maxmartinussen@gmail.com
Far, kan man godt tage sin tissemand af?
Min søn vil hellere klæde dukker på i stedet for af. Det har jeg betragtet ham gøre et par år nu. Det er okay, jeg kan for så vidt godt relatere.
Han vælger ofte dukkerne frem for actionlegetøjet, der hober sig op på hylderne og i skabet. Det er svigerfamilien, der leverer biler og Nerf i en lind strøm, de forstår det ikke.
De lader ikke til at lytte, når vi forklarer, at det ikke er hans forældre, der forsøger at præge ham, når der står pigede ting på ønskelisten. Det er hans egne ønsker: Vi spørger og respekterer og skriver gerne ’Elsa-ting’ i vores fælles ønsketråd på Facebook.
Jannik, min søn, fyldte fem i februar. Han har sin Frozen Elsa-rygsæk fra Disney på altid; tager den nærmest kun af for at kigge på den. Destroyer-robotten, der vist nok er noget fra Transformers-universet, har han ikke skænket en tanke.
Jeg tror, min søn kommer til at vokse op og kysse på drenge, og det har jeg det fint med, men jeg tror ikke, han er homoseksuel, som hans fædre er det. Jeg baserer mine overvejelser udelukkende på fornemmelser og små ting fra hverdagen.
Han kom hjem en dag og fortalte, at Stinna fra børnehaven havde fire kærester. Han fortsatte og remsede hele seks forskellige drengenavne op. Jeg spurgte, om han havde lyst til at være kærester med Stinna. Hans egne ord var således: »Nej. Stinna har for mange kærester. Anders har ikke nogen.«
Hvor kom nu ham Anders fra? Jeg spurgte, om han hellere ville være kærester med Anders. Jannik sagde ikke mere, men hans manglende protest sagde mig alt muligt, imens han fortsat makkede løs på en himmel, han havde besluttet at male blå med farveblyant.
Lyseblåt tylskørt
Det er måske meget naturligt, at det er let at forestille sig at være kærester med en af samme køn, hvis ens forældre begge er mænd. Jeg kan ikke være sikker, jeg er selv barn af to meget lykkelige heteroseksuelle mennesker.
Det til trods, så tror jeg egentlig ikke, det er hans seksualitet, der er til diskussion. Jeg tror snarere, det handler om hans køn. Han er ikke typisk drenget, jeg ville snarere kalde ham piget – på samme måde som en pige kan være en drengepige, så synes jeg mest af alt, at han minder mig om en pigedreng.
For ikke så forfærdelig længe siden stod jeg med ham i brusekabinen, og ud af det blå spørger han: »Far, kan man godt tage sin tissemand af?«
Jeg spurgte ham, hvorfor han ville tage sin tissemand af. Det vidste han ikke helt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at spørgsmålet må springe af en overvejelse over, om det måske ikke ville være bedre uden den. Nok mest på et underbevidst plan af en art. Jeg har ikke styr på, hvad Freud sagde om den slags.
De største skænderier, vi har, er, når Jannik skal klædes på. Han vil allerhelst have sit lyseblå tylskørt på, et vi lavede til fastelavn, da han ville klædes ud som Elsa. Det er næsten en fast del af outfittet nu. Han bryder sig ikke meget om at trække i et par bukser.
»De er til drenge.«
»Jamen, du er jo en dreng.«
»Nej.«
Hvad der får en lille dreng til at benægte sit køn, ved jeg ikke. Hvad der får ham til at foretrække lyserøde legesager, kan der være mange årsager til.
Men jeg har observeret et hav af den slags små hverdagsfinurligheder, hvor han på en eller anden måde får påpeget, at der er noget, der er skævt inde i ham, til trods for at han nok ikke selv forstår det endnu. Jeg kunne slå det hen som et barns mærkeligheder, en fase, tilfældigheder … Det kan jeg spekulere længe over.
