig fremmedgjort.

Når jeg tager ordet her til sidst, er det, fordi jeg synes, at den her debat især fra Enhedslistens og Alternativets side simpelt hen beror på så mange både misforståelser, men også alle mulige insinuationer om, at der ikke ligesom skulle ske noget, at det har været en inddragelse på skrømt, og at der ikke har været nogen dialog. Jeg må sige, da jeg ikke selv havde mulighed for at være der, fordi jeg var på barsel, at jeg ved, at der på det møde, som den fungerende sundhedsminister deltog i, og som sundhedsordførerne var inviteret til, hvor Sundhedsstyrelsen gennemgik det her, var mulighed for at få afklaret nogle af de spørgsmål, som jeg kan forstå at ordførerne er bibragt en forkert opfattelse af, og som de så fremfører her i salen i dag. Jeg synes, at det er ærgerligt, når vi har lavet en så stor inddragende proces, at man så ikke har brugt de muligheder, der har været for sådan set af deltage i forhold til det.

Der bliver bl.a. spurgt til det her med inddragelsen. Det udkast fra den 6. marts, som der flere gange er blevet henvist til, er det udkast, der ligger til grund for den dialog, der så har været, og nu kommer der et endeligt udkast fra Sundhedsstyrelsens side, som så bliver sendt ud i en offentlig høring, og der har Sundhedsstyrelsen meddelt, at de vil sørge for, at der bliver god tid til den offentlige høring, sådan at aktørerne igen kan lade deres synspunkter komme til udtryk. Men det er jo klart, at udkastet fra den 6. marts selvfølgelig ikke er påvirket af, hvad der var af indhold på et møde den 21. marts eller på en konference den 28. marts, hvor der også blev fremført internationale erfaringer. Det siger sig selv. Hele pointen med en inddragende proces er sådan set, at man i sidste ende kan samle op på det, og som traditionen er, skal det selvfølgelig ud i en formel, officiel høring, for der kan jo også være andre aktører, som ønsker at ytre sig, og som ikke har været en del af den hidtidige proces.

Jeg ved også, at der i forhold til børn bliver spurgt, hvorfor foreningen ikke var inviteret første gang. Jeg ved, at Sundhedsstyrelsen på konferencen den 28. marts beklagede og undskyldte, at det, at man ikke havde inviteret organisationen til mødet den 21. marts, beroede på en misforståelse og en miskommunikation, med hensyn til hvem det var, der var relevante aktører på området. For man ønsker sådan set også at inddrage dem og lade dem komme til udtryk både skriftligt og mundtligt med de ønsker, de har.

Jeg er også fra Sundhedsstyrelsens side blevet oplyst om, at de vil følge de faglige råd og de udenlandske erfaringer, som bl.a. kom til udtryk den 28. marts, og at man således gør op med den her meget skarpe aldersgrænse på 12 år i forhold til stophormoner i gældende vejledninger, så den opblødes, og at man så netop vil kigge på noget af det, der er blevet fremført i forhold til børn, om, at man kan starte før det tidspunkt, men stadig med det såkaldte Tanner stadie 2 eller en højere grænse. Det vil jo komme til udtryk, når Sundhedsstyrelsen udsender deres endelige bud på en faglig vejledning, som kommer ud i åben høring, at der vil være punkter, hvor der er blevet lyttet til de ønsker, der har været.

Så jeg synes, det er uskønt med de her beskyldninger om, at det kun er på skrømt, for man forsøger ligesom politisk at sige: Vi vil mere, vi vil være bedre til at inddrage, end andre har været. Jeg synes ikke, at det sådan matcher det forløb, vi ellers har haft, hvor vi har arbejdet seriøst med det her i samarbejde.

