Grænseflytning – tur med tog til København. Af Tina Vyum, tidl. Tina Schuldt den 13. januar 2002.

Af Tina Schuldt senere navneskiftet til Tina Vyum.
Hej – mit navn er Tina Schuldt. Jeg er transvestit og er først kommet frem i lyset i starten af december måned 2001. Jeg har ganske vist været transvestit i mange herrens år, men i december 2001 besluttede jeg altså, at nu skulle det være. Jeg ville i kontakt med andre transer.

Nå – jeg havde jo længe gennemlæst stort set samtlige hjemmesider, der bare lugtede lidt af trans. Jeg fandt Mariannes side, og siden krydsede min vej også Solveigs hjemmeside. Jeg studerede Solveigs side grundigt, og fandt ud af, at hun nok var en person, som kunne hjælpe mig videre.

Jeg fik taget mig sammen til at skrive en mail til hende. Der gik da heller ikke længe, før jeg fik svar.
Da jeg først havde fået det og et par andre adresser og nyttige tips, ja så skal jeg lige hilse og sige, at så gik det pludselig meget stærkt.

Det første, man hitter ud af, når man er kommet på plads i dette nye “univers”, er, at man så absolut ikke er alene og tro mig, det er faktisk dejligt at konstatere dette.

Jeg fik ret hurtigt nogle faste chat venner, deriblandt Qvickie.
Hun er simpelthen et af de dejligste og sødeste mennesker, jeg længe har mødt. Hos hende kunne jeg virkelig hente hjælp.
Ligeledes mødte jeg Sort Rose, som er gift med Qvickie. Hun er også et fantastisk hjælpsomt menneske.

Vi havde efterhånden chattet sammen i et par uger eller tre, da jeg en kold dag i januar 2002 blev enig med mig selv om, at jeg ville en tur til København og lave nogle indkøb. Nu skal det lige siges, at jeg bor i Jylland, og jeg har ikke bil, så turen til København måtte derfor klares med tog.

Men jeg fik fat på Qvickie, og vi sludrede lidt om sagen.
Da jeg havde fortalt hende, hvad det var, jeg skulle købe, spurgte Qvickie, om jeg kom omklædt. OMKLÆDT, tænkte jeg – i toget hele vejen fra Jylland til København. Nej – hun måtte have slået sit hoved, eller der var blevet slået for mange hjerneceller ihjel i forrige måned.
Men jeg snakkede med andre om det, og alle bakkede hende op. “Jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke tog af sted omklædt”, sagde de.
Nå – tænkte jeg og grublede over tingenes rette sammenhæng et stykke tid, inden jeg besluttede, at jeg ville tage turen til København omklædt.

Jeg fik igen fat på Qvickie (endnu engang tak for hjælpen søde), og hun tilbød at køre for mig i København. Det var jo bare alle tiders tilbud, for så slap jeg da for at trave det halve København rundt.
Jeg fik bestilt plads og fik også alle andre praktiske ting ordnet.

Aftnen før jeg skulle af sted, sludrede jeg atter lidt med Qvickie. Jeg fortalte hende om en chat veninde, som jeg har i udlandet, og som jeg mistænkte for at have fået færten af, at jeg var trans.
Qvickie syntes, at jeg skulle tone rent flag og fortælle hende hele sandheden.

Det gjorde jeg så, og så røg resten af aftenen og det halve af natten med at svare på spørgsmål om det at være trans. (Og så på udenbys phyyy, som om det ikke var svært nok på dansk).

Da jeg havde fået hende puttet, skulle jeg selvfølgelig lige sige det det til Qvickie. Ja så røg der også lige en times tid mere, så klokken var tre om natten.
Jeg skulle op klokken seks og have unger sendt i skole og så ellers gøres i stand til min store udflugt.
(Spørg lige, om jeg var nervøs).

Jeg styrtede forjaget rundt i hele hytten for at blive klar.
Det lykkedes mig både at blive klar og at opnå et rimelig hæderligt udseende (sådan da).
Så var det ellers af sted til stationen. Pyhh – jeg nåede det lige. Fire minutter før afgang fik jeg hittet min plads.

Hjertet sad helt oppe i halsen på mig, men samtidig var det jo faktisk også spændende – at sidde der i toget, klædt som kvinde fra inderst til yderst og vide, at alle andre nu så én som kvinde.
Et forsigtigt og meget diskret blik rundt i vognen afslørede ikke tegn på, at nogen havde “spottet” mig.
Jeg satte mig roligt tilbage i sædet og slappede af så godt, som jeg nu kunne.
Over for mig sad en kvinde på omkring de halvtreds, men hun viste heller ikke tegn på, at hun havde opdaget noget, (eller også lod hun sig ikke mærke med det). Så turen forløb uden hændelser af nogen art.

