Gennemgang af lovgivning på LGBTI-området. Rapport af 20. august 2020 fra den tværministerielle arbejdsgruppe for LGBTI.

Den tværministerielle arbejdsgruppe offentliggjorde den 20. august 2020 sin rapport “Gennemgang af lovgivning på LGBTI-området”.
Uddrag af transrelevante dele af rapporten gengives herunder og består primært af arbejdsgruppens vurderinger og anbefalinger. Arbejdsgruppens beskrivelser af gældende lovtekster er kun i mindre grad medtaget.
Enkelte steder er der indsat bemærkninger af Tina Thranesen.

Rapporten er en omfattende og detaljeret gennemgang af udvalgte love, lovpraksis i Danmark og forskellige andre lande og input fra flere LGBTI-organisationer.
Arbejdsgruppen har beskrevet og vurderet alt materialet og fremsætter i rapporten sine vurderinger og anbefalinger til lovændringer.

Den tværministerielle arbejdsgruppe blev nedsat i juni 2018 af Lars Løkke Rasmussens regering, der bestod af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti med Eva Kjer Hansen Venstre) som ligestillingsminister.

Rapporten blev færdig og offentliggjort under den socialdemokratiske regering med Mogens Jensen som ligestillingsmister.
Med baggrund i rapporten blev regeringsudspillet “Frihed til forskellighed – styrkede rettigheder og muligheder for LGBTI-personer” offentliggjort samme dag.

Arbejdsgruppen kom til at bestå af Ligestillingsafdelingen i Miljø- og Fødevareministeriet (formand), Sundheds- og Ældreministeriet, Kulturministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet, Social- og Indenrigsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet. Kirkeministeriet deltager som observatør i arbejdsgruppen.

• forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadefulde ytringer,
• det familieretlige område samt
• lovgivning vedr. ændring af juridisk køn mv.

Uddrag af rapporten gengives herunder og består primært af arbejdsgruppens vurderinger og anbefalinger. Arbejdsgruppens beskrivelser af gældende lovtekster er kun i mindre grad medtaget.

Bemærkningerne af Tina Thranesen er ikke en del af rapporten og for at tydeliggøre dette, er disse bemærkninger forsynet med en blå ramme og indledes med: [Bemærkning fra Tina Thranesen.].
[Side xx.] er henvisning til den side i rapporten, hvor beskrivelsen er anført og er dermed heller ikke en del af selve rapporten.
[…] betyder, at tekst fra rapporten er udeladt.

Herunder gengives uddrag af rapporten, som består af 141 sider.

* * *
[Side 2.] Indholdsfortegnelse
1. INDLEDNING
1.1. Indledning og baggrund for lovgennemgangen
1.2. Organisering og proces for arbejdet
1.3. Udvælgelse af lovgivning
1.4. Temaer og lovgivning i rapporten
1.5. Definition af begreber
2. FORSKELSBEHANDLING, HADFORBRYDELSER OG HADFULDE YTRINGER
2.1. Indledning
2.2. Begrebsafklaring
2.3. Gældende ret
2.4. Danmarks internationale forpligtelser
2.5. Udenlandsk ret og erfaringer
2.6. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer
2.7. Sammenfatning af eksisterende beskyttelse
2.8. Mulige tiltag, herunder fordele og ulemper
2.9. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
3. DET FAMILIERETLIGE OMRÅDE
3.1. NAVNEÆNDRING FOR TRANSKØNNEDE
3.1.1. Indledning
3.1.2. Gældende dansk ret
3.1.3. Udenlandsk ret og erfaringer
3.1.4. Overvejelser om mulige tiltag
3.1.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
4. ÆNDRING AF JURIDISK KØN MV.
4.1. MULIGHED FOR ÆNDRING AF JURIDISK KØN UNDER 18 ÅR
4.1.1. Indledning
4.1.2. Begrebsafklaring
4.1.3. Gældende dansk ret
4.1.4. Behandlingstilbud til personer under 18 år
4.1.5. Erfaringerne med juridisk kønsskifte over 18 år
4.1.6. Danmarks internationale forpligtelser
4.1.7. Udenlandsk ret og erfaringer
4.1.8. Tilkendegivelser fra interesseorganisationerne
4.1.9. Tilkendegivelser fra børneorganisationer
4.1.10. Opsamling og vurdering
4.1.11. Modeller for ændring af juridisk køn for personer under 18 år
4.1.12. Tværgående elementer
4.1.13. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
4.2. OPHÆVELSE AF REFLEKSIONSPERIODE VED JURIDISK KØNSSKIFTE OVER 18 ÅR
4.2.1. Indledning
4.2.2. Gældende ret
4.2.3. Danmarks internationale forpligtelser
4.2.4. Udenlandsk ret og erfaringer
4.2.5. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer m.fl.
4.2.6. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper
4.2.7. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
4.3. KØNSBETEGNELSEN X I PASSET
4.3.1. Indledning
4.3.2. Gældende dansk ret
4.3.3. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer m.fl.
4.3.4. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper
4.3.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
4.3.6. Konklusion
4.4. KØNSNEUTRALE PERSONNUMRE
4.4.1. Indledning
4.4.2. Gældende ret
4.4.3. Udenlandsk ret og erfaringer
4.4.4. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer
4.4.5. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper
4.4.6. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
4.4.7. Konklusion
BILAG
Bilag 1. Skema til ansøgning om juridisk kønsskifte for personer over 18 år
Bilag 2. Vejledende information i forbindelse med ansøgning om juridisk kønsskifte for personer over 18 år
Bilag 3. Skema til bekræftelse af ansøgning om juridisk kønsskifte for personer over 18 år
Bilag 4. Systemmæssige udfordringer i forbindelse med ansøgning om juridisk kønsskifte for personer over 18

[Side 6.] 1.4. Temaer og lovgivning i rapporten
[…]

[Side 7.] 1.5. Definition af begreber
LGBTI kommer af engelsk (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender og Intersex) og dækker på dansk over lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnede. Det er en samlebetegnelse, der bruges både i EU og FN sammenhæng.
Transkønnede: Personer, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke er i overensstemmelse med det køn, de blev tildelt ved fødslen. At være transkønnet har ikke noget med seksuel orientering at gøre, hvorfor begrebet transseksuelle ikke anvendes.

Interkønnede: Personer født med en kønsanatomi, reproduktive organer og/eller kromosommønstre, som ikke passer klart på den typiske definition af hankøn eller hunkøn. Dette kan være observerbart ved fødslen, eller kan blive det senere i livet. Interkøn er derfor en medfødt variation i fysiske kønskarakteristika.
Seksuel orientering: Den enkeltes vedvarende seksuelle tiltrækningsmønster baseret på, hvem man forelsker sig i og bliver seksuelt tiltrukket af.
Kønsidentitet: Den enkeltes selvoplevede køn, dvs. den enkeltes indre og individuelle oplevelse af sit køn.
Kønsudtryk: Måden at udtrykke sit køn fx ved valg af tøj, frisure, make-up, aktiviteter, bevægelser, tale, omgangen med andre m.v.
Kønskarakteristika: De legemlige egenskaber, der kendetegner og differentierer kønnet som f.eks. antallet af X- eller Y-kromosomer, typen af indre og ydre kønsorganer, endokrine forhold, skægvækst og brystudvikling.

[Side 7.] 2. Forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadfulde ytringer
[…]

[Side 10 nederst og side 11.]
Nedenfor beskrives de diskriminationsgrunde, der kan være relevant at tage højde for i forhold til diskrimination af LGBTI-personer, herunder også ift. hadfulde ytringer og hadforbrydelser.

For lesbiske, bøsser og biseksuelle er det deres seksuelle orientering, der kan give anledning til diskrimination. Seksuel orientering angår en persons vedvarende seksuelle tiltrækningsmønster baseret på, hvem man forelsker sig i og bliver seksuelt tiltrukket af.

For transkønnede er det deres kønsidentitet, der kan give anledning til forskelsbehandling. Kønsidentitet er en persons indre og individuelle oplevelse af sit køn, hvilket for transkønnede i større eller mindre grad ikke stemmer overens med det køn, de blev tildelt ved fødslen. Særligt for transkønnede, men også bredt for LGBTI-gruppen gælder, at den enkelte kan opleve diskrimination på grund af sit kønsudtryk, dvs. måden man udtrykker sit køn på, fx ved valg af tøj, frisure, makeup, adfærd, bevægelser og tale.

For interkønnede, dvs. personer født med en kønsanatomi, reproduktive organer og/eller kromosomelle mønstre, der ikke stemmer overens med den typiske definition af hankøn eller hunkøn, er det deres kønskarakteristika, der kan give anledning til diskrimination. Kønskarakteristisk er således de legemlige egenskaber, der kendetegner og differentierer kønnet fx antallet af X- eller Y-kromosomer, typen af indre og ydre kønsorganer, endokrine forhold, skægvækst og brystudvikling.

Det betyder, at kønskarakteristika er forskellig fra kønsidentitet, som er den enkelte persons indre og individuelle oplevelse af sit køn. Kønskarakteristika er ligeledes forskellig fra kønsudtrykket, som er den måde, den enkelte vælger at udtrykke sit køn på. Endelig er både kønskarakteristika og kønsidentitet forskellig fra den enkelte persons seksuelle orientering, dvs. det eller de køn og kønsudtryk, som den pågældende tiltrækkes af seksuelt. I det følgende forholder rapporten sig således til seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika som mulige diskriminationsgrunde.
[…]

[Side 12.] 2.3.1.1. Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. med senere ændringer (ligebehandlingsloven)
[…]

Retspraksis [Side 13.]
EU-Domstolen har i to konkrete sager fra 1996 og 2004, som omhandlede henholdsvis afskedigelse og pension, fastslået, at personer, der har gennemgået eller som påtænker at gennemgå en kønsskifteoperation, er beskyttet mod diskrimination på grund af køn. I de pågældende sager, er der ikke taget stilling til en person, der ikke har gennemgået eller påtænker at gennemgå en kønsskifteoperation.

I tillæg til EU-Domstolens afgørelser er arbejdsgruppen bekendt med en dansk byretsdom om forskelsbehandling af en transkønnet person, som ikke havde gennemgået et fysisk kønsskifte. I sagen16 afskedigede en arbejdsgiver en kvinde, fordi hun var transkønnet. Retten slog fast, at arbejdsgiverens forskelsbehandling var af en så diskriminerende og krænkende karakter, at den transkønnede person blev tilkendt en godtgørelse på 30.000 kr. (normalniveauet er som udgangspunkt 25.000 kr.).

Sagens kerne var spørgsmålet om, hvorvidt den transkønnede person var beskyttet af lovgivningen, når hun ikke havde fået foretaget en kønsskifteoperation. Hertil slog retten fast, at både kønsidentitet og kønsudtryk er beskyttet af direktivet om diskrimination på baggrund af køn. Det vil sige, at det blev lagt til grund, at en person ikke behøver at få foretaget en egentlig kønsskifteoperation for at være beskyttet af direktivet.

I forhold til diskriminationsbeskyttelsen fremgår det endvidere af dommens præmisser, at “forskelsbehandlingen af sagsøgeren [er] omfattet af såvel ligebehandlings- som forskelsbehandlingsloven,” at afbrydelsen af arbejdsforholdet er “sket alene på grund af sagsøgerens påklædning og udseende,” samt at den forskelsbehandling, som den transkønnede person blev udsat for, berettiger “til samme godtgørelse uanset, om sagsøgeren på daværende tidspunkt måtte betegnes som transseksuel eller transvestit“. Det bemærkes, at forskelsbehandlingsloven blot nævner seksuel orientering som beskyttelsesgrund, og ikke kønsudtryk eller kønsidentitet, jf. afsnit 2.3.1.3.

Retten slog således de facto fast, at både kønsidentitet og kønsudtryk er beskyttet under den danske lovgivning, selvom denne ikke direkte omtaler transkønnede personer eller indeholder begreberne kønsidentitet og kønsudtryk.

Rettens fortolkning af den eksisterende lovgivning vurderes dermed at være, at usaglig forskelsbehandling på grund af kønsidentitet og kønsudtryk er forskelsbehandling i lovens forstand.

Arbejdsgruppen er ikke bekendt med øvrig retspraksis, som omhandler transkønnede inden for arbejdsmarkedet.

På baggrund af retspraksis er det således arbejdsgruppens vurdering, at kønsidentitet og kønsudtryk kan fortolkes ind i en bred forståelse af køn, og dermed er omfattet af beskyttelsen i ligebehandlingsloven. Arbejdsgruppen er ikke bekendt med retspraksis, der forholder sig eksplicit til kønskarakteristika, men det må formodes at også kønskarakteristika vil være omfattet af domstolens forståelse af køn.

[…]

[Side 14.] 2.3.1.2. Lov om ligeløn til mænd og kvinder (ligelønsloven)
[…]

Arbejdsgruppen er ikke bekendt med, at der har været rejst sager om forskelsbehandling efter ligelønsloven i forhold til kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, og der foreligger således umiddelbart ikke retspraksis på området.
Det vurderes umiddelbart, at ligelønslovens kønskriterium – ligesom ligebehandlingslovens – i praksis må forventes at omfatte beskyttelse mod lønmæssig forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.

2.3.1.3. (Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. forskelsbehandlingsloven)
[…]

[Side 15.] Retspraksis
Arbejdsgruppen er alene bekendt med en afgørelse, som er beskrevet under afsnit 2.3.1.1, hvor det i forhold til diskriminationsgrunde fremgår af dommens præmisser, at “forskelsbehandlingen af sagsøgeren [er] omfattet af såvel ligebehandlings- som forskelsbehandlingsloven“. Retten fortolker således i denne sag kønsidentitet og kønsudtryk ind i diskriminationsgrunden seksuel orientering.

På baggrund af retspraksis er det således arbejdsgruppens vurdering, at kønsidentitet og kønsudtryk kan fortolkes ind i forståelsen af seksuel orientering, og dermed er omfattet af beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven. Arbejdsgruppen er ikke bekendt med retspraksis, der forholder sig eksplicit til kønskarakteristika. En persons kønsidentitet eller kønsudtryk, og en persons seksuelle orientering er dog reelt to forskellige forhold, der bør skelnes fra hinanden, hvorfor det er tvivlsomt, om kønskarakteristika også vil være omfattet af forståelse af seksuel orientering.
[…]

[Side 16.] 2.3.2.1. Lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven)
[…]

[Side 17] Retspraksis
Der findes ingen afgørelser fra EU-Domstolen om forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika uden for arbejdsmarkedet, men da forbudsbestemmelserne og definitionerne af forskelsbehandling på grund af køn er den samme i ligebehandlingsloven og ligestillingsloven, må det antages, at EU-Domstolens afgørelse om forståelsen af køn i ligebehandlingsloven formentlig også vil gælde på området uden for arbejdsmarkedet.

Ligebehandlingsnævnet har behandlet flere klager, der har drejet sig om forskelsbehandling på baggrund af kønsidentitet, både sager hvor klager havde fået foretaget fysisk kønsskifte, og sager hvor klager alene havde foretaget juridisk kønsskifte.

I en sag drejede klagen sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn som følge af en familievejleders udtalelser under støttet samvær med klagers børn. Klager havde fået bevilget juridisk kønsskifte og havde i den forbindelse fået tildelt et kvindeligt personnummer, havde skiftet navn til et kvindenavn og gik klædt som kvinde. Trods dette havde familievejlederen ved enkelte lejligheder under det støttede samvær omtalt klager som “ham” og tiltalt klager ved sit tidligere mandenavn. Nævnet fandt, at udtalelserne var udtryk for chikane på grund af køn, jf. ligestillingslovens § 2 a. Selvom familievejlederen ikke havde til hensigt at udøve chikane, havde klager oplevet udtalelserne som nedværdigende. Klager fik medhold.

På baggrund af EU-Domstolens forståelse af køn i ligebehandlingsloven og ligebehandlingsnævnets praksis, er det arbejdsgruppens vurdering, at kønsidentitet og kønsudtryk er omfattet af begrebet køn i ligestillingsloven. Det antages, at også kønskarakteristika vil være omfattet af begrebet køn, men der foreligger ikke retspraksis herom.

[Side 18.] 2.3.2.2. Straffelovens § 81, nr. 6, og § 266 b, stk. 1
[…]

Retspraksis
I retspraksis foreligger der flere domme, som omhandler hadforbrydelser (straffelovens § 81, nr. 6) eller hadfulde ytringer (straffelovens § 266 b, stk. 1), der har baggrund i en persons seksuelle orientering. Disse domme omhandler som udgangspunkt tilfælde, hvor en homoseksuel person har været udsat for hadforbrydelser eller hadfulde ytringer på grund af sin seksuelle orientering.

Arbejdsgruppen er imidlertid alene bekendt med én dom, som omhandler fortolkningen af begrebet “seksuel orientering” i forhold til hadforbrydelser og hadfulde ytringer, som har baggrund i en persons kønsidentitet og/eller kønsudtryk.

Retten i København afsagde den 24. oktober 2010 dom, hvorefter en mand blev idømt ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder for at have udøvet grov vold mod en anden mand, fordi vedkommende var sminket og klædt som en kvinde. Det fremgår af dommens præmisser, at retten i forbindelse med strafudmålingen i strafskærpende retning lagde vægt på, at volden havde baggrund i forurettedes seksuelle orientering. På den baggrund blev manden dømt for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 245, stk. 1, om grov vold, jf. § 81, nr. 6, om hadforbrydelser.

