FN rapport A/HRC/19/41 af 17. nov. 2011 om diskriminerende love og praksis vedr. vold mod personer pga. deres seksuelle orientering og kønsidentitet.

FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder har den 17. november 2011 afleveret sin rapport – A/HRC/19/41 – Diskriminerende love og praksis vedrørende voldshandlinger mod personer på grund af deres seksuelle orientering og kønsidentitet – til FN’s Menneskerettighedsråd.

Rapporten blev bestilt af FN’s Menneskerettighedsråd den 15. juni 2011 i forbindelse med vedtagelse af resolution A/HRC/17/19 om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet.
Et ekspertpanel i FN’s Menneskerettighedsråd skal i marts måned 2012 behandle rapporten. Det vil være den første FN-debat, der specielt handler om menneskerettigheder for LGBT personer.

Bemærkninger vedrørende oversættelsen til dansk.
Rapporten fra FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder er oversat fra engelsk til dansk af Tina Thranesen.
Der tages forbehold for eventuelle oversættelsesfejl. Ved anvendelse som dokumentation henvises til den originale engelsksprogede version.

Rapportens noter er kun i begrænset omfang oversat til dansk, idet en oversættelse vil vanskeliggøre søgning efter de forskellige rapporter m.v., som omtales.
Der er endvidere – med små bogstaver – tilføjet enkelte forklarende noter af Tina Thranesen.

Oversættelsen i pdf-format. Den har færre links til referencer end her på siden.

Den 28. december 2011.
Tina Thranesen.

* * *
Dansk oversættelse af rapporten.

United Nations
General Assembly
A/HRC/19/41
Distr.: General
17 November 2011
Original: English
GE.11-17075

Menneskerettighedsrådet
Nittende session
Dagsordenens punkt 2 og 8

Årsrapport fra De Forenede Nationers højkommissær for Menneskerettigheder og rapporter fra kontoret for Højkommissæren og Generalsekretæren

Opfølgning og gennemførelse af Wien-erklæringen og handlingsprogrammet

Diskriminerende love og praksis vedrørende voldshandlinger mod personer på baggrund af deres
seksuelle orientering og kønsidentitet

Rapport fra De Forenede Nationers Højkommissær for Menneskerettigheder *

* På grund af længden af rapporten er de tilhørende noter ikke oversat.

Resumé

Denne rapport er sendt til Menneskerettighedsrådet i henhold til dens beslutning A/HRC/17/19, hvori Rådet anmodede De Forenede Nationers Højkommissær for Menneskerettigheder om at bestille en undersøgelse, som skal dokumentere diskriminerende love og praksisser og voldshandlinger mod personer på baggrund af deres seksuelle orientering og kønsidentitet, og beskrive hvordan den internationale menneskerettighedslovgivning kan bruges til at stoppe vold og relaterede krænkelser af menneskerettighederne på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.

Indhold

Indledning
Punkt 1 – 4. Side 3.
Gældende internationale standarder og forpligtelserGældende internationale standarder og forpligtelser
Punkt 5 – 19. Side 4.
1. Universalitet, lighed og ikke-forskelsbehandling
  Punkt 5 – 7. Side 4.
2. Statsforpligtelser i henhold til international menneskerettighedslovgivning
  Punkt 8 – 19. Side 5.
Vold
Punkt 20 – 39. Side 8.
1. Drab, voldtægt og andre former for diskriminerende vold
  Punkt 20 – 33. Side 8.
2. Tortur og andre former for grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling
  Punkt 34 – 37. Side 12.
3. Asylret for forfulgte på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet
  Punkt 38 – 39. Side 13.
Diskriminerende love
Punkt 40 – 47. Side 13.
1. Love, der kriminaliserer frivillige seksuelle forhold mellem voksne mennesker af samme køn, og andre love anvendt til at straffe personer på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet
  Punkt 40 – 44. Side 13.
2. Dødsstraf
  Punkt 45 – 46. Side 15.
3. Vilkårlig anholdelse og tilbageholdelse
  Punkt 47. Side 15.
Diskriminerende praksisser
Punkt 43 – 73. Side 16.
1. Diskrimination på arbejdsmarkedet
  Punkt 51 – 53. Side 16.
2. Diskrimination i sundhedsvæsenet
  Punkt 54 – 57. Side 17.
3. Diskrimination i uddannelsessektoren
  Punkt 58 – 61. Side 18.
4. Begrænsninger af ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed
  Punkt 62 – 65. Side 20.
5. Diskriminerende praksis i familien og i lokalsamfundet
  Punkt 66 – 67. Side 21.
6. Staters afvisning af at anerkende forhold og andre goder
  Punkt 68 – 70. Side 22.
7. Kønsanerkendelse og beslægtede emner
  Punkt 71 – 73. Side 22.
Nye reaktioner
Punkt 74 – 80. Side 23.
Konklusioner og anbefalinger
Punkt 81 – 85. Side 24.
Noter

I. Indledning
[Indhold]
1. I alle regioner oplever mennesker vold og diskrimination på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. I mange tilfælde bringer blot det, at en person opfattes som homoseksuel eller transkønnet den pågældende i fare. Forulempelserne omfatter, men er ikke begrænset til, drab, voldtægt og vold, tortur, vilkårlig anholdelse, nægtelse af retten til forsamlingsfrihed, ytrings- og informationsfriheden, og diskrimination i forbindelse med beskæftigelse, sundhed og uddannelse. FN-mekanismerne, herunder menneskerettighedsorganisationer og Menneskerettighedsrådet har gennem næsten to årtier dokumenteret sådanne overtrædelser.

2. Generalsekretæren udtrykte i en tale på Menneskerettighedsdagen i 2010 sin bekymring, da han udtalte:

Som mænd og kvinder med samvittighed, afviser vi diskrimination i almindelighed, og især forskelsbehandling baseret på seksuel orientering og kønsidentitet. Hvor der er en spænding mellem kulturelle holdninger og universelle menneskerettigheder, må rettighederne vægtes højest. Sammen forsøger vi at få ophævet love, der kriminaliserer homoseksualitet, der tillader forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, og love, der fremmer vold.

3. FN enheder [1] har integreret spørgsmål om seksuel orientering og kønsidentitet i deres arbejde, herunder kontoret for De Forenede Nationers Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR), De Forenede Nationers Udviklingsprogram (UNDP), De Forenede Nationers Børnefond (UNICEF ), De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO), Kontoret for De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), Verdenssundhedsorganisationen (WHO), De Forenede Nationers Befolkningsfond (UNFPA) og det fælles FN-program om hiv/aids (UNAIDS).

4. Selv om det ikke er alle krænkelser af seksuel orientering eller kønsidentitet, som nævnes, fremhæver denne rapport en kritisk bekymring for menneskerettighederne, som staterne har en forpligtelse til at løse og sætte fokus på nye muligheder. Rapporten bygger på FN-kilder og omfatter data og resultater fra regionale organisationer, nogle nationale myndigheder og ikke-statslige organisationer.

II. Gældende internationale standarder og forpligtelser
[Indhold]

A. Universalitet, lighed og ikke-forskelsbehandling
[Indhold]

5. Anvendelsen af international lovgivning om menneskerettigheder er styret af principperne om universalitet og ikke-forskelsbehandling som anført i artikel 1 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, hvori det hedder, at “alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder”. Alle mennesker, også lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede (LGBT) [2] personer, har ret til at nyde beskyttelse i henhold til international lovgivning om menneskerettigheder, herunder med hensyn til rettigheder til liv, personlig sikkerhed og privatlivets fred, til ikke at blive udsat for tortur, vilkårlig anholdelse og tilbageholdelse, retten til ikke at blive udsat for diskrimination og retten til ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed. Wiener-erklæringen og handlingsprogrammet bekræfter, at “mens der skal være opmærksomhed på betydningen af nationale og regionale særegenheder og forskellige historiske, kulturelle og religiøse baggrunde, er det staternes pligt, uanset deres politiske, økonomiske og kulturelle systemer, at fremme og beskytte alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder”. [3]

6. Ikke-forskelsbehandling er et grundlæggende menneskerettighedsprincip i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og de centrale menneskerettighedskonventioner. Ikke-forskelsbehandling klausuler i de internationale instrumenter kræver typisk, at rettigheder er gældende for alle uden forskelsbehandling, og medlemsstaterne skal sikre, at deres love, politikker og programmer ikke er diskriminerende – for eksempel i henhold til artikel 2 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder[a], som hver enkelt medlemsstat tilsluttet konventionen har forpligtet sig til at respektere og at sikre, at alle personer inden for dens territorium og under dens jurisdiktion er beskyttet af de rettigheder, der anerkendes i henhold til konventionen, uden forskelsbehandling af nogen art så som, race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig status.

7. De specifikke grunde til forskelsbehandling som omhandlet i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og andre traktater om menneskerettigheder er ikke udtømmende. Forfatterne undlod bevidst at anføre udtømmende årsager til forskelsbehandling ved hjælp af udtrykket “anden samfundsmæssig status”. Seksuel orientering og kønsidentitet samt handicap, alder og sundhedstilstand er ikke udtrykkeligt nævnt blandt de grunde, der er anført i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder eller den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. I sagen Toonen mod Australien[b] fra 1994 fastslog Menneskerettighedskomitéen, at staterne er forpligtet til at beskytte enkeltpersoner mod forskelsbehandling på grund af deres seksuelle orientering. [4] Denne holdning afspejles i senere afgørelser truffet af Komiteen [5] og i de generelle bemærkninger fra Komiteen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, Komiteen for børns rettigheder, Udvalget mod tortur og Komiteen for afskaffelse af diskrimination imod kvinder. [6] For eksempel bemærkede Komiteen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i sine generelle kommentarer nr. 20, at “anden samfundsmæssig status” omfatter seksuel orientering. “Stater bør sikre, at en persons seksuel orientering ikke er en barriere for at realisere konventionsrettigheder som for eksempel til at få efterladtepension. Desuden er kønsidentitet anerkendt som værende blandt de forbudte former for forskelsbehandling”. [7]

B. Statsforpligtelser i henhold til international menneskerettighedslovgivning
[Indhold]
8. Staternes forpligtelse til at forebygge vold og diskrimination baseret på seksuel orientering og kønsidentitet er afledt af forskellige internationale instrumenter vedrørende menneskerettigheder. Disse forpligtelser omfatter dem, der er anført herunder.

1. At beskytte retten til liv, frihed og personlig sikkerhed, uanset seksuel orientering eller kønsidentitet

9. I henhold til artikel 3 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, “Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed”. Artikel 6 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fastslår, at “ethvert menneske har en naturlig ret til livet. Denne ret skal beskyttes ved lov. Ingen må vilkårligt berøves livet”. [8] Staten har en forpligtelse til at udvise rettidig omhu for at forebygge, straffe og give oprejsning ved berøvelse af liv, [9] og til at efterforske og retsforfølge alle former for målrettet vold.

10. Artikel 33 i konventionen om flygtninges retsstilling bestemmer, at stater har en forpligtigelse til ikke at udvise eller afvise en flygtning til et sted, hvor hans liv eller frihed vil være truet på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. Ifølge UNHCR kan personer, der frygter forfølgelse på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet anses for medlemmer af en “særlig social gruppe”. Stater, der har tilsluttet sig konventionen, skal sikre, at sådanne personer ikke sendes tilbage til en stat, hvor deres liv eller frihed vil være i fare og, forudsat at de berørte personer opfylder kriterierne for flygtningestatus, anerkender dem som flygtninge, der skal behandles i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen. [10]

2. Forhindre tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet

11. Retten til ikke at udsættes for tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling er absolut. Artikel 5 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og artikel 7 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fastsætter, at “ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”. [11]

12. I henhold til Komitéen mod tortur er stater forpligtet til at beskytte alle personer mod tortur og mishandling uanset seksuel orientering eller transkønnethed identitet [12] og til at forbyde, hindre og yde erstatning for tortur og mishandling i alle sammenhænge under statens varetægt eller kontrol. [13] Komitéen har gentagne gange udtrykt bekymring over påstande om sådanne overgreb i konkluderende bemærkninger til rapporter fra de tilsluttende stater. [14]

3. Beskytte retten til privatlivets fred og mod vilkårlig fængsling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet

13. Retten til privatlivets fred er knæsat i artikel 12 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og artikel 17 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremgår, at ingen bør udsættes for “vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privatliv eller familieliv, sit hjem eller sin korrespondance” og artikel 9 i Verdenserklæringen som yderligere beskytter personer mod “vilkårlig anholdelse og tilbageholdelse”. Menneskerettighedskomitéen har i sin generelle kommentar nr. 16, bekræftet, at ethvert indgreb i privatlivets fred, selv om det er fastsat ved lov, “skal være i overensstemmelse med bestemmelser, mål og målsætninger i konventionen og bør under alle omstændigheder være rimelige i hvert enkelt tilfælde”.

