Af Layla Nielsen.
Den 13. oktober meldte jeg mig på transgender-listen som aktiv deltager i et projekt til formidling af information om og til transseksuelle og transvestitter. Der har været en del formodninger om, hvad jeg egentlig ville. Derfor præsenterer jeg dette forslag.
* * *
Forslag til et nyt trans-info-projekt
Af Layla Nielsen, transvestit på deltid
Den 13. oktober 2003 havde jeg stor lyst til at være aktiv, gerne sammen med andre. Det skrev jeg om til transgender-listen. Jeg foreslog et projekt, der skal formidle information om og til transseksuelle og transvestitter.
Det mest nærliggende mål er at udarbejde en ny informationspjece. Hvis vi tager udgangspunkt i TiD‘s pjece fra ca. 1999, kan vi beskrive nogle ligheder og forskelle i forhold til den pjece vi vil lave.
TiD‘s pjece handler om Transvestisme (det er titlen). I pjecen findes denne sætning: “Hvis man ønsker kønsskifte, er man ikke transvestit, men transseksuel“, men ellers ingen yderligere omtale af transseksuelle. Vores pjece skal omhandle både transseksuelle og transvestitter. Et stykke af vejen har vi fælles problemer, og f.eks. er TiD‘s pjece i høj grad også relevant for transseksuelle, men vi vil tage direkte fat på de særlige problemer den transseksuelle står over for, f.eks. ønsket om at arbejde som det valgte køn.
TiD‘s pjece skriver også “de fleste af os er mænd, men nogle er kvinder”. Vi vil adressere både MtF og FtM, selv om der også i denne forbindelse er mange fælles problemstillinger, men også forskelle, f.eks. interesserer den kvindelige transvestit (FtM) sig sjældent for make-up og parykker.
Målgrupper
TiD‘s pjece indeholder: “Uanset om du selv er transvestit, lever sammen med en transvestit eller blot er interesseret i at få mere at vide.”. Her har vi i hvert fald tre målgrupper. I vores tilfælde vil transvestitter og transseksuelle (både MtF og FtM) være en målgruppe, især dem der ikke er noget så langt og måske går alene med problemerne (og glæderne). Den anden målgruppe er de relaterede: Familie, venner, kollegaer, arbejdsgiverne eller holdkammeraterne på håndboldholdet. Der er en flydende overgang mellem denne målgruppe og den tredje: Den brede offentlighed. Det er f.eks. kassedamen, der ekspederer en transvestit, eller manden på gaden der passerer en transseksuel og får en mistanke om at det vist ikke er en helt almindelig kvinde. Den sidste målgruppe er politikere og andre beslutningstagere, f.eks. ledelsen i fagforeningen, arbejdsgiverforeningen eller sportsklubben.
Det er ikke indlysende, at alle disse målgrupper skal have den samme information. Ja, det er ikke engang klart, at hver af de fire målgrupper skal have samme information, som omtalt ovenfor i forbindelse med de forskellige behov som f.eks. transvestitter og transseksuelle kan have.
Vi kan også opdele målgrupperne på en helt anden måde. F.eks. kan vi sige, at vi gerne vil gennemføre noget oplysningsarbejde blandt unge. Det kan være den unge transvestit, der er meget flov over lysten til at tage nylonstrømper på. Så er der klassekammeraterne, lærerne, skolebestyrelsen osv. Tænk hvis den unge transvestit en dag har taget et par trusser på, og der er nogen der opdager det i skolen, fordi der stikker lidt sorte blonder op af cowboybukserne.
Et andet vigtigt område er arbejdsmarkedet. Her er det typisk transseksuelle, der gerne vil arbejde som det valgte køn. Der kan være behov for information til kollegaer, arbejdsgiveren, den tilfældige kunde der bliver betjent af den transseksuelle. Også fagforeninger og arbejdsgiverforeninger kan inddrages, og politikere, f.eks. arbejdsministeren.
Form og formidling
TiD‘s pjece er trykt på papir – endda glitterpapir og med lidt farve. Pjecen er omdelt til danske biblioteker og apoteker. Ifølge den tidligere formand for TiD kostede det alt i alt mere end 50.000 kr, som dels blev betalt med 40.000 kr. fra tipsmidlerne og dels med bidrag fra TiD‘s pengekasse.
I dag har langt flere adgang til Internettet, end det var tilfældet for 4-5 år siden. Så det er en oplagt mulighed at lægge pjecen på Internettet og så spare pengene til trykning og distribution.
En elektronisk pjece er også langt mere fleksibel end en papirpjece. Det er f.eks. nemt at rette i den, hvis f.eks. www-adressen ændres (som det f.eks. er sket med TiD‘s siden pjecen kom). Den elektroniske pjece giver også meget bedre mulighed for at strukturere informationen, så det bliver muligt at trække forskellige del-pjecer ud, f.eks. rettet til forskellige målgrupper. F.eks. kan det være transvestitten, der gerne vil give noget information til sin mor. Jeg husker stadig, da jeg i 1999 inviterede min mor på frokost på hendes fødselsdag. Jeg havde advaret hende over telefonen, at hun ville få en lille overraskelse. Og der stod jeg så, som Layla, da jeg åbnede døren. Hun tog det meget pænt, og vi havde en lang hyggelig eftermiddag, hvor hun bl.a. fik TiD‘s nye pjece med hjem. Senere fortalte hun, at hun havde læst den flere gange “og tænk, der er også sagførere og læger!”.