På baggrund af forarbejderne er det arbejdsgruppens vurdering, at straffelovens § 266 b, stk. 1, må fortolkes således, at den også omfatter trusler, forhånelse eller nedværdigelse på grund af kønsidentitet eller kønsudtryk, selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af bestemmelsens ordlyd eller bemærkninger. Heraf følger, at straffelovens § 81, nr. 6, også skal fortolkes således, at bestemmelsen omfatter kønsidentitet og kønsudtryk, hvilket i øvrigt stemmer overens med (den sparsomme) retspraksis på området.

Det kan ikke af forarbejderne til straffelovens § 266 b eller af retspraksis udledes, om kønskarakteristika er omfattet af begrebet “seksuel orientering“. Det er derfor uafklaret, om kønskarakteristika også er omfattet af bestemmelsernes anvendelsesområde.

[Side 19] 2.3.2.3. Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. (racediskriminationsloven)
[…]

[Side 20] Retspraksis
Der ses ikke at foreligge retspraksis, som omhandler overtrædelse af racediskriminationsloven ved forskelsbehandling på grund af en persons kønsidentitet, kønsudtryk og/eller kønskarakteristika. Der ses desuden ikke at foreligge retspraksis om overtrædelse af loven ved indirekte forskelsbehandling eller chikanøs adfærd, jf. lige ovenfor.

Arbejdsgruppen er imidlertid bekendt med en sag fra 2007, som blev afsluttet med vedtagelse af et bødeforelæg, og som således ikke blev behandlet ved domstolene. Sagen drejede sig om, hvorvidt en direktør, der samtidig var bestyrelsesmedlem i et aktieselskab, som drev en audio- og videoforretning, havde overtrådt racediskriminationslovens § 1, stk. 1. Direktøren havde nægtet at betjene en mandlig transvestit, der indfandt sig i butikken iklædt kjole, på samme vilkår som andre kunder, idet han oplyste, at prisen på en pladespiller var 10.000 kr. og bl.a. udtalte: “Det er altså prisen, og så er du i øvrigt ikke velkommen i butikken, så længe du har det tøj på”, og “hvis du går hjem og tager din mors tøj af, kan det være vi finder en bedre pris”. Direktøren vedtog efterfølgende et bødeforelæg på 2.000 kr. i anledning af overtrædelsen, og aktieselskabet vedtog en bøde på 1.000 kr.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at racediskriminationsloven – i overensstemmelse med straffelovens § 266 b – beskytter mod forskelsbehandling på baggrund af kønsidentitet eller kønsudtryk, selv om det ikke eksplicit fremgår af lovens ordlyd. Denne fortolkning er ligeledes i overensstemmelse med udfaldet af sagen refereret ovenfor.

Det fremgår hverken af lovens forarbejder eller retspraksis, om kønskarakteristika er omfattet af begrebet “seksuel orientering” i racediskriminationsloven, og det er derfor uafklaret, om kønskarakteristika også er omfattet af lovens anvendelsesområde.

[…]

[Side 24.] 2.3.3. Lov om Ligebehandlingsnævnet
[…]

Ligebehandlingsnævnets kompetence følger således af den underliggende forskelsbehandlingslovgivning. Dette betyder, at Ligebehandlingsnævnet i dag behandler klager om køn, hudfarve og race, religion og tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social og etnisk oprindelse inden for arbejdsmarkedet. Mens nævnet kun behandler klager om køn og etnisk oprindelse og handicap, og dermed ikke om seksuel orientering, uden for arbejdsmarkedet.

En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen. Dog kan Institut for Menneskerettigheder indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet.

[…]

[Side 28] 2.4.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)
[…]

[Side 29.] Forskelsbehandling på baggrund af køn eller seksuel orientering kræver efter Domstolens praksis meget tungtvejende grunde for at kunne retfærdiggøres, dvs. for at skulle anses for saglig forskelsbehandling og ikke som diskrimination.
[…]

[Side 30.] 2.4.3. FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR)
[…]

[Side 31.] I modsætning til EMRK artikel 14 indeholder ICCPR artikel 26 et generelt diskriminationsforbud. Bestemmelsen kan således anvendes uafhængigt af konventionens øvrige rettigheder, og bestemmelsens opregning af diskriminationsgrunde er ikke udtømmende. FN’s Menneskerettighedskomité har i praksis fastslået, at køn også omfatter seksuel orientering. FN’s Menneskerettighedskomité har desuden udtalt kritik af forskelsbehandling på baggrund af kønsidentitet.

Det følger af praksis fra FN’s Menneskerettighedskomité, at der ikke vil være tale om diskrimination i strid med artikel 26, hvis kriterierne for forskelsbehandlingen er objektive og rimelige, og hvis formålet med forskelsbehandlingen er berettiget i henhold til konventionen.

Det bemærkes, at FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder er folkeretligt bindende for Danmark. FN’s Menneskerettighedskomités udtalelser om konventionen er dog ikke folkeretligt bindende for Danmark.

[Side 32.] 2.4.6. Øvrige tiltag og processer i EU og Europarådet
[…]

[Side 33.] Ministerrådets anbefaling om foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet
EU’s Ministerråd vedtog den 31. marts 2010 en anbefaling om foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.

Anbefalingen indeholder en række forslag til tiltag, alle med det formål at sikre overholdelse af LGBTI-personers menneskerettigheder og bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.

Anbefalingen er uden juridisk gyldighed, men giver et pejlemærke for, hvilken retning man ønsker at gå i forhold til beskyttelse mod forskelsbehandling og forslaget til anti-diskriminationsdirektivet, særligt i forhold til LGBT-gruppen.

Europarådets rekommandation om indsatser til bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet
Rekommandationen blev vedtaget den 31. marts 2010. Selvom rekommandationen ikke er juridisk bindende for Danmark, indeholder den en række forpligtelser i forhold til at bekæmpe diskrimination og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.

I en rapport udgivet i marts 2020, som evaluerer implementeringen af rekommandationen, anbefales det bl.a., at landene arbejder for, at deres lovgivning specifikt beskytter mod forskelsbehandling på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet og eksplicit beskytter mod hadforbrydelser og hadfulde ytringer på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet.
[…]

[Side 36.] 2.6. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer
[…]

[Side 38.] 2.7. Sammenfatning af eksisterende beskyttelse
[…]

Nedenfor sammenfattes den eksisterende forskelsbehandlingslovgivning i forhold til homo- og biseksuelle, trans- og interkønnede, herunder hvor der er en uens beskyttelse i forhold til andre diskriminationsgrunde, samt hvor lovgivningen eventuelt vil kunne styrkes og præciseres.

Sammenfatningen skal ses i relation til, at der internationalt er fokus på en bred beskyttelse mod forskelsbehandling. Således ses i både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR) en intention om en bred beskyttelse af alle borgere mod forskelsbehandling og hadforbrydelser uanset diskriminationsgrund, herunder også i forhold til seksuel orientering.

I forlængelse heraf er der bl.a. som følge af EU-Domstolens praksis set en udvidelse af kønsbegrebet til også at omfatte kønsidentitet og kønsudtryk. Samtidig ses der blandt flere af de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, en tendens til, at beskyttelse på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og til dels kønskarakteristika udtrykkeligt fremgår af forskelsbehandlingslovgivningen inden og uden for arbejdsmarkedet. Det er bl.a. tilfældet i Norge for alle diskriminationsgrundene og Sverige for alle diskriminationsgrundene på nær kønskarakteristika.

I forhold til lovgivningen om hadforbrydelser og hadfulde ytringer ses der ligeledes en tendens til, at lovgivningen eksplicit omfatter seksuel orientering, kønsidentitet, og kønsudtryk. Dette er således tilfældet i Sverige og Malta, mens den i Storbritannien omfatter seksuel orientering og kønsidentitet. I Norge omfatter lovgivningen i dag alene seksuel orientering, men den norske regering har fremsat forslag om, at en række af straffelovens bestemmelser eksplicit skal omfatte kønsidentitet og kønsudtryk. I Nederlandene indeholder lovgivningen ligeledes alene seksuel orientering, men forventes udvidet med kønsidentitet og kønsudtryk. Af de nævnte lande er det kun Malta, hvor lovgivningen også omfatter kønskarakteristika.

Endelig anbefales det bl.a. i en rapport udgivet i marts 2020, som evaluerer implementeringen af Europarådets af rekommandation om indsatser til bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet, at landene arbejder for, at deres lovgivning specifikt beskytter mod forskelsbehandling på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet og eksplicit beskytter mod hadforbrydelser og hadfulde ytringer på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet.

Dette understøtter behovet for at overveje, om den danske lovgivning bør justeres.

[Side 38.] 2.7.1. Forskelsbehandling på grund af seksuel orientering
Anvendelsesområde
Seksuel orientering fremgår eksplicit som beskyttelsesgrund i forskelsbehandlingsloven, som beskytter mod forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet. Det fremgår udtrykkeligt af loven, at beskyttelsen omfatter både direkte og indirekte forskelsbehandling samt chikane.

For så vidt angår den eksisterende beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet fremgår det udtrykkeligt af ordlyden i straffelovens § 81, nr. 6, om hadforbrydelser og § 266 b, stk. 1, om hadfulde ytringer samt af racediskriminationsloven, at seksuel orientering er omfattet af bestemmelsernes beskyttelsesområde.

Anvendelsesområdet for racediskriminationsloven er bredt dækkende uden for arbejdsmarkedet, da bestemmelsen finder anvendelse på enhver betjening eller ydelse, der i erhvervsmæssigt eller almennyttigt øjemed stilles til rådighed for offentligheden, samt ethvert sted, forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden. Anvendelsesområdet for racediskriminationsloven er imidlertid ikke lige så bredt dækkende som fx ligestillingsloven, der beskytter mod forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet. Således svarer anvendelsesområdet for ligestillingsloven til racediskriminationsloven suppleret med lov om etnisk ligebehandling.

Konkret adskiller beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet sig fra forskelsbehandling på grund af fx køn, race og etnisk oprindelse sig ved, at racediskriminationsloven ikke indeholder et eksplicit forbud mod indirekte forskelsbehandling eller chikane, mens både lov om etnisk ligebehandling og ligestillingsloven udtrykkeligt omfatter indirekte forskelsbehandling og chikane.

Det formodes, at racediskriminationsloven finder anvendelse på indirekte forskelsbehandling og chikane. Dette fremgår dog ikke udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd eller forarbejder, ligesom der ikke ses at være retspraksis, som understøtter det. I forbindelse med forberedelsen af lov om etnisk ligebehandling var det vurderingen, at det var tvivlsomt, om gældende dansk ret, herunder racediskriminationsloven, til fulde opfyldte kravene i EU-direktivet om princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse, som stillede krav om, at der i medlemslandene skulle gennemføres et forbud mod indirekte forskelsbehandling og chikane på grund af race og etnisk oprindelse. For at sikre at Danmark opfyldte direktivets krav herom, var det vurderingen, at det var nødvendigt at supplere gældende ret med en ny selvstændig lov om etnisk ligebehandling.

Klageadgang, bevisbyrde og godtgørelse
I forhold til klageadgang gælder det, at der inden for arbejdsmarkedet er ens klageadgang ved Ligebehandlingsnævnet for så vidt angår forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Den forurettede kan for alle diskriminationsgrundene ligeledes tilkendes en godtgørelse, ligesom princippet om delt bevisbyrde finder anvendelse.

I forhold til klageadgangen uden for arbejdsmarkedet er der en uens klageadgang. Således behandles sager om overtrædelse af racediskriminationsloven, herunder sager om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, som straffesager mod den fysiske eller juridiske person, der er tiltalt for overtrædelsen, mens Ligebehandlingsnævnet ikke har kompetence til at behandle klager om overtrædelse af racediskriminationsloven. Omvendt behandler Ligebehandlingsnævnet sager om forskelsbehandling på grund af køn, race og etnisk oprindelse samt handicap, idet der i henholdsvis lov om etnisk ligebehandling, ligestillingsloven og lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap er fastsat en administrativ klageadgang til nævnet samt bestemmelse om godtgørelse til forurettede.

I forlængelse heraf er der også forskel med hensyn til Institut for Menneskerettigheders kompetencer på området. Således har Institut for Menneskerettigheder kompetence ift. forskelsbehandling på baggrund af seksuel orientering inden for arbejdsmarkedet herunder til at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet, mens instituttet ikke har en tilsvarende kompetence uden for arbejdsmarkedet.

Der ses uden for arbejdsmarkedet ligeledes forskel med hensyn til bevisbyrde. Sager om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering efter racediskriminationsloven behandles således i strafferetsplejens former, hvilket betyder, at anklagemyndigheden vurderer, om der er grundlag for at rejse en straffesag, og at det i så fald er anklagemyndigheden, som har bevisbyrden for den tiltaltes skyld. For de øvrige forskelsbehandlingslove, som håndhæves for Ligebehandlingsnævnet, gælder princippet om delt bevisbyrde. Det betyder, at en part, der anser sig for krænket, kun skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Hvis parten kan det, påhviler det modparten at bevise, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke er blevet overtrådt.

For så vidt angår forurettedes mulighed for godtgørelse følger det af retspraksis, at det ved overtrædelse af racediskriminationsloven er muligt at tilkende den forurettede godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Efter retspraksis er det dog et krav, at krænkelsen har en vis grovhed. Der er ikke i racediskriminationsloven fastsat bestemmelse om forurettedes adgang til godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Omvendt følger det direkte af § 3 i ligestillingsloven og § 9 i lov om etnisk ligebehandling, at personer, der er krænket ved overtrædelse af lovens bestemmelser, kan tilkendes en godtgørelse.

Det fremgår af bemærkningerne til § 9 i lov om etnisk ligebehandling, at man har lagt vægt på, at godtgørelse vil være en effektiv sanktion og have en afskrækkende virkning. Hertil kommer, at effektive civile sanktioner i form af godtgørelse giver offeret mulighed for at få fastslået, om vedkommende har været udsat for forskelsbehandling, og i bekræftende fald at få oprejsning gennem økonomisk kompensation. Godtgørelse som sanktion kan endvidere virke mere effektivt end gennemførelse af en straffesag, der kan ende med frifindelse på grund af de strengere krav, der gælder ved behandlingen af straffesager, herunder at anklagemyndigheden har bevisbyrden for den tiltaltes skyld.

[Side 40.] 2.7.2. Forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika
Kønsidentitet og kønsudtryk er ikke udtrykkeligt anført som diskriminationsgrunde i nogle af de gennemgåede love – hverken inden eller uden for arbejdsmarkedet. Heller ikke kønskarakteristika fremgår udtrykkeligt som beskyttelsesgrund i de gennemgåede love.

EU-Domstolen har fastslået, at personer, der har gennemgået eller påtænker at gennemgå en kønsskifteoperation, er omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn.

Hertil er der i dansk retspraksis en byretsafgørelse fra juni 2015, som fastslår, at både kønsidentitet og kønsudtryk er beskyttet af direktivet om diskrimination på baggrund af køn. Det vil sige, at man ikke behøver at have fået foretaget en kønsskifteoperation for at være beskyttet af direktivet. Det bemærkes, at dommen også fastslår, at forskelsbehandlingen af sagsøgeren er omfattet af såvel ligebehandlingsloven som forskelsbehandlingsloven.

Ligebehandlingsnævnet har endvidere behandlet en række sager om forskelsbehandling på grund af kønsidentitet og/eller kønsudtryk efter ligebehandlingsloven og ligestillingsloven. Ligebehandlingsnævnet har i sine afgørelser ikke bemærket noget i forhold til, om klager havde fået foretaget eller påtænkte at foretage fysisk kønsskifte. Også sager, hvor klager alene havde fået foretaget juridisk kønsskifte, har været under behandling, og i disse sager har nævnet statueret forskelsbehandling på grund af klagers kønsidentitet med henvisning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn.

Med udgangspunkt i retspraksis er det hidtil lagt til grund, at kønsidentitet og kønsudtryk er omfattet af begrebet “køn” i ligebehandlingsloven og ligestillingsloven i kraft af en udvidet fortolkning af køn som beskyttelsesgrund, og at man derfor i praksis er beskyttet både inden og uden for arbejdsmarkedet. Dette på trods af, at der i lovens og direktivets forarbejder henvises til, at forskelsbehandling på grund af køn betyder forskelsbehandling af mænd og kvinder. Det bemærkes dog, at dansk retspraksis alene udgøres af den tidligere nævnte byretsafgørelse fra 2015.

Pga. den udvidede fortolkning af “køn” i retspraksis må det også antages, at Institut for Menneskerettigheder Rettigheder har kompetence på området, herunder til at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet. Arbejdsgruppen er dog ikke bekendt med, at det er sket.

Forskelsbehandlingsloven inkluderer alene seksuel orientering som beskyttelsesgrund. I retspraksis, jf. oven nævnte byretsafgørelsen fra 2015, anses kønsidentitet og kønsudtryk dog som en del af diskriminationsgrunden seksuel orientering. Dette kan pege på en sammenblanding af begreber, da en persons kønsidentitet og kønsudtryk efter arbejdsgruppens opfattelse skal adskilles fra den pågældendes seksuelle orientering.

Det er endvidere hidtil lagt til grund, at begrebet seksuel orientering i straffelovens § 266 b, stk. 1, om hadfulde ytringer – og dermed også straffelovens § 81, nr. 6, om hadforbrydelser samt racediskriminationsloven – på baggrund af bestemmelsens forarbejder skal fortolkes således, at trusler, forhånelse eller nedværdigelse på grund af kønsidentitet eller kønsudtryk er omfattet af bestemmelsen, selv om disse begreber ikke udtrykkeligt fremgår af lovens ordlyd, forarbejderne til loven eller retspraksis. Det er uafklaret, om kønskarakteristika er omfattet af straffelovens bestemmelser samt racediskriminationsloven. Også her ses dog en sammenblanding i begreber, da det af forarbejderne til straffelovens § 266 b, stk. 1, som er fra 1987, og som angik udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde til at omfatte seksuel orientering, fremgår, at der med begrebet “seksuel orientering” også forstås andre former for seksuel orientering end homoseksualitet fx “transvestitisme“.