Så er der hele spørgsmålet om det her multifaglige og multidisciplinære team, altså det faglige team omkring det. Hvilke kompetencer kan være relevante? Jeg synes, det er ekstremt relevant, ligesom der er på mange andre områder i sundhedsvæsenet, at man gør sig nogle overvejelser fra Sundhedsstyrelsen side om, hvad det er for nogle kompetencer, der skal indgå i sådan et team, og så vil det jo blive tilrettelagt individuelt, i forhold til hvad den enkelte transperson har behov for; hvad det er, der er kendetegnende for det forløb, man skal igennem; hvad det er for et behandlingsforløb, man skal igennem – nogle ønsker jo blot hormoner, men egentlig ikke kastration og forskellige andre ting, andre har nogle andre ønsker. Det er relevant, at man netop tager højde for en individualisering og ikke den psykiatriske udredning, der har været hidtil, og som har været meget kritiseret. Det betyder jo ikke, at man er psykisk syg eller somatisk syg, men der kan godt være faglige kompetencer på begge felter, som det er væsentligt indgår i det behandlingsforløb, som en transperson skal have i det danske sundhedsvæsen.

Så grundlæggende er jeg egentlig lidt ærgerlig over, at vi tager den her debat, men forhåbentlig kan den så lede frem til, at vi får afklaret nogle af de misforståelser, der måtte være. Jeg har sådan set ikke nogen forventning om, at alle vil være fuldstændig tilfredse. Jeg sagde også i min tale, at der altid vil være nogle, der vil lægge højere vægt på de faglige hensyn end på andre hensyn, og nogle andre, som vil lægge højere vægt på nogle andre hensyn end de faglige hensyn. Sådan er det i alle lovgivningsprocesser. Men jeg håber sådan set på, at den proces, der har været, hvor alle også har haft mulighed for at komme til orde, gør, at vi kommer længst muligt i forhold til at få skabt en ny vejledning, som sikrer både en respektfuld og ordentlig inddragelse af parterne på området og transpersonerne, men som samtidig også tager højde for den komplekse faglighed, der kan være behov for skal være til stede i de her forløb.

Så håber jeg egentlig bare på, at det samarbejde, der har været hidtil i Folketinget, på det her område kan fortsætte, for som mange af ordførerne har sagt, er vi kommet langt, men der er stadig væk områder, hvor der er vej at gå i forhold til at sikre en ordentlig behandling på det her område.
Kl. 2005. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Stine Brix. Værsgo.
Kl. 2005. Stine Brix (EL)
Tak for det. Jeg kan oplyse sundhedsministeren om, at jeg deltog i det møde, som sundhedsministeren taler om, hvor sundhedsministeren selv var på barsel, og jeg har også i forlængelse af det møde stillet en lang række spørgsmål til ministeren, som jeg ikke har fået svar på. Det kunne jo være, at de svar gav anledning til at opklare nogle af de ting, som ministeren mener er misforståelser – måske gør de, måske gør de ikke – men jeg fremsætter da gerne spørgsmålene i udvalget, så er der også flere, der kan have lejlighed læse med, for jeg synes faktisk, at det er ret væsentligt, at vi får klarhed over, hvad vejledningen egentlig betyder.

Jeg kan høre, at der er mange forskellige udlægninger af, hvad vejledningen betyder, og det er jo ikke særlig heldigt. Nogle her i salen siger, at det betyder ikke, at der skal være en psykiatrisk udredning, andre siger, at det skal der. Så hvad er egentlig indholdet af vejledningen? Det er da ret væsentligt, at vi har klarhed over det.

Vi har som Sundhedsudvalg jo ikke set noget nyt udkast efter 6. marts. Det er det eneste, vi har at forholde os til, og jeg vil sige, at i hvert fald det udkast, jeg har set, synes jeg er ret væsentligt at vi forholder os til, hvis vi skal sikre os, at det bliver en god vejledning efter det ønske, jeg i hvert fald har.
Kl. 2006. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Ministeren.
Kl. 2006. Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)
Jeg har heller ikke set et endeligt udkast. Det, jeg sagde om børn, og som er foranlediget både af det brev, der er kommet i går, og også den debat, der er i dag, er noget, jeg har fået oplyst af Sundhedsstyrelsen, fordi jeg har spurgt til, hvor vi så er i forhold til det her, i forhold til at vi har debatten her i dag. Det er et udkast af 6. marts. Jeg synes, at det er relevant, at vi tager diskussionen i detaljer om, hvor man synes at snittet skulle have været anderledes, når der ligger den endelige vejledning fra Sundhedsstyrelsens side, som netop samler op på de input, der er kommet her i den åbne og inddragende proces, og som går ud i en offentlig høring.