14. Siden Toonen i 1994 har Menneskerettighedskomitéen fastslået, at love, der bruges til at kriminalisere samtykkende samme køn seksuelle forhold mellem private voksne, er en krænkelse retten til privatlivets fred og ikke-diskrimination. Komiteen har afvist argumentet om, at kriminalisering kan være berettiget som “rimelig” af hensyn til beskyttelsen af folkesundheden eller sædeligheden og bemærker, at anvendelse af strafferetten i en sådan situation ikke er nødvendig og ude af proportion. [15] Menneskerettighedskomitéen, Komiteen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, Komiteen for afskaffelse af diskrimination mod kvinder og Komiteen for børns rettigheder, opfordrer i deres afsluttende bemærkninger medlemsstaterne til at ændre sådanne love og, hvor det er relevant, at ophæve dem. [16] Arbejdsgruppen om vilkårlig tilbageholdelse har fastslået, at tilbageholdelse af en person på grund af seksuel orientering udgør en vilkårlig tilbageholdelse i strid med artikel 9 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. [17]

4. Beskytte enkeltpersoner mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet

15. Retten til at være fri for diskrimination er inkluderet i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (artikel 2) og centrale internationale traktater om menneskerettigheder, herunder den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (artikel 2) og konventionen om børns rettigheder (art. 2). Artikel 26 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder garanterer lighed for loven, som kræver, at stater forbyder diskrimination.

16. I deres generelle bemærkninger, konkluderende bemærkninger og synspunkter om kommunikation har traktatfæstede menneskerettighedsorganer bekræftet, at stater har en forpligtelse til at beskytte alle mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. Det faktum, at en person er lesbisk, bøsse, biseksuel eller transkønnet begrænser ikke deres ret til at nyde det fulde omfang af menneskerettigheder.

17. Menneskerettighedskomitéen har opfordret de deltagende stater til at “sikre lige rettigheder til alle personer som fastsat i henhold til konventionen uanset deres seksuelle orientering”, [18] og udtrykt tilfredshed med lovgivning, der forbyder diskrimination på grund af seksuel orientering. [19] Komiteen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har bekræftet princippet om ikke-forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i generelle bemærkninger om retten til arbejde, vand, social sikkerhed og den højest opnåelige standard for sundhed. [20] Hertil kommer, at komiteen i sine generelle kommentarer om diskrimination inkluderer både seksuel orientering og kønsidentitet som forbudte grunde til forskelsbehandling i henhold til konventionen. [21] Komiteen for børns rettigheder, Udvalget mod tortur og Komiteen for afskaffelse af diskrimination mod kvinder har inkluderet anbefalinger om bekæmpelse af forskelsbehandling baseret på seksuel orientering og kønslig identitet. [22]

5. Beskyttelse af retten til ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed på en ikke-diskriminerende måde

18. Ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed er nedfældet i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (artikel 19 – 20) og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (artikel 19, 21 – 22). I henhold til artikel 19 i Verdenserklæringen “har enhver ret til menings- og ytringsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker”. I henhold til artikel 20, (1) “har alle ret til under fredelige former frit at forsamles og danne foreninger”. [23]

19. Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder tillader begrænsning af disse rettigheder, men kun hvis det er fastsat ved lov og er nødvendigt for at beskytte andres rettigheder (eller, i tilfælde af udtryk, omdømme) af andre eller den nationale sikkerhed, den offentlige sikkerhed, den offentlige orden eller den offentlige sundhed eller sædelighed. Menneskerettighedskomitéen har anført, at sådanne begrænsninger skal være forenelige med bestemmelser, mål og målsætninger i konventionen og “må ikke krænke konventionens bestemmelser om ikke-diskrimination”, herunder – i overensstemmelse med udvalgets retspraksis – på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. [24]

III. Vold
[Indhold]
A. Drab, voldtægt og andre former for diskriminerende vold
[Indhold]
20. Homofobisk og transfobisk vold er registreret i alle regioner. En sådan vold kan være fysisk (herunder drab, prygl, kidnapning, voldtægt og seksuelle overgreb) eller psykisk (herunder trusler, tvang og vilkårlig berøvelse af friheden). [25] Disse angreb udgør en form for kønsbaseret vold, drevet af et ønske om at straffe dem, der ses trodse kønsnormer.

21. Ud over gadevold og andre spontane angreb på offentlige steder, kan de, der opfattes som LGBT personer, være mål for mere organiserede overgreb, herunder fra religiøse ekstremister, paramilitære grupper, neo-nazister og ekstreme nationalister. Unge LGBT personer og alle uanset alder, der anses for at overskride sociale normer, risikerer vold fra familien og samfundet. Lesbiske og transkvinder er i særlig risiko på grund af kønsulighed og magtforhold inden for familierne og i samfundet som helhed.

22. Vold mod LGBT personer har tendens til at være specielt ond i forhold til andre hadmotiverede forbrydelser. Ifølge Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) viser homofobiske hadforbrydelser og hændelser ofte en høj grad af grusomhed og brutalitet og omfatter tæsk, tortur, lemlæstelse, kastration og seksuel forulempelse. [26]

23. Omfanget af homofobisk og transfobisk vold kompliceres af det faktum, at kun få lande har systemer til overvågning, registrering og rapportering af disse hændelser. Selv, hvor der findes sådanne systemer, anmeldes sådanne hændelser ofte ikke eller fejlrapporteres på grund af, at ofrene har mistillid til politiet, er bange for repressalier eller trusler mod privatlivets fred, er tilbageholdende med at identificere sig selv som LGBT, eller fordi de, der er ansvarlige for registrering af hændelser ikke identificerer gerningsmændenes motiv.

1. Drab

24. Siden 1999 har den særlige rapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser regelmæssigt rapporteret om personer, der har været udsat for dødstrusler eller er blevet dræbt på grund af seksuel orientering og kønsidentitet. [27] De nuværende mandatindehaver har for nylig gjort særlig opmærksom på mordene på mindst 31 LGBT personer i Honduras i løbet af en 18-måneders periode, herunder en transkønnet person, som blev fundet død i en grøft. Hendes krop var forslået og brændt, der var tegn på voldtægt og slag i ansigtet fra stening af så alvorlig grad, at ansigtet vær nærmest uigenkendeligt. [28] I Jamaica blev en mand angiveligt stukket ned og stenet til døde, efter at politiet, som angiveligt deltog i overgrebet, opfordrede andre til at slå ham, fordi han var homoseksuel. [29] Den særlige rapportør om vold mod kvinder har fremhævet drab på lesbiske i Sydafrika herunder en sag, hvor to lesbiske blev dræbt ved slag, stening og den ene yderlig tildelt knivstik. [30]

25. LGBT personer er også blandt ofrene for de såkaldte æresdrab, der udføres mod dem, der af familiemedlemmer eller medlemmer af lokalsamfundet menes at have bragt skam eller vanære over en familie – ofte for at overtræde kønsnormer eller på grund af seksuel adfærd, herunder homoseksuelt forhold eller formodning derom. [31] Mens kvinder generelt er mål for denne form for straf, kan sådanne overgreb rettes mod enkeltpersoner af ethvert køn.

26. Rapporter fra regionale og ikke-statslige organisationer peger på et mønster af målrettet vold. Den Afrikanske kommission for menneskerettigheder og folks rettigheder noterede “en stigning af intolerance mod seksuelle minoriteter” i Cameroun, og Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder har gentagne gange påpeget tilsvarende problemer i Latinamerika og Caribien. [32] OSCE rapporterede på grundlag af ufuldstændige data fra 22 af dets medlemsstater stater om 44 hadmotiverede drab på LGBT personer i 2009. [33] Europa-Parlamentet og Europarådet har også jævnligt udtrykt bekymring over episoder, hvor LGBT personer har været mål og er blevet dræbt, herunder drab på homoseksuelle mænd i Holland og Sverige og drabet på en hjemløs transkvinde i Portugal. [34]

27. Den nationale koalition for antivoldsprogrammer i USA rapporterede om 27 hadmotiverede drab på LGBT personer i 2010 – en stigning fra 22 i 2009. [35] The Trans Murder Monitoring project, der samler indberetninger om drab på transpersoner i alle regioner, har registreret 680 drab i 50 lande i perioden 2008 til 2011. [36]

2. Andre voldshandlinger inklusive voldtægt

28. Ikke-dødelig vold rettet mod enkeltpersoner på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet er dokumenteret mindre konsekvent, hovedsagelig på grund af underrapportering og manglen af direkte anførsel af beskyttelsesgrunde i eksisterende mandater. Ikke desto mindre har flere mandatindehavere fremhævet enkelte tilfælde og givet udtryk for bekymring over udbredelsen af denne vold. I sin 2010-rapport til Menneskerettighedsrådet bemærkede den særlige rapportør om menneskerettighedsforkæmpere, at hun i det foregående år havde sendt 47 meddelelser om personer, som arbejder med LGBT spørgsmål; drab på LGBT menneskerettighedsforkæmpere var beskrevet i fem meddelelser, voldtægt og seksuelle overgreb, herunder også mod mænd, var beskrevet i yderligere seks meddelelser. [37]

29. Påstande om, at lesbiske er blevet overfaldet, voldtaget, tvunget gjort gravide og på anden måde straffet på grund af seksuel orientering, kommer fra mange regioner. [38] Komiteen for afskaffelse af diskrimination mod kvinder udtrykte alvorlig bekymring over rapporterede seksuelle lovovertrædelser begået mod kvinder på grund af deres seksuelle orientering. [39] Den særlige rapportør om vold mod kvinder rapporterede for nylig om påståede tilfælde af gruppevoldtægter, familievold og drab mod lesbiske, biseksuelle og transkvinder i El Salvador, Kirgisistan og Sydafrika, [40] hvor rapportøren bemærkede, at “lesbiske kvinder står over for en øget risiko for at blive ofre for vold, navnlig voldtægt på grund af meget udbredte fordomme og myter”, herunder for eksempel, “at lesbiske kvinder vil ændre deres seksuelle orientering, hvis de bliver voldtaget af en mand”. [41]

30. Den særlige rapportør for menneskerettighedsforkæmpere har udtrykt dyb bekymring over “nedvurderende kampagner og voldelige trusler mod forsvarere af lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnedes rettigheder”. [42] Den særlige repræsentant for Generalsekretæren for menneskerettighedsforkæmpere bemærkede i 2007, at de, der forsvarer rettighederne for LGBT og interkønnede personer, havde fået deres huse og kontorer gennemrodet, var blevet overfaldet, tortureret, seksuelt misbrugt, truet og dræbt, og tilføjer, at “et stort problem i denne henseende, er en næsten fuldstændig mangel på seriøsitet, hvormed sådanne sager behandles af de berørte myndigheder”. [43]

31. Hvor der foreligger tilgængelige nationale kriminalitetsstatistikker indikeres en høj grad af vold rettet mod enkeltpersoner på grundlag af deres reelle eller formodede seksuelle orientering eller kønsidentitet. I USA for eksempel viser regeringens tal, at antallet af hadmotiverede hændelser mod homoseksuelle, lesbisk og biseksuelle mennesker ligger på andenpladsen kun overgået af racistiske hændelser og på lige fod med episoder mod medlemmer af religiøse minoriteter. [44] I Storbritannien og Nordirland, den eneste EU-stat, der offentliggør officielle data om retssager om LGBT relaterede hadforbrydelser, blev der indledt 988 straffesager i 2007, hvoraf 759 resulterede i domfældelse. [45]

32. En nylig rapport fra Europarådet har fundet, at “hadmotiveret vold og hadforbrydelser mod LGBT personer finder sted i alle Europarådets medlemsstater”. [46] En undersøgelse foretaget af den ikke-statslige organisation i Storbritannien Stonewall i 2008 med regeringens støtte fandt, at en tredjedel af lesbiske og en fjerdedel af bøsser har oplevet en hadforbrydelse eller -hændelse (herunder verbal aggression) i de foregående tre år. [47] I en slovensk undersøgelse har 53 % af lesbisk og homoseksuelle respondenter oplevet vold på grund af deres seksuelle orientering. [48] En rapport fra 2011 fra EU”s Agentur for Grundlæggende Rettigheder fandt, at lesbisk og biseksuelle kvinder har større risiko for at blive udsat for seksuelle og andre overgreb i private forhold end homoseksuelle eller biseksuelle mænd, som er mere tilbøjelige til at blive overfaldet af ukendte gerningsmænd. Gerningsmændene er oftest unge mænd i grupper. [49]

33. Traktatfæstede organer har udtrykt bekymring over den retorik, der bliver brugt til at opildne til had og hadrelaterede overgreb. [50] Sådant sprog kan være brugt af politikere og samfundsledere til at skabe en homofobisk stemning eller chikane mod enkeltpersoner. [51] I hvert enkelt tilfælde er følgen, at LGBT personer og dem, der taler for deres rettigheder, er i fare for vold og diskrimination.

