Fokusgruppeinterview i forbindelse med den kommende levevilkårsundersøgelse. 12. november 2008.

Af Tina Thranesen den 12. november 2008.
Købmagergade torsdag den 12. november 2008 kl. 1245. Vejret er dejligt – noget blæsende, men det er jo også efterår. Travlhed, masser af mennesker på denne – en af Københavns mest befærdede gågader. Hvad mon de egentlig er på vej til eller fra? Hvad er jeg egentlig selv på vej til? I dette øjeblik har jeg egentlig ikke noget specielt mål.

Umiddelbart forinden havde jeg mødt Jeanette fra Gentofte ved Metrostanderen ved Nørreport Station. Vi skulle begge deltage i et fokusgruppeinterview kl. 15 i forbindelse med den kommende levevilkårsundersøgelse – “Lige og ulige? Homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes levevilkår“. Leyla Gransell, der står for undersøgelsen, ville gerne lave uddybende interview med transkønnede på omkring 60 år eller ældre, om deres syn på tilværelsen for ældre transkønnede.

Men lige nu – her kort før klokken var et om eftermiddagen slentrede vi ned ad Købmagergade. Jeanette og jeg havde det meget vigtige formål, at vi ville hygge os i hinandens selskab. Sludre sammen om alt og intet, slentre lidt rundt i byen, kigge på forretninger, eller hvad der nu faldt os for. Ingen af os havde nogle planer om at foretage indkøb.
At slentre hen ad gågaden med den mylder af liv midt på dagen – i fuldt dagslys – er så absolut noget, som enhver transperson bør overvinde sig selv til at gøre. Det måske mest pudsige ved det er, at ingen egentlig lægger ret meget mærke til nogen af de andre, som myldrede frem og tilbage og på kryds og tvær i gadebilledet. Ingen lagde tilsyneladende mærke til Jeanette og mig. Vi udgjorde heller ikke noget specielt i gadebilledet. Begge klædt både fornuftigt og pænt.
Vi var da også meget hurtigt fordybet i snak og bemærkede heller ikke selv så meget, hvem vi passerede – og dog, så var vi måske nok lidt opmærksomme på, om der var nogen, som viste ekstra interesse for os, men det var der ikke. Vi faldt blot ind i gadebilledet som to ca. 60-årige veninder, der var på vej et eller andet sted hen.
Da vi krydsede Kultorvet kunne vi godt mærke, at luften var lidt kølig. Det fik os naturligt til at snakke om, at det ville være dejligt med en kop kaffe. Men hvor er det nu lige, at det er muligt at få en kop kaffe. Tja – der er nok mange, men der sker så mange forandringer, og det var et par år siden, at jeg – og også Jeanette – havde slentret rund i kvarteret omkring Købmagergade. Men efter lidt snak om mulighederne bestemte vi os for cafeteriet i Illum.
Købmagergade er fuld af små og større forretninger med tøj, sko og tilbehør af alskens art. Uhmm hvor var der mange lækre ting. Hvem der blot havde X antal tusind kroner, der ikke skulle bruges til andet.

Illum lignede sig selv med en overflødighed af lækre ting og sager – og mange mennesker. Vi slentrede lidt rundt. Fandt den rullende trappe og lod os mageligt føre op til første sal. Bevæge sig lidt gennem etagen til næste rulletrappe, der gik opad. Så videre til anden, tredje og så til fjerde etage, hvor cafeteriet eller mere korrekt “Café på 4.” er beliggende. Der var masser af ledig bordplads, så vi stillede os op i køen for at få et par kopper kaffe. Kø var nu at overdrive lidt. Der var kun nogle få foran os, men den tid, det tog, inden det blev vores tur, svarede nærmest til, at stå i en lang kø i Bilka en fredag eftermiddag. To unge kvinder var bag disken, men kun den ene ekspederede. Hvad den anden egentlig lavede, blev jeg ikke klar over.
Endelig blev det så vores tur. Vi bestilte kaffe og blev straks stillet over vor et utal af valg – for kaffe er ikke blot kaffe. Det lykkedes mig dog at få bestilt en kop almindelig sort kaffe uden noget ekstra i. Jeg kunne hjemme hos mig selv have brygget en hel kande kaffe på samme tid, som det tog at lave en enkelt kop. Men kaffen fik jeg. Jeg kunne næsten også have købt en hel pakke kaffe til samme pris. 24 kroner for en kop kaffe! Jeg synes, det er uanstændigt. Jeg spurgte, om det til den pris var muligt at få fyldt sin kop igen. Den unge kvinde forstod åbenbar ikke rigtigt, hvad jeg mente, så jeg måtte uddybe, om prisen inkluderede opfyldning uden yderligere betaling. Nej da – en kop kaffe mere kostede også 24 kroner.
Vi betalte for vores kaffe og satte os ved et af de mange ledige borde. Det er måske kaffeprisen, der var årsagen til, at der var så mange ledige borde?