Der vil jo højst sandsynligt være ting, der er justeret, og der vil også være ting, hvor der vil være nogle, der vil være utilfredse med, at de pågældende ting ikke er justeret. Sådan vil det altid være i de her processer. Nu kommer der så en offentlig høringsperiode på det, hvor man fra alle sider får mulighed for at påvirke og kommentere det. Så er det her spørgsmål, som jeg ved jeg fik oversendt i går, det spørgsmål, som ordføreren har stillet på beslutningsforslaget. Jeg er også vidende om, at der er stillet nogle spørgsmål på et møde, hvor jeg ikke selv var til stede, men den fungerende minister var til stede, og jeg ved godt, at der er et efterslæb i forhold til at få svaret på de ting. Det skal vi nok gøre, men det kan godt være, at der er nogle af de spørgsmål, der måske bliver afklaret, når den endelige vejledning kommer ud i høring inden for kort tid.
Kl. 2008. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Fru Stine Brix, værsgo.
Kl. 2008. Stine Brix (EL)
Så vil jeg sige, at jeg ikke synes, at man skal opfatte det som et forsøg på, at man ikke ønsker dialog, at vi tager en debat om det her i Folketingssalen, men som det redskab, vi har for at sikre, at der kommer en debat om det, og vi kan være med til sammen at diskutere, hvor det egentlig er, at vi skal hen. Vi kan i øvrigt heller ikke bestemme, præcis hvornår debatterne kommer, for det afhænger jo af, hvornår ministeren kan. Det er lang tid siden, vi har bedt om de her debatter. Men jeg vil da gerne høre ministeren, om ministeren vil tage initiativ til, at vi får et fælles ordførermøde, når der ligger et nyt og endeligt udkast til vejledning – det kan for så vidt både være under og efter høringsprocessen – sådan at vi kan fortsætte med at snakke om de her ting.
Kl. 2008. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Ministeren, værsgo.
Kl. 2008. Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)
Jeg er da sikker på, at Sundhedsstyrelsen gerne vil stille sig til rådighed igen, når den endelige vejledning ligger klar, sådan at man kan tage en runde til, også i forhold til de spørgsmål, der er.

Det, jeg jo påpegede, var, at jeg synes, at det ligesom er blevet insinueret, at hvis man støttede den ene vedtagelse, var det, fordi man ikke ønskede at flytte det fra psykiatrien –så var det, fordi man ikke så noget behov for, at der skulle ske ændringer. Og der må jeg bare sige, at det synes jeg bryder med det samarbejdsklima, der har været, i forhold til de her diskussioner, og at vi faktisk har taget de her diskussioner i ro og mag i udvalget, og vi har været politisk enige om, hvad der skulle ske. Det, at der er en psykiater i et team, betyder jo ikke, at man så har en psykiatrisk udredning.
Kl. 2008. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Fru Carolina Magdalene Maier.
Kl. 2009. Carolina Magdalene Maier (ALT)
Tak. Det sidste var i hvert fald godt at få afklaret. Jeg bliver nødt til at sige, at vi ikke har anklaget nogen for, at de ikke også ønsker at flytte det ud af psykiatrien. Men når vi har den forespørgsel i dag, bliver jeg bare nødt til at fastholde, for nu bliver jeg også lille smule pikeret over at blive beskyldt for, at vi fra Alternativets side skal gøre os kloge på, hvordan man inddrager. Næh, det skal vi ikke.

Men når man ønsker at inddrage miljøet, og det udkast, som ligger lige nu, blev lavet før, man har spurgt miljøet – nu kommer det her udkast så i høring, så alle kan svare, dvs. både miljøet, selvfølgelig, men også mod alle mulige andre aktører – hvor ligger så den særlige inddragelse af transmiljøet? Altså jeg kan simpelt hen ikke se, hvor den særlige inddragelse og den værdige inddragelse af transmiljøet?

De har været til nogle møder, efter at der blev lavet et udkast. Det udkast er fra den 6. marts, og møderne ligger senere. Nu kommer vejledningen i åben høring. Så hvor er den særlige inddragelse af transmiljøet?
Kl. 2008. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Værsgo til ministeren.
Kl. 2010. Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)
Ja, nu kommer den endelige vejledning i høring. Det der er jo et udkast af 6. marts. Der har været en særlig inddragelse, der har været afholdt en konference.