B. Tortur og andre former for grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling
[Indhold]
34. Den særlige rapportør om tortur har bemærket, at “medlemmer af seksuelle minoriteter er uforholdsmæssigt meget udsat for tortur og andre former for mishandling, fordi de afviger fra socialt konstruerede kønsforventninger. Faktisk kan forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet ofte bidrage til processen med umenneskeliggørelse af offeret, som ofte er en nødvendig betingelse for, at tortur og mishandling kan finde sted”. [52] I 2010 bemærkede den særlige rapportør, at der i fængsler som regel var et strengt hierarki, og at homofile, lesbiske, biseksuelle og transkønnede personer ofte var i bunden af hierarkiet og dobbelt eller tredobbelt så udsat for diskrimination. [53] Den særlige rapportør har fremhævet, at mand til kvinde transkønnede fanger er særligt sårbare over for fysisk og seksuelt misbrug, hvis de placeres blandt de øvrige fanger. [54]

35. Den særlige rapportør har også rapporteret episoder, hvor personer blev udsat for repressalier af politiet og fængselspersonale, og at myndigheder har undladt at træffe rimelige foranstaltninger for at forebygge vold mod LGBT fanger. [55] For eksempel blev en mand og hans mandlige partner på en politistation i Indonesien efter sigende en dag alvorligt slået og seksuelt misbrugt af politiet efter at være blevet overfaldet af 16 civile. [56] I Usbekistan blev en mandlig menneskerettighedsforkæmper anklaget for homoseksualitet, tævet af politiet og truet med voldtægt med en flaske. [57] Et lesbisk par i Brasilien blev angiveligt tævet på en politistation og tvunget til at udføre oral sex. [58] I Grækenland blev fanger i en fængselsafdeling for lesbiske, bøsser og transkønnet efter sigende nægtet gårdtur i to år og var henvist til hele tiden kun at opholde sig i deres celler og en gang. [59] Den særlige rapportør har også rapporteret, at transkvinder bevidst blev slået på deres bryster for at få deres implantater til at briste og frigive giftstoffer. [60]

36. Den særlige rapportør om vold mod kvinder har fremhævet lignende sager. I 2006, beskrev hun detaljerede påstande om, at metiser [c] i Nepal bliver slået af politiet, der forlangte penge og sex af dem. [61] I 2011 beskrev hun et tilfælde i El Salvador, hvor en transkvinde var placeret i en mandlig afdeling af fængslet og anbragt i en celle med bandemedlemmer, hvor hun blev voldtaget mere end 100 gange – undertiden med medvirken af fængslets personale. [62]
Andre tilfælde er blevet dokumenteret af den særlige repræsentant for Generalsekretæren for menneskerettighedsforkæmpere. [63]

37. Et forhold, der blev fremhævet af FN-eksperter, er “medicinsk værdiløse” praksis med at udsætte mistænkte mænd for homoseksuel forhold uden deres samtykke og anale undersøgelser for at “bevise” deres homoseksualitet. [64] Sådanne undersøgelser er blevet fordømt af Komiteen mod tortur, den særlige rapportør om tortur og arbejdsgruppen om vilkårlig tilbageholdelse, som har fastslået, at en sådan praksis er i strid med forbuddet mod tortur og mishandling. [65]

C. Asylret for forfulgte på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet
[Indhold]
38. UNHCR anslår, at mindst 42 stater har givet asyl til personer med en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, selv om det præcise tal er uklart. Nogle stater giver asyl, selv uden en klar politik på dette område, mens andre ikke oplyser begrundelsen for at give flygtningestatus eller asyl.

39. Selv i lande, der anerkender disse begrundelser for asyl, lever praksis og procedurer ofte ikke op til internationale standarder. Gennemgang af ansøgningerne er undertiden vilkårlige og usammenhængende. Embedsmændene kan have for lidt viden om eller mangle følsomhed over for LGBT personer. [66] Flygtninge udsættes undertiden for vold og diskrimination, mens de er i fængsel eller modtagesteder, og når de får en bolig, kan det ofte være i fællesskaber, hvor de udsættes for yderligere seksuelle og kønsrelaterede risici. Udvisning af asylansøgere, der flygter på grund af sådan forfølgelse, bringer dem i risiko for vold, diskrimination og kriminalisering. I nogle tilfælde sendes de tilbage med instruktioner om at “være diskret” – en metode, der er kritiseret af UNHCR. [67]

IV. Diskriminerende love
[Indhold]
A. Love, der kriminaliserer frivillige seksuelle forhold mellem voksne mennesker af samme køn, og andre love anvendt til at straffe personer på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet
[Indhold]
40. 76 lande har fortsat love, der bruges til at kriminalisere folk på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet. [68] Sådanne love, herunder også såkaldte “sodomi love”, er ofte et levn fra kolonitidens lovgivning. De forbyder typisk enten visse typer af seksuel aktivitet eller enhver intimitet eller seksuel aktivitet mellem personer af samme køn. I nogle tilfælde henviser den anvendte formulering til vage og udefinerede begreber som “forbrydelser mod naturens orden” eller “moral”, eller “skørlevned”. [69] Disse love har det til fælles, at de bruges til at chikanere og retsforfølge personer på grund af deres faktiske eller formodede seksualitet eller kønsidentitet. [70] Sanktioner spænder fra korte fængselsstraffe til livsvarigt fængsel og endog dødsstraf.

41. Kriminaliseringen af private samtykkende homoseksuelle handlinger krænker den enkeltes ret til privatlivets fred og ikke-diskrimination og udgør et brud på international lovgivning om menneskerettigheder. I Toonen v. Australien, fandt Menneskerettighedskomitéen, at “samtykkende seksuel aktivitet mellem voksne i private omgivelser er omfattet af begrebet “privatlivets fred” under den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Ifølge komiteen, er det irrelevant, om love, der kriminalisere en sådan adfærd, håndhæves eller ej. Alene lovenes eksistens krænker løbende og direkte den enkeltes privatliv. [71] Siden Toonen har komiteen og andre traktater og særlige procedurer gentagne gange opfordret medlemsstaterne til at ændre love, der kriminaliserer homoseksualitet eller seksuel adfærd mellem samtykkende voksne mennesker af samme køn, [72] og har rost ophævelse af sådanne love. [73]

42. Uafhængige FN-undersøgere af menneskerettigheder – Special procedures mandate holders [d] – har lagt vægt på forbindelsen mellem kriminalisering og homofobiske hadforbrydelser, politiets overgreb, tortur, og familie- og samfundsrelateret vold, såvel som lovgivningsmæssige begrænsninger, der kriminaliserer udførelsen af menneskerettighedsforkæmperes arbejde for at beskytte rettighederne for LGBT personer. Den særlige rapportør om sundhed bemærkede, at “straf sanktioneret af stater forstærker eksisterende fordomme, legitimerer vold i samfundet og politibrutalitet rettet mod de berørte personer”. [74]. Den særlige rapportør om udenretslige henrettelser bemærkede, at kriminaliseringen øger social stigmatisering og gjorde folk “mere sårbare over for vold og krænkelser af menneskerettighederne, herunder dødstrusler og krænkelser af retten til livet, som ofte begås i et klima af straffrihed”. [75]

43. Siden 2000 er love, der kriminaliserer homoseksuelle handlinger mellem samtykkende voksne, blevet ophævet i Armenien, Aserbajdsjan, Bosnien-Hercegovina, Kap Verde, Georgien, Fiji, Indien, Marshalløerne, Nepal, Nicaragua, Panama og USA samt i New Zealand og Storbritannien. I nogle tilfælde har domstolene erklæret disse love ulovlige, i andre tilfælde er lovene blevet ophævet gennem en lovgivningsproces. I forbindelse med den universelle periodiske bedømmelse [e] har flere stater – herunder Mauritius, Nauru, Palau, Sao Tome og Principe, og Seychellerne – accepteret anbefalingerne om at afkriminalisere homoseksualitet.

44. I mindst 14 lande afviger den kriminelle mindstealder fra mindstealderen for homoseksuelle og heteroseksuelle forhold, hvilket traktatfæstede organer betegner som diskriminerende. [76]

B. Dødsstraf
[Indhold]
45. I mindst fem lande kan dødsstraf anvendes over for dem, der findes skyldige i lovovertrædelser i tilknytning til voksnes samtykkende homoseksuelle adfærd. Ud over at krænke retten til livet, krænke privatlivets fred og ikke-diskrimination er anvendelse af dødsstraf under disse omstændigheder en krænkelse af artikel 6 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som bestemmer, at i lande, der ikke har afskaffet dødsstraffen, kan “dødsstraf kun pålægges for de mest alvorlige forbrydelser”. [77]
Menneskerettighedskommissionen og Menneskerettighedskomitéen har bekræftet, at brugen af dødsstraf for ikke-voldelige handlinger, herunder seksuelle forhold mellem samtykkende voksne, er en overtrædelse af internationale menneskerettighedslove. [78]

46. Den særlige rapportør om udenretslige henrettelser har bemærket, at “dødsstraf, der kun kan idømmes for de groveste forbrydelser, klart udelukker anvendelse af dødsstraf i forbindelse med seksuel orientering”. [79] Den særlige rapportør har om situationen i dele af Nigeria erklæret, at “i forhold til sodomi, er indførelsen af dødsstraf for en privat seksuel praksis klart uforenelig med Nigerias internationale forpligtelser”. [80] Som bemærkning til svaret om, at henrettelser ikke blev fuldbyrdet, erklærede den særlige rapportør, at “den blotte tilstedeværelse af muligheden for henrettelse” kan anvendes som en trussel mod den dømte i årevis og er en grusom, umenneskelig eller nedværdigende form for behandling eller straf. Det har karakter af en lov, der retfærdiggør forfølgelse fra vagter og opfordrer til magtmisbrug”. [81]

C. vilkårlig anholdelse og tilbageholdelse
[Indhold]
47. Arbejdsgruppen for vilkårlig tilbageholdelse har udtalt, at tilbageholdes nogen for overtrædelser på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, herunder lovovertrædelser, der ikke direkte er relateret til seksuel adfærd, såsom love, der vedrører fysisk udseende eller såkaldt “offentlig skandale”, er en overtrædelse af folkeretten. I 2002 fandt arbejdsgruppen en sag, hvor 55 mænd blev anholdt på et diskotek og anklaget for “skørlevned” og “social splid”. Arbejdsgruppen konkluderede, at anholdelserne var diskriminerende og i strid med artikel 2 og 26 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og at tilbageholdelserne var vilkårlige. [82] Arbejdsgruppen har siden bekræftet sin holdning ved flere lejligheder. [83]

V. Diskriminerende praksisser
[Indhold]
48. Menneskerettighedskomitéen har opfordret de deltagende stater til at “sikre lige rettigheder for alle personer som fastsat i traktaten uanset deres seksuelle orientering”. [84] Stater har en “retslig forpligtigelse… til at sikre, at alle nyder godt af de rettigheder, der er anført i traktaten… uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering”. [85] Både Menneskerettighedskomitéen og Komiteen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har regelmæssigt påmindet staterne om at vedtage love, der forbyder forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og har rost vedtagelse af love, der omfatter seksuel orientering blandt de forbudte grunde til diskrimination. [86]

49. Seks lande har direkte indskrevet forfatningsmæssige garantier om beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel i deres lovgivning, [87] medens sådanne garantier i flere andre er indarbejdet i regionale eller provinsielle lovgivninger. [88] I andre lande (herunder Canada, Colombia, Hong Kong (Kina), Indien og Nepal) er ikke-forskelsbehandling blevet fortolket af domstolene, som dermed har givet en tilsvarende beskyttelse.

