FRA’s rapport af juni 2009 om homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet i EU’s medlemsstater Part II: Den sociale situation.

Denne rapport, der udkom i juni 2009, beskæftiger sig med de sociale forhold for LGBT personer og er anden del af en stor europæisk undersøgelse fra European Union Agency for Fundamental Rights – FRA.
Første del (Homophobia and Discrimination on Grounds of Sexual Orientation in the EU Member States. Part I – Legal Analysis) udkom i juni 2008 og beskæftigede sig med de juridiske forhold.
Her gengives indholdsfortegnelsen, forordet, sammendraget, præcisering af termer og begreber, del II, der beskæftiger sig med transkønnedes forhold, og konklusionen. Del I, som er et fælles afsnit om lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede personer er udeladt. Der henvises til den officielle rapport.

• Rapportens indholdsfortegnelse
• Forord
• Sammendrag
• Indledning
• Præcisering af termer og begreber
  • Transseksuel
  • Transkønnede
  • Crossdresser/transvestit
  • Kønsudtryk
  • Kønsidentitet
  • Heteronormativitet
  • Heterosexisme
  • Forskellige former for forskelsbehandling
  • Homofobi
  • Transfobi
  • Erfaret og subjektiv forskelsbehandling
• DEL II: Transkønnede: Særlige forhold
• Konklusioner
• Rapportens noter.

[Til top] Indholdsfortegnelse
FORORD – side 2
INDHOLDSFORTEGNELSE – side 6
SAMMENDRAG – side 7
UDTALELSER – side 17
INDLEDNING – side 23
Præcisering af termer og begreber – side 25
Metoder – side 29
DEL I: LESBISKE, BØSSER, BISEKSUELLE OG TRANSSEKSUELLE/TRANSKØNNEDE I EU – side 31
Holdninger til LGBT’ere – side 31
Hadeforbrydelser og hadefulde udtalelser – side 42
Forsamlingsfrihed – side 58
Arbejdsmarkedet – side 64
Uddannelse – side 78
Sundhed – side 87
Religiøse institutioner – side 95
Sport – side 100
Medier – side 104
Asyl – side 109
Forskelsbehandling af flere grunde – side 115
DEL II: TRANSKØNNEDE: SÆRLIGE FORHOLD – side 121
KONKLUSIONER – side 142
Bilag 1 Landerapporternes forfattere – side 145
Bilag 2 Aktører – e-spørgeskema – side 148

[Til top] Forord
Den 18. december 2008 behandlede FN’s generalforsamling en skarpt formuleret erklæring, som var fremlagt af Frankrig og Holland på vegne af Den Europæiske Union med støtte fra 66 lande fra alle verdens regioner. Erklæringen opfordrede til global afkriminalisering af homoseksualitet og fordømte overtrædelser af menneskerettighederne på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.

EF-traktatens artikel 13 forbyder enhver form for forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i Den Europæiske Union, og EU’s charter om grundlæggende rettigheder er det første internationale charter om menneskerettigheder, der specifikt omtaler “seksuel orientering”. Den undersøgelse af retstilstanden, som vi offentliggjorde i juni 2008, viser, at 18 af EU’s medlemsstater allerede yder ganske omfattende beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, ligesom Europa-Kommissionen i juli 2008 foreslog en stærkere EU-beskyttelse mod forskelsbehandling uanset årsag.

Den sociale situation er imidlertid foruroligende. I de senere år har en række hændelser i EU’s medlemsstater, eksempelvis forbud mod Pride-parader, tilfælde af hadefulde udtalelser (hate speech) fra politikere og intolerante erklæringer fra religiøse ledere sendt foruroligende signaler og således fået en ny debat til at blusse op om udbredelsen af homofobi og forskelsbehandling af lesbiske, bøsser, biseksuelle, transseksuelle og transkønnede (LGBT’ere) i Den Europæiske Union. Det var på denne baggrund, at Europa-Parlamentet i 2005 vedtog en resolution, som fordømte homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering.

To år senere i sommeren 2007 anmodede Europa-Parlamentet det nyoprettede Agentur for Grundlæggende Rettigheder om at udarbejde en omfattende komparativ rapport om situationen vedrørende homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i alle EU’s medlemsstater. Agenturet iværksatte herefter et omfattende, juridisk og socialt forskningsprojekt, som blev gennemført i 2007 og 2008.

Den omfattende rapport, som indeholder to dele – en juridisk og en social analyse – forelægges Europa-Parlamentet og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender som dokumentation for foranstaltninger, der vil være nødvendige for at kunne respektere, beskytte og styrke LGBT’eres grundlæggende rettigheder i hele EU.

Den sociale analyse, som er indeholdt i denne publikation, er baseret på data og kontekstuelle oplysninger, der er medtaget i landerapporter for alle EU’s medlemsstater. Der er indsamlet et enestående materiale på basis af feltinterview med LGBT-organisationer, ligestillingsorganer og offentlige myndigheder i alle medlemsstater, lige som der er gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt aktører. Disse nye data udgør sammen med en grundig gennemgang af allerede foreliggende videnskabelige undersøgelser og Eurobarometer-undersøgelser grundlaget for del 2 af vores rapport, som er en omfattende social analyse, der supplerer FRA’s juridiske analyse, offentliggjort i juni 2008.

Undersøgelsen viser, at den nuværende menneskerettighedssituation for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transseksuelle og transkønnede ikke er tilfredsstillende. Mange LGBT’ere oplever forskelsbehandling, mobning og chikane, mens der endnu mere bekymrende også er konstateret tilfælde af fysiske overgreb. Der bruges nedsættende ord om bøsser og lesbiske i skolerne. Chikane kan forekomme dagligt på arbejdspladsen. Forhold mellem LGBT’ere er ofte kendetegnet ved manglende mulighed for at sikre hinanden som registrerede partnere. På plejehjem er der kun begrænset opmærksomhed om LGBT’ere. Under disse forhold bliver “usynligheden” en overlevelsesstrategi. I et EU, som tager udgangspunkt i principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling, er denne situation uacceptabel.

Hvad skal der gøres?
Hvis overtrædelsen af menneskerettighederne for alvor skal bekæmpes, kræves der en stålsat politisk vilje til at overholde principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling. Politiske ledere både i EU og på nationalt plan må tage klar afstand fra homofobi og forskelsbehandling af LGBT’ere og hermed bidrage til en positiv ændring af befolkningens holdninger og adfærd.

Derudover må vi have en grundlæggende viden om situationen på basis af pålidelige data, der danner udgangspunkt for udformningen af evidensbaserede politikker og foranstaltninger. Den aktuelle undersøgelse udgør et væsentligt positivt skridt i denne retning. Alligevel er der behov for, at ligestillingsorganer og andre specialiserede organer i mange EU-medlemsstater udvikler deres dataindsamlingssystemer, fremmer den videnskabelige forskning og aktivt tilskynder LGBT’ere til at træde frem og indgive klager over forekomster af forskelsbehandling.

Som FRA’s grundforordning foreskriver det, skal de holdninger, der kommer til udtryk i denne rapport, udgøre den fornødne støtte og påkrævede ekspertise for EU-institutioner og medlemsstater, når de træffer foranstaltninger og tager initiativer på deres respektive kompetenceområder, så de grundlæggende rettigheder fuldt ud overholdes.

Jeg vil gerne afslutningsvis udtrykke min tak til medarbejderne på agenturet, til projektleder Caroline Osander ved Dansk Institut for Menneskerettigheder og til projektleder Mikael Keller og konsulent Mads Ted Drud-Jensen fra COWI.

Morten Kjærum
Direktør, Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder

[Til top] Sammendrag
Baggrund
Princippet om ligebehandling er en grundlæggende værdi i Den Europæiske Union. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er det første internationale menneskerettighedsdokument, der udtrykkeligt forbyder forskelsbehandling på grund af “seksuel orientering”. Der henvises til artikel 21, stk. 1:

“Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt”.

Frem til Amsterdamtraktaten tog EU’s retlige indsats på dette område i højere grad sigte på at forhindre forskelsbehandling på grund af nationalitet og køn. I henhold til Amsterdamtraktatens artikel 13 fik Fællesskabet nye beføjelser til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Der blev således vedtaget to nye EF-direktiver inden for ikke-forskelsbehandling: Racelighedsdirektivet og direktivet om ligebehandling på beskæftigelsesområdet. Imidlertid ydes der i direktivet om ligebehandling på beskæftigelsesområdet kun beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering på ansættelsesområdet og på arbejdspladsen.

I juni 2007 anmodede Europa-Parlamentet Agenturet for Grundlæggende Rettigheder om at udarbejde en omfattende komparativ rapport om situationen med hensyn til homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i Den Europæiske Unions medlemsstater. Formålet hermed var at bistå Europa-Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender i drøftelserne af behovet for et direktiv, der skulle omfatte alle de årsager til forskelsbehandling, der er anført i EF-traktatens artikel 13, for alle de sektorer, der henvises til i direktiv 2000/43/EF om racelighed. Disse sektorer er uddannelse, social sikkerhed, sundhed og adgang til varer og tjenesteydelser.

Den sociale situation, lesbiske, bøsser, biseksuelle, transseksuelle og transkønnede (LGBT’ere) befinder sig i, udgør et problem for Den Europæiske Union. LGBT’ere er udsat for forskelsbehandling, mobning og chikane i hele EU. Det sker ofte i form af nedværdigende udtalelser, anvendelse af øgenavne og fornærmelser, groft sprog og, hvad der er mere bekymrende, verbale og fysiske overgreb. Resultaterne af Eurobarometer-undersøgelsen om forskelsbehandling fra juli 2008 viste, at over halvdelen af EU’s borgere gennemsnitligt er af den opfattelse, at forskelsbehandling på grund af seksuel orientering er udbredt i deres eget land.

Vores undersøgelse viser desuden, at LGBT’ere oplever homofobi i deres hverdag. Herved forstås den irrationelle frygt for og aversion mod homoseksualitet og lesbiske, bøsser og biseksuelle, som skyldes fordomme. Transkønnede er tilsvarende udsat for transfobi.

Forskelsbehandling, homofobi og transfobi har betydning for LGBT’eres liv og de valg, de træffer, og det gælder på alle områder af det sociale liv. Allerede mens de er helt unge, foretrækker de at være usynlige, fordi de bliver udsat for nedsættende ord om bøsser og lesbiske i skolerne. De oplever mange gange chikane og forskelsbehandling på arbejdspladsen. I mange lande kan de ikke sikre hinanden som lovligt registrerede partnere. Det sker kun sjældent, at de oplever positive fremstillinger af LGBT’ere i medierne. Når de søger behandling, personligt eller af deres partner, tøver de med at afsløre sig selv i omgivelser, der opfatter heteroseksualitet som en naturgiven ting. På plejehjemmene oplever de kun sjældent en forståelse for og viden om deres behov. Og hvis de som flygtninge ansøger om asyl for at undgå retsforfølgelse i tredjelande på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, sker det ofte, at der ikke bliver troet på dem, eller – endnu værre – at de bliver afvist, også selv om homoseksualitet opfattes som en forbrydelse i det land, de er flygtet fra.

Frygt fra forskelsbehandling, homofobi og transfobi bidrager til, at LGBT’ere er “usynlige” i store dele af Europa og i mange sociale sammenhænge. LGBT’ere gør sig ofte “usynlige” for at have en “overlevelsesstrategi” i forhold til de forventede risici ved at udsætte sig for forskelsbehandling. Dette bidrager til et forholdsvis lavt antal klager over forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk i EU i sammenligning med klager over forskelsbehandling af andre grunde.

Nogle forskelle mellem medlemsstaterne
I en række medlemsstater har der været lagt hindringer i vejen for den grundlæggende ret til forsamlingsfrihed enten af offentlige myndigheder eller i form af moddemonstrationsangreb. Der er rapporteret om sådanne hændelser i fem medlemsstater (Bulgarien, Estland, Letland, Polen og Rumænien). I disse fem medlemsstater og yderligere seks (Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Cypern, Ungarn, Italien og Malta) er opfordringer til at forbedre LGBT’eres rettigheder hver gang blevet mødt af negative reaktioner fra politikere og repræsentanter for religiøse institutioner eller grupper.

Til gengæld har LGBT-organisationer i andre medlemsstater afholdt Pride-arrangementer med deltagelse af ministre, politiske partier og i nogle tilfælde også religiøse organisationer: I Nederlandene deltog tre ministre på vegne af regeringen samt Amsterdams borgmester i Canal Pride i Amsterdam i 2008. I Østrig deltog ligestillingsorganet ved Wiens kommune sammen med 120.000 deltagere i Pride-arrangementet i 2008, i Sverige åbnede ministeren for EU-anliggender Stockholms EuroPride i 2008, der havde mere end 80.000 deltagere, bl.a. landets lutherske kirke, i Spanien blev Madrids Pride overværet af ligestillingsministeren sammen med i hundredtusindvis af deltagere fra hele Europa, og i Frankrig var der over en halv million deltagere i Paris’ Gay Pride i 2008, herunder Paris’ borgmester.

Et andet emne, som allerede er blevet analyseret i FRA’s undersøgelse af retstilstanden, handler om forskellene mellem medlemsstaterne i forhold til de indførte rettigheder i partnerskaber. 14 medlemsstater (Østrig, Bulgarien, Cypern, Estland, Grækenland, Ungarn [1], Irland, Italien, Letland, Litauen, Malta, Polen, Rumænien og Slovakiet) giver ikke partnerskabsrettigheder til LGBT’ere, mens tre medlemsstater (Belgien, Nederlandene og Spanien) har givet par af samme køn de fulde rettigheder til at indgå ægteskab. Manglende partnerskabsrettigheder betyder, at par af samme køn ikke har adgang til en række rettigheder og goder, som kommer par af modsatte køn til gode.