Hvis det her var kørt fuldstændig almindeligt, som det kører på alle andre områder, var der blevet udstedt en vejledning, som var røget i kort høring i begyndelsen af året. Nu har der været en proces, hvor der både har været åbne konferencer, hvor der har været ministermøder, hvor udvalget har været inddraget, og hvor miljøet har været inddraget på nogle møder. Der kommer en ny udgave af vejledningen, som Sundhedsstyrelsen så udsender i den offentlige høring, som normalt vil være udtryk for en inddragende proces

Er det en anden proces, end det plejer være? Ja, det er det. Har det givet organisationerne mulighed for at komme til orde, komme tættere på, at vi har kunnet inddrage internationale erfaringer på en anden måde, end vi plejer at gøre? Ja, det har det.
Kl. 2011. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Fru Carolina Magdalene Maier.
Kl. 2011. Carolina Magdalene Maier (ALT)
Tak. Så det vil sige, at når vi så alle sammen får det her brev fra miljøerne, fra de her seks organisationer, og i øvrigt også har talt med dem undervejs og hørt deres bekymringer over, at de ikke er blevet inddraget – eller at inddragelsen måske har været lidt mere proforma, end den har været reel – er ministerens svar så et udtryk for, at de her organisationer har misforstået graden af inddragelse?
Kl. 2011. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Ministeren.
Kl. 2011. Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)
Jeg kan forstå, at Carolina Magdalene Maier mener, at der skulle have været en hel anden proces end den, der så er tilrettelagt. Vi har sådan set lavet proces end det, der oprindelig var planlagt, netop for at inddrage. Er de blevet inddraget på skrømt? Nej, det er de ikke. Er der blevet lyttet til de synspunkter, de har haft? Ja, det er der. Hvor meget og hvordan og hvorledes vil jo fremgå, når Sundhedsstyrelsens sender deres endelige udkast til en vejledning ud i høring. Og så vil man jo have den officielle høringsperiode, ligesom man har på ved andre forslag, hvor man igen kan komme til orde. Vil det ikke anledning til diskussioner? Ja, det vil det meget vel. Men jeg synes sådan set allerede, at det udkast af 6. marts, der ligger, er væsensforskelligt fra noget af det, vi har oplevet af behandling tidligere.
Kl. 2012. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Så er det hr. Flemming Møller Mortensen.
Kl. 1212. Flemming Møller Mortensen (S)
Tak. Det er egentlig ikke, fordi jeg har nogen kommentarer til ministeren, men det er blot, fordi jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg måske har læst noget forkert op i forhold til vedtagelsesteksten. Derfor vil jeg gerne lige have lov til – i hvert fald for en sikkerheds skyld – at læse den sidste pensel for i det forslag til vedtagelse som jeg læste op på de mange partiers vegne. Kan jeg få formandens nik til det?
Kl. 2012. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Det kan man få. Det er ikke helt efter forretningsordenen, for så skal man gøre det her oppe fra talerstolen, men det er jo ud på aftenen, og der er godt humør i salen, så vi lader nåde gå for ret. Så værsgo.
Kl. 1213. Flemming Møller Mortensen (S)
Mange tak til formanden. Og jeg læser den sidste passus op i forslaget til vedtagelse:

»Folketinget opfordrer desuden regeringen til at sikre, at transkønnede inden for rammerne af gældende ret sikres de samme muligheder som øvrige borgere, og at de i mødet med sundhedsvæsenet behandles med værdighed og respekt.«

Tak.
Kl. 2012. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Nu er det, jeg ikke kan sige, at det skal indgå i den videre debat, for det ville nok være lidt forsigtig, men jeg tror ikke, at det er et sted, det store problem i forhold til debatten, som jeg kan vurdere det. Har ministeren nogen kommentar?
Kl. 2013. Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby)
Ministeren kunne bare konstatere, at hele det afsnit var faldet ud af vedtagelsesteksten, der blev omdelt, og hvor det også var faldet ud, at Liberal Alliance støttede forslaget til vedtagelse. Så det kan være, at der er en proces, hvor flere partier kan melde sig ind på vedtagelsen. Det ville jeg da i hvert fald hilse velkommen.
Kl. 2013. Første næstformand (Henrik Dam Kristensen).
Det er i hvert fald ved at være for sent nu at tilkendegive det, for der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så forhandlingen er sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt finde sted i morgen, torsdag den 18. maj 2017

* * *
Den 18. maj 2017. Afstemning af de to forslag – V 108 og V 109.