50. Diskrimination finder fortsat sted i alle regioner. Nogle gange har offentlige politikker en direkte diskriminerende virkning, i andre tilfælde medvirker fraværet af nationale love til diskriminering blandt privatpersoner. Nedenstående afsnit beskriver en række områder, hvor enkeltpersoner er særligt udsatte for forskelsbehandling, marginalisering og restriktioner for udøvelse af deres rettigheder på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Beskrivelserne er ikke udtømmende. Problemområder, der ikke beskrives her, omfatter forskelsbehandling i adgangen til domstole, bolig og sociale ydelser, samt diskriminerende regler vedrørende påklædning, der begrænser mænds ret til at klæde sig på en måde, som opfattes feminint, og kvinder i at klæde sig på en måde, som opfattes maskulint, og straffer dem, der gør det. [89]

A. diskrimination på arbejdsmarkedet
[Indhold]
51. I henhold til international lovgivning om menneskerettigheder er stater forpligtet til at beskytte enkeltpersoner mod enhver forskelsbehandling i adgangen til og opretholdelse af beskæftigelse. Komiteen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har bekræftet, at den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder “forbyder forskelsbehandling i adgangen til og opretholdelse af beskæftigelse på grund af… seksuel orientering” [90] og udtrykker bekymring over diskrimination rettet mod “dårligt stillede og marginaliserede grupper og individer”. [91] Ifølge udvalget “udgør enhver forskelsbehandling i adgangen til arbejdsmarkedet eller til midler og rettigheder for at opnå beskæftigelse en overtrædelse af konventionen”. [92]

52. 54 stater har love, der forbyder diskrimination på arbejdsmarkedet på grund af seksuel orientering. [93] Fraværet af sådanne love gør arbejdsgivere i stand til at fyre eller nægte at ansætte eller anbefale mennesker alene fordi, de menes at være homoseksuelle eller transkønnede. Fordele, som heteroseksuelle ansatte nyder godt af, kan nægtes deres LGBT kolleger – fra forældre- eller familieorlov til deltagelse i pensions- og sygeforsikringsordninger. I sagerne X mod Colombia [f] og Young mod Australien [g] fandt Menneskerettighedskomitéen at undladelse af at give pensionsydelser til en ugift partner af samme køn, når sådanne ydelser blev tildelt ugifte heteroseksuelle par, var en krænkelse af rettigheder, der garanteres af traktaten. [94]

53. Forskelsbehandling kan føre til chikane og vold i og uden for arbejdspladsens område. [95] Undersøgelser viser, at verbal chikane af LGBT medarbejdere er almindeligt. [96]

B. Diskrimination i sundhedsvæsenet
[Indhold]
54. Artikel 12 (1) i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder bestemmer, at stater, der har tilsluttet sig konvention, skal anerkende alle menneskers ret til at nyde den højest opnåelige standard for fysisk og psykisk sundhed. Komiteen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder har tilkendegivet, at konventionen forbyder enhver form for forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet i adgangen til sundhedsydelser og tilhørende sundhedsbehandling såvel som midler og ret til deres behandling. [97]

55. Kriminaliseringen af homoseksualitet kan afholde personer fra at søge sundhedsydelser af for frygt for afsløring, og resultaterne i servicesektoren, nationale sundhedsplaner og -politikker afspejler LGBT personers særlige behov. Den særlige rapportør for sundhed bemærkede, “at love, der kriminaliserer samtykkende samme køns adfærd, seksuel orientering og kønsidentitet, ofte griber ind i forskellige menneskerettigheder, herunder retten til sundhed”. [98] I Toonen afviste Menneskerettighedskomitéen påstanden, om at love, der kriminalisere samtykkende samme køns adfærd, var en nødvendig foranstaltning for folkesundheden, og bemærkede, at sådanne love risikerer at føre mange af de berørte til kvaksalvere. [99] Siden da, har generalsekretæren, særlige procedurer og UNAIDS gjort opmærksom på de negative sundhedsmæssige virkninger af kriminalisering. [100]

56. I lande, hvor der ikke findes strafferetlige sanktioner for homofobisk, sexistisk og transfobiske adfærd og holdninger hos sundhedssektorens institutioner og personale, kan det resultere i, at LGBT personer ikke søger hjælp, hvilket igen har en negativ indvirkning på indsatsen for at bekæmpe hiv/aids og andre sygdomme. [101] Potentielle patienters bekymringer omfatter også brud på fortroligheden, yderligere stigmatisering og voldelige repressalier. [102] Komiteen for afskaffelse af diskrimination mod kvinder udtrykte bekymring for, at lesbiske, biseksuelle, transkønnede og interkønnede kvinder bliver “ofre for misbrug og mishandling af sundhed personale”. [103] Særlige undersøgere har også kritiseret anvendelse af behandling, der har til formål at “helbrede” personer, for deres homoseksualitet, som værende uvidenskabelig, potentielt skadelig og bidrage til stigmatisering. [104]

57. I mange lande møder transpersoner særlige problemer i deres adgang til sundhedspleje. Kønsskiftebehandling, hvor det er muligt, er ofte uoverkommeligt dyre og statsfinansiering eller forsikringsdækning er sjældent tilgængelig. Sundhedspersoner er ofte ufølsomme over for transkønnede personers behov og mangler den nødvendige professionelle uddannelse. [105] Derudover er interkønnede børn, der er født med atypiske kønskarakterer, ofte udsat for diskrimination og medicinsk unødvendige operationer, der udføres uden deres eller deres forældres informerede samtykke, i et forsøg på at tilrette deres køn. [106]

C. diskrimination i uddannelsessektoren
[Indhold]
58. Nogle uddannelsesmyndigheder og skoler diskriminerer unge mennesker på grund af deres seksuelle orientering eller kønsudtryk, hvilket nogle gange fører til, at de nægtes optagelse eller bliver bortvist. [107] LGBT unge oplever ofte vold og chikane, herunder mobning i skolen fra klassekammerater og lærere. [108] At konfrontere denne form for fordomme og trusler kræver en samordnet indsats fra skole og uddannelsesmyndigheder og integration af principper om ikke-diskrimination og mangfoldighed i skolernes læseplaner og dialog. Medierne har også en rolle at spille ved at fjerne negative stereotyper af LGBT personer, herunder i populære fjernsynsprogrammer for unge mennesker.

59. Menneskerettighedskomitéen, Udvalget for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og Udvalget for børns rettigheder udtrykte bekymring over homofobisk diskrimination i skolerne og opfordrede til foranstaltninger til at modvirke homofobisk og transfobisk adfærd. [109] Ifølge UNESCO “er det ofte i skolegården, at drenge, der af andre anses for at være for feminine eller unge piger betragtes som tomboys (for maskuline), udsættes for drillerier, og nogle gange udsættes de for første gang for voldelighed på grund af, at deres udseende og adfærd opfattes som ikke at passe sammen med den heteronormative kønsidentitet”. [110]

60. Isolation og stigmatisering, generere depression og andre sundhedsmæssige problemer og bidrage til pjækkeri, fravær, tvinger børn ud af skoler [111] og i ekstreme tilfælde forsøg på eller gennemført selvmord. [112] En undersøgelse i Storbritannien fandt, at næsten 65 % af lesbiske, bøsse og biseksuelle unge var blevet mobbet i skolen på grund af deres seksuelle orientering og mere end en fjerdedel havde været fysisk forulempet. [113] Disse resultater ses også i resultaterne af undersøgelser foretaget i andre lande. [114]

61. Et beslægtet område, der også vækker bekymring, er seksualundervisning. Retten til uddannelse omfatter retten til at modtage omfattende, nøjagtig og alderssvarende oplysninger om den menneskelige seksualitet, for at sikre unge menneskers adgang til nødvendige oplysninger til at leve et sundt liv, træffe kvalificerede beslutninger og beskytte sig selv og andre mod seksuelt overførte infektioner. [115] Den særlige rapportør om retten til uddannelse bemærkede, at “for at omfatte alle, skal seksualundervisning være særlig opmærksom på mangfoldigheden, da alle har ret til at have sin egen seksualitet”. [116]

D. Begrænsninger af ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed
[Indhold]
62. I henhold til artikel 19 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, “har alle ret til ytringsfrihed. Det indbefatter friheden til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art uden hensyn til grænser, enten mundtligt, skriftligt eller på tryk, i form af kunst eller gennem andre medier efter eget valg”. Konventionen bekræfter også, at “enhver skal have ret til ikke at være sammen med andre i foreninger…” (art. 22), og at “retten til fredelig forsamling, skal anerkendes” (art. 21). Ifølge konventionen, kan stater kun begrænse nydelsen af disse rettigheder for så vidt, at begrænsninger er fastsat ved lov og er nødvendige for at beskytte andres rettigheder, national sikkerhed eller den offentlige sikkerhed, orden, sundhed eller sædelighed. Sådanne begrænsninger bør være forenelige med bestemmelser, mål og målsætninger i konventionen og bør ikke være diskriminerende. [117]

63. Forskellige organer inden for FN-systemet har behandlet restriktioner af rettighederne for mennesker, der formidler oplysning om seksualitet og køn. [118] Hvor staterne kræver juridisk registrering af ikke-statslige organisationer, har LGBT grupper været udsat for at få afvist deres ansøgninger eller fået deres juridiske registrering annulleret. [119] Truslen om annullering er blevet brugt til at begrænse oplysning om seksualitet og kønsspørgsmål og intimidere enkeltpersoner i de pågældende organisationer. Politiet har ransaget LGBT gruppers kontorerne og konfiskerede computer, harddiske og kontaktlister med klienter og støtter, hvorved disse udsættes for risiko for chikane eller vold. [120] Hvor computerfiler har indeholdt oplysninger om seksuel orientering og hiv-forebyggelse, herunder om brugen af kondomer, er personale og frivillige fra LGBT grupper undertiden blevet anholdt eller forulempet. [121] Personer, der forsvarer og støtter rettigheder i forbindelse med køn og seksualitet, har været udsat for, at deres personlige omdømme er blevet miskrediteret, herunder med påstande om deres seksuelle orientering, i bestræbelserne på at undertrykke deres rådgivning. [122] Særlige procedurer har sat fokus på risici for kvindelige rådgivere på grund af den opfattelse, at de “udfordrer accepterede sociokulturelle normer, traditioner, opfattelser og stereotyper om kvindelighed, seksuel orientering og kvinders rolle og status i samfundet”. [123]

64. Forsvarere af LGBT personers rettigheder og andre støtter har været udsat for vold og chikane, når de deltager i møder eller kulturelle begivenheder eller deltager i LGBT parader. I nogle stater nægtes sådanne begivenheder politibeskyttelse eller tilladelse, undertiden under dække af trusler mod den offentlige moral eller sikkerhed, hvilket snarere privilegerer modstanderne end dem, der beder om rettigheder. I mangel af en effektiv politibeskyttelse er fortalere og demonstranter til tider blevet fysisk overfaldet og chikaneret af statslige og ikke-statslige aktører, herunder “skinhead” og fundamentalistiske grupper. [124] I 2010 fandt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den Russiske Føderation krænkede forsamlingsfriheden ved at forbyde LGBT parader i Moskva begrundet i hensynet til den offentlige sikkerhed. Domstolen fastslog, at “den blotte eksistens af en risiko ikke er tilstrækkeligt til at forbyde arrangementet”. [125]