Samlet ses der både i lovgivningen og i retspraksis således en sammenblanding af begreber, hvor kønsidentitet og kønsudtryk både er indfortolket i begrebet køn og i flere tilfælde også er indfortolket i begrebet seksuel orientering, selvom disse forhold ikke nødvendigvis hænger sammen. Ingen af de to kriterier, kønsidentitet eller kønsudtryk, fremgår dog eksplicit af lovgivningen. Kønskarakteristika er ikke indfortolket i hverken lovgivning, forarbejder eller retspraksis, hvorfor det er usikkert, om dette også er et beskyttet kriterium, men i praksis må det formodes at være dækket af køn i de tilfælde, hvor dette fremgår af lovgivningen.

Det kan skabe uklarhed om omfanget af beskyttelsen, når der ikke i lovgivningen er en eksplicit beskyttelse mod forskelsbehandling samt hadforbrydelser og hadfulde ytringer på grund af diskriminationsgrundene kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika. Det kan i sidste ende svække både forurettedes og gerningsmands retssikkerhed.

[Side 42.] 2.8. Mulige tiltag, herunder fordele og ulemper
Nedenfor analyseres og opstilles mulige tiltag til en styrkelse af forskelsbehandlingslovgivning henholdsvis på grund af seksuel orientering og på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.

2.8.1. Beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering
Det er arbejdsgruppens vurdering, at de nuværende regler om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering inden for arbejdsmarkedet er tilstrækkelige. Beskyttelsen omfatter både direkte og indirekte forskelsbehandling samt chikane, ligesom der er klageadgang til Ligebehandlingsnævnet, delt bevisbyrde og mulighed for godtgørelse.

Det er herudover arbejdsgruppens vurdering, at der med racediskriminationsloven er tilstrækkelig beskyttelse mod direkte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet. Arbejdsgruppen finder dog, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet kan styrkes ved at udvide anvendelsesområdet til eksplicit at omfatte et forbud mod indirekte forskelsbehandling samt chikane på grund af seksuel orientering.

I dag er klageadgangen ikke den samme inden og uden for arbejdsmarkedet, når det drejer sig om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Ligeledes adskiller klageadgangen for forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet sig fra klageadgangen i forhold til forskelsbehandling på grund af køn, etnisk oprindelse og race uden for arbejdsmarkedet. Endelig har Institut for Menneskerettigheder kompetence til bl.a. at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet ift. forskelsbehandling på grund af seksuel orientering inden for arbejdsmarkedet, mens instituttet ikke har en tilsvarende kompetence uden for arbejdsmarkedet.

Arbejdsgruppen finder, at lovgivningen kan styrkes ved at skabe en adgang til, at klager over forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet. En administrativ klageadgang vil generelt kunne sikre en mere smidig og effektiv retsbeskyttelse for den enkelte borger, der udsættes for forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Samtidig vil en klageadgang til Ligebehandlingsnævnet give mulighed for godtgørelse for ikke-økonomisk skade i sager om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, ligesom princippet om delt bevisbyrde vil finde anvendelse.

Endelig finder arbejdsgruppen, at en ensartet klageadgang vedrørende flere forskellige diskriminationsgrunde kan bidrage til at håndtere situationer, der involverer flere kriterier, dvs. en situation, hvor en person mener sig udsat for forskelsbehandling på grund af flere diskriminationskriterier, f.eks. køn, etnisk oprindelse og seksuel orientering.

Arbejdsgruppen finder endvidere, at lovgivningen kan styrkes ved at give Institut for Menneskerettigheder eksplicit kompetence ift. seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet, herunder ift. indbringelse af sager ved Ligebehandlingsnævnet. Dette vil kunne bidrage til at fremme ligebehandling både i konkrete sager om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering samt generelt ved at Institut for Menneskerettigheder får et tydeligere mandat til fx at iværksætte undersøgelser om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet.

Den mulige styrkelse af beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering kan enten ske ved ændring af gældende lovgivning eller ved en ny lov. Nedenfor gennemgås de muligheder, som arbejdsgruppen har overvejet.

[Side 43.] 2.8.1.1. Racediskriminationsloven
[…]

Arbejdsgruppen har drøftet, om seksuel orientering fortsat skal være omfattet af racediskriminationsloven, såfremt man vælger at styrke beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i anden lovgivning, da der i så fald vil være et delvist sammenfald mellem de to love. Det delvise sammenfald vil indebære, at en forskelsbehandling på grund af seksuel orientering efter omstændighederne vil kunne være omfattet af – og i strid med – både racediskriminationsloven og anden lovgivning.

De to sager vil dog ikke kunne behandles samtidig, jf. lov om Ligebehandlingsnævnet § 4, stk. 2, og sagerne vil blive behandlet efter forskellige regler. En overtrædelse af racediskriminationsloven vil blive behandlet i strafferetsplejens former, hvilket som tidligere nævnt bl.a. betyder, at anklagemyndigheden har bevisbyrden for den tiltaltes skyld. Sagen om forskelsbehandling efter en anden lov, hvor der er adgang til at klage ved Ligebehandlingsnævnet, vil blive behandlet i den civile retsplejes former, hvilket bl.a. betyder, at princippet om delt bevisbyrde vil kunne finde anvendelse.

Særligt i forhold til at muligheden for at sætte ind over for gentagne overtrædelser af forbuddet mod forskelsbehandling finder arbejdsgruppen det hensigtsmæssigt, at sagerne også kan behandles som en straffesag, da det kan have en større præventiv effekt, at en overtrædelse vil fremgå af den pågældendes straffeattest. Arbejdsgruppen finder det således mest hensigtsmæssigt, at seksuel orientering forbliver en del af racediskriminationsloven. Dette svarer også til den model man valgte i forbindelse med udarbejdelsen af lov om etnisk ligebehandling, idet race eller etnisk oprindelse fortsat skulle være omfattet af racediskriminationsloven.

2.8.1.2. Lov om etnisk ligebehandling
Arbejdsgruppen har drøftet muligheden for at styrke beskyttelsen ved at indsætte et forbud mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i lov om etnisk ligebehandling. Lov om etnisk ligebehandling er en minoritetsbeskyttelseslov, der allerede i dag omfatter både direkte og indirekte forskelsbehandling og chikane, samt indeholder klageadgang til Ligebehandlingsnævnet. Loven indeholder ligeledes en bestemmelse vedr. Institut for Menneskerettigheders kompetence ift. race og etnisk oprindelse.

Loven implementerer delvist Rådets direktiv 2000/43/EF og vedrører alene etnisk forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet. Loven har i kraft af sit anvendelsesområde placering under Udlændinge- og Integrationsministeriets ressort.

Arbejdsgruppen finder imidlertid, at forskelsbehandling på grund af seksuel orientering ikke bør indarbejdes i lov om etnisk ligebehandling, da der vil være tale om en væsentlig udvidelse af lovens målgruppe, idet det lægges til grund, at en beskyttelse af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering ikke er tænkt begrænset til personer fra etniske minoritetsgrupper eller særligt knyttet til etnicitet.

2.8.1.3. Ny selvstændig forskelsbehandlingslov
Arbejdsgruppen har drøftet muligheden for, at en styrkelse af beskyttelsen i forhold til seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet kan ske i en ny selvstændig minoritetsbeskyttelseslov, som beskytter mod både direkte og indirekte forskelsbehandling samt chikane, giver klageadgang til Ligebehandlingsnævnet, herunder mulighed for delt bevisbyrde og godtgørelse for forurettede. En ny selvstændig forskelsbehandlingslov vil kunne indeholde anvendelsesområderne fra ligestillingsloven og lov om etnisk ligebehandling samt give Institut for Menneskerettigheder eksplicit kompetence på området.

Det taler dog imod denne model, at beskyttelsen mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet i dag er forankret i en række forskellige lovgivninger, hvorfor en ny selvstændig lov til beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering vil øge kompleksiteten af den samlede danske forskelsbehandlingslovgivning yderligere jf. også bemærkningerne fra Institut for Menneskerettigheder i afsnit 2.6.

Det er på den baggrund arbejdsgruppens vurdering, at det ikke umiddelbart er hensigtsmæssigt at etablere en ny, selvstændig lov for at styrke beskyttelsen på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet.

[Side 45.] 2.8.1.4. Ligestillingsloven
Arbejdsgruppen har drøftet muligheden for at styrke beskyttelsen mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet på grund af seksuel orientering i ligestillingsloven.

Ligestillingsloven udmønter det generelle princip om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til levering af varer og tjenesteydelser, der er tilgængelig for offentligheden inden for både den private og offentlige sektor. Ligestillingsloven omfatter både direkte og indirekte forskelsbehandling samt chikane, ligesom der i loven er klageadgang til Ligebehandlingsnævnet, delt bevisbyrde og mulighed for godtgørelse. Ligestillingsloven indeholder ligeledes en bestemmelse vedr. Institut for Menneskerettigheders kompetence ift. køn.

Ligestillingsloven regulerer dog ikke kun forskelsbehandling og chikane på baggrund af køn, men indeholder også en bredere forpligtelse i forhold til arbejdet med at fremme ligestilling mellem kønnene, herunder bl.a. regler for kønssammensætningen i råd, nævn og udvalg og forpligtelsen til at statslige institutioner og virksomheder opstiller måltal for kønsfordelingen i bestyrelser mv.

Ligestillingsloven regulerer i dag ikke beskyttelse af minoriteter, da hverken mænd eller kvinder udgør en minoritet i forhold til hinanden eller i samfundet. forskelsbehandling af LGBTI-personer, herunder på grund af seksuel orientering, kan dog i høj grad siges at være indlejret i kønsproblematikken og at have kønsaspekter, idet man ift. seksuel orientering bryder med “normen” for sammenhængen mellem køn og seksuel orientering i samfundet.

Arbejdsgruppen finder, at beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering kan placeres i ligestillingsloven i form af et selvstændigt kapitel i loven, der omfatter minoritetsbeskyttelse på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet.

Således vil de bredere forpligtelser, som loven indeholder i relation til køn, ikke gøre sig gældende ift. seksuel orientering. Der opnås ligeledes tilnærmelsesvis en parallelitet i håndteringen af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering inden for og uden for arbejdsmarkedet, idet beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering inden for arbejdsmarkedet adresseres i forskelsbehandlingsloven, som er en minoritetslov.

[Side 45.] 2.8.2. Beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika
Det er arbejdsgruppens vurdering, at det må antages, at kønsidentitet og kønsudtryk er omfattet af forskelsbehandlingslovgivningen inden for og uden for arbejdsmarkedet. Der har ikke tidligere været taget stilling til, hvorvidt kønskarakteristika kan anses som en diskriminationsgrund i de gennemgåede love. På grund af manglende retspraksis, og idet forarbejderne til den gennemgåede lovgivning ikke tager stilling hertil, er det arbejdsgruppens vurdering, at det er uklart, om kønskarakteristika kan siges at være omfattet af begreberne “seksuel orientering” eller “køn“. Det må dog antages, at kønskarakteristika – på samme måde som kønsidentitet og kønsudtryk – i praksis vil være omfattet af begrebet “køn” og i forhold til hadforbrydelser af begrebet “seksuel orientering“.

Arbejdsgruppen vurderer samlet, at der i både retspraksis og forarbejder er uklarhed om begreberne, og at brugen af og sammenhængene mellem de forskellige begreber i mange tilfælde må anses for at være utidssvarende. Dette betyder, at personer, der i forskellig grad optræder, fremstår eller opfatter sig selv som tilhørende et andet køn end deres fødselstildelte køn, kan have vanskeligt ved at gennemskue deres rettigheder og dermed håndhæve disse. Samtidig vurderes beskyttelsen at hvile på en relativt spinkel retspraksis.

Arbejdsgruppen finder således, at rettighederne for trans- og interkønnede kan styrkes ved eksplicit at nævne begreberne kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika eksplicit i de relevante love. Dermed sikres en klar beskyttelse mod forskelsbehandling og diskrimination på baggrund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.

Nedenfor gennemgås de forskellige lovgivninger, hvor der vil kunne ske en styrkelse i forhold til diskrimination og forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.

[Side 46.] 2.8.2.1. Forskelsbehandlingsloven (Inden for arbejdsmarkedet)
Arbejdsgruppen vurderer, at forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika ofte vil være udtryk for, at en person skiller sig ud fra “normen” i samfundet. Inden for arbejdsmarkedet kan beskyttelsen på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika derfor hensigtsmæssigt ske i forskelsbehandlingsloven, der beskytter minoriteter mod forskelsbehandling.

Det forhold, at en person forskelsbehandles på grund af sin kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika udelukker ikke, at personen også kan blive udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn, forstået som enten mand eller kvinde. Dette vil inden for arbejdsmarkedet i så fald allerede være forbudt i medfør af ligelønsloven og ligebehandlingsloven.

2.8.2.2. Ligestillingsloven (Uden for arbejdsmarkedet)
For at skabe parallelitet til lovgivningen inden for arbejdsmarkedet finder arbejdsgruppen, at udgangspunktet for beskyttelsen på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika uden for arbejdsmarkedet også bør være minoritetsbeskyttelse.

Beskyttelsen på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika kan derfor ske i et nyt selvstændigt kapitel i ligestillingsloven, der omfatter minoritetsbeskyttelse på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika uden for arbejdsmarkedet. Kapitlet kan omfatte beskyttelse mod både direkte og indirekte forskelsbehandling og chikane på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika, give klageadgang til Ligebehandlingsnævnet, og den heraf følgende delte bevisbryde samt mulighed for godtgørelse for forurettede, samt give Institut for Menneskerettigheder eksplicit kompetence på området.

Et nyt selvstændigt kapitel i ligestillingsloven vil som beskrevet i afsnit 2.8.1.4. også kunne omfatte seksuel orientering, således at beskyttelsen mod forskelsbehandling af LGBTI-personer er samlet i samme lovgivning.

2.8.2.2. Ligestillingsloven (Uden for arbejdsmarkedet)
For at skabe parallelitet til lovgivningen inden for arbejdsmarkedet finder arbejdsgruppen, at udgangspunktet for beskyttelsen på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika uden for arbejdsmarkedet også bør være minoritetsbeskyttelse.

Beskyttelsen på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika kan derfor ske i et nyt selvstændigt kapitel i ligestillingsloven, der omfatter minoritetsbeskyttelse på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika uden for arbejdsmarkedet. Kapitlet kan omfatte beskyttelse mod både direkte og indirekte forskelsbehandling og chikane på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika, give klageadgang til Ligebehandlingsnævnet, og den heraf følgende delte bevisbryde samt mulighed for godtgørelse for forurettede, samt give Institut for Menneskerettigheder eksplicit kompetence på området.

Et nyt selvstændigt kapitel i ligestillingsloven vil som beskrevet i afsnit 2.8.1.4. også kunne omfatte seksuel orientering, således at beskyttelsen mod forskelsbehandling af LGBTI-personer er samlet i samme lovgivning.

Det forhold, at en person forskelsbehandles på grund af sin kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika udelukker ikke, at personen også kan blive udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn, dvs. som enten mand eller kvinde. Dette vil uden for arbejdsmarkedet i så fald allerede være forbudt i ligestillingsloven.

[Side 47.] 2.8.2.3. Racediskriminationsloven
Racediskriminationsloven omfatter efter sin ordlyd alene seksuel orientering, der dog i overensstemmelse med straffelovens § 266 b anses for også at omfatte i hvert fald kønsudtryk og kønsidentitet, jf. afsnit 2.3.2.2.

Loven vil på samme måde som de øvrige forskelsbehandlingslove kunne ændres til at omfatte et eksplicit forbud mod forskelsbehandling på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.

Der er i dag få straffesager om overtrædelse af racediskriminationsloven, der som anført ovenfor allerede omfatter diskrimination pga. kønsidentitet og kønsudtryk. Dette kan på den ene side indikere, at der er en uklar retstilstand, så transkønnede og interkønnede ikke er opmærksomme på, at de er beskyttede mod forskelsbehandling efter loven og ikke anmelder disse forbrydelser. På den anden side kan de få straffesager på området også indikere, at der ikke er et praktisk behov for at ændre loven.

Det er i forbindelse med overvejelser om en eventuel ændring af racediskriminationsloven vigtigt at være opmærksom på lovens kobling til straffelovens § 266 b om hadfulde ytringer. Der bør således ikke ske en ændring af racediskriminationsloven uden en parallel ændring af § 266 b (og § 81, nr. 6, om skærpet straf for hadforbrydelser).

2.8.2.4. Hadfulde ytringer, jf. straffelovens § 266 b, og hadforbrydelser, jf. straffelovens §81, nr. 6
Som anført i afsnit 2.3.2.2 og 2.3.2.3., skal såvel racediskriminationsloven som straffelovens § 81, nr. 6, hvorefter det er en strafskærpende omstændighed, hvis en overtrædelse af straffeloven har baggrund i bl.a. andres seksuelle orientering, fortolkes i overensstemmelse med § 266 b.

Hvis der sker en ændring af straffelovens § 266 b, stk. 1, så bestemmelsen ved siden af “seksuel orientering” kommer til at omfatte “kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika“, vil der ikke længere være belæg for at antage, at kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika kan indfortolkes under begrebet “seksuel orientering” i § 266 b, stk. 1, og dermed heller ikke i § 81, nr. 6. En ændring af straffelovens § 266 b forudsætter således en parallel ændring af § 81, nr. 6, såfremt man ikke skal forringe beskyttelsen mod hadforbrydelser i § 81, nr. 6.

