Gratis entre til et diskotek mod at møde op i stiletter er i strid med ligestillingsloven, konstaterede Ligebehandlingsnævnet den 5. september 2012 i afgørelse nr. 337/2012. KEN nr. 10007.


Den 5. september 2012 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse om, at det var en overtrædelse af lov om ligestilling af mænd og kvinder, da et diskotek tilbød gratis entré til gæster, der mødte op i stiletter, idet der utvivlsomt var tale om et tilbud, der i al væsentlighed var rettet mod kvinder.

Afgørelsen
Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 337/2012.
Truffet den 05. september 2012.
J.nr. 7100338-12
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et diskotek havde et tilbud om gratis entré til alle, der i et bestemt tidsrum mødte op i stiletter.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde et tilbud om gratis entré til alle, der i et bestemt tidsrum mødte op i stiletter.

Sagsfremstilling
Der er klaget over, at et diskotek havde et tilbud om, at man hver fredag mellem kl. 23.00 og 24.00 fik gratis entré, hvis man ankom til diskoteket iført stiletter.
I reklamen ses en kvinde iført stiletter.

Parternes bemærkninger
Klager påstår, at indklagedes tilbud er i strid med ligestillingsloven.
Klager har gentagne gange modtaget reklamemails og sms’er fra indklagede, hvori der reklameres med, at det er gratis at komme ind pÃ¥ diskoteket, hvis man er iført stiletter.
Klager henviser til, at stiletter uden tvivl er damefodtøj.

Indklagede påstår, at deres tilbud ikke er i strid med ligestillingsloven.
Indklagede oplyser, at det er korrekt, at diskoteket i en kortere periode fra den 6. januar 2012, har haft et tilbud om, at gæster, der kommer i stiletter, får gratis entré.
Indklagede gør gældende, at tilbuddet var gældende både for mandlige og kvindelige gæster, men at det hovedsageligt var kvindelige gæster, der havde benyttet sig af tilbuddet. Tilbuddet er dog også blevet benyttet af nogle mænd.
Indklagede henviser til, at tilbuddet har været ment som et sjovt indslag for diskotekets gæster.
Indklagede har oplyst, at man har valgt at ændre tilbuddet, så der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved indklagedes motiver.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder ved at tilbyde gratis entré til gæster, der mødte op i stiletter. Der er utvivlsomt tale om et tilbud, der i al væsentlighed er rettet mod kvinder.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
  • Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet, som ændret ved lov nr. 530 af 11. juni 2012 om Ligebehandlingsnævnet
    § 1, stk. 1, og stk. 1, om nævnets kompetence
    § 9, stk. 1, om klagebehandling
    § 12, stk. 1, om klagebehandling
  • Lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af mænd og kvinder, som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1095 af 19. september 2007 og med senere ændringer som følge af lov nr. 387 af 27. maj 2008, lov nr. 484 af 12. juni 2009 og lov nr. 182 af 8. marts 2011
    § 1a, stk. 1, om lovens anvendelsesområde
    § 2, stk. 1 – 3, om forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling pÃ¥ grund af køn
    § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde

Afgørelsen hos Retsinformation.