Formanden (Pia Kjærsgaard):
Forhandlingen er sluttet, og vi går til afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse. Der foreligger to forslag.

Der stemmes først om forslag til vedtagelse nr. V 109 af Flemming Møller Mortensen (S), Liselott Blixt (DF), Jane Heitmann (V), May-Britt Kattrup (LA), Lotte Rod (RV), Kirsten Normann Andersen (SF) og Brigitte Klintskov Jerkel (KF), og der kan stemmes.

Afstemningen er slut.

For stemte 95 (S, DF, V, LA, RV, SF og KF), imod stemte 15 (EL og ALT), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget er vedtaget.

Herefter er forslag til vedtagelse nr. V 108 af Carolina Magdalene Maier (ALT) og Stine Brix (EL) bortfaldet.

Hermed er forespørgslen afsluttet.

* * *
Forslag 2 – V 109 – Vedtaget.
Forslag til vedtagelse
Folketinget finder, at Danmarks beslutning om at fjerne transkønnede fra diagnoselisten over psykiatriske diagnoser signalerede et vigtigt skridt i retning af øget respekt og værdighed for transkønnede i sundhedsvæsenet.

Folketinget anerkender, at ændringen af processen for udarbejdelsen af Sundhedsstyrelsens vejledning om udredning og behandling af transkønnede har sikret en åben og inddragende proces, hvor transpolitiske organisationer samt aktører fra ind- og udland er blevet hørt og inddraget.

Folketinget opfordrer regionerne til at overveje, hvordan udredning og behandling af transkønnede kan tilrettelægges, således at fremtidige behandlingstilbud til transkønnede reelt flyttes fra psykiatrien i overensstemmelse med flytning af diagnosekoden fra den 1. januar 2017.

Folketinget opfordrer desuden regeringen til at sikre, at transkønnede inden for rammerne af gældende ret sikres de samme muligheder som øvrige borgere, og at de i mødet med sundhedsvæsenet behandles med værdighed og respekt.

* * *
Forslag 1 – V 108. Bortfaldet, da forslag V 109 blev vedtaget.
Forslag til vedtagelse
Folketinget finder, at Danmarks beslutning om at fjerne transpersoner fra diagnoselisten over psykiatriske diagnoser signalerer et vigtigt skridt i retning af øget respekt og værdighed for transpersoner i sundhedsvæsenet.

Folketinget pålægger i forlængelse heraf regeringen at sikre, at vejledningen om behandling af transkønnede anbefaler, at behandlingen placeres væk fra psykiatrien og tager udgangspunkt i, at der ikke må stilles krav om psykiatrisk udredning for behandling, uden at der er en begrundet mistanke om, at ønsket om behandling skyldes psykiatriske forhold. Endvidere skal vejledningen sikre, at privatpraktiserende gynækologer m.v. med særlig kompetence kan tilbyde hormonbehandling.

Folketinget konstaterer, at LGBT-miljøet ikke føler sig tilstrækkeligt inddraget i processen vedrørende udarbejdelse af ny faglig vejledning og opfordrer derfor Sundhedsstyrelsen til at sikre, at den fremadrettede proces med udarbejdelse af vejledningen bliver tilstrækkelig åben og inddragende for transpersonerne selv. Folketinget opfordrer regeringen til, at den del af den faglige vejledning, der vedrører behandling af børn, udskilles til en særskilt proces, som udsættes til efteråret 2017.

* * *
Afskrift af debatten hos Folketinget.
Afstemningsresultatet hos Folketinget.
Forslag 1 – V 108 hos Folketinget. Forkastet.
Forslag 1 – V 109 hos Folketinget. Vedtaget.