Straffelovens bestemmelser vil – på samme måde som forskelsbehandlingslovene – kunne ændres til at omfatte et eksplicit forbud mod hadforbrydelser og hadfulde ytringer på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.

Dette vil kunne bidrage til en tydeligere retstilstand, hvilket i sidste ende kan styrke både forurettedes og gerningsmands retssikkerhed. Det vil ligeledes generelt kunne øge fokus på hadforbrydelser begået over for transkønnede og interkønnede og bidrage til, at disse forbrydelser i højere grad anmeldes. Samtidig vil det styrke politiets opmærksomhed på disse former for diskriminerende motiver.

[Side 48.] 2.8.3. Reform af forskelsbehandlingslovgivningen
Analysen har vist, at beskyttelse mod forskelsbehandling i den danske lovgivning er forankret i en række forskellige love. Det gør sig særligt gældende uden for arbejdsmarkedet, hvor der er flere forskellige lovgivninger med forskellige anvendelsesområder, forskellig klageadgang samt forskellige sanktioner, herunder mulighed for godtgørelse.

LGBT+ Danmark, LGBT Komiteen og Institut for Menneskerettigheder har peget på, at der generelt er behov for at lave en reform af forskelsbehandlingslovgivningen, så kompleksiteten i lovgivningen begrænses og ensartetheden ift. dæknings- og anvendelsesområde for de forskellige diskriminationsgrunde øges.

I nogle lande, herunder i Sverige og Norge, ses en samlet forskelsbehandlingslovgivning, der dækker en række diskriminationsgrunde både inden og uden for arbejdsmarkedet. I Sverige omfatter lovgivningen diskriminationsgrundene køn, kønsoverskridende identitet eller udtryk, etnisk tilhørsforhold, religion eller anden trosopfattelse, funktionsnedsættelse, seksuel orientering eller alder, og dækker både inden og uden for arbejdsmarkedet. I Norge omfatter lovgivningen diskriminationsgrundene køn, graviditet, barsel ved fødsel eller adoption, omsorgsopgaver, etnicitet, religion, livssyn, funktionsnedsættelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, alder, og dækker ligeledes både inden og uden for arbejdsmarkedet.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at en reform af forskelsbehandlingslovgivningen med henblik på at mindske kompleksiteten og skabe større ensartethed uanset diskriminationsgrund vil kræve et egentligt udvalgsarbejde, hvor det bl.a. vil skulle afdækkes, hvilke diskriminationsgrunde der skal medtages, herunder hvorvidt en eventuel reform skal omfatte både forskelsbehandlingslovene inden og uden for arbejdsmarkedet. Der vil endvidere skulle tages nøje højde for Danmarks internationale forpligtelser ifølge bagvedliggende direktiver mv., hvor det ikke nødvendigvis er de samme anvendelsesområder, som gør sig gældende i de forskellige direktiver. Det er arbejdsgruppens vurdering, at indskrivningen i den eksisterende lovgivning af en eksplicit beskyttelse af LGBTI-personer mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika, herunder med ens klageadgang mv., jf. afsnit 2.8.2., i tilstrækkelig grad vil forenkle, styrke og harmonisere beskyttelsen mod forskelsbehandling af LGBTI-personer. Med de mulige tiltag vil beskyttelsen således svare til eksempelvis beskyttelsen mod forskelsbehandling på baggrund af køn.

[Side 48.] 2.9. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
Nedenfor gennemgås administrative og økonomiske konsekvenser forbundet med de mulige tiltag til en styrkelse af forskelsbehandlingslovgivning henholdsvis på grund af seksuel orientering og på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika.

• Lov om Ligebehandlingsnævnet
• Lov om Institut for Menneskerettigheder

• Lov om Ligebehandlingsnævnet
• Lov om Institut for Menneskerettigheder

2.9.2. Økonomiske konsekvenser
Beskyttelse på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika
De økonomiske konsekvenser forbundet med de skitserede modeller om en styrkelse af beskyttelsen på grund af seksuel orientering, jf. afsnit 2.8.1., og om en styrkelse af beskyttelse på grund af kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika, jf. afsnit 2.8.2., vil primært være øgede omkostninger i forbindelse med, at der evt. etableres klageadgang til Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnet har foretaget et foreløbigt skøn over de forventede omkostninger forbundet hermed baseret på antallet af sager om forskelsbehandling af andre grunde uden for arbejdsmarkedet, bl.a. handicap. Ligebehandlingsnævnet forventer, at der vil være 15-25 sager ekstra årligt som følge af ændringerne. Heraf forventes 15-20 af sagerne at omhandle seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet, mens resten udgøres af det yderligere antal sager, som den øgede opmærksomhed i forbindelse med en kodificering af beskyttelsen mod forskelsbehandling pga. kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika forventes at medføre.

Omkostningerne hertil vil være 500.000 kr. årligt inkl. udgifter til eventuelle retssager, hvis indklagede ikke efterlever en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet. Det bemærkes, at omkostninger til evt. økonomisk godtgørelse afholdes af den indklagede.

Ligebehandlingsnævnet har bemærket, at dette er et forsigtigt bud. Herunder oplever de, at antallet af sager stiger, jo flere sager nævnet afgør. Dette gør sig eksempelvis gældende i forhold til afgørelser vedrørende forskelsbehandling på grund af handicap.

Reform af forskelsbehandlingslovgivningen
Der vil være udgifter forbundet med et evt. lovforberedende udvalgsarbejde med ekstern deltagelse, som er nødvendigt, hvis der skal udarbejdes en samlet forskelsbehandlingslovgivning. Herunder til honorarer af eksterne deltagere mv.

[Side 50.] 3. Det familieretlige område
3.1. Navneændring for transkønnede
3.1.1. Indledning
Efter navneloven må et fornavn ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet. Med indførelsen af muligheden for juridisk kønsskifte for transkønnede i 2014 blev transkønnedes ønske om at kunne legitimere sig i overensstemmelse med deres kønsidentitet imødekommet. Personer, der tildeles et juridisk kønsskifte, skal om nødvendigt ændre fornavn, så det bliver kønskorrekt i forhold til det nye køn. Navneændringen gennemføres som alle andre navneændringer via en digital løsning.

For transkønnede, der ikke har ændret det juridiske køn, men som ønsker at ændre deres fornavn, gælder en særlig – og mere omfattende – procedure for gennemførelse af en eventuel navneændring.
Det er et ønske fra organisationer på området, at bestemmelsen om, at et fornavn ikke må betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet, ophæves, eller at proceduren for transkønnede for at gennemføre en navneændring som minimum lempes.

[Side 50.] 3.1.2. Gældende dansk ret
3.1.2.1. Navneloven
[…]

[Side 51.] 3.1.2.2. Juridisk kønsskifte
[…]

[Side 52.] 3.1.3. Udenlandsk ret og erfaringer
[…]

[Side 53.] 3.1.3.8. Opsamlende om udenlandsk ret og erfaringer
Alle de adspurgte lande har regler, der gør det muligt for en transkønnet at ændre sit fornavn til et navn, der afviger fra det medfødte køn.

I Canada, Ontario, England, Malta, Nederlandene og Sverige er navnelovgivningen kønsneutral, således at der ikke er krav om, at en persons fornavn ikke må betegne det modsatte køn.

I Danmark, Norge og Tyskland skal et fornavn som udgangspunkt være kønskorrekt i forhold til det juridiske køn. I disse lande er der forskellige processuelle regler for imødekommelse af en ansøgning om navneændring fra en transkønnet.

3.1.4. Overvejelser om mulige tiltag
3.1.4.1. Navneændring for personer som oplever sig som tilhørende det andet køn
Overvejelser om navneændringer for personer, som oplever sig som tilhørende det andet køn, vedrører både de materielle og processuelle betingelser.

Den ordning, der siden 2002 har givet transkønnede mulighed for at få et fornavn, der betegner det modsatte køn, indebærer som beskrevet i afsnit 3.1.2.1., at ansøgningen om navneændring forelægges det multidisciplinære team ved Rigshospitalet og Aalborg Universitetshospital for en udtalelse om, hvorvidt ansøgeren er transkønnet.

Henset til at det siden 2014 har været muligt at få et juridisk kønsskifte på baggrund af en erklæring fra ansøgeren om, at man som oplever sig som tilhørende det andet køn, vurderes det ikke hensigtsmæssigt, at den gældende ordning om navneændring opretholdes. Det skal således overvejes, hvordan man som trans- eller interkønnet fremadrettet kan få gennemført en navneændring uden samtidig at gennemføre et fysisk eller juridisk kønsskifte. Nedenfor præsenteres forskellige modeller.

[Side 54.] 3.1.4.1.1. Kønsneutral navnelov
Som en materiel ændring vil det kunne overvejes, om navnelovens bestemmelser, hvorefter et navn ikke må betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet, ophæves sådan, at der i lovgivningen ikke skelnes mellem drenge- og pigenavne. En sådan model vil i store træk svare til lovgivningen i Sverige, Nederlandene, Malta, England og Canada, Ontario. Herved undgås både sagsbehandling og procedurer, som kan forekomme bureaukratiske og indgribende for den enkelte.
Ændringen vil dog gøre op med et centralt træk inden for dansk navnetradition og samtidig medføre, at enhver vil kunne tage et nyt fornavn uden skelen til, om navnet traditionelt har været betragtet som et pige- eller et drengefornavn. Der henvises til navnelovsudvalgets begrundelse for at opretholde kravet om kønskorrekte navne i udvalgets betænkning fra 2004, som gengivet ovenfor i afsnit 3.1.2.1. I lyset af samfundsudviklingen og udviklingen i den familieretlige lovgivning siden navnelovens ikrafttræden, kan det overvejes, om den tidligere fremførte argumentation om kommunikationsmæssige fordele i den praktiske navnebrug samt et kønsopdelt samfund fortsat bør være bærende.

3.1.4.1.2. Navneændring ved erklæring
Opretholdes kravet i navneloven om, at et navn ikke må betegne det modsatte køn, kan det – som en processuel ændring – overvejes at lempe sagsbehandlingsproceduren for ansøgninger fra trans- eller interkønnede om navneændring og sidestille en ansøgning om navneændring for trans- eller interkønnede med øvrige navneændringer. Det vil medføre, at en ansøgning om navneændring til et navn, som betegner det modsatte køn i forhold til den, som skal bære navnet, vil kunne behandles skriftligt og vil kunne imødekommes, hvis ansøgeren skriftligt erklærer at opleve sig som tilhørende det modsatte køn, dvs. uden at vedkommende har gennemført et fysisk eller juridisk kønsskifte. Ikke-trans- eller interkønnede vil med denne model fortsat ikke kunne tage et fornavn, der betegner det modsatte køn.

Som fordel ved en sådan model vil særligt kunne nævnes, at en enklere procedure vil kunne skabe bedre balance mellem proceduren for en navneændring for trans- og interkønnede og proceduren for et juridisk kønsskifte, hvor der er sket en afkobling af juridiske forhold fra den sundhedsfaglige udredning og behandling ved kønsidentitetsforhold.

Det kan ikke afvises, at enkelte ikke-trans- eller interkønnede ansøgere vil benytte erklæringsmodellen til at opnå en navneændring til et ikke kønskorrekt navn. Denne mulighed for omgåelse vurderes imidlertid at være af mindre betydning i forhold til modellens fordele. Herudover bemærkes, at modellen alene vedrører navneændringer, og at kravet om et navns kønskorrekthed vil kunne fastholdes i forhold til navngivningen af et barn.

Det bemærkes yderligere, at ændringen umiddelbart vil omfatte både børn og unge under 18 år og voksne, da der i navneloven som udgangspunkt ikke skelnes mellem regler for henholdsvis børn og unge under 18 år og voksne. Det bemærkes, at ved navneændring for et barn eller en ung under 18 år kræves samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og fra barnet eller den unge, der er fyldt 12 år.

[Side 55.] 3.1.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
Navneændring for personer som oplever sig som tilhørende det andet køn
Afhængig af hvilken model for navneændring for personer, som oplever sig som tilhørende det andet køn, der vælges, vil ændringerne kunne gennemføres ved henholdsvis lovændring eller ved ændring på bekendtgørelsesniveau.

Kønsneutral navnelov
Denne model vil kunne gennemføres ved en ændring af navneloven.

Der vil ikke være økonomiske eller administrative konsekvenser ved gennemførelse af modellen

Navneændring ved erklæring
En forenklet procedure for navneændring for trans- eller interkønnede vil kunne gennemføres ved en ændring af navneloven. Ansøgningerne om navneændringer for trans- eller interkønnede vil kunne følge den almindelige fremgangsmåde ved ændring af navn, hvor ansøgningen indgives til personregisterføreren.

Ændringen vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning. Det bemærkes, at ved ansøgning om navneændring skal der betales et gebyr.

[Side 56.] 3.2. Transkønnede, der bliver forældre
3.2.1. Indledning
I børneloven tages der ikke højde for, at transkønnede bliver forældre. Der er et princip om, at forældreskabet fastsættes i overensstemmelse med den transkønnedes biologiske køn, men denne antagelse er senest blevet udfordret af retspraksis, jf. afsnit 3.2.2.3.

Det er et ønske fra organisationer på området, at forældreskabet fastlægges ud fra en persons juridiske køn, det vil for eksempel sige, at en person, der har gennemført et juridisk kønsskifte fra kvinde til mand, registreres som far til et barn, som den pågældende føder.
[…]

[Side 57.] 3.2.2.2. Juridisk kønsskifte
[…]

3.2.2.3. Retspraksis
Der er i nyere dansk retspraksis taget stilling til forældreskabet for personer, der har ændret det juridiske køn. Østre Landsret har i kendelse af 24. november 2017 prøvet, om en person, som havde fået et juridisk kønsskifte fra kvinde til mand – og efterfølgende også et fysisk kønsskifte – skulle registreres som far eller medmor.

Landsrettens kendelse vedrørte kvinden A, der levede sammen med en anden kvinde, B. A skiftede køn fra kvinde til mand. Kvinden B modtog fertilitetsbehandling med sæd fra en anonym donor, og A havde på forhånd samtykket i at være forælder til barnet. Efter barnets fødsel ansøgte parret om, at A måtte blive registreret som barnets far. Landsretten nåede frem til, at A kunne registreres som far til barnet.

Landsretten bemærkede desuden, at der herved ikke var taget stilling til tilfælde, hvor den, som giver samtykke efter børnelovens § 27, har leveret sæd, som har gjort kvinden gravid, og heller ikke til, om en registreret far eller medmor, som skifter køn, kan opnå en ændring i den i forvejen registrerede status.
[…]

[Side 59.] 3.2.4. Overvejelser om mulige tiltag
De tiltag, der beskrives i dette punkt, omhandler personer, der har fået et juridisk kønsskifte på baggrund af en erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, jf. CPR lovens § 3, stk. 6, samt de personer, der har gennemført et anerkendt fysisk kønsskifte og på den baggrund opnået en ændring af juridisk køn.

[Side 60.] 3.2.4.1. Altid juridisk køn
En model, der adskiller det juridiske køn fra det reproduktive køn, kunne være, at en forælder, som har skiftet juridisk køn inden barnets fødsel, betegnes og registreres som forælder på en måde, som afspejler det juridiske køn.

Forældrene bør samtidigt have de samme rettigheder og pligter, som hvis de ikke havde ændret juridisk køn. Dermed bliver det juridiske køn ikke styrende for en række af de rettigheder og pligter, der følger af forældreskabet. Det indebærer bl.a., at den, som føder et barn, skal omfattes af de bestemmelser i lovgivningen, som gælder for en mor, fx retten til at kunne rejse en sag om faderskab og medmoderskab inden barnets fødsel og pligt til at oplyse, hvem der er eller kan være far eller medmor til barnet. Ligeledes skal den forælder, som bidrager med sæd til barnets undfangelse, eller som har samtykket til behandling med assisteret reproduktion, omfattes af de bestemmelser, som gælder for en far eller medmor. Som et eksempel fra børneloven kan nævnes, at en mand, der har haft et seksuelt forhold til moren, som udgangspunkt har ret til at få prøvet, om han er barnets far.

Modellen har lighedspunkter med lovgivningen i Sverige.

Fordelen ved denne model er, at børneloven dermed fuldt ud vil anerkende det juridiske og selvvalgte køn ift. det juridiske forældreskab.

3.2.4.2. Kønsneutral børnelov
Det kan også overvejes, om en model, hvor børneloven er kønsneutral, vil være at foretrække. I en sådan model vil begreber som “mand” og “kvinde” skulle fjernes, og begreberne “mor”, “far” og “medmor” vil skulle erstattes af et forældrebegreb, hvorved der opnås en begrebsmæssig kønsneutralitet. Modellen vil ikke kun gælde for forældre, der har ændret det juridiske køn, men for alle forældre, der får børn.

Modellen vil samtidig bryde med den traditionelle retlige opfattelse af mor, far og medmor. Det vil stå forældrene frit for at kalde sig “mor”, “far”, “medmor”, “medfar”, ved navn eller andet.

Som konsekvens af modellen vil de klassiske retsprincipper “mater-est” og “pater-est” ikke længere kunne anvendes, da disse er kønsbestemte. Disse begreber vil dog kunne erstattes af en lovbestemt forældredefinition, der fastlægger, at et barns forældre er den person, der har født barnet, og dennes ægtefælle. Herved fastholdes, at den person, der føder barnet, automatisk anses som forælder, og at dennes ægtefælle – uanset køn – ligeledes automatisk anses som barnets forælder.