Der er store forskelle mellem EU’s medlemsstater i forhold til den offentlige mening om LGBT’ere og deres forhold. Eurobarometer-undersøgelsen om forskelsbehandling fra 2006 konkluderede eksempelvis, at flertallet af befolkningen i Nederlandene (82 %), Sverige (71 %) og Danmark (69 %) støttede ægteskab mellem personer af samme køn, mens kun et lille mindretal i Rumænien, (11 %), Letland (12 %) og Cypern (14 %) delte denne holdning. Og mens 91 % af befolkningen i Nederlandene følte sig tryg ved at have en homoseksuel som nabo, var kun 36 % af befolkningen i Rumænien enig i denne holdning. Eurobarometer-undersøgelsen om forskelsbehandling fra 2008 nåede ved hjælp af en “tryghedsskala” med 10 point frem til et tilsvarende resultat: Svenske (9,5), nederlandske og danske respondenter (9,3) var dem, der følte sig mest “trygge” ved forestillingen om at have en homoseksuel som nabo, mens der blev registreret et meget lavere “tryghedsniveau” i Bulgarien (5,3), Letland (5,5) og Litauen (6,1).

Nogle forskelle inden for de enkelte medlemsstater
Det er også relevant at nævne nogle forskelle inden for de enkelte medlemsstater, som er konstateret i Eurobarometers undersøgelse. Det drejer sig om følgende: (1) Personer, der har en negativ holdning til LGBT’ere (eksempelvis i højere grad ældre end yngre, i højere grad mænd end kvinder og i højere grad personer med lavere uddannelse end med høj uddannelse). (2) Situationer, hvor LGBT’ere er tilbøjelige til at blive opfattet på en mere negativ måde (eksempelvis ved pasning eller undervisning af børn, og når nære slægtninge reagerer mere fjendtligt end venner og læger). (3) Personer, som lettere rammes af hadeforbrydelser og mobning (eksempelvis i højere grad yngre end ældre).

Holdninger til LGBT’ere
Det fremgår af Eurobarometers undersøgelse af holdninger til LGBT’ere, at der er betydelige forskelle mellem de enkelte EU-medlemsstater alt efter den sammenhæng, LGBT’erne er placeret i. De mest positive resultater konstateres, når mennesker bliver spurgt, om de har lyst til at have en homoseksuel som nabo. De mest negative resultater ses, når man spørger, om homoseksuelle skal have lov til at adoptere børn.

I lande med stærk lovgivningsmæssig beskyttelse af LGB’eres rettigheder, herunder retten til at indgå registreret partnerskab, er der en tendens til mere positive holdninger til LGB’ere.

Holdningerne til transkønnede er betydeligt mere negative end holdningerne til lesbiske, bøsser og biseksuelle.

Hadeforbrydelser og hadefulde udtalelser
Homofobiske hadeforbrydelser har betydning for LGBT’ere på forskellige måder. Verbal aggression er den mest udbredte form for hadhændelse og forekommer normalt på offentlige steder. Unge rammes oftere af overgreb end andre aldersgrupper (herunder mobning i skolerne), mens lesbiske og biseksuelle kvinder er mere udsat for seksuelle overgreb og overgreb i private omgivelser end bøsser og biseksuelle mænd. Gerningsmændene er normalt unge mænd, som optræder i grupper. I de seneste år er der indberettet adskillige tilfælde af overfald på transkønnede med dødelig udgang.

Underrapportering er meget karakteristisk for homofobisk og transfobisk kriminalitet, som det også er tilfældet med andre former for hadeforbrydelser. De fleste medlemsstater mangler de nødvendige værktøjer til at anmelde denne type hændelser til politiet, eksempelvis formularer til selvrapportering samt tredjepartsrapportering og assisteret rapportering. Politibetjente i de fleste medlemsstater er utilstrækkeligt uddannede til at kunne identificere og arbejde med hadeforbrydelser. En anden årsag til underrapportering er, at de fleste LGBT’ere viger tilbage for at afsløre deres seksuelle identitet, ofte fordi myndighederne ikke har forståelse for deres situation, eller fordi de ikke har den nødvendige uddannelse til at håndtere sådanne hændelser til offerets bedste. Underrapportering er et alvorligt problem, fordi de officielle tal hermed ikke viser problemets faktiske omfang. Desuden skal det nævnes, at der rundt om i EU kun foregår begrænset forskning i, hvor ofte de homofobiske og transfobiske hadeforbrydelser forekommer, og hvem der er gerningsmænd og ofre.

Overgreb på LGBT-mødesteder er et problem i nogle medlemsstater. LGBT-organisationers lokaler er blevet ramt af hærværk, mens andre mødesteder er blevet brændt ned, eller brugerne er blevet chikaneret eller overfaldet.

Hadefulde udtalelser mod LGBT’ere foregår bl.a. i politiske debatter om emner, der vedrører LGBT-rettigheder, eller ved moddemonstrationer i forbindelse med offentlige LGBT-arrangementer, eksempelvis Pride. Der fremkommer homofobiske udtalelser fra politiske og religiøse ledere i medierne. I disse erklæringer fremstilles LGBT’ere ofte som unaturlige, afvigende, med forbindelse til kriminalitet, umoralske og årsag til social ustabilitet.

Der er grund til særlig bekymring for internettet som platform for udbredelsen af hadefulde udtalelser. LGBT-organisationer og nationale ligestillingsorganer har under feltforskningen understreget, at internettets struktur gør det svært at finde og retsforfølge gerningsmændene.

Forsamlingsfrihed
LGBT’ere udøver deres ret til forsamlingsfrihed, når de kæmper mod homofobi og for rettigheder til LGBT’ere – primært i forbindelse med Pride-parader og lignende træf og begivenheder. I de senere år har forbud og administrative hindringer gjort det problematisk at arrangere lovlige og fredelige demonstrationer blandt LGBT’ere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien og Bulgarien, selv om LGBT-organisationer efterfølgende – med undtagelse af Litauen – har været i stand til at gennemføre arrangementerne i de nævnte medlemsstater.

I visse medlemsstater har de offentlige myndigheder ikke været i stand til eller været indstillet på at sikre deltagere i LGBT-demonstrationer mod angreb fra moddemonstranter. Der er i de sidste fem år forekommet angreb af denne type i Sverige, Estland, Letland, Polen, Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Italien, Rumænien og Bulgarien. Hændelserne har ofte været ledsaget af homofobiske offentlige erklæringer eller hadefulde udtalelser.

I nogle medlemsstater har LGBT-organisationer desuden haft svært ved at leje lokaler til politiske eller kulturelle aktiviteter, ligesom arrangører af offentlige debatter med deltagelse af LGBT’ere er stødt ind i problemer med at få adgang til kulturelle og politiske arenaer.

Arbejdsmarkedet
LGBT’ernes usynlighed og den forholdsvis lave forekomst af registrerede klager gør det svært at måle det faktiske omfang af homofobi, transfobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet. En generelt manglende bevidsthed om rettigheder kan sammen med LGBT’eres tøven med at stå frem med deres seksuelle orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk i retssager være en del af forklaringen på dette fænomen. Undersøgelsesresultater og ngo-rapporter lægger dog op til, at LGBT’ere ofte udsættes for homofobi og forskelsbehandling på arbejdspladsen, og at det sker på forskellige måder: Direkte forskelsbehandling, chikane, mobning, hån og social udstødelse.

Mange arbejdspladser er ikke “sikre” at være på for LGBT-medarbejdere. Selv om de indsamlede data varierer fra medlemsstat til medlemsstat, viser undersøgelser og feltinterview, at de fleste LGBT’ere generelt er tilbageholdende med at stå frem med deres seksuelle orientering på deres arbejdsplads.

Tidligere negative erfaringer, frygt for forskelsbehandling, risiko for afskedigelse og kvaliteten af arbejdsmiljøet er faktorer, der alle indvirker på LGBT’eres beslutning om at stå frem, og det er dokumenteret, at en seksuel orientering, som holdes skjult, kan indvirke negativt på LGBT-medarbejderes helbred og trivsel.

Tilstedeværelsen af ligebehandlings- og mangfoldighedspolitikker på arbejdspladsen samt ledelsens måde at gennemføre disse politikker på har afgørende betydning for, om LGBT’ere opfatter deres arbejdsmiljø som sikkert og rummeligt. Det er dokumenteret, at lovgivningen om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse giver LGBT’ere mulighed for formelt at indgive klager i tilfælde af forskelsbehandling.

Uddannelse
Der rapporteres om tilfælde af mobning og chikane af LGBT’ere i uddannelsesmiljøer i hele EU. Verbal homofobi og transfobi er almindeligt forekommende, og ordet “bøsse” anvendes ofte nedsættende.

Mobning og chikane har store konsekvenser for unge LGBT’ere, og det indvirker på deres præstation i skolen og deres trivsel. Sådanne oplevelser kan føre til social marginalisering, dårligt helbred og skolefrafald. Eksisterende forskningsresultater og interviews med LGBT-organisationer viser, at skolemyndigheder i EU kun i ringe omfang har opmærksomheden rettet mod homofobi og mobning af LGBT’ere. Undersøgelser viser også, at lærerne mangler bevidstgørelse, incitamenter, kompetencer og værktøjer til at erkende og håndtere denne type problemer.

Denne mangel på anerkendelse og tilstedeværelse og manglen på positive LGBT-billeder i uddannelsesmiljøerne i de fleste EU-medlemsstater er en anden faktor, der ifølge LGBT-organisationerne vækker bekymring, fordi det bidrager til den manglende viden, engagement og forståelse, som er med at fremme isoleringen af LGBT-elever og studerende. Lærerne bliver kun sjældent uddannet og forberedt, og de er for utilbøjelige til at diskutere seksuel identitet og seksuel orientering som tema.

Sundhedspleje
Det er dokumenteret i undersøgelser, at LGBT’ere er udsat for forskelsbehandling i sundhedssektoren. Blandt de negative oplevelser kan nævnes, at deres seksuelle orientering bliver beskrevet som en forstyrrelse eller en sygdom. Det kan dog være svært at fastslå det faktiske omfang af forskelsbehandlingen af LGBT’ere i sundhedssektoren, fordi de er tilbøjelige til at holde deres seksuelle orientering skjult.

Undersøgelser og feltinterviews afslører både positive og negative reaktioner fra sundhedspersonalet, når en LGBT’er afslører sin seksuelle orientering eller kønsidentitet. Negative holdninger til LGBT’ere eller den forventede risiko for at møde sådanne holdninger kan få nogle LGBT’ere til helt at undgå kontakt med sundhedssektoren.

Det kan tilføjes, at den generelle sundhedstilstand hos LGBT’ere vækker stor bekymring. Eksisterende forskningsresultater viser, at der er en sammenhæng mellem homofobi, chikane og marginalisering og en generelt dårligere psykisk og fysisk helbredstilstand hos LGBT’ere. Interviewede LGBT-organisationer og offentlige myndigheder angav højere forekomst af dårligt psykisk helbred, selvmord og stofmisbrug hos LGBT’ere.

Endelig er der den manglende anerkendelse af partnere af samme køn som “nærmeste pårørende”, hvilket betyder, at der opstår problemer med at få adgang til oplysninger og beslutningstagning om en partners sundhedstilstand og behandling samt problemer med hospitalsbesøg.

Religiøse institutioner
Der er stor forskel på, hvordan de religiøse institutioner reagerer over for LGBT’ere og deres rettigheder. I mange medlemsstater engagerer kirkens repræsentanter sig aktivt i politiske diskussioner om LGBT-rettigheder, og i mange tilfælde foretager de mobilisering og driver lobbyvirksomhed mod sådanne rettigheder. I nogle tilfælde har religiøse grupper desuden arrangeret kampagner mod LGBT-arrangementer. På linje med arbejdsgiverne har religiøse institutioner i visse situationer håndhævet gældende undtagelser i lovgivning mod forskelsbehandling, så det bliver til ugunst for LGBT-medarbejdere.

Samtidig er der dog også eksempler på religiøse institutioner og organisationer, som har taget imod LGBT’ere med åbne arme.

Sport
Homofobi optræder i sportssammenhænge, og det synes at være en stor udfordring at være åben LGBT’er i sådanne miljøer. Homofobi kommer til udtryk på forskellige måder, både i fankulturen og blandt udøvende sportsfolk, ligesom der bruges et homofobisk sprog for at håne modstandere og dommere.

En af de vigtigste konklusioner i forbindelse på sportsområdet er, at der er en stor mangel på synlighed blandt LGBT’ere. Det er indtrykket, at LGBT’erne ikke har store muligheder for at være “åbne” i sportsverdenen. Det skyldes risikoen for chikane, homofobi og afvisning fra andre foreningsmedlemmers side.

LGBT-organisationer i Spanien og Det Forenede Kongerige gør gældende, at sportsforeninger kun i begrænset omfang sætter homofobi på dagsordenen i arbejdet mod forskelsbehandling, især når man sammenligner med indsatsen mod sportsracisme.

Medier
Tilfælde af homofobiske udtalelser forekommer stadig i medierne i nogle medlemsstater, og homoseksualitet opfattes stadig som tabu i forskelligt omfang. LGBT’erne mangler synlighed i medierne rundt om i EU, selv om bøsser er mere synlige end lesbiske og transkønnede.

LGBT’ere er udsat for forskellige former for stereotyp fremstilling i medierne. Brugen af halverotiske illustrationer i artikler om emner, der er særlig problematiske for LGBT’ere, bidrager til at skabe fordomme og forstærke forestillingen om, at seksuel orientering udelukkende handler om seksuel aktivitet og præferencer. Hvis journalister i EU havde en bedre forståelse for LGBT-forhold, ville de i højere grad kunne rapportere på en repræsentativ og afbalanceret måde.