Min svigerfamilie, min svigermor især, har som sagt lidt svært ved at forstå. Hun har febrilsk forsøgt at overtale os til at sende den lille til en børnepsykolog. Hun har forsøgt at overtale os til KUN at købe drengelegetøj, hun vil gå så langt som at gå med til kønsneutralt legetøj (som i øvrigt er noget fjolleri).
Hun gik over stregen, da hun kontaktede Janniks surrogatmor i håbet om, at hun kunne tale os til fornuft. Hun undskyldte ikke, men blev ved at fastholde, at vi da måtte gøre noget – »uanset om de mener, han er homo eller ej, eller hvad i alverden, de nu mener, han fejler,« sagde hun.
Min svigermors måde at reagere på har gjort mig opmærksom på, at der desværre er mange, der vil se på Jannik på samme måde; at der er mange, der har svært ved at forstå både hans situation og vores måde at håndtere den på.
Pædagoger med store hjerter
Jeg har haft svært ved at forstå, at det er svært at forstå. Jeg tror, jeg er velsignet med et ret åbent sind. Det tror jeg, at jeg skylder mine forældre.
Min mor kendte til min seksualitet mange år før min far – troede jeg. For da jeg i sin tid flyttede til København og fik min første kæreste og var nødt til at springe ud over for den gamle, var han allerede udmærket klar over, at jeg var til fyre. Han bruger jo, som han selv sagde det, hvert et frit øjeblik, han har, på at betragte mig og forsikre sig, at jeg er glad og har det godt.
Når man betragter en, man elsker, med det for øje, lærer man en hel masse om det menneske, ofte før de selv gør det – man får i al fald nogle fornemmelser. Sådan ser jeg også mit forhold til min egen søn.
Min far forsikrede mig om, at havde jeg på noget tidspunkt rakt ud, så havde han grebet min hånd. Og derfor krævede det absolut intet for mig at relatere til Jannik, da jeg begyndte at overveje hans seksualitet og køn.
Men den ro, som min far besidder, ser jeg ikke meget til hos andre voksne – særligt ikke de med egne børn. I børnehaven er det mest bedrøvede smil, vi får – hvis vi overhovedet får smil. Jeg har sågar været nødt til at diskutere både rygsæk og jakkefarve en enkelt gang med en fremmed far.
Heldigvis er vi velsignet med en håndfuld pædagoger med store hjerter og med samme overbevisning som os: Børn skal have lov at være lige præcis dem, de har brug for at være, og så længe, de får den fornødne kærlighed og omsorg, så er de svære at ødelægge.
Oprejst pande
For mig handler det om, at Jannik skal være glad. Hvis han spørger, så har jeg i sinde at svare; hvis han har brug for hjælp, har jeg i sinde at hjælpe. Men Jannik er måske en pige inden i, lige så vel som jeg er en mand, og det er der ikke noget i vejen med.
Skulle han ønske at blive opereret en dag, så finder han måske selv ud af det, måske spørger han mig eller hans papa om råd, og så er vi der for ham.
Min mand og jeg har talt om det, og vi har besluttet at købe knægten nogle kjoler. Hvis det gør ham glad, så fred være med det. Mobning er så et problem, vi må tage senere, selv om jeg faktisk tror, han vil tage det med oprejst pande – han finder vel også ud af, at hunkøn kan være feminine i et par jeans.
Svigermor kan skrige om kastration alt det, hun vil, men sagen er, at vi faktisk har med et lille individ at gøre, der om en årrække muligvis selv vælger kniven, uden at nogen har nævnt den for ham. Jeg vil i al fald støtte ham og betragte ham i alle mine vågne øjeblikke og sikre mig, at han er glad uanset hans valg.
Næ, så jeg tror ikke, min søn vokser op som homoseksuel, selv om han muligvis vil gå i byen og kysse drenge. Jeg tror, min datter er inden i min søn.