Det vil være en forudsætning for modellen, at børneloven fortsat kan henvise til biologiske faktorer, herunder de reproduktive muligheder som er biologiske bestemt, fx den gravide, to personer, der har haft et seksuelt forhold, der har resulteret i en graviditet, og DNA-test af en person, der vil kunne have gjort en anden person gravid.

Fordelen ved denne model er, at den i videst muligt omfang ligestiller forældre – transkønnede eller ej. Den vil desuden betyde, at et allerede etableret forældreskab ikke vil blive påvirket, hvis en forælder efterfølgende skifter køn.

[Side 61.] 3.2.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
Begge modeller indebærer behov for ændring af børneloven samt en række ændringer af relateret lovgivning, hvor der refereres til barnets forældre som moren, faren eller medmoren. Dette gælder eksempelvis forældreansvarsloven, barselsloven, retsplejeloven, navneloven og CPR-loven.

Hertil kommer en række implementeringsopgaver, herunder ændring af tilhørende administrative forskrifter, ændring af registrering i CPR, tilretning af it-systemer og blanketter i Familieretshuset og hos personregisterføreren. Der vil endvidere være implementeringsudgifter ved en kønsneutral børnelov på barselsområdet, idet det vil være nødvendigt at tilpasse ordlyden i de relevante systemer, fx i selvbetjeningssystemer. Der tages forbehold for en nærmere beregning heraf.
[…]

[Side 77.] 4. Ændring af juridisk køn mv.
4.1. Mulighed for ændring af juridisk køn under 18 år
[…]

[Side 78.] 4.1.2. Begrebsafklaring
I det centrale personregister angiver det sidste ciffer i personnummeret om man er mand (ulige numre) eller kvinde (lige numre). Personnummeret fremgår af bl.a. kørekort, sygesikringsbevis, eksamensbeviser og fødselsattest. I passet angives dette enten som F for kvinder og M for mænd.

Det køn, som en person tildeles ved fødslen, kan betegnes som fødselskøn, medfødte køn, biologisk køn eller fødselstildelt køn. I kapitlet anvendes fødselstildelt køn, da dette er Sundhedsstyrelsens praksis.

At være transkønnet er en fællesbetegnelse for personer, hvis kønsidentitet eller kønsudtryk i større eller mindre grad ikke er i overensstemmelse med det fødselstildelte køn.

Kønsidentitet er den enkelte persons selvoplevede køn, dvs. den enkeltes indre og individuelle oplevelse af sit køn. Ens kønsidentitet kan være anderledes end ens fødselstildelte køn.

Der anvendes igennem beskrivelsen den sprogbrug, der er anvendt i gældende love, bekendtgørelser, vejledninger og rapporter. Det betyder fx, at ordet transseksuel forekommer i det følgende afsnit. Arbejdsgruppen er opmærksom på, at det er misvisende at bruge begrebet transseksuel om transkønnede, da seksualitet eller seksuel orientering ikke har noget med ens kønsidentitet at gøre, hvorfor transkønnede og transkønnethed anvendes alle steder, hvor der ikke refereres til tidligere dokmenter eller gældende love.

I den offentlige debat samt i det tværministerielle arbejde, der gik forud for lovændringen i 2014, anvendes betegnelsen juridisk kønsskifte om spørgsmålet om ændring af juridisk køn. Begrebet kønsskifte har traditionelt henvist til en kønsskifteoperation – et operativt indgreb, som foretages med det formål at fjerne og/eller ændre mandlige eller kvindelige kønsorganer, så personen kan opleve større sammenhæng mellem sit fødselstildelte køn og sit oplevede køn.

Arbejdsgruppen finder, det derfor i dette afsnit er mere hensigtsmæssigt at bruge formuleringen “ændring af juridisk køn“, når der alene henvises til ændring af personnummeret samt afledte dokumenter. juridisk kønsskifte anvendes fortsat, når der henvises til tidligere dokumenter eller gældende love.
[…]

[Side 79.] 4.1.3. Gældende dansk ret
[…]
4.1.3.1. CPR-lovgivningen vedr. juridisk kønsskifte over 18 år
[…]

[Side 82.] 4.1.3.2. Pasloven
[…]

4.1.3.3. Navneloven
[…]

[Side 88.] 4.1.4. Behandlingstilbud til personer under 18 år
[…]

[Side 90.] 4.1.4.1.1. Erfaringer fra det sundhedsfaglige tilbud
Siden den 1. januar 2016 har der i Danmark været tilbud om kønsmodificerende medicinsk behandling til personer under 18 år på Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet. Før 2016 blev der alene tilbudt støttende samtaler samt udredning for børn og unge under 18 år.

I tabel 3 fremgår antallet af personer under 18 år, der er blevet henvist til udredning i sygehusvæsenet vedr. kønsidentitetsforhold i perioden i perioden 2010 til 2018.

Tabellen illustrerer, at der siden 2016 har været en stigning i børn og unge under 18 år, som henvises til udredning for kønsidentitetsforhold, ligesom de henviste børn og unge siden 2016 har været yngre. Hvor der før år 2015 ikke blev henvist børn og unge under 15 år, var den yngste henviste person i år 2018 11 år.

Tabel 4 viser antallet af kontakter til sygehusvæsenet vedr. kønsidentitetsforhold for børn og unge under 18 år fordelt på alder og køn opdelt på behandlingssteder.

[Side 91.]
Tabel 4:Antal børn og unge (0-17 år) med kontakt til sygehusvæsenet vedr. kønsidentitetsforhold pr. år, 2010-2018, opdelt på køn

Tabellen viser, at markant flere piger end drenge er i kontakt med sundhedsvæsenet vedr. kønsidentitetsforhold, hvis der ses på kontakterne fordelt over hele landet.

Fagfolk på området i Danmark har over for Sundhedsstyrelsen oplyst, at der ikke er entydige faglige skøn over, hvor mange børn og unge der oplever uoverensstemmelse mellem egen kønsidentitet og fødselstildelt køn, men som frafalder ønsket om sundhedsfaglig hjælp, når puberteten indtræder. I forskellige studier er angivet estimater på mellem 40-80 %. At et højt antal ikke ønsker eller frafalder ønske om behandling, er imidlertid ikke det samme som fortrydelse, men snarere et tegn på, at observations- og udredningsforløb har vist, at barnets eller de unges kønslige uoverensstemmelse og evt. kønslige ubehag ikke var vedvarende, hvorfor der følgelig ikke fandtes behov for sundhedsfaglig intervention. Den relativt høje andel, der stopper forløbet efter endt udredning, er desuden baggrunden for, at man fagligt anbefaler at følge barnets udvikling tæt (‘watchful waiting’) samt afvente med igangsættelse af kønsmodificerende hormonbehandling, indtil puberteten indtræder.

I følge Sundhedsstyrelsens “Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold 2018” kan supprimerende hormonterapi (stophormoner) først tilbydes, når den unge begynder at gå i pubertet, og når den unge er på Tanner stadie 2 eller højere. Kønsmodificerende medicinsk behandling med østrogener eller androgener (krydshormoner) kan tilbydes, når effekten af supprimerende hormonterapi er vurderet og forudsætter en aktuel og grundig faglig og individuel vurdering under hensyntagen til den enkeltes præferencer og forhold. Det betyder, at de personer under 18 år, der henvises til, eller som er i behandling ved Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion, ofte vil være omkring 10 år eller derover.

Erfaringerne fra Klinik for Vækst og Reproduktion ved Rigshospitalet viser, at kun ca. 1,8 pct. af de personer, der fra 2016 og frem til ultimo september 2019 blev henvist til kønsmodificerende hormonbehandling, har ønsket at stoppe behandlingen igen. Heraf var 2 personer i behandling med krydshormon, mens 1 person var i behandling med stophormon, som kan betragtes som behandling, der giver patienten en refleksionsperiode. Beregnes andelen, der frafalder ønske om behandling, alene på de 2 personer, der var i behandling med krydshormoner, er denne 1,2 %.

De behandlingsansvarlige speciallæger har hertil påpeget, at de unge og deres familier i alle tre tilfælde har fundet behandlingsforløbet nødvendigt for at opnå afklaring af den unges kønsidentitet og behov for behandling, og de har således ikke fortrudt, at de påbegyndte forløbet og hormonbehandlingen, men har blot ønsket behandlingen afsluttet.

[Side 92.] 4.1.5. Erfaringerne med juridisk kønsskifte over 18 år
[…]

[Side 106.] 4.1.8. Tilkendegivelser fra interesseorganisationerne
I en fælles erklæring indsendt af LGBT Danmark på vegne af Copenhagen Pride, LGBT+ Ungdom, Foreningen af Aseksuelle i Danmark (FAD), Polyamori Danmark, Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB), LGBT Asylum, Dare, Intersex Danmark og Sabaah giver organisationerne udtryk for, at de ønsker, at ændring af juridisk køn for mindreårige bliver muligt uden en nedre aldersgrænse.

Organisationerne nævner endvidere, at den manglende mulighed for børn og unge under 18 år til at få foretaget ændring af juridisk køn bl.a. bevirker, at der kan opstå forklaringsproblemer, når barnet eller den unge skal opgive sit personnummer på biblioteket, til læge, tandlæge mv., og modtageren grundet barnets kropslige udtryk ikke mener, at barnet eller den unge opgiver et korrekt personnummer. Børn og unge kan generelt møde udfordringer i paskontrollen, på arbejdspladsen og blandt mennesker, der vil fastholde deres køn ud fra pas, sygesikringskort, lønsedler mm., mens barnet eller den unge selv fysisk fremstår og hævder sig som værende et andet køn, end dokumentet indikerer.

Et andet eksempel kan være instanser og institutioner, der benytter personnummer til inddeling eller indkaldelse af klasser, grupper mm., så barnet eller den unge bliver fejlplaceret i forhold til sin kønsidentitet. Der kan også være tale om, at barnet eller den unge udelukkes fra foreningsliv og social interaktion med sine kammerater i tilfælde, hvor deltagelse er kønsopdelt på baggrund af personnummer.

Foreningerne bemærker, at de nævnte udfordringer afstedkommer unødig høj grad af mistrivsel hos de transkønnede under 18 år, men kan afhjælpes ved en simpel ændring af det sidste cifre i personnummeret.

Den manglende mulighed for at ændre personnummer betyder, at børnene og de unge ønskes tiltalt med pronomen anderledes end, hvad deres personnummer indikerer, at de går klædt, fremstår og har et navn, der adskiller sig fra, hvad deres personnummer indikerer, samt at de i nogle tilfælde får hormonel hjælp til et kropsligt udtryk, som ikke er i overensstemmelse med deres personnummer.

LGBT Komiteen har fremsat et konkret forslag til, hvordan de bedst ser en model for ændring af juridisk køn for mindreårige. LGBT Komiteen foreslår, at unge, der er fyldt 15 år, selv skal have mulighed for at indgive ansøgningen. Børn og unge under 15 år skal have forældremyndighedsindehaveres samtykke. Hvis der er uenighed mellem barnet og dets forældre eller indbyrdes mellem forældrene, skal sagen behandles i Familieretshuset. Hvis der ikke opnås enighed her, indbringes sagen for domstolene. Derudover foreslås det, at der ikke skal være nogen refleksionsperiode.

Amnesty International henviser til, at EMD har konstateret, at stater overtræder EMRK artikel 8, såfremt transkønnede ikke får mulighed for at få udstedt officielle dokumenter, der afspejler deres kønsidentitet, ligesom det også kan udgøre en krænkelse af transpersoners ret til anerkendelse, som er beskyttet i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR artikel 16) og konventionen om diskrimination mod kvinder (CEDAW artikel 15). Amnesty henviser ligeledes til, at det fremgår af børnekonventionens artikel 8, at et barn har ret til beskyttelse af sin identitet.

FSTB peger på, at en model lig den norske også vil egne sig godt i Danmark, men at de ikke ønsker en nedre aldersgrænse. Dette baserer de bl.a. på, at der heller ikke er nedre aldersgrænse for udredning og behandling i sundhedsvæsenet. FSTB anbefaler, at barnets tarv er det afgørende, såfremt der er uenighed mellem forældrene i forhold til ændring af juridisk køn. Derfor foreslår FSTB, at man i disse tilfælde kan få rådgivning fra en fagperson fra organisationer i civilsamfundet, der har kendskab til emnet, eller en person fra sundhedssystemet.

FSTB har desuden henvist til, at det af en canadisk undersøgelse fremgår, at det at have identitetspapirer, der stemmer overens med ens kønsidentitet, forbedrer transpersoners psykiske trivsel,122 samt at dette er væsentligt, da flere undersøgelser viser, at transpersoner har et markant dårligere selvvurderet helbred end andre LGBT-personer end befolkningen i øvrigt.

[Side 107.] 4.1.9. Tilkendegivelser fra børneorganisationer
Børnerådet, Børns Vilkår og Red Barnet har alle tilkendegivet, at de er positive over for tiltag om, at personer under 18 år gives mulighed for at ændre juridisk køn.

Børnerådet mener, at man ved at sænke aldersgrænsen for ændring af juridisk køn fra de nuværende 18 år til fx 12 år vil anerkende og identificere transkønnede børn og unge juridisk i overensstemmelse med den kønsidentitet, de selv identificerer sig med. Dermed ligestilles transkønnede børn og unge med andre i forhold til rent juridisk at blive mødt og anerkendt i overensstemmelse med det køn, de identificerer sig med. Børnerådet vurderer, at det kan være til det transkønnede barn eller unges bedste at have mulighed for selv at kunne træffe beslutning om ændring af juridisk køn, når det er bevidst om sin kønsidentitet og er i stand til at udtrykke tydeligt ønske herom. Børnerådet anbefaler desuden, at barnet eller den unge forud for ændring af juridisk køn skal modtage passende, alderssvarende, juridisk rådgivning om, hvad ændring af juridisk køn medfører, så beslutningen træffes på et oplyst grundlag.

Børns Vilkår mener, at aldersgrænsen for ændring af juridisk køn uden forældresamtykke bør være 15 år, og at man samtidig bør lade sig inspirere af den norske model, hvor man fra 6 år med forældresamtykke kan ændre sit juridiske køn, så det er muligt at starte skole med et navn, personnummer og deraf følgende registreringer i overensstemmelse med sin kønsidentitet. Børns Vilkår mener desuden, at barnet eller den unge forud for ændring af juridisk køn skal modtage alderssvarende juridisk rådgivning, men derudover også have tilbud om psykologisk rådgivning.

Red Barnet mener, at aldersgrænsen for ændring af juridisk køn uden forældresamtykke bør ligge på 15 år, og at aldersgrænsen med forældresamtykke bør ligge, når barnet begynder at identificere sig med en bestemt kønsidentitet, hvilket ofte kan være omkring skolealderen. Uanset om barnet er over eller under 15 år, er det Red Barnets anbefaling, at ændring af juridisk køn altid skal suppleres med juridisk og børnefaglig rådgivning.

[Side 108.] 4.1.10. Opsamling og vurdering
Efter gældende dansk ret er det ikke muligt at ændre sit personnummer, såfremt man har en oplevelse af at tilhøre det andet køn, hvis man er under 18 år.

I sundhedsvæsenet tilbydes specialiseret behandling af kønsidentitetsforhold for børn og unge under 18 år. Der er ikke i Sundhedsstyrelsens vejledning angivet en nedre aldersgrænse for, hvornår et barn eller ung kan påbegynde kønsmodificerende behandling. I stedet foretages en vurdering af barnets eller den unges pubertetsudvikling, og behandling tilbydes først, når den unge begynder at gå i pubertet. Det betyder, at de personer under 18 år, der henvises til, eller som er i behandling, ofte vil være 10 år eller derover. Det er desuden muligt for transkønnede børn og unge at blive undtaget fra kravet om, at et fornavn skal være kønskorrekt.

Arbejdsgruppen har bedt Sundhedsstyrelsen forholde sig til, om der er sundhedsmæssige forhold, der taler imod, at personer under 18 år får mulighed for at ændre juridisk køn. Sundhedsstyrelsen finder ikke, at der er sundhedsmæssige årsager, som taler imod, at unge, der er fyldt 15 år, får mulighed for selv at kunne tage stilling til ændring af juridisk køn.

Sundhedsstyrelsen finder endvidere ikke, at der er sundhedsmæssige årsager, som taler imod, at børn under 15 år gives mulighed for ændring af juridisk køn med forældresamtykke. Sundhedsstyrelsen lægger her til grund, at der ved ændring af juridisk køn er tale om en reversibel foranstaltning, som senere kan ændres. Sundhedsstyrelsen understreger dog samtidig, at den ikke er bekendt med, at der foreligger systematisk indsamlet evidens vedr. psykologiske, udviklingsmæssige og sociale konsekvenser af, at en person har fået ændret det juridiske køn i barndommen, eller om en person fortryder senere, fx når den pågældende går i pubertet.

Som det fremgår under afsnit 4.1.6.1.1. er det vurderet, om der af EMRK kan udledes en ret til ændring af juridisk køn for personer under 18 år, når der fra det offentliges side tilbydes denne persongruppe kønsmodificerende behandling.

Det er i forlængelse heraf vurderingen, at det – på baggrund af EMD‘s seneste praksis og oplysningerne under punkt 4.1.4. om behandlingstilbuddene, der gives til mindreårige – er mest nærliggende at antage, at hvis en transkønnet person under 18 år har fået tilbudt og har undergået kønsmodificerende behandling, vil den pågældende endvidere have en ret til ændring af juridisk køn efter EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv.