Der er dog også dokumentation for, at tingene langsomt er ved at ændre sig, og nogle undersøgelser peger i dag på et stigende antal historier i medierne i EU, som giver et mere nuanceret og velinformeret billede af LGBT-personer og deres forhold.

Asyl
Selv om alle medlemsstater anerkender, at retsforfølgelse på grund af seksuel orientering og kønsidentitet er en gyldig grund til asyl, er procedurerne for ansøgning om asyl stadig uklare i mange lande.

LGBT’ere står over for særlige problemer, når de ansøger om asyl, fordi det kan være svært at tale åbent med offentlige myndigheder om intime, seksuelle og tabubelagte emner. Det gør det ikke lettere, at medarbejdere og interviewteknikker ikke tager højde for dette problem. Myndighedernes viden, som bruges til at bestemme flygtningenes status, er ofte helt utilstrækkelig, når det drejer sig om indsigt i forholdene for LGBT’ere i deres oprindelsesland.

Mange asylansøgere med LGBT-baggrund er blevet afvist, enten fordi deres henvisning til en homoseksuel orientering blev opfattet som utroværdig, eller fordi man forventede, at de “uofficielt” ville kunne leve i deres oprindelsesland som homoseksuelle (dvs. blive ved med at leve med deres seksualitet i det skjulte).

LGBT-asylansøgere i interneringscentre har ikke adgang til de nødvendige oplysninger og kan være udsat for social isolation og overgreb på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Forskelsbehandling af flere grunde (multipel forskelsbehandling)
LGBT’ere udgør en sammensat gruppe, som kan blive udsat for forskelsbehandling af to eller flere separate grunde samtidig. Forskelsbehandling og udstødelse kan forværres yderligere, hvis der er tale om en ældre, handicappet person eller en person, som tilhører en etnisk/religiøs minoritet, og dette samtidig kombineres med en identitet som LGBT’er.

Etniske minoriteter er udsat for forskelsbehandling på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet inden for deres egne etniske minoritetsmiljøer og samtidig udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk baggrund i LGBT-miljøet.

Handicappede LGBT’ere kan blive udsat for “aseksualisering” fra bl.a. behandlingspersonale og medlemmer af selve LGBT-miljøet. Desuden skal det nævnes, at LGBT-lokaliteter, -barer og -mødesteder udgør en fysisk forhindring for handicappede LGBT’ere, der ønsker at deltage i LGBT-miljøet.

Visse LGBT’ere, som opholder sig på behandlingsinstitutioner og plejehjem for ældre, kan blive udsat for social isolation og stereotypering fra personale og andre beboere.

Transkønnede
Transkønnede omfatter personer med en kønsidentitet, der er anderledes end det køn, han eller hun er født med, og personer, som ønsker at udtrykke deres kønsidentitet på en anden måde end med det køn, han eller hun er født med. Gruppen omfatter også personer, der udtrykker sig modsat forventningerne knyttet til det køn, han eller hun er født med, det være sig i form af beklædning, tilbehør, kosmetik eller kropsforandringer. Gruppen omfatter bl.a. transkønnede, som bevæger sig mellem mand og kvinde, transseksuelle, transvestitter og crossdressere.

Transkønnede er udsat for transfobi og forskelsbehandling på grund af kønsidentitet og kønsudtryk og ikke nødvendigvis på grund af seksuel orientering. Transkønnede kan være heteroseksuelle, homoseksuelle og biseksuelle.

Forskelsbehandling af transkønnede forekommer på alle de områder, der er undersøgt i forbindelse med denne rapport, og transkønnede er særligt udsatte for hadeforbrydelser og hadefulde udtalelser. Forskelsbehandlingen inden for sundhed og beskæftigelse er mere udtalt. Undersøgelser viser, at transkønnede i højere grad er udsat for negative holdninger end LGB’ere.

[Til top] Indledning (side 23)
Side 24
Transfobi og forskelsbehandling på grund af kønsidentitet og kønsudtryk er integreret løbende i rapporten, mens specifikke emner behandles separat.

[Til top] Side 25
Præcisering af termer og begreber
FRA udfører sit arbejde med forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering mod personer, der tilhører minoriteter, samt på grund af en kombination af disse grunde (forskellige former for forskelsbehandling) med afsæt i EU-standarder og internationale standarder til bekæmpelse af forskelsbehandling, fremme af ligebehandling og sikring af grundlæggende rettigheder. Disse standarder indeholder definitioner, termer og begreber, som udgør rammerne for FRA’s dataindsamling, metode og analyse.

Forskelsbehandling [11] foreligger, hvis en person eller gruppe af personer af forskellige grunde, herunder seksuel orientering, behandles ringere end en anden person eller gruppe (direkte forskelsbehandling), og foreligger desuden, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse vil stille en person eller gruppe af personer særlig ufordelagtigt i forhold til en anden person eller gruppe af personer af de samme grunde til forskelsbehandling, medmindre det kan retfærdiggøres ud fra objektive kriterier (indirekte forskelsbehandling). [12]
Chikane er en form for forskelsbehandling, som opstår, når der forekommer en uønsket adfærd af de ovennævnte grunde med det formål eller den virkning, at en persons værdighed krænkes, eller der skabes et intimiderende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller fornærmende miljø. Chikane kan bestå af en enkelt hændelse eller en række hændelser over en længere periode. Chikane kan antage mange forskellige former, eksempelvis: Trusler, intimidering eller verbale overgreb samt afvisende bemærkninger eller vittigheder om seksuel orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk. [13]

Hadeforbrydelser (hate crime) mod LGBT’ere omfatter enhver strafbar handling mod personer eller ejendom, som skyldes, at ofre, lokaler eller mål for den strafbare handling er valgt på grund af deres faktiske eller opfattede tilknytning, forbindelse, tilhørsforhold eller støtte til eller medlemskab af en LGBT-gruppe. [14]

Hadhændelse (hate incident) er en hændelse, et overgreb eller en handling – hvad enten den er omfattet af national lovgivning eller ej – mod personer eller ejendom, der involverer et offer, lokaler eller mål, som er valgt på grund en faktisk eller opfattet tilknytning, forbindelse, tilhørsforhold eller støtte til eller medlemskab af en LGBT-gruppe. Termen omfatter en række ytringer for intolerance, lige fra mindre hændelser motiveret af forudindtagede holdninger til kriminelle handlinger. [15]

Hadefulde udtalelser (hate speech) omfatter offentlige udtalelser, som spreder, opmuntrer til, fremmer eller retfærdiggør had, forskelsbehandling eller fjendtlig adfærd i forhold til minoriteter – eksempelvis udtalelser af politiske eller religiøse ledere, der offentliggøres i medierne eller på internettet. Der findes ikke en definition, som der er generel enighed om. I anbefalingen fra 1997 fra Europarådets Ministerråd [16] erklæres det, at termen “skal opfattes sådan, at den omfatter alle former for udtalelser, som spreder, opmuntrer til, fremmer eller retfærdiggør racehad, fremmedhad, antisemitisme og andre former for had, der er baseret på intolerance, herunder: Intolerance, som er udtryk for aggressiv nationalisme og etnocentrisme, forskelsbehandling og fjendtlig adfærd over for minoriteter, indvandrere og personer med indvandrerbaggrund”. Uden at lægge sig fast på en bestemt definition har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sin retspraksis brugt denne term til at omfatte de former for udtalelser, som spreder, opmuntrer til, fremmer og retfærdiggør had på grund af intolerance, herunder religiøs intolerance. Europarådet introducerede i november 2008 en håndbog om hadefulde udtalelser, [17] hvori det nævnes, at selv om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol endnu ikke har behandlet dette aspekt, hører homofobiske udtalelser ind under, hvad der kan opfattes som hadefulde udtalelser.

Rapporten anvender desuden nogle begreber, som endnu ikke er defineret i instrumenter på EU-plan og internationalt om fastsættelse af standarder, og som derfor ikke har nogen juridisk valens:

Seksuel orientering henviser til en persons evne til at føle en dyb følelsesmæssig, hengiven og seksuel tiltrækning til samt at have intime og seksuelle forhold til personer af det modsatte køn, af det samme køn eller af flere end et køn. [18]

Homoseksualitet og biseksualitet omtales videnskabeligt og politisk ofte – sammen med transkønnede – under den fælles term “LGBT” eller “LGBT’ere”, dvs. lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede. Det er en heterogen gruppe, som ofte samles under overskriften LGBT i sociale og politiske sammenhænge, både lokalt og internationalt.

[Til top] En transseksuel er en person, som foretrækker et andet køn end det køn, han eller hun er født med, og som føler et behov for at gennemgå fysiske kropsforandringer for hermed udtrykke denne følelse, eksempelvis i form af hormonbehandling og/eller kirurgisk indgreb.

[Til top] Transkønnede omfatter personer, som har en kønsidentitet, der er anderledes end det køn, han eller hun er født med, og personer, som ønsker at udtrykke deres kønsidentitet på en anden måde end med det køn, han eller hun er født med. Gruppen omfatter personer, som føler, at de gennem beklædning, tilbehør, kosmetik eller kropsforandringer er nødt til, foretrækker eller vælger at fremstå anderledes, end hvad der forventes af den kønsrolle, de er blevet født med. Gruppen omfatter blandt andet transkønnede, som bevæger sig mellem mand og kvinde, transseksuelle, transvestitter og crossdressere. [19]

[Til top] En crossdresser/transvestit er en person, som jævnligt, men dog ikke nødvendigvis altid “klæder sig ud” i tøj, der oftest forbindes med det modsatte køn i forhold til det køn, de er født med.

[Til top] Kønsudtryk kan defineres som den måde, hvorpå ethvert menneske udtrykker sig selv i en kønstilpasset form – dvs. den måde, hvorpå alle mennesker udtrykker sig inden for de muligheder, kønsspektret tilbyder – eksempelvis maskulinitet, feminitet og androgyni. [20] Kønsudtryk er synlige udtryk (eksempelvis fremtoning, beklædning, tale og adfærd) for en persons kønsidentitet. [21] I denne rapport henvises der med kønsudtryk især til personer, som krydser den traditionelle bipolare kønslinje – eksempelvis har mandlige crossdressere en mandlig kønsidentitet, men de udtrykker deres feminine side ved fra tid til anden at iføre sig dametøj og påtage sig et feminint kropssprog og rolleudtryk. [22]

[Til top] Kønsidentitet er udtryk for det enkelte menneskes dybfølte, indre selvstændige kønserfaring, som enten er eller ikke er forbundet med det køn, han eller hun er født med, herunder personens fornemmelse af sin krop (personen kan vælge at få ændret sin kropslige fremtoning eller funktion med medicinske, kirurgiske og andre hjælpemidler), samt andre kønsudtryk, herunder beklædning, tale og mannerisme. [23] Kønsidentitet er ikke det samme som seksuel orientering, og transkønnede kan identificere sig som heteroseksuelle, biseksuelle eller homoseksuelle. Forhold omkring transkønnede skal derfor nærmere opfattes som kønsrelaterede anliggender end som et spørgsmål om seksuel orientering.

[Til top] Heteronormativitet er det, der får heteroseksualitet til at virke sammenhængende, naturlig og privilegeret. Begrebet er knyttet til den antagelse, at enhver er “naturligt” heteroseksuel, og at heteroseksualitet er et ideal, som rangerer højere end homoseksualitet og biseksualitet. [24]

[Til top] Heterosexisme kan defineres som forskelsbehandling til fordel for heteroseksuelle og imod homoseksuelle, idet der tages udgangspunkt i den antagelse, at heteroseksualitet er den eneste “normale” livsstil. “Heterosexistisk” forskelsbehandling af LGBT’ere omfatter bl.a. tilfælde af direkte og indirekte forskelsbehandling, som er defineret i EU’s direktiver om ikke-forskelsbehandling.

[Til top] Forskellige former for forskelsbehandling (multipel forskelsbehandling) beskriver den forskelsbehandling, som finder sted, når flere separate grunde optræder hver for sig. Intersektionel forskelsbehandling er en situation, hvor flere forskellige grunde optræder samtidig og indvirker på hinanden på samme tid, sådan at de ikke kan adskilles. [25]

[Til top] Homofobi er den irrationelle frygt for og aversion imod homoseksualitet samt lesbiske, bøsser og biseksuelle (LGB) på grund af fordomme. [26]

[Til top] Transfobi kan beskrives som en irrationel frygt for ikke-kønskonformitet eller kønstransgression, eksempelvis frygt for eller aversion imod maskuline kvinder, feminine mænd, crossdressere, transgenderister, transseksuelle og andre, som ikke passer ind i de eksisterende kønsstereotyper om det køn, de er født med. Brug af ordet “fobi” i denne sammenhæng betyder ikke, at den transfobiske person og/eller offeret for transfobi lider af en forstyrrelse. [27]

[Til top] Erfaret og subjektiv forskelsbehandling er den subjektive følelse af at blive udsat for forskelsbehandling, hvilket ikke nødvendigvis er sammenfaldende med forskelsbehandling i juridisk forstand. [28]

[Til top] DEL II: Transkønnede: Særlige forhold (Side 121 – 141
Dette afsnit indeholder en gennemgang af situationen for transkønnede i EU i forhold
til transfobi og forskelsbehandling.

