Kitts historie.
Jeg har altid følt mig som en kvinde. Jeg er en kvinde. Jeg er bare fanget i en mandekrop.
At leve på denne måde er ikke til at klare. Det er noget af det sværeste, man kan forstille sig. Derfor tog jeg kontakt til Sexologisk Klinik i 1996 i håb om, at de kunne hjælpe mig.
Jeg gik derinde i to mÃ¥neder, hvorefter jeg stoppede, da jeg følte, at det ikke førte til noget. De ville ikke snakke om operation. “Det er nok noget som gÃ¥r over“, sagde de.
SÃ¥ jeg valgte at stoppe og tænkte, at jeg nok skulle finde pÃ¥ noget, som kunne hjælpe mig videre mod mit mÃ¥l – en kønsskifteoperation.
Jeg henvendte mig til et hav af læger i håb om, at de ville hjælpe mig med at komme i hormonbehandling. Ja det tog mig over et år, før der var en læge, som ville hjælpe mig med det.
I april 1997 kom jeg i hormonbehandling. Endelig et skridt den rigtige vej. Det var et stort øjeblik for mig.
Men efter tre mÃ¥neder ville lægen ikke hjælpe mig mere. Han var blevet helt sikker pÃ¥, at det var “Riget”, som skulle give mig mine kønshormoner. SÃ¥ stod jeg pÃ¥ bar bund igen og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.
Men en veninde trÃ¥dte hjælpende til og skaffede hormonpiller til mig. Hun “kørte” min hormonbehandling i mere end et Ã¥r.
Så fandt jeg endelig en læge, som ville overtage min hormonbehandling.
Familien tog det generelt pænt. De eneste, som tog afstand fra det, var min søster og min far. Og det gør de stadig, men det tager jeg mig ikke så meget af. Det er jo mit liv, ikke deres.
I december 1998 fik jeg et tilbud om at være med i en fjernsynsudsendelse “Pernilles univers”. Jeg greb chancen, da jeg fik at vide, at de ville lave en indsamling til hjælp for mig, og at de ville støtte med resten, sÃ¥ jeg kunne komme til Thailand og fÃ¥ foretaget min kønsskifteoperation.
Da jeg havde været med i programmet, blev jeg fejet væk på en ret ond måde med en lille check på 200 kroner. Så der blev ikke nogen tur til Thailand. Jeg havde bestilt billet til Thailand, og det kostede mig dyrt at annullere billetten.
Efter dette nederlag startede jeg i januar 1999 igen på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i håb om, at der var sket ændringer derinde.
Jeg håbede, at deres behandling af transseksuelle, der ønskede kønsskifteoperation, var blevet bedre siden jeg var der i 1996.
Sexologisk Klinik har ikke det bedste ry, men jeg valgte at tro, at de ville hjælpe mig, hvis jeg startede igen.
Jeg var klar over, at det i hvert fald ville tage lidt over to år, og at der ville blive mange samtaler og undersøgelser. Det var også helt fint. De skal jo lære os at kende.
Det var derfor med et stort hÃ¥b om et positivt forløb, at jeg startede pÃ¥ “Riget”. Der var ganske rigtigt mange samtaler.
Men jeg følte mig ikke tryg over for dem, jeg var til samtale med.
Jeg husker en bestemt samtale med afdelingslæge Rikke Simonsen. Under samtalen med hende sagde hun til mig, at “en succesbehandling for hende ville være, hvis hun kunne fÃ¥ mig til at leve som mand“.
“Det er der overhovedet ingen chance for”, sagde jeg til hende.
SÃ¥ sagde hun ydermere, at de “var meget imod at give lov til operationer, men de kunne jo ikke forhindre nogen, som absolut ville have fortaget operationen, i at fÃ¥ det“.
Som nævnt, sÃ¥ følte jeg mig ikke godt tilpas ved forløbet eller tryg under samtalerne pÃ¥ “Riget”. De var sÃ¥ kolde og stive i det, og jeg brød mig heller ikke om de kolde og sterile lokaler samtalerne foregik i. Og da jeg ikke var tryg, sÃ¥ Ã¥bnede jeg mig ikke rigtigt op over for dem under samtalerne og fortalte dem kun det, som jeg synes, at de skulle vide om mig.
Jeg spekulerede ogsÃ¥ pÃ¥, hvad de var der for, hvis de ikke bakkede op om ønsket om en operation. Ja – jeg vil godt vide, hvad de egentlig tænker derinde, men det er nok kun guderne, der ved det.
Endelig skete der noget. I august 2000 blev jeg henvist til Plastikkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet. Jeg blev så lykkelig. Endelig skete der noget godt.
Jeg så meget frem til at talt med kirurg, Søren Partoft.
Under konsultationen hos ham, sad vi afslappet og snakkede om, hvordan det hele ville forgå. Han viste mig billeder af nogle af dem, som han havde opereret, og jeg må sige, at det var flotte resultater.
Han viste mig også de forskellige ting, der skulle bruge efter operationen, blandt andet en slags dildo. Den skulle jeg efter operationen føre ind i min nye skede, dels så den kunne udvide sig, og dels forhindre, at skedevæggene groede sammen.
Til sidst sagde han, at han ville skrive mig op til operationen, men at der ville nok gå et til to år på grund af den lange venteliste.