Det kan endvidere ikke udelukkes, at det vil blive fundet i strid med EMRK artikel 8, hvis der uden for den førstnævnte situation ikke er mulighed for efter en konkret vurdering at dispensere for kravet om at være fyldt 18 år for at få ændring af juridisk køn. Gælder en dispensationsadgang alene for personer, der har gennemført hormonbehandling eller øvrig kønsmodificerende behandling, kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt der indirekte indføres et krav om behandling for ændring af juridisk køn. Der henvises i den forbindelse til, at Justitsministeriet i 2014 vurderede, at det ikke kunne udelukkes, at Danmark ville blive dømt for overtrædelse af EMRK artikel 8, hvis der blev indført en ordning med krav om hormonbehandling for personer over 18 år til juridisk kønsskifte. Det må antages, at et sådant krav også vil rejse spørgsmål i forhold til EMRK artikel 8 for personer under 18 år.

Som ligeledes beskrevet ovenfor anbefales det på den baggrund, at der indføres en ret til ændring af juridisk køn for personer under 18 år, der har fået tilbudt og har undergået kønsmodificerende behandling, f.eks. hormonbehandling. Tilsvarende bør der indføres en dispensationsadgang til ændring af juridisk køn for personer under 18 år, der ikke har gennemgået kønsmodificerende behandling, men som i længere tid i øvrigt har været igennem en kønsmodificerende proces og har haft og har en fysisk fremtræden og/eller social identitet, som ikke stemmer overens med deres fødselstildelte køn.

Flere danske LGBTI– og børneorganisationer peger på, at transkønnede børn og unge oplever mistrivsel og møder konkrete udfordringer i hverdagen, bl.a. på grund af den manglende anerkendelse ved ikke at kunne ændre juridisk køn, så det stemmer overens med den oplevede kønsidentitet. Samtlige organisationer på LGBTI-området peger på, at der ikke bør være en aldersgrænse for, hvornår ændring af juridisk køn kan foretages, mens børneorganisationerne peger på en aldersgrænse mellem 5/6 år-12 år. Børneorganisationerne peger desuden samlet på, at børn og unge bør have juridisk rådgivning forud for en ændring af juridisk køn, så beslutningen træffes på et oplyst grundlag.

[Side 109.] 4.1.11. Modeller for ændring af juridisk køn for personer under 18 år
De følgende afsnit indeholder først arbejdsgruppens overvejelser om en eventuel indførelse af en nedre aldersgrænse for ændring af juridisk køn, forældremyndighedsansvaret samt spørgsmålet om inddragelse af barnet eller den unge. Dernæst ses der nærmere på forskellige konkrete modeller for ændring af juridisk køn for børn og unge under 18 år.

4.1.11.1. Forhold og betragtninger ved en eventuel nedre aldersgrænse for ændring af juridisk køn for personer under 18 år
Som redegjort for i afsnit 4.1.4.1. er der i Danmark ikke en nedre aldersgrænse for, hvornår der kan tilbydes og påbegyndes kønsmodificerende medicinsk behandling hos børn og unge. Baggrunden for dette er, at den enkeltes behandlingsbehov beror på en individuel vurdering af den biologiske, sociale og psykologiske udvikling samt personens behov for sundhedsfaglig behandling for at afhjælpe kønsligt ubehag. Det er dog en forudsætning for at påbegynde kønsmodificerende behandling, at barnet har påbegyndt puberteten. Behandlingen, der tilbydes, kan potentielt være irreversibel.

I afsnit 4.1.6.1. er der redegjort for Danmarks internationale forpligtelser og dets betydning for retten til ændring af juridisk køn for personer under 18 år, herunder EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv. På baggrund af gennemgangen under afsnit 4.1.6.1. anbefales det, at der indføres en ret til ændring af juridisk køn for personer under 18 år, der har fået tilbudt og har undergået kønsmodificerende behandling, f.eks. hormonbehandling. Tilsvarende bør der indføres en dispensationsadgang til ændring af juridisk køn for personer under 18 år, der ikke har gennemgået kønsmodificerende behandling, men som i længere tid i øvrigt har været igennem en kønsmodificerende proces og har haft en fysisk fremtræden og/eller social identitet, som ikke passer med deres fødselstildelte køn.

Arbejdsgruppen bemærker, at da kønsmodificerende behandling ofte er mangeårig og typisk fortsættes i voksenlivet, vil det ikke være hensigtsmæssigt at lade retten til at ændre juridisk køn afhænge af, hvornår en person har undergået en kønsmodificerende behandling. På den baggrund vurderer arbejdsgruppen, at retten til at ændre juridisk køn som minimum bør indtræde, når en person har påbegyndt kønsmodificerende behandling.

Arbejdsgruppen finder således, at retten til ændring af juridisk køn for personer under 18 år som minimum bør afgrænses til personer, der har fået tilbudt og undergår eller har undergået kønsmodificerende behandling. Desuden finder arbejdsgruppen, at der bør indføres en dispensationsadgang for personer under 18 år, der ikke har gennemgået kønsmodificerende behandling, men som i længere tid i øvrigt har været igennem en kønsmodificerende proces og har haft og har en fysisk fremtræden og/eller social identitet, som ikke stemmer overens med deres fødselstildelte køn.

Det vurderes samtidig, at ovennævnte formulering af målgruppen for dispensationsadgangen bør fortolkes og dermed formuleres med udgangspunkt i en dansk kontekst som værende “personer, som har en kønsidentitet, der ikke stemmer overens med deres fødselstildelte køn“. Det skyldes, at begreberne “en kønsmodificerende proces, fysisk fremtræden og/eller social identitet” er vanskelige at operationalisere i praksis. Derfor er det ikke muligt at opstille mere objektive kriterier herfor, som kan gøres til genstand for efterprøvelse. Oplevelsen af kønsidentitet er den enkeltes subjektive oplevelse af eget køn, hvorfor afgrænsningen “personer, som har en kønsidentitet, der ikke passer med deres fødselstildelte køn” anvendes om målgruppen i det fremadrettede arbejde.

Arbejdsgruppen har i forlængelse heraf afsøgt, hvilke forhold der kan lægges til grund for at fastsætte en eventuel nedre aldersgrænse for ændring af juridisk køn.

Som der er redegjort for i afsnit 4.1.4.1., tilbydes kønsmodificerende behandling tidligst, når barnet eller den unge har nået det såkaldte Tanner stadie 2 i pubertetsudviklingen. Studier viser, at gennemsnitalderen for pubertetsstart for piger er 9,86 år og for drenge 11,66 år. Det betyder i praksis, at langt de fleste børn og unge, der tilbydes kønsmodificerende behandling, vil være 10 år eller ældre. Dog vil det ud fra en konkret og individuel vurdering ikke være i strid med Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold fra 2018 at tilbyde eksempelvis behandling med stophormoner til et barn under 10 år på indikation af kønsligt ubehag, når barnet er gået i pubertet.

Selvom der i Sundhedsstyrelsens vejledning ikke er fastsat en nedre aldersgrænse for opstart af kønsmodificerende behandling, giver det forhold, at barnets eller den unges pubertet ifølge vejledningen skal være indtrådt, en indikation af et aldersspænd for, hvornår et barn tidligst vil få tilbudt behandling. Sundhedsstyrelsen peger på, at de personer under 18 år, der henvises til eller er i kønsmodificerende behandling ved Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion i al væsentlighed vil være 10 år eller derover.

Det er dog væsentligt at bemærke, at der ses en udvikling i Danmark, hvor puberteten indtræder tidligere og tidligere. Fra 1993 til 2008 har gennemsnitsalderen for pubertetens indtræden for piger rykket sig fra 10,88 år til 9,86 år. På 15 år er pubertetsalderen således indtrådt ca. et år tidligere for piger. Et nyt studie fra 2020 viser, at pigers alder ved pubertetsstart er faldet med ca. 3 måneder per årti i perioden 1977-2013. Det må således formodes, at pigers alder ved pubertetsstart i år 2020 er en smule lavere, end det danske studie fra 2009 viser.

Det vurderes på denne baggrund uhensigtsmæssigt at indføre en model med en absolut nedre aldersgrænse for ændring af juridisk køn ved gennemsnitspubertetsalderen, fx 10 år, da det ikke kan udelukkes, at der er børn under 10 år, der har fået tilbudt og undergår kønsmodificerende behandling, og som dermed ikke vil kunne få en ændring af juridisk køn.

Arbejdsgruppen har i stedet afsøgt, om der kan peges på sundhedsfaglige forhold, fx i relation til pubertetsudvikling mv., som kan give en indikation af en alder, hvor man med rimelighed kan konkludere, at det i praksis vil blive vurderet at være for tidligt for et barn at opstarte kønsmodificerende behandling, som en eventuel nedre aldersgrænse for at ændre juridisk køn vil kunne fastsættes ud fra.

Da pubertetsstart er en faktor i vurderingen af, om et barn kan tilbydes kønsmodificerende behandling, har det været afsøgt, om der kan tages udgangspunkt i en faglig definition for, hvornår puberteten er indtrådt for tidligt. Går piger i pubertet, når de er 8 år eller yngre, og drenge, når de er 9 år eller yngre, taler man som udgangspunkt om ‘for tidlig pubertet‘. Dette skyldes bl.a., at det kan få fysiske følger såsom lavere sluthøjde, hvis puberteten ikke bremses.

Da alderen for pubertetsstart er stadigt faldende, og der ikke er sat en nedre aldersgrænse for kønsmodificerende behandling vil definitionen af for tidligt pubertet ud fra en sundhedsfaglig vurdering ikke være en hensigtsmæssig indikator for at sætte en nedre aldersgrænse for ændring af juridisk køn.

Arbejdsgruppen har endvidere afsøgt, om Tanner stadie 2, der som nævnt anvendes til at vurdere, om et barn eller en ung er udviklingsmæssig moden til at opstarte kønsmodificerende behandling, ville kunne anvendes som en eventuel nedre “udviklingsmæssig” grænse for, hvornår et barn kan ændre juridisk køn. Sundhedsstyrelsen har imidlertid oplyst, at en undersøgelse af et barns pubertetsudvikling indebærer klinisk undersøgelse af børns kønsorganer, kønsbehåring, udvikling af bryster mv., og at der er tale om undersøgelser, der potentielt kan opleves som stigmatiserende og krænkende af barnet, hvilket måske særligt vil gøre sig gældende hos børn med kønsidentitetsforhold. Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at det er uhensigtsmæssigt og uetisk at pålægge børn og unge en sådan undersøgelse for at afklare en juridisk procedure.

Flere af børneorganisationerne har peget på en aldersgrænse ved skolestart, ligesom det kan nævnes, at Norge har en aldersgrænse på 6 år for ændring af juridisk køn. Der kan argumenteres for en sådan aldersgrænse ud fra en betragtning om, at det kan være afgørende for transkønnede børn, at de har mulighed for at starte i skole med det køn, der stemmer overens med deres kønsidentitet, for dermed at kunne tage hul på skolelivet ud fra de rette praktiske og administrative rammer. Arbejdsgruppen har derfor drøftet, om der kan peges på sundhedsfaglige forhold, der gør, at man med rimelighed kan konkludere, at der kan sættes en aldersgrænse ved skolestart knyttet til det år, et barn fylder seks – for børn født i efteråret vil man dog kunne starte i skole som femårig.

På den ene side må det sundhedsfagligt antages, at det vil være yderst sjældent, at et barn under fem-seks år går i pubertet og dermed vil kunne opstartes i kønsmodificerende behandling.
På den anden side vurderes det væsentligt at forholde sig til, hvorvidt det er proportionalt at fastsætte en nedre aldersgrænse for at kunne ændre sit juridiske køn, når det ikke er tilfældet for kønsmodificerende behandling, som må betegnes som et mere indgribende samt potentiel irreversibelt indgreb.

I den forbindelse kan der henvises til de betragtninger, som var baggrund for, at der ikke blev fastsat en nedre aldersgrænse for kønsmodificerende medicinsk behandling, da man indførte muligheden. Dette var bl.a. de etiske aspekter ved, at børn ligesom voksne kan have behov for sundhedsfaglig hjælp til at understøtte deres kønsidentitet og afhjælpe kønsligt ubehag og at dette bør bero på en individuel vurdering af den enkeltes biologiske, sociale og psykologiske udvikling.

Konkluderende finder arbejdsgruppen, at det er vanskeligt at fastsætte en nedre aldersgrænse for ændring af juridisk køn. Det skyldes, at der hverken i Sundhedsstyrelsens vejledning eller ud fra et sundhedsfagligt belæg kan udledes en absolut nedre aldersgrænse for, hvornår et barn tidligst kan påbegynde kønsmodificerende behandling. Dermed vurderes det heller ikke, at der inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser kan fastsættes en nedre aldersgrænse for ændring af juridisk køn for børn og unge under 18 år. Det er således arbejdsgruppens vurdering, at en evt. nedre aldersgrænse for ændring af juridisk køn går hånd i hånd med en evt. nedre aldersgrænse for kønsmodificerende behandling.

[Side 112.] 4.1.11.2. Forældremyndighedsansvaret og inddragelse af barnet eller den unge
Det er forældreansvarslovens udgangspunkt, at børn er under forældremyndighed indtil det fyldte 18. år. Det er således forældremyndighedsindehaveren, der kan træffe afgørelse om barnets personlige forhold, kvalificeret ud fra barnets interesser og behov. Forældremyndighedsindehaveren har vide rammer, når omsorgspligten skal udmøntes, og dette giver et betydeligt spillerum for indehaverens egne individuelle vurderinger af, hvad der er bedst for barnet.

Udgangspunktet er således, at forældremyndighedsindehaveren skal samtykke til ændring af juridisk køn under 18 år. Det lægges til grund, at såfremt forældrene samtykker til, at barnet får en ændring af juridisk køn, har de inddraget barnet i beslutningen og taget højde for, hvad der er til barnets bedste.

Efter sundhedsloven kan en patient, der er fyldt 15 år, som udgangspunkt selv give informeret samtykke til behandling. Dette er bl.a. begrundet i, at unge under 18 år i vidt omfang, afhængig af deres udvikling og sygdommens karakter, har fuld forståelse for behandlingssituationer. Samtykket til behandling efter sundhedsloven danner retligt grundlag for, at behandling kan ydes. Spørgsmålet om, hvorvidt behandling er relevant, og hvilken slags behandling, der tilbydes, afgøres af sundhedspersonalet. Beslutning om behandling tages derfor ikke alene af den unge, men i forening med en sundhedsperson. Det betyder, at unge der er fyldt 15 år, på et oplyst grundlag som udgangspunkt selv kan træffe beslutning om behandling for kønsidentitetsforhold uden deres forældres samtykke.

På den baggrund er det arbejdsgruppens vurdering, at unge over 15 år også selvstændigt bør kunne træffe beslutning om ændring af juridisk køn, det vil sige uden forældrenes samtykke, da den 15-års aldersgrænse, der anvendes i sundhedslovens § 17, dermed følges. Dette skal også ses i lyset af, at en beslutning om ændring af juridisk køn er reversibel og mindre indgribende end behandling for kønsidentitetsforhold.

For så vidt angår børn og unge under 15 år, bør det være et krav, at forældrene samtykker, ligesom der jf. børnekonventionen bør tilknyttes en bestemmelse, der sikrer, at barnet i overensstemmelse med sin alder og modenhed kan give udtryk for sin holdning. Dette kan ske ved, at et barn i alderen 12-15 år selv skal samtykke til ændring af juridisk køn ved en medunderskrift på ansøgningen. For mindre børn, der ikke ved medunderskrift på ansøgningen kan samtykke til ændringen, må barnets perspektiv anses som belyst ved, at forældrene ved samtykke til at barnet får ændring af juridisk køn, har inddraget barnet i beslutningen og taget højde for, hvad der er til barnets bedste. Dette kan suppleres ved at tilknytte krav eller tilbud om alderssvarende juridisk rådgivning.

[Side 113.] 4.1.11.3. Mulige modeller for ændring af juridisk køn
I det følgende gennemgås de modeller for ændring af juridisk køn for børn og unge under 18 år, som arbejdsgruppen har undersøgt.

Model 1, Vurderingsmodellen, indebærer, at der indføres en ret til ændring af juridisk køn for personer under 18 år, der har fået tilbudt og undergår eller har undergået kønsmodificerende behandling, ligesom der indføres en dispensationsadgang til ændring af juridisk køn for personer, som har en kønsidentitet, der ikke passer med deres juridiske køn. Dispensationsadgangen gives på baggrund af en given myndigheds vurdering af, om personen har en kønsidentitet, som ikke passer med vedkommendes juridiske køn.

Model 2, Erklæringsmodellen, indebærer, at der indføres en ret til ændring af juridisk køn for personer under 18 år på baggrund af en erklæring fra barnet og/eller forældremyndighedsindehaverne om, at barnet/den unge oplever at tilhøre det andet køn evt. kombineret med en alderssvarende juridisk rådgivende samtale, der samtidig vil kunne træde i stedet for en refleksionsperiode forud for ændring af juridisk køn.

Arbejdsgruppen har endvidere drøftet, om der var grundlag for at præsentere yderligere to modeller: En behandlingsmodel og en diagnosemodel.

En behandlingsmodel, hvor der som betingelse for ændring af juridisk køn stilles, at barnet eller den unge indgår i et konkret kønsmodificerende behandlingsforløb. Det er imidlertid vurderingen, at en sådan ordning vil kunne rejse spørgsmål om, hvorvidt der indirekte indføres et krav om behandling som betingelse for at ændre det juridiske køn. Allerede i 2014 vurderede Justitsministeriet, at det ikke kunne udelukkes, at Danmark ville blive dømt for overtrædelse af EMRK art. 8, hvis der blev indført et krav om hormonbehandling for personer over 18 år. Det må antages også at gøre sig gældende for personer under 18 år.