Hvad er transfobi?
Termen transfobi, som ikke er særlig udbredt, optræder ofte i forbindelse med bredere diskussioner om homofobi.384 Transfobi kan beskrives som en irrationel frygt for ikke-kønskonformitet eller kønstransgression, eksempelvis frygt for eller aversion imod maskuline kvinder, feminine mænd, crossdressere, transgenderister, transseksuelle og andre, som ikke passer ind i de eksisterende kønsstereotyper om det køn, de er født med. Brug af ordet “fobi” i denne sammenhæng betyder ikke, at den transfobiske person og/eller offeret for transfobi lider af en forstyrrelse. [385]

Transfobi kan antage forskellige former: Personlig transfobi henviser til en person eller fast defineret gruppe af personer, som udtrykker transfobi. Denne form for transfobi kan optræde som vold og/eller udtrykkelig forskelsbehandling (“du får ikke jobbet, fordi du er trans”) eller udtrykkelig udstødelse (“ingen transer kommer ind her”). Institutionel transfobi er en mere indirekte form for udstødelse (“vi har intet imod transseksuelle, men alle piger skal gå med kjole her/du kan ikke ændre din fødselsattest/vi bliver nødt til tiltale dig som en mand, fordi det fremgår af dit cpr-bevis, at du er mand”). Endelig er der internaliseret transfobi, som er transkønnedes bevidste eller ubevidste overbevisning om, at de på en eller anden måde er mindre værd end andre. [386]

Retsbeskyttelse [387]
Der er udarbejdet en detaljeret analyse af den retsbeskyttelse, som transkønnede er omfattede af i EU-lovgivningen og den nationale lovgivning. Analysen er medtaget i FRA’s nyligt offentliggjorde rapport: “Homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i EU’s medlemsstater: Del 1 Retstilstanden“. Her følger en kort gennemgang, der danner baggrund for de resterende emner, som skal drøftes i afsnittet. Der findes tre hovedformer for beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af transkønnethed i EU’s medlemsstater:

For det første kan forskelsbehandling på grund af transkønnethed fortolkes som forskelsbehandling på grund af køn inden for rammerne af de instrumenter, som forbyder forskelsbehandling mellem mænd og kvinder. 13 EU-medlemsstater falder ind under denne kategori: Belgien, Danmark, Frankrig, Irland, Italien, Letland, [388] Nederlandene, [389] Østrig, [390] Polen, Slovakiet, [391] Finland, Sverige og Det Forenede Kongerige. [392]

For det andet kan forskelsbehandling på grund af transkønnethed fortolkes som forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. To medlemsstater falder ind under denne kategori (Tyskland [393] og Spanien).

For det tredje kan forskelsbehandling på grund af transkønnethed fortolkes på en måde, så den falder inden for et generelt forbud mod forskelsbehandling, idet der ikke foreligger udtrykkelig formulering af køn eller seksuel orientering som de forbudte grunde. Det kan konkluderes, at der hersker en usikker retstilstand i forhold til en præcis beskyttelse af transkønnede mod forskelsbehandling. 11 medlemsstater falder ind under denne kategori: Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Estland, Grækenland, Cypern, Litauen, Luxembourg, Malta, Portugal, Rumænien og Slovenien.

Endelig behandler Ungarn forskelsbehandling på grund af transkønnethed med henvisning til seksuel identitetsgrund i lov om ligebehandling. [394]

Holdninger til transseksuelle – (side 124)
Der foreligger kun begrænsede videnskabelige data i Europa om samfundets holdninger til transkønnede. Der er dog en del europæisk forskning, som fokuserer på erfaringen hos transkønnede, der har været udsat for transfobiske holdninger i sundhedssektoren (se sundhedssektoren). Der findes tilsvarende undersøgelser for andre sektorer i nogle medlemsstater, men disse undersøgelser citeres dog separat i de relevante afsnit. [395]

Eksisterende forskning i negative holdninger til transkønnede – eksempelvis en undersøgelse [396] med deltagelse af 151 psykologi- og ingeniørstuderende i Storbritannien samt en undersøgelse med deltagelse af 407 studerende i kortere videregående og videregående uddannelser – viser, at transfobi synes at være tæt knyttet til bl.a. religiøse, autoritære og heterosexistiske holdninger, en overbevisning om det biologiske udgangspunkt for kønsidentiteten og begrænset tidligere kontakt med kønsminoriteter.

Størstedelen af forskningen i transkønnede har været begrænset til det medicinske aspekt af kønsidentitet og kønsskifte. Dog er der udført forskning specifikt rettet mod homofobi i adskillige europæiske lande, først og fremmest undersøgelsen “Engendered Penalties”, [397] som havde deltagelse af 872 selvidentificerede transkønnede som respondenter, og her var resultaterne meget sammenfaldende. De overordrede konklusioner af undersøgelsen viste, at forholdene for transkønnede er meget dårlige i alle landene. En fælleseuropæisk undersøgelse [398] blev gennemført i 2007 med en mængde data om 2.700 transkønnede i Europa. Hidtil har de bevilgede midler dog kun givet mulighed for en begrænset analyse af disse data om retstilstanden og om situationen i sundhedssektoren. En gennemgang af undersøgelserne afslører en tendens til, at der i medlemsstater med en stærk transkønnet bevægelse er en stor vilje til at gennemføre undersøgelser, som er præget af høj kvalitet og får tilført rigelige midler, eksempelvis Det Forenede Kongerige og Finland. I store dele af Europa, især i de østlige og sydlige dele af EU, findes der derimod slet ikke nogen videnskabelig forskning om transfobi.

Blandt medlemsstaterne kommer den mest omfattende undersøgelse af holdningerne i samfundet fra Skotland, hvor spørgsmål om transkønnede indgik i en omfattende videnskabelig undersøgelse med deltagelse af 1 594 voksne. [399] Det blev konkluderet i undersøgelsen, at: “holdninger til fremme af forskelsbehandling er mere udbredte i nogle grupper end andre. Det er holdninger, som især rammer romaer/omrejsende samt personer, som har gennemgået en kønsskifteoperation (en beskrivelse, som sigter på transkønnede)”. [400] Dette underbygges især af den kendsgerning, at 50 % af de respondenter, som medvirkede i undersøgelsen, sagde, at “det ville gøre dem kede af det, hvis en slægtning indgik i et varende forhold med en transkønnet”. Yderligere analyse viser, at negative holdninger til transseksuelle findes hos befolkningen som helhed, men især hos religiøse mænd uden uddannelse over 65 år. Imidlertid svarede 44 % af de respondenter, som sagde, at Skotland burde udrydde alle former for fordomme, at de ikke ville bryde sig om at have en transkønnet som svigersøn eller svigerdatter. [401]

I den tidligere omtalte britiske undersøgelse med deltagelse af 151 psykologi- og ingeniørstuderende, som havde til formål at fastlægge indikatorer for modstanden mod transkønnedes rettigheder, blev der konstateret en høj grad af homofobi inden for alle undersøgelsens temaer. [402]

Som en del af e-undersøgelsen med deltagelse af LGBT-organisationer, nationale ligestillingsorganer og offentlige myndigheder blev aktørerne spurgt om den generelle accept af transkønnede i deres land. Undersøgelsen viste, at 73 % af respondenterne vurderede, at der er “ingen” eller kun “begrænset” accept af transkønnede i deres land.

God praksis: I Italien arrangerede LGBT-enheden på Torinos rådhus, den lokale LGBT-forening “Groupa Luna” og tre kunstskoler i fællesskab en konkurrence mellem de tre skoler om at lave en serie plakater mod forskelsbehandling på grund af homoseksualitet og transseksualitet. Plakaterne blev udstillet i byens gader og i de lokale offentlige transportmidler. Vinderplakaten, som viste en flok sorte og hvide får sammen med et enkelt pinkfarvet får, som repræsenterer “minoriteten blandt minoriteter” (dvs. transseksualisme), blev distribueret i stort omfang. Der er igangsat tilsvarende initiativer i andre byer i Italien. [403] Vinderplakaten kan sammen med de øvrige deltagende plakater ses på: [Siden findes ikke mere. 11. september 2017. Tina Thranesen.]

God praksis: I Det Forenede Kongerige vil de skotske myndigheder bevilge 75 000 EUR pr. år over en fireårig periode (2007-2011) til finansiering af et nationalt fuldtidsprojekt med titlen Scottish Transgender Alliance, som skal yde assistance til udformning af politikker og vejledning i god praksis. Projektet henvender sig til skotske offentlige kontorer, offentlige medarbejdere og nationale offentlige myndigheder, så de kan udvikle forudsætningerne for, at der udvikles et aktivistisk miljø for transkønnede, og så de transkønnede i højere grad kan blive integreret i det skotske samfund. [404]

Transkønnedes behandling fra familiens side
Praktisk taget alle transkønnede finder det problematisk at skulle “springe ud” over for deres familie. Selv om der generelt ikke er tilgængelige data om problemets omfang, er det i undersøgelsen “Engendered Penalties” konstateret, at 45 % af respondenterne havde oplevet et sammenbrud i forholdet til familien, 36 % oplyste, at de ikke følte sig velkommen til familiebegivenheder, og 36 % havde familiemedlemmer, som ikke talte til dem på grund af deres identitet som transkønnet. [405]

I den skotske undersøgelse af transkønnedes erfaringer rapporterede 46 % af respondenterne om transfobiske overgreb i forhold, primært i form af verbale overgreb. Dog var også truende adfærd (17 %), fysiske overgreb (11 %) og seksuelle overgreb (4 %) almindeligt forekommende. [406] I en svensk undersøgelse svarede 32 % af de transkønnede respondenter, at de manglede følelsesmæssig støtte i deres liv i sammenligning med 19 % af de homoseksuelle respondenter og 10 % af de heteroseksuelle respondenter. 15 % havde ikke nogen form for støtte i forhold til 4 % af den heteroseksuelle population og 9 % af den homoseksuelle population. Endelig svarede 37 % af de transkønnede, at de ikke havde tillid til de fleste andre mennesker. [407] I Ungarn var “afvisning den oftest angivne reaktion hos familiemedlemmer… Efter mange års kamp oplevede nogle dog praktiske tegn på accept”. [408] I Sverige er kun få transkønnede åbne om deres kønsidentitet i forhold til deres oprindelige familie, dvs. ca. 80 % af de personer, der er født i 1960’erne og senere, og 54-60 % af de personer, som er født før 1960’erne. [409]

Hadeforbrydelser
Der er kun begrænset viden om omfanget af hadeforbrydelser (hate crime), som begås mod transkønnede i EU. Der foreligger ingen forskningsdata på området fra nogen EU-medlemsstat. Der er imidlertid tegn på, at transkønnede meget ofte er ofre for hadeforbrydelser i løbet af deres liv. Der er tale om alt fra chikane, mobning og verbale overgreb til fysiske overgreb, seksuelle overgreb og endda mord. Som tidligere nævnt har Europa-Parlamentet “iagttaget en stigende udbredelse af “hadefuld tale” rettet mod homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle befolkningsgrupper i en række europæiske lande”. [410] OSCE udtalte som følger i sin rapport “Hadeforbrydelser i OSCE-regionen – Hændelser og reaktioner.”: “Homofobiske hadeforbrydelser og hændelser indeholder ofte en høj grad af grusomhed og brutalitet. Der er tit tale om alvorlige tilfælde af mishandling, tortur, lemlæstelse, kastration og desuden seksuelle overgreb. Der er også meget stor risiko for, at det kan føre til døden. Transkønnede synes at være endnu mere udsatte i denne kategori.” [411]

Over de sidste mange år har en række sager med transkønnede, der er blevet myrdet, fået omtale i nationale og internationale medier. Det tilfælde, der har fået størst opmærksomhed, var sagen om en transkønnet i byen Oporto i Portugal, som blev udsat for tortur og voldtægt af en gruppe teenagedrenge, som derefter smed den pågældende ned i en ubenyttet brønd for at dø. [412] Der er andre lignende sager, der har fået international omtale: en sag i Haag i Nederlandene i 2007 [413] og senere igen i Portugal. [414] Det faktiske antal mord på transseksuelle på grund af deres kønsidentitet er dog ukendt.

God praksis: Efter det forfærdelige mord i 2006 i Portugal henledte “Panteras Rosas” offentlighedens opmærksomhed på den gruvækkende hændelse og indledte en kamp for at gå imod den fordomsfulde udlægning af forbrydelsen, sådan som den blev fremstillet af kirkens ledere og offentligheden i medierne. I samarbejde med TransGender Europe og andre transkønnetvenlige organisationer arrangerede man en flersproget kampagne, som opfordrede til større opmærksomhed om problemet og til, at der blev gennemført en retssag. Disse fælles bestræbelser skabte en offentlig debat om hadeforbrydelserne – med fokus på voldsmændene og ikke på ofrene. [415]

Et af de få eksempler på, at en politistyrke specifikt registrerer transfobisk vold, kommer fra Det Forenede Kongerige, nærmere bestemt Nordirland, hvor politiet registrerer transfobiske, hadeforbrydelser. [416] De rapporterede tilfælde af transfobisk vold i Nordirland lå forholdsvis lavt med 32 transfobiske hændelser i 2006/2007 og syv hændelser i 2007/2008.

Til sammenligning synes den rapporterede forekomst af transfobisk chikane og vold mod transkønnede at være høj. I undersøgelsen “Engendered Penalties” henviste 73 % af de transkønnede respondenter til negative bemærkninger, verbale, fysiske og seksuelle overgreb eller truende adfærd. [417] I Sverige rapporterede 41 % af 374 transkønnede respondenter i en stor undersøgelse af sundheden hos LGBT’ere, at de havde været udsat for krænkende adfærd/behandling over de sidste tre måneder i sammenligning med 30 % af de homoseksuelle. 12 % af de transkønnede rapporterede om gentagne overgreb i forhold til 6 % af de homoseksuelle respondenter. En tredjedel af de transkønnede respondenter oplyste, at de på et eller andet tidspunkt i deres liv havde været udsat for chikane, og en tredjedel af gruppen angav, at de havde haft sådanne oplevelser inden for det seneste år. [418] I en anden svensk undersøgelse svarede 59 % af de transkønnede, at de frygtede for chikane og vold på grund af deres kønsidentitet, mens de tilsvarende tal var lavere for homoseksuelle mænd og kvinder (45 %) og biseksuelle (39 %).