65. Særlige procedurer har givet udtryk for betænkeligheder med hensyn til begrænsninger af ytringsfriheden – herunder direkte censur, forbud mod udbredelse af oplysninger og restriktioner på legitim fortalervirksomhed – angiveligt begrundet i hensynet til påståede trusler mod den offentlige sundhed, sædelighed eller statens sikkerhed. [126] Restriktioner på oplysninger om seksuel orientering, herunder restriktioner, der angiveligt har til formål at beskytte “den offentlige moral”, kan have en skadelig indvirkning på folkesundheden, herunder i forbindelse med udbredelsen af HIV virus. [127]

E. Diskriminerende praksis i familien og i samfundet
[Indhold]
66. Medens familier og lokalsamfund ofte er vigtige kilder til støtte, kan diskriminerende holdninger inden for familier og lokalsamfund også hæmme muligheden for, at LGBT personer kan nyde det fulde omfang af menneskerettigheder. Sådan forskelsbehandlinger manifesterer sig på forskellige måder, bl.a. ved at enkeltpersoner bliver bortvist fra familiens hjem, gjort arveløse, forhindret i at gå i skole, sendt på psykiatriske institutioner, tvunget til at gifte sig, frataget sine børn, straffet for aktivist-arbejde og angrebet på deres personlige omdømme. I mange tilfælde er lesbiske, biseksuelle kvinder og transkønnede særligt udsatte på grund af indgroede kønsbestemte uligheder, der begrænser selvbestemmelsen over seksualitet, at få børn og familieliv. [128]

67. Familie eller medlemmer af lokalsamfundet håndhæver ofte kønsnormer og straffer overtrædelser. I 1997 bemærkede den særlige rapportør om vold mod kvinder, at “fællesskabet også kan være stedet, der begrænser og sætter regler for kvindelig seksualitet, og ofte straffer kvinder, som udlever deres seksualitet på andre måder end heteroseksuelt, eller udsætter disse kvinder med nedværdigende behandling”. [129]. FN’s mekanismer og ikke-statslige organisationer har dokumenteret en række kønsspecifikke overtrædelser rettet mod kvinder – herunder tvangsægteskaber, påtvungen graviditet, og voldtægt i ægteskabet – hvoraf nogle er udført som en form for straf for formodet eller faktisk seksuel orientering eller adfærd. [130]

F. Staters afvisning af at anerkende forhold og andre goder
[Indhold]
68. Menneskerettighedskomitéen har fastslået, at staterne ikke i henhold til folkeretten er forpligtet til at tillade par af samme køn at gifte sig. [131] Men forpligtelsen til at beskytte enkeltpersoner mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering strækker sig til at sikre, at ugifte par af samme køn behandles på samme måde og har ret til de samme fordele som ugifte par af modsatte køn. [132]

69. I nogle lande giver staten fordele til gifte og ugifte heteroseksuelle par, men nægter disse fordele til ugifte homoseksuelle par. Som eksempler kan nævnes pensionsrettigheder, testamentere ejendele til en efterlevende partner, mulighed for at forblive i offentligt boligbyggeri efter en partners død eller muligheden for at få opholdstilladelse til en udenlandsk partner. Mangel på officiel anerkendelse af homoseksuelle forhold og mangel på juridisk forbud mod forskelsbehandling kan også medføre, at partnere af samme køn bliver diskrimineret af private, herunder udbydere af sundhedsydelser og forsikringsselskaber.

70. Menneskerettighedskomitéen har hilst foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling i denne sammenhæng velkommen. I sine afsluttende bemærkninger til Irland opfordrede komiteen staten at sikre, at lovforslag om oprettelse af civile partnerskaber ikke må være “diskriminerende af ikke-traditionelle former for partnerskaber, herunder vedrørende beskatning og sociale ydelser”. [133]

G. Kønsanerkendelse og beslægtede emner
[Indhold]
71. I mange lande er transkønnede personer ude af stand til at få juridisk anerkendelse af deres foretrukne køn, herunder ændring deres registrerede køn og fornavn i statsligt udstedte identitetsdokumenter. [134] Som følge heraf støder de på mange praktiske vanskeligheder, herunder, når de ansøger om beskæftigelse, bolig, banklån eller statslige ydelser, eller når de rejser til udlandet.

72. Forordninger i de lande, der anerkender kønsskifte kræver ofte, implicit eller eksplicit, at ansøgere steriliseres som en betingelse for at anerkende kønsskiftet. Nogle stater kræver også, at dem, der søger juridisk anerkendelse af et kønsskifte, skal være ugift, hvilket indebærer skilsmisse i tilfælde, hvor den pågældende er gift.

73. Menneskerettighedskomitéen har udtrykt bekymring over manglen på ordninger for meddelelse af juridisk anerkendelse af transpersoners identitet. Komiteen har opfordret medlemsstaterne til at anerkende transkønnede personers ret til at ændre deres køn ved at tillade udstedelse af nye dåbsattester og har med tilfredshed noteret sig lovændringer, der letter juridisk anerkendelse af et kønsskifte. [135]

VI. Nye reaktioner
[Indhold]
74. Der er i alle regioner mange eksempler på initiativer udviklet af stater og ikke-statslige organisationer, der søger at imødegå vold og diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet. Medens alle disse initiativer er for talrige til at nævne, illustrerer nedenstående eksempler den slags tiltag, som er konstateret i forbindelse med udarbejdelsen af denne undersøgelse.

75. Mange medlemsstater har indført uddannelsesprogrammer for de retshåndhævende embedsmænd for at bevidstgøre dem om hadmotiveret vold mod LGBT personer og hjælpe dem med at genkende, registrere og reagere på anmeldelser af sådanne forbrydelser. I nogle lande, herunder Spanien og Honduras, er særlige anklagere blevet udpeget til at undersøge og bringe sådanne sager for en domstol. I Sydafrika er der efter konsultation hos LGBT organisationerne oprettet en særlig national indsatsgruppe mod homofobi og transfobi. [136] Nogle lande, herunder Brasilien, Ecuador, Tyskland, Holland og Uruguay har brugt Yogyakarta principperne som hjælp til at udvikle politiske reaktioner på vold og diskrimination. [137]

76. Der er mange eksempler på informationskampagner, undertiden udviklet med støtte fra staten, der er designet til at løse samfundsmæssige fordomme. I Brasilien har regeringen støttet en offentlig uddannelseskampagne gennemført under sloganet “Brasilien uden Homofobi”. Lignende initiativer, ofte ledet af det civile samfund, er blevet lanceret i lande i alle regioner. Berømtheder har spillet en vigtig rolle som formidlere i sådanne kampagner.

77. Eksempler på initiativer til at modvirke homofobi og transfobi i uddannelsesinstitutioner omfatter læreruddannelserne, oprettelse af “sikkerhedsområder” for LGBT unge i skoler, og oplysningskampagner. I Australien tilbyder det offentligt finansierede http://www.safeschoolscoalition.org/ Safe Schools Coalition uddannelse af lærere og undervisningsmaterialer. I Kina tilbyder http://www.bgca.org.hk Boys and Girls Clubs Association of Hong Kong rådgivning på skoler og fritidshjem. I Irland er en anti-homofobivideo vist i skoler, og er blevet set online af en halv million mennesker. [138] I USA er der oprettet “bøsse-straight” alliancer eller klubber i mere end 4.000 gymnasier. [139]

78. Nationale menneskerettighedsinstitutioner kan spille en vigtig rolle. For eksempel har Kenya Human Rights Commission i 2011 udarbejdet rapporten, “De fredløse iblandt os: En undersøgelse af LGBTI fællesskabets arbejde for ligestilling og ikke-forskelsbehandling i Kenya” (“The Outlawed Amongst Us: A Study of the LGBTI Community”s Search for Equality and Non-Discrimination in Kenya”). The Asia Pacific Forum of National Human Rights Institutions har fremmet dialogen mellem medlemsinstitutioner med positive bidrag fra nationale institutioner i Australien, Indonesien, Jordan, Malaysia, Mongoliet, Nepal, New Zealand, Filippinerne, Republikken Korea og Thailand. [140]

79. Nogle lande – bl.a. Australien, Indien, Nepal, Pakistan, Portugal, Storbritannien og Uruguay – har gjort det nemmere for transkønnede og interkønnede personer til at få juridisk anerkendelse af et kønsskifte eller at angive et andet køn end mandligt eller kvindeligt. The New Zealand Human Rights Commission har for nylig iværksat en toårig undersøgelse for at identificere menneskerettighedsproblemer for transkønnede personer. [141]

80. Sluttelig – i anerkendelse af, at sikring af LGBT personers rettigheder er et mangesidet foretagende, har Norges regering for nylig offentliggjort en handlingsplan, der har til formål at mobilisere otte ministerier for at gennemføre en række specifikke foranstaltninger. [142]

VII. Konklusioner og anbefalinger
[Indhold]
81. Denne rapport sammenfatter kun nogle af de oplysninger, der indsamles af FN’s traktatfæstede organer og særlige procedurer, regionale og ikke-statslige organisationer om vold og diskrimination baseret på faktisk eller opfattet seksuel orientering eller kønsidentitet. En mere omfattende analyse af LGBT og interkønnede personers menneskerettighedsforhold vil kræve en mere omfattende undersøgelse og regelmæssig rapportering fremover.

82. Ikke desto mindre opstår der på grundlag af de oplysninger, der præsenteres heri, et mønster af menneskerettighedskrænkelser, der kræver en reaktion. Regeringer og interstatslige organer har ofte overset vold og diskrimination baseret på seksuel orientering og kønsidentitet. Menneskerettighedsrådets mandat kræver, at det reageret på denne mangel: Rådet bør fremme “universel respekt for beskyttelse af alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for alle uden forskelsbehandling af nogen art og på en fair og lige måde”. [143] Med vedtagelsen i juni 2011 af resolution A/HRC/17/19 har Menneskerettighedsrådet formelt udtrykt sin “dybe bekymring” om vold og diskrimination baseret på seksuel orientering og kønsidentitet. Det er nu, der er behov for yderligere handling, især på nationalt plan, hvis enkeltpersoner i fremtiden skal beskyttes bedre mod sådanne krænkelser af menneskerettighederne.

83. Henstillingerne til medlemsstaterne anført herunder, der ikke er udtømmende, henviser til foranstaltninger, der anbefales af FN’s menneskerettighedsmekanismer.

84. Højkommissæren anbefaler, at medlemsstaterne:

(A) Undersøg omgående samtlige anmeldte drab og andre alvorlige episoder af vold begået mod personer på grund af deres faktiske eller oplevede seksuelle orientering eller kønsidentitet, hvad enten det sker offentligt eller privat, af statslige eller ikke-statslige aktører, og holde gerningsmændene ansvarlige, og etablere systemer til registrering og indberetning af sådanne hændelser.

(B) Træffe foranstaltninger til at forhindre tortur og andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet, til grundigt at undersøge alle anmeldte tilfælde af tortur og mishandling, og til at retsforfølge de ansvarlige.

(C) Sikre, at ingen, der flygter fra forfølgelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, sendes tilbage til et område, hvor hans eller hendes liv eller frihed vil være truet, og at asyllove og politikker anerkender, at forfølgelse på grund af ens seksuelle orientering eller kønsidentitet kan være et gyldigt grundlag for en asylansøgning.

(D) Ophæve love, der bruges til at kriminalisere enkeltpersoner på grund af de i enighed indgår i et seksuelt forhold med en person af samme køn, og harmonisere den seksuelle lavalder for heteroseksuelle og homoseksuelle forhold, sikre at andre kriminallove ikke bruges til at chikanere og tilbageholde folk på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet og kønsudtryk, og afskaffe dødsstraf for samtykkende seksuelle forhold.