Bare det, at jeg var kommet så langt, at jeg var skrevet op til operationen, var det eneste, jeg tænkte på.
Jeg nærmet svævede på en lyserød sky, da jeg gik fra mødet med Søren Partoft.
Jeg gik fortsat til samtaler på Sexologisk Klinik.
Når jeg var til disse samtaler, fik jeg hver gang en følelse af, at det var meget vigtigt, at jeg ikke sagde noget forkert. For tænkt, hvis det ville skade mig.
Det var ikke rart at have sådanne følelser, for det bedste ville jo være, hvis jeg følte mig tryg og godt tilpas under samtalerne, men det gjorde jeg ikke. Dem, jeg var til samtaler hos, evnende ikke at skabe tryghed omkring sig.
Det undrede mig også, at det var afdelingslæger, som jeg var til samtale hos. Jeg havde forventet, at det var psykologer med speciale i sexologiske forhold, men det var det altså ikke.
Så blev jeg sendt til en halslæge på Bispebjerg Hospital. Jeg skulle have målt mit stemmebånd med henblik på, at jeg skulle gå til taleundervisning.
Halslægen fortalte, at en normal kvindestemme lå mellem 165 og 195.
Han m̴lte min til 171 Рalts̴ lige midt i omr̴det og sagde, at jeg havde en flot pigestemme.
Det gjorde mig så glad, så glad, da han fortalte mig det, og endnu mere, da han fortsatte med at sige, at der ikke var nogen grund til, at jeg skulle have taleundervisning.
Jeg var altså enormt glad, og det passede mig så fint, at jeg ikke skulle gå til taleundervisning. Jeg var og er nemlig glad for min stemme. Den er ikke for mørk. Min stemme er en pigestemme, som er lidt hæs, og det kan jeg godt lide.
Jeg kan i det hele taget godt li’ mig selv, min stemme og mit udseende. Det eneste, jeg ikke under nogen omstændigheder bryder mig om, er den ting, jeg har mellem mine ben. Den væmmes jeg virkelig ved.
Lægerne var under samtalerne mest interesseret i, hvordan jeg havde det med min familie og hvordan min barndom havde været.
Lægerne virkede ikke særligt seriøse eller kompetente.
På dette tidspunkt var mit forhold til familien ret anspændt. Det fortalte jeg dem om, og også om, at jeg havde haft en hård barndom og ungdom.
Det fortolkede lægerne helt forkert. De havde slet ikke forståelse for min situation.
De gav udtryk for, at dette havde resulteret i, at “der var et lille barn inde i mig, som ville ud. Og at det jeg havde oplevet som barn og som ung, var grunden til, at “jeg” havde levet mig inde i den identitet, jeg har i dag“.
De glemte blot eller ville ikke forstå, at jeg altid i hele min sjæl har været en pige, og at det ikke var noget, som var kommet som resultat af min opvækst.
Men det vidner jo netop om, hvor meget eller nærmere hvor lidt, de har lyttet til mig, og hvor lidt de har forstået mig.
Mange gang har jeg banket i bordet inde på klinikken og sagt til dem, at jeg ikke ville holdes for nar. Og som tiden gik følte jeg, at de kun trak tiden unødigt ud. Jeg har også flere gange sagt til dem, at jeg gerne snart ville se nogle resultater.
Men de fortalte mig blot, at jeg “bare skulle tage det helt roligt, for det hele skulle nok gÃ¥“.
Og det får det til at gøre ekstra ondt i mig, at det efter deres mening vil være det bedst for mig at jeg ikke bliver opereret.
Det, de gør, er ondt. De nægter mig det, som jeg ønsker af hele mit hjerte.
De kan ikke have taget mig særlig seriøs på Sexologisk Klinik, når de har truffet beslutning om, at jeg vil have bedst ved ikke at blive opereret, men at leve som en mand.
Jeg var jo nået så langt. Tre år varede det. I tre år håbede og troede jeg, at de på Sexologisk Klinik ville indstille mig til den operation, jeg ønsker højest af alt.
Hvor kunne de give mig afslag? Det er da ikke let at være i “ingen-mands-land”, og leve i en krop som piner én hver dag.
Jeg føler ikke, at de har lyttet til mig eller gjort noget for at sætte sig ind i min situation og mit inderste ønske. Men jeg er jo også bare en lille pige, hvis største ønske er at være kvinde.
Jeg har brugt mange år på at få opfyldt mit inderligste ønske og vil gøre ALT for, at det skal gå i opfyldelse.
Det er efterhånden mange år, jeg har brugt på det, og så ender det med, at Sexologisk Klinik ikke vil indstille mig til operationen.
Men om nødvendigt bruger jeg lige så mange år igen.
På Sexologisk Klinik vil de nok sige, at jeg ikke er seriøs. Men hvordan fanden kan de komme til den konklusion, at jeg ikke er seriøs nok. Det kan jeg ikke forstå i min lille hjerne. Men det skal jeg nok heller ikke, hvis det står til dem inde på Sexologisk Klinik.
Mit mod, mit håb og min viljefasthed har jeg stadig, og jeg tror stadig, at det til sidst lykkes for mig at få den operation, som vil gøre mig til den kvinde, jeg fra lille pige altid ønsket at være.
Lørdag den 23. marts 2002.
Tina Thranesen.