Der er ingen tilgængelige data, som dækker hele Europa, og som specifikt beskriver politiets og sundhedssektorens behandling af transkønnede ofre for kriminelle handlinger, når de anmelder en kriminel handling til myndighederne. Dog anførte 18,5 % af de transkønnede respondenter i undersøgelsen “Engendered Penalties”, at de ikke følte sig korrekt behandlet, når de var i kontakt med politimyndighederne i Det Forenede Kongerige. Generelt oplyste 33,5 % af de transkønnede respondenter i denne undersøgelse fra Det Forenede Kongerige, at de ikke følte sig sikre på, at de ville få en korrekt behandling af politimyndighederne, hvis de skulle få brug for assistance fra dem. [419] Det er indlysende, at denne mangel på tillid til politiet vil påvirke transkønnede ofres anmeldelserne af kriminelle handlinger.

God praksis: I Det Forenede Kongerige rapporterer politiet i Nordirland med jævne mellemrum om transfobiske, hadeforbrydelser. Følgende fremgår af politiets pressemeddelelse: “Blandt de hadmotiverede hændelser i 2007/2008 var de sekteriske hændelser de hyppigst forekommende (1 584), fulgt af racistiske hændelser (976), homofobiske hændelser (160), hændelser i forbindelse med tro/religion (68), hændelser i forbindelse med handicap (49) samt transfobisk (7) motiverede hændelser. [420]

Forsamlingsfrihed
Medlemmerne af det eneste netværk for transkønnede grupper og personer, som dækker hele Europa – TransGender Europe – er primært organiseret i lokale grupper. Der foreligger ingen forskning i transkønnede grupper eller netværk i Europa.

Ngo’er for transkønnede står stærkere i lande, som har en længere tradition for frigørelse af transkønnede og andre sociale bevægelser, f.eks. Det Forenede Kongerige og Nederlandene. Til forskel herfra er der formentlig ingen ngo’er i Syd- og Østeuropa, som har særligt fokus på transkønnede. Ikke-underbygget dokumentation henviser til, at den manglende stabilitet hos transkønnede grupper kan være et problem, fordi det ofte er en belastning for gruppens medlemmer, når de udsættes for forskelsbehandling og ikke modtager støtte. Derfor ses der ofte indbyrdes uenigheder og udbrydergrupper, hvilket er med til at svække indsatsen i disse frigørelsesbevægelser.

Dette bekræftes i beskrivelsen af de nationale strukturer for transkønnede i Belgien [421] og Nederlandene. [422] Kun i meget få lande, f.eks. Finland [423] og Nederlandene, [424] har transkønnede grupper været i stand til at skaffe finansiering, så de har kunnet ansætte organisationsmedarbejdere/socialarbejdere til at bistå de transkønnede på det personlige plan. Der er dog stort set ingen transkønnede grupper, som har været i stand til at skaffe tilstrækkelig finansiering til at ansætte medarbejdere til udvikling af miljøer og politikker.

Der er ikke konstateret tilfælde af forbud med offentlige demonstrationer eller arrangementer for transkønnede. Det skyldes formentlig, at de transkønnede grupper meget sjældent arrangerer denne type begivenheder, fordi de ikke har de nødvendige menneskelige og økonomiske ressourcer, og fordi de frygter, at deres medlemmer vil blive genkendt i det offentlige rum. Der er meget begrænset medieopmærksomhed om de få offentlige begivenheder, som markeres, især omkring Trans Remembrance Day, hvor ofre for transfobiske mord bliver mindet.

God praksis: Det europæiske råd for transkønnede (European Transgender Council) samler to gange om året transkønnede aktivister fra hele Europa til et træf, som tilrettelægges af lokale grupper bestående af transkønnede aktivister. For de transkønnede grupper er det en enestående mulighed for på europæisk plan at samle deres bestræbelser, styrke netværk, samordne kampagner, udveksle bedste praksis samt formulere politiske krav og strategier. Det opleves som en enorm støtte af deltagere, grupper og miljøer og de lande, de repræsenterer. Rådet har primært fokus rettet mod de transkønnedes rettigheder og mulighederne for at opnå disse rettigheder politisk i EU og på nationalt plan. I 2005 (Wien, Østrig) og 2008 (Berlin, Tyskland) afholdtes arrangementet med støtte fra byråd og borgmestre. [425]

Arbejdsmarkedet
Der er ingen dokumentation for, at offentlige myndigheder skulle have modtaget officielle klager over transkønnede på arbejdsmarkedet. Dog tegner undersøgelser i forskellige EU-lande et trist billede af situationen for de transkønnede på arbejdsmarkedet.

I Spanien viste en undersøgelse [426] med deltagelse af 100 respondenter fra den første behandlingsafdeling for kønsidentitetsforstyrrelse (First Gender Identity Disorder Unit), at 54 % var arbejdsløse, og at kun 35 % var i stand til at fastholde et fuldtidsjob, idet en tredjedel af denne andel beholdt jobbet i mindre end et år. Mere end 55 % havde været udsat mod forskelsbehandling på arbejdspladsen eller i forbindelse med jobsøgning, og 17,2 % var nødsaget til at udføre farlige eller ulovlige aktiviteter for at overleve.

I Skotland i Det Forenede Kongerige viste en undersøgelse, [427] at 40 % af de transkønnede respondenter vurderede de serviceydelser, de modtog i HR-/personaleafdelingerne, som “ekstremt dårlige”, mens 53 % var udsat for transfobisk forskelsbehandling eller chikane på arbejdspladsen. 15 % havde den opfattelse, at deres arbejdsgiver ikke beskyttede deres privatliv, og 21 % var nødt til at skifte arbejde eller helt forlade det på grund af transfobi. 30 % af respondenterne modtog offentlige ydelser, mens 20 % var selvstændige.

I Det Forenede Kongerige konkluderedes det i undersøgelsen “Engendered Penalties”, at 23 % af respondenterne havde behov for at skifte job på grund af deres transkønnede identitet. 22 % var nødsaget til at anvende uhensigtsmæssige toiletfaciliteter på arbejdet, og kun omtrent en tredjedel angav, at de kunne bruge toiletfaciliteterne uden at få bemærkninger eller blive udsat for chikane. Kun ca. 30 % blev “behandlet værdigt” af kollegaer. 10 % oplevede verbale overgreb (eksempelvis øgenavne), og 6 % var udsat for fysiske overgreb. Der synes at være en voldsom konsekvens af disse oplevelser: 42 % af de personer, som ikke levede med deres foretrukne kønsrolle, valgte at gøre dette, fordi de var bange for at miste deres job. [428]

En undersøgelse fra Finland med deltagelse af 108 personer kom frem til en lignende konklusion. En tredjedel af de respondenter, som var transvestitter, ville gerne have udtrykt deres feminisme på arbejdspladsen, men følte, at det var umuligt. [429] 16 % af alle transkønnede respondenter var selvstændige (sammenlignet med 3 % af LGB-respondenterne), og 8 % var arbejdsløse (i sammenligning med 3 % af LGB-respondenterne). 34 % skjulte deres transkønnede identitet eller kønsudtryk for alle deres kolleger (sammenlignet med 17 % blandt LGB-respondenterne). 44 % af de transkønnede medarbejdere skjulte deres kønsidentitet eller kønsudtryk for deres arbejdsgiver, og 51 % af respondenterne mente, at dette skabte stress. 78 % af respondenterne rapporterede om upassende vittigheder på arbejdspladsen. 13 % af de transkønnede respondenter oplevede forskelsbehandling i forbindelse med rekrutteringen, 12 % i forbindelse med løn, 13 % i forhold til mulighederne for forfremmelser i karrieren, 12 % i forhold til adgangen til oplysninger og 16 % i forbindelse med holdninger hos kolleger og ledere.

Selv om personer, der udsættes for forskelsbehandling på grund af kønsskifte, er omfattet af lovgivningen om bekæmpelse af forskelsbehandling, sker det ofte, at medlemsstater ikke lader de transkønnede være omfattet af lovgivningen. [430] Ikke-underbygget dokumentation lægger op til, at dommere, advokater, politibetjente og andre relevante tjenestemænd kun har begrænset viden om retsbeskyttelsen af transkønnede, og at der desuden synes at være manglende viden om rettighederne internt i det transkønnede miljø.

God praksis i lovgivning: I Det Forenede Kongerige kræver forpligtelsen til ligestilling mellem kønnene (Gender Equality Duty), at alle offentlige myndigheder (inklusive disses leverandører) skal fjerne ulovlig forskelsbehandling og chikane på grund af køn og fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder, herunder transkønnede af begge køn. Denne forpligtelse til ligestilling mellem kønnene har skabt større opmærksomhed om transseksuelles behov på arbejdspladsen og har ført til ansættelse af flere medarbejdere, som underviser i transkønnedes forhold. [431]

Uddannelse
I Det Forenede Kongerige fremgik det af undersøgelsen “Engendered Penalties”, [432] at 64 % af kvinder med en mandlig identitet angav, at de var udsat for en eller form for chikane eller mobning i skolen, mens 44 % af personer, der var født som mand med kvindelig identitet, oplevede chikane eller mobning i skolen. Disse tal er betydeligt højere end for bøsser, lesbiske og heteroseksuelle af begge køn i tilsvarende undersøgelser. Det er ikke kun studiekammerater, der tilskynder til chikane i uddannelsesinstitutioner (71,6 % af personer født som kvinder og 55 % af personer født som mænd var ofre). Det lader til, at også lærere mobber børn, som er ikke-kønskonforme, idet 28,7 % af personer født som kvinder og 21 % af personer født som mænd har været udsat for denne form for overgreb.

God praksis: Projektet “Students for Transgender Inclusion”, som drives af foreningen af nordiske LGBTQ-studenterorganisationer (Association of Nordic LGBTQ Student Organisations; ANSO) (december 2007-januar 2009) har til formål at give LGBTQ-studenterorganisationer viden om forhold for transkønnede ved at udarbejde, indsamle og distribuere uddannelsesmateriale og -forelæsninger. Konferencen Students for Transgender Inclusion, som blev afholdt i Århus i Danmark den 15.-21. maj 2008, havde deltagelse af LGBTQ-aktivister fra alle de nordiske og baltiske lande. Et af resultaterne af konferencen er webstedet www.transweb.wordpress.com. [433]

Sundhed
Sundhedspleje har afgørende betydning for mange transkønnede, og samtidig udgør sundhedsplejen et af de største problemer i deres liv.

Sundhedspleje, som retter sig specifikt mod transkønnede
Sundhedspleje, som retter sig specifikt mod transkønnede (dvs. sundhedspleje, som er direkte relateret til en persons kønsidentitet), er en medicinsk nødvendighed og bør være omfattet af planerne for sundhedspleje på samme måde som andre medicinsk nødvendige procedurer. Dette princip har udgjort grundlaget for en række beslutninger, som er truffet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, bl.a. sagerne van Kück mod Tyskland [434] og L mod Litauen. [435]

Transgender EuroStudy, som dækker hele Europa, viser imidlertid, at mere end 80 % af respondenterne fik afslag på statslig støtte til hormonbehandlinger i forbindelse med kønsskifte (i mange tilfælde et behov, som fortsætter livet ud), mens 86 % fik afslag på statslig støtte til operation. Mere end halvdelen af de transkønnede respondenter oplyste, at de selv måtte finansiere deres behandling. [436]

Derudover er det et problem at komme i kontakt med en sundhedsmedarbejder, som både er velinformeret og behandler den transkønnede med forståelse. Ca. en tredjedel af respondenterne fortalte, at de fik afslag på behandling, fordi en sundhedsmedarbejder ikke støttede kønsskifte. En fjerdel af respondenterne fik afslag, da de første gang konsulterede en læge eller psykiater i forbindelse med kønsskifte. [437] I Det Forende Kongeriges undersøgelse “Engendered Penalties” [438] afslog 6,3 % af de transkønnede respondenters praktiserende læge deres anmodning om hjælp til behandling for forhold i forbindelse med kønsidentitet, ligesom 13,4 % ikke gav indtryk af, at de ønskede at hjælpe. Mens 80 % ønskede at hjælpe, var det kun 20 %, som faktisk var i stand til at hjælpe, fordi de havde den relevante viden på området. 60 % ønskede at hjælpe, men havde ikke adgang til de nødvendige oplysninger.

Det sker kun sjældent, at sundhedspersonale har så omfattende viden om transkønnedes forhold, at det er til nogen hjælp. Eksempelvis er det så svært at finde en udbyder af sundhedsydelser i Ungarn, som er villig til (og i stand til) at hjælpe, at kun de mest ihærdige personer finder vej gennem systemet. Der er rapporteret om tilfælde af korruption i forbindelse med lægehjælp til transkønnedes forhold. [439] I situationer, hvor der kun er få sundhedsmedarbejdere, som er villige til at hjælpe, og hvor endnu færre er i stand til at hjælpe med de nødvendige medicinske procedurer i forbindelse med en kønsskifteoperation, er der en stor risiko for, at operationsmetoderne vil være farlige for patienten.