(E) Iværksætte omfattende anti-diskriminationslovgivning, der inkluderer forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet som forbudte grunde og anerkende flersidede former for diskrimination (mere end én årsag i samme tilfælde). Sikre, at bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet er inkluderet i nationale menneskeretsinstitutioner mandater.

(F) Sikre, at enkeltpersoner kan udøve deres ret til ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed i sikkerhed uden forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.

(G) Gennemføre passende forståelses- og uddannelsesprogrammer for ansatte i politiet, fængselsvæsenet, grænsekontroller, indvandringsmyndigheder og andet retshåndhævende personale, og støtte offentlige oplysningskampagner for at modvirke homofobi og transfobi blandt den brede befolkning og målrettede anti-homofobi kampagner i skoler.

(H) Lette juridisk anerkendelse af transkønnede personers foretrukne køn og indføre forhold, der tillader, at relevante identitetsdokumenter kan genudstedet med angivelse af det foretrukne køn og navn, uden at krænke andre menneskers rettigheder.

85. Højkommissæren anbefaler, at Menneskerettighedsrådet:

(A) Sørger for løbende at blive orienteret og opdateret om episoder af vold og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.

(B) Tilskynder de eksisterende særlige procedurer til at fortsætte med at undersøge og rapportere om krænkelser af menneskerettigheder, der påvirker individer på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet inden for rammerne af deres særlige mandater.