Vi ankom rimelig præcist til København.
Jeg fandt Qvickie, hvor vi havde aftalt at mødes, og jeg fik foretaget mine indkøb.
Og jeg kan hilse at sige, at Qvickie og de andre havde ret. Jeg ville have følt det helt forkert, hvis jeg ikke havde været omklædt.

Resten af dagen tilbragte jeg med Qvickie og Sort Rose, og de var rigtige søde.
Jeg drog derfra hen under aften belæsset med masser af nye indtryk, erfaringer og nye tips og tricks, som jeg uden at vide det meget snart skulle få brug for.
Nå – kvinder som vi jo er, kom vi for sent af sted, eller måske passede mit ur ikke, så jeg nåede ikke mit tog kl. 21.00 fra Hovedbanegården.
Vi kørte så til Valby. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at her havde DSB ikke tænkt sig, at Intercitytoget til Jylland skulle stoppe.
Jeg fik fat på Qvickie, som heldigvis ventede udenfor, og så måtte vi jo tilbage til Hovedbanegården. Ok – der gik jo et tog mere om en time, så vi havde lidt tid til at sludre. Det gjorde vi så indtil cirka ti minutter før toget skulle køre.
Jeg fik sagt pænt farvel og tak og gik ned for at hitte en plads. Det var heldigvis intet problem på denne tid af aftnen.

Jeg fik anbragt mig, og var egentlig begyndt at forberede mig på at skulle hvile mig lidt. Jeg var jo rystende nervøs.
Men lige før toget skulle køre, kom der nogle unge mennesker ca. midt i 30’erne eller yngre. De satte sig i sæderne lige over på den modsatte siden af gangen.
Jeg kunne godt mærke, at kvinden i gruppen studerede mig, men prøvede at lade som ingen ting. Men ak nej – den gik ikke.
Hun stirrede direkte på mig endnu en gang for ligesom at være helt sikker på noget. Så løftede hun fingeren og pegede på mig og sagde rimelig højt til de andre i gruppen: “Det der, det er en trans“.

Ok – jeg var spottet.

Nu havde jeg Qvickies råd for en sådan situation i frisk erindring.
Det går i alt sin enkelthed ud på meget hurtigt at vende situationen til din egen fordel ved at gå direkte til modangreb – at lade være med at sidde stille og lade som ingen ting. Det bliver det muligvis kun værre af.
Jeg vendte mig om stirrede lige på hende og sagde så: “Ja – jeg er en trans, har du nogen problemer med det”?
Se nu var situationen pludselig en helt anden. Nu var hun paf. Men hun fik da hurtigt kontrol over sig igen og meddelte, at hun ikke havde nogen problemer med, at jeg var trans, og om jeg ikke ville komme over og sidde sammen med dem og få en bajer.

“Nå”, tænkte jeg hurtigt: “- hvis jeg gør det, så slipper jeg helt sikkert for flere episoder på denne tur”. Så jeg satte mig derover, men takkede pænt nej til at drikke en øl sammen med dem.

Gruppen bestod af en kvinde og to yngre mænd.
Den ene var tilsyneladende hendes kæreste eller blot en date. Det fandt jeg ikke rigtig ud af, men ingen problemer derfra.

Den anden fyr, som sad ved siden af mig, havde tilsyneladende et problem med situationen, eller også ville han gerne i nærkontakt med mig. Hans opførsel resulterede i hvert fald i, at jeg atter måtte op på barrikaderne og umisforståeligt gøre ham klart, at jeg ikke var til mænd, men kun til piger, og at såfremt han ikke fik styr på sine poter omgående, ville opleve noget yderst smertefuldt og en efterfølgende temmelig ubehagelig situation.
Det hjalp omgående. Han kunne åbenbart godt tyde det blik, jeg sendte ham.

Og da han skulle af i Slagelse, kravlede han nærmest væk, hvilket frydede mig ret meget.
Resten af turen forløb uden problemer af nogen art.
Vi sad og snakkede og hyggede os, og ingen bemærkede noget som helst.

Se det var en grænseflytning, der ville noget.
Og hvis I nu tror, at det er sidste gang Tina har været i København, så kan I godt tro om igen.

Nu skal der da først for alvor til at ske noget. Næste grænse hedder Never Mind, det skal nok blive sjovt. Men nu skal der lige skrabes penge i kassen igen.

Kærlig hilsen. Tina Schuldt.