I Polen bestemte et dekret fra sundhedsministeren (2003), at en kønsskifteoperation er at opfatte som en ”ikke-standardiseret sundhedsydelse” og derfor ikke er omfattet af den nationale sygesikringsordning. [440]

Det fremgar af fotos, som er lagt på nettet, og af ikke-underbygget dokumentation, at operationsresultaterne generelt er dårlige, idet der kun er få veluddannede kirurger, som har den erfaring, som kræves for at kunne udføre denne form for kirurgi med et tilfredsstillende resultat. I Ungarn er forskerne gået så langt som at sige, at ”transfobi og manglende erfaring gor det usandsynligt, at behandlingen vil vare sikker.” [441] Ventelisterne til sundhedsydelser specifikt for transkønnede kan være meget lange: I Det Forende Kongerige er der en gennemsnitlig ventetid på to år. [442]

I Det Forenede Kongerige konkluderede en undersøgelse i forbindelse med det skotske program for behovsvurdering (Scottish Needs Assessment Programme Survey), som var udført blandt alle sundhedsmedarbejdere, at den behandling, som udføres af sundhedspersonale, især psykiatere, ofte er præget af fordomme og udføres uden den nødvendige viden på området. [443] I Ungarn konkluderede forskerne, at (hetero-)sexistiske holdninger til kønsidentitet er almindeligt forekommende hos personale inden for psykisk sundhed. [444] Disse holdninger betyder også, at visse transkønnede bliver udelukket fra behandling, dvs. transkønnede, som: i) ikke tilpasser sig til kønsstereotyper; ii) ikke identificerer sig som åben bøsse eller lesbisk; eller, iii) erklærer, at de ikke dyrker nogen form for identificerbar sex. I Det Forenende Kongerige viser en undersøgelse blandt transkønnede om erfaringerne i Skotland, at en manglende forståelse og viden hos praktiserende psykiatere ofte har det resultat, at transkønnede får en utilstrækkelig behandling, som ikke opfylder deres behov, og som medfører, at der kan gå måneder eller år, før de transkønnede får mulighed for at komme til en udredning hos en erfaren kønsspecialist. [445]

Den manglende viden, ikke alene hos fagfolk, men også i offentligheden, er særligt problematisk ifølge det nederlandske center for kønsrelaterede forhold, som opstiller “kønsidentitetsproblemer” på top 10-listen over de mest stillede spørgsmål hos personer, der henvender sig. [446]

Almen sundhedspleje
Transseksuelles adgang til almen sundhedspleje, som ikke er specifikt relateret til transkønnede, undermineres ofte af fordomme hos sundhedspersonalet. En fjerdedel af respondenterne i EuroStudy-undersøgelsen [447] henviste til behandling udført af sundhedspersonale, som gav bivirkninger hos dem, fordi de var transkønnede. En femtedel omtalte, at deres liv som transkønnet indvirker på den måde, de har adgang til sundhedsydelser. Som en konsekvens heraf angiver mange transkønnede, at de undgår lægebesøg så meget som muligt af frygt for uhensigtsmæssig adfærd.

I undersøgelsen “Engendered Penalties” [448] i Det Forenede Kongerige blev det konstateret, at 22 % af respondenterne i undersøgelsen følte, at det at være transkønnet havde følger for den måde, hvorpå de havde adgang til rutinemæssig behandling, som ikke var relateret til deres status som transkønnet. 29 % af respondenterne følte, at det at være transkønnet havde en negativ indvirkning på den måde, hvorpå de blev behandlet af sundhedspersonalet.

Resultaterne kan aflæses af sundhedsstatistikkerne: 20 % af de transkønnede respondenter i den svenske undersøgelse omtalte dårligt helbred (i sammenligning med 6 % hos befolkningen som helhed). Transkønnede omtalte desuden, at de havde et dårligere psykisk helbred end respondenter, der var bøsser (7 %) eller lesbiske (20 %). Samtidig var de transkønnede mere tilbøjelige til at have søvnproblemer. [449]

14 % af respondenterne i den skotske undersøgelse om transkønnedes erfaringer bedømte de praktiserende læger i den offentlige sygesikringsordning i Skotland (NHS) til at være “meget dårlige” eller “ekstremt dårlige”. 46 % bedømte ydelsen til at være “meget god” eller “ekstremt god”. Lægernes manglende viden og ofte uoverstigelige tekniske problemer med at ændre kønsmarkører i registrerede oplysninger (hvilket fører til mangel på privatlivets fred) var de punkter, der var genstand for størst bekymring. [450]

Forsikringsselskaber giver jævnligt afslag på ansøgninger fra transkønnede. Der foreligger ikke-underbygget dokumentation om en transkønnet borger i Belgien, hvis private sygeforsikring ikke omfattede dækning af hospitalsudgifter, ligesom der i Nederlandene findes ikke ikke-underbygget dokumentation for, at forsikringsselskaber har afslået at yde livsforsikring til ansøgninger fra transkønnede, hvilket igen har givet problemer med at få realkreditlån.

Selvmord
30 % af de transkønnede respondenter i EuroStudy-undersøgelsen [451] angav mindst ét selvmordsforsøg som voksen. Halvdelen af de transkønnede deltagere i en anden svensk undersøgelse oplyste, at de havde overvejet selvmord mindst en gang i deres liv, og 21 % havde efterfølgende forsøgt at føre denne overvejelse ud i livet. [452] Tilsvarende oplyste 34,4 % af respondenterne i undersøgelsen “Engendered Penalties” i Det Forenede Kongerige, at de havde forsøgt at begå selvmord mindst én gang som voksen. [453]

God praksis: En rundbordsdiskussion viste, at Gents Universitet i Belgien havde etableret et medicinsk center for transkønnede, som var ledet af læger og terapeuter, men dog ikke psykiatere. Lægeteamet arbejder ud fra den forudsætning, at transseksualisme ganske enkelt er realiteten for nogle mennesker. Der tilbydes her psykiatriske ydelser til transkønnede, som har psykiske sundhedsproblemer på grund af stigmatisering, nervøsitet og andre relaterede forhold. [454]

God praksis: I Det Forenede Kongerige har Sundhedsministeriet (Department of Health) arbejdet sammen med det transkønnede miljø om at udarbejde en række brochurer og vejledninger, som fås i bogform og på internettet, og som omhandler alle aspekter af sundhedsforholdene for transkønnede. Blandt vejledningerne skal nævnes en vejledning for praktiserende læger, en vejledning i hormonbehandling, behandling af unge samt en almen vejledning for transkønnede som personale og patienter i sundhedssektoren. [455]

God praksis: I Tyskland giver informationssystemet Transray.com opdaterede oplysninger til transseksuelle i det transkønnede miljø. Der er tale om en omfattende samling, der indeholder oplysninger om transkønnede (4 000), aviser (750), forkortelser (200), forlagsvirksomheder, publikationer og artikler (>8 000), bøger (800), antologier (300), radioprogrammer (40), film (250) og konferencer (30). [456]

Sport
Som følge af nye regler for transkønnede sportsfolk ved de olympiske lege, som følges af mange andre ledende organer inden for sport, vil transkønnede sportsfolk i en årrække – i en overgangsperiode – være reelt udelukket fra konkurrencesport. [457]

Denne beslutning vil formentlig forstærke den generelle opfattelse af, at transkønnede i samfundet vil være mindre tilbøjelige end ikke-transkønnede til at engagere sig i sportsaktiviteter. I den svenske undersøgelse var kun 9 % af de transkønnede respondenter engagerede i regelmæssige sportsaktiviteter, hvilket er langt under tallene for undersøgelsens homoseksuelle (45 %) og biseksuelle (43 %) respondenter – og endnu lavere end resten af samfundet. [458] I den skotske undersøgelse af transkønnedes erfaringer erklærede 46 % af respondenterne, at de aldrig havde benyttet nogen form for sports- eller fritidsfacilitet i Skotland.[459]

Medier
Mediernes fremstilling af de transkønnede er tilbøjelige til at latterliggøre gruppen, og medierne udstiller på denne måde en manglende viden om transkønnedes liv. [460] I film fremstår transkønnede enten som martyrer eller forsvarsløse ofre for vold. Disse negative fremstillinger lægger op til et særdeles eksotisk og urealistisk billede af de transkønnedes miljø, samtidig med at der sker en overeksponering af visse aspekter af de transkønnedes liv i stedet for at fokusere på et miljø, som samtidigt er mangfoldigt og pulserende. [461]

Asylforhold
Nogle transkønnede har været i stand til at opnå asyl i forskellige EU-medlemsstater, selv om intet peger i retning af en fælles politik. Det vides ikke, om personer, der befinder sig i en asylprocedure, er i stand til at få opfyldt deres sundhedsmæssige behov, eksempelvis adgangen til hormoner og/eller operation, i værtslandet. Det vides heller ikke, om placering sammen med potentielt transfobiske landsmænd udgør en trussel for transkønnede asylansøgere, eller om transkønnede asylansøgere overhovedet har adgang til det lokale transkønnede miljø og de støttestrukturer, der findes i miljøet. [462]

Forskelsbehandling af flere grunde
En gruppe af transkønnede, som risikerer forskelsbehandling af flere grunde, er transkønnede indvandrerkvinder, der arbejder som sexarbejdere, og hvoraf mange formodes at være indvandrere uden arbejds- eller opholdstilladelse. Der er tale om en isoleret gruppe med begrænsede ressourcer, og der foreligger kun begrænsede oplysninger om gruppens leveforhold og erfaringer.

Der er også meget begrænset viden om situationen for transkønnede, som har en etnisk og/eller religiøs minoritetsbaggrund. Det er dog et faktum, at mange af disse kulturelle baggrunde må siges at være heterosexistiske og stive i deres opfattelse af kønsforhold, hvilket er med til at øge risikoen for transfobi. [463]

Transkønnede med handicap er udsat for stærke fordomme. Et eksempel herpå er det engelske paralympisk forbunds (British Paralympic Association) reaktion på vedtagelsen af den britiske lov om kønsanerkendelse (Gender Recognition Act). Forbundet anmodede om en undtagelse med henvisning til “alvorlig bekymring for, om det vil være muligt at beskytte sårbare voksne og børn, samt følgevirkningerne for frivillige ledere inden for handicapidræt – i forbindelse med de spørgsmål, der er fremsat af en person, som skal opereres”. [464]

Ældre transkønnede har været genstand for marginalisering i deres teenageår, som voksne og ved livets afslutning. For den første generation af transkønnede, som har haft mulighed for at gennemgå hormonbehandling og/eller kirurgiske indgreb, opstår der relevante spørgsmål om virkningerne på lang sigt af brugen af hormoner i forbindelse med kønsskiftet og behandlingen af disse personer på plejehjem og behandlingsinstitutioner. En værdig behandling af ældre transkønnede, hvoraf mange fortsat holder deres identitet skjult, bliver truet, i takt med at de bliver mere og mere afhængige af hjælp fra andre mennesker og kan blive tvunget til at afsløre deres kønsstatus, det være sig af praktiske og andre grunde. [465]

Transkønnede børn og unge står ligeledes over for helt særlige problemer. Det er sandsynligt, at ikke-kønskonforme børn, vil være udsat for konsekvenserne af andres reaktioner på deres adfærd samt den tvivl, undertrykkelse og fejldiagnosticering, de rammes af. [466]

Transkønnede, som desuden identificerer sig som lesbisk, bøsse eller biseksuel, er udsat for samme type fordomme som andre LGB’ere i samfundet, hvilket forstærker en allerede høj grad af overgreb. Desuden værdsættes de ikke fuldt ud for deres seksuelle orientering, eller deres seksuelle orientering forveksles med deres kønsidentitet. Graden af accept internt i LGB-grupper kan variere meget, alt efter gruppen. Mens crossdressere i lang tid har været en del af den homoseksuelle kultur i mange lande, [467] ses ofte en meget lav grad af accept af transseksuelle mænd og kvinder.

God praksis: I Tyskland findes der et websted for unge transkønnede og deres familie og venner, som hedder “Young T – Where you’re always welcome!”.

Webstedet tilbyder information og udveksling med andre personer i samme situation og hjælper unge transkønnede med at finde venner. [468]

God praksis: I Det Forenede Kongerige har Age Concern udgivet en brochure med titlen “Planlægning af den tredje alder – transkønnede” (“Planning for later life – transgender people”). [469]

[Til top] Konklusioner (Side 142 – 144)
LGBT’ere oplever homofobi, transfobi og forskelsbehandling på forskellige måder, herunder både direkte og indirekte forskelsbehandling samt homofobisk og transfobisk mobning og chikane. Dette kommer ofte til udtryk i form af nedværdigende eller nedsættende udtalelser, øgenavne, fornærmelser eller brug af groft sprog. Desuden er der konstateret verbale og fysiske overgreb på LGBT’ere i alle medlemsstater.

Denne situation påvirker på forskellige måder det liv, der leves af LGBT’ere. Lige fra de yngste aldersgrupper bruges der nedsættende ord om bøsser og lesbiske i skolerne. På arbejdspladsen kan chikane forekomme dagligt. Forhold mellem LGBT’ere er ofte kendetegnet af manglende mulighed for at sikre hinanden som registrerede partnere. På plejehjem er der nogle gange slet ingen opmærksomhed om LGBT’eres behov.

Der er konstateret negative holdninger til LGBT’ere i alle EU’s medlemsstater. Nogle EU-borgere oplyser, at de ikke ville bryde sig om at have en homoseksuel som ven, kollega eller nabo. Nogle ville heller ikke bryde sig om, at en slægtning var i et forhold med en transkønnet. Nogle mennesker mener, at LGBT’ere ikke bør arbejde som lærer. Andre er af den opfattelse, at LGBT’ere ikke bør være synlige på offentlige steder. Og endelig er der dem, som mener, at homoseksualitet er en sygdom, som burde behandles medicinsk.

Manglende synlighed og udbredelse af forskelsbehandling
Rapporten viser, at LGBT’eres “usynlighed” i forskellige sektorer af EU-samfundet udgør et stort problem. Det forhold, at mange LGBT’ere ikke er åbne om deres status, kan betyde, at tilfælde, hvor LGBT’erne reelt udsættes for eller har en oplevelse af, at de udsættes for forskelsbehandling, ikke medtages i statistikkerne eller ikke kommer til myndighedernes kendskab, eftersom de ikke bliver anmeldt eller registreret som klager, som skal udredes i retssystemet.