[Indhold] VIII Noter

[Retur] Se for eksempel “The United Nations Speaks Out: Tackling Discrimination on Grounds of Sexual Orientation and Gender Identity”, OHCHR, WHO and UNAIDS, April 2011;
the statements made by the United Nations High Commissioner for Human Rights at a side event of the fifteenth session of the Human Rights Council, on the theme, “Ending violence and criminal sanctions based on sexual orientation and gender identity”, den 17. september 2010;
bemærkninger ved afslutningen af den interaktive dialog med højkommissæren på det sekstende møde i Human Rights Council den 3. marts 2011;
“Legal environments, human rights and HIV responses among men who have sex with men and transgender people in Asia and the Pacific: an agenda for action”, UNDP, July 2010;
“Protecting children from violence in sport: a review with a focus on industrialized countries”, UNICEF, July, 2010;
“International technical guidance on sexuality education”, UNESCO with UNAIDS, UNFPA, UNICEF and WHO, December 2009;
UNHCR, Guidance Note on Refugee Claims Relating to Sexual Orientation and Gender Identity, UNHCR, november 2008;
rapport fra generaldirektøren: Ligestilling på arbejdspladsen, ILO, 2007;
rapport om forebyggelse og behandling af HIV og andre seksuelt overførte infektioner blandt mænd, der har sex med mænd og transkønnede befolkningsgrupper, WHO, juni 2011;
“Experiencias de estigma y discriminación en personas homosexuales/gays, bisexuales y trans”, UNFPA, July 2010;
International Guidelines on HIV/AIDS and Human Rights, UNAIDS and OHCHR, July 2006.
[Retur] Begreberne lesbiske, bøsser og biseksuelle og transkønnede anvendes i hele rapporten, men er ofte forkortet til LGBT. Disse udtryk anvendes til at henvise til samme køn adfærd, identiteter og relationer og ikke-binære kønsidentiteter. I flere steder i teksten, er forskelsbehandling af interkønnede personer også behandles.
[Retur] A/CONF.157/23, para. 5.
[Retur] Toonen v. Australia, communication No. 488/1992 (CCPR/C/50/D/488/1992).
[Retur] See, for example, Young v. Australia, communication No. 941/2000 (CCPR/C/78/D/941/2000), para. 10.4;
X v. Colombia, communication no. 1361/2005 (CCPR/C/89/D/1361/2005), para. 9; and concluding observations on Mexico (CCPR/C/MEX/CO/5), para. 21, and Uzbekistan (CCPR/C/UZB/CO/3), para. 22.
[Retur] See Committee on Economic, Social and Cultural Rights, general comment No. 20 (E/C.12/GC/20), para. 32;
Committee on the Rights of the Child, general comment No. 13 (CRC/C/GC/13), paras. 60 and 72(g);
Committee against Torture, general comment no. 2 (CAT/C/GC/2), para. 21; and Committee on the Elimination of Discrimination against Women, general recommendation No. 28 (CEDAW/C/GC/28), para. 18.
[Retur] E/C.12/GC/20, para. 32. I den samme generelle kommentar refererede komiteen til Yogyakarta principperne om anvendelse af internationale menneskerettighedslove i relation til seksuel orientering og kønsidentitet som en kilde til vejledning om definitioner af “seksuel orientering” og “kønsidentitet” (fodnote 25, § 32). Principperne, der ikke er bindende, er udviklet af menneskerettighedseksperter. Flere FN-enheder har brugt disse definitioner til at beskrive seksuel orientering og kønsidentitet.
Se for eksempel UNHCR Guidance Note on Refugee Claims (se fodnote 1), Handbook on prisoners with special needs; and UNAIDS, “Review of Legal Frameworks and the Situation of Human Rights related to Sexual Diversity in Low and Middle Income Countries”.
[Retur] I sin resolution 65/208 opfordrede Generalforsamlingen alle stater til, bl.a. at sikre en effektiv beskyttelse af retten til liv for alle personer under deres jurisdiktion og til straks grundigt at efterforske alle drab, herunder dem, der er rettet mod specifikke grupper af personer, såsom drab på personer på grund af deres seksuelle orientering.
[Retur] Menneskerettighedskomitéens generelle bemærkning nr. 6.
[Retur] UNHCR, Guidance Note on Refugee Claims (se fodnote 1), pkt. 3, se også UNHCR in relation to Secretary of State for the Home Department v. Patrick Kwame Otchere, 1988.
[Retur] Artikel 2 (1) i konventionen mod tortur, at “Enhver deltagende stat skal træffe effektive lovgivningsmæssige, administrative, juridiske eller andre foranstaltninger for at forhindre torturhandlinger på ethvert territorium under sin jurisdiktion”, og artikel 2 (2), at “ingen usædvanlige omstændigheder… kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur”.
[Retur] General comment no. 2 (CAT/C/GC/2), para. 21.
[Retur] Ibid., para. 15.
[Retur] Se afsluttende bemærkninger fra the Committee against Torture on the United States of America (CAT/C/USA/CO/2), paras. 32 and 37; Ecuador (CAT/C/ECU/CO/3), para. 17; and Argentina (CAT/C/CR/33/1), para. 6(g). See also general comment no. 2 (CAT/C/GC/2), para. 22. Komiteen anbefalede, at stater bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at forhindre sådanne handlinger, herunder gennem en revision af reglerne for tilbageholdelse og varetægtsfængsling, undersøgelse af alle påstande om tortur eller mishandling, retsforfølgning og domfældelse af gerningsmændene, erstatning til ofrene og uddannelse af personale. Se for eksempel Komiteens afsluttende bemærkninger om Mongoliet (CAT/C/MNG/CO/1), para. 25; Kuwait (CAT/C/KWT/CO/2), para. 25; and Colombia (CAT/C/COL/CO/4), para. 11.
[Retur] CCPR/C/50/D/488/1992, paras. 8.3-8.7.
[Retur] Se Menneskerettighedskomitéens konkluderende bemærkninger om Togo (CCPR/C/TGO/CO/4), para. 14; Uzbekistan (CCPR/C/UZB/CO/3), para. 22; and Grenada (CCPR/C/GRD/CO/1), para. 21; Committee on Economic, Social and Cultural Rights, concluding observations on Cyprus (E/C.12/1/Add.28), para.7; Committee on the Elimination of Discrimination against Women, concluding observations on Uganda (CEDAW/C/UGA/CO/7), paras. 43-44; and Kyrgyzstan (Official Records of the General Assembly, Fifty-fourth session, Supplement No. 38 (A/54/38/Rev.1)), paras. 127-128; and Committee on the Rights of the Child, concluding observations on Chile (CRC/C/CHL/CO/3), para. 29.
[Retur] See opinions No. 22/2006 on Cameroon (A/HRC/4/40/Add.1), and No. 42/2008 on Egypt (A/HRC/13/30/Add.1). See also A/HRC/16/47, annex, para. 8 (e).
[Retur] Se afsluttende bemærkninger om Chile (CCPR/C/CHL/CO/5), para. 16. See also concluding observations on San Marino (CCPR/C/SMR/CO/2), para. 7; and Austria (CCPR/C/AUT/CO/4), para. 8.
[Retur] Jf. afsluttende bemærkninger til El Salvador (CCPR/C/SLV/CO/6), para. 3 (c); Greece (CCPR/CO/83/GRC), para. 5; Finland (CCPR/CO/82/FIN), para. 3 (a); and Slovakia (CCPR/CO/78/SVK), para. 4.
[Retur] Se generelle kommentarer nr. 18 (E/C.12/GC/18) (right to work), para. 12 (b) (i); No. 15 (E/C.12/2002/11) (right to water), para. 13; No. 19 (E/C.12/GC/19) (right to social security), para. 29; and No. 14 (E/C.12/2000/4) (right to the highest attainable standard of health), para. 18.
[Retur] Se generel kommentar nr. 20 (E/C.12/GC/20), pkt. 32.
[Retur] See Committee on the Rights of the Child, general comment No. 4 (CRC/GC/2003/4), para.6; Committee against Torture, general comment No. 2 (CAT/C/GC/2), para. 21; and Committee on the Elimination of Discrimination against Women, general comment No. 28 (CEDAW/C/GC/28), para. 18. See also Committee on the Elimination of Discrimination against Women, concluding observations on South Africa (CEDAW/C/ZAF/CO/4), para. 40; and Costa Rica (CEDAW/C/CRI/CO/5-6), para. 41. Several mechanisms have addressed intersectionality or multiple forms of discrimination: see for example Committee on the Elimination of Discrimination against Women, general recommendation No. 28 (CEDAW/C/GC/28), paras. 18 and 31; Committee on Economic, Social and Cultural Rights, general comment No. 16 (E/C.12/2005/4), para. 5; and Committee on the Elimination of Racial Discrimination, general recommendation No. 25, Official Records of the General Assembly, Fifty-fifth Session (A/55/18), annex V, sect. A.
[Retur] Relevant er også Declaration on Human Rights Defenders, der, selv om den ikke er juridisk bindende, blev vedtaget ved konsensus af Generalforsamlingen i sin resolution 53/144. Artikel 7 i erklæringen henviser til retten til at “udvikle og diskutere nye menneskerettighedsideer og -principper og slå til lyd for deres accept”.
[Retur] Generel kommentar nr. 34 (CCPR/C/GC/34), para. 26. See also general comment No. 22 (CCPR/C/21/Rev.1/Add.4), para. 8.
[Retur] Artikel 2 i the Declaration on the Elimination of Violence against Women bemærkes, at vold mod kvinder omfatter vold inden for familien, i samfundet, og fysisk, seksuel eller psykisk vold udført af staten, uanset hvor den forekommer
[Retur] “Hate Crimes in the OSCE Region – Incidents and Responses”, Annual Report for 2006, OSCE/ODIHR, Warsaw, 2007, p. 53. See also Altschiller, Donald, Hate Crimes: A Reference Handbook, ABC-CLIO, 2005, pp. 26-28: “(Murders of gay men) frequently involved torture, cutting, mutilation… showing the absolute intent to rub out the human being because of his (sexual) preference”.
[Retur] Se E/CN.4/1999/39, para. 76, A/HRC/4/20 and Add.1, A/HRC/4/29/Add.2, A/HRC/11/2/Add.7, A/HRC/14/24/Add.2 and A/HRC/17/28/Add.1.
[Retur] See A/HRC/17/28/Add.1, pp. 114-117.
[Retur] E/CN/4/2005/7/Add.1, para. 371.
[Retur] A/HRC/4/34/Add.1, paras. 631-633.
[Retur] See A/61/122/Add.1, para. 124, E/CN.4/2002/83, paras. 27-28, A/HRC/4/34/Add.2, para. 19; and A/HRC/4/34/Add.3, para. 34. See also “India: Haryana widows battered to death”, available from http://www.bbc.co.uk/news/world-south-asia-13125674 www.bbc.co.uk/news/world-south-asia-13125674 (accessed 28 October 2011); “They Want Us Exterminated: Murder, Torture, Sexual Orientation and Gender in Iraq”, Human Rights Watch report, 17 August 2009; and “Was Ahmet Yildiz the victim of Turkey?s first gay honour killing?”, available from http://www.independent.co.uk/news/world/europe/was-ahmet-yildiz-the-victim-of-turkeys-first-gay-honour-killing-871822.html www.independent.co.uk/news/world/europe/was-ahmet-yildiz-the-victim-of-turkeys-first-gay-honour-killing-871822.html (accessed 28 October 2011).
[Retur] See concluding observations of the African Commission on Human and Peoples Rights, (Cameroon), 11-25 May 2005, para. 14; Inter-American Commission on Human Rights press release No. 11/09 (Colombia), preliminary observations 15-18 May 2010, para. 12 (Honduras), and press release No. 59/08 (Jamaica).
[Retur] “Hate Crimes in the OSCE Region – Incidents and Responses”, Annual Report for 2009, OSCE Office for Democratic Institutions and Human Rights, Warsaw, November 2010.
[Retur] T. Hammarberg, “Hate Crimes: the ugly face of racism, anti-Semitism, anti-Gypsyism, Islamophobia and Homophobia”, Council of Europe, Strasbourg, 2008.
[Retur] “Hate Violence against Lesbian, Gay, Bisexual Transgender, Queer and HIV-Affected Communities in the United States in 2010”, report of the National Coalition of Anti-Violence Programs, New York, July 2011.
[Retur] Trans Murder Monitoring results update March 2011, Trans Gender Europe, March 2011.
[Retur] A/HRC/16/44, para. 43.
[Retur] See A/HRC/17/26, para. 40. See also A/HRC/14/22/Add.2, para. 23, A/HRC/17/26/Add.1, paras. 204-213, E/CN.4/2002/83, para. 102, A/HRC/4/34/Add.3, para. 34, and the concluding observations of the Committee on the Elimination of Discrimination against Women on the Russian Federation (C/USR/CO/7), paras. 40-41.
[Retur] Concluding observations on South Africa (CEDAW/C/ZAF/CO/4), para. 39-40.
[Retur] See A/HRC/14/22/Add.2, paras. 37-38, and A/HRC/17/26/Add.2, paras. 28-29.
[Retur] A/HRC/4/34/Add.1, præmis. 632-633. Both the Committee on the Elimination of Discrimination against Women and the Special Rapporteur on violence against women, its causes and consequences have addressed so-called “curative” or “corrective” rape, perpetrated by men who claim their intent is to “cure” women of their lesbianism. See, for example, the concluding observations of the Committee on South Africa (CEDAW/C/ZAF/CO/4), para. 39; and on the report of the Special Rapporteur on her mission to Kyrgyzstan (A/HRC/14/22/Add.2), para. 38.
[Retur] A/HRC/13/22, para. 49.
[Retur] A/HRC/4/37, paras. 94-96.
[Retur] Uniform Crime Report: Hate Crime Statistics 2009, U.S. Department of Justice, Federal Bureau of Investigation, Washington, D.C., November 2010.
[Retur] European Union Agency for Fundamental Rights, “Homophobia and Discrimination on Grounds of Sexual Orientation and Gender Identity: Part II – the Social Situation”, 2009, Vienna, p. 38.
[Retur] “Discrimination on Grounds of Sexual Orientation and Gender Identity in Europe”, Council of Europe, Strasbourg, June 2011, p. 52.
[Retur] “Homophobic hate crime: The Gay British Crime Survey 2008″, Stonewall, London, 2009, p. 11.
[Retur] A. Svab, R. Kuhar, “The Unbearable Comfort of Privacy: Everyday Life of Gays and Lesbians”, Ljubljana, 2005, p. 153.
[Retur] “Homophobia, Transphobia and Discrimination on Grounds of Sexual Orientation and Gender Identity in the EU Member States: Summary of Findings, Trends, Challenges and Promising Practices”, European Union Agency for Fundamental Rights, Vienna, 2011, p. 13.
[Retur] See for example the concluding observations of the Human Rights Committee on Poland (CCPR/C/POL/CO/6), para. 8. See also the concluding observations of the Committee against Torture on the Republic of Moldova (CAT/C/MDA/CO/2), para. 27; Poland (CAT/C/POL/CO/4), para. 20; and Mongolia (CAT/C/MNG/CO/1), para. 25.
[Retur] See for example the concluding observation of the Human Rights Committee on the Russian Federation (CCPR/C/RUS/CO/6), para. 27.
[Retur] A/56/156, para. 19. See also E/CN.4/2001/66/Add.2, para. 199, E/CN.4/2002/76, annex III, p. 11, and E/CN.4/2005/62/Add.1, paras. 1019 and 1161.
[Retur] A/HRC/13/39/Add.5, para. 231.
[Retur] A/56/156, para. 23.
[Retur] See A/56/156, paras. 18, 21 and 23-24; and E/CN.4/2002/76/Add.1, paras. 16 and 1711.
[Retur] A/HRC/10/44/Add.4, para. 92.
[Retur] E/CN.4/2004/56/Add.1, paras. 1878 and 1899.
[Retur] E/CN.4/2001/66/Add.2, para. 199.
[Retur] Press statement of the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment presenting preliminary findings on his mission to Greece, 20 October 2010.
[Retur] A/56/156, para. 18.
[Retur] See E/CN.4/2006/61/Add.1, para. 131, and A/HRC/4/34/Add.1, paras. 448-454. Meti is a term used in Nepal to describe people who have been assigned a male gender at birth and who have a female gender identity/gender expression.
[Retur] A/HRC/17/26/Add.2, paras. 28-29.
[Retur] A/HRC/7/28/Add.2, paras. 59-60.
[Retur] See A/HRC/16/47/Add.1, opinion No. 25/2009 (Egypt), para. 29.
[Retur] See the concluding observations of the Committee against Torture on Egypt (CAT/C/CR/29/4), paras. 5 (e) and 6 (k). See also A/56/156, para. 24; A/HRC/4/33/Add.1, para. 317; A/HRC/10/44/Add.4, para. 61; A/HRC/16/52/Add.1, para. 131; and A/HRC/16/47/Add.1, opinion no. 25/2009 (Egypt), paras. 24, 28-29.
[Retur] UNHCR, Guidance Note on Refugee Claims Relating to Sexual Orientation or Gender Identity, paras. 37 and 41.
[Retur] Ibid., paras. 25, 26 and 41. See also the decision of the Supreme Court of the United Kingdom, HJ (Iran) and HT (Cameroon) v Secretary of State for the Home Department [2010] UKSC 31.
[Retur] “State-sponsored homophobia: a world survey of laws criminalising same-sex sexual acts between consenting adults”, International Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Intersex Association – ILGA, Brussels, May 2011, p. 9.
[Retur] See A/HRC/10/21/Add.3, paras. 56-58.
[Retur] These laws may also be used in “social cleansing” efforts. See, for example, E/CN.4/1995/111, para. 49, and E/CN.4/2005/7, para. 71.
[Retur] CCPR/C/50/D/488/1992, para. 8.2.
[Retur] See, for example, the concluding observations of the Human Rights Committee on Togo (CCPR/C/TGO/CO/4), para. 14; Uzbekistan (CCPR/C/UZB/CO/3), para. 22; and Grenada (CCPR/C/GRD/CO/1), para. 21. See also the concluding observations of the Committee on the Elimination of Discrimination against Women on Uganda (CEDAW/C/UGA/CO/7), paras. 43-44; and Kyrgyzstan (Official Records of the General Assembly, Fifty-fourth Session, Supplement No. 38 (A/54/38/Rev.1)), paras. 127-128; and the concluding observations of the Committee on the Rights of the Child on Chile (CRC/C/CHL/CO/3), para. 29.
[Retur] See, for example, the concluding observations of the Human Rights Committee on El Salvador (CCPR/C/SLV/CO/6), para. 3 (c); and Chile (CCPR/C/CHL/CO/5), para. 16.
[Retur] A/HRC/14/20, para. 20. See also the concluding observations of the Human Rights Committee on Togo (CCPR/C/TGO/CO/4), para. 14, and E/CN.4/2000/3, para. 116.
[Retur] A/57/138, para. 37.
[Retur] See the concluding observations of the Committee on the Rights of the Child on Chile (CRC/C/CHL/CO/3), para. 29; the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland: Isle of Man (CRC/C/15/Add.134), para. 22; and the concluding observations of the Human Rights Committee on Austria (CCPR/C/79/Add.103), para. 13.
[Retur] See the concluding observations of the Human Rights Committee on the Sudan (CCPR/C/SDN/CO/3), para. 19; and E/CN.4/2000/3, para. 57.
[Retur] See Commission on Human Rights resolutions 2002/77, para. 4 (c); 2003/67, para. 4 (d); 2004/67, para. 4 (f); and 2005/59, para. 7 (f). See also the concluding observations of the Human Rights Committee on the Sudan (CCPR/C/SDN/CO/3), para. 19.
[Retur] E/CN.4/2000/3, para. 57.
[Retur] E/CN.4/2006/53/Add.4, para. 37.
[Retur] A/HRC/8/3/Add.3, para. 76.
[Retur] E/CN.4/2003/8/Add.1, opinion no. 7/2002 (Egypt).
[Retur] See, for example opinions No. 22/2006 (Cameroon) (A/HRC/4/40/Add.1) and No. 42/2008 (Egypt) (A/HRC/13/30/Add.1).
[Retur] See the Committee?s concluding observations on Chile (CCPR/C/CHL/CO/5), para. 16. See also its concluding observations on San Marino (CCPR/C/SMR/CO/2), para. 7, and Austria (CCPR/C/AUT/CO/4), para. 8.
[Retur] See the Committee?s concluding observations on the United States of America (CCPR/C/USA/CO/3), para. 25.
[Retur] See for example the concluding observations of the Human Rights Committee on El Salvador (CCPR/C/SLV/CO/6), para. 3 (c); Greece (CCPR/CO /83/GRC), para. 5; Finland (CCPR/CO/82/FIN), para. 3 (a); Slovakia (CCPR/CO/78/SVK), para. 4; the concluding observations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights on Cyprus (E/C.12/1/Add.28), para. 7; and the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland, the Crown Dependencies and the Overseas Dependent Territories (E/C.12/GBR/CO/5), para. 6.
[Retur] Bolivia (Plurinational State of), Ecuador, Portugal, South Africa, Sweden and Switzerland.
[Retur] Argentina, Brazil, British Virgin Islands (United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland), Germany and Kosovo (Serbia). See ILGA, “State-sponsored homophobia” (see footnote 68), p. 13.
[Retur] See, for example, the concluding observations of the Human Rights Committee on the Russian Federation (CCPR/C/RUS/CO/6), para. 27, and Japan (CCPR/C/JPN/CO/5), para. 29; the concluding observations of the Committee on the Elimination of Discrimination against Women on Uganda (CEDAW/C/UGA/CO/7), paras. 43-44, and the Russian Federation (CEDAW/C/USR/CO/7), paras. 40-41; and Human Rights Committee general comment No. 34 (CCPR/C/GC/34), para. 12. See also A/HRC/4/25, para. 21; E/CN.4/2005/43, para. 63, E/CN.4/2006/118, para. 30, A/HRC/4/18/Add.2, para. 125, A/HRC/7/16, para. 39, A/HRC/10/7/Add.3, para. 50; E/CN.4/2003/58, para. 68, E/CN.4/2004/49, para. 38; and E/CN.4/2005/72/Add.1, paras. 232-234.
[Retur] Committee on Economic, Social and Cultural Rights general comment No. 18 (E/C.12/GC/18), para. 12 (b)(i). See also the concluding observations of the Human Rights Committee on the United States of America (CCPR/C/USA/CO/3/Rev.1), para. 25.
[Retur] E/C.12/GC/18, para. 23.
[Retur] Ibid., para. 33. The Committee also noted the connection between discrimination and poverty: “Sometimes poverty arises when people have no access to existing resources because of who they are. Discrimination may cause poverty, just as poverty may cause discrimination.” (E/C.12/2001/10), para. 11.
[Retur] Ibid., ILGA, “State Sponsored Homophobia” (see footnote 68), pp. 12-13.
[Retur] X v. Colombia (CCPR/C/89/D/1361/2005), paras. 7.2-7.3; Young v. Australia (CCPR/C/78/D/941/2000), paras. 10-12.
[Retur] See Committee on Economic, Social and Cultural Rights general comment No. 20 (E/C.12/GC/20), para. 32.
[Retur] European Union Agency for Fundamental Rights, “Homophobia and Discrimination (see footnote 45), pp. 63-64.
[Retur] General comment No. 14 (E/C.12/2000/4), para. 18.
[Retur] A/HRC/14/20, para. 6.
[Retur] CCPR/C/50/D/488/1992, para. 8.5.
[Retur] See Message of the Secretary-General on World AIDS Day, 1 December 2009, New York; A/HRC/14/20/Add.1, para. 14; A/HRC/14/24/Add.1, para. 1141, and A/HRC/17/27/Add.1, para. 675; UNAIDS, Getting to Zero: 2011-2015 Strategy; UNAIDS, 26th Meeting of the UNAIDS Programme Coordinating Board, 22-24 June 2010, agenda item 5(12). See also A/HRC/10/12/Add.1, paras. 345-355.
[Retur] See the concluding observations of the Human Rights Committee on Cameroon (CCPR/C/CMR/CO/4), para. 12. See also A/HRC/14/20, paras. 22-23; Aggleton, P., HIV and AIDS-related stigmatization, discrimination and denial: research studies from Uganda and India (Geneva, UNAIDS, 2000), pp. 17-18; African Commission on Human and Peoples? Rights resolution, 26 May 2010 (ACHPR/Res163(XLVII)2010); “Prevention and treatment of HIV and other sexually transmitted infections among men who have sex with men and transgender people: recommendations for a public health approach”, WHO, 2011, pp. 10- 11; Committee on the Rights of the Child, general comment No. 4 (CRC/GC/2003/4), para. 6.
[Retur] A/HRC/14/20, para. 21.
[Retur] Concluding observations on Costa Rica (CEDAW/C/CRI/CO/5-6), para. 40.
[Retur] See A/HRC/14/20, para. 23, and A/56/156, para. 24.
[Retur] “Human Rights and Gender Identity”, issue paper by the Council of Europe Commissioner for Human Rights, 2009, para. 3.3; WHO, “Prevention and treatment of HIV and other sexually transmitted infections” (see footnote 101), pp. 30-31.
[Retur] Concluding observations of the Committee on the Elimination of Discrimination against Women on Costa Rica (CEDAW/C/CRI/CO/5-6), para. 40.
[Retur] E/CN.4/2006/45, para. 113.
[Retur] See, for example, E/CN.4/2001/52, para. 75, and E/CN.4/2006/45, para. 113.
[Retur] See, for example the concluding observations of the Human Rights Committee on Mexico (CCPR/C/MEX/CO/5), para. 21; the concluding observations of the Committee on Economic, Social and Cultural Rights on Poland (E/C.12/POL/CO/5), paras. 12-13; and Committee on the Rights of the Child general comments No. 3 (CRC/GC/2003/3), para. 8; and No. 13 (CRC/C/GC/13), paras. 60 and 72 (g); and the Committee?s concluding observations on New Zealand (CRC/C/NZL/CO/3-4), para. 25; Slovakia (CRC/C/SVK/CO/2), paras. 27-28; and Malaysia (CRC/C/MYS/CO/1), para. 31.
[Retur] “International consultation on homophobic bullying and harassment in educational institutions”, UNESCO concept note, July 2011.
[Retur] See, for example, E/CN.4/2006/45, para. 113.
[Retur] E/CN.4/2003/75/Add.1, para. 1508.
[Retur] Ruth Hunt and Johan Jensen, The experiences of young gay people in Britain”s schools: the school report (London, Stonewall, 2007), p. 3.
[Retur] “Social Exclusion of Young Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender People in Europe”, ILGA-Europe and the International Gay and Lesbian Youth Organization, 2006.
[Retur] See Committee on the Rights of the Child general comment No. 4 (CRC/GC/2003/4), paras. 26 and 28. See also International Conference on Population and Development, Programme of Action, para. 7.47; Commission on Population and Development resolution 2009/1, para. 7; and UNESCO International Technical Guidance on Sexuality Education, sects. 2.3 and 3.4.
[Retur] A/65/162, para. 23. See also “Comprehensive sexuality education: giving young people the information, skills and knowledge they need”, UNFPA, and “Standards for Sexuality Education in Europe”, WHO Regional Office for Europe and the Federal Centre for Health Education (including page 27).
[Retur] Human Rights Committee general comment No. 34 (CCPR/C/GC/34), para. 26. See also general comment No. 22 (CCPR/C/21/Rev.1/Add.4), para. 8.
[Retur] See A/HRC/4/37, para. 96; A/HRC/10/12/Add.1, paras. 2574-2582, and A/HRC/16/44; A/HRC/11/4/Add.1, paras. 289-292 and 1513-1515; and E/CN.4/2005/64/Add.1, para. 494.
[Retur] See A/HRC/4/37/Add.1, para. 29 (on Argentina), para. 511 (on Nigeria), and para. 686 (on Turkey); and A/HRC/10/12/Add.1, paras. 1558-1562 (on Kyrgyzstan) and 2574 -2577 (on Turkey).
[Retur] A/HRC/10/12/Add.1, paras. 1558-1562 and 2574-2582.
[Retur] A/HRC/16/44/Add.1, paras. 2517-2525 (on Zimbabwe).
[Retur] A/HRC/16/44, para. 85.
[Retur] See E/CN.4/2001/94, para. 89 (g), and A/HRC/16/44.
[Retur] See A/HRC/10/12/Add.1, paras. 275-280 (on Bosnia and Herzegovina) and A/HRC/11/4/Add.1, paras. 289-292; and A/HRC/16/44/Add.1, paras. 1157-1164 (on Indonesia).
[Retur] European Court of Human Rights, Alekseyev v. Russia, applications Nos. 4916/07, 25924/08 and 14599/09, judgement of 21 October 2010, paras. 75-76. See the concluding observations of the Human Rights Committee on the Russian Federation (CCPR/C/RUS/CO/6), para. 27. See also Baczkowski and Others v. Poland, application no. 1543/06, 3 May 2007, para. 64.
[Retur] See A/58/380, paras. 6, 11-12 and 15-20; A/HRC/4/37, para. 95-97; A/HRC/4/37/Add.1, para. 402; and E/CN.4/2002/72, para. 57. See also the joint statement of the Special Representative of the Secretary-General on human rights defenders, the Special Rapporteur on contemporary forms of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, the Special Rapporteur on violence against women, and the Special Rapporteur on the right to the highest attainable standard of physical and mental health (on Nigeria), available from https://www.ohchr.org/en/statements/2009/10/independent-un-experts-express-serious-concern-over-draft-nigerian-bill?LangID=E&NewsID=5599 (accessed 10 November 2011); and A/HRC/14/23/Add.1, para. 1401-1405 (on Lithuania).
[Retur] UNAIDS, Getting to Zero: 2011-2015 Strategy.
[Retur] See E/CN.4/2000/68/Add.5, para. 13, E/CN.4/2002/83, paras. 99-105, E/CN.4/2006/61/Add.3, para. 51 and A/HRC/4/34/Add.3, para. 34. See also CEDAW/C/GUA/CO/7, para. 19; and Fourth World Conference on Women, Beijing Platform for Action, para. 96. Discriminatory attitudes are also sometimes reflected in decisions regarding child custody; for example, the Inter-American Court of Human Rights has admitted a case concerning a lesbian mother and her daughters seeking redress for a decision by the Chilean authorities to deny custody based on sexual orientation: see Karen Atala and Daughters v. Chile, Case 1271-04, report No. 42/08, OEA/Ser.L/V/II.130 Doc. 22, rev. 1 (2008).
[Retur] E/CN/4/1997/47, para. 8.
[Retur] See A/HRC/16/44, paras. 23-24; E/CN.4/2002/106, para. 90-92; E/CN.4/2002/83, paras. 57 and 101-102; and A/61/122/Add.1, paras. 57, 73, 84 and 151.
[Retur] Joslin v. New Zealand (CCPR/C/75/D/902/1999), 10 IHRR 40 (2003).
[Retur] Young v. Australia (CCPR/C/78/D/941/2000), para. 10.4.
[Retur] CCPR/C/IRL/CO/3, para. 8.
[Retur] Ibid. See the Committee?s concluding observations on the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland (CCPR/C/GBR/CO/6), para. 5. See also A/64/211, para. 48; and T. Hammarberg, “Human rights and gender identity”, Council of Europe, Strasbourg, 2009, para. 3.2.1.
[Retur] See CCPR/C/IRL/CO/3, para. 8, and CCPR/C/GBR/CO/6, para. 5.
[Retur] See http:// www .justice.gov.za/m_statements/2011/20110504_lbgti-taskteam.html (accessed 9 November 2011).
[Retur] While not legally binding, the Yogyakarta Principles on the Application of International Human Rights Law in Relation to Sexual Orientation and Gender Identity provide guidance to States on related human rights issues and legal standards. In the universal periodic review process, several Governments have committed to using the Principles in future policy development. In addition, the Organization of American States may consider the creation of a special rapporteur on LGBT-related violations.
[Retur] For more information, see http://www.belongto.org www.belongto.org.
[Retur] For more information, see www.glsen.org.
[Retur] For more information on the work of the Asia Pacific Forum in this area and contributions of national human rights institutions in the region, see www.asiapacificforum.net.
[Retur] “To Be Who I am”, New Zealand Transgender Inquiry report, New Zealand Human Rights Commission, 2008.
[Retur] “Improving Quality of Life among Lesbians, Gays, Bisexuals and Trans persons, 2009 -2012”, Norwegian Ministry of Children and Equality, 2008.
[Retur] General Assembly resolution 60/251, para. 2.