Det største problem med en elektronisk pjece er at nå målgrupperne. Hvor mange i den brede offentlighed går ind på en trans-forenings hjemmeside. Nogle enkelte gør det måske for at lede efter nogle frække billeder af trans‘er. Vi har masser af ideer til, hvordan vi kan få en større gruppe mennesker til at læse pjecen. Et eksempel er at få lagt links på andre Web-steder, f.eks. findes i dag en Århus-portal med link til bøsser og lesbiske. Vi kunne også sende e-mails til politikere m.fl. Det kan også være en person træder frem i pressen og så overtaler journalisten til lige at nævne, hvor pjecen findes. Eller foreningerne kunne udsende en fælles pressemeddelelse, og så kan vi håbe, at der er nogen der bider på.
Vi er lige ved at starte projektet og har bestemt ikke afskrevet muligheden for at lave en fysisk papir-pjece, men så skal vi selvfølgelig ud og skaffe nogen penge.
Man kunne med nogen ret hævde at den information vi vil formidle allerede findes på Internettet. Det vil nu ikke afholde os fra at give vores bud på en ny informationspjece.
Andre former for information
En af mine små kæpheste er postkort, eller GoCards til uddeling på cafeer, klubber, foreninger osv. Ideen er et billede, der f.eks. viser en en smuk efterårsskov, og en kvinde der går tur og nyder det gode vejr. Så tænker cafegæsten, hvad er det mon reklame for og vender kortet: “Trans i skoven”. Første reaktion er nok at vende korte og studere billedet nærmere, “jo, er der ikke antydning af skægvækst, og den holdning kan jo kun være en mand” – det kunne i øvrigt være sjovt at tage billedet af en født kvinde og så se, om ikke der kommer samme reaktion. Billede og tekst har en selvstændig funktion som informationsformidler, men der kan godt lige blive plads på tekstsiden til en henvisning til en Internet-adresse, hvor man kan læse mere om transvestitter og transseksuelle, f.eks. en foreningsadresse, hvor den nye informationspjece kan findes.
Med postkortet er vi igen ovre i de fysiske medier, der koster penge. Vi har mange andre ideer: F.eks. en Trans2005-kalender (grundlæggende set samme ide som postkortet). Selv om vi holder os til de elektroniske medier kan et billede jo også godt være med til at tiltrække opmærksomheden, f.eks. til et link anbragt på en passende hjemmeside. For en god ordens skyld skal jeg nævne at vi kun har tænkt os at bruge “pæne” billeder af “pæne” mennesker, altså ikke noget med porno.
Hvad med foreningerne?
Er dette ikke en foreningsopgave? Jo måske, men der er jo så mange foreninger i dag. Skulle vi så ikke få dem til at arbejde sammen? Jo måske, hvis der er nogen der gider forsøge at etablere et samarbejde.
Jeg forestiller mig en projektgruppe, der består af aktive personer, der gerne vil gøre noget for “sagen”, uden at skulle vente i årevis på at foreningerne finder ud af at samarbejde.
Vi er ikke imod foreningerne, og vi er heller ikke ved at starte en ny forening. Vi vil meget gerne trække på foreninger, f.eks. søge penge, bruge foreningernes hjemmesider, eller bruge foreningernes navne i forskellige sammenhænge. Det mest oplagte er, at vi kan henvise til foreningernes hjemmesider mv. i vort materiale. Vi vil meget gerne have mere end en forening som sponsorer. Som et skridt i den retning vil vi oprette en følgegruppe. Følgegruppen skal først og fremmest give feedback til projektgruppens ideer og udkast. Men samtidig er følgegruppen en mulighed for at deltagerne i denne kan følge arbejdet på tæt hold, og måske påvirke det. Derfor henvender vi os til flere foreninger, og spørger om de vil deltage i følgegruppen. Der kan også være andre stærke personligheder, der gerne vil deltage i følgegruppen. Vi understreger, at følgegruppen ikke behøver at mødes og ikke behøver være enig. Og en forening, der f.eks. er repræsenteret ved et bestyrelsesmedlem i følgegruppen, har heller ikke forpligtet sig til at støtte vores resultater – det er en selvstændig beslutning, men selvfølgelig håber vi, det bliver lettere at få foreningernes støtte, hvis de deltager i følgegruppen.
Så projektgruppen styrer, følgegruppen hjælper, og foreningerne er sponsorer.
Har vi brug for mere hjælp?
Ja bestemt. Jo flere vi er, jo mere kan vi opnå. Det kan være du bare vil give os nogle gode ideer. Det kan være, du gerne vil med i projektet, enten i projektgruppen eller i følgegruppen. Vi har en uformel godkendelsesprocedure i projektet for nye deltagere, dvs. vi spørger lige hinanden om det er ok.
Responsen på min mail til transgender-listen den 13.oktober har været overvældende, og jeg glæder mig virkeligt til arbejdet.