Desuden viser undersøgelsen, at mange LGBT’ere lever efter en usynlighedsstrategi, som bl.a. skyldes frygten for homofobi, transfobi og forskelsbehandling. Denne strategi kombineret med en manglende viden om rettigheder forhindrer LGBT’erne i at rapportere tilfælde, hvor de har været udsat for forskelsbehandling.

Dette billede harmonerer godt med konklusionerne i de fleste nationale ligestillingsorganer, som lægger op til, at antallet af rapporterede sager med forskelsbehandling på grund af seksuel orientering ligger på et lavt niveau i sammenligning med andre grunde til forskelsbehandling. Disse faktorer bidrager til, at forskelsbehandling af LGBT’ere bliver mindre synlig, og at det er svært at fastslå det faktiske omfang.

Homofobi, transfobi og forskelsbehandling er i undersøgelsen blevet defineret som forhold, der udelukker LGBT-borgere fra at kunne deltage fuldt ud i det sociale og politiske liv.

Det fremgår af rapporten, at forskelsbehandling og homofobi stiller LGBT’ere i en ufordelagtig situation på alle områder af det sociale liv, eksempelvis:

Hadeforbrydelser (hate crime) mod LGBT’ere er et udbredt fænomen, som på forskellige måder har konsekvenser for LGBT’erne i alle medlemsstater. På baggrund af en lav rapporteringsgrad er der ikke overensstemmelse med de officielle tal og den faktiske forekomst af hadeforbrydelser.

I de senere år har forbud og administrative hindringer i nogle medlemsstater blokeret for tilrettelæggelse af fredelige offentlige LGBT-demonstrationer, og der har været mange tilfælde af voldelige overgreb på parader og demonstrationer arrangeret af LGBT’ere.

Der kan konstateres eksempler på homofobiske udtalelser i medierne, nogle gange formuleret af fremstående politiske og religiøse ledere.

LGBT’ernes familie står over for helt særlige problemer på grund af en samfundsmæssig stigmatisering og den manglende institutionelle anerkendelse af forhold mellem LGBT’ere.

LGBT’ere er udsat for homofobi og forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på en række forskellige måder: Direkte forskelsbehandling, chikane, mobning, hån og social udstødelse.

Der konstateres tilfælde af mobning og chikane af LGBT’ere i uddannelsesmiljøer i hele EU, ikke mindst i form af verbal homofobi, idet der anvendes negative termer for bøsser, lesbiske og transseksuelle.

Der er tilfælde af forskelsbehandling af LGBT’ere i sundhedssektoren. Blandt de negative oplevelser skal nævnes, at seksuel orientering benævnes som en forstyrrelse eller sygdom, og der tages udgangspunkt i den antagelse, at klienter og patienter er heteroseksuelle.

LGBT’ere løber ind i særlige problemer, når de ansøger om asyl.

Mangel på data og forskning
Officielle statistiske data
Der indsamles kun officielle data om forskelsbehandling i nogle få medlemsstater og da kun på særlige områder:

Strafferet (homofobiske hadefulde udtalelser og hadeforbrydelser): Der er indsamlet data om antallet af politirapporter eller domstolsafgørelser i Litauen, Det Forende Kongerige og Sverige. Der er ikke indsamlet data i de øvrige 24 medlemsstater.

Beskæftigelsesdirektivet: Der er indsamlet data om antallet af klager over forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i Østrig, Den Tjekkiske Republik, Cypern, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Nederlandene, Rumænien og Sverige. Der foreligger ikke data fra de øvrige 17 medlemsstater.

Tildeling af asyl: Der foreligger data om antallet af LGBT’ere, som har asyl/nyder subsidiær beskyttelse med henvisning til forfølgelse på grund af seksuel orientering, fra Østrig, Belgien, Cypern, Letland og Estland. Der foreligger ikke data fra de øvrige 22 medlemsstater.

Det ligger klart, at rapporteringssystemer for national indsamling af officielle data enten ikke eksisterer eller er utilstrækkelige i de fleste medlemsstater.

En væsentlig datamangel
Der er en væsentlig mangel på både videnskabelige undersøgelser og uofficielle data fra ngo’er om homofobi, transfobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet i mange medlemsstater og på EU-plan. De eksisterende data fra undersøgelser, som er udført i de forskellige nationale sammenhænge, er baseret på forskellige metoder, som gør det svært at foretage en komparativ analyse til belysning af omfanget af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet i hele EU på alle de områder, der vedrører LGBT’ere.

Analysen af denne datamangel viser, at der er tale om en grundlæggende mangel på kvantitative og kvalitative undersøgelser og statistikker om alle de tematiske områder, som er behandlet i rapporten. Det område, som lader til at være bedst undersøgt, handler om holdninger til LGBT’ere. Områderne hadeforbrydelser og hadefulde udtalelser, adgang til sundhedsydelser, arbejdsmarkedet og uddannelse er undersøgt i en vis udstrækning i nogle medlemsstater. Derimod lader der til at være en decideret mangel på undersøgelser af transkønnedes forhold, forskellige former for forskelsbehandling, religion, forsamlingsfrihed, asyl og sport i alle EU’s medlemsstater.