Noter af Tina Thranesen

[Retur] Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder
BKI nr 30 af 29/03/1976.
Konventionen på Retsinformation.
[Retur] Toonen mod Australien
Toonen mod Australia var en klage over brud på menneskerettigheder indbragt for FN Menneskerettighedskommission (UNHRC) af den i Tasmanian bosiddende Nicholas Toonen i 1994. Sagen resulterede i ophævelse af Australiens sidste lov om forbud mod sex mellem personer af samme køn, da kommissionen fastslog, at seksuel orientering indgik i traktatens antidiskriminationsbestemmelser som en beskyttet status.
Omtale af sagen på Wikipedia.
[Retur] Metiser = hvid og indisk blandingsrace.
[Retur] Special procedures mandate holders – særlig rapportør
Særlige af FN godkendte menneskehedseksperter, der på vegne af FN undersøger menneskerettighedsforhold i hele verden og afgiver rapporter derom.
Beskrivelse af “Special Procedures of the Human Rights Council” hos United Nations Human Rights.
FN Special Procedures Manual i Word-format.
[Retur] I forbindelse med den universelle periodiske bedømmelse…
På engelsk: Universal Periodic Review – UPR
Beskrivelse og forklaring om bedømmelserne.
[Retur] X mod Colombia
Colombia: Court Extends Benefits to Same-Sex Couples
17. april 2088. Den colombianske højesteret – Colombia”s Constitutional Court – afgjorde, at samme køns partnere skal have samme adgang til sundhedspension og sundhedsydelser som andre familier.
Omtale af sagen hos HRW Human rights Watch.
[Retur] Young mod Australien
Edward Young mod Australien
6. august 2003
I Young mod Australien bekræftede Menneskerettighedskomitéen i 2003, at partnerskabsrettighederne også gjaldt for par af samme køn og bestemte, at Australien havde overtrådt traktaten ved at nægte pensionsrettigheder til den efterlevende partner til en krigsveteran af samme køn.
Omtale af sagen hos HRW Human rights Watch.