Men hvad – nu sad vi og hyggede os med vores kaffe. Snakken gik lystigt. Selvfølgelig lidt om, hvordan det var at færdes i byen som transkønnet og den glædelige erkendelse af, at ingen tilsyneladende tog nogen notits af os. End ikke “kaffepigen” så meget som løftede et af sine perfekte plukkede øjenbryn.
Snakken kom selvfølgelig også ind på det kommende interview, som jo var den egentlige årsag til, at vi var i byen. Vi var ganske spændte, men samtidig enige om, at det var vigtigt at deltage og bidrage med hver vores erfaring, vores holdninger, viden og oplevelser. Men ellers snakkede vi meget om vores egne forhold, vores børn og – ja om ganske almindelige ting af større eller mindre betydning.

Da ingen af os havde lyst til at betale for næsten en hel pakke kaffe for at få en enkelt kop, så gik turen modsatte vej ud på Købmagergade.

Vi var stadig i god tid, så vi slentrede ad de mindre gader og smøger for at ende i Linnésgade, der løber mellem Frederiksborggade og Gothersgade.
Interviewet skulle foregå hos CASA (Center for Alternativ Samfunds Analyse) i nr. 25, hvor Leyla Gransell er ansat til at gennemføre undersøgelsen.
Vi blev venligt modtaget af Leyla, der viste os hen til et mødelokale med udsigt over Frederiksborggade og Israels Plads med alle boderne. Linnésgade nr. 25 er hjørneejendommen Frederiksborggade/Linnésgade.
Kort efter ankom Jytte Witt – og dermed var vi klar til at begynde interviewet. Det er egentlig underligt – ja nærmest for dårligt, at vi kun var tre transkønnede, som fandt det værd at ofre en eftermiddag på at deltage i sådan et uddybende interview om forholdene for ældre transkønnede. Vi er jo mange, mange flere i den aldersklasse.
På den anden side viste det sig måske at være en fordel, da det gav tid til fordybelse i problemerne – en tid og fordybelse, som næppe havde været muligt, hvis der havde været en halv snes deltagere eller flere.

Leyla båndede hele interviewet og skal så efterfølgende udskrive det og uddrage det essentielle i de synspunkter og holdninger m.v., som vi fremkom med.

Sammen dækkede Jeanette, Jytte Witt og jeg imidlertid også fint de forskellige variationer af transkønnethed.

Jeanette konsulterer Sexologisk Klinik med henblik på at få en kønsskifteoperation. Hun er i behandling med kønshormoner, har fortalt om sin situation til sin familie, men endnu ikke på sin arbejdsplads. Hun lever derfor som mand på arbejde og som kvinde i det meste af fritiden.

Jytte Witt har gennem nogle år levet fuldtids som kvinde efter at have levet med sin transvestisme mere eller mindre skjult hele livet. Hun er ikke i hormonbehandling og ønsker ikke nogen kønsskifteoperation.

Jeg selv lever delvist skjult med min transvestisme. Min familie og mandlige omgangskreds kender ikke til denne side af mig. Jeg har en stor bekendtskabskreds blandt transpersoner og færdes offentligt uden for mit eget nærområde.

Det kunne dog for at fuldende spektret have været rart med en transperson, der havde gennemført en kønsskifteoperation og med en KtM transkønnet, men sådan skulle det altså ikke være.

Leyla havde forberedt sig godt og samlet nogle yderst relevante hovedpunkter, som hun lidt efter lidt bragte på bane.
Da vi kun var tre, så formåede vi også at holde en pæn taleorden uden at afbryde hinanden ret meget.

Tiden gik hurtigt – hvad den jo sædvanligvis gør i et hyggeligt selskab. Vi kom vidt omkring og fik vendt og drejet mange problemer.
Leyla gav efter interview udtryk for, at det set fra hendes side havde været et meget givende møde.
Selve indholdet i samtalerne vil jeg ikke fordybe mig i, da det til sin tid vil fremgå af undersøgelsesrapporten.

Jytte Witt, der jo bor jo mellem Bælum og Kongerslev, havde derfor arrangeret det, så hun skulle overnatte hos bekendte på Amager.
Nu var Jytte for øjeblikket ikke så godt gående, så jeg tilbød at køre hende derud. Og da jeg tidligere havde tilbudt at køre Jeanette hjem, fulgtes vi til P-kælderen på Israels Plads, hvor jeg havde parkeret min bil.
Turen til Amager gav os mulighed for at sludre lidt om vores indtryk af interviewets forløb. Vi var alle tre enige om, at det var forløbet i en meget positiv stemning, og at vi nok var kommet “hele vejen rundt”.

Efter at have sat først Jytte af og derefter Jeanette gik turen ad motorvejen hjem efter en hyggelig dag – og en god oplevelse rigere.

Tina Thranesen.