***

1. [Retur] Ungarn vedtog en lov, som gav mulighed for registrering af par af samme køn, men loven blev senere ophævet af Ungarns Forfatningsdomstol i december 2008.
11. [Retur] Definitionen af forskelsbehandling – direkte og indirekte – anvendes som nævnt i rammedirektivet om forbud mod forskelsbehandling; Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.
12. [Retur] [Siden findes ikke mere 25. april 2018. Tina Thranesen.]
13. [Retur] [Siden findes ikke mere 25. april 2018. Tina Thranesen.]
14. [Retur] Definitionen er baseret på OSCE/ODIHR (2008): Hate Crimes in the OSCE Region – Incidents and Responses. Annual Report for 2007 (Hadske kriminelle handlinger i OSCE-regionen – Hændelser og reaktioner. Årsberetning for 2007). OSCE/ODIHR-definitionen anvendes også af Europarådet.
15. [Retur] Definitionen er baseret på OSCE/ODIHR (2008): Hate Crimes in the OSCE Region – Incidents and Responses. Annual Report for 2007 (Hadske kriminelle handlinger i OSCE-regionen – Hændelser og reaktioner. Årsberetning for 2007).
16. [Retur] Baseret på den definition, der fremgår af anbefaling nr. R(97)20 fra Europarådets Ministerråd til medlemsstaterne om “hadske kriminelle handlinger (“Hate Speech”).
17. [Retur] Flere oplysninger findes på [Side findes ikke mere. 2. juni 2018. Tina Thranesen.]
18. [Retur] The Yogyakarta principles on the Application of International Human Rights Law in relation to Sexual Orientation and Gender Identity, som findes på http://yogyakartaprinciples.org/. [URL rettet 25. april 2018. Tina Thranesen.]
19. [Retur] Definitionen er baseret på Transgender Europa.[Siden findes ikke mere 25. april 2018. Tina Thranesen.]
    Også ordet “transkønnethed” (“transgenderism”) optræder i denne rapport, hvor det henviser til transkønnet identitet eller udtryk.
20. [Retur] Cabral, M., International Gay and Lesbian Human Rights Commission: Gender Expression and Human Rights, [Siden findes ikke mere. 11. september 2017. Tina Thranesen.]
21. [Retur] Gender Expression Toolkit Ending Discrimination on the Basis of Gender Expression. [Siden findes ikke mere 25. april 2018. Tina Thranesen.]
22. [Retur] Mustola, K.: Outline results of a questionnaire targeted at gender minorities, i: J. Lehtonen og K. Mustola: Straight people don’t tell, do they …? Negotiating the boundaries of sexuality and gender at work, Beskæftigelsesministeriet, Finland, 2004.
23. [Retur] The Yogyakarta principles on the Application of International Human Rights Law in relation to Sexual Orientation and Gender Identity, som findes på http://yogyakartaprinciples.org/. [URL rettet 25. april 2018. Tina Thranesen.]
24. [Retur] Baseret på: L. Berlant, M. Warner (1998): Sex in Public, in Critical Inquiry, 24, 2. T. Rosenberg (2002): Queerfeministisk Agenda, Stockholm: Arena. RFSL (2007): Open Up Your Workplace. Challenging Homophobia and Hetero-normativity.
25. [Retur] Europa-Kommissionen (2007): Tackling Multiple Discrimination. Practices, policies and laws (Håndtering af forskellige former for forskelsbehandling – Praksis, politikker og love). [Siden findes ikke mere 25. april 2018. Tina Thranesen.]
26. [Retur] Denne definition bygger på Europa-Parlamentets beslutning om homofobi i Europa (P6_TA(2006)0018 (PE 368.248)).
27. [Retur] Hill, D, Willoughby, B. (2005): The Development and Validation of the Genderism and Transphobia Scale, in Sex Roles, Vol. 53, Nr. 7-8, oktober 2005, Nederlandene, Springer.
28. [Retur] E. Olli, B. K. Olsen (eds.) (2005): Towards Common Measures for Discrimination. Exploring possibilities for combining existing data for measuring ethnic discrimination, Dansk Institut for Menneskerettigheder.
384. [Retur] Den 16. januar 2006 vedtog Europa-Parlamentet en http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do;jsessionid=4DB2429ABF36AA0D33AF2F8C09062763.node2?type=TA&language=DA&reference=P6-TA-2006-0018 (12.12.2008).
385. [Retur] Hill, D. og Willoughby, B. (2005): The Development and Validation of the Genderism and Transphobia Scale, i: Sex Roles, Vol. 53, Nr. 7-8, oktober 2005, Nederlandene, Springer.
386. [Retur] Justus Eisfeld (2008): The situation concerning transphobia and discrimination on grounds of gender identity and/or gender expression in the EU Member States, DIHR.
387. [Retur] Dette afsnit er baseret på rapporten “Homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i EU’s medlemsstater – Del I: Retstilstanden“, FRA, s. 123-137,153-154.
388. [Retur] Letland/Latvijas Republikas Augst.k.s tiesas Sen.ta Administrat.vo lietu departaments/A42229505 SKA . 5/2008 (14.01.2008).
389. [Retur] Leeuwarden appeldomstol, 13.01.1995, NJ 1995 nr. 243 og f.eks. udtalelser fra ETC 1998-12 og 2000-73.
390. [Retur] Ostrig/Erlauterungen [forklarende noter]/ RV 415dB XXIII. GP, som findes på: http :// www .parlament .gv .at/PG/DE/XXIII/I/I_00415/fname_096505.pdf [Siden findes ikke mere. Tina Thranesen.] (08.01.2008) (forklaringerne er vedlagt lov til gennemforelse af Radets direktiv 2004/113/EF, som forbyder forskelsbehandling mellem mand og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser).
391. [Retur] Art. 6 (3)a. Slovakiet/Antidiskrimina.ny Zakon 365/2004 (20.05.2004).
392. [Retur] I Storbritannien er de relevante bestemmelser indeholdt i lov om forskelsbehandling på grund af køn af 1975 (Sex Discrimination Act 1975) (SDA), som er ændret ved bestemmelser om forskelsbehandling på grund af køn (kønsskifte) af 1999 (Sex Discrimination (Gender Reassignment) Regulations 1999). I Nordirland ydes der beskyttelse i henhold til bekendtgørelse om forskelsbehandling på grund af køn af 1976 (Sex Discrimination (NI) Order 1976 (SDO)), som er ændret ved bestemmelser om forskelsbehandling på grund af køn (kønsskifte) af 1999 (Sex Discrimination (Gender Reassignment) Regulations (NI) 1999).
     I Det Forenede Kongerige, hvor en person kan opnå en kønsanerkendelsesattest (Gender Recognition Certificate) i henhold til lov om kønsanerkendelse af 2004 (Gender Recognition Act 2004 (GRA)), er det ikke lovligt at forskelsbehandle af andre grunde end dem, der finder anvendelse på alle andre personer med det erhvervede køn. (Der er en enkelt undtagelse: Det er muligt for en organiseret religion at forskelsbehandle i tilfælde, hvor der foreligger begrundede religiøse årsager til at afslå ansættelse af en transseksuel person selv i tilfælde, hvor personen har en kønsanerkendelsesattest.)
393. [Retur] Se forklarende note til almindelig lov om ligebehandling: Bundestag, publikation nr. 16/1780, s. 31.
394. [Retur] Transkønnede kan ydes beskyttelse mod forskelsbehandling som sådan, når de udsættes for en behandling, der er anderledes end andre personer af det erhvervede køn. I Ungarn inkluderer lov om ligebehandling (Ungarn/2003 évi CXXV Törvény/28.12.2003) seksuel identitet som en af grundene til forskelsbehandling (artikel 8-n), Ungarn/2003 évi CXXV Törvény/28.12.2003).
395. [Retur] Justus Eisfeld (2008): The situation concerning transphobia and discrimination on grounds of gender identity and/or gender expression in the EU Member States, DIHR.
396. [Retur] Tee, N, Hegarty, P (2006): Predicting Opposition to the Civil Rights of Trans Persons in the United Kingdom, i: Journal of Community & Applied Social Psychology, 16: 70-80, Wiley InterScience.
397. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007): Engendered Penalties. Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby, The Equalities Review.
398. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Combs, R, Rhodes, S (2008): Transgender EuroStudy: Legal Survey and Focus on the Transgender Experience of Health Care, Bruxelles, ILGA-Europe.
399. [Retur] C. Bromley, J. Curtice, L. Given (2007): Attitudes to discrimination in Scotland, 2006, Scottish Social Attitudes Survey, Edinburgh, Scottish Government Social Research.
400. [Retur] C. Bromley, J. Curtice, L. Given (2007): Attitudes to discrimination in Scotland, 2006, Scottish Social Attitudes Survey, Edinburgh, Scottish Government Social Research, s. ix.
401. [Retur] C. Bromley, J. Curtice, L. Given (2007): Attitudes to discrimination in Scotland, 2006, Scottish Social Attitudes Survey, Edinburgh, Scottish Government Social Research.
402. [Retur] E-mailudveksling med P. Hegarty, 12. juni 2008.
403. [Retur] Italien, landerapport.
404. [Retur] Scottish Transgender Alliance (2008): Transgender Experiences in Scotland – Research Summary, Edinburgh, Equality Network, s. 3.
405. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007): Engendered Penalties. Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby, The Equalities Review, s. 68.
406. [Retur] Scottish Transgender Alliance (2008): Transgender Experiences in Scotland – Research Summary, Edinburgh, Equality Network, s. 11.
407. [Retur] Statens Folkshälsoinstitut (2005): Homosexuellas, bisexuellas och transpersoners hälsosituation. Återrapportering av regeringsuppdrag att undersöka och analysera hälsosituationen bland hbt-personer, Östersund, FHI, s. 33f.
408. [Retur] Solymár, B, Takács, J (2007): Wrong Bodies and Real Selves. Transsexual People in the Hungarian Social and Health Care System, i: Kuhar, R, Takács, J (eds.): (2007) Beyond the Pink Curtain. Everyday Life of LGBT People in Eastern Europe, Ljubljana, Mirovni Institut, s. 153.
409. [Retur] Statens Folkshälsoinstitut (2005): Homosexuellas, bisexuellas och transpersoners hälsosituation. Återrapportering av regeringsuppdrag att undersöka och analysera hälsosituationen bland hbt-personer, Östersund, FHI, s. 37.
410. [Retur] Europa-Parlamentets beslutning om homofobi i Europa af 26. april 2007, P6_TA(2007)0167.
411. [Retur] OSCE/ODIHR (2007): Hate Crimes in the OSCE Region: Incidents and Responses; Annual report for 2006 (Hadske kriminelle handlinger i OSCE-regionen – Hændelser og reaktioner. Årsberetning for 2006); Warszawa, OSCE/ODIHR, s. 53 f.
412. [Retur] OSCE/ODIHR (2007): Hate Crimes in the OSCE Region. Incidents and Responses. Annual report for 2006 (Hadske kriminelle handlinger i OSCE-regionen – Hændelser og reaktioner. Årsberetning for 2006); Warszawa, OSCE/ODIHR, s. 54.
413. [Retur] AD Den Haag (2007): Travestiet overleden na mishandeling, Haag, Algemeen Dagblad 19 April 2007, som findes på http://www.ad.nl/denhaag/stad/article1295771.ece; vreerBlog (2007): RIP Henriëtte Wiersinga. [Siden findes ikke mere 25. april 2018. Tina Thranesen.]
414. [Retur] Diário de Notícias (2008): Transsexual assassinada um ano depois de Gisberta, Lissabon, Diário de Notícias 1.3.2008, som findes på [Siden findes ikke mere. 11. september 2017. Tina Thranesen.]
415. [Retur] Oplysninger fra TransGender Europe i forbindelse med en rådgivende rundbordskonference om bekæmpelse af homofobi og transfobi i EU, juni 2008, København.
416. [Retur] PSNI Statistics (2008): Annual Statistical Report, Statistical Report No. 3. Hate Incidents & Crimes, 1st April 2007 – 31st March 2008, Belfast, PSNI; 2008.
417. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007): Engendered Penalties: Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby, The Equalities Review, s. 53.
418. [Retur] Statens Folkshälsoinstitut (2005): Homosexuellas, bisexuellas och transpersoners hälsosituation. Återrapportering av regeringsuppdrag att undersöka och analysera hälsosituationen bland hbt-personer, Östersund, FHI.
419. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007): Engendered Penalties: Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby, The Equalities Review, s. 16.
420. [Retur] PSNI Statistics (2008): Annual Statistical Report, Statistical Report No. 3. Hate Incidents & Crimes, 1st April 2007 – 31st March 2008, Belfast, PSNI; 2008.
421. [Retur] Motmans, J (2006): De Transgenderbeweging in Vlaanderen en Brussel in kaart gebracht. Organisatiekenmerken, Netwerken en Strijdpunten, Antwerpen, Hasselt, Steunpunt Gelijkekansenbeleid; Remmerie, L (2008): Naar een Vlaams transgenderoverleg? Visie van transgenderbeweging en zijn potentiële partners, Gent, Arteveldehogeschool.
422. [Retur] Meulmeester, G, Bos, G, Spaas, J-P, Eisfeld, J (2005): Doe T Zelf – Transgenderorganisaties in Nederland, Amsterdam, Stiching T-Image.
423. [Retur] Kan ses på http :// transtukipiste .fi/ (12.06.2008) [Siden er død. Tina Thranesen. 17. december 2021].
424. [Retur] Kan ses på [Siden findes ikke mere. Tina Thranesen. 24. april 2018].
425. [Retur] Kan ses på http://tgeu.net/ (17.10.2008).
426. [Retur] Esteva, I et al. (2001): Social Inequalities. Demographic Characteristics of Patients Treated at the First Gender Identity Disorder Unit in Spain, dokument ved XVII Harry Benjamin International Gender Dysphoria Association Symposium, Galveston, Texas, HGIGDA, som findes på [Siden findes ikke mere 25. april 2018. Tina Thranesen.]
427. [Retur] Scottish Transgender Alliance (2008): Transgender Experiences in Scotland – Research Summary, Edinburgh, Equality Network, s. 14
428. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007): Engendered Penalties: Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby, The Equalities Review.
429. [Retur] Lehtonen, J, Mustola, K (2004): Straight People don’t tell, do they…? Negotiating the boundaries of sexuality and gender at work, Helsinki, Arbejdsministeriet.
430. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Combs, R, Rhodes, S (2008): Transgender EuroStudy: Legal Survey and Focus on the Transgender Experience of Health Care, Bruxelles, ILGA-Europe.
431. [Retur] Equality and Human Rights Commission (2008): Overview of the gender equality duty, Guidance for public bodies working in England, Wales and Scotland.
432. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007): Engendered Penalties: Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby, The Equalities Review, s. 63-65.
433. [Retur] Kan ses på http :// www.anso.dk/ (17.10.2008). [7. december 2018. Siden findes ikke mere. Tina Thranesen.]
434. [Retur] Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol: Van Kück mod Tyskland, klagesag nr. 35968/97 (dom af 12. juni 2003), i: International Commission of Jurists (2007): Sexual Orientation and Gender Identity in Human Rights Law; Jurisprudential, Legislative and Doctrinal References from the Council of Europe and the European Union, Geneve, International Commission of Jurists, s. 36.
435. [Retur] Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol: L mod Litauen, klagesag nr. 27527/97 (dom af 11 september 2007), i: International Commission of Jurists (2007): Sexual Orientation and Gender Identity in Human Rights Law; Jurisprudential, Legislative and Doctrinal References from the Council of Europe and the European Union, Geneve, International Commission of Jurists, s. 10.
436. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Combs, R, Rhodes, S (2008): Transgender EuroStudy: Legal Survey and Focus on the Transgender Experience of Health Care, Bruxelles, ILGA-Europe, s. 53 ff.
437. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Combs, R, Rhodes, S (2008): Transgender EuroStudy: Legal Survey and Focus on the Transgender Experience of Health Care, Bruxelles, ILGA-Europe, s. 55 ff.
438. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007): Engendered Penalties: Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby, The Equalities Review, s. 44.
439. [Retur] Solymar, Bence (2005): The Situation of Transgender People in the Hungarian Social and Health Care System, i: Takacs J. (ed.): A lelek m.tetei [Operation af sjalen], Budapest: Uj Mandatum Kiado; Solymar, B, Takacs, J (2007): Wrong Bodies and Real Selves. Transsexual People in the Hungarian Social and Health Care System, i: Kuhar, R, Takacs, J (eds.) (2007): Beyond the Pink Curtain. Everyday Life of LGBT People in Eastern Europe, Ljubljana, Mirovni Institut.
440. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Combs, R, Rhodes, S (2008): Transgender EuroStudy: Legal Survey and Focus on the Transgender Experience of Health Care, Bruxelles, ILGA-Europe, s. 34.
441. [Retur] Solymar, Bence (2005): The Situation of Transgender People in the Hungarian Social and Health Care System, i: Takacs J. (ed.): A lelek m.tetei [Operation af sjalen], Budapest: Uj Mandatum Kiado.
442. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007): Engendered Penalties: Transgender and Transsexual Peoplefs Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby, The Equalities Review, s. 47.
443. [Retur] Scottish Needs Assessment Program (2001): Transsexualism and Gender Dysphoria in Scotland, Scottish Executive.
444. [Retur] Solymar, B, Takacs, J (2007): Wrong Bodies and Real Selves. Transsexual People in the Hungarian Social and Health Care System, i: Kuhar, R, Takacs, J (eds.) (2007): Beyond the Pink Curtain. Everyday Life of LGBT People in Eastern Europe, Ljubljana, Mirovni Institut.
445. [Retur] Scottish Transgender Alliance (2008): Transgender Experiences in Scotland – Research Summary, Edinburgh, Equality Network, s. 18.
446. [Retur] Rutgers-Nisso Groep (2008): Trends in Seksualiteit in Nederland – Wat weten we anno 2008?, Utrecht, Rutgers-Nisso Groep.
447. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Combs, R, Rhodes, S (2008): Transgender EuroStudy: Legal Survey and Focus on the Transgender Experience of Health Care, Bruxelles, ILGA-Europe, s. 59 ff.
448. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007): Engendered Penalties: Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby, The Equalities Review, s. 46.
449. [Retur] Statens Folkshälsoinstitut (2005): Homosexuellas, bisexuellas och transpersoners hälsosituation. Återrapportering av regeringsuppdrag att undersöka och analysera hälsosituationen bland hbt-personer, Östersund, FHI.
450. [Retur] Scottish Transgender Alliance (2008): Transgender Experiences in Scotland – Research Summary, Edinburgh, Equality Network, s. 15.
451. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Combs, R, Rhodes, S (2008): Transgender EuroStudy: Legal Survey and Focus on the Transgender Experience of Health Care, Bruxelles, ILGA-Europe, s. 49.
452. [Retur] Statens Folkshälsoinstitut (2005): Homosexuellas, bisexuellas och transpersoners hälsosituation. Återrapportering av regeringsuppdrag att undersöka och analysera hälsosituationen bland hbt-personer, Östersund, FHI, s. 21f.
453. [Retur] Whittle, S, Turner, L, Al-Alami M (2007): Engendered Penalties: Transgender and Transsexual People’s Experiences of Inequality and Discrimination, Wetherby, The Equalities Review, s. 78.
454. [Retur] Oplysninger fra TransGender Europe i forbindelse med en rådgivende rundbordskonference om bekæmpelse af homofobi og transfobi i EU, juni 2008, København.
455. [Retur] Oplysninger fra TransGender Europe i forbindelse med en rådgivende rundbordskonference om bekæmpelse af homofobi og transfobi i EU, juni 2008, København.
456. [Retur] Oplysninger fra TransGender Europe i forbindelse med en rådgivende rundbordskonference om bekæmpelse af homofobi og transfobi i EU, juni 2008, København.
457. [Retur] Cavanagh, S., Sykes, H (2006): Transsexual Bodies at the Olympics: The International Olympic Committee’s Policy on Transsexual Athletes at the 2004 Athens Summer Games, i: Body & Society, Vol. 12(3): 75-102, s. 78.
458. [Retur] Statens Folkshälsoinstitut (2005): Homosexuellas, bisexuellas och transpersoners hälsosituation. Återrapportering av regeringsuppdrag att undersöka och analysera hälsosituationen bland hbt-personer, Östersund, FHI, s. 28.
459. [Retur] Scottish Transgender Alliance (2008): Transgender Experiences in Scotland – Research Summary, Edinburgh, Equality Network, s. 19.
460. [Retur] Baseret på eksempler, som er indsamlet af Justus Eisfeld.
461. [Retur] E-mailkorrespondance med direktøren for Dutch Transgender Filmfestival, 14. juni 2008.
462. [Retur] Justus Eisfeld (2008): The situation concerning transphobia and discrimination on grounds of gender identity and/or gender expression in the EU Member States, DIHR, s. 27-28.
463. [Retur] Tee, N, Hegarty, P (2006): Predicting Opposition to the Civil Rights of Trans Persons in the United Kingdom, i: Journal of Community & Applied Social Psychology, 16: 70-80, Wiley InterScience.
464. [Retur] Cavanagh, S., Sykes, H (2006): Transsexual Bodies at the Olympics: The International Olympic Committee’s Policy on Transsexual Athletes at the 2004 Athens Summer Games, i: Body & Society, Vol. 12(3): 75-102, s. 90.
465. [Retur] Witten, T, Whittle, S (2004): TransPanthers: The Greying of Transgender and the Law, Deakin Law Review, Vol. 9 Nr. 2, 2004.
466. [Retur] Justus Eisfeld (2008): The situation concerning transphobia and discrimination on grounds of gender identity and/or gender expression in the EU Member States, DIHR, s. 32.
467. [Retur] Brooks, R (2000): Cross-Dressing in Bulgaria. Gay-Identity, Post-Communist Fear, and Magical Love, som findes på http:// bad. eserver.org/ issues/2000/50/brooks.html (22.05.2008). [Siden findes ikke mere. 5. april 2020. Tina Thranesen.]
468. [Retur] Oplysninger fra TransGender Europe i forbindelse med en rådgivende rundbordskonference om bekæmpelse af homofobi og transfobi i EU, juni 2008, København.
469. [Retur] Kan ses på [Siden findes ikke mere. 11. september 2017. Tina Thranesen.]

Rapporten i sin helhed i dansk oversættelse.
Den originale rapport på engelsk.
Omtale af rapporten juni 2009 hos FRA, hvorfra rapporten også kan downloades i forskellige sprogudgaver – herunder dansk.