På den baggrund har arbejdsgruppen ikke fundet det relevant at udfolde hverken behandlings- eller diagnosemodellen yderligere, ligesom arbejdsgruppen heller ikke kan pege på de to modeller som mulige fremtidige ordninger for ændring af juridisk køn for personer under 18 år.

[Side 114.] 4.1.11.3.1. Vurderingsmodellen
Arbejdsgruppen har drøftet en Vurderingsmodel, som tager udgangspunkt i, at børn og unge, der har fået tilbudt og undergår eller har undergået kønsmodificerende behandling, skal have mulighed for at ændre det juridiske køn, mens børn og unge, som ikke har fået tilbudt og undergår eller har undergået behandling alene kan ændre juridisk køn, hvis der gives dispensation hertil af en given myndighed på baggrund af en vurdering af, om det enkelte barn eller unge har en kønsidentitet, der ikke passer med det fødselstildelte køn.

1. Der indgives en ansøgning til Social- og Indenrigsministeriet (CPR-kontoret) med en erklæring om, at barnet eller den unge oplever at tilhøre det andet køn og derfor ønsker at ændre juridisk køn. Både forældremyndighedsindehaverne og barnet skal give samtykke, hvis barnet eller den unge er under 15 år jf. afsnit 4.1.11.2.
2. Ansøgningen skal vedlægges en erklæring fra det multidisciplinære team om, at barnet eller den unge har fået tilbudt og undergår eller har undergået kønsmodificerende behandling for et kønsligt ubehag ved kønsidentitetsforhold.
3. Social- og Indenrigsministeriet (CPR-kontoret) tildeler herefter ansøgeren et nyt personnummer svarende til det andet køn med deraf følgende krav om kønskorrekt navn og mulighed for nyt pas.

For børn og unge, der ønsker at ændre juridisk køn, men som ikke har fået tilbudt og undergår eller har undergået behandling, vil der være en dispensationsadgang, som giver mulighed for ændring af juridisk køn på baggrund af en vurdering af, om barnet eller den unge har en kønsidentitet, der ikke passer med det fødselstildelte køn.

1. Der indgives en ansøgning til en relevant myndighed vedlagt en erklæring om, at barnet eller den unge har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn. Både forældremyndighedsindehaverne og barnet skal give samtykke, hvis barnet eller den unge er under 15 år jf. afsnit 4.1.11.2.
2. Den relevante myndighed foretager på baggrund af et antal samtaler med barnet og eventuelt forældrene en vurdering af, hvorvidt barnet eller den unge har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn.
3. Denne myndighed træffer afgørelse om dispensation. Afgørelsen sendes herefter til Social- og Indenrigsministeriet (CPR-kontoret). Såfremt der med afgørelsen gives tilladelse til dispensation, tildeles ansøgeren et nyt personnummer svarende til det ønskede køn med deraf følgende krav om kønskorrekt navn og mulighed for nyt pas.
4. Såfremt der meddeles afslag på dispensationen, og ansøger ønsker at klage over afgørelsen, kan denne indgives til en relevant klageinstans.

Arbejdsgruppen har drøftet, om der kan peges på bestemte faggrupper fx lærere/pædagoger, børnesagkyndige, privat praktiserende læger eller psykologer, der kan foretage en vurdering af, om et barn eller ung har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn. Arbejdsgruppen finder, at en vurdering af kønsidentitetsforhold vil kræve specialiseret viden, som ikke i dag i udgangspunktet umiddelbart kan forventes at være til stede hos de nævnte faggrupper.

Arbejdsgruppen vurderer ikke, at det vil være proportionalt at uddanne og opbygge denne kompetence bredt set hos relevante faggrupper, da det må forventes, at der vil være tale om et meget begrænset antal børn, og dermed et meget begrænset antal fagpersoner, som i deres arbejdsliv vil skulle foretage en sådan vurdering.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der i dag alene er specialiseret viden om kønsidentitetsforhold på det sundhedsfaglige område, som varetager rådgivning, udredning og behandling specifikt relateret til kønsligt ubehag ved kønsidentitetsforhold. Som det fremgår af afsnit 4.1.3.3.1., afgiver det multidisciplinære team allerede i dag en erklæring, hvor det vurderes, om ansøgeren er transseksuel eller ganske må ligestilles hermed, når børn eller unge under 18 år ønsker at ændre fornavn til et ikke-kønskorrekt navn.

Sundhedsstyrelsen har imidlertid oplyst, at styrelsen stiller sig kritisk over for denne praksis, idet styrelsen ikke finder, at det er en sundhedsfaglig kompetence eller opgave at vurdere eller fastslå barnets eller den unges kønsidentitet, medmindre den kønslige uoverensstemmelse medfører behov for sundhedsfaglig udredning og eventuel kønsmodificerende behandling eller anden sundhedsfaglig hjælp med henblik på at modvirke kønslige ubehag.

Det sundhedsfaglige tilbud har til formål ved behov at yde støtte til barnet eller den unge og forældrene i forbindelse med udrednings- og behandlingsforløbet. Den sundhedsfaglige udredning er vigtig i behandlingsøjemed, fordi behandling kan modvirke mistrivsel hos den enkelte, men også fordi behandling potentielt kan have store konsekvenser og evt. bivirkninger/skadevirkninger. Samtidig vurderer Sundhedsstyrelsen, at en ændring af juridisk køn ikke vil kunne medføre varige negative helbredsmæssige konsekvenser for den enkelte.

Sundhedsstyrelsen har desuden påpeget, at oplevelsen af ens kønsidentitet i udgangspunktet må antages at være individuel og subjektiv, og at der med indførelsen af muligheden for at ændre juridisk køn for voksne i 2014 efter styrelsens opfattelse skete en nødvendig og tiltrængt afkobling af juridiske forhold vedr. kønsbetegnelser fra den sundhedsfaglige udredning og behandling vedr. kønsidentitetsforhold.

Sundhedsstyrelsen finder samtidig, at tilstande med kønslig uoverensstemmelse og kønsligt ubehag ikke skal betragtes som hverken somatisk eller psykisk sygdom.

Sundhedsstyrelsen vurderer således, at det ud fra en sundhedsfaglig og sundhedsetisk betragtning ikke vil tjene barnets eller den unges tarv, at ændring af juridisk køn kobles til krav om en sundhedsfaglig udredning, som barnet eller den unge måske ikke ønsker.

Endelig bemærker Sundhedsstyrelsen, at det er væsentligt at tage i betragtning, at børn og unge i praksis kan komme til at vente på en sundhedsfaglig vurdering inden en mulig ændring af juridisk køn, da der allerede i dag kan være ventetid til udredning af kønsidentitetsforhold, og fordi selve udredningsforløbet ofte har en varighed på ca. seks måneder. Dette er uhensigtsmæssigt for barnet eller den unge, ligesom der kan stilles spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssig brug af sundhedsvæsnets højtspecialiserede ressourcer på området.

Arbejdsgruppen vurderer på den baggrund, at det ikke er hensigtsmæssigt at koble ønsket om ændring af juridisk køn til et sundhedsfagligt tilbud i de tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke har fået tilbudt og undgår eller har undergået kønsmodificerende behandling.

Samlet set betyder det, at arbejdsgruppen ikke kan pege på en offentlig myndighed, der har den relevante viden om kønsidentitetsforhold til at foretage en sådan specialiseret og helhedsorienteret vurdering af, om barnet eller den unge har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn. Såfremt det ønskes at indføre en vurderingsmodel, vil der således skulle opbygges et nyt system til at håndtere både vurderingen af kønsidentitetsforhold og en klageinstans.

Fordele og ulemper ved vurderingsmodellen
En vurderingsmodel, der giver adgang til at ændre juridisk køn på baggrund af en given myndigheds vurdering, vil kunne give myndighederne mulighed for en form for efterprøvelse af, om ansøgningen er begrundet i, at personen har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn.

Omvendt kan en vurderingsmodel, hvor myndighederne vurderer, om barnet eller den unge må ændre juridisk køn, af både barnet og forældrene opfattes som formynderisk og indgribende. Modellen kan således blive opfattet som en barriere for udøvelsen af forældremyndighedsansvaret og harmonerer ikke med, at det er forældrene, der skal drage omsorg for barnet og træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Endelig kan der ikke umiddelbart peges på en egnet myndighed, ligesom en vurderingsmodel vil være omkostningstung.

Det bemærkes i øvrigt, at modellen adskiller sig fra den procedure for ændring af juridisk køn, der i dag gælder for personer over 18 år, og som alene er baseret på personens egen erklæring af oplevelsen af at tilhøre det andet køn.

På baggrund af ovenstående betragtninger vurderer arbejdsgruppen, at vurderingsmodellen ikke er hensigtsmæssig i forhold til ændring af juridisk køn under 18 år. Arbejdsgruppen finder, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om de eventuelle konsekvenser ved, at barnet/den unge eventuelt fortryder ændringen af juridisk køn, og ønsker at skifte tilbage til deres oprindelige fødselstildelte køn, er proportionale med modellens indgriben i såvel barnet/den unges selvbestemmelse, udøvelsen af forældremyndighedsansvaret samt omfanget af ressourcer forbundet med modellen for såvel barnet/den unge og det offentlige.

[Side 116.] 4.1.11.3.2. Erklæringsmodellen
Arbejdsgruppen har tillige drøftet en erklæringsmodel, som svarer til den nuværende ordning, der er gældende for personer over 18 år. En sådan model vil indebære, at der til en ansøgning om ændring af juridisk køn alene skal vedlægges en erklæring om, at ansøgningen er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn. Udgangspunktet vil være, at der for børn og unge under 15 år skal være samtykke fra forældremyndighedsindehaverne. Barnets samtykke til ændring af juridisk køn skal tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder og modenhed jf. afsnit 4.1.11.2.

Denne model svarer i vidt omfang til ordningen i Norge, Island og Malta, hvor personer under 18 år, der oplever sig som transkønnede, kan få tilladelse til en ændring af juridisk køn baseret på personens egen oplevelse af sin kønsidentitet, og ved at barnet eller den unge og forældremyndighedsindehavere indtil barnet er 15 år, indgiver en ansøgning herom.

Modellen kan, som børneorganisationer peger på, kombineres med, at barnet eller den unge forud for ændring af juridisk køn modtager alderssvarende juridisk rådgivning, så beslutningen træffes på et oplyst grundlag, og der kan ske en formaliseret inddragelse af barnet eller den unge.

Rådgivningen kan fx bestå i, hvad ændringen af juridisk køn indebærer og vedkommendes rettigheder som følge af ændringen af juridisk køn. Der vil ikke i rådgivningen skulle indgå elementer af vurdering af barnet eller den unge, men det skal give den pågældende mulighed for at få oplysninger om proces og konsekvenser mv. Rådgivningen kan enten være et obligatorisk led i processen og dermed evt. fungere som et alternativ til en refleksionsperiode eller som et tilbud, der kan gøres brug af.

Gøres rådgivning obligatorisk, kan der i forhold til ansøgningsprocessen stilles krav om, at den fagperson, der forestår rådgivningen, skriftligt erklærer, at den lovpligtige samtale med barnet eller den unge samt evt. forældremyndighedsindehavere er afholdt.

1. Der indgives en ansøgning til Social- og Indenrigsministeriet (CPR-kontoret) med en erklæring om, at barnet eller den unge oplever at tilhøre det andet køn. For børn under 15 år skal både forældremyndighedsindehaverne og barnet give samtykke jf. afsnit 4.1.11.2. Det kan overvejes at tilknytte en refleksionsperiode, jf. afsnit 4.1.12.1.
2. Social- og Indenrigsministeriet (CPR-kontoret) tildeler evt. efter en refleksionsperiode ansøgeren et nyt personnummer svarende til det ønskede køn med deraf følgende krav om kønskorrekt navn og mulighed for nyt pas.

Hvis der stilles krav om, at barnet eller den unge og evt. forældremyndighedsindehavere skal gennemføre en rådgivende samtale forud for ændring af juridisk køn, vil samtalen skulle gennemføres i forbindelse med ansøgningsprocessen.

Fordele og ulemper ved erklæringsmodellen
En erklæringsmodel, der giver adgang til, at personer under 18 år med forældresamtykke frem til barnet er 15 år, tager hensyn til barnet og den unges ret til selvbestemmelse, privatliv og identitet. Samtidig vil modellen respektere udøvelsen af forældremyndighedsansvaret, hvorefter forældrene skal drage omsorg for barnet og træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.

Det bemærkes, at Sundhedsstyrelsen ved overvejelser om indførelse af ændring af juridisk køn for personer under 18 år anbefaler, at en model for ændring af juridisk køn baserer sig på personens egen opfattelse af kønsidentiteten og afkobles fra eventuel sundhedsfaglig behandling.

Erklæringsmodellen kan endvidere gennem en afkobling fra sundhedssystemet bidrage til ikke at sygeliggøre barnet eller den unge, eller måske utilsigtet skubbe barnet over mod behandling.
Stilles der krav om alderssvarende juridisk rådgivning som betingelse forud for ændring af juridisk køn, sikres det særligt for de yngre børn, at beslutningen træffes på et oplyst grundlag, og at barnet inddrages. Det kan derudover give den rådgivende instans mulighed for evt. at underrette en fagligt begrundet bekymring for barnets trivsel til familiens bopælskommune, såfremt man finder, at der er grundlag for dette.

Ved erklæringsmodellen er det ikke muligt for en myndighed at foretage en form for efterprøvelse af, om ansøgningen er begrundet i, at den pågældende har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn. Da det generelt må antages vanskeligt at efterprøve, idet oplevelsen af ens kønsidentitet i udgangspunktet er individuel og subjektiv, og da ændring af juridisk køn er reversibel, vurderes en evt. skadevirkning for den enkelte at være begrænset.

Der kan i visse særlige tilfælde være grundlag for at tilbagekalde ændringen af juridisk køn og gentildele det oprindelige personnummer efter almindelige forvaltningsretlige regler, såfremt ændringen af juridisk køn er sket på baggrund af en urigtig erklæring.

På baggrund af ovenstående finder arbejdsgruppen, at erklæringsmodellen giver et afbalanceret forhold mellem på den ene side barnet/den unges ret til selvbestemmelse, udøvelsen af forældremyndighedsansvaret og ressourceforbruget for såvel ansøgeren som for det offentlige, og på den anden side konsekvenserne ved at barnet/den unge evt. fortryder ændringen af juridisk køn, idet dette kan omgøres.

[Side 118.] 4.1.12. Tværgående elementer
Uanset hvilken model, der vælges, skal der tages stilling til, om der skal stilles krav om en refleksionsperiode. Desuden skal det overvejes, hvordan situationer, hvor der er uenighed mellem barnet og dets forældre eller indbyrdes mellem forældrene, håndteres.

4.1.12.1. Refleksionsperiode
Det kan overvejes at tilknytte en refleksionsperiode til muligheden for at ændre juridisk køn for personer under 18 år, sådan som det for nuværende gør sig gældende for voksne. Det skal dog bemærkes, at refleksionsperioden for voksne på 6 måneder er et af de forhold, der også skal tages stilling til i forbindelse med lovgennemgangen på LGBTI-området, herunder hvorvidt den skal fjernes jf. afsnit 4.2.

En refleksionsperiode for personer under 18 år kan være med til at sikre, at ønsket om at ændre juridisk køn er vedholdende, hvilket bl.a. kan være aktuelt for børn og unge i puberteten. Omvendt kan en refleksionsperiode på fx 6 måneder opleves som en uforholdsmæssig lang periode i et barns liv. Det skal ses i lyset af, at forældreorganisationen (FSTB) peger på, at forældrene i forvejen er et filter, der har krævet lang ventetid for barnet.

For vurderingsmodellen må det formodes, at der skal gennemføres et vist antal samtaler med barnet eller den unge, hvorfor der vil være indbygget en længere proces. Dette taler for, at der ikke knyttes en yderligere refleksionsperiode til vurderingsmodellen.
For erklæringsmodellen kan det overvejes, om der skal være en refleksionsperiode på 3-6 måneder. Tilkobles krav om alderssvarende juridisk rådgivning kan dette hensigtsmæssigt ligge inden for en refleksionsperiode. Den rådgivende samtale kan endvidere evt. fungere som et alternativ til en refleksionsperiode.

[Side 118.] 4.1.12.2. Uoverensstemmelse mellem forældremyndighedsindehaverne
Uanset hvilken model der vælges, kan der opstå situationer, hvor forældre med fælles forældremyndighed er uenige om, hvorvidt barnet skal få ændring af juridisk køn.

Som beskrevet i afsnit 4.1.3.4.1. om forældreansvarsloven, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene, hvis der er fælles forældremyndighed.

En beslutning om, at barnet skal få ændring af juridisk køn, må betragtes som en “væsentlig beslutning”, der er så indgribende, at begge forældremyndighedsindehavere skal give deres samtykke til ændringen. Dette vil i praksis betyde, at barnets ændring af juridisk køn ikke kan gennemføres, hvis den ene forælder ikke vil give sit samtykke til det.

Som det fremgår af afsnit 4.1.11.2, er det arbejdsgruppens vurdering, at unge over 15 år også selvstændigt bør kunne træffe beslutning om ændring af juridisk køn, det vil sige uden forældresamtykke, da den 15-års aldersgrænse, der anvendes i sundhedslovens § 17, dermed følges.

Efter forældreansvarsloven kan der træffes afgørelse om, hvorvidt den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller en af forældrene skal have forældremyndigheden alene, hvis forældrene ikke er enige om udøvelsen af forældremyndigheden. Den fælles forældremyndighed kan dog kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Der er ikke adgang til at træffe afgørelse om forældremyndighed ved uenighed om enkelttvister mellem forældrene.

Det fremgår dog af forarbejderne til forældreansvarsloven, at uenighed om væsentlige forhold vedrørende barnet ikke bør medføre, at der opstår situationer til skade for barnet, f.eks. at barnet ikke får den nødvendige medicinske eller psykologiske behandling, ikke kan påbegynde et påkrævet skole- eller uddannelsesforløb mv. Det fremgår videre, at et sådant konfliktniveau, som kan være materialiseret i forældrenes modsatrettede handlinger vedrørende væsentlige forhold om barnets liv, vil kunne føre til, at den fælles forældremyndighed må ophæves, evt. ved en midlertidig afgørelse, så den ene forælder – uden den andens samtykke – kan træffe beslutning om den konkrete tvist.

[Side 119.] 4.1.12.3. Oversigt over mulige modeller
På baggrund af gennemgangen af de forskellige tværgående emner og modeller, som arbejdsgruppen har drøftet i forhold til en stillingtagen til at give personer under 18 år adgang til ændring af juridisk køn, er der nedenfor udarbejdet en oversigt, der opsamler de muligheder, der skal tages stilling til.

En vurderingsmodel, hvorefter et barn, der er fyldt 15 år, kan ændre juridisk køn uden forældresamtykke, vil desuden kunne give anledning til overvejelser om mulige konsekvenser for kravet om, at forældremyndighedsindehavere skal samtykke til barnets ansøgning om navneændring.

Justitsministeriets område
En gennemførelse af vurderingsmodellen vurderes ikke at kræve ændringer af pasloven eller pasbekendtgørelsen, idet en ændring af juridisk køn i CPR automatisk vil bliver overført til passet i forbindelse med udstedelse af et nyt pas.

Såfremt der vælges en vurderingsmodel, hvorefter et barn, der er fyldt 15 år, kan ændre juridisk køn uden forældresamtykke, er det Justitsministeriets opfattelse, at kravet om indhentelse af samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller -indehaveren ved pasudstedelse bør opretholdes, idet passet udgør rejselegitimation, og da ingen andre personer under 18 år i udgangspunktet kan få udstedt pas uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

Hensynet til, at den mindreårige kan få udstedt et pas med den nye kønsbetegnelse, synes således ikke at opveje hensynet til, at det som udgangspunkt altid er forældremyndighedsindehaveren/-ne, der bestemmer, om et mindreårigt barn skal have lov til at rejse. Endvidere bemærkes, at samtykket fra forældremyndighedsindehaverne vedrører selve pasudstedelsen og ikke kønsbetegnelsen. Det vil således ikke – efter, at en ændring af juridisk køn er gennemført med ændring i CPR-registeret – være muligt at få udstedt et pas med barnets tidligere kønsbetegnelse.

4.1.13.1.2. Administrative konsekvenser
Social- og Indenrigsministeriets område
Det er arbejdsgruppens vurdering, at håndtering af ansøgninger om ændring af juridisk køn for personer under 18 år på baggrund af vurderingsmodellen ikke vil have nævneværdige administrative konsekvenser, idet det herved er forudsat, at CPR-kontoret fra den relevante myndighed, der har truffet den endelige afgørelse om ændring af juridisk køn, meddeles, at personnummeret som konsekvens heraf skal ændres.

En relevant myndighed
Det er ikke muligt at opgøre de administrative konsekvenser ved etableringen af en relevant myndighed/instans, som skal føre et antal samtaler med barnet eller den unge med henblik på at vurdere, om barnet eller den unge har en kønsidentitet, som ikke passer med det fødselstildelte køn. Der vil endvidere være administrative konsekvenser ved oprettelse af et klageorgan, behandling af klager, partshøringer mv.

[Side 122.] 4.1.13.1.3. Økonomiske konsekvenser
Det må antages, at en vurderingsmodel vil indebærer væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser, da en sådan model vil medføre en oprettelse af en relevant myndighed/instans til at foretage vurderingen, efteruddannelse af relevante fagpersoner samt ressourceforbrug i forhold til at afholde samtaler og træffe afgørelser. Endvidere vil der skulle oprettes et dertilhørende klagesystem med kompetence på området, hvilket også vil kræve ressourcer.

4.1.13.2. Erklæringsmodel
4.1.13.2.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser
Social- og Indenrigsministeriets område
En gennemførelse af erklæringsmodellen forudsætter en ændring af navneloven og CPR-loven.

En erklæringsmodel, hvorefter et barn, der er fyldt 15 år, kan ændre juridisk køn uden forældresamtykke, vil kunne give anledning til overvejelser om mulige konsekvenser for kravet om, at forældremyndighedsindehavere skal samtykke til barnets ansøgning om navneændring.

Det vil desuden være relevant at overveje, om navnebekendtgørelsens § 12 skal ændres, så den følger principperne i erklæringsmodellen, hvor ændring af juridisk køn afkobles sundhedsfaglig vurdering.

Justitsministeriets område
En gennemførelse af erklæringsmodellen vurderes ikke at kræve ændringer af pasloven eller pasbekendtgørelsen, idet en ændring af juridisk køn i CPR automatisk vil bliver overført til passet i forbindelse med udstedelse af et nyt pas.

Såfremt der vælges en erklæringsmodel, hvorefter et barn, der er fyldt 15 år, kan ændre juridisk køn uden forældresamtykke, er det Justitsministeriets opfattelse, at kravet om indhentelse af samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller -indehaveren ved pasudstedelse bør opretholdes, idet passet udgør rejselegitimation, og da ingen andre personer under 18 år i udgangspunktet kan få udstedt pas uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

Hensynet til, at den mindreårige kan få udstedt et pas med den nye kønsbetegnelse, synes således ikke at opveje hensynet til, at det som udgangspunkt altid er forældremyndighedsindehaveren/-ne, der bestemmer, om et mindreårigt barn skal have lov til at rejse. Endvidere bemærkes, at samtykket fra forældremyndighedsindehaverne vedrører selve pasudstedelsen og ikke kønsbetegnelsen. Det vil således ikke – efter, at en ændring af juridisk køn er gennemført med ændring i CPR-registeret – være muligt at få udstedt et pas med barnets tidligere kønsbetegnelse.

4.1.13.2.2. Administrative konsekvenser
Social- og Indenrigsministeriets område
Det er arbejdsgruppens vurdering, at håndtering af ansøgninger om ændring af juridisk køn for personer under 18 år på baggrund af erklæringsmodellen ikke vil have nævneværdige administrative konsekvenser.

[Side 123.]
4.1.13.2.3. Økonomiske konsekvenser
Der vurderes ikke at være væsentlige økonomiske konsekvenser ved en erklæringsmodel for personer under 18 år, da det udelukkende vil medføre et øget antal ansøgningssager hos CPR-kontoret. Såfremt der tilknyttes et krav eller tilbud om alderssvarende juridisk rådgivning, vil der være en mindre omkostning til fx Børns Vilkår til etablering og drift af en sådan ordning.

[Side 124.] 4.2. Ophævelse af refleksionsperiode ved juridisk kønsskifte over 18 år
4.2.1. Indledning
Det blev med virkning fra den 1. september 2014 muligt at få tildelt nyt personnummer for personer over 18 år, som oplever sig som tilhørende det andet køn – såkaldt juridisk kønsskifte. Det er en betingelse for juridisk kønsskifte, at ansøgeren efter en refleksionsperiode på 6 måneder skriftligt bekræfter sin ansøgning.

Organisationer på LGBTI-området, herunder LGBT Danmark, LGBT Komiteen og Amnesty International, har tilkendegivet, at refleksionsperioden bør afskaffes, og at kravet om en refleksionsperiode opleves som en overflødig og generende administrativ procedure.

Det er på baggrund heraf gjort til genstand for overvejelse, om kravet om en refleksionsperiode bør ophæves.

4.2.2. Gældende ret
[…]

[Side 124.] 4.2.5. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer m.fl.
Organisationer på LGBTI-området, herunder LGBT Danmark, LGBT Komiteen og Amnesty International, har tilkendegivet, at refleksionsperioden bør afskaffes, og at kravet om en refleksionsperiode opleves som en overflødig og generende administrativ procedure.

4.2.6. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper
Det kan overvejes at fjerne refleksionsperioden på 6 måneder således, at en ansøgning om juridisk kønsskifte kan imødekommes umiddelbart.

En fjernelse af refleksionsperioden vil imødekomme et ønske fra organisationerne på området.

En fjernelse af refleksionsperioden vil kunne betyde, at flere personer fortryder det juridiske kønsskifte.

Det kan oplyses, at Social- og Indenrigsministeriet under den nuværende lovgivning har gentildelt det oprindelige personnummer i 24 tilfælde (vedrørende 22 forskellige personer), hovedsageligt som følge af, at de pågældende personer havde fortrudt det juridiske kønsskifte.

Dertil kommer, at nogle ansøgere har trukket deres ansøgning tilbage, ligesom nogle ansøgere har ventet længere end 6 måneder, før de bekræftede ansøgningen. Endelig er der nogle sager, hvor ministeriet ikke har modtaget tilbagemelding fra ansøgere efter refleksionsperiodens udløb. Der er ikke nogen selvstændig opgørelse over, hvor mange sager det drejer sig om, men det vurderes at være en mindre andel.

Det bemærkes herudover, at det ikke er muligt at foretage en egentlig efterprøvelse af, om ansøgningen vitterlig er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn. […]
[…]

En fjernelse af refleksionsperioden vil kunne betyde, at det vil kunne være mere attraktivt at ansøge om juridisk kønsskifte for personer, hvis ansøgning ikke er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn, men f.eks. et ønske om at sløre sin identitet eller at skifte køn for sjov. Det bemærkes herved, at det i realiteten ikke vil være muligt for ministeriet at foretage en efterprøvelse af, om ansøgningen er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn – eller i andre motiver.

[Side 126.] 4.2.7. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
En ophævelse af refleksionsperioden vil kræve en ændring af navneloven og CPR-loven.

Der er ikke noget i lovgivningen, der er til hinder for at fjerne refleksionsperioden, og en fjernelse af refleksionsperioden vil ikke have nævneværdige administrative eller økonomiske konsekvenser.

[Side 127.]
4.3. kønsbetegnelsen X i passet
4.3.1. Indledning
[…]

4.3.2. Gældende dansk ret
[…]

[Side 128.] 4.3.3. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer m.fl.
LGBT Danmark anbefalede den 30. august 2016, at ordningen om anvendelsen af kønsbetegnelsen X i passet udvides til også at omfatte unge transkønnede under 18 år.

4.3.4. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper
Erfaringerne med de gældende regler om anvendelse af kønsbetegnelsen X i passet er meget begrænsede. Kommunerne oplyser generelt, at de modtager meget få eller ingen henvendelser om ordningen. En enkelt kommune har meddelt en enkelt tilladelse til at anvende kønsbetegnelsen X i passet, men er ikke bekendt med borgerens erfaringer i forbindelse med anvendelse af passet.

Det har ikke været muligt at opgøre, hvor mange personer, der siden de nuværende reglers ikrafttræden den 1. september 2014, har fået udstedt pas med kønsbetegnelsen X. Pasproducenten har dog oplyst, at der på baggrund af en manuel gennemgang af anmodninger fra Rigspolitiet til pasleverandøren i perioden juli 2018 til november 2019 er identificeret 4 pas, der er udstedt med kønsangivelsen X.

Desuden har Rigspolitiet – på baggrund af en søgning i Rigspolitiets journaliseringssystem – opgjort, at der i perioden 2011-2014, hvor ansøgning om tilladelse til kønsbetegnelsen X skulle indgives til rigspolitichefen, har været mellem 1 og 6 sager årligt om sådanne tilladelser.

Der er efter Justitsministeriets vurdering ikke noget til hinder for, at den gældende ordning udvides til også at omfatte interkønnede og personer, der ikke fast identificerer sig som værende mand eller kvinde (flydende kønsidentitet), og/eller til at omfatte personer under 18 år.

Det bemærkes i den forbindelse, at pasindehaverens køn, herunder juridiske køn fortsat vil kunne aflæses af endetallet i personnummeret, hvilket er hensigtsmæssigt i forbindelse med søgning i Kriminalregisteret (KR), ligesom at viden om det juridiske køn har betydning ved almindelig identitetskontrol.

Efter de gældende regler er det som udgangspunkt en betingelse for udstedelse af pas til mindreårige, at forældremyndighedsindehaveren/-ne samtykker til pasudstedelsen. Det er Justitsministeriets vurdering, at dette udgangspunkt bør opretholdes i alle tilfælde, hvor der udstedes pas til personer under 18 år, idet passet udgør rejselegitimation, og da ingen andre personer under 18 år i udgangspunktet kan få udstedt pas uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Hensynet til, at den mindreårige kan få udstedt et pas med kønsbetegnelsen X, synes således ikke at opveje hensynet til, at det som udgangspunkt altid er forældremyndighedsindehaveren/-ne, der bestemmer, om et mindreårigt barn skal have lov til at rejse.

[Side 129.] 4.3.5. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
En udvidelse af ordningen med anvendelse af kønsbetegnelsen X i passet til at omfatte interkønnede og personer, der ikke fast identificerer sig som værende mand eller kvinde, og/eller til at omfatte personer under 18 år, vil kunne gennemføres ved en ændring af pasbekendtgørelsen.
En udvidelse af anvendelsen af kønsbetegnelsen X vil være forbundet med visse administrative og økonomiske konsekvenser for myndighederne og pasproducenten.

Med hensyn til interkønnede fremgår det af befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS fra 2017-2018, at 0,2 promille af befolkningen – svarende til omkring 1.200 personer – opfatter sig som interkønnede. Det må antages, at en mindre del heraf vil udnytte muligheden for at ansøge om anvendelse af kønsbetegnelsen X i passet.

Det bemærkes, at det ikke er muligt at opgøre antallet af personer, der har en flydende kønsidentitet, dvs. ikke fast identificerer sig som værende mand eller kvinde.

En udvidelse af den gældende ordning til at omfatte personer under 18 år vurderes alene at ville medføre en meget begrænset sagsmængde.

Sagstilgangen vurderes også at være beskeden, såfremt ordningen udvides til at omfatte alle persongrupper (interkønnede og personer med flydende kønsidentitet samt personer under 18 år).

En udvidelse af den gældende ordning vil kunne medføre øget sagsbehandling hos kommunerne, politiet og pasproducenten. Pasproducenten kan afhængig af det konkrete ressourcetræk forventes at opkræve politiet en større udgift for sagsbehandlingen end i dag.

På baggrund af erfaringerne med den eksisterende ordning og den forventede begrænsede stigning i antallet af sager vurderes en udvidelse dog at kunne håndteres inden for de eksisterende økonomiske rammer.

4.3.6. Konklusion
Der er efter Justitsministeriets vurdering ikke noget til hinder for, at den gældende ordning med anvendelse af kønsbetegnelsen X i passet udvides til også at omfatte interkønnede og personer, der ikke fast identificerer sig som værende mand eller kvinde (flydende kønsidentitet), og/eller til at omfatte personer under 18 år.

[Side 130.] 4.4. Kønsneutrale personnumre
4.4.1. Indledning
Siden personnummersystemets indførelse i 1968 har personnummeret indeholdt data om blandt andet køn.

Det er i dag ikke muligt at tildele et kønsneutralt personnummer.

Organisationer på LGBTI-området, herunder LGBT Danmark, LGBT Komiteen og Amnesty International, har tilkendegivet, at personnumre bør være kønsneutrale, således at kønnet ikke fremgår direkte af personnummeret.

Det er på baggrund heraf gjort til genstand for overvejelse, om personnumre bør gøres kønsneutrale.

4.4.2. Gældende ret
[…]

[Side 131.] 4.4.4. Tilkendegivelser fra interesseorganisationer
LGBT Danmark har anbefalet at ophæve brugen af personnumre, der indeholder oplysninger om køn, og anførte, at en ophævelse af brugen heraf ville betyde, at man i fremtiden ikke ville have behov for at skifte CPR-nummer, når man skifter juridisk køn.

LGBT Komiteen og Amnesty International har ligeledes anbefalet at ophæve brugen af personnumre, der indeholder oplysninger om køn.

[Side 132.] 4.4.5. Mulige tiltag/modeller, herunder fordele og ulemper
4.4.5.1. Kønsneutrale personnumre
[…]

4.4.5.2. Selvstændigt kønsneutralt datafelt i CPR
[…]

[Side 133.] 4.4.6. Lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske konsekvenser
[…]

[Side 134.] 4.4.7. Konklusion
Det er Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at der vil være så betydelige økonomiske og administrative konsekvenser forbundet med en omlægning af personnummersystemet til et kønsneutralt system, at en omlægning af systemet på nuværende tidspunkt ikke kan anbefales.

Det nuværende personnummersystem er opbygget således, at der for hver fødedato er en kapacitet på 4.000-6.000 personnumre indtil udløbet af år 2057, hvor det senest vil være nødvendigt at tilpasse systemet. Det vil efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse være hensigtsmæssigt i forbindelse med de systemtilpasninger, der under alle omstændigheder skal indføres senest ved udløbet af år 2057, at lade overvejelser om indførelse af et kønsneutralt personnummersystem indgå i den forbindelse.

[Side 135.] Bilag 1. Skema til ansøgning om juridisk kønsskifte for personer over 18 år
[…]

[Side 136.] Bilag 2. Vejledende information i forbindelse med ansøgning om juridisk kønsskifte for personer over 18 år
[…]

[Side 139.] Bilag 3. Skema til bekræftelse af ansøgning om juridisk kønsskifte for personer over 18 år
[…]

[Side 140.] Bilag 4. Systemmæssige udfordringer i forbindelse med ansøgning om juridisk kønsskifte for personer over 18 år

* * *
Rapporten hos Beskæftigelsesministeriet i pdf-format